Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
En af de gæsterne ved de to arrangementer skrev efterfølgende denne tekst og sendte den til mig. Jeg har fået lov at gengive den her:
Jeg kiggede i spejlet da jeg kom hjem:
Mennesket
Jeg havde helt glemt det.
Jeg havde engang en drøm.
Jeg drømte om det fremmede, helt ukendte, det dragende, det spændende i fjerne lande.
I gymnasiet havde vi en udvekslingsstudent, Paul fra Ghana. Han var kulsort med hvide hænder, der var ingen der gad at snakke med ham, ikke engang ham, som han boede hos. Jeg var dybt facineret og så hed han Paul. Vi blev pennevenner og skrev sammen i et par år.
Det var ham jeg ville ned og besøge, men jeg glemte det, jeg glemte mig selv.
Jeg blev bange, jeg blev virkelig, virkelig bange, så bange at jeg ikke kunne være i fjerne lande eller nære. Jeg kunne kun være i den skal lige midt imellem.
Jeg har altid iagttaget og lyttet,
Fra min skrøbelige position med den umærkelige tyngde på mine skuldre.
Jeg drømmer om MENNESKET
Jeg er stadig bange lige midt imellem - fjerne lande og nære - men små mennesker.
Når mennesker er i krise og ikke har overskud til de små mennesker, så hjælper jeg de voksne – min dør er åben for børnene og jeg ser dem, så de er, så de ikke er glemt.
Min vision er MENNESKET
Sheila
PAPIRVÆRKSTED I SOLEN - om lørdagen i gården ved Apostelkirken, hvor en af mine papmaché-venner havde sneget sig med.
Det er bare papirmasse og alligevel kan det bruges til så meget. Fx. til figurer (hvis det blandes op med savsmuld og tapetklister) eller til papir, som man kan skrive sine drømme og visioner ned på.
Alle disse fotos er taget af Alice Maud Guldbrandsen. Her er hun skarpt aftegnet i silhouette mod gårdens asfalt ved siden af et kloakdæksel. Hvor er det egentlig talt smukt, sådan et dæksel!
Det smukke gamle bindingsværkhus er fra 1721 og har overlevet to brande. I dag er det ejet af Fredsfonden og af familien Plum, og det er der at Dansk PEN har til huse oppe på 1. sal.
Hele weekenden var vejret forrygende.
Mine somre er blevet så festlige siden jeg begyndte at stå for udendørsarrangementerne om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN for 6 år siden. Det førte til mit fine samarbejde med Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro, og næste år lader det til at der kommer endnu en knopskydning, da Rose Marie Tillisch fra Messiaskirken i Charlottenlund, har budt mig op til dans - og også gerne vil lægge hus til. Der bliver stadigvæk de sædvanlige arangementer på Vesterbro og Chrisitianshavn, men derudover også et Samtalelaboratorie i Messiaskirken.
For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.
I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.
Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)
Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.
SØNDAG den 5.8. kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, på Christianshavn:
Vejret var igen med os, da gårdhaven ved dansk PEN blev fyldt til bristepunktet. Så mange har vi aldrig været før. Vi sad som sild i en tønde. I pauserne blev kagefadene nærmest støvsuget. Endnu engang lavede Mille sin uforlignelige arabiske myntete. Igen var det et musisk indslag, der løb med det meste af opmærksomheden, da Allan & Energistyrelsen optrådte med spoken words og forunderlige underliggende lydlandskaber, der forplantede sig i den varme sommerluft og svævede væk som en duft af drømme og visioner.
Dorte Karrebæk*
har skrevet en af mine favoritbøger: ”Ingenting her, ingenting der” (Forum 2002). Hun er både illustrator og forfatter og det kombinerer hun smukt. Hendes bøger er morsomme, men grumme. Hendes karakteristiske humor lægger sig ind over det hun laver, og skaber de mest uventede perspektiver, der får os til at se verden på ny. Det var dejligt at kunne byde hende velkommen tilbage fra Spanien og have hende til at indlede med at læse sin historie ”Da Fremtiden Forvandt” fra ”117 stemmer” som prolog.
(Illustration: Dorte Karrebæk)
Paul Hüttel
havde påtaget sig at læse et kapitel fra den egyptiske Nobelpristager Naguib Mahfouz ”Midaqgyden” (Holkenfeldt 1989). Oversat af Lilian Cipikoff. Det er skildringen af dagligdagslivet i en bydel i Kairo, men så alment beskrevet at det kunne udspille sig alle steder og til alle tider. Mahfouz, der fik Nobelprisen i 1988, var en stor humanist. Jeg syntes, at det var passende at denne store universelle forfatter blev læst op af en af vores dygtigste skuespillere. Hüttel og Mahfouz klædte hinanden.
Ruban Aro*
kom til Danmark fra det sydlige Indien for 3 år siden. Jeg mødte ham en uge efter han var kommet hertil, hvor han viste mig rundt på Vesterbro (!!). Han er 28 år og har skrevet et af bogens mest rørende tekster, hvori han beskriver oplevelsen af at se en bil og en telefon for første gang. Det er en tekst, der maner til eftertænksomhed. Det var en fornøjelse at høre ham læse den.
Peter Alsted*
er skønlitterær forfatter. Da hans debutroman ”Sorte Scener” udkom i 2007 på Husets Forlag, udvekslede vi bøger. Peter skrev som dedikation: ”Verden er vel, som man vælger at se den?”. Hans debutroman handlede om filmpassion, og det ser ud til at det er noget, der også har fulgt ham selv på vej. Der er gået et par år, og Peter er lige kommet hjem fra Afrika. Han bragte en afrikanske beretning med sig, om sorte drømme og visioner, og besvarede med sit levende indlæg spørgsmålet positivt - ”om at verden stadigvæk er som man vælger at se den”.
Pouria Tahmasebi* (Iran).
Læge eller skuespiller? Pouria stiller sig selv spørgsmålet i den tekst han har skrevet til "117 stemmer", og som han læste højt. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i monologen ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted som en del af "Teaterdage på Vesterbro". Monologen er baseret på en interviewbog som Malene Fenger-Grøndahl lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen: ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” (CDR-Forlag 2007). Vi hørte et uddrag fra teksten. Jeg har skrevet monologen, der er instrueret af Ditte Maria le-Fevre.
(Foto: Sille Veilmark)
Salim Abdali* (Irak)
er oversætter og bio-fysiker, men faktisk også digter, forfatter og dramatiker (selv om vi endnu må have det til gode, men det er på vej, lover Salim). Dog er hans bidrag til ”117 stemmer” en god forsmag på, hvad vi har i vente. Indtil da kan vi nyde hans flotte og meget musikalske oversættelse af den syriske forfatter/digter Adonis´ ”BOGEN. Stedets gårsdag er nuet” (Forlaget Underskoven 2010). Det er over 400 siders poesi om arabisk kultur, efter profeten, bundet sammen af en fortæller, der formår at række langt ud over sin kulturs egne grænser. Adonis er af samme grund ofte nævnt som Nobelpriskandidat. Salim fortalte om det store værk og læste op fra sin gendigtning.
Henning Carlsen
og Gabriel García Márquez er to store skikkelser indenfor hvert deres felt. Henning Carlsen hævder at hans film vælger ham - og ikke omvendt. Han fortalte om forhindringerne i forbindelse med indspilningen af sin seneste film ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Henning Carlsen har altid været kontroversiel i sit valg af emner til sine film, (hvad enten det så er filmene, der har valgt ham eller omvendt). Det være sig i ”Dilemma” om apartheid i Sydafrika, eller i skildringerne af de mange utilpassede mænd i hans film lige fra ”Sult” i Kristiania (eller Oslo) og ”Pan” i en anden fin Hamsun-filmatisering, men også i ”Oviri” om maleren Paul Gauguin. Hans forrige film ”Springet” handlede om døden, men den har instruktøren tilsyneladende selv besejret i sit seneste værk, der som poesi svøber sig om beskueren. Det er en meget latinsk film. Billederne emmer af Latinamerika, og så er det ikke mindst en filmisk fortælling, der er tro overfor forlægget. Márquez´ af omfang lille roman på bare 100 sider er fra 2004 (Samleren 2005, oversat af Annette Roselund). En historie, der burde være umulig at filmatisere med sine mange indre monologer og tankespring. Det er en film om erindring, og om at tænke tilbage på sit liv - og så er det ikke mindst historien om de bedrøvelige ludere.
Mette Sø
er en af de forfattere, der kan få mig til at le. I romanen ”Petit Petit” (Republik 2010), der ganske rigtig er en lillebitte bog, er hovedpersonen en kvindelig hjælpecykelrytter, der er trængt ind i et mandligt cykelrytterunivers og desperat forsøger at iføre sig sin egen indre gule førertrøje. I efterfølgeren ”I en snæver vending” (Republik 2012) krænger hendes hovedperson det hele af, og sælger brugt undertøj på nettet. Hvor får Mette det fra - for bøgernes personer drømmer mest af alt bare om at være som folk er flest, men det er de ikke. Eller også er det lige præcis det, de er? For sådan er vi måske alle? Uddrag fra de to bøger blev læst af skuespilleren
(Foto: Sille Veilmark)
Julie Carlsen.
Da jeg ringede til Julie, viste det sig at hun udmærket kendte Mettes bøger, eftersom hun var i gang med at indlæse dem som lydbøger. Det virkede næsten for usandsynligt til at det kunne være en tilfældighed. Men det var det. Julie er uddannet på Århus Teater. Hun er medinitiativtager til Momo - skuespillernes lydbogsværksted. Der er noget finurligt og udefinerbart over Julie som skuespiller. Måske er det dét, der gør hende så god. Se hende f.eks. som moren i filmen ”Tæl til 100” (af Linda Krogsøe Holmberg, 2004). Det var en oplevelse at høre Mettes figurer få liv i Julies oplæsning af uddrag fra de to romaner.
Allan Davies & Energistyrelsen
oplevede jeg tidligere på året i Lou Lou`s Kaffestue i Ærøskøbing. Det lillebitte sted var pakket med grej og mennesker. Det hvirvlede imod mig, for her var en digter og 3 musikere, hvis tekster og musik tog mig med til steder jeg ikke havde været før. Så stor var min glæde, da Allan og Energistyrelsen sagde ja til at være med til arrangementet i gårdhaven ved Dansk PEN, hvor de fremførte hele den 25 minutters lydrejse med spoken words som jeg oplevede hin eftermiddag i Ærøskøbing. Energistyrelsen bestod af Claus Svane (elektronica), Thorbjørn Bjørgren (guitar)og Emil Nøjgaard (bas/guitar).
Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!
Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen før.
Lørdag den 4.8.2012 i Apostelkirken, Saxogade 13, Vesterbro.
For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.
I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.
Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)
Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.
LØRDAG den 4.8. i Apostelkirken, Saxogade 13, på Vesterbro:
Vejret var strålende, så vi flyttede papirværkstedet udendørs, så vi kunne sidde i solen og høre digte, haiku og historiefortælling, mens vi lavede papir. Da vi alligevel fik en regnbye sidst på eftermiddagen, passede det med at det var blevet spisetid. Bombay-gryden blev spist rub og stub. Selv om det var min egen "opskrift" med alt godt fra den indiske købmand rundt om hjørnet, kunne jeg ikke lade være med at sige til de spørgende, at det var en indisk egnsret fra min sydindiske vens landsby, og som de lavede hver lørdag. I mens stod han ved siden af og nikkede, men han syntes vist til sidst at det var at drive spøgen lidt for vidt. Der var vel omkring 40 til spisning og bagefter det dobbelte til aftenarrangementet.
En af de største oplevelser - og i hvert fald den mest overrumplende - var at opleve Tilde danse til Thomas´ improviserede orgelspil. De to havde aldrig tidligere mødtes. Det kulminerede med at Tilde hoppede hen over kirkebænkerækkerne og endte med at stå med hænder vendt ned mod to af tilskuernes hoveder (hvoraf den ene var præsten, hvilket hun ikke var klar over), mens hun selv stod, klædt i sort tricot, oppe over dem balancerende på bænkerækkerne.
Karsten Wraae Larsen*
debuterede i april 2010 med digtsamlingen ”Punkterblomst”, der bestod af 24 digte til at stikke sig på - og fornøje sig med. Og sådan er det stadig, man kan både stikke sig på dem, men også fornøje sig over deres måde at springe ud i de særeste sætningskonstruktioner og styrtdykke fra de største højder, så man bliver ganske bims af det.
Ole Bundgaard*
gør det diametralt modsatte. I Oles haiku har han forædlet det til det akkurat mest essentielle. Og lad mig med det samme komme med en tilståelse: jeg er ikke vild med haiku, men Oles haiku kan jeg godt lide. Ole er også maler og musiker, og jeg tror at det er alle hans talenter, der får de sparsomme ord til at strømme så smukt og glidende af sted.
Sidsel Barbara Katlev *
er en god fortæller. Det er svært at sige, hvad hun gør. Det er noget med hendes nærvær og måden som hun etablerer kontakten til sine tilhørere på. Hun skal opleves. Og så kan hun faktisk også skrive. Se selv hendes fine og poetiske tekst i ”117 stemmer”.
Salam Ibrahim* (Irak)
mødte jeg første gang sidste sommer. Der var en umiddelbar varme og noget tilforladeligt over ham, der gjorde at jeg straks opfordrede ham til at bidrage til ”117 stemmer”. Jeg fik hans tekst på arabisk, og anede derfor ikke, hvad han havde skrevet før jeg mange måneder efter fik teksten retur i en ypperlig oversættelse af Anne Kristine Waage Beck (der også selv har bidraget til bogen med et tyrkisk rejsebrev). Salam er en stor forfatter, men hans bøger er alt for svære at læse, hvis man ikke kan arabisk. Læs hans tekst fra ”117 stemmer”, for så er det tydeligt, hvad vi går glip af.
Dick Kaysø
læste Salams tekst ”En verden uden had” fra ”117 stemmer” og sluttede med at læse et kapitel fra romanen ”Min sorte bror” (også oversat af Anne Kirstine Waage Beck), der indgik i antologien ”Herfra min verden går” (Dansk PEN 2009). Det var en stor fornøjelse at have en så dygtig oplæser til så udfordrende og spændende tekster som Salams.
Malene Fenger-Grøndahl*
skrev i 2004 ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004” og det er den som vi tog afsæt i. Hun skrev den sammen med sin mand Carsten Fenger-Grøndahl. Malene er rejsende (pt. er hun i Kappadonien). Hun er altid rejsende. Altid søgende, altid nysgerrig og myreflittig. Det var en fornøjelse at have hende med. I bogen benytter hun sig af ”cases”. Vi gjorde det samme og havde fornøjelsen af at have inviteret tre gæster til lejligheden:
Qaali Schmidt-Sørensen* (Somalia)
kom hertil for godt 20 år siden. Hun har fortalt gribende om, hvad hun kommer fra og hvordan kom hertil i bogen ”På taget af dommedag” som hun lige har fået Nationalbankens store legat for. Hun voksede op som teenager-storbypigen i Mogadishu, men i weekenderne og ferierne var hun sammen med sin far, der er nomade. Ørkenen og livet derude sammen med faren kom til at præge hende dybt. I dag bor hun på Lolland, men drømmer sig stadig tilbage til ørknen. Det har hun skrevet en tekst om til ”117 stemmer” som hun læste op. Samme tekst har hun i øvrigt udbygget til en monolog, der fremføres ved en reading i Vesterbro Naturværksted den 1.9. kl. 16, hvor skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke fremfører den. (Foto: Sille Veilmark)
Alice Maud Guldbrandsen*
er billedkunstner og forfatter. Hun er en af dem, der altid stiller op, når det gælder. Hvad skulle jeg dog gøre uden hendes entusiasme! Hendes tekst fra "117 stemmer" handler om, hvad det har givet hende at lægge øre til de menneskeberetninger, som hun er stødt på gennem mange års engagement i og omkring arrangementerne i Apostelkirken/ Dansk PEN som jeg har stået for. Mødet med de mange livshistorier fra verdens brændpunkter og ikke mindst mødet med det fremmede har bl.a. udstukket nye retningslinjer i hendes liv. Alice læste sin tekst op fra bogen. (Foto: Pia Burmøller)
Pouria Tahmasebi* (Iran)
har gjort som har fået besked på: at uddanne sig som læge, men det var egentlig ikke det han brændte for - det var skuespilleriet. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted. Monologen er delvist baseret på en interviewbog som Malene lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen med titlen ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” fra 2007. Vi hørte et uddrag fra stykket, som jeg har skrevet. Monologen er instrueret af Ditte Maria le-Fevre. (Foto: Sille Veilmark)
Flemming Jensen*
har bevæget sig fra det stærkt agiterende i sine politiske komedier til det meget mere favnende i ”Mogens & Mahmoud”. Først en succesrig forestilling på Folketeatret tidligere på året, og nu også som roman. Det er romanen vi talte om. Flemming kan kunsten at forbinde det kunstneriske med det folkelige. Jeg forsøgte at få ham til at fortælle om, hvordan han bærer sig ad med det. Flemmings bidrag til ”117 stemmer” var hans oprindelige tekst til teaterprogrammet.
Tekla Irene Walter*
er sundhedsplejerske og lattercoach. Det første kan man ikke gætte, men det andet kan man godt, for er det der ikke? Dér i mundvigen. Tekla er snart 90, men det er ikke noget hun lader sig mærke med. I bogen har hun skrevet om sin vej frem mod latteren. For hvordan ler man af noget, der ikke er der? Altså bare at sidde der og le? Tekla gav sit svar på det ved at læse sin tekst fra ”117 stemmer”.
Tilde Knudsen
er en del af det lille eksperimenterende teater Asterions Hus, der ligger så isoleret ude på Refshaleøen at teatret har købt en gammel rød bybus til at transportere teatergængere til og fra Christianshavns Torv og ud til teatret. Asterions Hus er et af mine favoritteatre. Det er fysisk teater, der tit bliver helt akrobatisk, og ofte uden ord. De tager udgangspunkt i dans og stagefight. Tilde er en fantastisk performer, og jeg havde lokket hende med i Apostelkirken, uden at vide, hvad jeg egentlig kunne lokke med. Men jeg ville rigtig gerne have hende til at danse - og hvorfor ikke til orgel-improvisation? (Foto: Benjamin Holmsteen)
Thomas Bredsdorff-Larsen
er musiker. Han har komponeret musik til flere forestillinger hos Teatergruppen Batida på Rentemestervej. Han spiller mange instrumenter, og er sidst set spillende kontrabas, men kastede sig for et halvt år siden over orglet. Han spillede over egen melodi i en speciel taktart. Men havde på forhånd lovet at det ville blive ”...lille og stort, komponeret og improviseret. Rytmisk / arytmisk”. Det var et løfte han til fulde holdt. Tilde kom direkte med tog og færge fra en forestilling på en sjællandsk ø, men færgeplanen holdt og Tilde nåede frem til at kunne danse til Thomas´ musik.
Henrik Goldschmidt
var desværre forhindret pga. dødsfald i nærmeste familie.
Jeg hørte ham til en koncert i koncerthuset. Han havde en obosolo i begyndelsen af et moderne klassisk værk af den georgiske komponist Kantjeli. Jeg følte mig naglet til min plads for lyden gik lige igennem mig. Pludselig var der noget bekendt over musikeren, selv om han var iført kjole og hvidt, for hvis jeg spolede tiden et halvt år tilbage til Gamle Scene og i stedet gav ham cowboybukser på, opdagede jeg at det var initiativtageren til The Middle East Peace Orchestra. Jeg inviterede ham for at få ham til både at fortælle om orkestret og den nye musikskole som han har startet på Nørrebro, hvor jødiske, kristne og muslimske børn lærer at spille sammen. Han havde lovet at indlede med et stykke for obo og slutte aftenen af med at spille på en vidunderlig magisk børneklarinet. Det bliver der forhåbentlig mulighed for at opleve en anden gang.
I stedet fremførte skuespilleren og instruktøren Ditte Maria le-Fevre min indledningstekst "Jeg drømmer stadig" fra "117 stemmer" som aftenens epilog. Ditte formåede med sin smukke og sjælfuld fremførelse at få alle aftenens mange stemmer og kunstneriske udtryk til at bundfælde sig.
Aftenen klingede ud med ordene:
Jeg drømmer stadig hver gang jeg falder i søvn. Drømmer om at jeg i morgen vågner op til den verden jeg drømte om men drømmene ændrer sig de bliver både for store og for små.
Jeg kigger mig rundt efter de store visioner
men det er alt sammen blevet så småt.
Hvor er det store, det vilde og det uregerlige?
Hvor er drømmene henne i dag?
Er jeg den eneste der stadig drømmer?
*
Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!
Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen efter:
I weekenden den 17.-19. august var der liv og glade dage ude på Refshaleøen hos teatergruppen Asterions Hus. Det var i de dage at deres ASTEROIDE, deres INTERNATIONALE TEATERFESTIVAL, løb af stablen.
COPOCABANA
Vejret var forrygende, og det samme var de 13 forestillinger (eller i hvert fald de 11 jeg nåede at se). To af forestillingerne var så overvældende at jeg benyttede mig af lejligheden til at se dem to gange.
Den mest overraskende og overrumplende forestilling var med den catalonske gruppe Ponten Pie og forestillingen: COPOCABANA, hvor publikum ledtes indenfor i en fuldt møbleret restaurant. Fra det øjeblik vi blev placeret på de magelige stole rundt omkring i lokalet var det tydeligt at det ikke skulle blive noget almindeligt restaurantbesøg. Lyset var dæmpet og den sydlandske stemning var tyk og inciterende. Restauranten bestyredes af Marco, der med sin gestik og kropssprog syntes at være taget lige ud af ”Fawlty Towers” (eller ”Halløj på badehotellet” som den hedder på dansk) for Basil (i tv-serien spillet af John Cleese) og Marco var næsten identiske. Og bekendtskabet med (Basil og) Marco drev tyk latter af sig. Men i forestillingen var der ikke én spansk tjener, men hele tre. Marco elsker Lauda, den ene af hans to assistenter, men Lauda er mere optaget af en mand blandt publikum, og det tænder en rasende jalousi i Marco, der ikke lægger fingrene imellem, når han lader sin jalousi ramme den ulyksalige blandt publikum. Til gengæld er den anden kvindelige tjener, Rita, forelsket i Marco, men det vil han ikke vide af. Lauda har cabaretdrømme og i forestillingens castings-afsnit danser og synger hun så det er en drøm. Hun er lige så selvforglemmende i sine cabaret-drømme som de andre er i deres drømmerier. Det hele spilles ud så markant, og med en så fin timing og smittende humor at forestillingen kun består i kraft af samspillet med publikum. Det er en svær balanceakt, for gør man sig som skuespiller afhængig af publikums reaktioner, kræver det et godt og tæt figurarbejde, der tillader scenefiguren at gå med på hvad som helst, og det formåede spillerne her til fulde. Det var så vildt overdrevent og karikeret, at det burde have været synke uigennemkaldeligt til bunds som Atlantis, og alligevel havde de tre spillere publikum i deres hule hånd gennem hele forestillingen. Forestillingen spilledes på spansk og engelsk, men der var ingen sprogbarriere, for det hele blev sagt fysisk og så ekspressivt, så det lod igen tvivl tilbage om, hvad der blev ment. Eller rettere spilledes der netop på graden af det man ikke forstod. Restaurantbesøget blev fra starten præget af at tjenerne højlydte hviskede til hinanden: ”…but we have no food!” Indtil en af tjenerne fik en god ide: ”…but we have food from yesterday!”. Så det var gårdsdagens rester, der blev serveres i en sovs af klichéer og slapstick komik. Vi befandt os netop i en svunden tid af knuste drømme og rasende begær. Det var som at træde ind i et filmisk univers af i går. Ja, som at træde ind på Badehotellet eller tilbringe en aften sammen med Charles Chaplin og Buster Keaton. Forestillingen benyttede sig af samme absurde komik, og alt det storladne og passionerede modsvaredes af stunder, hvor vi som publikum blev dybt berørt over en dansende pore, der i et varietenummer kaster knive efter en uheldig kartoffel, der må lade livet og ende som pommes frittes. I samme grønsagsafdeling var der cabaret-løget, der drak sig mod til, men endte med at drukne i håndvasken.
Det er arketypiske drømme om at være elsket og holdt af, og mødet med den barske virkelighed, både i forestillingen og i restauranten, der hele tiden udgjorde baggrunden for de tre tjeneres komik.
ALTING MISLYKKES
At turde lade sin drømme balancere yderst ude på en knivspids i en mere eller mindre improviseret leg med publikum er hundesvært for det er et spørgsmål om timing og præcision, og hvis det ikke mestres fuldt ud af spillerne, falder det uhjælpeligt fra hinanden, men til gengæld er det en drøm at opleve, når det lykkedes. Og alting lykkedes på restauranten Copcabana - eller rettere er der ingenting, der lykkes. Alting mislykkes, maden er elendig og vi bliver spist af med popcorn poppet med lidt karry, mere eller mindre ”aldente” spaghetti og små anretninger. Én til hvert bord. Det meste af maden røger ved siden af. Eller lander i nakken på publikum, og når vi til sidst alligevel klapper, bliver der straks tysset på os med ordene: ”Ssssshhh…quiet please, we are illegal immigrants!”. I den ene af de to opførelser jeg fik set af forestillingen fik publikum slet ikke lov til at klappe, inden vi blev smidt ud. Jeg sad og smilede hele vejen hjem efter denne oplevelse. Og selvfølgelig er det uretfærdigt at tale så meget om denne ene forestilling, når der samtidig også var så meget andet godt på festivalen.
MOSEKONENS BRYG.
Dagen startede blidt og indfølt med Asterions Hus´ egen lille børneforestilling Mosekonens Bryg.
Af de to spillere var det især musikeren og perkussionisten Birgit Løkke, der gjorde fyldest som den ulyksalige mosekone, der fik stjålet sin magiske klokke. Det var en fin og stemningsfuld fabel om hvad musikken kan forløse. Det blev en musikalsk rejse sammen med en musiker, der kan spille på alt, sådan som perkussionister kan. Men når man dertil også er god til at spille skuespil, løfter det sig og bliver meget større. Birgit holdt forestillingen nede i et gear, hvor vi som publikum hele tiden blev taget med, mens hendes musikalske modstykke udførtes af en spiller, der modsvarende hele tiden piskede stemningen op. Det kan godt være at børnene synes det er sjovt, men det er ikke rigtig til at holde ud at se på som voksen, så selv om det gav forestillingen liv og rytme, så klang det alligevel falsk. Også selv om musikken var helt i top og den musikalske del af forestillingen ikke kunne være bedre. Men det hindrede ikke at forestillingen levede og åndede på smukkeste vis, når Birgit Løkke på sin egen stærke og dedikerede måde ramte noget i os med sin musik og sit spil.
CHEZ LEANDRE
Det var nok et fællestræk for næsten alle forestillingerne på Asteroiden: at de ramte noget i os. Mange af forestillingerne levede ikke mindst via deres veltimede interaktion med publikum.
Nok stærkest i soloforestillingen ”Chez Leandre” af et andet catalonsk teater på festivalen, der bidrog med hele tre forestillinger. Teatret Companyia la Tal spillede den visuelt imponerende ”Carillo´”
og klovneforestillingen ”Démodes”, men det var kun i soloforestillingen af historien bag løjerne bar igennem. For hvis vi ikke bliver berørt, så er det ligegyldigt at vi imponeres. Men tilsyneladende var der mange andre, der modtog deres bidrag på festivalen med stor applaus, men for mig var det soloforestillingen, der nåede ind i det lille intime rum som en rigtig dygtig spiller kan bygge op sammen med et publikum. Jeg har aldrig set noget lignende. Scenografien var så lidt som overhovedet muligt.
Et bord, et par stole, en dør og et tomt spejl. Spilleren, der var en slags sorgmodig klovn, eller bare en ensom mand, der boede alene i sit hus, og kun fik selskab, når han under falske forudsætninger inviterede nogen med hjem. For eksempel ved at stjæle en taske, og når så den bestjålne kvinde kom for at få tasken udleveret, blev hun inviteret på champagne. Alle besøgende rollerne spilledes af publikum.
Det kræver en scenisk persona, der skal kunne det hele, og det kunne den ypperlige katalonske skuespiller. Det var en gadeteaterforestilling på et meget højt niveau.
Og så har jeg endnu ikke fået omtalt den anden af de to forestillinger som jeg var nødt til at gense. Mere om den senere, for den er jeg nødt til lige at tænke nærmere over, for det kræver den hollandske forestilling.
Takketale til legatreceptionen, torsdag den 14.6.2012 i Dansk Forfatterforening i forbindelse med overrækkelsen af Drassows legat på 40.000,- kr. til Michael Svennevig.
Det er bevægende for mig at stå her. At få en pris tildelt af sine kolleger, hvad kan være bedre. Det er en stor ære, men det har også givet mig noget at tænke over....
For et par år siden var jeg med til at arrangere kurset ”At holde fast i det ukendte” her i lokalet, og det er vist det jeg forsøger. Jeg er nysgerrig efter hvordan andre mennesker fungerer. Hvad er det, der styrer vores handlinger og det vi tænker. Men ved at komme tættere på andre og deres liv og værker, nærmer jeg mig også noget af det usagte inde i mig selv. Dybest set er jeg mit eget største mysterie. Jeg kan godt lide at forsøge at forstå det uforståelige. Det paradoksale. Det der ikke hænger sammen, for det er måske ofte det, der skaber sammenhængen i vores liv, selv om vi tror det modsatte.
Jeg er nysgerrig og jeg rejser meget. Ude i det fremmede genfinder jeg mig selv. Eller måske snarere genopdager jeg mig selv. Derfor er samtalen også der, hvor jeg lader mig bevæge. Der kan være kulturelle forskelle, så det er vigtigt at give rum til humoren og latteren. Men ikke for at le ad hinanden, men med hinanden - for latteren bygger broer over de store floder imellem os – og gør det umulige muligt. Jeg tror på at gennem tilnærmelsen til det fremmede kommer vi tættest på os selv. Vi skal turde satse og sætte os selv på spil. En vigtig del af det, er, at turde slippe for at få bedre fat. Vi skal sige det vi mener og tænker, for selv at blive synlige – og forstået!
Jeg tror på verden, på mennesker og på at dialog er vigtig for at kunne komme til at forstå hinanden. Det er det jeg arbejder for i de ting jeg laver. Tak for håbet, tak for legatet og prisen - for de mange penge. Jeg opfatter det som en påskønnelse af det, der kan spire og gro mellem mennesker, hvis man giver det plads - og vilje. For det skal man, hvis der skal blive til noget. Og det er derfor at vi er her i dag. Tak for det – og tak for jer!
Alice Maud Guldbrandsen holder oplæg i OK-Klubben på Frederiksberg, mandag den 12. marts 2012.
I forlængelse af hendes oplæg siger jeg nogle ord
OM AT VÆRE MENNESKE
eller rettere
OM AT BLIVE MENNESKE.
Når man er kunstner gør man det samme som alle andre, man gør det bare højlydt. Vi forsøger allesammen at finde ud af, hvem vi er – og hvorfor. Det er det samme jeg gør, som forfatter, men jeg gør det sådan at andre kan læse med på mine resultater – i mine bøger. Men jeg er også trådt ud af bøgernes verden i erkendelse af at det er ude mellem mennesker at livet udspiller sig. Det er i mødet mellem mennesker. Derfor laver jeg festivaler, der handler om mødet mellem forskellige mennesker. Mødet med de mennesker som vi ellers ikke ville møde.
Det er i mødet med et andet menneske at jeg bliver klar over, hvem jeg er. I kender det godt, hvis I tænker jer om?
Det at møde et menneske, det at sidde sammen med et andet mennesker, der kigger på dig – og lytter . Eller som fortæller dig sin historie. Det er et helt nyt univers, der åbner sig. Hvert mennesker er en hel klode. Jeg har gjort det til mit særkende at jeg arrangerer disse planetmøder.
Jeg er fascineret af andre, og genfortæller gerne deres historier. Jeg fik lov til at fortælle Alices historie i en forestilling, hvor hun spillede sig selv. På én gang skulle hun være en anden, men samtidig også sig selv på en meget mere koncentreret måde. Sådan noget gør jeg tit. Jeg ifører mig andres ord og historie, og lader dem komme til orde i min dramatik. På en måde er det det samme jeg gør, når jeg laver festivaler, for det handler om at ”være menneske” eller ”om at blive menneske”. Hvordan gør vi det? Det er det, der er så underligt ... hele livet stræber vi efter at blive os selv, og når vi næsten er kommet i havn med det, så er det ovre, livet – og det hele tages fra os igen. Det er lidt som at bygge et kæmpemæssigt sandslot i strandkanten. Det er det mest fantastiske, og samtidig også noget af det mest forfærdelige. For det er sådan livet er. Men hvad skal det nytte, dette evige sandslotbyggeri?
Det med at være menneske - eller at blive menneske – er noget af det sværeste. Nogle er det hele livet og andre bliver det aldrig. Vi kan have så travlt med livet at vi aldrig vågner op til os selv. Det er denne opvågning, der er væsentlig for at vi kan se, hvad der sker omkring os og at være til stede, der hvor vi er. Det handler om at gøre os sårbare. At smide panseret og åbne os for livet og mulighederne omkring os. At åbne døren og invitere andre indenfor. At favne livet – og bogstavlig talt omfavne menneskene omkring os. Det skal vi turde. Vi skal turde tale med hinanden – og med de andre.
Jeg mødte Alice på et tidspunkt, hvor hun stod midt i et vadested, så derfor havde hun den åbenhed, der gjorde at vi først samarbejdede – og bagefter blev venner. Det er den åbenhed, der bygger bro imellem forskellige verdener. Vi er selv en del af det. Vi er selv livet, hvis vi tør tage imod det. Måske evner vi det ikke, måske har vi nok i os selv og bliver vi inde i vores eget hus. Men tænk på hvor stort livet er. Tænk på verden omkring os. Tager vi del i den? Betyder den noget? For så får den betydning. Det er derfor at det er vigtigt at være opmærksomme på hinanden, og nogle gange glemme os selv – for at kunne favne andre. Det er det, der optager mig i mit arbejde. Det er min nysgerrighed – og min drivkraft.
- en monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
Teatermonologen "Bag de blå bjerge" i Rytterskolen, Brønshøj Torv
Onsdag, 18. April 2012 - 19:00 - 21:00 50 kr.
Arrangeret af Brønshøj Bibliotek.
Teksten til monologen er baseret på den dansk/kinesiske kvinde Aihua Yans liv og opvækst under Kulturrevolutionen. Dramatikeren Michael Svennevig har skrevet teksten.
Stykket blev i nov. 2011 opført på ”Verdens mindste Teater” i Kronprinsessegade af skuespiller Elisabeth Von Rosen, som også vil opføre stykket i Rytterskolen.
Efter forestillingen vil der være en samtale/debat mellem Aihua Yan og psykolog Linda Nordin fra RCT(Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre) og publikum.
Aihua Yan er bosiddende i Brønshøj og meget aktiv i lokalområdet.
På billedet ses Aihua Yan og Linda Nordin lige inden premieren på "Bag de blå bjerge".
Onsdag d. 18. april kl. 19
Rytterskolen
Brønshøj Torv
2700 Brønshøj
Teksten til monologen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig blev udgivet i august 2011, og har som indledning en samtale mellem Aihua Yan og Michael Svennevig - og et efterord af Linda Nordin.
Forestillingen er baseret på samtalen med Aihua Yan, der indgik i portrætsamtalebogen "Drømme og visioner, 13 portætsamtaler om at ville og kunne" af Michael Svennevig (Epigraf 2011).
.jpg)
