onsdag den 8. november 2023

Anmeldelse: MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret og TRO, HÅB & MAGI i Krudttønden



Hvad tror vi på - og hvordan lever vi vores liv? 
To forestillinger forsøger at stille skarpt på det. 
Dels voksenforestillingen "Min far kan flyve" på Bådteatret 
og dels børneforestillingen "Tro, håb & magi" i Krudttønden 
med henholdsvis Livingstones Kabinet og Teater Hund & Co.
Det er to stærke teaterbud på at finde mening i det uforståelige.




Foto: Henrik Ohrsten.'


MIN FAR KAN FLYVE
af Livingstone Kabinet
på Bådteatret
Premiere: 7. november 2023
 

"Min far var 25 da han fik mig
han kunne lide Bob Dylan og Cornelius Vreeswijk
og rugbrød med leverpostej og remoulade og is
han elskede is og han fik de vildeste ideer
og købte svenske biler og en sejlbåd og en flitsbue og en hund
og så planlagde han at blive violinbygger
men han var læge 
alment praktiserende læge med egen praksis
i en lille by i Jylland 
og så havde han bipolar lidelse 
eller maniodepressiv sygdom som det hed dengang."

Uddrag fra sceneteksten til MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret.

Der er ikke noget bedre end teater, der er skabt af nødvendighed. Sådan er det med Livingstones Kabinets nyeste forestilling på Bådteatret, der i forgårs havde premiere på "Min far kan flyve". Musikken er kreeret af Pete Livingstone, og det er dejligt at kunne læne sig tilbage i hans afslappende og smægtende toner og sang. Nina Kareis, der har instrueret de tre spillere og Pete på scenen, har også skrevet historien, der skildrer det tumultariske liv med en far, der både var fantastisk og bipolar (tidligere kendt som maniodepressiv). Det er en både kærlig og knusende scenisk skildring af deres liv sammen, indtil faren endte med at tage sit eget liv.


Foto: Henrik Ohrsten.


Det er et brændende portræt, der bagefter bliver stående i ens underbevidsthed. Det arbejder sig ned i én, eftersom fortællingen er meget større end forestillingen. Visuelt er det en stram omgang. Det er en forestilling skåret helt ind til benet. Egentlig er der kun det, der skal være, men alligevel er forestillingen  - rent visuelt - så spartansk orkestreret, at det næsten er for skrabet. I hvert fald er det nedprioriteret. Til gengæld er den meget visuelt instrueret. De tre spillere: Amia Miang,  Bo Carlsson og Troels Kortegaard Ullerup  gør det glimrende. Scenegangen er glidende og harmonisk, og lige så rytmisk som musikken er understøttende, men det er den bagvedliggende beretning som følger med hjem bagefter.


Foto: Henrik Ohrsten.


Det er ingen let sag at skabe et værk, der har afsæt så tæt på én selv. Hvordan får man den fornødne afstand? Dels har man en historie, der presser sig på for at blive fortalt, og dels er det vigtigt, at den bliver fortalt, så den både er sand, men også at man skal kunne leve videre med det billede, man skaber af sig selv og historien. Det vil aldrig kunne blive andet og mere end en versionering af det, der er sket. Det er set med barnets øjne, eftersom det var de øjne, der oplevede det.


Foto: Henrik Ohrsten.


Nina Kareis har taget et klogt valg ved at holde smerten ud i strakt arm, derved får vi mere en refereret  end en smertebåret historie. Smerten er der stadig, men i stedet for som den opståede følelse, der følger det berettede i tilskuerens bevidsthed. Selvfølgelig har det gjort ondt og været uforståeligt, men det gode trumfer det dårlige. Glæden bliver også holdt ud i strakt arm, men det sætter sig inde i os.  De overraskende historier kræver en forståelse, som kun tilskuerne kan bidrage med. Den findes ikke i virkeligheden. Eller gør den? Det er forestillingens store fortjeneste, at den  overlader spørgsmålene til tilskuerne. Det virker godt.


Foto: Henrik Ohrsten.


Forestillingen skildrer faren som en person, der kan styre hele sin verden i sine maniske, meget dynamisk perioder, men også hvordan han slipper alting i  de depressive perioder. Det er skildringen af den fantastiske far, der kan have holdt hele verden i sin hule hånd, og som datteren tydeligvis elsker og holder af, selv om det ikke er uproblematisk. Vi bringes med ind i historien ligeså undrende og uforberedte som datteren, men hvordan det egentlig har været, får vi ikke at vide. Det behøver vi heller ikke, for vi mærker det alligevel. Om det er overhovedet var til at holde ud, ved vi ikke. Men vi forstår, at det har haft sin pris.


Foto: Henrik Ohrsten.


I en dansescene, hvor de tre på scenen sammen med musikeren, fester rundt med masker på, forestillende Jack Nicholson fra "Gøgereden", er det nærmest en hyldest til oprøret og den skæve virkelighed, som filmen repræsenterer med sin skildring af de normale syge, der bliver holdt fast i en unormal verden på en lukket afdeling. Efter at have set filmen, spørger Nina Kareis sin far, om han også har fået elektrochok. Det er en sært rørende scene, hvor datterens afsmag for behandlingsformen (som man sidder tilbage med efter filmen) brat bliver slået ned af den overraskende ærlighed, som farens svar giver: "Ja, mange gange. Det er det eneste, der har virket for mig". Det er i en scene som denne, at forestillingen vitterlig rækker ud og omfavner sit publikum. Sådan er virkeligheden også. 

Det er en forestilling, der stiller mange spørgsmål. 

Hvad er et godt liv? 

Hvad er meningen? 

Svarene må vi selv finde.


Foto: Henrik Ohrsten.


MIN FAR KAN FLYVE

GÆSTESPIL AF LIVINGSTONES KABINET
på Bådteatret

Premiere: 7. november 2023 


/// INSTRUKTØR
NINA KAREIS

/// KOMPONIST
PETE LIVINGSTONE

/// SCENOGRAF
JOHAN KØLKJÆR

/// LYDDESIGN
JACOBE SUISSA

/// LYSDESIGN
MARTIN DANIELSEN

/// KOSTUMIER
CLARA BISGAARD

/// MEDVIRKENDE
AMIA MIANG, PETE LIVINGSTONE, BO CARLSSON, TROELS KORTEGAAARD ULLERUP




Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Fetch (2022)
Canada (Bådteatret, 2020)
Kejseren (Teaer V, 2019)
KLIK (Bådteatret, 2012)

*


Foto: Kontraframe





TRO, HÅB & MAGI
af Teater Hund & Co.
i Krudttønden
8. november - 3. december 2023


"Der er nogen, der tror på Noget.
Og der er nogen, der ikke tror på noget.
Der er nogen, der tror på sig selv.
Og nogen, der ikke tror på sig selv
Der er nogen, der bare tror.
Hvad tror du?"


Foto: Kontraframe


Hvis man har svar på alting, har man måske slet ikke forstået, hvad det hele handler om.
Teater Hund & Co. går ind i kampen om meningen med livet med spørgsmålet: 
Hvad tror du på?
Det er spørgsmålet, som Jesper forsøger at besvare i forestillingen, men han ved ikke, hvad han skal svare. Det kan han ikke håndtere. Sammen med vennerne Malik og Mathilde  er de vant til, at hvis der er noget, der er sikkert, er det, at Jesper kan svare på alt. Men pludselig er han tavs. Ordene slår ikke til. Hvordan skal man besvare det, hvis man kun må give ét svar, og hvis det skal være noget, alle kan enes om?



Foto: Kontraframe


Måske er det grunden til, at der er krig i verden? 
Vi har svært ved at finde et fælles svar på spørgsmålet.
Hvad skal man tro på?
På sig selv, på kærlighed, på Gud, på magi og fodbold?
Er det ene ligeså godt som det andet?
Vi er ikke gode til at lytte, men vil gerne tale. 
Vi vil gerne have at andre lytter, men formår vi selv at lytte? 



Foto: Kontraframe



I børneforestillingen "Tro, håb & Magi" stiller dramatikeren Methe Bendix spørgsmålet så åbent, som det overhovedet kan gøres. Adelaide Bentzon, der både har koreograferet og instrueret, har skabt en fabulerende og humoristisk forestilling, der tager store chancer og dermed kommer til at virke helt aldersløs. Det er flot og vovet, men hvo intet vover...
Det er en gevinst i sig selv at opleve forestillingen, der fungerer som en trampolin for de tre spillere: Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos. De er skønne - og de formår at lade spørgsmålene blive hængende i luften. Det sker både begavet og legende. 



Foto: Kontraframe


Kan tro flytte bjerge? Det siger man, men man er nødt til selv at se forestillingen for at få svar på det. Undervejs kommer vi ud at svømme med en guldfisk. Mathilde Eusebius synger Tøsedrengenes og Anne Dorte Michelsens-hit "Ud under åben himmel" med vind i håret og slående gejst. Der er også et gennemkoreograferet dansepotpourri fra musicalen "Sound of Music". Det er herligt.



Foto: Kontraframe


Det er en forestilling med en overvældende  detaljerigdom. Scenografien af Jacob Langaa-Sennek og kostumerne af Pille Behrendt spiller godt sammen med instruktionen. Det er svært at sidde stille, for det bliver afleveret med en glad, smittende frejdighed, der klæder forestillingen. Tilmed lykkes det at finde flere gode og dækkende svar på det meget enkle, men alligevel komplicerede indledende spørgsmål. Det gør  forestillingen både eftertænksom, alvorlig, munter og legende.  Som tilskuer er man i godt selskab, både som barn og voksen.



Foto: Kontraframe


TRO, HÅB & MAGI

af Teater Hund & Co. i Krudttønden
8. november - 3. december 2023


MEDVIRKENDE 
Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos

MANUSKRIPT 
Methe Bendix

INSTRUKTION & KOREOGRAFI 
Adelaide Bentzon

SCENOGRAFI 
Jacob Langaa-Sennek

LYDDESIGN 
Jonas Jørgensen og Brian Larsen

KOSTUMIER 
Pille Behrendt

PRODUKTIONSLEDER & AFVIKLER 
Brian Larsen

LYS & TEKNIK 
Mikkel Magnus Olsen

GRAFIKER 
Robin Hart og Rebecca Arthy

PR & KOMMUNIKATION + SPILUDVIKLER 
Rikke Petersen

BILLET 
Laila Skjerning

PRODUCENT 
Kenneth Gall

ALDERSGRUPPE 
For de 5 -12 årige og deres voksne.

SPILLEPERIODE 
8. november – 3. december 2023

SPILLETIDER 
Onsdag – fredag kl. 9.30 & 11.00 // 
Lørdag & søndag kl. 11.00 & 13.00

VARIGHED 
50 min.




Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

Tab & vind (2023)

søndag den 22. oktober 2023

Anmeldelse: FOOLS´ PARADISE på Teater ZeBU & PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT på Teater Vestvolden

  Fotos: Ditte Valente ("Fools´ Paradise") / Søren Meisner ("På Bornholm må man græde overalt")


Alt det vi ikke taler om, træder os i møde i de to forestillinger: "Fools´ Paradise" på Teater ZeBU på Amager, baseret på maleren Michael Kviums værker, og "På Bornholm må man græde over alt" på Teater Vestvolden i Hvidovre, hvor sorgen gennemtrænger det hele. To stærke frisættende og visuelt fabulerende forestillinger om at være sat fast. Om alt det fortiede, der omgiver os. 


Foto: Ditte Valente.

FOOLS´ PARADISE 

på Teater ZeBU

19. oktober - 5. november 2023

fra 14 år af

Co-produktion
Meridiano Teatret, Operaen i Midten, ZeBU


En efter en kommer de ind på scenen, gående med hver sin gule olietønde. De går inde i tønderne og er kun synlige fra livet og op. De er hvidsminkede og iført stramme hvide heldragter, der fremhæver alt, hvad der kropsligt hænger på dem, når de lader det hele falde. Baggrunden er dyb blå. Det er levende gengivelser af maleren Michael Kviums værker. Disse sære værker skabt af en kompromisløs kunstner. FOOLS´ PARADISE er skabt i en løbende dialog mellem iscenesætteren og teatermagikeren Giaccomo Ravicchio og Michael Kvium.


Foto: Ditte Valente.

Det er overvældende at opleve den 70 minutter lange forestilling. Bagefter er det svært at finde tilbage i sig selv. Teaterrejsen har ført os viden om. Helt ud i den store verden og helt tæt på. Vi har kikket ind i et trolddomsspejl og set os selv meget klart. Mere klart end de flest nok har lyst til. Kviums værker og motiver er ikonografiske. De ligner ikke noget andet. Har man én gang set dem, glemmer man dem ikke. Han er kontroversiel, og meningerne om hans værker er delte. Han stiller spørgsmål, sådan som den bedste kunst gør. Han lader os se os selv og det vi ser, er ikke flatterende. Hans blik på os og dermed sig selv er nådesløst. Han er ikke en pleaser.


Foto: Ditte Valente.

Det samme gælder forestillingen, FOOLS´ PARADISE, men dens fabulering er uimodståelig. Gang på gang bliver vi slået af betagelse. Jo, det er grimt, ækelt og frastødende, men det er samtidig dybt fascinerende. Der er nogle kunstnere, der insisterer på undergangen, som fx. den store tyske billedkunstner Anselm Kiefer, hvor ethvert håb er forsvundet, og alligevel går man opløftet fra hans visuelle værker. På samme måde med Kvium og endnu mere med Giaccomo Ravicchio´s levendeliggørelse af værkerne. Når stor kunst breder vingerne ud, kan den svinge sig højt op over den misere og undergang, som den fokuserer på. Det sker i FOOLS´ PARADISE, hvor der ingen ende er på alt det forfærdelige, som mennesket rummer og udsætter sig selv og hinanden for, og alligevel er det en fryd at drage med på teaterrejsen. Nogen egentlig handling er der ikke. I stedet en række tableauer og små situationer, der fortæller alt om at være menneske. Ikke altid rare historier, for det er beretninger om, hvad vi rummer, når alt det ydre er taget fra os - og når vi lader det hele hænge. Dér midt i opgivelsen møder vi os selv og hinanden.


Foto: Ditte Valente.

Det er særligt vellykket, dette møde mellem den italienske teatermand og den danske maler. Det er det kolde nord, der møder det varme syd. Det lyder måske som en kliché, men det er ikke desto mindre i dette sammenstød, at poesien opstår, og alt det mørke og groteske finder sin egen musik og breder sig ud i en overvældende farvepalet. Det bliver levendegjort fortræffeligt af de 5 skuespillere: Lars Begtrup, Therese Glahn, Jan Overgaard Mogensen, Karin Norrinder og Serafín Ziquer Xavier. De er hver især gode og sammen slår de gnister. Alt er orkestreret på fineste vis ned til mindste detalje, så da en hat falder af ved et uheld, skaber det straks ravage i den glidende række billedtableauer, som vi blevet præsenteret for. Men det er også først i dét øjeblik, at vi rigtig bliver klar over, hvor stramt komponeret det hele er. Indtil da er det hele bliver afviklet så glidende, at det virker som en leg. Godt nok en makaber én af slagsen, men alligevel.


Foto: Ditte Valente.

Der er så mange overraskende tableauer, så mange små chok og overraskelser i løbet af forestillingen, at oplevelserne står i kø. Det gav et gib i mig, da Karin Norrinder  bryder ud i den skønneste sang. Inden da har de fem på scenen opført en hel lille fødselsscene, hvor de langsomt får mæle og finder ud af, at de kan kommunikere sammen. Eller at de i hvert fald kan begynde at udstøde de første uartikulerede lyde, og pludselige bryder Karin Norrinder  ud i opera.  

Foto: Ditte Valente.

Det er en flot holdpræstation.  De fem på scenen er utrolige. De er fascinerende på hver deres måde. Lars Begtrup er måske den, der kan se mest sølle, mens Therese Glahn  ligner en omkringvandrende bombe, der er lige ved at springe (og også gør det på et tidspunkt). Jan Overgaard Mogensen ligner en bøddel, men kan også se fuldstændig stupid ud. Karin Norrinder er nok den, der ser mest debil ud. Som om enhver forstand er gledet hende af hænde. Hendes kropslige volumen er overvældende. Hun ligner samtidig en enorm baby, mens Serafín Ziquer Xavier, den højeste af dem, ser så måbende ud, at man tror det er løgn. Deres forskellige fysiognomier er betagende og meget Kvium´ske i al deres afpillede nøgenhed. Kvium er ligeglad med ydre beklædning. Det er det nøgne menneske, der optager ham. Hvad er et menneske? Hvem er vi som mennesker? Hvorfor er vi her i det hele taget? Kan vi overhovedet bidrage med noget, der kan gøre en forskel? Det synes han ikke at mene. I stedet fokuserer han på vores uudslukkelige begær, egenrådighed og jalousi. Vores smålighed og umenneskelighed. Eller rettere insisterer han på, at det netop er vores umenneskelighed, der gør os menneskelige. Men der er ikke meget håb for menneskeartens overlevelse. Men sådan som han skildrer os, er det heller ikke noget stort tab.


Foto: Ditte Valente.

Igen sker underet, selv om der insisteres på opgivelse og undergang, går man lutret fra oplevelsen. Kunsten er så stærk, at den skaber sin egen bro videre. Det bliver endnu tydeligere i den sceniske versionering af Kviums billedverden. Det er kunsten, der faktisk kan frelse os, selv om vi tydeligvis er dømt til undergang. Men måske er der alligevel håb, når det virker så berigende og vitaliserende? Prøv det selv! Man er aldrig den samme efter at have mødt Kviums billedværker - slet ikke efter mødet med FOOLS´ PARADISE.  

 

Foto: Ditte Valente.


”MIT FØRSTE MØDE MED MICHAEL KVIUMS KUNST FANDT STED FORAN EN UDSTILLINGSPLAKAT PÅ GÅGADEN I HORSENS EN TILFÆLDIG DAG FOR SNART 30 ÅR SIDEN, KORT EFTER JEG LIGE VAR FLYTTET TIL DANMARK FRA ITALIEN.”
– Instruktør Giaccomo Ravicchio -


”Bag ethvert godt kunstværk ligger der en revolution.”
– Michael Kvium



Foto: Ditte Valente.


FOOLS´ PARADISE 

Co-produktion
Meridiano Teatret, Operaen i Midten, ZeBU

Instruktør, dramatiker og scenograf
Giacomo Ravicchio

Medvirkende
Lars Begtrup, Therese Glahn, Jan Overgaard Mogensen, Karin Norrinder, Serafín Ziquer Xavier

Komponist og lyddesigner
Jérôme Baur

Lysdesigner
Martin Danielsen

Dramaturgisk konsulent
Elise Müller

Koreografisk konsulent
Jørgen Carlslund

Manusoversættelse
Elise Müller, Henriette Zichau Hertz

Kostumedesigner
Karin Ørum

Skrædder
Anne Jørgensen

Dukkemager
Katrine Karlsen

Produktionsleder
Nicole Johansen

Værksted
Steen Molls

Afvikling
Nicolai Micallef, Steen Molls

Tekniker
Katja Andreassen






Foto: Søren Meisner.



PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT  
på Teater Vestvolden
21. oktober - 18. november 2023
50 minutter
fra 14 år af




Martha Flyvholm Todes  debutroman, "På Bornholm må man græde overalt" er af Simone Isabel Nørgaard bearbejdet til teater i Kasper Sejersens instruktion. Ludmilla Faber Striim er som Maria alene på scenen, men også i verden. Hun går på gymnasiet, da det værst tænkelige sker.  "Det værst tænkelige" er døden, der strejfer hende med sin mørke vinge. Efter stedfaren Tores død er Maria forvirret, fortabt og føler sig helt følelsesløs. 



Foto: Søren Meisner.


Forestillingen er lavet som en lydrejse, hvor Maria er alene omgivet af stemmer. Andre forsøger at trænge ind til hende, men hun kan ikke møde dem og deres forventninger. De prøver på alle måder at nå hende, men det er gået i stykker inde i hende. Hun har tabt meningen, og flyder afsted på en bølge, der slår hende hid og did.



Foto: Søren Meisner.



Det er en pointe, at vi slet ikke ser de andre, men kun Maria, der i Ludmilla Faber Striims skikkelse tager os med ud på en sorgrejse gennem verden - og helt til Bornholm. Titlen lægger op til, at man kan græde overalt på øen. Man er helt alene. Det er uden for sæsonen. Der er helt tomt, så man kan græde uforstyrret. Maria er taget derover med sin sørgende mor, der forsøger at klare sig igennem. Stedfarens to sønner er også med. Maria føler sig tæt på dem og håber, at de vil blive ved med at være hendes brødre. Stedfaren var der for Maria og tog sig af hende. Lidt lakonisk siger hun, at hun er heldig for modsat brødrene har hun stadig sin egen far. Vi hører kun deres stemmer. Faren rejser hid og did og ringer til hende. Han lyder lidt fjollet og dumsmart, når han blander forskellige sprog i et forsøg på at nå hende. Vennen Sylvester, eller Sylle som hun kalder ham, forsøger på 100 forskellige måder at få hende til at tale om, hvad der sket, men hun kan ikke. Veninden er på rejse og ringer fra Indien. Fra andre har hun fået at vide, hvad der er sket, men Maia har ikke sagt noget om det til hende. Kæresten Elliot er englænder og i London. Maria er ladt alene tilbage.



Foto: Søren Meisner.



Maria står midt på scenen, adskilt fra os af et gennemsigtigt fortæppe, hvorpå der opprojiceres linjer og kurver, der snor sig ud og ind om hende som bølger, der slår imod hende. Nogle gange samler det sig om hende. Andre gange slår hun mod tæppet for at undgå at drukne eller presser ansigt og krop imod det som var det en gennemsigtig hinde, der beskyttede hende mod alt det hun ikke kan forholde sig til, men som samtidig også forhindrer hende i at nå frem til det. Men pludselig brister hinden, og fortæppet daler ned om hende. Senere glider bagtæppet til side og lader os kigge ind i rummet bag, som om det er hendes indre, hvor der  opprojiceres de bølger, der hele tiden har været ved at drukne hende. Til sidst lærer hun at holde sig oven vande og svømme. Hun klarer sig igennem og kommer ud på den anden side - og kommer tørskoet i land.



Foto: Søren Meisner.


Skildringen af hendes følelsesløshed er stærk og knugende. Døden bliver hele tiden holdt ud i strakt arm som noget, der er umuligt at forlige sig med. Noget, der altid er umuligt at forstå - og ikke kun for Maria. Det ligger som en mørk skygge neden under det hele. Alle, der har været berørt af dens sorte vinge ved, at man når et nulpunkt. Meningen forsvinder, samtidig med at ens fodfæste skrider. 


Foto: Søren Meisner.



Beskrivelsen af denne intethed er ramt meget præcist. Jeg tager mig i, at jeg i længere tid har siddet og spændt i kroppen, og på et tidspunkt sidder med tilbageholdt åndedræt. Det er  meget underspillet, men fraværet af døden fylder det hele og virker stærkest, når det næsten ikke nævnes. Teksten er meget diskret og forsigtig, og det gør fraværet så meget desto mere knugende og præsent. Det må være svært for Ludmilla Faber Striim i en lille times tid kun at skulle spille sammen med ren teknik og båndede stemme, men sådan føles det ikke. Måske skyldes det, at al stemmelægning - bl.a. Maria Rich, Amalie Drud Abildgaard, Kristoffer Eriknauer, Gerard Carey Bidstrup, Ernst Jannerup Gjesing og Patrick Walshe McBride - er ypperlig, så det fungerer som godt sammenspil. Det hele er holdt sammen af en stram instruktion og en stærk og meget præcis tekst. Flora Pelle Brandt har skabt lys- og videodesign. Lyddesignet er af Weronika Andersen med musik af thrdcltrkd



Foto: Søren Meisner.


PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT

MEDVIRKENDE 


PÅ SCENEN
Ludmilla Faber Striim

DRAMATIKER
Simone Isabel Nørgaard

INSTRUKTION
Kasper Sejersen

LYDDESIGN
Weronika Andersen

MUSIK

LYS, VIDEODESIGN OG KOSTUME
Flora Pelle Brandt

SCENOGRAFI
Flora Pelle Brandt og Teater Vestvolden

VÆRKSTED
Gert Christoffersen

AFVIKLING
Mikkjal Galan

PRODUCENT
Stephan Pollner

VOICE OVER
Maria Rich
Amalie Drud Abildgaard
Kristoffer Eriknauer
Gerard Carey Bidstrup
Ernst Jannerup Gjesing
Patrick Walshe McBride
M.fl.

GRAFIKER BOGOMSLAG
Inge Rand

FORFATTER
Martha Flyvholm Tode

FORESTILLINGSIDÈ OG PRODUKTION
Teater Vestvolden – Hvidovre



*

Se oversigten over de 

265 andre anmeldelser

*