Portrætfoto: Ditte Amanda Pedersen.
Man bliver
straks suget ind i romanen. Allerede i den første scene møder vi Lee Miller som
lille pige, der på badeværelset lader sig fotografere nøgen af faderen, der
kalder hende ”unik”. Han tager ikke fotos af hendes brødre, kun af hende. Da hun senere
står og spejler sig - igen nøgen, kommer hendes mor ind og spørger, hvad hun
laver. Hun svarer: ”Jeg kigger på mig selv”, hvortil morgen spørger: ”Og hvad
ser du”. Lee svarer: ”Det ved jeg ikke”. Dermed er fortællingen sat i scene - og læserens blik er parat til at se og forstå det, som den unge Lee Miller endnu
ikke forstod om sig selv.
Det er en
forførende måde at åbne romanen på. Beretningen er præget af et hårdt og stramt
greb om fortællingen. Vi er simpelthen i godt og kompetent selskab. Det mærkes
straks, at der er tale om en komposition og en fortælling, hvor alt er på rette
plads. Sproget er sikkert og replikskiftene er træfsikre.
Det hele er
en afdækning af hovedpersonen. Hvem var hun, og hvordan blev hun til den
feterede fotograf, der selv startede foran kameraet som model, men som senere ganske
utypisk for datidens kvinder, tog skridtet og trådte bag kameraet og vendte
kameraet mod andre.
Der er mange
stærke skildringer af krigsfotografen Lee Miller. Det lykkedes hende som
kvinde at blive akkrediteret som krigsfotograf, selv om hun i første omgang
ikke fik adgang til selve fronten. På vejen gennem Frankrig møder hun sammen
med de fremrykkende og befriende amerikanske tropper den tyske generals
kvindelige maitresse, som de franske modstandsfolk vil til livs. Inden
da vinder Lee hendes fortrolighed, og optræder som tolk og får kvinden til at
udlevere de oplysninger, som amerikanerne skal bruge for at indtage tyskernes
fæstning.
Efter
befrielsen er Lee tilbage i Paris, hvor hun oplever sin ungdom. Der er demonstrationer og også en moddemonstration, hvor alle kvinderne, der havde
ligget med tyskerne, blottede deres bare hoveder med det afklippede hår i en
stiltiende protest mod den fornedrelse, der var blevet dem til del. Efter det
tog Lee ikke flere fotos af dem.
Besøget i
Dachau efter befrielsen, mens fangerne stadig er der, selv om tyskerne allerede
var flygtet, er knugende. Lee spørger en mand om
hans navn – og han svarer ved at sige sit nummer. Hun spørger igen – og han
gentager nummeret.
Lee rejser
videre til Wien for at skildre det befriede Europa, sådan som hun er blevet bestilt
til. Wien er, som vi kender det fra filmen ”Den 3. mand” med Orson Welles,
opdelt i forskellige zoner og et besøg på et børnehospital minder igen om
Dachau, hvor der er en stue med særligt syge børn. Lægen forklarer, at de er
forældreløse og lider af underernæring, men der er hverken mad eller medicin
tilbage. ”Det eneste, vi kan gøre, er at hjælpe dem med at dø.”
”På en eller
anden måde blev Østrig stedet, hvor Lee for alvor forsvandt ind i en depressiv
tilstand.” Første del af romanen foregår fra 1942-47, mens 2. del springer frem
til 1953, hvor vi befinder os på Farley Farm i det sydlige England. Fortælleren er David S. Scherman, der fulgtes med
Lee gennem en stor del af krigsreportagerne fra England og Frankrig. Det var
dem, der gjorde Lee Miller til en berømt fotograf. I årene efter krigen skiltes
de, og siden fik Lee og Roland Penrose en lille søn, Anthony, og David tæller
omhyggeligt de 9 måneder tilbage, for sønnen kunne lige så vel have været hans.
I mellemtiden har David selv giftet sig og stiftet familie, men at tage hustruen
med på besøg hos parret var ingen succes. Hun og Lee kunne ikke lide hinanden. Det var tydeligt, at det han delte med Lee og Roland angik ikke
andre og kunne heller ikke deles med andre. Det, der var startet som noget
intimt mellem de tre, overlevede krigen – eller gjorde det? Reportagerne fra
krigen var Lee Millers glansperiode. Hun trives med krigen, men ikke med freden.
Hun falder ned i de huller, der er opstået omkring hende, og som giver hende
depressioner.
”Der var en
ukendt skarphed i hendes stemme, og jeg trådte et skridt tilbage. Der var ikke
langt fra ord til handling. Elastikken var blevet strammere. Lunten kortere.
Vinteren var kold. Ingen forskel på inde og ude.” (Uddrag fra romanen, side 65)
I romanens 2.
del mødes de tre atter. Lee er stadig omdrejningspunktet for alt, der sker med
dem, men siden har Roland mødt Diane og bedt hende gifte sig med ham. Vi tager med
David til den sidste skæbnesvangre middag, hvor Lee som altid får vist hvem,
der bestemmer i en gigantisk magtdemonstration. Hun kan stadig styre alle
begivenheder omkring sig, men livet og passionen er gledet hende af hænde. Nu
har hun blot magten tilbage, som hun bruger til at ødelægge alt og alle omkring
sig. David ender med at blive hendes eneste og sidste allierede. Det er den
lille søn, Anthony, som David ender med at føle mest for, og det bliver også
sønnen, der bliver den store taber i det ødelæggende spil og spind som
forældrene spinder hinanden ind i. Eller som Lee får alle de medvirkende til at
sprælle i, mens hun selv går til grunde. Hvis det lyder overdrevent og
karikeret, skyldes det at Lees person gennem romanen bygger op til denne
tragiske slutning. Det er forfatterens tour de force, at det lykkedes at holde
denne heksekedel kogende i bogens anden del. Det er flot tænkt og smukt udført.
Som læser, sidder jeg ude på kanten af stolen under hele læsningen, ikke bare
i slutningen.
”Det var
mørkt udenfor, men hellere mørke end det, der var bag mig. Mørket kendte jeg.
Det havde været min ven mange gange, hvor jeg stod i en farlig situation.”
(Uddrag fra romanen, side 102).
Der er bare
to passager, der virker lidt pudsigt anbragt i romanen. De kan sagtens
forsvares i den overordnede sammenhæng, men de virker alligevel som unødvendige
sidespor. Det er dels Davids beskrivelse af D-dagen, invasionen i Normandiet, og
dels Lees lange karakteristik af hvem surrealisterne er. Ellers er der intet
andet, der kan rokkes ved. Det er en meget velskrevet historie. Det er en stærk
beretning. Et fascinerende portræt og et tidsbillede, der bliver stående
tydeligt i læserens bevidsthed. Det er en af de romaner, der straks efter endt
læsning, kalder på en genlæsning.
KVINDENE I HITLERS BADEKAR
af Irene Pedersen
Jensen & Dalgaard, 2025
210 s.
*
Bogen er anmeldt forud for
hvor Irene Pedersen medvirker på
Irene Pedersen medvirker også på den efterfølgende
hvor hun har skrevet en monolog
til skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard.
*
af de øvrige festivalbøger 2025
*
.jpg)
.jpg)
