Anmeldelse: PÅ MØRKETS BUND på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

På mørkets bund, hvad finder man der? Helt dernede, hvor lyset ikke når ind, og hvor mørket lukker sig omkring én? Det var det, som jeg sammen med en 6. klasse fra en lokal skole i Vordingborg blev inviteret indenfor på Vordingborg Teater i selskab med Cantabile 2 for at udforske. Vi var ikke publikum, men snarere deltagere.

Vi fik udleveret sorte tykke sokker og et bælte, hvor der var plads til en lommelygte og en pose med kridt i. Én for én blev vi ledt gennem scenetæppet ind på den mørklagte scene og placeret foran hver sin sten, oplyst af en lommelygte, og derfra vandrede vi længere og længere ned mod mørkets bund.

Fotograf: Per Rasmussen.

Da jeg først trådte ind og kiggede mig rundt, tænkte jeg lidt skuffet: ”Nå, er der ikke andet - og er det ikke større! Men en time senere, da vi skulle samme vej ud igen, følte jeg mig trist over at skulle forlade det intime og trygge rum, som teatret havde anbragt mig og børnene i. Det ville være synd at fortælle, hvad man oplever undervejs, for det er så afgørende, at det netop sættes frit i den overraskelse, der ligger i mødet med det ukendte. For mødet med mørkets bund er også mødet med det ukendte inde i os selv. Angsten og mørket. Den lukkede kasse, som vi hver især bærer på, blev vi i løbet af forestillingen modige nok til at åbne, fordi angsten og mørket ikke længere var en skjult del af os.

Det er en smuk intention, og det lykkedes. Noget meget uhåndterligt og svært tilgængeligt lykkedes til fulde i den meget fine og bevægende interaktive forestilling, der var en poetisk vandring med børn, så sårbare og åbne som man kan være, når man kun er 13 år.

Inden vi gik ind, var der en lille kvik fyr fra 6.J. med strithår og gul hættetrøje, der kiggede drilsk og undersøgende på mig og spurgte: ”Er du én der skal lære os noget?” Jeg rystede på hovedet og svarede: ”Vil du da gerne lære noget?” Han kiggede tøvende på mig, og det var tydeligt at han havde mest lyst til at svare JA, men alligevel svarede: ”Naej”

Fotograf: Per Rasmussen.

Spørgsmålet er, om man kan lære børn noget? Men hvis man kan gøre dem så trygge, som det lykkedes med Cantabile 2’s ”På mørkets bund”, en interaktiv forestilling med to skuespillere i et mørklagt rum belyst magisk og manende, så er meget nået. For det handler selvfølgelig om at turde. Turde gå ind i mørket og tage imod det, tage bolig i det. Ikke for at forsvinde, men for derimod at overtage det. Det eneste jeg vil røbe om selve handlingen er, at på et tidspunkt befandt vi os inde i en hule, og i ly af mørket gik en sten fra hånd til hånd, og når man fik stenen i hånden, kunne man fortælle, hvad der  gemmer sig i mørket - og røbe, hvad vi hver især er misundelige over.  Det var påfaldende, hvor mange af børnene, der talte om, at de var misundelige på dem, hvis forældre ikke var skilt. En pige fortalte, at hun var misundelig på dem, der stadig havde en far. En dreng sagde, at han var misundelig på dem, der kunne stave. Én sagde, at han var misundelig på dem, der kunne holde rigtigt på blyanten. En journalist fra den lokale avis røbede, at han var misundelig på dem, der kunne skrive bedre end ham. Selv sagde jeg, at jeg var misundelig på dem, der er dygtigere end jeg er. Jeg tror, at alle gik klogere derfra. Tak til Cantabile 2 for det mod de udviser, når de vælger at lave en så poetisk og udfordrende forestilling, der var smukt og indfølende instrueret af Sandra Yi Sencindiver (Teatergrad). Det var overordentligt vellykket og modigt teater i Vordingborg.

Fotograf: Per Rasmussen.

PÅ MØRKETS BUND

- en performance om at møde dybden i sig selv

for de 10-14 årige.

60 minutter for max. 30 deltagere

af og med Cantabile 2 og Sanseværk (inddragende scenekunst for børn) 

Spillested: Vordingborg Teater.

Idé, koncept og performere: 

Karolina Pietrzykowska og Siri Facchini Haff

Instruktør: 

Sandra Yi Sencindiver

Konsulent og produktionschef: Nullo Facchini

Konsulent på scenografi: Mie Riis Christiansen

Instruktørassistent: Katrine Laursen

Konsulent på lys: Pernille Plantener Holst

Komponist: Marc Facchini

Rekvisittør: Sanne Mejse Ystrøm

Scenebygger: John Nyby

*

Læs mere om Cantabile 2 

og forestillingen

– se trailer 

Forestillingen kan opleves på den kommende børneteaterfestival i Hjørring i næste måned samt 26 gange i løbet af efteråret for kommunens børn på Vordingborg Teater, hvoraf flere forestillinger er åbne.

*

Fra den 25.-31. august 2019 står Cantabile 2 

for den store internationale teaterfestival WAVES 

*

”Tiggeroperaen” om traficking, instrueret af teatrets leder, Nullo Facchini, var den første af Cantabile 2’s forestillinger som jeg så for 10 år siden, i 2009, i Kanonhallen på Østerbro. Det var en forestilling, der forundrede og forstyrrede mig. Selv 10 år efter ved jeg ikke, hvad det var jeg oplevede dengang. Marilyn Mazur spillede på et bilskrog, der langsomt blev skilt ad. Det var både vredt og poetisk.

*

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Skjult nummer – i samarbejde med Teatergrad

(Reumert for bedste performance 2018)

  

Anmeldelse: BEATROOTS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Ikke for ingenting har Teatergrads seneste tre forestillinger begejstret mig. Det har været radikale tidsbevidste bud på aktuelt og politisk teater, der placerer teatret midt i vor samtid. Det ser folkeligt ud, men har en skarp stemme, stor humanisme og er djævelsk godt skruet sammen og bliver spillet med en vildt smittende energi og et stort engagement.

”Udvandrerne” i efteråret 2018 var for mig den hidtil flotteste af Teatergrads forestillinger. En flugthistorie med så mange nuancer at jeg gik beriget derfra.

”Dødsdansen3.0”, vinteren 2019, var en sprudlende stram, vild og fandenivoldsk folkelig udgave af Strindbergs nihilistiske stykke af samme navn 

- og nu "BeatRoots”. 

                                                                                                                                                                                                   Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Aftenen inden så jeg en musikalsk københavnsk forestilling, der også handlede om fællesskab og ikke mindst smuldrende  fællesskab, men måtte gå i pausen (hvilket jeg ellers kun sjældent gør), for jeg kunne ikke holde det ud - hvor var entusiasmen, spilleglæden og den stærke instruktørkraft, der formåede at få det til at leve på scenen? I hvert fald ikke dér. Til gengæld var Line Mørkebys ”BeatRoots” en oplevelse. Smukt og dynamisk instrueret af Pelle Nordhøj Kann (der også instruerede "Dødsdansen3.0", "Forført" og "Husker du"). Teatergrad, der udmærker sig ved ikke at have eget spillested, men i stedet vagabonderer rundt på steder, hvor der normalt ikke er teater, tilfører forestillingerne deres egen magi. Det har en afsmittende virkning på publikum, for vi forbavses over at skulle se teater så usædvanlige steder. Det holder os vågne og pirrer vore sanser, og det lader til også at animere teatret til en strøm af spændende forestillinger. Men ”BeatRoots" er ingen traditionel teaterforestilling. Det er en smittende countrykomedie, der hvirvler afsted til farvede blinkende lys (lysdesigner Martin Danielsen Barnung) og fejende rytmer (lækkert arrangeret af Marie Louise von Bülow og lyddesigner Janus Jensen) og virker overvældende afvæbnende. Ja, næsten harmløs, men det skal man ikke lade sig narre af. For der er både bid og nerve bag det glitrende sceniske ydre (kreeret af sceografen Sir Grand Lear). Ikke mindst rev energien os med, så vi sang og dansede linedance og slog os løs til Dolly Partons ”9 to 5”. Det var massiv forførelse.

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det, der ved første blik lignede en folkelig hyldest til westernmusikken i Line Mørkebys dramatiske tilsnit, viste sig at favne meget bredere - og have mange paralleller til Mørkebys ”En ung blond pige” på Bådteatret, der også brugte musikken til at forstærke tematikken. Spillet de fire skuespillere imellem var så overbevisende, at det var ingen sag at tro på, at de to fyre faktisk var brødre, og at de også var gift med deres to musikalske partnere på scenen. Det hele blev forløst med fyrrige fortolkninger af numre som den indledende ”Take me home, Country Roads”, ”Stand by your man”, "The Gambler" og "Me and Bobby McGee". Flere numre blev brudt af slowmotion-sekvenser, hvor vi hørte de fires indre tanker afspillet på bånd. Der var mange bolde i luften i det enkle set-up, dertil kom scener, hvor et opbrud i bandet blev til en allegori om længslen efter den stærke leder, der forstår at fremstille det komplicerede så enkelt, at vi gladeligt følger efter på udkik efter nemme slogans og forenklede letkøbte løsninger, der hindrer os i selv at reflekterer over, hvad der egentlig sker omkring os. Om det spil som den stærke leder drevent driver med vor frygt og indeklemthed. En leder, der udnytter vore svagheder. Mørkeby stod meget apropos også bag den isnende kolde ”hyldest” til Dansk Folkeparti og dets stifter i forestillingen ”De Stuerene” på Mungo Park Kolding.  

Musikalsk er ”BeatRoots” en stor fornøjelse, arrangeret af Marie Louise von Bülow, der selv er på scenen og leverer nogle af de flotteste vokale præstationer, men som bliver smukt sekunderet af Jacob Teglgaard og Rolf Hansen som de to brødre (og endelig en god rolle til Rolf Hansen, der også var stærk i teatrets forestilling ”Husker du”). Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow danner en god dynamisk kontrast til brødrene. Dog virkede det parodisk at høre om brødrenes afdøde mor, der tilsyneladende fyldte det hele med sit fravær, og som skulle have været omdrejningspunktet for bandet. Det virkede postuleret, men var bare en skønhedsplet i den ellers så gribende og festlige teaterkoncert. Vi gik derfra i højt humør. Det var en fornøjelse at blive løftet op i Teatergrads country &western-himmel.  

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

BEATROOTS

Spilleperiode:

13. marts til 12. april 2019

Spillesteder:

Bl.a. Operaen på Christiania, Osramhuset og forsamlingshuse rundt i landet 

Dramatiker: Line Mørkeby

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Skuespillere: Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann 

og Marie Louise von Bülow

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung

Scenograf: Sir Grand Lear

Lyddesigner: Janus Jensen

Komponist & arrangør: Marie Louise von Bülow

*

Hjemmeside  og billetter

Trailer

*

Andre anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019:

Dødsdansen3.0

2018:

Udvandrerne

2017: 

Skjult Nummer (sammen med Cantabile 2)

2016:

Forført

En landsby på højkant (sammen med Kunstkollektivet)

2015:

Husker du

*

Anmeldelse: MACBETH på Teaterøen

Fotograf: Ingrid Bugge.

Alle kender Macbeth. 

Men hvem har set Shakespeares rystende skæbnedrama som gysende slapstick komedie?

For et par år siden opførtes Elsie & Norm´s Macbeth  i en dagligstue i indre by. Det var morsomt og lidt uforpligtende, men at opleve Asterions Hus´ version med Peter Kirk og Tilde Knudsen ligner ikke noget andet. Emil Hansen styrer løjerne sikkert i havn. Det er gribende og uforligneligt. Høje forventninger havde jeg, efter at have set næsten alle teatrets tidligere forestillinger, og uden nogensinde at være gået skuffet derfra. Hvad det angår, er det kun Mammutteatret, der kan matche dén succesrate. Endnu en gang gik jeg glad og veltilfreds derfra. Forestillingens 75 minutter fløj afsted. 

                                                                                      Fotograf: Ole Wagner

Teaterøens ”Macbeth” er mildest talt skævvredet. Den blander filmcitater fra Hitchcock´s ”Psycho” (badeværelsesmordet på det afsides beliggende motel) og Sergio Leone´s ”The Good, the Bad and the Ugly” (hvor en summende flue bliver skudt ned i middagsheden). Alt sammen udført med en kropslig og verbal virtuositet, der kendetegner teatrets forestillinger. Båret af et gnistrende nærvær, der gjorde de tos sammenspil til en fornøjelse. 

I pressematerialet bliver det betonet, at de to også er gift i privaten, og at forestillingen ville blande det hele. Det skete ved, at de to gentagne gange kaldte hinanden ved deres rigtige navne, og på den måde skabte et drama i dramaet, der intensiverede det komiske. Jeg havde taget min indiske ven med i teatret, selv om han slet ikke er til teater, men vidste at dette ville han falde for. Det gjorde han også. Ligesom jeg flyttede han sig helt ud på kanten af sædet og lo af fuld hals. Det er hvad Teaterøens ”Macbeth” i disse dage gør ved sit publikum.

                                                                                         Fotograf: Ingrid Bugge

Komponisten Bernhard Herrmann´s  Psycho-strygere indleder hver af forestillings mange mord. Det er mord på mord. En stor rød trykknap placeret på forscenen skulle hver gang trykkes ned, før temaet sætter ind på ny. Det blev en velfungerende gentagen joke, at Peter/Macbeth efter hvert mord forsøger at stjæle et kys fra Tilde/Lady Macbeth, der er mere optaget af næste mord. For hver gang bestænker de sig med blod. Blod, der er umuligt at vaske af. De sidder på tronen og vinker, men blodet vil ikke lade dem være i fred. Det forfølger dem og kan ikke vaskes af. Det hele afvikles i et rasende tempo i en frydelig morderisk forestilling, der må have startet som én stor leg, der gradvist er blevet mere og mere dødelig. Lige fra den indledende improvisationsleg, hvor de i en stadig vildere og vildere leg imiterer hinanden og forsøger at give igen på hinandens udspil. Såvel kropsligt som verbalt. Det er ganske enkelt. Næsten FOR enkelt, men det virker – og sådan fortsætter det forestillingen igennem. Det er besnærende og medrivende.

                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

Ud over de to sortklædte skuespillere er scenografien begrænset til flyttebare rullestativer som i rasende fart kører frem og tilbage, så det matcher med de opprojicerede film af talende munde og dansende kroppe, der suppleres af et fremadpulsende lydspor. Det, der ved første blik ligner den største enkelthed, er faktisk en sindrig konstrueret scenegang, hvor alting skal fungere ned til mindste detalje, for at arrangementet får vinger og flyver afsted med os som publikum. Det er en rejse, der tager os rundt på alverdens forskellige sprog, og som suser igennem filmhistorien, hvor der næsten ikke er en filmepoke, der ikke bliver brugt som kulørt staffage for Macbeths mange mord. Det sker i kropslig fandenivoldsk spillen sig selv ud mod hinanden i et stadigt vildere tempo, der kun blev morsommere for hver ny (vildfaren) ide, der ender i heksenes gryde, og indgår i de tre profetier, der starter, styrer og fuldender historien.

1: All hail, Macbeth, thou shalt be king hereafter!

2: Macbeth shall never vanquish'd be until

Great Birnam wood to high Dunsinane hill

Shall come against him.

3: Be bloody, bold, and resolute; laugh to scorn

The power of man, for none of woman born

Shall harm Macbeth.

                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

I Asterions Hus´ version forsvandt heksen i sit eget bryg, og træerne flyttede sig ikke én meter, men hvad gjorde det, for det hele endte i en tragisk lykkelig dance macabre, hvor Peter som Macbeth dansede med den døende Tilde, der som Lady Macbeth nåede at dø utallige gange, inden dansen var ovre. At komedie og tragedie er tæt forbundet, blev endnu en gang understreget på fineste vis på Teaterøen. Hurra for Macbeth!

Fotograf: Ingrid Bugge

MACBETH

Meget løst baseret på William Shakespeares ”Macbeth”

75 min.

Spilleperiode: 8.-23. marts 2019

Spillested: Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 København K

Instruktør: Emil Hansen

Medvirkende: Peter Kirk og Tilde Knudsen

Billetter og hjemmeside 

Se også Royal Shakespeare Company´s herlige plotoversigt

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen:

2017:

Min Odyssé

Catharses

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

2010:
Minotauros