Anmeldelse: TURISTER på Får302

Fotograf: Thomas Cato

Hvor er jeg? Hvem er jeg – og hvad laver jeg her? Måske er jeg her slet ikke? Måske er jeg stadig på arbejde. Det føles som om jeg stadig er på arbejde. Måske er jeg her slet ikke?

De fire personer i Magnus Dahlströms ”Turister” er to par der er taget ud på en ferieø, der er alle steder og ingen steder. Der er ingen lokalbefolkning på øen. Ingen skoler, ingen fødeklinikker. Intet lokalliv. Øen er kun beboet af turisme. Men den er svær at fotografere. Der er altid skidt på linsen eller også er det virkeligheden der er blevet uvirkelig og grim.

Fotograf: Thomas Cato

De fire personer kunne ligeså vel have været med i Sartres ”Lukkede døre”, for tiden er ophørt. De befinder sig i limbo, og hænger og spræller i eksistensens tynde tråd. Kun deres ord holder dem i live. Ordene stiger op til vandoverfladen som iltbobler fra swimmingpoolens dyb. Det gælder om at komme ned i god tid, hvis man vil sikre sig en liggestol omkring poolen. Med deres lyserøde armbånd er de all-inclusive-rejsende, der er ved at glide i eksistensen. ”Turister” er en komedie om dem der lægger sig på håndklæder ved siden af katastrofen 

Fotograf: Thomas Cato

Dahlström viser det sprogligt ved at lade personerne konsekvent tale forbi hinanden. De er sammen og alligevel aldrig sammen. Uden at ænse hinanden borer de sig ind i sig selv. Dahlstrøm er ingen glædesprædikant, og var det heller ikke i de to forrige forestillinger, der har været opført på dansk: ”Jernbyrd” og ”Passage” ”(Mammutteatret 1992 og 1997). Hvor de første var som mentale dødedanse, er "Turister" nærmest en tragisk komedie. Vi har med en dramatiker at gøre som lytter sig ind i sproget og krænger vrangen ud på det – og os. Det gør ondt, for der er ikke meget håb for menneskeligheden. Måske er det når alvoren bliver begsort at humoren indfinder sig som katarsis. For vi ler, selv om der ikke er noget at le af. Det gør ondt at le af figurerne, for de er billeder på os selv og vores egen ubehjælpsomhed. Men der i mørket brillerer dramatikeren med at sende personernes ord ind over publikum som ildfluer, der korvarigt lyser op, før de dør ud. Sproget er så flot, selv om det er uhjælpeligt filtret ind i sig selv, og deraf udspringer humoren. Men hvordan kan det være så morsomt, når det er så tragisk? Under deres ferie høres lyde fra oprørerne, fra bådflygtningene, fra alle dem udenfor, der holdes ude. Det kan være svært at afgøre om de selv er holdt inde og beskyttet eller slet og ret er er holdt fanget. For fanget er de i hvert fald midt i en iscenesat uvirkelighed.

Fotograf: Thomas Cato

Rent fysisk er Charlotte E. Munksgaard den af de fire, der mest fysisk får udtrykt sit ubehag i forhold til den stikkende palme som hun hele tiden forholder sig til, og som hun også ender med at forsøge at fotografere. Men uden at være i stand til at fange den på et fotografi. Motiverne forsvinder, flyder ud, ligesom virkeligheden, der for længst er blevet erstattet af en pseudoverden, hvor alting er all-inclusive og alligevel helt tomt for væsentligt indhold. Ligesom maden er uden særpræg, luften er dårlig og udsigten er grim. Vandet er for koldt til at bade i, og livet er for længst gledet de fire af hænde.

 

 Fotograf: Thomas Cato

Måske er det meget betegnende at en af stykkets mest fængslende scener nærmest er en ikke-scene mellem de to kvinder, mellem Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard. De står og venter og forsøger at konversere hinanden, for at få tiden til at gå, men det bliver bare værre og værre. Det er eminent spillet, og foregår næsten på et ikke-sprogligt plan.

Fotograf: Thomas Cato

 Fotograf: Thomas Cato

 

Teksten tumler rundt inde i kroppen og sætter mange tanker i gang. Den er så overmåde veloplagt spillet af de fire på scenen. Samspillet er fint, selv om det understreger, hvor adskilte og alene de faktisk er. Det er flot spillet af Pauli Ryberg, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Morten Hauch-Fausbøll. Lydhørt Instrueret af Kamilla Bach Mortensen, der endnu engang har et fast greb om teksten, ligesom hun havde på teatrets opsætninger af ”Sex. vold. blod. snask” og ”Sympati for djævelen” (samt ikke mindst ”Ondt blod” på Edison). Vidunderlig scenografi af Carsten Burke Kristensen i en fin lyssætning og lyddesign af henholdsvis Sonja Lea og Thomas Matyjasik. Men teksten virker uforløst. Ligesom livet er for de fire personer på scenen. Det lille drama i det store går ikke op. Genkendelsen/ikke genkendelsen de to kvinder imellem virker tåget og uklar, og hvor det er en styrke at resten af historien foregår udenfor tid, rum og sted, så går det dramaturgiske  regnestykke ikke op i forhold til den del af fortællingen, der kulminerer og afslutter forestillingen. For hvad er meningen med det? Heller ikke ved et gensyn blev jeg klogere. Til gengæld havde forestillingen i mellemtiden fundet sit publikum, og var gået fra at være tragisk til at blive komisk. Og det er ikke så ringe, så det faktisk endte med at blive en slags komedie. Det er faktisk imponerende. Med den tekst.

Fotograf: Thomas Cato

  

Danmarkspremiere
MEDVIRKENDE:

Morten Hauch-Fausbøll,
Birgitte Prins,
Charlotte E. Munksgaard,
Pauli Ryberg

DRAMATIKER: Magnus Dahlström

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN:Thomas Matyjasik
LYSDESIGN: Sonja Lea
 

Forestillingen spiller 16.2 - 7.3 2015, ma. - fr. kl. 20.00. Lø. kl. 16 & 20.

Varighed: 1 t. og 40 min inkl. pause.

                  Læs mere: http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=422
                                         
Billetbestilling: http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/42830

 

Anmeldelse: LEONARDO af Asterions Hus på Teaterøen

 

Vi træder ind i en magisk verden i Asterions Hus´ nyeste forestilling ”Leonardo”, der er bygget på Leonardo da Vincis videnskabelige opdagelser. Det er uddrag af hans tekster, der ligger som speak på forestillingens lydspor, mens der fra scenen ikke lyder et eneste ord. Der bevæger vi os via dans, billeder og musik stadig dybere ned i renæssancekunstnerens uendelige nysgerrighed. Det er hans opdagelse af de menneskelige dimensioner, der visualiseres. Peter Kirk og Tilde Knudsen er det visuelle midtpunkt. Han klædt i et ulasteligt hvidt jakkesæt anno 1800. Hun iført sin krop, der kun lejlighedsvist er dækket af ostelærred. Det er Tildes muskler og sener, der er forestillingen. Med Klaus Risagers forførende musik åbnes der med kirurgisk præcision ind til sansninger, der får mig til at flyde med på en varm bølge af billeder, der glider hen over scenen og efterlader mig med blottede sanser og pirret nysgerrighed.

Der er to runde plateauer, henholdsvis forrest og bagest i scenerummet. Tynde lag af transparente slør inddeler scenerummet. Rundt i siderne og på bagvægge projiceres Leonardos skitser og malerier. Det sker på kryds og tværs gennem rummet. Tilde danser med lysets billedstråler, der aftegnes på det tynde stof før det rammer væggene. Det er lysets vej gennem rummet vi følger. Men også hvordan farverne indvirker på hinanden. Kroppenes anatomiske dimensioner. Fuglens vinger og menneskets arme. Det er et multitalentets uendelige opdagelser af mennesket og naturen vi inviteres til at overvære. Det sker i et smukt samspil mellem bevægelse, musik og billeder.

Vi får via forestillingens frit fabulerende og virtuost visuelle stil mulighed for at tilegne os noget af det entusiasme, der må have bemægtiget sig hovedpersonen og drevet ham frem fra opdagelse til opdagelse, fra detalje til detalje, fra skitse til skitse. Fra skitse til billede. For en stund skrælles civilisationen af os. Som en tyndt lag hud blotlægges kroppen og vi bliver som publikum ét med den afsøgning af verden omkring os, og den verden indeni som vi selv består af. Den krop, hvor alting er skabt og kreeret lige så gennemtænkt og virtuost som i den omgivende natur.

 

 

Vi inviteres til at træde ind i en underfuld verden, hvor hver en tomme af kroppen undersøges og optegnes. Vi trænger gennem kroppens opbygning, der på nærmest pedantisk vis endevendes og undersøges metodisk og minutiøst. Det er opdagelser fra en tid, hvor man gik fra at tro at jorden var flad og til at den var rund. Det var en tid, der oplevede et paradigmeskift. Alting blev taget op til vurdering og undersøgt og fik en ny placering i rummet. Det var opdagelsen af mennesket og rummet. Og mennesket i rummet. Alting blev målt og vejet. Ligesom det bliver i Asterions Hus.

Den legende og undersøgende forestilling gør os til børn igen. Vi opdager at vi intet ved og derfor må sidde med åbne øjne og mund og lade os undervise af de to hovedpersoner, der begge er Leonardo. Han, den undersøgende, bliver til hende, den undersøgte og den undersøgte selv bliver den undersøgende. Der er kun ét tidspunkt, hvor de to smelter sammen og får kontakt, da den undersøgende og den undersøgte i et tæt og nøgent øjeblik selv bliver værket, da han begynder at male på hendes krop.
 

 

Endnu engang har Asterions Hus lavet en forestilling, der formår at bygge bro mellem viden og oplevelse. Der går en lige linje fra teatrets tidligere forestilling ”Absinth”, der var en danset skildring af alkoholens tåger, glæder og skader, til den mere introverte, men meget bevægende ”Mit rum”, der dykkede ned i private dagboger og undersøgte hvor formende og dannende de var for hovedpersonen, til den foreløbige kulmination med ”Leonardo”. Genskabelsen af den kendte nadverscene skal opleves. Så let og enkelt kan en af kunsthistoriens store værker genopstå for vores øjne. Eller luk øjnene, glid med på musikken og gå baglæns gennem lyset. Alt er muligt i Asterions Hus. Vi er verden - og den er til undersøgelse i Asterions Hus, der er et hus med mange døre, der leder ind til endnu flere rum. Så smid hvad du har i hænderne og tag med teaterbussen, der afgår fra Christianshavns Torv (en ½ time før hver forestilling) og gå på opdagelse med Peter Kirk og Tilde Knudsen.

Medvirkende: Tilde Knudsen og Peter Kirk

Instruktør: Peter Kirk

Lyddesigner: Klaus Risager

Kostumedesigner: Camilla Lind

 Spilleperiode: 19.2. - 14.3.2015.

Læs mere/ billetbestilling:

  http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/43301

Anmeldelse: HOS DE DØDE, roman af Niels Peter Juel Larsen

 

Stødte på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah … samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere…. en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…” (uddrag fra bogens bagsidetekst)

Dog har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel, men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt på, hvem og hvad hendes far var. Var det en af bødlerne?

Det er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor, mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.

Jeg tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen? Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?

Det har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han svarede:

”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt, maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”

Læs den, hvis du tør?

Forfatterens hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/

Anmeldelse: KYS DET NU, DET SATANS LIV! på Bådteatret.

Foto: Lise Jørgensen

Kasper på 12 år dukker uanmeldt op hos sin farmor. Hun kan først slet ikke genkende ham, for de har ikke set hinanden længe. Han er stukket af hjemmefra og drømmer om at komme til USA for at besøge moren, der er taget derover i 2 år. Forældrene skal skilles og Kaspers´ liv er gået op i limningen. Det hænger ikke sammen for ham, og han forstår det ikke, forstår ikke livet, forældrene og hvad det hele skal gøre godt for. Han har sin guitar med. Den elektriske guitar som faren hader. Ligesom faren hader den rock som Kasper elsker. Der er meget som faren hader. Han hader sine forældre og han hader alt det livsmod der er i sønnen, og forsøger at knægte det. Hvorfor er han blevet sådan, hvorfor må Kasper og farmoren ikke mødes, hvorfor er det hele gået i knude?

Det er svært at spille barn, men det lykkes veloplagt af Thomas Knuth-Winterfeldt. Både den 12-åriges følsomhed, den sitrende usikkerhed og de gennembrud af funden identitet, der i øjeblikke lyner igennem med en overraskende heftighed og voldsomhed. Farmoren spilles gnistrende af Lene Vestergård i Solveig Weinkouffs fine instruktion. Også hun bevæger sig fra det spinkle og sårbare til det vilde og buldrende. Hun får også givet luft og plads til det mod, den velvilje og nysgerrig som de begge må fremvise for at de kan mødes og forstå hinanden. Det er to generationer, der spilles ud mod hinanden, men også to forskellige verdensbilleder, der umiddelbart ser forskellige ud, men det er samme drømme der går igen. Alene disse fine skrøbelige forsøg på at mødes er hele forestillingen værd.

Dramatikeren Lise Jørgensen har skrevet en fin og følsom tekst om et svært emne. Teksten gnistrer, men er lidt hårdt skåret ud, men samtidig så sympatisk og prisværdig at den fungerer, når den spilles så veloplagt og intens, så det lidt skematiske afsæt forsvinder. Det tjener forestillingen til ære at vi ikke får svaret på, hvorfor faren er blevet sådan, hvorfor han hader sine forældre, tilværelsen og sig selv. Eller rettere så får vi mange svar, for der er ikke bare ét. Det flertydige er stykkets redning, for det er ikke alt der lader sig forklare.
Det er en historie om at knytte bånd, generationerne imellem. Ikke mindst ”når man står alene i mørket udenfor”, sådan som det siges i teksten i en af de stykkets mest rørende scener, der heldigvis også er det tætteste vi kommer på en forklaring. Det er et prisværdigt forsøg på at vise en vej igennem det mørke som livet også består af. Det påminder os om alt det vi kan og skal med hinanden. Om hvor meget vi ligner hinanden, om hvor meget vi kan spejle os i hinanden, når vi finder sammen på trods af forskelle og alder.

Scenografien af Sisse Gerd Jørgensen er enkel og yderst virkningsfuld. Forestillingen er krydret med velanbragte musikvignetter. Der er ikke et øje tørt, når Thomas Knuth-Winterfeldt spiller og synger "Stairways to heaven". Det er en forestilling, der giver lyst til at stille endnu flere spørgsmål. Og det er vel det fornemste man kan opnå med en forestilling for de 9-99 årige. De to på scenen er så intenst tilstede i deres samspil at det giver det hele mening og sammenhæng. Med Steffen Brandts ord fra en elsket rockballade fra 1988 slås der en smuk sløjfe henover forestillingens forrevne temaer med ordene KYS DET NU, DET SATANS LIV!

Foto: Lise Jørgensen

 

Skuespillere: Lene Vestergård og Thomas Knuth-Winterfeldt

Instruktion: Solveig Weinkouff

Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen

Dramatiker: Lise Jørgensen

Forestillingen er produceret af Teater Borderline i samararbejde med Odsherred Teater.  

Læs mere om forestillingen: http://www.baadteatret.dk/kys-det-nu-det-satans-liv/

Spilles på Bådteatret fra den 20. - 31. januar 2015. Derefter på turné.

Anmeldelse: IK´ FOR BØRN på Betty Nansen Teatret

Personlige fortællinger om skilsmisse.

C:ontacts nyeste forestilling er ikke for børn,
I halvmørket inden lyset går op for workshop-forestillingen kommer de medvirkende hurtigt listende ind på scenen og stiller sig på række bagerst. Uvilkårligt tæller man for at se, hvor mange der er med, men det bliver ved med at vrimle ind. Stadig flere og flere. Til sidst er der så mange at jeg opgiver at tælle dem.
Da lyset går op kommer de rytmisk ned imod publikum. Når de står på scenen med lidt mellemrum så fylder de 23 overvejende unge hele scenerummet. I løbet af forestillingen kommer de tættere og tættere på scenekanten. Også i overført forstand, for de ender med - efter knap 2 timer - at sætte sig på scenekanten og lægge op til diskussion. Inden da når de hver især at fortælle deres skilsmissehistorier. Det sker i små tableauer, rollespil eller i en blanding med musik og sang. Det er sin sag at få så mange medvirkende til at indgå som dele af en samlet krop for at få forestillingen til at lykkes. Det er godt iscenesat/koreograferet af Inger Eilersen. Donna Cadogan har stået for sang og Babak Vakili for rap. Fortællingerne er de medvirkendes egne. 
Det er ikke bare teater, så når der grædes, er det en ægte tåre, og når en af pigerne ruller ærmerne op, ser vi arene, hvor hun snittede i sig selv.
Der er mange smerter. Mange sår der endnu smerter og læsker, men alt sammen styret og tilrettelagt, så der ikke bliver en udstilling af ubearbejdede smerter, men mere et helt smertekatalog over hvor høj prisen har været for forældrenes uenighed, der resulterede i en skilsmisse.

Der er også humor, som når de to søstre forsøger at regne sig frem til om det er 9 eller 11-12 eller 13 søskende de har, ud over hinanden. For hvem skal man egentlig tælle med, når forældrene finder nye partnere, der igen finder nye partnere, der igen…
Det er også den sørgmodige beretning om pige med de to sammenbragte familier, der fejrer hendes fødselsdag. Og det er fantastisk eller næsten magisk dejligt, for alle har det godt sammen, lige indtil tiden er gået og de alle bryder op i hast – og efterlader hovedpersonen mutters alene.
Der er mange fædre, der får så hatten passer.
Voldsomst er skildringen af den persiske far, der tyranniserer familien. Det er den voksne søn der fortæller historier med så stor insisterende vrede, at faren og moren er iført masker. Faren med en grissemaske og moren med en hønemaske, og hvor sønnen taler for dem. Siger det, der er deres ord. Og det der i sidste ender også får bragt familien frem til en skilsmisse – for at overleve.

Det er flere gange i løbet af forestillingen, når vreden er ved at blive for stor, for tung og for sort, at der bruges masker, for ellers ville det ikke blive til at holde ud. Men uden disse udbrud ville det heller ikke fungere. Det er nødvendige rystelser, der binder historierne sammen, men som publikum føler man sig kvæstet bagefter, men det er lavet smukt og dedikeret, sådan så alting er nøje afstemt efter hinanden, så det alligevel fremstår afrundet selv om det er tunge smertetyngede historier.
Eneste rekvisitter er de medvirkendes skuldertasker, der i løbet af forestillingen bruges på mange overraskende måder. Og papir der rives rytmisk i stykker. Hvem skulle tro at det kan lave så megen larm, når 23 mennesker river lange papirstrimmel ud. Men det gør det!

På et tidspunkt bruges drejescenen, men ellers er alt holdt så enkelt som muligt. Musikken er på forhånd indspillet og synges live fra scenen, og ellers er alt skabt med 23 kroppe på en scene og lige så mange fortællinger fra de medvirkende, der aldersmæssigt spænder fra 14-47 år.
Der er hende der er ”i forhold”. Et forhold der har varet i 25 år, og som nogle gange har det godt med det, og andre gange er ved at gå i stykker over det, men hun kan hverken være i det eller komme ud af det igen. Forholdet hedder ”skilsmisse”.

Det binder smukt en sløjfe omkring alle historierne, for det er fælles for dem alle. De er hver især præget af det, og mange af dem sidder fast i følelsen. De er alle "i forhold" som de ikke kan komme ud af. Men at tale om det, at give det ord, er første skridt på vejen, sådan som forestillingen så smukt gør det.

 

MANUSKRIPT: De medvirkende
INSTRUKTION: Inger Eilersen
WORKSHOPLEDER - SANG: Donna Cadogan
WORKSHOPLEDER - RAP: Babak Vakili
ALDERSGRUPPE: Fra 8. klasse og op 

IK' FOR BØRN spiller på BETTY NANSEN TEATRET,

Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Læs mere: http://www.contact.dk/generelt/projekter/ik'-for-boern.aspx

Spilleperiode: 5.-18. januar 2015.

Gratis billetbestilling: http://www.contact.dk/generelt/billetbestilling.aspx
Forestillingen er støttet af Egmont Fonden.  

§ 

Om C:NTACT

C:NTACT er en selvstændig fond, der har til huse på Betty Nansen Teatret, hvor de laver kunstneriske scene-, medie- og uddannelsesprojekter for deltagere med forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Med afsæt i den personlige fortælling skaber de levende møder mellem mennesker. C:NTACT arbejder både i Danmark og internationalt, hvor de bl.a. har lavet projekter i Afrika, Mellemøsten, Europa og i Grønland. 

ANMELDELSE: 7 nye topskud fra den skønlitterære høst 2014

22 skønlitterære debutanter læste op i Dansk Forfatterforening til årets skønlitterære debutant-arrangement den 29. 11. 2014. 7 af teksterne fik mig til at spidse øren. Der var tale om 5 kvindelige og 2 mandlige forfattere:

”Roman i fire årstider” af Betina Birkjær (Forlaget Jensen & Dalgaard),
”Kvinder på kanten” af Susanne Højsting (Skriveforlaget),
”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta),
”Tæl på fingrene” af Jørgen Hedager Madsen, (Forlaget Fokal),
”Bedrag” af Eva Iversen, (Gladiator),
”Det eneste rigtige” af Malene Ravn, (Gyldendal)
og ”Gulvet er glat” af Rasmus Graakjær, (Byens Forlag).

Bøgerne kan groft inddeles tematisk i to kategorier, da tre af dem handler om fremmedhed, og 4 handler om bedrag. Men fælles for dem alle er, at de handler om at være menneske.

 

Det er en grum, grum historie, der ligger til grund for Jørgen Hedager Nielsens krimi, ”Tæl på fingrene”. Selv om jeg normalt ikke læser krimier, lod jeg mig lokke, fordi figurtegningen var så god - og jeg fortrød det ikke. Det er en fermt velskreven provinskrimi, om journalisten Svend Tved, der anonym modtager en pakke. Hvilke kropsdele, der er i pakken, og hvilken forbindelse det har til bogens forsideillustration og blodet på havesaksen siger allerede en del om bogens plot. Det er en veloplagt og frit strømmende beretning, yderst fortættet i sin form. Den er præcis og konkret. Det gør det let for læseren at finde ind i teksten - eller rettere at finde sig til rette i den. Netop figurerne er så gode og klare at jeg håber at hovedpersonen, moren og måske Lisbeth fortsætte deres liv sammen i en efterfølger. Der er stof til det - og i så fald vil jeg også der være blandt læserne.

Det er altid svært at konstruere de personlighedstræk, der tilsammen skaber en hovedperson, men bogens anti-helt af en journalist klarer sig meget fint. Netop fordi han bliver gjort så menneskelig med alle sine handicaps og begrænsninger, kommer vi til at holde af ham, forstå ham og kan identificere os med ham. At han ikke nævneværdigt lader sig ryste af at en sten smides gennem ruden ind i hans stue, og storsyngende bagefter udbedrer skaderne, skaber en vis rummelighed i figurtegningen. Sådanne menneskelige spændvidder gør romanen både udfordrende og vedkommende. Jørgen Hedager Nielsen har den fornødne menneskelige indsigt og empati.
Det sindrige og vidtforgrenede plot oprulles overbevisende. Det uhyggelige afbalanceres fint med humoren. Mest veloplagt og overraskende er det i scenen med skumgummi-brysterne. Det er en akavet situation som får visse overaskende træk frem i de to hovedpersoner. De så at sige overrasker sig selv og hinanden - og dermed os.
Romanen omhandler den fri aborts etiske dilemmaer, eller de dilemmaer som bogen postulerer at der er. Bogen er udgivet på forlaget Fokal, der er associeret med det kristne forlaget Lohse (og på nettet figurerer forfatteren som kristen ”fritidsforkynder”). Efter læsningen bliver jeg i tvivl om, hvad det egentlig er jeg har læst. For hvis det er et partsindlæg imod den fri abort, så stiller jeg mig tvivlende overfor bogens ærinde. Også selv om den fungerer glimrende som krimi. Velskrevet er den i hvert fald.
Læs et uddrag fra romanen.

Bedraget i Susanne Højstings lille fine udgivelse, "Kvinder på kanten", møder vi først hen imod slutningen, hvor læseren bliver klar over, at vi - ligesom bogens personer - er blevet taget ved næsen. Det er raffineret skrevet, men det en alt for tynd bog med sine 84 sider. Jeg savner mere volumen og fylde, så det ikke bare fremstår som fortællinger. Alligevel lykkes det at få historierne til fint at klinger sammen i en større fortælling, der kalder på at blive skrevet ud i fuld længde. Det er ellers fint orkestreret sådan som den lille bogs forskelige stemmer indordner sig den overordnede fortælling bundet sammen af det der sker omkring relationerne til den samme mand: Kafar, der er omdrejningspunktet for kvinderne i bogen. Det skildres hvordan den enes drøm er den andens fængsel. Der ligger, ligesom i ”Tæl på fingrene” en stor menneskeindsigt bag, og det mærkes, når de forskellige personers gøren og laden skal skildres, for det er nemt at se dem for sig - og forstå dem. Det er svært at være menneske, og det får overbevisende en stemme i "Kvinder på kanten".
Personernes drømme kontrasteres med uddrag fra deres liv, sådan som det aftegner sig, når der panoreres fra den ene til den anden. Det vellykkede, men alt for volumenmæssig tynde resultat kalder på at blive bredt ud. Forudsætningerne for det er tydeligvis til stede. Det er forenklingen, der er det sværeste, og den er der, for det mærkes at der ligger en masse materiale og venter. Susanne Højsting har fin sans for at skildre de længsler, der ligger og slumrer i os, og skildrer overbevisende, hvad det gør ved os, når de vækkes. Sådan som det sker for flere af bogens kvinder, der befinder sig ude på kanten.
Læs mere om bogen.

Rasmus Graakjær skriver godt. "Gulvet er glat" har mange fine situationer, stemninger og god figurtegning. Det er et godt anslag med besøget i Las Vegas. Det bygger godt op, så der bliver endnu længere ned til bunden, hvor hovedpersonen, Henrik, der er arkitekt, ryger ned som arbejdsløs. Der er en god beskrivelse af mødet med sagsbehandleren. Det er en fin og afklædende beskrivelse af hvor lidt der skal til før hovedpersonen brager igennem bundlinjen og korporligt bliver smidt ud. Gulvet er glat, og man glider let. Det beskrives overbevisende og vedkommende. Det er en central beskrivelse af en hjemløs på Gråbrødre Torv, der forstyrrer frokostgæsternes appetit. Den hjemløse giver stemme til noget af den protest som hovedpersonen føler, men aldrig selv får formuleret. Også den ramsaltede beskrivelse af den veltjenende kvindelige arkitekt på tegnestuen, der køber de billigste morgenmadsprodukter og præsenterer dem som noget ganske særligt, er yderst træffende. Sådanne modsætninger er der mange af og de er skildret med en god sans for detaljerne. Det er i det hele taget befriende med forfatterens insisteren på at skelne mellem kvantitet og kvalitet, for det går som en rød tråd igennem romanen. 
Der er gode beskrivelser af det hverdagsagtige, men det er også forbundet med min eneste anke, for det bliver en jordomrejse uden høj kurs. Jeg savner ambition, og at forfatteren med sin fortælling sigter højere. At det ikke kun kommer til at handle om at få barn og blive far eller få et nyt arbejde og et nyt konkurrenceprojekt. Men selvfølgelig, sådan er det, livet. Men det efterlader mig med spørgsmålet: er det så bare det?
Slutningen forekommer mig at være et antiklimaks af samme grund. Den virker gråmeleret. Hovedpersonen bliver ikke klogere. Det gør vi mennesker måske sjældent? For hovedpersonen er til fals for næste hurtigtgående vind og villig til at springe på den første den bedste flyver, der tager ham væk fx til Kina og til nye mammutbyggeprojekter. Jeg efterlyser at hovedpersonen skulle have lært noget af at have befundet sig nede på bunden, men det har han tydeligvis ikke. Er problemet at Henrik faktisk er overfladisk og egentlig ikke tager ved lære af det han går igennem?
Det er modsat med læseren. For mig er det et wake-up-call om at der er en form for hurtighed, omstillingsparathed og hvad det elles hedder, der slår det vigtige ihjel. Det vigtige er det der giver det hele mening. Den mening som vi hver især tilegner os. For hovedpersonen virker det mest af alt som et spørgsmål om at nå "hjem", at nå i sikkerhed, at komme i ly og nå tørskoet indenfor - og det er ikke det samme. Det provokerede mig i den grad at jeg var nødt til at få forfatteren til at uddybe det yderligere. Så det bad jeg ham om. Han svarede bl.a.: "… hovedpersonen, Henrik, tager livet på sig, men taber til gengæld tilværelsen som den store kunstner - eneren." 
Det forklarer noget af den splittelse og uforløste jeg fornemmede i romanens slutning. Det lyder godt, sådan som det forklares, men er det dét, der sker? Det er jeg i tvivl om, for det er ikke dét billede jeg sidder tilbage med. Jeg har svært ved at betragte hovedpersonen som den store ener - som kunstner. Jeg synes mere at han vil have succes, og oplever ikke at han stikker så dybt i sin kamp for at finde fodfæste i tilværelsen. Om han har de store visioner er jeg også i tvivl om. Han tragter mest af alt efter at sidde på en vinderhest. Ligegyldigt hvilken. Det er ikke så tit kunstnere gør det, altså sidder på vinderheste. Eller i så fald kun de kommercielle af dem. Men tingene er selvfølgelig ikke så entydige. Men ligegyldigt om det er det ene eller det andet - eller noget helt tredje, er romanen så godt fortalt, at den indfangede mig. Endda i en grad, at jeg måtte række ud over romanens egen virkelighed, da jeg bad forfatteren uddybe det jeg ikke forstod – eller ville affinde mig med.
Læs mere om bogen.

 

I Betina Birkjærs ”Roman i fire årstider” siges det hele allerede i titlen. Her er bedraget et ganske andet, men ligeså omfattende, mens stilen, tonen og genren er en ganske anden. Det er umådelig charmerende at følge med romanens personer rundt i og omkring byen. For en gangs skyld er anprisningen på bogens bagside fuldt berettiget, når forlæggerne (for der er to) skriver om romanen at den er som "...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end disse fire årstider.
Tonen og klangen, der klinger igennem fortællingen på smukkeste vis, er forfatterens helt egen. Som læser hviler jeg trygt og velbehageligt i bogens univers, og alligevel er der denne underliggende uro, for noget er på færde. Idyllen er et dække for hemmeligheder, og dem er der mange af. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og længslen mod havet. Længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let som ingenting kan blæse det hele omkuld. Der er havet, der sender en byge af fisk ind over byen, så fiskene bliver liggende i gaderne, gispende og døende, mens byens beboere gemmer sig i deres huse, indtil fiskene igen er væk. Tiden er ved at rinde ud. Måske er en ny tid uvægerligt på vej. Ulykkerne indtræffer. Træet brænder og den gamle verden går under, men selv om fuglener for længst er fløjet væk, er de der stadig - dér et sted ude i horisonten.
Det hele er på lånt tid, men selv om hemmelighederne ikke er brændt væk, giver nye begyndelser også nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingen i fire årstider. Det er en smuk poetisk glæde at læse den fine og meget sårbare roman.
Læs mere her, for det er en fortælling, der kræver sin helt egen anmeldelse.

Bedraget er ikke mindre i Eva Iversens ”Bedrag” og Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. De skriver begge meget kropsligt og tæt på deres personer. Der er en fin sproglig bevidsthed til stede hos dem begge. Blidt, men bestemt, fortryller og lokker de læserne tættere og tættere på, indtil det er umuligt at vriste sig løs. Genremæssigt kunne begge romaner også være skrevet som krimier, så spændende og langsomt afdækkende fortælles de. Brugen af de skiftende fortællerpositioner er både raffineret og meget spændingsopbyggende.
 

”Bedrag” af Eva Iversen er en modig roman, der er stilistisk meget stærk. Sprogligt er den tæt og spændstig. Der er ikke ét ord for meget, og den er skrevet helt ud til kanten med fin sproglig musikalitet. Næsten som var den skrevet af en lyriker. Også sætningsopbygningen får det til at virke som lyrik, sådan som de korte sætninger sættes op mod hinanden. Sproget er almindeligt og enkelt, og alligevel hidses det op, sådan så selv ganske få, korte og nærmest farvesvage ord, alligevel giver saft og kraft til fortællingen om forlist kærlighed. Det er en voldsom fortælling, der bliver holdt på plads af gentagelser á la "Det er fiktion. Det findes ikke, hvis jeg ikke vil kendes ved det". Derved etableres et fortælleunivers, der kan bære den tunge fortælling, for konstruktionen er velkonsolideret. Det er en mørk fortælling om et mennesker, der fra morfarens tidlige seksuelle misbrug har været vant til at gemme sig inde i sig selv, og har overlevet ved at gøre det. Hovedpersonens usynlighed bliver så opfattende at hun, Astrid, langsomt udviskes, selv om der tegnes et spinkelt håb, da hun i bogens sidste linjer alligevel evner at står fast og ikke vil have "bedrageren" med hjem. Det giver en fornemmelse af morgenluft. Der er noget på vej, så måske er der alligevel et liv efter bedraget?

Uden at der bevidst arbejdes med humoren, er den der alligevel. I beskrivelsen af Astrids arbejde på telefonrådgivningscentret er det grotesk at hun skal rådgive andre, når hun selv er ved at gå i opløsning. Det kommer til at virke både grotesk og tragikomisk, sådan som telefonsamtalerne er gengivet. Det giver et åndehul i den stramme fortælling. Heldigvis, for ellers var det blevet for sort. Især barndomsfortællingerne står stærkt. Uden dem som rammefortælling ville det have været svært at følge hovedpersonen, mens hun bevæger sig nærmere og nærmere sin egen destruktion.
Det er fristende med en så emotionel og psykisk ustabil jeg-fortæller at lade det hele falde ud til hovedpersonens fordel, men der undgås klogt ved at skildre det fællesskab som parret også har haft sammen, før det gik galt, sådan så mandens version af historien kommer til at fremstå lige så stærkt, for der er ingen vindere i dét spil. De går begge til grunde. Eller også er det bare sådan med Astrid, at hun er gået til grunde så mange gange, at det er blevet hendes måde at være til på.
Romanen trænger ind under huden, og der er meget der sidder tilbage i mig bagefter. Selvfølgelig de seksuelle barneovergreb i starten, men det er kun anslaget, for der er meget mere. Romanen er en slags nedtælling til nul - til det endelige sammenbrud eller nedsmeltning. Men måske er den totale opløsning også en udfrielse? I hvert fald rummer romanen også en farligt dragende stræben efter den totale tilintetgørelse. Der er allerede sat en tæller på bomben, og den skal nok gå af. Vi ved bare ikke hvornår. I den forbindelse virker kærligheden bare som en forhaling af det uundgåelige. Den dyrekøbte kærlighed er bare til låns, for den tilintetgør sig selv.
Læs mere om bogen. 

Der er meget, der binder videre til Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. Det høres allerede på titlen, der klinger lidt sammen med ”Den eneste ene”. Og det er ikke tilfældigt, for der er mange tråde der binder videre. Det er begge fortællinger, der er funderet på klichéer. Forstået på den måde at der bides fast i de faste forestillinger – og så rystes der. Meget og vedvarende. Til sidst er det rystet fri af sin normale kontekst, eller rettere det forledes vi til at tro.

Mandens sidespring resulterer i en graviditet. Ægteparret opsøges af den ganske unge pige han forførte. Ingen ved, hvad hun vil. Hun trænger til en base og uvist af hvilken grund knytter den bedragne hustru sig til den unge pige og installerer hende i deres hjem, og skubber derved manden fra sig. Først er hun bare nysgerrig. Måske vil hun straffe manden for sidespringet... Hun er selv barnløs og ikke i stand til at få børn, og så vågner ideen om at overtage den unge piges barn og gøre det til sit eget, så hun alligevel kan få sin drøm om at blive mor opfyldt. Hvor bevidst er det? Det ved vi ikke. Ikke i begyndelsen, i hvert fald. Langsomt spindes de tre ind i et klæbrigt spind, hvor ingen ved, hvem der er edderkoppen - og hvem der er byttet. Det er ganske fermt gjort – og effektivt. Det kræver et særligt greb om de klichéer vi omgiver os med. De drejes en lille smule, så de stadig næsten lyder naturligt - og så får de lige et nøk mere. Jeg godtog prompte fortællingens præmisser, og når man har sagt A og B, hugger Malene Ravn til hele vejen gennem alfabetet. Og det virker. Det giver, om noget, en ordentlig karruseltur. Det er rystende, fordi teksten intet røber. Der er jo egentlig ikke noget galt. Ikke sådan rigtigt. I al fald ikke noget som de ikke kan tale på plads. Det er jo meget almindeligt, det de gør. De hjælper jo bare hinanden. Man kan næsten ikke være andet bekendt. Det er det eneste rigtige at gøre.  
Efter læsningen måtte jeg løbe en tur, for at få teksten til at falde til ro i kroppen.
Læs mere om bogen.

Og så har jeg endda gemt det bedste til sidst: ”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta).
Det kræver en anmeldelse helt for sig selv, og den kan læses her.

Tak til de 7 skønlitterære forfatterspirer. Det har været et inspirerende møde med de meget forskellige universer. Nogle af bøgerne har været rystende og uhyggelige, andre har været drømmende og eftertænksomme. Men fælles for alle har været at de har skildret det at være menneske på mangfoldigt mange måder. Det er noget af det fascinerende ved litteratur at vi sjældent ved, hvad vi søger, før vi får det. Men så virker det til gengæld som noget af det mest naturlige. Sådan har det været med læsningen af disse 7 litterære topskud. De være sig hermed anbefalet.