Anmeldelse: HOOYO! på Edison

 Fotos: Jon Bjarni Hjartarson



HOOYO betyder mor på somalisk. Historierne i ”HOOYO! Vores mødre og deres børn” lægger sig rundt om hjertet og klemmer til. Det er en smerte der går lige til hjertet. Historierne handler om børn, om voksne, om forældre og deres børn. Om fædre og sønner. Om mødre og døtre. Om mødre og fædre, om sønner og døtre. Om måder at være menneske på. Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

Det er hårdt at høre de medvirkendes historier. For det er net ikke bare historier, men uddrag af deres liv, der med deres egne ord folder sig foran os på Edison, hvor C:NTACT holder til.

 

Vi kan se det i deres øjne. I deres berørthed. I de pauser som de må tage, når de klarer stemmen og lader en tåre løbe. De kæmper bravt for at få hold på sig selv. For at genvinde kontrollen. For at blive til mennesker. For de bliver til nye mennesker for øjnene af os. Fortællingerne ændrer dem, transformerer dem, mens vi kigger på dem. Det er noget af det smukkeste. Vi bliver vidne til hvad der sker, når hemmelighederne slippes løs. For når alt kommer til alt er vi alle bare mennesker. Det er historierne vi har til fælles. Fortællingerne om at være menneske. Historierne om hvad vi har været igennem. Om det vi gennemgik og stadig gennemgår og hvordan vi tackler det. Det er historierne om at være og blive menneske.

Det er historier som de aldrig har fortalt før. Vi lades indenfor i en kreds af hemmeligheder. Det virker så overvældende og berigende at publikum spontant og taktfast applauderer gennem forestillingen. Bagefter er der stående applaus. Selvfølgelig var der mange pårørende og venner i den fyldte sal til premieren, men sådan tror jeg at alle vil reagere på HOOYO!

 

 

Der er den 19-årige palæstinensiske dreng, der er vokset op med sin mor, der har ofret alt for at give ham et liv i Danmark, men prisen har været at hun hele tiden har arbejdet og aldrig har kunnet være der for ham.

Der er den jævnaldrende iranske dreng, der aldrig har følt sig elsket. Eller det er, hvad han først siger, men noget slider sig løs inde i ham og mens han fortæller indser han, at han alligevel altid har været elsket.

Den 22-årige mellemøstlige dreng, der er gået fra nederlag til nederlag, fra skole til skole, indtil han møder den pædagog, der formår at tale direkte til ham og som kører ham rundt de 8 dage det tager, før de endelig finder en læreplads til ham. Om hvordan det fik ham i gang med et nyt og bedre liv.

Dette er blot en kort sammenfatning af sønnernes historier, men forestillingen vrimler med endnu flere bevægende livshistorier om moderskab, om mødre og deres døtre. Se forestilling og mærk hvordan fortællingerne ændrer personerne som fortæller. Det er bevægende at opleve HOOYO!, der placerer sig et sted mellem teater og virkelighed. Vi får et dobbeltblik på os selv og hinanden, når de 14 medvirkende med deres stærke og rørende fortællinger slår en magisk cirkel omkring os. Tillykke til instruktøren Inger Eilersen og de medvirkende for denne flotte bedrift!

 

 Spilleperiode: 1.-19. maj 2016.

Forestillingen spiller på Edison, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Billetterne er gratis og kan bestilles her.

HOOYO! er produceret af C:NTACT og Indvandrer Kvindecentret og støttet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet samt Bikubefonden.

Medvirkende:

Azra, Taghrid, Nuurto, Shahia, Najma, Farhiyo, Shaado, Nawai, Awesta, Mohamed, Hassan, Arash og Ibrahim.

Instruktør:

Inger Eilersen

Idé og koncept:

Henrik Hartmann og Erman Osman

Tekst- og musikcoach: 

Babal Vakili

Projektledere:

Naghmed Mahmoudi Kashani, Eman Osman og Hafsa Jama

Lys:

Mogens Kjempff

Lyd:

Mads Stagis

 

 ----------

Anmeldelser af tidligere C:NTACT-forestillinger:

En lille båd der gynger (1.8.2015)

Ikk´ for børn (18.1.2015)

Ondt blod (9.11.2012)

----------------

 

Anmeldelse: ULEDSAGET på Mungo Park

Foto: Mikkel Russel

De tre medvirkende starter med at sidde nede blandt publikum, hvor de fremsiger ord og sætninger i næsten digterisk form. Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen giver krop og mæle til et hav af stemmer som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og på rejsen til lands og til vands for at nå frem til Europa, hvor de kæmper sig videre fra land til land indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred at det bliver alle flygtninges historie. Iscenesættelsen er ferm og hurtig. Flere passager er arrangeret knivskarpt og kræver meget af de tre skuespillere, der gør det glimrende. Det kunne hurtigt blive overarrangeret og manieret, men det er træfsikkert lavet og udført. Det pisker forestillingens rytme og tempo betydeligt i vejret, selv om det faktisk er en meget stille og rolig forestilling – det barske emne til trods. For det har ikke været let at skulle lave teater baseret på den virkelighed, der eksisterer lige uden for Allerød, hvor Sandholmlejren er placeret.

 

Foto: Mikkel Russel

 

Alle historierne er orkestreret med stor finfølelse. Som tilskuer bliver man trykket dybt ned i sædet. Mængden af menneskelig smerte er så stor, så det er godt at den samlede fortællingen er blevet så bred, at der også er blevet plads og rum til fortællingen om fx den syriske svømmer, der selv når uskadt i land, men som alligevel svømmer ud 5-6 gange for at redde andre fra at drukne. Ulykkeligvis mister han derved den pose som han har haft om halsen med pas, papirer og mobiltelefon. Han bliver ved med at svømme rundt derude i et forsøg på det umulige: at genfinde den pose, der rummer hele hans liv. Og det lykkes. Han finder den. Det er historier som denne, der gør det muligt at tage forestillingen til sig.

Foto: Mikkel Russel

For vi ved det jo godt. Det er en umulig situation. Alene at få ordentlige vilkår til dem, der når helt op til os i Skandinavien og til Danmark holder hårdt. Vi tænker på hvad vi kan og hvad vi bør. Vi tæller på knapper og har svært ved det. Men menneske til menneske er det nok de færreste, der er i tvivl, for det er noget urmenneskeligt at selvfølgelig hjælper vi menneske i nød. Når vi står i situationen så træder civilsamfundet til, mens politikerne gemmer sig på Borgen og udstikker love og paragraffer, der skal virke afskrækkende og besværliggøre enhver integration af de nyankomne. Men alt dette er forestillingen fuldstændigt renset for, men det kører alligevel som undertekster til Mungo Parks fine og tætte forestilling.

 

 Foto: Mikkel Russel

I forestillingens trykte program beskriver teatret, hvordan billederne i medierne af flygtninge der gik på motorveje i Danmark fik dem til at ville lave forestillingen. Teatret kontaktede Khaterah Parwani, der selv er flygtning og som har arbejdet med flygtninge gennem mange år, og hun indvilligede i at hjælpe med researchen til forestillingen, hvorpå de talte med en masse mennesker, der alle blev lovet at deres historie kun ville blive brugt i anonymiseret form. Eller som Mungo Park selv beskriver det: ”Vi søgte ord. Vi søgte situationer, tanker og drømme.” Først lavede skuespillerne en række scener baseret på researchen, hvorefter instruktøren Kamilla Wargo Brekling bearbejdede, forkortede, forlængede og barberede teksten, så den fremsår i en montageform, der giver luft og plads til at favne de mange menneskelige stemmer fra alverdens lande, der bliver ført sammen på scenen og som giver afsæt for en meget fin og bred menneskelig beretning om at lade alt bag sig og flygte. Det er historier fra Afghanistan, Iran, Eritrea, Congo, Irak, Syrien, Tyrkiet, Kosovo og Albanien. Vi forstår hvilken pris de har betalt såvel økonomisk som menneskeligt for at nå frem.

I den afsluttende scene, smukt og inderligt fremført af Marianne Mortensen, skildres hvordan nogle af de uledsagede børn og unge undervejs oplever at de får fravristet deres menneskelighed. Mange drenge og piger bliver røvet og misbrugt undervejs, og mærker hvordan de langsomt bliver forvandlet til vilde dyr – for at overleve. For at nå frem. Mange bukker under. Det er kun de stærkeste der når frem.

Foto: Mikkel Russel

 

Instruktør og dramatiker:
Kamilla Wargo Brekling

Efter research af:
Khaterah Parwani
 

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen

Konsulenter:
Karina Dichov Lund og Martin Lyngbo
 

Scenografisk konsulent:
Helle Damgård
 

Lysdesign:
Jacob H. S. Rasmussen
 

Lyddesign:
Emil Bøll

Instruktørassistent:
Malene Begtrop

 -------------

Spilleperiode: 27. april - 25. juni 2016

"Uledsaget" spiller på Mungo Park, 
Fritz Hansens Vej, 23, 3450 Allerød

Læs mere.

 

Anmeldelse: SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER på Edison

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Vi kender dem alt for godt, alle eksperterne og konsulenterne, der forvalter vores liv uden at vi kan sætte ansigter på dem. De befinder sig i en gråzone rundt om os og tager de beslutninger, der styrer livet omkring os. I Kasper Colling Nielsens kraftfulde og empatiske teatertekst møder vi dem, når de skal forklare sig over for en psykolog. Psykologen sidder midt på første række og udspørger dem på skift. Alle er de blevet bedt om at tage en ting eller en genstand med som har en særlig betydning for dem. For én er det kæreste eje en computer, for en anden barndommens hunds sutteklud, for en tredje en lille plastik høne, for en fjerde en snetinde i en vandkugle, der kan rystes, så det hele dækkes af hvirvlende snefnug, for en femte en AC/DC T-shirt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

På scenen er der opbygget en gigantisk knaldrød, lakblank pyramideagtig scenekonstruktion af Christian Albrechtsen, hvor vi i løbet af forestillingen bevæger os højere og højere op igennem jobpyramiden indtil vi ender øverst oppe hos den øverste chef, der ligesom de øvrige er blevet sat stævne af psykologen. Nicolei Faber har instrueret Claes Bang, Marijana Jankovic og Simon Sears i en stram iscenesættelse, der mest af alt minder om træk på et skakbræt. Den overdådige scenografi er et visuelt scoop, der giver mindelser om myretuen eller termitboet som en af forestillingens konsulenter beretter så begejstret om. Belysningen får det optimale ud af scenografien og lader forestillingens største visuelle billeder opstå ved noget så enkelt som papir, der smides op i luften, for at dale ned og antage grønne og røde mønstre i det farvede scenelys. Så enkelt og så raffineret kan det gøres. Det lyder ikke af meget, men i Mammutteatrets stramme opsætning virker det overdådigt. Historien omsættes i en så enkel scenegang at den næsten overflødiggør sig selv. Bedre kan det ikke gøres. Det er teatrets største illusion, når den næsten forsvinder for øjnene af os. Når den formår at ramme en enkelhed, hvor ingen hurtige ideer eller sjove indfald har fået plads, men i stedet er omfattet af en klart udarbejdet masterplan i en halsbrækkende scenografi, der giver os fornemmelsen af at bevæge os op ad et bjerg og at vi hvert øjeblik kan blive kastet i afgrunden, hvis vi et øjeblik taber koncentrationen og mister fodfæstet, hvis og når vi bliver fundet for lette under de igangværende psykologsamtaler.

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Under de første samtaler er det let at opretholde et ”dem” og ”os”, men fra og med den tredje samtale smuldrer det og bliver umuligt at opretfolde den skelnen, der tidligere har været garant for adskillelsen. Det udligner sig, så det fra at handle om forskelle, kommer til at dreje sig om ligheder. Langsomt træder vores nysgerrighed længere og længere ind på scenen og menneskeliggør eksperterne og konsulenterne. Måske fordi vi bliver klar over at vi selv er blevet sådan, og derfor ikke længere formår at adskille os fra dem. Det er skræmmende - og mesterligt gjort.

Hvert et ord og hver en bevægelse arbejder så godt og synkront sammen at det fremstår med en betagende enkelhed. Det sceniske udtryk er renset for alt overflødigt, så den næsten forsvinder. Fjerlet er det ved at svæve væk, indtil det sparker os og vort eget selvbillede omkuld. Moralen kan glimrende opsummeres med forestillingens titel: Sidst på dagen er vi alle mennesker.

 

Det er ikke for ingenting at Mammutteatret inden for dansk teater er blevet til den Rolls Royce som det er. Teatrets forestillinger kan være underlige og mærkelige, men de er aldrig ligegyldige. De sætter sig fast i tilskuernes bevidsthed og arbejder videre. Teatret har en stolt 33 års historie og er stadig bannerfører inden for sit felt. Mammutteatret er skuespillernes teater, og det er en undtagelse at denne forestilling kun har tre medvirkende for som oftest plejer scenen at være tæt befolket af  skuespillere.

Teatrets seneste forestilling ”Catering” var ligesom denne en co-produktion mellem Mammutteatret og Betty Nansen Teatret, og spiller i Siloen på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. ”Catering” var lige som denne et lige så frisk bud på teater i tiden. Selv om ”Catering” var væsentlig farligere og langt mere chokerende. (Læs anmeldelsen).

Spilleperiode: 12. april – til 7. maj 2016.

Læs mere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Mini-anmeldelse: MIN FAR OG VREDE MAND på Teater ZeBu

 

 

Foto: Jens Hemmel

Det er slet ikke til at have med at gøre, for hvordan håndtere et tema om voksne, der slår og mishandler børn?

Det er en umulig forestilling, der med operasang, musik, dukkespil og skuespil går lige til hjertet. Umiddelbart en det en underlig titel, men den giver fin mening efter at have set den gysende flotte børneopera, der på én gang er krystalklar og enkel, og samtidig kompleks og flerstrenget - ligesom emnet er.

 

 

Foto: Jens Hemmel

 

 

Det er modigt teater, der virker både knugende og engagerende.

Der foregår en masse nede i kælderen. Husets kælder og den menneskelige kælder bliver ét i denne sugende flotte opsætning. Musikken og sangen smyger sig rundt om forestillingens tema. Det er en nødvendig forestilling, der forløses mesterligt af instruktøren Marc van der Velden.

Scenografien af Rikke Juellund er en aktiv medspiller, der visuelt er i fint samspil med den øvrige forestilling, der er baseret på en børnebog af den norske forfatter Gro Dahle. Mårten Axel er lysdesigner. Musikken er af Steingrimur Rohloff. Ordene er af  Jesper B. Karlsen.

Sangen bliver fremført både smukt og voldsomt af Ingeborg Fangel Mo og Jens Søndergaard. Sidstnævnte spiller og synger "dobbeltrollen" som Min Far og Vrede Mand fuldt dækkende. På én gang tillidsvækkende og skræmmende i en fint mestret balance.

Lene Hummelshøj er dukkespiller. Paul Arne Kring er dukkemager.

Musikken, der er manende og lokkende, fremføres af Live Johansson (cello) og David Hildebrandt (slagtøj).

 

Foto: Jens Hemmel

 

Forestillingen, der er en co-produktion mellem ZeBu og Musikteatret Saum, fortjener at komme ud på en omfattende turné.

Forestillingen spiller frem til 21. april. i København. Læs mere her:
 

Anmeldelse: LOVE AND MONEY på Bådteatret

 

 Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

 

Det engelsk sprog er vidunderligt til teater. Det affyres som pistolskud fra de fire medvirkende, og vi sidder der i mørket og føler os trufne. Vi vil helst ikke vide af det, for det er pinligt. Pinligt at det er blevet sådan. Vi er gået ned ad en vej, hvorfra vi ikke kan komme væk og er nødt til at slås med os selv, hinanden og vores egen manglende menneskelighed for at komme videre.

Vi ler fordi det kommer så tæt på os, og fordi vi ikke ved hvordan vi skal forholde os til det. Vi gruer, fordi det er grumt. Det er ondt. Det er sådan det er. Det er sådan som vi ikke ønsker at se os selv.

I første scene møder vi David (Malte Frid-Nielsen), der læser mailkorrespondancen op til og fra en kvindelig kursusdeltager på et netop afsluttet kursus i marketing. Pigen, Sandrine, er fransk og er ikke fra det buisness-miljø hvorfra de andre kommer. Hun beder ham vælge. Enten beretter han om arbejdet eller om sine følelser, men hun gider ikke hans sammenblanding af det hele. Han må vælge. Hun beder ham fortælle om hvordan han har det og vil høre om hans kone. Først undslår han sig, men hun bliver ved indtil han fortæller at hun tog sit eget liv. Han kom hjem og finder hende halvdød. I stedet for at tilkalde en ambulance og redde hende, beslutter han sig for at sikre at hun dør, da det er langt lettere for ham (og den gæld de har), hvis det slutter der. Efter den tilståelse slutter korrespondancen, for Sandrine svarer ham ikke på mailen...

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver



I næste scene møder vi det ældre ægtepar, der sagtens kunne være Jess´ sørgende forældre (Bennet Thorpe & Sue Hansen-Styles), der har set sig sure på nabogravstedet, der rejser sig som et helt mausolæum, og kaster en skygge over deres datters friske grav. Det er både en af forestillingens mest bidske, men også mest musikalske scener, hvor forældrene venter på at gravjorden skal blive fast nok til at der kan komme gravsten på. Irritationen vokser og vokser og de beslutter at tage sagen i egen hånd. De hjælpes ad med at få mukkerten over kirkegårdsmuren. Snart er nabogravstedet helt pulveriseret. Det er overdådigt spillet og instrueret, men først og fremmest er det skrevet så grotesk, sådan som Dennis Kelly netop gør så rammende, så det både bliver for meget og rammer fuldstændigt plet.

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

I en efterfølgende scene søger David arbejde i et marketingsfirma. En noget akavet situation, da den ældre kvindelige boss (Sue Hansen-Styles), der skal ansætte ham er hans tidligere kæreste. Det er en scene, der tydeligvis viser de mekanismer, der arbejder i det skjulte og som alligevel er yderst åbenlyse, for det kan reduceres til elementær dyrepsykologi om hvem der er over- og underhund.

Vi møder Jess (Sira Stampe) i en scene, hvor hun sttår foran et butiksvindue og næsten føler sig hypnotiseret af udstillingsvinduets lyksaligheder. Især en alt for dyr dametaske bemægtiger sig hende. Hun bliver næsten ét med tasken som hun står der og længes og længes og bliver slidt helt i stykker af bare længsel efter at komme til at eje netop dén taske. Først da hun køber tasken, bliver hun til. Først da bliver hun levende og bliver fyldt af meningsfuldhed -  så længe det varer. For allerede samme aften må hun le af sig selv, for hvad skulle hun egentlig med den taske?

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

Det hele tilspidses i scenen, hvor hun har overværet at en mand har dolket en anden mand lige foran hende på Oxford Street. Uden nogen egentlig grund udover at den ene mand var kommet til at skubbe den den anden, så dennes mobil blev slået ud af hånden på ham og knustes under en forbipasserende bus. David udfritter hende om hendes færden, og får et raserianfald, da hun bekender dagens shopperi. De har forlængst stiftet bundløs gæld.

En forestilling om tilværelsens manglende mening, der foregår i et undergangsunivers, hvor humoren er begsort og lynende klar og skarp.

LOVE AND MONEY (2006) af Dennis Kelly - og fermt iscenesat af Mia Lipschitz - spilles på en hel tom og bar scene. Da vi kommer ind er en dametaske sat op ad bagvæggen det eneste, der giver et praj om den historie som vi skal opleve.

 

Why Not Theatre Company har tidligere spillet "A tender thing", "The City" og "Wit" på Bådteatret, men også bl.a. "O, for the love of Shakespeare" i Kongernes Lapidarium.

 

Spilleperiode: 7.-29. april 2016.

Anmeldelse: EN LANDSBY PÅ HØJKANT af kunstkollektivet FAMILIEN

Idor, Stine, Torben, Maj-Britt, Katrine og Max. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

 

Spørgsmål trænger sig på fra starten: Kan man anmelde andres liv?

Vi bliver ledt udenfor i regnen og står så vi har frit udsyn til det 15 etagers højhus på Peder Lykkes Vej 61 på Amager. To farvestrålende udklædte skuespillere (Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager) fra Kunstkollektivet FAMILIEN råber os op med megafoner, og giver signaler til folkene i højhuset, så lyset på skift bliver tændt, hvor husets beboere venter på at få besøg af os. Selv er Kunstkollektivet flyttet ind i huset for 2 måneder siden. Rammen omkring fortællingerne er at huset står foran nedrivning. Det er erklæret uegnet til menneskelig beboelse. Nogle synes at højhuset er en skændsel. Andre har det som deres hjem og har haft det igennem så mange år, at det er blevet en landsby på højkant. Kommunen kan tydeligvis ikke bestemme sig. Det er allerede flere år siden at det skulle have været pulveriseret til betonstøv.

Idor. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

 

Sucker for solnedgange

 

Vi deles op i 7 grupper med op mod 9 personer i hver. Vi er i gruppe 3, der ledes indenfor af musikeren Nils Foss. På 12. etage åbner Maj-Britt døren og byder os indenfor.  Det føles som at træde over tærsklen til et liv, til en lejlighed, til en svimlende udsigt ud over byen. ”Jeg er en sucker for solnedgange”, siger Maj-Britt, før hun fører os gennem lejligheden og ud på terrassen, der fører hele vejen rundt om huset. Det er lidt diset i vejret, men udsigten er mageløs. Alene udsigten gør noget ved én. Midt i det der kan synes som amagerkansk betonørken føles det eksklusivt at kunne have adgang til en sådan udsigt. Det giver et sug i maven, når jeg kigger ned. Indenfor fortæller Maj-Britt om hvordan lejligheden er det første sted hun har boet, der er hendes eget. Om rusen over at flytte ind. Bare det at have en yderdør som man selv kan bestemme om man vil åbne eller ej, når det banker på. Maj-Britt fortæller også om fyren som hun møder her. Om hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Indtil hun en dag sætter sig ved siden af ham, for at finde ud af, hvad han er for én. Senere erklærer hun sig for ham med et: ”Jeg er altså blevet smaskforelsket i dig!”. Hvortil han svarer: ”Så må vi se, hvad vi kan finde ud af!” Afslutningsvist akkompagnerer musikeren på et lille transportabelt klaviatur  Patsy Cline-melodien ”Crazy”. Det kan godt være at der smutter en tone hist og pist. Det kan godt være at der er skønhedspletter i sangen, men det ændrer ikke at en rørende følelse breder sig indeni over at få lov at sidde der, mens Maj-Britt synger sin egen ”Crazy”. Patsy Cline er for længst forsvundet, og tilbage står et unikt øjeblik i et højhus på Peder Lykkes vej – på 12. etage. Eller også har Patsy Cline aldrig været mere til stede end netop nu.

 

Brudebuketten

Udenfor på gangen får jeg udleveret en nøgle, og vi bliver bedt om at gå 3 etager op, hvor vi skal låse os ind i en lejlighed. Indenfor bliver vi ringet op og bedt om at gå ud på terrassen, hvorfra vi bliver vinket hen til Idors lejlighed. Igen er udsigten noget, der suger blikket til sig, og også det som han beder os kigge på - i stedet for på ham, mens han beretter om hvordan kærligheden skal have to sider, for ellers går den i stykker for ham. Da han ikke har flere ord afspiller han Poul Krebs´ a capella-sang ”Brudebuketten”, før han viser os ud til Katrine, der står ventende udenfor - og som er nyindflyttet studerende fra KUA. Hun fører os til sin lejlighed, hvor hun viser os planen for det kommende byggeri. Hun kommer fra en landsby på Fyn, og genfinder her et kammeratskab og en hjælpsomhed som hun ellers kun kender fra landsbyen derhjemme. Katrine kalder højhset for ”en landsby på højkant”.

Stine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Udenfor står Stine og venter på os – iført badekåbe. Stine gnistrer af energi. Hun leder os til 1. etage hvor hun beder min ledsager om at læse det brev højt som hun har efterladt til ham i brevsprækken, hvori hun takker ham for at han altid er der for hende. Min ledsager får en klump i halsen under oplæsningen.

 

Cirkelspark og museofring

 

Stuen er domineret af en række videoskærme og en stor tv-skærm, hvorpå en kvindelig hærleder, der er Stines alter ego, øver cirkelspark og er placeret i et computeranimeret landskab i et utopisk rige, hvor Stine leder 200 undersåtter, der er placeret rundt over hele verden. Hun spiller to timer om dagen. Brevet til naboen har allerede indikeret at der er en særlig grund til at Stine har brug for nabohjælp. Det skyldes alle de sygdomme som hun har. Hun remser dem hurtigt op, og det er et under at hun kan holde sig oprejst, og hun fortæller da også at det tager timer for hende at stå op hver morgen. Bare det at komme ud af sengen og komme i bad. Bagefter er det svært for os at komme derfra. De intime betroelser får os til at ville blive. Men videre skal vi, for vi skal op til Max, en yngre fyr med et fascinerende markant ansigt. Indledningsvist spørger han, om der er nogle der er bange for slanger? Senere afslører han at det er han selv, og at de to terrarier skyldes at en anden i højhuset skulle flytte sammen med kæresten – på dén betingelse at det blev UDEN slanger, så en dag bankede det på døren og en ½ time senere flyttede de to slanger ind. Max spiller Chopin, mens han på en stor videoskærm afspiller video-optagelse af en ”museofring”, og så er det op til os om vi vil kigge på det eller se på Marx, mens hans fingre flyver legende henover klaviaturet. Jeg kan ikke få øjnene fra museofringen, men vælger dog Max og Chopin, da musen endelig er fanget og langsomt forsvinder ind i slangens gab.

Torben. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Torben er ejendommens bestyrelsesformand, der fortæller os mere om husets historie. Bagefter samles vi alle i husets café. På et tidspunkt fejes gardinerne nede for enden til side, så vi kan se alle beboerne stå udenfor i mørket med tændte neonrør i hænderne som et menneskeligt tableau. De bliver klappet indenfor til et stående varmt bifald.

 

Kan man anmelde andres liv?

Som svar på det indledende spørgsmål, om man kan anmelde andres liv, er det så ikke hvad vi allerede gør, når vi møder et menneske første gang? Men hvor går grænsen mellem teater og virkelighed? Kunstnerkollektivet FAMILIEN balancerer midt imellem. På den ene side er der intet, der kan konkurrere med virkeligheden. Ingen teatralske virkemidler når bare tilnærmelsesvist op på siden af livet selv (og er heller ikke medtaget i beskrivelsen her). Men på den anden side havde vi aldrig kunnet opleve dette, hvis det ikke netop var blevet organiseret, udviklet og tilvirket så fint af instruktøren Lene Skytt. For i bund og grund handler det om at gribe ud og holde fast i verden omkring os, så den ikke glider os af hænde. At vi tager ejerskab og insisterer på at få verden og menneskene i tale. ”En landsby på højkant” vender alle de gængse forestillinger på hovedet, så man bliver svimmel af udsigten. For det er udsigten til livet og menneskene omkring os. For kun ved at fokusere på andre, ser vi også os selv klarest. Tak for det til beboerne på Peder Lykkes Vej 61 og ikke mindst til Kunstkollektivet FAMILIEN for at bringe os øjenhøjde med livet på de mange forskellige etager.

 Stine, Torben, Max og Katrine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

***

 

Idé + koncept: Kunstkollektivet FAMILIEN

Medvirkende beboere: Torben, Maj-Britt, Jarl, Stine, Bjarne, Max, Katrine, René og Idor

Medvirkende skuespillere: Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager

Musik, komponist og lyddesign: Nils Foss

Scenograf: Katrine Gjerding

Dramaturg: Tine Byrdak

Lysdesign: Martin Danielsen

Video: Ribka Coleman

Rekvisitør og forestillingsleder: Anka Holm Sørensen

Instruktør: Lene Skytt

***

 

FAMILIEN er et kunstkollektiv, der arbejder som et praksis-fællesskab, hvor alle erfaringer og kunstneriske overvejelser bliver samlet i en fælles vidensbank

Tid og sted: 1.-10. marts (man-fre kl. 19, lør kl. 17.) + Golden Days 15.-24. september 2016: Højhuset, Peder Lykkes Vej 61, 2300 København S

"

En landsby på højkant" er en gæsteforestilling under Teatergrad. Læs mere

Læs også anmeldelser af andre forestillinger under Teatergrad: "Husker du?"  &  "Forført"

 

Anmeldelse: FORFØRT af Teatergrad

 

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

-Hvis I sætter skoene herude, så tag sandalerne på. Tag en kop te, mens I venter - og følg så bagefter med mig.

 

Her midt i vinterens mørke var det en stor sanselig glæde at drage med danskdansk ud på denne glødende erotiske odyssé instrueret af Petra Berg Holbek. Med scenografi af Mie Riis. Alene stedet i sig selv, Hammam & Spa, Tomgårdsvej 23C, var det hele værd. Et smukt sted, der var ideelt for denne sanselige teaterrejse.

Der var 23 kvinder og 6 mænd. Vi mænd fulgte efter den kimono-klædte kvinde (Sandra Yi Sencindiver) ind til omklædningen. Hun så ikke på os, mens vi skiftede. Det kunne hun ikke, for hun havde bind for øjnene.  Først da vi havde klædt om til badetøj, tog hun bindet af og læste op fra Ovids ”Elskovskunsten”. Bagefter blev vi ført ind i den tilstødende stue, hvor vi blev bænket i store magelige lædersofaer, mens to kvinder i sorte kimonoer (af Yolanda Bluff) skiftevist læste højt fra Régine Deforges´ ”Marie og Marguerite”. Det blev en dialog for to om kærligheden, der brænder ud, eller som brænder så skævt at de involverede forbrændes af flammerne. Imens fik vi tilbudt vand, blodappelsin og druer. Bagefter blev vi vist nedenunder, hvor der var sang og musik. Marie Louise von Bülow havde komponeret og spillede til, mens hun sang sammen med bl.a. Signe Mannov. En mand og en kvinde spillede sammen på én og samme kontrabas, mens en kvinde sad og gennemvædede sin krop med vand fra en svamp. Den kvindelige sanger gik i clinch med hende og endte med at ligge elskovsslukket tilbage på gulvet, før den første kvinde rejste sig og efterlod hende der.

 

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Bagefter havde to mandlige tilskuere en samtale, hvor de sagde replikker som de blev tilhvisket. Det endte også i et seksuelt møde (altså i fortællingen som de vævede omkring os).
 

Inde i dampbadet fik vi udleveret drikkevand og en skål med scrub – en blanding af salt, sukker og væde. Vi skrubbede os selv og vore sidemænd – og damer, før vi skyllede os af. Ovenpå var der flere historier, både i sofaerne og i omklædningsrummet, hvor Pelle Nordhøj Kann kravlede ind i et discoblinkende garderobeskab og fremsagde en monolog af Line Mørkeby, der måske var en af aftenens mest træffende tekster. Den handlede ikke specifikt om forførelse, men mere om den første store forelskelse og en mildest talt generende og tiggende erektion, der gav navn til teksten, ”Enhjørningen”. Det var en god lektie i at det mest erotiske måske er det pirrende, frem for det mere eksplicitte.

Vi var 7 personer, der blev ledt ind i et lille aflukke, hvor Hassan Preisler sad på en stol i ført skjorte og jakke - og underbukser. De øvrige blev placeret tre på hver side og overfor på en taburet blev jeg anbragt foran en opdækning med brød, olivenolie og vand. Hvad jeg først troede var en lille flad lighter viste sig at være remoten til den vibrator som skulle aktiveres i forskellige tempi under hans oplæsning af ”Pornoworld” af Tarat Mourat. Hassan sagde med en gestus mod sit hjerte, at den ikke var anbragt dér. Så var det ellers op til fantasien at forestille sig, hvor han havde anbragt den. Jeg bestemte hastigheden ved et let tryk og ved at retningsbestemme remoten mod Hassans skridt. Hassan udstråler noget meget gemytligt, så selv om det var grænseoverskridende, virkede det ikke ubehageligt. Måske fordi de øvrige tilstedeværende var ”anonymiserede”. Måske glemte jeg at sige at de alle var blevet iført niqab – altså sorte kvindelige hovedtørklæder, der gjorde at kun deres øjne var synlige.

 

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Udenfor i de tykke store lædersofaer var der flere erotiske historier af bl.a. Anaïs Nin. En pensel svirpede mod min højre skulder, mens jeg lod mig bemale med rødt ned af armen. Senere også på ryggen, og for mig var det faktisk det mest erotiske. Øverste del af min ryg er mit frækkeste sted på kroppen (ud over de øvrige mest oplagte steder).

Nedeunder i hamammen var der mere sang og musik.  Et smuk og meget kærligt møde af to elskende (fremført af et par blandt publikum) foldede sig ud, mens der blev sunget til dem og kælet for deres sanser, så det endte med store dybe og inderlige kys.
 

Hele seancen kulminerede i et dionysisk tabernakel med en tyregud og halvnøgne mennesker med guldmasker. Vi fik bind for øjnene, og måtte lade det hele udspille sig i fantasien. Buldrende trommerytmer ekkoede imod os fra hamammens vægge, før vi fik noget lagt i bukserne, der senere viste sig at være Shakespeare-citater og fik noget fugtigt i hænderne, der mest af alt føltes som lun margarine. For det størknede ligesom margarine gør. Samtidig blev vi – stadig med bind for øjnene - smurt ind i mudder fra Det Døde Hav - eller var det fra Nordvest?

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

 

Forestillingen jeg overværede var den sidste ud af 9 opførelser som har fundet sted først i Sjællandsgade Bad, derefter i Sofiebadet på Christianshavn og sluttelig i Hamman & Spa i NordVest. Forestillingen genopsættes til sommer under Copenhagen Stages.

Teatret bød indenfor med ordene: ”Velkommen. Det overrasker dig måske, men det er ikke (kun) en teaterforestilling – men en udvidet kurbadsoplevelse med udgangspunkt i den erotiske verdenslitteratur. Vi håber, du nu vil lægge hverdagens stress fra dig, gå i omklædningsrummet, tage bad og iføre dig badetøj. Når du træder ud i kurbadet, vil vi opfordre dig til at læne dig tilbage, lytte, mærke og dufte – i momenter kan du selv vælge, hvilken vej du lader dig føre, i andre håber vi, at du lader dig forføre. Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse.”

I 2014 etablerede danskdansk sammen med Det Flydende Teater byrumsteatret Teatergrad med det sigte at bringe teater ud i byens rum. Teatergrad modtog i 2014 Dansk Teaterjournalisters Initiativpris.

Medvirkende:
Sandra Yi Sencindiver, Hassan Preisler, Pelle Nordhøj Kann & Signe Mannov + musiker Marie Louise von Bülow
Instruktør: Petra Berg Holbek
Scenografi: Mie Riis
Skrædder: Yolanda Bluff
Tekst: Ovid, Shakespeare, Anaïs Nin, Sheik Nefzaouis, Pablo Neruda m.fl.