3 fortællinger om sorg og savn. I den første møder vi Otto og Vera. Vera bliver indlagt med terminal kræft. Der er ikke noget at gøre, og efter kemobehandling kan hun kun gå ved hjælp af rollator.
Otto møder
også Solveig, der går til boksning og tager Otto med til træningen, hvor han
bliver boksepartner med Filip. Otto forsøger at bokse smerterne væk. Det går ud
over en plastikvæg i badet hjemme, hvor de bor. Han skraber knoerne mod en mur
og blodet farver det hele. Under et vintermotionsløb ved mosen, føles hans krop
brændende. Han smider tøjet og hopper i mosen, men Solveig og Filip vinker ham
ind igen.
Fortællingen
er holdt i korte sætninger og små afsnit krydret med overraskende billeder, der
gør teksten nærværende og rørende. Der er ingen sentimentalitet, men blot en
skildring af, hvad det gør ved et menneske, når døden rykker stadigt nærmere.
I den næste fortælling er danske Kajsa rejst til Kenya for at bestige Kilimanjairo. Tilbage i Danmark havde Stella og Bjørn, der var et forældreløst par, taget hende til sig som deres egen, selv om hun stadig havde begge sine biologiske forældre. Hun havde selv en gang besteget Kilimanjairo og ønskede, at Kajsa gjorde det samme. Bjørn døde i en trafikulykke og efterlod en pengeopsparing, som hun brugte på rejsen.
Om Katsa står
der: ”Hun kunne også bare forsvinde og aldrig vende hjem. Hun kunne lade vandet
slutte sig om hende, så sandbunden under hende til sidst ville forsvinde. Kun
hende og det mørke hav.” Fortællingen slutter med ordene: ”Vi ebber ud som
havet, bølgerne.”
I den tredje
fortælling vil moren skilles. Både moren og faren finder nye kærester, men 4
måneder efter får moren kræft og kæresten forlader hende, da kræften har ædt
sig ind på hende og deres forhold. Tilbage er deres børn, Agnes, Carl og
jeg-fortælleren. Det bliver dem, der skal leve videre med sorgen og forsøge at
finde nyt fodfæste. Der er en tråd tilbage til den første fortælling, for de
møder Otto på hospitalet, der i den første fortælling mister sin kæreste, Vera,
til kræften. og dør.
Forfatteren
har selv malet de indsatte tegninger og malerier i bogen. De optræder som
malede, ordløse fortolkninger af særligt svære øjeblikke, når døden kommer
tættest på, og er indsat netop der, hvor ordene sjældent slår til.
De tre
fortællinger er centreret omkring smerten ved at miste. Om sorgen, der slet
ikke passer ind nogen steder. Hvor går man hen med den. Der er ikke plads til
den mellem mennesker. Vi er bange for den – og med god grund, for hvordan skal
vi tackle den?
Fortællinger
rummer ingen svar, men stiller mange spørgsmål i Freja Bøgh Lassens stærke
debut-udgivelse. Den er udgivet på Forlaget Gladiator. Og er redigeret af Otto
Jørgensen og Jakob Sandvad.
Uddrag fra
bogen:
”Om natten
vågnede jeg ved, at Vera lå og hev efter vejret. Hun var febervarm.
Du skal befri
mig fra de sultne insekter, sagde hun.
Ja, sagde
jeg.
Vi siger det
ikke til nogen, sagde Vera.
Jeg holdt
bare om hende, så badede vi begge i sved.”
(s. 20)
”Kom så,
råbte træneren gennem lokalet.
Nu skulle vi
løbe runder. Øvelsesslagene var også bare en del af opvarmningen. Filip satte
hæl efter hæl i gulvet og løb i ring. Jeg løb efter ham. Træneren talte ned. Så
skulle vi slå på sandsækkene.
Jeg var
makker med Filip. Sveden var piblet frem på hans pande.
Nu skulle vi
slå på hinanden.
Jeg lod Filip
ramme mig flere gange i brystet.
Det er din
tur nu, sagde han.
Så gik jeg
stille og roligt i gang med at slå. Varmen dunkede rundt i mig. Med slagene
slog jeg tankerne ihjel. For en stund. Veras tynde hår. Hospitalslugten. Den
tomme mørke lejlighed derhjemme. Jeg erstattede billederne i korte øjeblik med
mine slag. Med det lyse dampende lokale. Med musikken. Jeg fik lov at slå og
slå.
Tid, råbte
træneren.”
(s. 29)
FOR AT GÅ MED
DIG
Freja Bøgh
Lassen
201 sider, Gladiator,
2023
Redigeret af
Hans Otto Jørgsense og Jakob Sandvad
Læs flere af festivalens boganmeldelser:
*
.jpg)
