Foto: Alice Maud
Guldbrandsen
OM RUSTENT JERN
I
GRØNNE OMGIVELSER
Havevandring
med naturvejleder Lis Vallentin, H/F Prøvestenen.
-Hvorfor har du
have?
Jamen, jeg er jo
til naturen, ikke. Mit job som naturvejleder har også gjort at jeg arbejder med
naturen pædagogisk. Som et pædagogisk værkstøj. Det er bare blevet sådan at jeg
skal have natur omkring mig. Det er at kigge på det og opleve det. Dufte og
sanse det. Det er en del af mig.
-Hvorfor det?
Fordi det er godt
for sjælen. Jeg føler mig hel og er i samspil med naturen herude. Med årets
gang og elementerne.
-Er det en
spirituel have du har?
Ja, meget. Det går
jo godt i spænd med mig og min person, der også er holistisk og spirituel på
mange måder.
-Der er nogen der
siger at en have er et sindsbillede.
Det tror jeg på.
-Hvad er din have
så et sindsbillede på?
HA! (ler) Ja, hvad siger haven? Jeg har jo selv leget med
tanken, når jeg går rundt og kigger på de forskellige kolonihaver, og så går
tanken jo også den anden vej.
-Hvad siger haven
om dig?
(tænker)… Det er et
spændende kreativt menneske der bor her. Et stort rodehovede, en gammel
klunser… det viser at jeg vist er et meget alsidigt menneske (ler). Nej, men
det er en livsglad, kreativ personlighed. Også lidt original. Jeg har skabt et
nysgerrigt rum.
-Du har mange
sider?
Ja, jeg har mange nicher.
-Mange miljøer?
Ja, også det. Der
er smukt og haven bliver kunstnerisk fyldt ud med rust. Jeg synes at rust
fortæller om livets slutning og så har jeg alle de grønne spirer.
-Hvad betyder
naturen for dig? Hvad er naturen?
Det er en
forlængelse af min personlighed. Jeg bliver ét med mig selv. Jeg bliver
bekræftet af naturen. Som jeg plejer at sige: naturen er det smukkeste
kunstværk Gud har skabt.
-Men hvis vi nu tager en kontrast, så kender
vi begge en af vores fælles naboer, der ville sige fuldstændig det samme, men
hans have er diametralt modsat. Der er intet, der er overladt til
tilfældighederne. Alt står på snorlige rækker og er indordnet en meget stærk
ordenssans.
Det er også derfor
at det er så sjovt at gå rundt og kigge på de andres haver, og forestille sig
hvem der bor der. Det er en lise for sjælen. Jeg føler mig hel her i haven. Jeg
føler at jeg lever, når jeg er ude i naturen. Skønhed for mig er både planter
og fugle og buske. Det er det hele.
-Men man kommer jo
mange steder hen, når man er her i din have. Vi er ikke længere i Prøvestenen,
når vi sidder i et af dine små miljøer.
Der var engang én
der sagde til mig at jeg var redebygger. Hulebygger i min have. Jeg laver små
rum. Så går jeg ind i de forskellige små rum og har det godt. Det er pudsigt,
for når vi taler om ”rum”, så tænker jeg ”sind” og stemninger. Jeg tror fx
aldrig at jeg bevidst har brugt nogle af hjørnerne. Hvis jeg var en rigtig
læsehest – og jeg elsker at læse, men har sjældent ro til at jeg sidder ned
længe nok til at jeg nå at læse et kapitel, så ville jeg nok have et
yndlingshjørne. Men det har jeg aldrig tænkt på før.
-Der er også noget
forfald over det. Noget smukt forfald. Du elsker at se at det får en ny form.
Ja, det der ligger
på lossepladsen – fx en flot jernlåge, der har været så smuk så smuk. Den står
her og forfalder, og jeg synes at det er så smukt. Det er liv og død på én
gang.
-Hvad tænker du,
når du skal ud til haven, hvad skal du så ud til?
Jeg tager ikke
”over” i haven eller ”hen” til haven, men netop ”ud” i have. Jeg tager væk –
væk fra byen. Væk fra bymiljøet. Jeg skal ud og synker ned i mig selv. Mine
kreative tanker får frit spil, når jeg er her. Jeg skal ud og være mig selv,
det er det allerførste. Jeg er jo også lidt en enspænder. Sikkert fordi resten
af mit liv har været fyldt med mennesker. Så det er min tilbagetrækning. Det er
frihed, det er nydelse og afslapning.
-Hvad skal du lave
inden i drivhuset?
Der skal ikke være
så meget som én grønsag derinde. Det er et tænke- og filosofirum. Det er indrettet
med bord og stol. Det er et fransk rum. Jeg er jo nipsedronning.
-Hvorfor fransk?
Jeg er tændt på det franske. Som stor pige
ville jeg lære fransk… Efter en operation, hvor jeg egentlig er ude at vende,
men det finder jeg først ud af senere, får jeg fat i en bog, der handler om én
der vil starte et nyt liv. Sådan blev det også for mig. Jeg fik et nyt liv
dengang i 1981. Så på en måde er jeg kun 30 år… så der er mange ting, der endnu
er nye. (ler) Dengang vendte jeg på en tallerken… Bogen hed ”Mit hus ved
verdens ende” og var skrevet af Ebba Friis- Jespersen, der rejste ud under
krigen, som 40-årig sammen med sine to drenge. Hun køber en lille vandmølle i
Sydfrankrig, hvor hun opdrætter oddere, og man følger hendes liv og hendes
kampe. Senere indretter hun vandmøllen som kro. Jeg har været der på Google
Earth – og jeg kunne godt tænke mig at komme derned rigtigt. Jeg er tiltrukket
af det franske. Af Provence. Men naturen skal være vild og frodig. Det sirligt
ordnede og de snorlige rækker er ikke mig.
Naturvejleder Lis
Valentin og billedkunstner og forfatter Alice Maud Guldbrandsens rustne
jernskulpturer har allerede kunnet opleves 2 gange på festivalerne. Dels ved Skulpturdagen i
Vesterbro Naturværksted den 9.8., og til arrangementet samme aften i Apostelkirken, hvor store jernskulpturer var stillet op i kirkerummet. Samme jernskulpturer kan opleves under Gammelfestivalen,
hvor de udsmykker ”Regnbuen” på Betaniahjemmet, hvor arrangementerne holdes. De præsenteres i et brus af grønt. Så smukkere ramme kunne man ikke
tænke sig til en Gammelfestival.
Læs mere om den kurdiske fotograf Alan Parys - og se flere fotos fra haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html
Læs billedkunstner Alice Maud Guldbrandsens introduktion til udstillingerne:
http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html
Læs mere om skrotsmykkedesigner Birte Vallentin Andersens udstilling, der åbner samme dag - samme sted: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html