Morten Ranum fortæller om mødet med Uganda

2017 - Morten Ranum - foto, Sibusisiwe Nodada 

Morten Ranum er ‘dansk’ forfatter og digter. For 15 år siden rejste han til Uganda for at bosætte sig der i to år. Det blev begyndelsen til mange rejser til ikke kun Uganda, men også Kenya, Tanzania, Mozambique, Marokko og Sydafrika, fordi der hele tiden meldte sig nye spørgsmål, undren og mere at forstå.

Uddrag fra samtalen med Morten Ranum

fra den kommende festivalbog:

Om mødet med Uganda

Michael Svennevig (MS): Hvordan husker du mødet med Afrika og Uganda?

Morten Ranum (MR): Jeg husker, at jeg pludselig befandt mig et sted, hvor jeg ikke rigtig forstod, hvad der foregik og havde fornemmelsen af, at ingen af de erfaringer jeg havde gjort mig tidligere, kunne bruges til noget. Jeg var som et lille barn, der skulle starte forfra. Det har i en eller anden forstand altid tiltrukket mig.

MS: Det skræmte dig ikke?

MR: Nej, nej. Det nærede min nysgerrighed, for så ville jeg også finde ud af, hvad der foregik. Jeg oplevede mig som en del af en detektivroman, hvor jeg skulle lede efter spor, for at finde ud af, hvem der er morderen, men bare at det her handlede om at finde koderne til den kulturelle kontekst. Det mislykkedes selvfølgelig hele tiden. For det kan man ikke.

 

 

2017 - Fashion Mukono Uganda - foto, Morten Ranum

MS: Man kan vel finde nogle...?

MR: Jo, men i løbet af de to år gik det op for mig, at det heller ikke gav mening at opfatte det som en detektivroman, for man skal have et godt indblik i konteksten for overhovedet at finde rundt. For hvis sporene bare er tilfældige udtryk, som heller ikke giver særlig megen mening, er man lige vidt. Det er måske også en reminiscens af at have været historiker, hvor man søger efter kilder, og så finder man ud af noget på baggrund af dem. Det var ret interessant, for jeg formulerede noget om, at den ugandiske kontekst faktisk forhindrede mig i at skrive digte. Det jeg skrev, var fyldt med historiefortælling, anekdoter, og lange prosa-agtige strømme, måske fordi jeg samtidig var omgivet af mennesker, der fortalte lange historier om alt muligt mærkeligt, og det var måske i de her sideløbende fortællinger om alt det, der foregik omkring os, at jeg forstod et eller andet. Jeg havde i hvert fald fornemmelsen af, at det hele var decentreret. I 90´erne ville vi have kaldt det et post-moderne parallelunivers med en hel masse parallelle historier, der kontrasterede hinanden og ikke gav mening i sig selv. Men efterhånden begyndte jeg at blive mere interesseret i de parallelle fortællinger, for jeg opdagede, at det var den eneste måde at fungere på. I hvert fald var det den eneste måde at prøve at forstå noget på, at lytte til historierne og prøve at lægge dem sammen. Ikke for at få et resultat, men bare for at lære og forstå, hvad der foregik.   

MS: Kan du give et eksempel?

MR: Ja, for jeg fandt ud af, at man specielt skulle lytte, hvis folk talte om andre mennesker, for så kunne det godt være, at den historie de fortalte var en måde at fortælle dig noget. Men den ikke så direkte måde at kommunikere på, som er typisk for meget af ugandisk, kenyansk og tanzanisk kultur, oplevede jeg meget i den østafrikanske region. Det var svært at sige tingene direkte. Især at sige nej. Der var engang, hvor vi sad på kontoret, der var i et blikskur i Kampala, hvor en af mine kolleger fortalte om en englænder, der på et tidspunkt havde arbejdet for det nationale teater, hvor han arbejdede sammen med teaterlederen, der var en ugandisk mand, og pointen var, at den ugandiske mand ikke kunne lide englænderen, men i bedste ugandiske stil opførte han sig så høfligt over for ham, at englænderen troede, at de var gode venner. I begyndelsen forstod jeg det ikke, men tre måneder senere kom jeg til at tænke på historien igen, for der var indimellem nogle kontroverser. Der var ting jeg slet ikke opdagede, og derfor kom jeg til at opføre mig på måder, som de ikke syntes om. De havde måske også nogle forestillinger om, at jeg skulle gøre noget andet, end det jeg gjorde. Så jeg ved ikke, om det var en henvendelse til mig, men det kan godt være. Det er sandsynligt. Senere tog jeg det til mig som en ide om, hvordan kommunikation fungerer. Ikke kun de gange, hvor jeg kom tilbage til Uganda, men også for hvordan jeg opfører mig generelt, så den måde at kommunikere på er jeg blevet smittet af, og jeg synes, at det har en pointe. Jeg lærte noget af deres ikke-konfrontative kommunikationsform. På kontoret var der mange eksempler på, at vi blev enige om, at en af medarbejderne skulle varetage en eller anden opgave, og vedkommende svarede: ”Ja, ja”. Han sagde altid ”Ja, ja”, men der skete alligevel ikke noget, for hvis han ikke syntes, at det var en god ide, skete der ikke noget. Så det med at sige ”ja” havde ingen effekt. Men jeg troede jo ud fra en europæisk kontekst, at vi havde en aftale, og blev irriteret, når den ikke blev overholdt. Efterhånden gik det op for mig, at der var denne sælsomme måde at sige ja på. At det at sige ja, betød forskellige ting. Det var vigtigt at lytte til, hvordan der blev sagt ja og under hvilke omstændigheder. Når man lavede aftaler var det vigtigt, hvordan aftalen blev indgået, og om den pågældende havde lyst til at indgå aftalen, for ellers sagde vedkommende måske bare ”ja”, fordi jeg forventede det, og så blev aftalen ikke til noget, og ”ja” blev til ”nej”. Det er et avanceret system, hvor man kan sige nej, ved at sige ja. Det var revolutionerende, for jeg er vokset op i et venstreorienteret miljø, hvor man lyttede til Benny Holsts ”Sangen om nej”, hvor nej er det stærkeste ord i verden. Men lige pludselig befandt jeg mig et sted, hvor ja var blevet verdens stærkeste ord.    

 

 

2011 - Love couple Uhuru Park Nairobi Kenya - foto, Morten Ranum

 

 

MS: Også selv om det var et nej?

MR: Ja, netop derfor, for det afmonterede alting. Der var også en masse lange forklaringer når ting ikke blev lavet, eller forklaringer på at man ikke kom til tiden. Når man kommer fra en europæisk horisont, ændrer det ens daglige sprog på mange måder i retningen af parallelitet i det sprogligt udtrykte – og i mindre grad kommunikationen i sig selv. Hvordan kunne man organisere arbejdet uden det konfliktmæssige, for det er den danske måde at tænke på, for først lokaliserer du konflikten og finder ud af, hvor man er uenige, for at kunne løse konflikten. Men hvad gør man så, når man ikke længere bare fokuserer på konflikten? Det skabte også en ekstrem grad af nysgerrighed.

MS: Hvad gjorde du med den?

MR: Efter at mine to kontraktmæssige år var færdig, tænkte jeg, at jeg var nødt til at tage tilbage, fordi der stadig var nogle ting jeg ikke forstod.

MS: Generelt?

MR: Helt generelt. For efter at projektet og min ansættelse sluttede, kom jeg tilbage af andre årsager, en måned eller to et par gange om året. En periode havde jeg en ugandisk kæreste, som jeg senere blev separeret fra igen. I en årrække var det hende jeg besøgte, men der var også andre ting, som jeg skulle udrede, mens jeg var der. Efter at der var gået 3-4-5 år med at rejse frem og tilbage, opgav jeg alligevel at komme til at forstå det, for det var endnu et umuligt projekt og var igen en reminiscens af detektivromanen. Men jeg vedblev med at være meget følelsesmæssigt involveret. 

MS: På hvilken måde?

MR: Jeg var grådlabil og græd altid i flyveren, fordi jeg kom til at tænkte på nogle bestemte ting, og græd altid dernede under meget bestemte omstændigheder. 

MS: Hvorfor gjorde du det?

MR: Jeg var meget berørt af situationen og havde fornemmelse af, at i de år jeg boede der, havde jeg fået givet utrolig meget af de folk jeg mødte. De havde givet mig så mange oplevelser, så megen opmærksomhed, venlighed, høflighed og gæstfrihed, og hver gang jeg kom tilbage fik jeg endnu mere, men havde også selv behov for at give noget tilbage. Men det var umuligt.

MS: Men du taler om noget, der er dybere end venlighed og høflighed, ikke? 

MR: Jo, for hele tiden blev jeg taget overordentlig godt imod alle steder.

MS: At du blev taget ind?

MR: Ja, og også fik lov til at opleve ting, som det ikke var hvem som helst beskåret, måske også fordi jeg insisterede på at holde mig lidt tilbage fra de hvide sammenkomster. De internationale NGO-ansatte er struktureret omkring en lille ghetto, hvor folk fra forskellige organisationer mødes til gin & tonic, og spiser sammen på forskellige restauranter, og så dyrker de ellers de skandinaviske, spanske, engelske, tyske venskaber, som der nu kan opstå. Så går man til grundlovsfest på den danske ambassade. Til den nordiske fest én gang om året, og alt sådan noget.  

MS: Der var du anderledes? 

MR: Jeg havde det lidt dårligt med denne hvide ghetto og forsøgte at søge ud i det lokale landskab, og fik hurtigt lokale venner. Nogle af dem var streetboys. Man mødte dem, hvis man gik rundt på gaden og på de lokale barer. De rendte rundt og gjorde tjenester og var til rådighed, og hvis der var nogen, der skulle have hentet noget et eller andet sted, blev han sendt af sted og fik nogle få penge for det, når han kom tilbage. De levede et råt og hårdt liv, men tog mig rundt til alle mulige mærkelige små barer, og jeg mødte også musikere, der tog mig med til koncerter, hvor der ikke kom andre hvide, hvor man stod der midt i det hele, og hvor alting foregik på lokalsproget. Men også på mærkelige og mystiske karokee-barer, hvor der var et line-up af sorte kvinder, der sang ABBA. Jeg gik helt i spåner over det, for det var lang tid siden, at jeg havde hørt ABBA sidst. Men de dyrkede det der popstjerneshow. På den måde blev jeg en del af musikmiljøet, og den kæreste jeg fik, var også en del af det lokale musikmiljø og arbejdede på et af byens teatre.

 Læs resten i festivalbogen

"Billeder af liv.Samtaler & digte"

(Forlaget Epigraf),

der udkommer til festivalåbningen af jubilæumsfestivalen

BILLEDER AF LIV.

Mød Morten Ranum på festivalens 4. dag,

hvor festivalen for én dag omdøbes til

Afrikanske billeder af liv.

I en performance blander Morten sine digte og fortællinger med refleksioner om mødet med den ‘anden’, det som ikke umiddelbart giver mening, og hvordan det har væltet hans tidligere verdensbillede og sønderrevet enhver forestilling om tilhørsforhold.

 *** 

Tanker omkring læsningen af "Vahid" af Kristian Husted

Tanker omkring læsningen af 

"Vahid" af Kristian Husted

Kristian Husted læste fra  "Vahid"

på festivalen  "Med og uden smykker" i VerdensKultur Centret i august 2016

 (Foto: David Blazek

Det er en underlig bog. En mærkelig og forunderlig bog. For en dansker udgiver sig for at være flygtning, for at skildre, hvad der sker. På den måde bliver der to spor i romanen. Danskeren, der reflekterer over, hvordan det er at være dansker - og hvordan det er at være Vahid, der er flygtningeidentiteten som danskeren har opfundet og drager med sig - fra Grækenland, fra Moria-lejren på Lesbos via Balkan til Østrig og Tyskland og tilbage til Danmark.

Der er mange sproglige referencer til KZ-lejre, kapoere - og de mekanismer, der sætter ind, når mennesker bliver drevet frem som dyr i et forsøg på at skabe orden i det kaos, der virker så kaotisk så enhver form for orden bliver en fornærmelse.

Som læser bliver man med fortælleren og Vahid drevet fra lejr til lejr, fra kontrolpost til kontrolpost, som del af en navnløs mængde. En mængde, der bliver til en gruppe af indvandrer og flygtninge, der alle higer efter at komme et andet sted og bedre sted hen. De higer efter et liv, efter overlevelse - og efter at kunne klare sig i en verden de er blevet fremmed for.

Mens vi sidder i den anden ende, på den grønne gren, kan man sige, og kigger på dem, der nærmer sig. Det er lige præcis i dét punk, imellem de to positioner at Kristian Husteds roman placerer sig og bliver siddende. Den kryber ind i læseren.

Vi kommer med på rejsen, og oplever desperationen. Vi oplever vejen, når retningen forsvinder for.

Vi oplever et navnløst gab og svælg som vi suges hen imod.

Romanen giver en kraftfuld stemme til den intethed, den frygtløshed, den higen efter at bringe sig selv i sikkerhed som det hele handler om.

Vi sidder oppe nordpå - længst væk fra det hele, og føler os antastede. Vi bliver forstyrret midt i frokosten, af råb, af mennesker. Det er som om vores 50´er-idyl forlængst er gået under, mens nogle og især mange politikere lever videre i drømmen om et Danmark, der aldrig bliver multi-kulturelt, selv om vi forlængst er blevet det. Selvfølgelig mere i storbyerne end ude i provinsen.

På dén måde skildrer bogen også det som andre hele tiden italesætter. Men fra en helt anden vinkel, for romanen gør noget andet. Den starter et andet sted, og undgår derved den sædvanlige grøftegravning. Den befinder sig nede i en slukt. Derfra kan det kun gå op. Der er ingen vej ned. For nedenfor er der kun fortabelsen  - og det er den som alle de navnløse personer i romanen om Vahid kæmper sig opad og fremnmod den fremtid som de håber, der også er for dem.

Det er en flot bog. Men på sæt og vis også en desperat bog. En nødvendig bog.

Tak til Kristian Husted for at sætte ord på det unævnelige. For der ligger også noget andet under historien. For alle de her mennesker indgår i et usynligt fællesskab, hvor deres trang til overlevelse virker så påtrængende i forhold til vores egen selvglade haven-nok-i-sig-selv.

Jeg er halvvejs igennem romanen, men allerede helt fortabt i den - på en lykkelig desperat måde.

Det er god læsning.

Hør Kristian Husted læse op og fortælle om romanen 

 på festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016

i VerdensKulturCentret på Nørrebro- inden bogen blev færdig.

Læs uddrag fra romanen.

Mød forfatteren til afslutningen på jubilæumsfestivalen 

BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018

 

Læs anmeldelsen

Tag dig sammen, Louise!

 

Louise Issi Nyrup Jensen fortæller om,

hvordan en sorg gennem flere år har hindret hende

i at synge, men nu er hun ved at gøre klar til en kommende cd-indspilning og afrunder festivalåbningen i Apostelkirken med at synge Leonard Cohens hymne ”Halleluja” á capella.

 

 

Louise har lavet en blog med titlen "Hej mor",

hvor hun for en uge siden delte denne tekst:

Tag dig sammen, Louise!

Åh der er intet jeg hellere vil! Tro mig.
Jeg har tit hørt folk der direkte eller indirekte referere til min sorg, og min angst som noget man kommer over, og som noget man kan styre.. Det er altså ret forkert, min mor forlod kloden for 1 år og 5 måneder siden, og min angst har boet i min krop i snart 3 år. De to ting, både sammenlagt og hver for sig er udfordrende for at sige det mildt.
Og når folk henstiller en lille kommentar om at "Det er også længe siden nu var Louise" så bliver jeg med et både ked af det, vred og komplet magtesløs. Fordi hvordan skal jeg have et comeback klar til en kommentar af den kaliber? Jeg syntes ikke det er længe siden, jeg syntes faktisk det stadig er så tæt på at jeg mærke alt indeni mig slå knuder når nogle nævner hendes navn, eller jeg ser et billede af hende. Og det betyder ikke jeg ikke har lyst til at tale om det, tværtimod betyder det at der bliver snakket for lidt om det. Og at alt det der slår knuder er vigtigt.

Jeg har hørt folk sige jeg skal komme mere ud, drikke mig fuld, eller danse hele natten. At jeg skal få et barn og komme videre og at min far skal have noget at leve for så jeg skal få det bedre.
Men jeg skal ingenting. Jeg skal være mig, uden undskyldninger eller dårlig samvittighed. Jeg skal sige NEJ til aftaler når jeg ikke kan slæbe mig selv ud af sengen, og jeg skal lytte til min krop.
Fordi den fortæller den rigtige historie, om hvor meget jeg IKKE skal tage mig sammen. Min krop reagere stadig ved både at kaste op, få migræne, angst anfald og sove i 18 timer i streg. Og sådan skal det være.
Når man er i sorg så bruger hjernen 70% af sin kapacitet på dagligdags ting. Så som at børste tænder, gå i bad og lave lidt frokost. Så forestil dig i et kort øjeblik at have så lidt hjernekapacitet tilbage at lege med at de 30% måske bliver brug på at smile på arbejdet, være tålmodig overfor din partner eller lave en aftale med en veninde. Jeg siger det bare.. Det er ikke skide nemt.
Så hvor meget jeg end gerne ville tage mig sammen. Så bliver det ikke lige nu. Det bliver faktisk aldrig.
Så nu er jeg som jeg er, med de ting jeg har med mig i min rygsæk, og måske er mit barometer lidt mere sensitivt men lets just roll with it.

Om ikke andet så ved jeg da i hvertfald st jeg aldrig bliver mere ægte end hvad jeg er. Mere rå og mere ødelagt.
Men jeg ved du kigger med deroppe og forhåbentlig er du stolt!

Jeg savner dig hver dag

Læs mere på Louises blog "Hej mor":

Og lyt til Louises sange her - og til åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
hvor hun afslutter aften med Leonard Cohens "Halleluja"
- og fortæller om, hvordan hun arbejder med at komme igennem sorgen - og nå tilbage til sin sang.

Anmeldelse: IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Ivan Blank er en besværlig mand. Han er titelpersonen i en besværlig roman.

Ivan flygter til Danmark i forbindelse med Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år senere – og tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark.

I romanen møder vi både ham og kvinderne omkring ham. Alle fortæller i første person om besværlige Ivan. Det er ikke noget skønmaleri. Det er tilsyneladende ingen forsøg på at smuksere beretningen, der formodentlig har mange træk til fælles med forfatteren selv. Det fornemmes på den ærlige tone, for romanen er tydeligvis skrevet på hjerteblod. Den har en betagende ligefremhed, der er let at forholde sig til, men den er også for meget. Og det er svært at afgøre om det er godt eller skidt. Sikkert begge dele. Da jeg var halvvejs lagde jeg bogen fra mig, for jeg orkede ikke mere. Ikke fordi den var dårlig skrevet eller tænkt, men simpelthen fordi den blev for meget. Men jeg vidste at jeg ville vende tilbage, for selv om den blev for meget – havde jeg ikke fået nok.

 

Som en af kvinderne fortæller om Ivan: ”Men der lurede også lige fra begyndelsen en stor smerte i forholdet til Ivan” (s. 198)

Aleksandar Šajin har med sin nye roman endelig fundet sin helt egen tone og stemme. Han har ganske vist allerede skrevet mange bøger (både på dansk og på serbokroatisk), men der har altid været en akademisk tone, der for mig har givet en afstand. Undtagelserne har været de bidrag han har leveret til to antologier som han har bidraget til i 2016 og 2017. I de tekster fandt han ind i et nyt sprogligt hus, hvorfra han talte meget mere direkte og også – sådan synes det i hvert fald – har haft en konkret modtager – ligesom i denne seneste roman, hvor sproget bobler og syder, så det er en fornøjelse. Der er ikke noget smukkere end når forfattere finder hjem – til sig selv og deres egen stemme, for først da, kommer de egentlige værker fra deres hånd. Det siger sig selv at det kræver så meget desto mere, når det skal opnås på et sprog, der ikke engang er modersmålet. 

Vi ved, eller burde vide, at det er traumatisk at flygte fra et liv og slå sig ned og forsøge at finde hjem i en fremmed kultur, men hvor svært det egentlig er, giver romanen et voldsomt indblik i. Beskrivelserne af, hvor hårdt det er for hovedpersonen er skildret nøgternt. Der er intet føleri, ingen følelsesafpresning. Blot den konkrete skildring af, hvordan kroppen stritter imod. Det er knugende passager, men samtidig også nogle af romanens stærkeste. Selv om jeg pauserede i min læsning midtvejs (og læste to andre romaner, inden jeg fortsatte) er disse skildringer det hele værd. Men selvfølgelig også en af grundeden til at det blev for meget. For måske SKAL det være for meget, for at det bliver nok?

 *

”Han afbrød forbindelsen, men virkeligheden var stadigvæk den samme. Et uafbrudt og mareridtsagtigt forhold til kvinden, han aldrig havde været forelsket i. Og nu var hun ovenikøbet godt gravid igen. Vi er som to små, forladte børn, tænkte han, - der helt alene har forvildet sig dybt ind i den tætte skov en ravnsort nat.” (s. 299)

Der er ikke meget håb for de to, men alligevel ender romanen både opløftende og optimistisk. Det er faktisk en overraskelse. Hvordan kan man finde ud af, ved at læse den veloplagte roman ”Ivan Blank”.

 

Læs mere om romanen og forfatteren på forlagets hjemmeside

Romanen udkom på forlaget Gladiator tidligere på året.

Læs et uddrag fra romanen
 

*

 

Mød forfatteren til afslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,

10.-19. august 2018, hvor han fortæller om romanen.

Aleksandar Šajin er også med i festivalbogen
”Billeder af liv. Samtaler & digte”,

der udkommer til festivalåbningen.

 

Om forholdet mellem maleri og digt

Mød digteren og maleren

Hans Tyrrestrup

 

Hans Tyrrestrups atelier

 

Egentlig havde jeg aldrig mødt ham før, men velsagtens set forfatterfotoet af ham bagest i den store mindebog, for da vi mødtes i pausen til et arrangement i Dansk Forfatterforening, var jeg sikker på, at jeg stod over for Hans Tyrrestrup.

”Grøn Solfisk” (Attika, 2007) var titlen på det digteriske billedværk, som han skabte til minde om sin afdøde hustru. Det er et stort værk. A3-formatet er i sig selv ekstraordinært, og tekst og billeder går umanerlig flot i spænd sammen. Om han var digter eller maler havde jeg ikke funderet over, for han var tilsyneladende begge.

I kølvandet på vores møde sendte vi bøger til hinanden. På mit skrivebord ligger der nu en anseelig bunke Tyrrestrup-publikationer.

Han er en kunstner med en stolt sjæl, og af en solid jysk støbning. Hans ord er slebne af digterisk flid og intens sproglig opmærksomhed. Man føler sig simpelthen i godt selskab sammen med ham - og hans værker.

*  

 

Hans Tyrrestrup: (Vingefang) African, litografi 32x28
 

For Hans er der ingen adskillelse mellem ord og billede, det er alt sammen farver og sproglige klangflader på hans palet. Det understreges yderligere, da han begynder at fortælle om det overraskende og yderst frugtbare samarbejde med jazzsaxofonisten Marc Bernstein. Et samarbejde der siden blev foreviget i Astrid Lund Østrups fine og meget musiske dokumentarfilm ”Our Colours” (13 min.)

Astrid Lund Østrups ”Our Colours” (13 min.) Marc Bernstein & Hans Tyrrestrup

Hans Tyrrestrup (HT): Marc Bernstein underviser på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor jeg har udført udsmykningen af koncertsalen med 22 friser (Nocturnes), så derved kom vi i kontakt med hinanden, og han spurgte om han måtte komme ud til mig søndage aftner, så vi kunne ”jamme” lidt. Han kom ud til mig med sine saxofoner, for han spillede nogle gange flere på én gang. Vi havde også en flaske rødvin og en stor kande kaffe. Jeg stod ved lærredet, mens han spillede og så... skete det... det, som nogle gange sker, at vi går i dialog med hinanden. Når jeg gjorde ét med penslen, så modsvarede han det med at gøre noget tilsvarende med saxofonens toner og viceversa. Det blev til en fin og udbytterig dialog. Vi havde egentlig aftalt at det bare skulle være noget mellem ham og mig, men det endte alligevel med at blive foreviget på film.

Michael Svennevig (MS): Tegner du hurtigt?

HT: Jeg KAN slet ikke tegne. Marc optog lyden af sine saxofoner, og tog det med hjem og komponerede videre på det. Jeg malede videre på det jeg havde påbegyndt, mens vi var sammen. For mig tog det et halvt år at male færdigt, for jeg er meget langsom. Men jeg kan godt tegne med forskellige farver – og det bliver bedre og bedre med akvarellerne. For jeg går ikke ”til øvning”, men jeg kan opfatte en stemning, og det kan jeg oversætte til farver og ord. På filmen siger jeg: ”For mig er der ingen forskel på en lyd og en farve”, og Bernstein svarer med spørgsmålet: ”Hvordan lyder så farven gul?”, og jeg svarer: ”Den er flot!”(ler)

  *

Til en afdød ven

Med Spoon River i vandrestøvlerne


rejste vi verden levende 

over strædernes dybder læste vi

 

i det parisiske 68-hjerte på londons løver

 

i det spanske strandsand og på palmebladene

hvor vi skrev “ned med Franco” og i

arenaen hvor vi holdt med tyrene

og forstod Hemingway og Tom Kristensen

fulgte Spoon River os

i jazzmosfæren ledte du os rundt

og helt ind til begyndelsen -

forleden i New Yorks underground

kørte jeg med the A train og forstod

hvordan liv og død forbindes

Spoon River

 **
 

Foto: Michael Svennevig

 

Mød Hans Tyrrestrup på
jubilæumsfestivalen
BILLEDER AF LIV,

til festivalafslutningen,
søndag den 19.8. kl. 13-16
i gårdhaven ved Dansk PEN*,

Dronningensgade 14, på Christianshavn,
hvor han vil læse sit ovenstående digt til
akkompagnement af Ole Bundgaards saxofonspil.
Bagefter vil han fortælle om sit første møde med Rom,
og hvad det afstedkom. Eller om forholdet mellem
ord og farve – eller om noget helt tredje.
Alt efter hvad inspirationen vil.

* I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet et par gader derfra i
Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6.

*

Læs om festivalen og se programmet for de enkelte dage:
https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv.html
Facebook: https://www.facebook.com/MichaelSvennevig/events/
Festivaltrailer: https://vimeo.com/270663580
Festivalens podcastkanal: https://svennevig.podbean.com/

 ***

 

Anmeldelse: ”Rygtet om hendes død” af Kasper Hoff

 

Med en baggrund som B&U-forfatter og dramatiker er der ikke noget at sige til at Kasper Hoffs ”Rygtet om hendes død” er blevet en storslået roman. Den er umiddelbart let formuleret, flydende og meget mundret, men samtidig er de konflikter og ikke mindst de etiske problemstillinger, der ligger under stoffet, voldsomt omsiggribende.

På omslaget er der en rød læderlænestol, og hvad man ikke ser allerførst, og først rigtigt forstår efter at have læst bogen, er den urne, der er placeret midt på stolen, for det ER bogens hovedperson: Beate Nielsen. I romanen er der sat en højtaler fast til urnen, så man kan høre hendes stemme.

Jo, hun er godt nok død og kremeret. Men heller ikke mere end det, for digitalt lever hun - videre. Beate er en 65-årig hjerneforsker, men hun er også en medie celebrity. Hun mestrer kunsten at tale umiddelbart, let forståeligt og direkte. Hun kan noget med andre mennesker. Hun kan aflæse dem, og give dem, hvad de vil have. Hun kan overraske og kan først og fremmest begå sig i den flimrende medieverden. Det er straks sværere og mere kompliceret i forholdet til sønnen, Morten, der er vokset om med en far, der skød sig og en mor, der tager på arbejde og glemmer den 5-årige søn, mens han er ude på toilettet. Da hun vil hente ham om eftermiddagen i børnehaven, så er han væk. Hun insisterer på selv at have afleveret ham samme morgen, og tror så fuldt og fast på sit eget (selv)bedrag at andre også tror på hende. Men ligegyldigt om det et er det ene eller det andet, så er og bliver han væk. For han er fortrukket ned til skuret i baghaven. Samme sted, hvor faren forsvandt. Der er stadigvæk et knytnævestort hul i væggen fra skuddet. Sønnen finder en hulning under nogle brædder og der lægger han sig. Himmel og hav bliver sat i bevægelse for at finde ham. Men det er først da hundene snuser sig frem til at der alligevel er noget derinde, som de har overset, at han bliver fundet. Referatet af netop den begivenhed får en meget vigtig betydning senere i romanen.

Det er en vidunderlig roman, der virker transparent, fordi den er skrevet med glimt i øjet. Sproget er friskt. Så friskt at det faktisk kan camouflere at romanen egentlig handler om nogle meget, meget komplekse problematikker omkring liv og død – og digital virkelighed. Det er alt sammen skrevet vældigt underholdende ind i bogens plot. Det er imponerende som Hoff evner at holde alle disse snore udspændt uden at de vikler sig ind i hinanden. At han er dramatiker fornægter sig ikke, for bogen består af flot opsatte spektakulære begivenheder. Men det hele ville falde omkuld, hvis det netop ikke var forankret i den meget stærke akse, der udspiller sig mellem Morten, den forsmåede søn, og moren, den celebre medie-darling. For moren har store forventninger til sønnen, der for at komme langt væk fra det som han ikke kan indfri, har installeret sig i en kælder, hvor han sælger tegneserier under overskriften: ”Bad Taste Company”. Det er helt efter bogen, vældig morsomt, meget problematisk – og simpelthen gribende læsning.

Romanen har en forførende champagne-agtig brusen, altimens den blotter de eksistentielle dilemmaer lige nede under tekstens overflade. For hvor går grænsen mellem liv og død – og det digitale liv? Det er vel noget vi alle tænker over, mens vi sidder der foran vore skærme? Hvornår er vi levende, og hvornår er vi døde? Og hvad er det, der gør os til dem vi er. Romanen efterlader en masse spørgsmål – og formår at formulere dem på en både kæk og spidsfindig måde.  

”Rygtet om hendes død” udfordrer vore vante forestillinger om liv og død, og gør det så underfundigt at man affinder sig med romanens præmisser uden at kny, selv om de er monstrøse og vilde. For hvordan overlever man sin egen død? Romanen giver et spændende og skræmmende bud på det. Det burde være helt usandsynligt, og alligevel virker det så ligetil, at det er snublende sandsynligt, selv om det bare bliver vildere og vildere i romanen. Det er en både forførende og sanseligt spændende roman.

Læs mere på Kasper Hoffs hjemmeside.

 

Romanen er udkommet på Forlaget Modtryk i 2016.

 

Hør Kasper Hoff fortælle om romanen og kunstig intelligens

til festivalafslutningen af  jubilæumsfestivalen

BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018.

 

 

 

Man kan godt få øje på havet, hvis man vil...

 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Maleri: Hanne Svennevig

Samtale med den 61-årige debutant Hanne Karin Garborg alias Madame Garborg.

Michael Svennevig (MS): Hvorfor hedder din debutbog ”Alt var kun en drøm”?

Madame Garborg (MG): Det er en skjult hilsen til min mor. Hun sang altid – og jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Men det gør jeg så alligevel med bogen nu. Den sangtitel tegner faktisk mange af bogens tekster, og er forbundet med mange af de forestillinger man har om en lykkelig barndom, og lige så lykkelige parforhold.

MS: Det er en titel, der både er meget smuk, men samtidig også er drømmende og meget vemodig. Som om livet bliver set på som noget, der befinder sig et andet sted end der, hvor hovedpersonen er. Den rummer et fravær af liv.

MG: Måske er det derfor at Tove Ditlevsen er en inspirationskilde for mig.

MS: Du skriver meget betegnende: ”Man kan godt få øje på havet, hvis man vil”.

MG: Det kan man faktisk sige om hele livet.

MS: Det rummer en dobbelthed – der går igen i dine tekster.   



 

Foto: Michael Svennevig

Madame Garborg bladrer i bogen og slår op på en af bogens første historier.

MG: I den her opsøger jeg mit barndomshjem. Når jeg tænker på den tekst, opfatter jeg den som sorgfuld, men jeg har flettet meget nutid ind i den – f.eks. min kærlighed til planter. Den beskriver mit gensyn med barndommens gård – for den står der endnu. Det tog mange år, før jeg turde køre derhen, og det tog seks besøg før jeg turde at kigge op på vinduerne. Jeg har taget så meget tilløb, og så får jeg et job, hvor jeg kører forbi vejen hver dag.

MS: Hvordan har du forberedt dig på at fortælle din historie, for det er ikke nogen hemmelighed at den er baseret på egne oplevelser, der selvfølgelig er gengivet i et skønlitterært univers, hvor drøm og virkelighed væves sammen med populære sange fra tiden dengang. Man kan næsten sige at fortællingen synges ud, selv om det også bliver til en voldsom sang. En nødvendig sang.

 

Vignet fra bogen. Tegnet af Michael Svennevig 

MG: Jeg har forberedt mig på den måde, at de mennesker der med rette ville kunne spørge, hvorfor jeg ikke lige har fortalt om bogen, dem har jeg kontaktet, og sagt at det er sådan jeg husker det, at det er MIT syn, men at jeg selvfølgelig også respekterer andres syn på dén sag.  (tænker lidt) Jeg føler mig både rolig og lykkelig. Jeg har været lykkelig mange gange i mit liv, men kun i korte stunder, forbundet med at jeg ikke havde jordforbindelse. Den er jeg ved at generobre nu.

MS: Der er nogen, der har det bedst i stormvejr. Er det sådan du har det?

MG: Sådan har jeg haft det. Jo værre, des bedre. Det er helt vildt og meget nyt at jeg ikke har det sådan mere og heller ikke har brug for det – længere. At jeg også kan trives i det stille, og at jeg ikke behøver at vælte alt og alle omkring mig omkuld.

MS: Hvis man er træt af at være fanget i andres fortællinger om én, kan det være fantastisk at træde ind i sin egen fortælling – og med sine egne ord, blive sig selv.

MG: Det kan du tro at jeg er parat til. Det er sådan jeg har det. Det er der jeg er nu – takket været bogen.

 Foto: Michael Svennevig

Madame Garborgs ”Alt er kun en drøm” udkommer på Forlaget Epigraf til festivalen BILLEDER AF LIV, fra den 10.-19. august 2018 – og fejres på Global Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 14.8. kl.18-19, hvor uddrag fra bogen bliver fremført af forfatterinden akkompagneret af Ole Bundgaard på saxofon. Der vil i den anledning være en let bespisning med bobler til. Alle er velkommen, men kom i god tid, da der kun er begrænset plads. Et mindre uddrag kan også opleves et par dage forinden, på festivalens 2. dag, lørdag den 11. august i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om arrangementerne og festivalen

Læs mere om bogudgivelsen 

Lyt også til podcasten "Alt var kun en drøm"



***