Ayaz Shah er en dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme, og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Ayaz Shah er 40 år. Romanen skrev han i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en meget fortættet og stringent fascinerende fortælling ud af.
Romanen
skildrer de tre døgn, som hovedpersonen, Camillo, bruger på at få sin familie
tilbage. Han kører taxa i La Victoria, der er en mindre by i Venezuela. Da han
efter arbejde kommer tilbage til sit hjem, er konen og deres to døtre væk uden at
have efterladt nogen besked. Han tror først, at der kan være sket en
forbrydelse. Måske er de kidnappet? Camillo opsøger forskellige, der måske ved,
hvad der er sket, men lige lidt finder han ud af. Dog bliver der hvisket i
krogene, og noget af det lægger han øre til, for måske er han den sidste, der
ved det? Måske har konen et forhold til en anden? Det er helt utænkeligt i den
patriarkalske samfundsstruktur, at konen kan stikke af med en anden mand sammen
med døtrene. Godt nok har Camillo selv en elskerinde, men hvad der gøres i skjul,
kan man slippe afsted med.
Camillo har
fra starten været ringeagtet af hustruens familie, der er bedre stillet og som
aldrig har billiget, at hun valgte Camillo, men da hun blev gravid og abort
ikke var en mulighed, blev det som det blev. Camillo synes selv, at de har
levet et dejligt og lykkeligt familieliv, selv om han ikke har været så meget
hjemme, men det har jo været for at tjene penge til deres fællesliv.
Han ender med
at tro på, at der har været magi med i spillet, og at konen er blevet vendt
bort fra ham ved hjælp af sort magi. I en latinamerikansk kontekst giver det
god mening.
Camillo
opsøger kioskejeren, der ved alt om alle. Bagefter er han også forbi
evangelisterne og katolicismen, der står stejl over for hinanden.
Hans mor
nægter pure at have mere med ham at gøre, før han har døtrene bragt tilbage.
Hun er tilsyneladende mindre begejstret for konen, hvilket er gensidigt.
Hurtigt er Camillo viklet ind i et net af forestillinger om alt muligt. Uden at blive klogere på, hvad han skal gøre. Samtidig er La Victoria et sted, hvor alle ved alt om alle. Han er hunderæd for selv at blive reduceret til en af disse historier, eftersom ”han ikke har styr på sin kvinde”.
”Camillo havde været en mand med mange ideer. Nogle ville vove at påstå, at han havde haft for mange af dem.” (uddrag fra romanen, side 9).
Historien er
tydeligvis skrevet af en, der har et solidt kendskab til kulturen og de
kulturelle undertekster, der ligger bag det hele. Det er det spændende ved det,
men det er også udfordrende for en dansk læser. Bogen er proppet med skyld,
straf, skam og hævn. Det er begreber, vi alle kender til, men jeg vil vove den
påstand, at det ikke længere er det, som europæerne - i hvert fald i det mere
kølige nord - er drevet af. På den vis er det en fængslende fremmedklingende
roman, der tager os med i mødet med en kultur, der er væsentlig forskellig fra
det hjemlige. Fortællingen er troværdig, velskrevet og meget fortættet. At det
hele foregår over tre intense døgn, gør den egnet til en teaterversion.
Forfatteren er også skuespiller, så det må ligge lige for.
Vi befinder os i et univers med helte og skurke. Hovedpersonen er skiftevist helt og offer, men det virker ret autentisk, at han aldrig stiller sig selv spørgsmål om han selv kan være årsagen til det. Hvad er hans egen andel i det, hvis konen fx er stukket af med en anden mand?
”Aftenvinden fik ham til at genvinde lidt af fatningen, og da han endelig kunne orientere sig, så han, at Priscillas barnebarn stod grinende på den anden side af haven og allerede havde åbnet hoveddøren. Djævleyngel. Det så virkelig ud, som om der var noget satanisk i hendes grin. Camillo skulle blot ud af dette forbandede galehus så hurtigt som muligt. Han løb imod døren. Lige forbi det lille barn. Hendes latter fulgte ham ud af huset. Endelig var han ude i friheden. Døren blev smækket i bag ham. Nu følte han, at han kunne trække vejret igen.” (Uddrag fra romanen, side 39).
Undervejs i
optrevlingen af historien, er der to spændende episoder, dels ved et vejalter,
som Camillo stopper ved, hvor livets forgængelighed går op for ham, dels i mødet
med en bror, der er flygtet til en anden by, hvor han holder sig skjul. Vi får
aldrig at vide, hvad der er årsagen til, at han nu lever væk fra familien og skjult.
Men det handler om familiens ære, og den har han tilsyneladende beskyttet ved
at rejse bort fra resten af familien. Jeg tænker umiddelbart, at grunden til brorens
forsvinden sagtens kunne være forbundet med Camillos ulykke.
Det er først
på romanens sidste sider, at det hele løses op. Eller gør det?
Skildringen
af Camillos indre sindstilstande er gennemført. Det hele opleves med hans øjne.
Reelt ved vi ikke, hvad der foregår. Vi er holdt lige så meget i det uvisse som
hovedpersonen, og de sparsomme oplysninger, han får fra andre, er måske slet
ikke rigtige. Flere gange er de i hvert fald modstridende.
Jeg vil glæde mig til at læse videre i Ayaz Shahs næste roman, for han har er en lovende fortællerstemme.
Ayaz Shah: LA VICTORIA
Wadskjær Forlag, 2024
Redaktør: Carsten Jørgensen
Grafisk tilrettelæggelse: Angie Ravichahua
157 sider
*
