MORTEN GOLL fortæller om Yusras Køkken

Fotos: Morten Goll.

Kære bloglæsere.

Michael har bedt mig præsentere Yusras Køkken for jer, og jeg håber, at I derfor I vil finde min beretning relevant!

Jeg mødte Yusra, mens jeg arbejdede for Crossing Borders, hvor jeg var projektleder. Projektet jeg skulle lede hed Migrantours, og gik ud på at uddanne expats og flygtninge til tourguides på Nørrebro i København. Konceptet kommer fra Italien og er smukt tænkt: ved at uddanne migranter til at fortælle lokale københavnere om deres fælles by, kan man åbne danskernes øjne for den diversitet, der er mellem byens borgere, og de kan måske få et glimt af byen fra en helt anden vinkel. Yusra var en af mine bedste elever på kurset, men da det lakkede mod enden, og vi skulle til at lave guidede ture for turister, trak hun mig til side og sagde: jeg skal ikke være tourguide. Jeg vil lave en restaurant. Men du skal komme med mig. Jeg ønsker, at du giver vores fremtidige ansatte det samme kursus som jeg lige har været på. Det kursus hun talte om, var en blanding af drama, kreativ skriveworkshop og kulturforståelse med fokus på det danske samfund, byhistorie, velfærdsstaten, jobcentrene og integrationspolitik. Jeg tænkte: wouw, det lyder spændende! Jeg har i mange år arbejdet for Trampolinhuset, som var en NGO, konstant var afhængig af fondsmidler. Hvilket stress at skulle rapportere alt hvad man foretager sig… Hvis vi starter en virksomhed og tjener vores egne penge, så kan vi lave en kombination af et meningsfuldt integrationskursus og en arbejdsplads, hvor man altså både kan få vigtig viden og indsigter om det samfund man bor bor i som tilflytter, og ovenikøbet gøre sig uafhængig af integrationsydelse, fordi man får et arbejde i restauranten! What’s not to like!  

 

Foto: Morten Goll.

Virksomheden kom til at hedde Yusras Køkken ApS. Og vores første job var at lave mad til min datters 18 års fødselsdag. De unge mennesker var begejstrede: “Det er det bedste vegetarmad jeg nogensinde har smagt” og “Hvor er det sygt at en forældrearrangeret middag kan være så fantastisk!”. Det der havde ramt gymnasieeleverne var Yusras Køkken og den levantinske madkultur. Levanten udgøres af Syrien, Jordan, Libanon og Palæstina. Det er et område som er blevet splittet op af vestlig kolonisering, men som huser en fælles tusindårig gammel kultur, som også blandt andet omfatter et fantastisk middelhavskøkken. Pasta-salaten er afløst af lækre Mezze, Dawood basha, Maqloupe, Frekeeh, Kebbe og Fattoush… 

 

Foto: Morten Goll.

Noget af det sværeste ved at starte en virksomhed i dag er hvidvaskningsloven, som gør det næsten umuligt for et nystartet firma at få en bankkonto. Det er ironisk, for den skandale som har ført til at politikerne har strammet lovgivningen er lavet af danske bank, som hvidvaskede milliarder af rubler for Putin og den russiske mafia i deres bankfilial i Estland. Nu skal bankerne føre så meget kontrol med deres kunders transaktioner at de nægter at åbne konti til de små fisk. Det er simpelthen for omkostningsfuldt i forhold til den begrænsede omsætning der må forventes i et lille firma. De store kunder, som for eksempel den russiske mafia, kan det selvfølgelig stadig betale sig at handle med, og de har også råd til at betale jurister og advokater, som kan hjælpe dem med at omgå lovgivningen. Også Yusras Køkken var nødsaget til at hyre et konsulentfirma, men efter 8 måneder lykkedes det at oprette en bankkonto i en dansk bank, hvilket gør bogføringen ulige meget lettere. Det er sgu ret vildt…

 

Foto: Morten Goll.

Men i dag laver Yusras Køkken mad. Vi har endnu ikke en restaurant, men leverer catering til selskaber over 12 personer. Vi har endnu ikke en omsætning der tillader os at ansætte personale på fast basis, så derfor er integrationskurset ikke kommet i spil endnu. Men til gengæld knokler vi for at få omsætningen op på et niveau der kan gøre Yousra økonomisk uafhængig, og dernæst hendes medsøstre, som også har flygtningebaggrund… og som også bliver misforstået af sagsbehandlerne på jobcentrene og integrationskonsulenterne, der kun ser en flygtning der taler mere eller mindre dansk, og som ikke har en relevant uddannelse til det danske arbejdsmarked, og som derfor skal ud og svinge en kost og en moppe.

 

Foto: Morten Goll.

Det der med at have en komplet irrelevant arbejdserfaring til det danske arbejdsmarked er faktisk noget jeg forstår! Som billedkunstner har jeg levet af mange forskellige ting gennem de sidste 40 år. Jeg har sågar været direktør i Trampolinhuset, som jeg startede sammen med 55 andre mennesker, aktivister, kunstnere, asylansøgere og flygtninge med alle slags erhvervsmæssige erfaringer, som heller ikke var særligt relevante. Men en kunstner er og bliver en ufaglært arbejdskraft, og hvis man vil være direktør som kunstner, så må man starte sit eget og holde jobcentret på en armslængdes afstand. Det danske arbejdsmarked er faktisk et ret eksklusivt sted… 

Foto: Morten Goll.

Det er det vi vil lave om i Yusras Køkken. Vi vil skabe en virksomhed som kan bruge den erfaring som mange flygtninge fra Levanten ellers brænder inde med. Det er så heldigt at det levantinske køkken er en uudnyttet ressource i Danmark, som simpelthen bare er for lækker til at ignorere. Yusra er en moden dame, mor til en masse børnebørn, familiens ukronede overhoved, og hendes hjerte og hjerne er et skatkammer af opskrifter, know-how og fantasi. Hun laver mad som man kun får det ude på landet, før krigen, når storfamilien samles på gården med de 300 oliventræer, for at fejre en familieforøgelse.

 

Mød Morten Goll

på 3. festivaldag

torsdag den 8. august kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro

*

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: DEN VIGTIGSTE ROLLE af Sinus Reuss

 

Foto: Michael Svennevig. Omslag: Sissel Moody,

William er privilegeret og har styr på det hele. Hans forældre tager for givet, at sønnen selvfølgelig får en hovedrolle. Det gør han også, selv om alting bliver meget anderledes, end han og alle de andre forventer. Klassens og skolens bølle, Michael, viser sig pludselig, da hovedrollen som prinsen skal besættes. Da han meget overraskende giver en glimrende prøve på rollen, er der ingen tvivl om, at rollen er hans - og så er der kun den anden hovedrolle tilbage: prinsessens.

Det er utænkeligt, at Williams kan komme hjem til sine forældre uden at have fået en hovedrolle. Så han får den resterende rolle – som prinsesse. Han regner alligevel med, at Michael falder fra eller tæver en eller anden, og hvis det sker, så er han straks ude af skolekomedien.

Da han kommer hjem, har forældrene allerede åbnet champagnen for at fejre, at han har fået rollen, men de ved ikke, hvilken rolle han har fået.

Det er spændende at følge forløbet mellem de to hovedrolleindehavere, der langsomt kommer tættere og tættere på hinanden, indtil noget helt andet spirer frem. Vi oplever det med Williams blik og bliver placeret midt i det oprørte følelseshav, som han dumper ned i, da der spirer følelser frem for Michael, som han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at han havde. Hvordan håndterer han det – og hvad sker der siden?

Med romanens 490 sider når Sinus Reus hele vejen rundt om personerne og den afgrund af blandede følelser, som skolekomedien og spillet imellem dem efterlader dem i. Det er beskrevet frejdigt og direkte, og udelukker enhver sentimentalitet, og alligevel bliver de hårde drenge blødgjort af det, de kommer til at føle for hinanden. Samtidig får vi også mere at høre om Michaels familiære baggrund, der gør, at skuespillet for ham er hans måde at overleve på, da han skal trækkes med en voldelig far. Mores døde, da han var lille.

Jeg tænkte fra starten, at temaet nok ikke ville holde til at udspille sig gennem en knap 500 sider lang roman, men der tog jeg fejl. Romanen handler også om fordomme og de forestillinger vi gør os om hinanden. Men måske handler den allermest om, hvordan vi selv bliver holdt fast af disse forestillinger og fordomme. For det sker for såvel William som Michael.

Jeg mindes selv en skolekomedie, hvor jeg spillede hovedrollen, og hvor jeg i en sen nattetime rakte ud efter en anden på holdet, og hvordan det skabte en helt ny verden, jeg trådte ind i. Det var godt nok en pige, men følelsen sidder stadig solidt plantet i mig. På samme måde med Simon Reuss´ figurer, der rejser sig overbevisende fra siderne, og beretter om, hvordan kærligheden kan gøre os til bedre mennesker. Det lyder som en kliché, men i romanen får det kød og blod og fungerer overbevisende. Der er en rå nærhed, der er betagende. Jeg følte mig i hvert fald fuldstændig hensat til dengang jeg selv spillede den vigtigste rolle.

 

”Hele salen klapper og jubler. Bang og Oscar pifter. Victor har løftet sin telefon, er sikkert ved at filme mig, så vi kan lægge det ud på årgangens chat. Nogle af pigerne har også telefonerne fremme. Jeg smiler og bukker overdrevent, før jeg går hen til gutterne, der griner og klapper mig på skuldrene. Min personlige fanskare. Jeg elsker det. Selv Oscar og Yusuf slår jokeriet fra, når det gælder noget vigtigt. Suzette stiller sig op ved siden af bordet, og alle andre kigger spændt på hende. Jeg er helt rolig. Det bliver selvfølgelig mig.

”Ja, det er vist rimeligt oplagt, hvem-”

”Jeg vil også prøve.” siger en stemme, der er dyb og perfekt og får det til at sitre i mit bryst. Der går et splitsekund, før ordene siver ind.

What?

Alle glor på Michael, der går hen til Suzette.

Michael? Jeg bider så hårdt sammen, at min kæbe knager. Det skal fandme være løgn.

Jeg skrider over til Suzette, der bare stirrer op på ham med åben mund.

”Det giver overhovedet ikke mening.” Jeg ignorerer Michael totalt. ”Han er jo ikke engang med på dramaholdet-«

”Det er ikke noget krav.”

(side 9-10)

Omslag: Sissel Moody,

Sinus Reuss

DEN VIGTIGSTE ROLLE

Ungdomsroman

Klippe, 2023

Redaktør: Charlotte Wahl Christensen

Omslag: Sissel Moody

 

*

Mød forfatter Sinus Reuss

på 2. festivaldag

tirsdag den 6. august kl. 15-20

i GLOBAR Art Gallery,

Skalbakken 8 A,

i Vanløse.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: IKKE ET KIRSEBÆR af Jakob Hero

 

Foto: Kirsten Hyldager. Omslag: Malene Vinther.

Ligesom i forgængeren, debutromanen, KUN NÅR DET BRÆNDER, er en roman af Jakob Hero som at træde ind i et litterært bad. Som læser gennemvædes man af stemninger og fornemmelser, der sætter sig på én. Først som lette sommerfuglevinger, og siden som våde, visne blade. Det, der i starten virker så anelsesfuldt, ender med en betydelig tyngde. På den gode måde. Det er vel det, vi ønsker os af en roman: vi vil fortrylles, vi vil ruskes, og vi vil møde noget nyt og lære noget gennem mødet med det nye og fremmede. Alt det gør Jakob Hero igen i IKKE ET KIRSEBÆR. Der er ingen lethed over hans måde at skrive på. Det burde virke tungt og ufremkommeligt, men teksten og tematikken ilter sig selv. Det er dét, kunsten kan. Den bringer os en medviden og en indsigt, når det lykkes – og det gør det igen i denne efterfølger til den vellykkede debutroman.

Selvfølgelig handler romanen om noget eksakt, og det er da vigtigt, for det er dét, der driver handlingen og historien frem, men samtidig er det også bare en undskyldning for at fortælle om alt det, der samtidig sker, og det er det, der interesserer forfatteren, og som han er så ferm til at skrive frem på en både anelsesfulde og inciterende måde.

På sin vis har vi at gøre med en nervøs forfatter. Nervøsiteten sitrer gennem romanen. Som et dådyr står han i morgengryet og vejrer morgenluften. Der er en stor troskyldighed til stede. En hengemt naivitet, men samtidig ved vi, at det kun varer kort. En lille historie midt i bogen kan på sin vis fortælle hele den bagvedliggende historie for romanen. En lille sidehistorie bliver i et splitsekund til et billede på det hele. Tilbage til dådyret og uskylden. Moren og faren har en samtale om sønnens følsomhed. Faren beskylder ham for at være vattet, og moren forsvarer sønnen og siger, at han ikke er hård som faren. En hjort viser sig i vejsiden og er ved at gå ud på vejbanen, netop som de kommer kørende og faren påkører den. Nærmest med vilje. Sådan virker det. Bagefter stoppede de, og faren kalder på sønnen og tvinger ham til at slå en hammer mod den påkørte hjorts hoved. Igen og igen. Sønnen har altid trøstet sig med, at moren i det mindste altid ville være der, til at beskytte ham, men det gør hun alligevel ikke ved dén lejlighed.

Scenen bliver siddende indeni bagefter. Det er svært at komme videre efter den. Der lægges op til den allerede fra bogens begyndelse, hvor bulen i kofangeren er en reminiscens fra den oplevelse i barndommen, der er med til at forklare, hvorfor hovedpersonen, Henrik, er blevet som han er.

Den primære handling er, at moren ligger for døden og beder den voksne søn om at køre deres autocamperen ned til hende, hvor hun nu bor, i Østrig. På sin vis er det at køre om kap med døden, men Henrik er ikke nært knyttet til hverken moren eller faren. Ja, faktisk ikke til nogen overhovedet. Måske med undtagelse af den 14-årige datter, der tog sit eget liv. På køreturen møder han den unge Lena. Deres veje krydses flere gange og han tager sig af hende, selv om hun er ude på et kriminelt skråplan, og tydeligvis også har sine egen dæmoner at kæmpe med. Hun minder om hans afdøde datter, og kontakten med Lena er måske hans sidste desperate forsøg på at aftvinge livet og tilværelsen en form for mening, for det forsvandt alt sammen, da datteren tog sig af dage. Alt er smuldret mellem fingrene på ham. Hans voldsomhed og iltre temperament har drevet alle væk fra ham.

Historien forgrener sig vidt omkring på romanens 458 sider, men det hele holdes i stramme tømmer af den meget kapable forfatter. Det er en fornøjelse at være med på køreturen til Østrig. Hero har en vedholdende og insisterende forfatterstemme. Han satser det hele og søger helt ud, hvor tilværelsen står på spil, og eksistensen knager. Det kan ikke være omkostningsfrit at skrive så nuanceret, så mangefacetteret og loyalt over for alle de skildrede personer. Vi har at gøre med en forfatter med et stort og rigt menneskekendskab og som tilsyneladende ikke er bange for noget. Tillykke med denne prægtige efterfølger til sidste års debutroman. Meget anbefalelsesværdig.

Bare lyt til musikken i sproget, når romanen åbner med disse ord:

”Novembertåge er snu og sulten. Den spiser alt. Den sluger dig, dæmper lydene og reducerer virkeligheden til skygger i et gråt hav. Til tanker i en labyrint. Novembertåge holder dig fanget med dig selv. Den lader dig fare vild, og selv når du slipper fri, er det. som om en del af dig stadig søger efter udgangen.”

 

Omslag: Malene Vinther.

Jakob Hero

IKKE ET KIRSEBÆR

Roman, 458 s.

Superlux, 2023

Redaktion: Louise H. A. Trankjær

*

Mød forfatter Jakob Hero

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

*

Læs uddrag fra de øvrige festivalanmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

TOP 10: Mest lyttede podcasts i 2024

 

TOP 10

over

årets mest lyttede festivalpodcasts

Opgjort pr. 5. juli 2024

NR. 1:

BILLEDKUNSTNER 

LAURA BACH SKOU

Podcasten er en stor overraskelse. Det var slet ikke meningen, at det skulle have været nogen. Jeg var i Salonen for at optage Lauras fortælling om sine billeder, som jeg bagefter ville skrive ud. Da jeg havde optaget det, bad Laura mig vente, for der var mere. Da hun begyndte at fortælle, var det med denne tilstedeværelse i stemmen, der gør at man lytter. Det er noget med, hvor man taler fra. Stemmen afslører det hele. Det samme må lytterne fornemme, for podcasten blev hurtigt den mest lyttede.

NR. 2:

DRAGQUUEN 

RAMONA MACHO:

Podcasten har gennem flere måneder haft positionen som den mest lyttede, men er for nylig blevet overhalet indenom af den, der nu fører. Det er begge podcasts om at finde vej gennem livet. Som menneske og som kunstner. Begge podcasts er vibrerende af nærvær, og jeg tror, at det er det, lytterne har honoreret med de høje lyttertal. De handler om at finde sin plads i tilværelsen. De beretter om en stor søgen, om usikkerhed og om et endnu større mod. Det er fortællinger om at finde frem og søge ud ad nye veje. Mottoet for begge kunne være: Hvo inden vover, inter vinder!

NR. 3:

FESTIVALTEKSTER 2024:

Podcasten er den første opvarmende podcast, der blev lagt ud, hvor 12 kunstnere, hvoraf mange også medvirker på festivalen, er blevet opfordret til at skrive tekster, inspireret af festivalens tema. Blandt de medvirkende er der både skuespillere, sangere, musikere, forfattere og digtere.

NR. 4:

ROSE MARIE TILLISCH

NR. 5:

EVA BILLESBØLLE TWOREK:

OM PORTRÆTTER

NR. 6:

4. PRÆSENTATIONSPODCAST

NR. 7:

FORFATTER 

PETER MADSEN

NR. 8:

INGENIØR

ANDERS DINSEN

NR. 9:

1. PRÆSENTATIONSPODCAST

NR. 1O:

SANGER

HANNE SKOV

 *

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen.

VERDEN ER FULD AF VEJE: Billedhugger Steen B. Langvad

 

"Fuglefænger". Skulpturfotos: Steen B. Langvad.

Vi var tre på cykeltur. Vi havde taget Orøfærgen fra Holbæk og var cyklet hen over øen til Næsby. Forinden havde vi spist frokost Ved Orøstenen, hvorfra der var udsigt til marker og fjorden bagved. Derefter gik det ned ad bakke til Næsby. Lige efter byskiltet lå der en lille café med skulpturer overalt, og da vi var bænket i haven med servering af kaffe, te og kage, var det som at sidde i en skulpturpark. Ejerinden sagde straks: ”I er velkommen til at gå over og besøge kunstneren i hans værksted. I skal bare krydse over vejen og gå 30 meter frem, så er det til venstre.”

I Næsby på Orø ligger der en café, hvor vejen slår et bugt... 

Foto Marianne Kany Birch-Rasmussen. 

Inden vi når frem til værkstedet i en stor lade, kunne vi kigge ud over en grøn eng, hvor skulpturerne stod hele vejen rundt. En større gruppe var netop på vej tilbage fra engen og ind i laden, anført af kunstneren. Han gjorde tegn til, at vi også var velkommen bagefter. Men først gik vi rundt og kiggede på skulpturerne. De var alle i legemsstørrelse. På overfladen lignede de rustskulpturer, men det fik vi mere at vide om, da kunstneren, Steen B. Langvad, bagefter viste os rundt i værkstedet.

"Thor". Foto: Steen B. Langvad.

"Hobo". Foto: Michael Svennevig.

”Fuglefænger” stod midt i rummet, og vi gik rundt om den  og kiggede fascineret på værket. Det var  2½ meter højt og 1½ meter i omkreds. Det var et stort og vildt værk.

"Fuglefænger". Foto: Steen B. Langvad.

”Fuglefænger” var udstyret med en kæmpestor næse, som doktoren i den italienske comedia Dell ‘Arte-maske tradition, hvor den lange næse er en reminiscens fra de masker, som datidens læger bar med stof vædet i noget neutraliserende væske, der skulle modvirke smitte.

"Falkoneren". Foto; Michael Svennevig.

”Fuglefænger” bærer en kasse i hver hånd, hvor en sværm af fugle flyver ind og forsvinder for evigt. Steen forklarer, at det er med henvisning til fuglefangst af sangfugle på limpinde og net i træktiden på rastepladser under sydlige himmelstrøg. Til forskel fra alle de øvrige skulpturer var figuren helt blank, selv om den som alle andre var fremstillet i corten-stål. Steen B. Langvad forklarer: ”Det er samme materiale som de øvrige, selv om den er blank. Det er først bagefter, at værkerne behandles, så de efterfølgende får en rustrød overflade. Men jeg ville ikke kunne bruge gammelt jernskrot fra biler, for jeg skal kunne garantere holdbarheden, men disse skulpturer lavet af corten-stål er uforgængelige. Hvis jeg havde lavet dem af gammelt jern og skrot, ville de skulle have en ny undervognsbehandling i ny og næ, og jeg ville ikke kunne garantere noget som helst, hvad angår holdbarheden, men det kan jeg nu!”

"Falkoneren". Foto: Michael Svennevig.

Sådan virkede de også, da de træder os i møde. Mange står som fanget af tiden. Holdt fast af øjeblikket, og der bliver de stående og minder os om vores egen forgængelighed. Den rustrøde overflade giver mindelser om noget, der har stået der længe. De er gået i ét med naturen og verden omkring dem. Men over mange af dem er der noget lidt sørgmodigt og traurigt. Der er noget tyst over dem. Deres stumhed rækker ud efter os, og måske er det den, vi tager med derfra. Som noget, der har sat sig fast på os, og som vi ikke uden videre kan smøge af os igen. Hvis jeg ikke viste bedre, ville jeg tro, at de var polsk inspirerede, for de minder mig om polsk kunst, der befinder sig på et tårnhøjt niveau, men som også kan virke forstemmende og hård. Det synes jeg ikke, at Steen B. Langvads skulpturer gør, men det er alligevel som om de også kan være runden af en anden kultur. Eller også er de så arkaiske i deres udtryk, at de favner os hen over tiden og derfor kommer til at virke lidt fremmede, samtidig med at de har noget hjemligt over sig. Det er en pudsig dobbelthed. Som om de har stået der altid. På spørgsmålet om inspiration, slår Steen ud med armene. Og det er tydeligt, at det kommer mest fra ham selv.

Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen er der mulighed for selv at opleve kunstnerens nyeste værk ”Fuglefænger". Den store skulptur bliver midlertidigt opstillet foran festivalteltet i HF Prøvestenen, lørdag den 3. august, hvor kunstneren vil berette om, hvordan han netop har følt sig inspireret til at fremvise dette, hans nyeste værk på festivalen. Selv siger han: ”I år vil jeg gerne deltage med værket ”Fuglefænger”, den passer godt ind, og jeg kan sagtens nå at få den færdig med det udtryk, jeg gerne vil have.”

 

Foto: Michael Svennevig.

STEEN B. LANGVAD:

Steen B. Langvad er uddannet grov- & klejn­smed, illu­strator og frihånds­tegner.
Steen har i mange år arbejdet for GADs Forlag og Naturhistorisk ­Museum Århus som freelance illu­strator og fri­hånds­tegner. Det er blevet til mange fag­bøger, tidsskrifter og under­visnings­materiale gennem årene og flere kommer til.
Steen anvender materialet cortenstål til sine skulp­turer, da stålet er ufor­gængeligt — ligesom histo­rien. Ifølge Steen giver stålet utrolig meget effekt tilbage, sam­tidig med at man kan få udtryk frem, som ikke lader sig gøre med andre materialer.
I sine skulp­turer forener han sin faglighed som smed og illu­strator med sin viden, erfaring, formforståelse og store interesse for historie­fortælling, natur, dyreliv og kunst. For Steen er Natur og Kultur eet.

Foto: Michael Svennevig.

Her er plakaten til festivalåbningen, 

hvor Steen B. Langvad medvirker,

lørdag den 3. august kl.12-20

i HF Prøvestenen på Amager.

Se programmet for dagen.

UPDATE: 

Desværre er Steen B. Langvad alligevel ikke med på årets festival, 

men vi håber, at det i stedet kan lade sig gøre i 2025. 

Festivalmaleri: Hanne Svennevig med indsatte fotos fotograferet af: 

Satyadev Barman, Sofie Birkmose, Jakob Wandam, Pernille Næsheim og Michael Svennevig.

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

*

VERDEN ER FULD AF VEJE: Klint - et sted indeni

Fotos: Michael Svennevig.

HØR PODCAST

KLINT - ET STED INDENI

Forfatter Anne Nielsen skriver på sin 3. roman om opvæksten ved Klint i Odsherred, nær Nykøbing Sjælland. Vi tager med hende derop sammen med festivalarrangør Michael Svennevig og hans far, Erik Svennevig. Alle tre har haft Klint som et omdrejningspunkt i deres liv. De betræder sammen det gamle istidsformede landskab, mens minderne fører dem videre ad gamle veje og stier. 

 

Foto: Michael Svennevig.

Anne Nielsen skriver denne gang med inspiration fra sin egen tid i Klint, der har været skelsættende for hende. Anne Nielsen har blandt andet udgivet romanerne ”Snefald” (2011) og ”Natbog” (2016). På sidste års festival fortalte Anne om arbejdet med romanen. Det blev til podcasten ”Med døden som en form for drivkraft” optaget på sikker afstand - i København. I år har de bevæget sig tilbage til stedet, hvor det hele startede.  

Læs uddrag fra 

Anne Nielsens kommende roman 

med arbejdstitlen

"Et sted indeni, der hedder Klint"

Det var som at gå i en levende, åben tunnel, ind mod en anden tid; deres Klinttid. Den gamle faldefærdige bygning, som hun aldrig rigtig havde vidst, hvad var, stod der helt uforståeligt uforanderligt, lænet ind mod jordskrænten, der hørte til Gunnar Vognmands grund henne på hjørnet af Skovløbervej. Hun passerede den hvide gård overfor, der lå lavere end vejen; dengang havde den lignet en, der var sunket i knæ og lukkede sig om sit uplejede selv, som om den ikke længere var en del af landsbyen og livet der. Men nu strålede den nymalet og istandsat. Nogen fra en nyere tid var tydeligvis kommet til med virkelyst og mod og havde givet den et helt nyt liv.

Så var hun henne ved Trommetræet for foden af Skovløbervej. Det store lindetræ, som havde været et centrum for det gamle bondeliv i landsbyen, hvor bønderne delte de kostbare markredskaber med hinanden og stillede dem omkring træet efter endt brug. Og endnu tidligere havde klinteboerne afholdt deres bystævner omkring træet med oldermand, tudehorn og hver gård sin sten at sidde på. Sten, som siden var blevet brugt i forbindelse med bygningen af en sluse et sted ude ved skoven og havet, så cirklen omkring træet var blevet brudt, og centrum for livet i landsbyen forflyttet til andre steder og tider.

Hun lagde hånden på den gamle, barkede stamme og så op i det grønne bladhang. Opdagede, at bladene var hjerteformede og så gennemlyste, at hun tydeligt kunne se deres trådtynde skelet. Hun plukkede tre og lagde dem forsigtigt ned i sin taske, så de ikke blev krøllede eller gik i stykker. Når hun kom hjem, ville hun lægge dem i pres i en bog. Siden måske sætte dem op i en trekløverformation i en billedramme. Et symbol på børnene og hende.

 Mor er ovre på gården, siger mormor, så jeg løber over til hende. Mette og hun står og snakker sammen ude på gårdspladsen. Mette har briller på og gråt hår, som sidder i en knold på baghovedet. Hun har et langt forklæde uden på sit tøj i dag. Ved siden af hende står der en stor træblok. Den står lidt skævt, fordi der stikker runde sten op af jorden på gårdspladsen, så man skal passe på, at man ikke falder over en af dem, især hvis man løber.

Jeg står lidt på afstand af dem og kigger på Mette. Hendes hals er tynd, faktisk ligner hun lidt den høne, der går rundt og kagler og pikker i jorden. De holder op med at tale, Mette går hen og fanger hønen, som basker med sine rødbrune vinger og lyder, som om den skriger på sit hønesprog. Jeg kan se, at mor synes, det er spændende, at Mette lægger hønen oven på træblokken og holder den fast med den ene hånd, mens hun griber fat i noget, der ligger på jorden bag træblokken. Så løfter hun det op i luften og svinger det ned mod den skrigende høne. Mine hænder er fløjet op og har lagt sig hen over mine øjne. Ud mellem fingrene ser jeg, at det, hun svingede, nu sidder fast i træblokken. Hønens hoved ligger på gårdspladsen, stenene er blevet røde, hønens krop vælter ned af træblokken og giver sig til at løbe rundt på gårdspladsen, jeg forstår det ikke, Mette ler, jeg klamrer mig til en træstamme, jeg kan overhovedet ikke lide hende mere, og hvordan kan mor stå der så roligt og se på den stakkels hovedløse høne, der løber omkring? Træstammen bevæger sig, jeg ser op. Det er slet ikke en træstamme, men Krestens brune bukseben. Tårerne tværer det hele ud, jeg kan heller ikke sige noget, vil ikke vente på mor, vil hjem nu, løber hen mod porten og vil aldrig, aldrig over til Mette igen.

Mød forfatter Anne Nielsen 

til festivalafslutningen på Christianshavn,

søndag den 11. august 2024 kl. 13-16

i Gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 

- og ellers i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 

- et par gader derfra, hvis det ikke er udevejr.

Se programmet for festivalafslutningen .

Foto: Michael Svennevig.

 *

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen.