Af børn og fulde folk...

 

 

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.

Det gælder også den kommende Gammelbog II, hvor der går spor af børne- og ungdomsstemmer igennem bogen. Hør blot hvad Jonas, Maja og Simone har at sige om det:

 

Jonas (14 år) siger: ”Man er gammel hele livet. Selv når man er 3 år, spørger man osse, hvor gammel er du? Hvis man går rundt i en børnehave kan man godt føle sig gammel i forhold til dem.”

 

Maja (9 år) siger: ”Når man har fødselsdag og er blevet født bliver man altid ét år ældre. Når man er 80 er man gammel. Man får rynker og bliver ældre hvert år, når man har fødselsdag. Og når man bliver gammel, så dør man.”

 

Simone (11 år) siger: ”Man får rynker. Man går ikke i skole og har ikke lektier for. Man kan slappe af. Man arbejder ikke længere. Det er der man går på pension. F. eks. kan morfar gå til kajak og alt det der. Man kan komme på plejehjem og spiller bingo-banko! Alle de gamle der spiller banko. Det er der man får rynker.”

 

 

 

 

På de to fotos er det Jonas, Maja og Simone.

På det ene drømmer de om hvad de skal være, når de bliver store.

Jonas drømmer om at blive arkitekt, Maja vil gerne arbejde i et cirkus og Simone vil gerne være designer inden for indretning.

På det andet foto er de sammen med deres mor Sheila Anni Andersen og forsøger hver især at se så gamle ud som muligt. Billederne er taget deres far Lars Andersen.                  

Sheila har bidraget med indsamlingen af børne- og ungdomsstemmer til den kommende Gammelbog II, der udkommer den 8.10. på forlaget Epigraf og fejres med Gammelfestival Død og hygge på plejehjemmet på Frederiksberg og i Charlottenlund fra den 8.-15. oktober 2014.  

Læs mere om bogen: http://www.forlaget-epigraf.dk/page12.html
Se festivalprogrammet: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html
Som PDF: http://www.betaniahjemmet.dk/Files/Layout/Brochure%20revideret-web.pdf

 

 

Anmeldelse: SYMPATI FOR DJÆVELEN på Teater Får 302

Fotos: Thomas Cato

 

 

Hvad er prisen for at sælge sin sjæl?

 

Vi møder Gustaf Gründgens (1899-1963), den store tyske Mephisto-fortolker, 30 år senere i Manilla. Nytårsaften. Hans sidste nytårsaften. Han var teaterchef og skuespiller. Opportunist, medløber, og en karismatisk kunstner, der forstod at belægge sine ord på rette måde. Et menneske der så stort på de andre mennesker som han nedlagde på sin vej mod karrierens tinder. Han siger at han ikke var nazist. Han siger så meget, men han var med helt i front da Det 3. Rige ville opbygge en helt ny kunst. Han forstod at sno sig. Han forstod at gøre karriere. Han er den store succes - eller rettere VAR. Men eftertiden har dømt ham, og det er mødet med eftertiden som er rammen om forestillingen i den 1½ time lange monolog, hvor rollen bliver gribende og gysende spillet af Pauli Ryberg, der er med i den faste kreds af skuespillere på det lillebitte teater med de kæmpe ambitioner i Toldbodgade.

 

 

 

Forestillingen er ypperligt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Smukt forfattet af Lucas Svensson. Det er dramatikerens 2. store forestilling på Får 302 efter "Smerten" med Ulla Henningsen. Endnu engang et fascinerende portræt af et menneske, der ikke sådan lader sig indfange. Det er krævende at være i selskab med dramatikerens figurer, for de slipper fra os. Teksterne er så righoldige, så nærende, så sprøde. Det er ordets teater. Dramatikeren elsker ord. Det føles som at befinde sig i orkanens øje. Der er helt stille lige der hvor vi er, lige nu i dette øjeblik, men rundt om pisker ordene op omkring os, og som publikum bliver vi slynget hid og did. Som dramatiker kredser han om brudfladerne. Men uden at forklare noget. Han lægger dem frem. I "Smerten" (der var en scenisk bearbejdelse af Marguerite Duras´ fortælling) var det instruktionen og skuespilpræstationen, der gjorde det til teater. I "Sympati for djævelen" har det på sin vis været den samme udfordring for instruktøren og skuespilleren. Måske er hemmeligheden netop at det slet ikke er teater, og at det derfor fremstår så righoldigt og sansemættet, når det bliver lagt i hænderne på stærke og kompetente teaterkunstnere. For dramaturgisk set er begge tekster ørkenvandringer. De er vidt forgrenede og babyloniske tårne, der hvælver sig op foran tilskuerne. De er mildest talt udfordringer for instruktørerne. Det er modige tekster, der insisterer på livets uigennemskuelighed, på dobbeltheden, på det flertydige, på det uforståelige. Alt det der gør livet til teater. Og teatret til levet liv.

 

 

 

For hovedpersonen i "Sympati for djævelen" er skillelinjen mellem liv og teater for længst udvisket. Er det dét, der virker så skræmmende og fascinerende? I og for sig har Pauli Ryberg slet ikke alderen til at spille rollen, men det glemmer vi, for han ER hovedpersonen.

Da Gustaf Gründgens efter en forestilling opsøges af "drengen", der siger "Lær mig op!", svarer han "Træd ind i min forestilling!". Det er det samme som vi som publikum gør. Vi træder ind i hovedpersonens liv, og bliver gjort til medskyldige. I forestillingen spilles der på livet løs. Vi tror at vi er vidne til selvrefleksion, men det er bare indstuderet teater. Sådan er teatrets væsen, du kan se det, røre ved det, og det er så virkeligt at man lader sig besnære og forføre.

 

    

 

En skuespiller, der spiller en skuespiller i et stykke, der blander teater og virkelighed er slet, slet ikke let at gå til, men jeg gik løftet fra forestillingen. Løftet og skræmt - og taknemmelig for at få lov til at kigge ned i det sugende svælg, der hele tiden truer med at fortære hovedpersonen. Anderledes kan det ikke være, når man sælger sin sjæl til djævelen. Gå ind og se forestillingen, der endnu engang viser at Får 302 er et af hovedstadens førende teaterhuse, der tør satse på store, svære og flertydige kunstneriske tekster, og samtidig får det til at fremstå såre enkelt. For dette er blot den sidste aften. Den sidste aften før døden. Døden har tidligere blot været en bifigur i hovedpersonens teater, men i aften er rollerne byttet om. I aften er det døden, der spiller hovedrollen. Men døden får kamp til stregen i mødet med denne garvede skuespiller og manipulator. Oplev denne dødskamp til det sidste. Det er gnistrende veloplagt, djævelsk velspillet - og en stor oplevelse.

 

 “Man kalder mig ….. for djævelens teaterchef,

men hvad man ikke ser, er, at jeg har spillet djævelen så ofte,

så meget, at jeg altid er et skridt foran djævelen,

altid, altid et skridt foran."

 

Danmarkspremiere
MED: Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Lucas Svensson
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Nikolaj Trap
LYSDESIGN: Sonja Lea
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN: Jes Theede

Spilleperiode: 15.9 - 11.10 2014.

Læs mere om forestillingen på teatrets hjemmeside.
Trailer for forestillingen.

Velkommen til Gammelfestivalen

Død og hygge på plejehjemmet

                Fotos: Alan Pary

Hvad sker der når livet ender?

Digteren Benny Andersen mener ikke, at der er noget at frygte: ”At gå i barndom er ikke det værste”, for som han siger ”så havde han en dejlig barndom”. Forsvinder man brat eller udviskes vi gradvist? Er det som et lys, der gradvist går ud eller kommer vi herfra med bulder og brag, under stor smerte? Ingen ved det, og som filminstruktøren Henning Carlsen skrev i sine erindringer, 16 år inden han selv drog videre:

”… kan man med nogen ret mene, at det er lidt ved siden af at beskæftige sig med sin egen død i en bog, der har karakter af erindringer. På den anden side er det lidt sent, når éns død er noget, man er henvist til at tænke tilbage på. Jeg er kommet dertil, at jeg ikke nærer den mindste angst for at befinde mig på den anden side af livets grænse. Det er kun grænsepassagen og de omstændigheder, hvorunder den kommer til at foregå, der kan få det til at gyse i mig. Der er ikke megen trøst at hente i, at der jo er så mange før én selv, der er kommet igennem det. ”Der er endnu ikke nogen, der har taget skade af at dø,” fungerer ligesom ikke rigtigt. Når det kommer til stykket har vi jo vidst, om ikke fra starten, så dog længe, at på et eller andet tidspunkt skal vi på en eller anden måde lempes over denne grænse. Nogle bruger ligefrem hele livet på at forberede sig på det. Efter min mening er der ikke andet end at krydse fingre og håbe på, at det sker på en facon, så man ikke lægger mærke til det. Det er en forfængelig teori, når man fortæller sig selv, at det sikkert er værst for de efterladte. For nogle efterladte er det måske endda en lettelse, at man har forføjet sig bort. For resten skal de jo selv den samme vej før eller senere. Så mødes vi, og i tanken om det kan jeg finde en smule trøst, i tanken om vort fælles bidrag til det biologiske kredsløb, der i denne sammenhæng så nødigt omtales som fødekæden..”

Fra ”Gammelbogen II”, der igen er citeret fra Henning Carlsens ”Mit livs fortrængninger”(Gyldendal, 1998)

Henning Carlsen skulle have åbnet festivalen, men på en Gammelfestival er det ikke noget odiøst i at enkle af de medvirkende, ikke når at få åbningen med. Men Carlsen er stadig på programmet, for døden er ingen undskyldning. Paul Hüttel læser op fra ”Mit livs fortrængninger”, før visningen af Carlsens dokumentarfilm fra 1961: ”De gamle” (32 min.).

Gammelfestivalen holder fast, hvor andre slipper. Det er aldrig for sent at blive gammel.

HJERTELIGT VELKOMMEN til  Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet

 

Begravelser i Ghana

Gammelfestivalen præsenterer:

 

Hvordan kunne I tænke jer at blive begravet,  når sidste rejse mod det ukendte nærmer sig?

Med andre ord:  Hvilken type kiste kunne I forestille jer?

 

 

I Ghana er det på mode at de døde bliver begravet i specielt designede kister, der signalerer den afdødes økonomiske status eller håndværksmæssige snilde. Derfor kan man komme ud for at familier begraver deres kære i en kiste formet som en ølflaske, en bil, en flyvemaskine, en fisk, ja selv kister formet som forskellige former for frugter eller grøntsager, ser man også.

Alfred Tamakloe er herboende ghanesisk freelance journalist. Han vil komme nærmere ind på betydningen af begravelserne.

“Begravelser er et vigtigt aspekt af den ghanesiske kultur, for de afspejler dødens modsætnings-fuldhed. De er en integreret del af mange ghaneseres måde at møde verden på. For ghanesere er døden ikke menneskets sidste station: Den repræsenterer overgangen fra den kendte dødelige verden til den ukendte verden af forfædre.I døden udspilles ghanesernes kulturarv. Vi ser et mere eller mindre håndgribeligt sammenkog af politiske økonomiske og sociale værdier. Kreativitet og æstetisk sans er til stede i et hvert aspekt af døden: lige fra dødsøjeblikket til begravelsen. De afdøde skal fysisk forberedes på rejsen og på opholdet blandt forfædrene. Der ud over skal de også forberedes rituelt og finansielt. Og endelig skal de udstyres med nogle nødvendige remedier.
Man kan sige at den måde begravelser foregår på i Ghana, viser mangfoldighed i enhed.
Ghana har mere end 50 etniske grupper, som er organiseret i klaner, slægter, fælleskaber og familier. Ud over visse fælles træk som er synlige ved alle ghanesiske begravelser, er der særheder, der adskiller et etnisk fælleskab fra et andet.”

 

 

Prof. Irene K. Odotei & Lisa Meier: “Funeral Fashion in Ghana”.

Oversat til dansk af Ruth Sillemann.

 

 

Hør lyd-linket på festivalhjemmesidens oversigt, hvor man kan høre sørgemelodien "Damrifa due", der spilles  når en højerestående person dør i Ghana, f.eks en  præsident, en høvding eller en dronning. Nummeret bliver spillet af  Gameli Tordzro fra orkestret HESU fra deres album  "Spirit of Music". 

Find linket indsat i programoversigten, lørdag den 11.10. kl. 16-20 i Messiaskirken, hvor det er markeret med grønt. Vi har fået lov til at "citere" det i  Gammelfestivalsammenhæng:: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html

 

En fortælling om liv og død

 Fotos: Birte Vallentin Andersen

 

– og om tiden der går, mens tingene består. 

 

 

Skotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersens smykker kan opleves under Gammelfestivalen på Betaniahjemmet på Frederiksberg, hvor de udstilles sammen med Alan Pays fotografier.
 

Hendes smykker er sammensat af alskens forskellige kasserede ting. De er som en tidslomme, for de består mest af dele fra gamle ure, klaverer, lamper og mekaniske reservedele. De forskellige ting bliver møjsommeligt skilt ad, rengjort og skåret i passende stykker og sat sammen på nye overraskende måder. (se illustrationerne). Selv fortæller hun om et af sine yndlingssmykker:

Det består af 3 tidsperioder i livet og kommer fra 3 typer ure – det har dele fra et meget gammelt stuevægur, fra et armbåndsur og fra et “nyere” køkkenur. Det fortæller mig noget om, at vi alle ser på tiden ligegyldigt, hvor vi er. Det er på en måde udtryk for tiden der er gået.

De enkelte dele til smykkerne finder jeg de mest besynderlige steder, når jeg fx cykler rundt eller går en tur. Jeg har øje for det og ser det overalt. Det er simpelthen umuligt for mig at lade det ligge og jeg ved jo, at hvis jeg ikke får det med hjem vil jeg gå og tænke på det alligevel – og ærgre mig. For de skal da genbruges, så de får nyt liv. Tænk på, hvad de kunne fortælle om det de har oplevet, hvis de kunne tale….

Hver ”fund” bliver sirligt lagt i orden efter emne, materiale, farve og form på mit arbejdsbord, og så skal de “bare” samles til en ny fortælling, som jeg kan digte på i timevis. Uden at tænke nærmere over det, dykker jeg ned i mine skrotdynger af ”guldfund” og fisker måske enkelte dele frem, fordi de siger mig noget og passer sammen, og det bliver tit begyndelsen på en ny historie.

En fortælling om liv og død
– og om tiden der går, mens tingene består.

Andre udstillinger på Gammelfestivalen:

Oplev Alan Parys fotoudstilling "Rustent jern i grønne omgivelser". Se fotos og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken. Tag med på havevandring og hør mere om haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html 

Læs billedkunstner Alice Maud Guldbrandsens introduktion til de store rustne jernskulpturer, som hun og Lis Vallentin sammen har lavet og udstiller under festivalen: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html  

 

 

                                                                                                                                  

Jern ruster ikke!

       Foto: Alice Maud Guldbrandsen

 Jo, det gør – og bliver bare smukkere af det!

v/billedkunstnere og forfatter Alice Maud Guldbrandsen

Gammelt rustnet jern i nærmest alle afskygninger har altid fascineret og berørt mine sanser og fornemmelser. Derfor har jeg samlet de ’ædle’ metaller til hobe gennem masser af år. Lige fra den mindste skrue til de største kasserede staldvinduer, gennemhullede jernplader mv., der dukkede op på min vej. Tror, det er fordi, det minder mig om noget uforgængeligt. Noget stærkt og ubøjeligt over for det liv, jeg stadig ser i det rå, rødbrune og furede materiale, som i mine øjne nægter at forgå.

Sådanne tanker, har altid inspireret – ja, nærmest ’draget’ mig til at give disse ’fund’ endnu en chance for tilværelse. Derfor har jeg bl.a. brugt dem i min billedkunst – og der lever de videre som mange forskellige udtryk i bl.a. malerier, collager og skulpturer. Nogle ligger blot lempeligt spredt rundt i mit hjem og har fået diverse små og praktiske funktioner. Andre anser jeg for rene skulpturer i rummet, der varmer mit indre og fryder mine øjne dagligt. For to år siden opdagede jeg helt tilfældigt Lis’ have. En lille kolonihave ude ved Prøvestenen, fyldt til randen med rust-genstande i alle former og figurer, placeret højt og lavt i en frodig oase af træer, buske og blomster. Et ubeskriveligt smukt syn, som I kan se glimt fra på fotoudstillingen, hvor Alan Pary har hastholdt det i sine lyriske nærbilleder. På samme måde fremstår de også i den nyudkomne Gammelbog. Og hvis I vil helt tæt på rustobjekter i skøn og skør forening med andet fra naturens rigdomme, er i velkommen til at kigge nærmere på Lis’ og mine skulpturer. For selvfølgelig måtte mødet med Lis og hendes ’paradis’ give sig udslag i en fælles udfoldelse. Det er ment som inspiration til selv at gå i gang, hvis lysten kalder!

Ligeså selvfølgeligt er det, at Michael, som nabo til Lis og med sin sans for at sætte mennesker sammen, blev den udøvende kraft til dette træf. Et træf mellem ’to forskellige Rust-damer med en fælles forkærlighed’  …

Introduktion til Alices oplæg til Gammelfestivalens åbning - om jern, rust og gamle mennesker.

Foto: Vagn Guldbrandsen

Naturvejleder Lis Vallentin og billedkunstner og forfatter Alice Maud Guldbrandsens rustne jernskulpturer kan opleves 3 gange på festivalerne. Dels ved Skulpturdagen i Vesterbro Naturværksted den 9.8., hvor en stor jernskulptur også var med til aftenarrangementet  i Apostelkirken og dels under Gammelfestivalen, hvor de står for udsmykningen i ”Regnbuen” på Betaniahjemmet, hvor deres jernfigurer præsenteres i et brus af grønt. Så smukkere ramme kunne man ikke tænke sig til en Gammelfestival.

 

 

ANDRE UDSTILLINGER PÅ GAMMELFESTIVALEN:

 

Læs mere om den kurdiske fotograf Alan Pary og hans  fotoudstilling "Rustent Jern i grønne omgivelser": http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken. Tag med på havevandring, hvor Lis fortæller om haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

 

Skrotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersen udstiller sine smykker. Se billederne og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html 

Havevandring med naturvejlederen

Foto: Alice Maud Guldbrandsen

OM RUSTENT JERN 
I GRØNNE OMGIVELSER

Havevandring med naturvejleder Lis Vallentin, H/F Prøvestenen.

-Hvorfor har du have?

Jamen, jeg er jo til naturen, ikke. Mit job som naturvejleder har også gjort at jeg arbejder med naturen pædagogisk. Som et pædagogisk værkstøj. Det er bare blevet sådan at jeg skal have natur omkring mig. Det er at kigge på det og opleve det. Dufte og sanse det. Det er en del af mig.

-Hvorfor det?

Fordi det er godt for sjælen. Jeg føler mig hel og er i samspil med naturen herude. Med årets gang og elementerne.

-Er det en spirituel have du har?

Ja, meget. Det går jo godt i spænd med mig og min person, der også er holistisk og spirituel på mange måder.

-Der er nogen der siger at en have er et sindsbillede.

Det tror jeg på.

-Hvad er din have så et sindsbillede på?

HA! (ler) Ja, hvad siger haven? Jeg har jo selv leget med tanken, når jeg går rundt og kigger på de forskellige kolonihaver, og så går tanken jo også den anden vej.

-Hvad siger haven om dig?

(tænker)… Det er et spændende kreativt menneske der bor her. Et stort rodehovede, en gammel klunser… det viser at jeg vist er et meget alsidigt menneske (ler). Nej, men det er en livsglad, kreativ personlighed. Også lidt original. Jeg har skabt et nysgerrigt rum.

-Du har mange sider?

 Ja, jeg har mange nicher.

-Mange miljøer?

Ja, også det. Der er smukt og haven bliver kunstnerisk fyldt ud med rust. Jeg synes at rust fortæller om livets slutning og så har jeg alle de grønne spirer.

-Hvad betyder naturen for dig? Hvad er naturen?

Det er en forlængelse af min personlighed. Jeg bliver ét med mig selv. Jeg bliver bekræftet af naturen. Som jeg plejer at sige: naturen er det smukkeste kunstværk Gud har skabt.

 -Men hvis vi nu tager en kontrast, så kender vi begge en af vores fælles naboer, der ville sige fuldstændig det samme, men hans have er diametralt modsat. Der er intet, der er overladt til tilfældighederne. Alt står på snorlige rækker og er indordnet en meget stærk ordenssans.

Det er også derfor at det er så sjovt at gå rundt og kigge på de andres haver, og forestille sig hvem der bor der. Det er en lise for sjælen. Jeg føler mig hel her i haven. Jeg føler at jeg lever, når jeg er ude i naturen. Skønhed for mig er både planter og fugle og buske. Det er det hele.

 

Fotos: Alan Pary

-Men man kommer jo mange steder hen, når man er her i din have. Vi er ikke længere i Prøvestenen, når vi sidder i et af dine små miljøer.

Der var engang én der sagde til mig at jeg var redebygger. Hulebygger i min have. Jeg laver små rum. Så går jeg ind i de forskellige små rum og har det godt. Det er pudsigt, for når vi taler om ”rum”, så tænker jeg ”sind” og stemninger. Jeg tror fx aldrig at jeg bevidst har brugt nogle af hjørnerne. Hvis jeg var en rigtig læsehest – og jeg elsker at læse, men har sjældent ro til at jeg sidder ned længe nok til at jeg nå at læse et kapitel, så ville jeg nok have et yndlingshjørne. Men det har jeg aldrig tænkt på før.      

-Der er også noget forfald over det. Noget smukt forfald. Du elsker at se at det får en ny form.

Ja, det der ligger på lossepladsen – fx en flot jernlåge, der har været så smuk så smuk. Den står her og forfalder, og jeg synes at det er så smukt. Det er liv og død på én gang.

-Hvad tænker du, når du skal ud til haven, hvad skal du så ud til?

Jeg tager ikke ”over” i haven eller ”hen” til haven, men netop ”ud” i have. Jeg tager væk – væk fra byen. Væk fra bymiljøet. Jeg skal ud og synker ned i mig selv. Mine kreative tanker får frit spil, når jeg er her. Jeg skal ud og være mig selv, det er det allerførste. Jeg er jo også lidt en enspænder. Sikkert fordi resten af mit liv har været fyldt med mennesker. Så det er min tilbagetrækning. Det er frihed, det er nydelse og afslapning.

-Hvad skal du lave inden i drivhuset?

Der skal ikke være så meget som én grønsag derinde. Det er et tænke- og filosofirum. Det er indrettet med bord og stol. Det er et fransk rum. Jeg er jo nipsedronning.

-Hvorfor fransk?

 Jeg er tændt på det franske. Som stor pige ville jeg lære fransk… Efter en operation, hvor jeg egentlig er ude at vende, men det finder jeg først ud af senere, får jeg fat i en bog, der handler om én der vil starte et nyt liv. Sådan blev det også for mig. Jeg fik et nyt liv dengang i 1981. Så på en måde er jeg kun 30 år… så der er mange ting, der endnu er nye. (ler) Dengang vendte jeg på en tallerken… Bogen hed ”Mit hus ved verdens ende” og var skrevet af Ebba Friis- Jespersen, der rejste ud under krigen, som 40-årig sammen med sine to drenge. Hun køber en lille vandmølle i Sydfrankrig, hvor hun opdrætter oddere, og man følger hendes liv og hendes kampe. Senere indretter hun vandmøllen som kro. Jeg har været der på Google Earth – og jeg kunne godt tænke mig at komme derned rigtigt. Jeg er tiltrukket af det franske. Af Provence. Men naturen skal være vild og frodig. Det sirligt ordnede og de snorlige rækker er ikke mig.

 

 

Naturvejleder Lis Valentin og billedkunstner og forfatter Alice Maud Guldbrandsens rustne jernskulpturer har allerede kunnet opleves 2 gange på festivalerne. Dels ved Skulpturdagen i Vesterbro Naturværksted den 9.8., og til arrangementet samme aften i Apostelkirken, hvor store jernskulpturer var stillet op i kirkerummet. Samme jernskulpturer kan opleves under Gammelfestivalen, hvor de udsmykker ”Regnbuen” på Betaniahjemmet, hvor arrangementerne holdes. De præsenteres i et brus af grønt. Så smukkere ramme kunne man ikke tænke sig til en Gammelfestival.

Læs mere om den kurdiske fotograf Alan Parys  - og se flere fotos fra haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html
Læs billedkunstner Alice Maud Guldbrandsens introduktion til udstillingerne:
http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html
Læs mere om skrotsmykkedesigner Birte Vallentin Andersens udstilling, der åbner samme dag - samme sted: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html  

Rustent jern i grønne omgivelser

Fotoudstilling af Alan Pary (Kurdistan) 

 

 

kan opleves under Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet fra den 8. - 15. oktober 2014.
På Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3, 2000 Frederiksberg.

Samtidig udkommer "Gammelbogen II", hvor flere af billederne er gengivet i s/h i bogen og i farver på omslaget. Udgivelsesdagen til festivalåbningen, onsdag den 8. oktober - er samtidig dagen, hvor der er fernisering på Alans udstilling. 
Læs mere om bogen: http://www.forlaget-epigraf.dk/page12.html

:

Samtale med Alan Pary, kurdisk digter og fotograf.

Alan fortæller om livet efter Sandholm, om hvor svært det var for ham at skabe sit eget liv. For som flygtning står man uden for alting. Han fortæller om forskellen mellem det man siger og det man gør. Men også om den frihed han følte og den hverdag som han havde glædet sig sådan til at blive en del. Det har været som at få et nyt liv. Det er det liv som han har skildret i billederne på den kommende udstilling. Det er en lykkelig historie. 15 år gengivet i 15 fotos fotograferet i en dansk kolonihave. 

Her er et uddrag fra "Ude på kanten, portrætsamtaler om at turde” (Forlaget Epigraf, 2014) hvor jeg har en samtale med Alan.

MS: Man kan mærke på dig at du trives og er glad, men du er kommet langvejs fra, og din flugt fra Irak ligger nu 13 år tilbage. Du udgav en digtsamling på arabisk, mens du stadig var i Irak - og siden er der kommet én mere. Du havde været næsten 10 år i forskellige flygtningelejre i Danmark, da vi mødtes via Dansk PEN, hvor du henvendte dig - og det var mødet med dig, der fik mig til at interessere mig for møderne på tværs af kulturelle forskelle og grænser. Det var efter mødet med dig i Sandholm. Husker du?

AP: Når du taler om Sandholm, er det et sår jeg stadigvæk har inde i mig. Det er ikke lægt og bliver det nok aldrig. Før jeg kom til Denmark havde jeg også den der nervøsitet, men da jeg kom til Danmark troede jeg, at nu begyndte min fremtid, for nu ville jeg kunne gøre alt det som jeg havde drømt om. Inden jeg kom hertil tænkte jeg, at i Europa kan du gøre alt, for der er slet ingen begrænsninger. Der er ikke nogen der her siger, at der er noget som man ikke må. Der er ingen censur. Der er ingen grænser for, hvad du kan sige og gøre. Men efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man ikke må. Du kan f.eks. ikke rejse som andre gør. Du skal først have et personnummerbevis og bagefter et pas, så det er ikke så let. Det er svært at beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men må alligevel ikke. Jeg kan være sammen med dig, vi kan gå ud og gå i teatret sammen, men hvad så bagefter? Så skal jeg tilbage til Sandholm, hvor der er en masse forskellige mennesker, der bor tæt sammen og føler sig pressede. De har ingen fremtid her. De ved dårlig nok, hvorfor de er her. Der er ingen fremtid nogen steder. Det hele afhænger af om de får asyl eller ej. Der er en politisk vind, der blæser frem og tilbage og som er afgørende for, om du får opholdstilladelse eller ej. Selv var jeg meget tæt på at blive sendt tilbage. Det var jeg virkelig bange for. Mit navn var allerede på udsendelseslisten. Men jeg ved ikke, hvad der skete. Måske var jeg heldig, eller også havde jeg været god til at undgå det. Jeg ved ikke hvordan.

 

MS: Omstændighederne for din hjemsendelse ændrede sig. Der var ikke længere noget du kunne blive sendt tilbage til, for din familie var også flygtet fra Irak.

AP: Ja, min familie flygtede til Jordan. Jeg havde ikke længere familie i Irak. Så der var en god grund til, at jeg ikke kunne blive sendt tilbage.

MS: Men så fik du opholdstilladelse?

AP: Ja, egentlig kom jeg hertil fordi jeg var digter, der skrev på arabisk og det måtte jeg ikke. Det var grunden. Så det er lidt underligt, at jeg endte med at få opholdstilladelse af en helt anden grund.

MS: Fordi du er kristen?

AP: Okay, jeg er kristen, og er født og vokset op som kristen. (pause) Det er en meget privat sag. Det kommer jo ikke andre ved.

MS: Men når du får opholdstilladelse, fordi du er kristen...

AP: Ja, så bliver det gjort til en kristen sag. Jeg er bare menneske, og jeg behandler alle andre som mennesker. Jeg var 18 år da jeg kom hertil, og har lært meget siden. Gode ting. Her i Danmark har jeg lært, at man må sige hvad man har lyst til…

MS: … men du skal stadig stå til ansvar for det.

AP: Ja, det skal man. (ler) Jeg har lært at sige det jeg tænker, for hvis du er vant til at skjule dine tanker, ender man med at blive aggressiv. Og hvorfor er der ikke frihed til at gøre det i Mellemøsten?

MS: Hvordan er det at komme fra et samfund uden ytringsfrihed til et dansk samfund, hvor man kan sige alt - under ansvar?

AP: Der er stadig nogle ting, som f.eks. min asylsag, som jeg ikke har fortalt om. Der er mange ting i min sag som jeg ikke har fortalt andre. Det er mit. Det er mit liv. Men det er også et sår, og et sår, der ikke vil hele. Men det handler også om mentalitet. Om måden man tænker på. F.eks. hvad danskerne tænker om én. De tænker 1-2-3. Det må ikke være 2-1-3.

MS: Det er mere firkantet?

AP: Ja, det kan man godt sige. Det handler om mentalitet. For når du kommer til en sådan verden, virker her meget åbent. For nogen, i hvert fald. Ikke for alle. Når man kommer her er det overvældende. Du kan helt selv bestemme, hvordan du vil klæde dig. Det tager man ikke så nøje. Ikke umiddelbart, i hvert fald. Du kan gå halvnøgen på gaden. Der er ikke nogen, der siger noget til det. Det er din egen sag. Jeg har læst, at udviklingen er gået meget stærkt. Før i tiden var danskerne meget gammeldags, og kønsrollemønstret meget stereotypt. Det var manden der tjente pengene, og konen der gik hjemme.

MS: Ja, i 50´erne var det helt anderledes, men det er længe siden.

AP: Det er da ikke så lang tid siden, for sådan er det stadigvæk der hvor jeg kommer fra. (ler)

Læs mere her: http://www.forlaget-epigraf.dk/page6.html 

 

Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken.   Tag med på havevandringen her, hvor Lis fortæller om haven :
http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

 

Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsens introducerer de skulpturer, som hun og Lis Vallentin sammen har lavet og udstiller samtidig med Alans fotografier på Betaniahjemmet under Gammelfestivalen : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html  

 

Skrotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersen udstiller smykker på Gammelfestivalen. Se billeder og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html 

Alle fotos er af Alan Pary.