Dobbeltanmeldelse: KÆRE FAR på Teater Vestvolden og GENLYD på AFUK Scene

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen.

To overraskende forestillinger om, hvordan vi ser og opfatter hinanden. På AFUK Scene i forestillingen GENLYD gælder det første datingmøde. Om hvordan vi genskaber os selv og hinanden via digitale universer, men også om, hvordan vi snyder på vægten, når vi på forhånd beretter om, hvem vi er. I KÆRE FAR på Teater Vestvolden gælder det billederne af os selv og det, der allerede er sket, og som ikke længere står til at ændre. For hvordan forstå fortiden og nutiden, når fremtiden pludselig ikke længere eksisterer?

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

KÆRE FAR – et sidste farvel 

på Teater Vestvolden

Der drypper vand fra loftet, ned i en blikspand. Lyden er delvis forstærket. En gammel ramponeret metalpersienne danner baggrund. Der er et skrivebord, en enkeltstående polstret lænestol, et ophængt staldvindue, hvor den ene rude er knust og en metalvaskebalje halvt fyldt med vand. Det er placeret som elementer spredt rundt på scenen. Da lyset bliver tændt, står den unge kvinde forrest midt på scenen – og synger. Hun ser både bly og sart ud, som hun står der med sit lange lyse hår, men hendes stemme er imponerende stor og fyldig - og så falder hun. Efter black out´et kommer han ind: hendes far. Han kommer ind med en rejsekuffert, som han stiller midt på gulvet, og åbner. Indholdet bliver nærmest kastet ud på gulvet: børnelegetøj, en billedbog, bamser, en dukke, cassettebånd og en ghettoblaster. Han sætter et cassettebånd i ghettoblasteren. Det skratter fælt og lyder som Abbas ”The winner takes it all”, indsunget i østeuropæisk version, men bliver straks efter afbrudt af en barnestemme...

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Det er minder fra en barndom med en datter, der ikke er der mere. Forældrene er ladt tilbage i uvisheden efter datterens selvmord. Han er søgt hen til dette afsides sted for at være alene, for at forsøge at forstå det brev, som hun har skrevet til ham. Han vil prøve at forstå det uforståelige. Prøve at forstå, hvad det er hun mener. De første ord han siger, nærmest mumlende, er ”beskidte... øjne!”

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Ulver Skuli Abildgaard spiller faren, mens datteren spilles af Ulla Abildgaard. I virkeligheden er de også far og datter. Men de er ikke synlige for hinanden. Det nærmeste er, da hun puster til ham, og han fornemmer det som et strejf fra det hinsides. De befinder sig i adskilte verdener. Han er ladt tilbage i deres fortid og sammen med det uforståelige, der har ramt ham. Det er det, han forsøger at forlige sig med, mens han genlæser hendes brev og indtaler en besked til hustruen. Imens er datteren sunket hen i åndeverdenen ved siden af ham.

Det er egentlig en monolog, hvor faren læser brevet og reflekterer over det han læser, sammen med den indtalte besked til hustruen, som han er på vej væk fra. Brevet har for evigt adskilt ham fra den virkelighed, som han troede at de var fælles om, men nu er han kommet i tvivl, for var det bare noget han troede?

I den indtalte besked til hustruen forsøger han at være så nøgtern som mulig, men alligevel stikker ordene af fra ham, og han ender med flere raseriudbrud.

Ulver Skuli Abildgaard er en af mine favoritskuespillere. Jeg så ham første gang som den hovedrolleindehavende transvestit i Mammutteatrets Fassbinder-forestilling: ”I et år med 13 måner” i Pakhus 11. Sikke en præstation. Det var en frysende sårbar og meget smuk, men også voldsom, forestilling som jeg stadig husker 20 år efter. Senest har jeg set ham i de to forestillinger ROMANTIKER i Poesiens Hus (2016) og DØDSDANSEN 2.0 sidste år. I "Romantiker" blev jeg betaget af hans store sprogbeherskelse (i Mia Lipschitz´ instruktion), i "Dødsdansen 2.0" spillede han fyrigt og vildt Strindbergs tekst i en ambitiøs site-specific-forestilling i Danske Studenters Roklub på Østerbro i Teatergrads regi. Og han gør det lige så  godt i Limbus Teatrets gæstespil ”Kære far”.

Den svenske originaltekst er skrevet af Rolf Børjlind og Stefan Sauk, der også har arbejdet med tv-serien BECK. Det er en meget mundret tekst, oversat af Ulver Skuli Abildgaard selv. Der indgår skønne fyndige udtryk som ”at bade sin røv i champagne” eller når han klandrer konen og hendes mani med at ordne og arrangere alting, og nævner ”at hun lige kan nå at strø datterens aske ud inden morgendukkerten ”.

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Samspillet mellem de to på scenen er er en fornøjelse. De er både sammen og ikke-sammen. Ofte sidder hun i den polstrede lænestol, mens hun med engleblid luftfyldt stemme fx synger og nynner Jeppe Aakjærs ”Stille hjerte, sol går ned” eller stille griner, mens hun læser en børnebog, eller sidder bøjet ind over vaskebaljen, før hun dypper hele hovedet og slår hovedet op, så vandet står i en kaskade over hende – og skriger. Det får det til at isne gennem kroppen.

Da forestillingen slutter, bliver alle siddende. Vi VIL ikke hjem. Velsagtens, fordi vi vil have mere. Ikke at vi ikke har fået det, vi skal have, for det HAR vi til overmål. Men teater har en særlig kraft, og det kan føles som at blive trukket ind i en magisk tryllekreds, som det kan virke helt forkert at bryde og træde ud af. Det var den stemning som KÆRE FAR hensatte mig i.

Da jeg bagefter komplimenterer Ulver Skuli Abildgaard for forestillingen, fortæller han ”at jeg bare har ventet på at kunne spille den med min datter”. Det er anden gang, at han spiller teksten, for han har tidligere spillet den på Café-Teatret og turneret med den som monolog rundt i Danmark, og også spillet den i Belgien og Holland.

Teksten er baseret på et virkeligt selvmordsbrev:

“Hvad er det for et elendigt liv, man knokler, man græder, griner, elsker, hader, mens virkeligheden bare drøner derudaf med 180 km i timen, og man bliver sat af, med et stort skrigende hul i brystet.”

 

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

KÆRE FAR - et sidste farvel

Medvirkende: 

Ulver Skuli Abildgaard (skuespiller)

Ulla Abildgaard (sanger og skuespiller)

Manuskript: 

”Smutsiga ögon” af Rolf Børjlind og Stefan Sauk

Oversættelse: Ulver Skuli Abildgaard

Procucent: Limbus Teatret

Foto: Emil Houman Abildgaard Andersen

Grafisk design: Hanne Grønlund

Forestillingen er støttet af Dansk Skuespillerforbunds produktionsstøtteudvalg og BUPL

Hjemmeside

 *

Foto: Clementine AM Waldelius

GENLYD på AFUK Scene

Jeg vidste ikke, at der er offentlige forestillinger på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK).  Ikke før jeg fik invitationen til GENLYD på AFUK Scene, der har til huse i Remisen, 6 minutters gang fra Carlsberg Station. 

HAN (Petter Wadsten) er lille og kort, HUN (Anika Barkan) er stor og lang. De taler ned i hver deres mobiltelefon, der kaster deres ansigter op på to skærme bag dem. Han siger:

- Jeg er 1,88 cm og vejer 80 kg

Hun svarer:

-Jeg er 1,59 cm og vejer 60 kg.

Publikum smiler, for det er tydeligt, at det forholder sig lige omvendt.

Foto: Clementine AM Waldelius

Det er en forestilling om at mødes første gang. Om måder at mødes på. Om de billeder vi har af os selv og hinanden. Det handler om at tage sig bedst muligt ud – for det gælder om at at kunne tiltrække hinanden. 

I en anden scene sidder de tæt sammen i en sofa, men uden at være sammen og uden at ænse hinanden, mens de via deres mobiler sender beskeder og billeder til hinanden. Vi ser igen deres ansigter på skærmene bag dem, men nu iført forskellige visuelle forskønnelsesprogrammer, der gør dem skiftevist yngre og ældre, mens de får stadig nye digitale frisurer og omgivelser. Det bliver mere og mere bizart, og får dem til at opdigte små historier om sig selv og hinanden, mens de som fiktivt oppustelige og udsmykkede dukker svæver rundt om hinanden i cyberspace i en higen efter nærhed og kærlighed.

Foto: Cille Lansade 

Indimellem kravler de rundt på hinanden – i bogstavelig forstand. Som to akrobater (og de er faktisk tidligere elever fra AFUK), der ikke kan komme tæt nok på hinanden, men alligevel aldrig rigtigt mødes. 

På et tidspunkt stiller hun sig bag en mikrofon og synger Sinéads O´Connors ”Nothing compares 2U”, mens hun som fastfrosset synger det lidenskabelige kærlighedshit. Det akkompagneres af Mika Forsling, der skaber et inciterende og fængslende lydspor gennem hele forestillingen. Musikken aktiverer fire ophængte lamper på bagvæggen til at gløde i takt til musikkens rytmer. Det hele indgår i et bizart hele, hvor humoren gør det tragiske grotesk befriende.

Foto: Cille Lansade 

Instruktøren Cille Lansade får forestillingens mange adskilte dele til at smelte sammen og fungere upåklageligt sammen. Det gør det til en god oplevelse.

Som typer er Barkan & Wadsten som Gøg & Gokke eller Fyr & Bi. De har os i deres hule hånd med deres fortælling, der dog fremstår uafsluttet og fragmentarisk, men som ikke desto mindre lever og ånder og er kædet sammen af stor kunstnerisk vilje og kunnen. Jeg kan ikke blive træt af at kigge på de to. De er så befriende aparte i deres søgen efter hinanden, og så utroligt menneskelige.

Foto: Clementine AM Waldelius

GENLYD

Spilletid: 29. oktober - 7. november alle dage kl. 20.00 + den 5. november kl. 14.30

Spillested: AFUK REMISEN, Enghavevej 82B, 2450 København SV

Alder: fra 15 år

Varighed: 1 time uden pause

Co-produktion: 

AFUK Scene og Anika Barkan

Instruktør: Cille Lansade

Performere: Anika Barkan og Petter Wadsten

Komponist og livemusiker: Mika Forsling

Lysdesigner: Clementine AM Waldelius

Kostume designer: Camilla Lind

Foto: Clementine AM Waldelius

 

 Hjemmeside & Billetter

*

Se listen over 

de øvrige 

117 anmeldelser 

* 

Anmeldelse: 2 x ALICE I EVENTYRLAND på Teaterøen

 

Foto: Emilie Carlsen

”Spis mig!  Spis mig!”

12 runde hønsefoderbøtter er placeret rundt om Tilde Knudsen i en halvcirkel på en ellers nøgen scene. Der står hun og tager imod os, klædt i sort, da vi kommer ind. Smilende og årvågen. Hun er afslappet, men alligevel på spring.

Tilde tager et lille stykke kvadratisk papir op af en af de tøndeformede bøtter, og ruller det til et rør, tager endnu et stykke og ruller det til ét rør mere, og holder dem op på hver side af hovedet, og straks har vi kaninen fra Alice i Eventyrland, der står og hopper foran os. Transformationen bliver fuldstændig ved at hun forinden måske allerede er faldet igennem hullet, for hun har sat sig i en af de tøndeformede bøtter og er gledet ned i den, så da hun rejser sig, følger bøtten med op, og med de to ører er forvandlingen komplet. Hun tripper og hopper dirrende op og ned. Lidt forskræmt og overrasket. Publikum griner, børn som voksne, for det er så overraskende og enkelt.  Sådan er det hele vejen igennem. Det gælder i begge versioner af forestillingen, der er en fantasi bygget over Lewis Carrolls fortælling af samme navn fra 1865.

Foto: Emilie Carlsen

Papirstykker med huller sættes sammen med små clips, og vupti bliver ét, to, tre, fire, fem, seks, syv og otte stykker papir til en verden af ophøjet poesi, som Tilde svøber omkring sig og fører os dybere ind i.

Vi befinder os i en underverden. Alice er gledet eller faldet igennem kaninhullet. Ned i en underverden. Måske befinder vi os under vandet. Sådan er bevægelserne, understøttet af Klaus Risagers spændstigt drømmende musik, der leder os endnu længere ned i kaninhullet. Helt derned, hvor alting forsvinder og samles igen, mens vi kigger os forbløffet og forundret omkring: For er vi vågne eller drømmer vi?

Foto: Emilie Carlsen

Forestillingen er ordløs, med undtagelse af ordene: 

”Spis mig... Spis mig!”

Jo, og så lige sætningen i voksenforestillingen: ”Jeg ved hvem jeg var, da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg har forvandlet mig adskillige gange siden da.”

Tilde Knudsen er skuespiller, danser og leder af Asterions Hus, der producerer forestillingen i to versioner. Teatret har allieret sig med den engelske kostumedesigner, Susan Marshall, bosat i Milano. Som teatret skriver: ”Normalt i skabelsen af en teaterforestilling er kostumerne noget, der kommer med sent i processen, men Susan Marshall har forsøgt at vende bøtten på hovedet: hvordan ville en teaterforestilling se ud, hvis det var kostumerne der inspirerede til at lave forestillingen og ikke omvendt?”

Foto: Emilie Carlsen

Scenografien af stof og papir fylder ingenting, og ville snildt kunne sendes med en flyver sammen med Tilde hele jorden rundt. På samme måde som vi som publikum bliver fløjet gennem en hel verden i forestillingen.

På rejsen møder Alice det ene væsen efter det andet. De trylles frem for vore øjne med de simpleste virkemidler, der understøttes enkelt, men præcist af bevægelser, lyd og lys.  

Det er så forunderligt, at både børn og voksne – ligegyldigt om det er i børne- eller voksenversionen – bare sidder og stirrer, mens vi lader os fortrylle.

Det er stor kunst at lave noget så enkelt. Det ser ud af næsten ingenting, men tag ikke fejl. Det er det sværeste. Denne forenkling kræver, at alt overflødigt er skåret væk i det intense og enorme forarbejde, der går forud. Og så kræver det selvfølgelig en eminent timing og en rigtig god instruktør. Det hele er heldigvis til stede i makkerparret Tilde Knudsen & Peter Kirk. Tidligere var de tre i Asterions Hus, men nu er det reduceret til dette makkerpar.

Men hånden på hjertet, nåede jeg alligevel at tænke: er det ikke andet? Skal jeg bare sidde og kigge på hønsefoderbøtter, hvide gevandter og papirkvadrater, der flyver rundt mellem hinanden?

Men alligevel så vokser det. Både inde i mig og ikke mindst efter teateroplevelsen. Det er sikkert det, der gør, at publikum til de to forestillinger overgav sig betingelsesløst, for hvad andet, var der at gøre?

Foto: Emilie Carlsen

Det er en decideret crowdpleaser, da Tilde på et tidspunkt mimisk synger en opera-arie, mens hun skifter attitude alt efter hvilken hat hun tager på. Underforstået, det er et stykke papir, der kan vendes, vrides og placeres på hovedet i uendelig mange forskellige positioner og straks ageres der i forhold til det. Det sker lynsnart, og resultatet skal simpelthen opleves. Det er fabelagtigt. Sikke en timing. Sikke en forrygende kropslighed!

Det er som at rejse tilbage til barndommen. Tilbage til den første overraskelse, til den første forundring, så derfor giver det god mening, at forestillingen både er skabt i en 40 minutters børneudgave og i en 20 minutter længere voksenudgave. I voksenudgaven er der mulighed for at trække flere af scenerne yderligere ud, gøre dem stærkere og også mere uhyggelige og give dem lidt mere kant. Men surdejen er den samme – og den virker i begge udgaver. Både for børn – og for voksne.

Det er lidt som at betragte livet igennem et forstørrelsesglas. Eller bare en regndråbe, sådan som HC Andersen gjorde i et af sine eventyr. Det er noget med at lade eventyret nå én. At give det lov til at bemægtige sig én. At give det lov til at gå i ét med én. I dette tilfælde er det svært overhovedet at lade være.

Blide bølgende bevægelser og formmæssigt udflydende figurer og karakterer defilerer forbi som skyggebilleder mod et stort lærred. Det er ganske overraskende og frit fabulerende. Pudsigt nok var der mere latter fra de voksne end der var fra børnene under de to forestillinger på premieredagen, men alle var lige opslugte af det magiske, der udspandt sig på scenen. Det er en fornem hyldest til fantasien af Asterions Hus.

"Spis mig! Spis mig!"

Foto: Emilie Carlsen

ALICE I EVENTYRLAND

Asterions Hus på Teaterøen

Børneversion (5-10 år): 40 minutter

Spilleperiode: 23. 10. – 1. 11. 2020  kl. 11. 

(den 24. 10.dog  kl. 17)

Voksenversion: 60 minutter

Medvirkende: Tilde Knudsen

Kostumier: Susan Marshall

Instruktør: Peter Kirk

Komponist: Klaus Risager

Koreografisk konsulent: Liv Mikaele Sanz

Forestillingsbillede: Emile Carlsen

Hjemmeside og billetter

 *

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen

2019

kvindeLIG

Macbeth

2017

Rodin

Carthares

Min odyssé

2016

Europæerne

2015

Leonardo

Mit rum

2012

Asteroiden

*

 Se også listen over 

de øvrige 117 anmeldelser

      * 

 

Tredobbelt anmeldelse: CLOSE TO YOU på Bremen Teater, HARRY CLARKE + THE SHY MANIFESTO i Bøssehuset

 

Tre forestillinger om at blive synlig, om generthed og fortabelse, og om at blive det, som man drømmer om. Karen Carpenter drømte om at blive jazz-trommeslager, men blev i stedet popsangerinde. Philip drømmer om at blive alt det han ikke er, og det lykkedes også, da han bliver til Harry Clarke. Calluns generthed forhindrer ham i at træde frem foran andre, og da han endelig gør det, får det katastrofale følger. Tre stærke historier om at blive noget andet end det man er - og ikke mindst om, hvad det kræver - og koster.

Foto: Erling Mølgaard

CLOSE TO YOU på Bremen Teater

Musikforestillingen CLOSE TO YOU er en hyldest til sangduoen og søskendeparret The Carpenters, der i 1970´erne toppede hitlisterne med sange som Top Of The World, There´s A Kind Of Hush, Only Yesterday, Please Mr. Postman, Yesterday Once More, Goodbye To Love og selvfølgelig Close to You, der startede det hele. Sangene var skrevet og arrangeret af broren Richard Carpenters og blev sunget af søsteren Karen Carpenter, der med sin uskyldsrene, nærmest overjordiske stemme sang sig højt op på poppens stjernehimmel. Det var pop helt igennem. Hverken mere eller mindre. Selv var jeg ikke direkte fan af dem, men deres sange fulgte mig alligevel gennem mange år. Men ved Karen Carpenters død i 1983, som bare 31-årig, var det slut. 13 år efter udkom det soloalbum, som hun indspillede før sin død, hvor det var muligt at høre hende fra en helt anden side. 

Foto: Erling Mølgaard

Musikken virker i dag næsten sfærisk, og det er et skønt genhør. Musikforestillingen, der er på turné rundt i landet, er i høj grad en crowdpleaser i denne tid, hvor vi netop drømmer om at være tæt på hinanden, men må nøjes med bl.a. at lytte til The Carpenters sange, der momentvist kan give os en følelse af samhørighed og nærhed. Der var da også udsolgt til forestillingen på Bremen Teater. Musikken og sangene rummer en forglemmelse, en romantisk drøm som det er dejligt at give sig hen til for en stund. Især i denne tid.

CLOSE TO YOU er betagende. Eller rettere musikken er. Jeg sidder og får en klump i halsen over, at det er lykkedes at vække den til live igen. Linda Olofsson er uddannet på Göteborgs Musicalakademi, og formår på fortryllende vis at synge sangene, så jeg bliver helt let om hjertet. De er gengivet med et nærvær og en sårbar styrke så jeg må knibe mig i armen. Det er såre smukt og renhjertet, så længe sangene lyder, men ingenting varer evigt. Heller ikke i musikforestillingen CLOSE TO YOU. 

Historien bag det musikalske søskendepar rummer alt, hvad der skal til af tragedie, sygdom og svigt for at kunne give en kontrastrig fortælling til sangene. Det er et fint fortællerisk greb at lade broren genfortælle historien om deres sange og liv, her 40 år efter, hvor sangene og den afdøde lillesøster vender tilbage og i et drømmesyn synger 20 af deres sange igen. Broren spilles og synges af Lars Oluf Larsen, der er uddannet skuespiller i 1985 fra Statens Teaterskole. Han har også skrevet manuskriptet efter en ide af Erling Mølgaard. Der er mange fine ting i forestillingen, men det er ganske uforståeligt, hvordan det alligevel er lykkedes at lave en så ringe sammenbindende historie. Så snart sangene forstummer, er magien væk. 

Foto: Erling Mølgaard

Instruktøren, Troells Troya, har ikke haft en heldig hånd med teksten, for handlingen er forsøgt peppet op med gags og intetsigende overspil. Alt det smukke, ømme og meget, meget fine, som de to hovedrolleindehavere formår at tilføre de usædvanligt flot fremførte musiknumre, er som blæst væk i dialogerne. Når det så imponerende er lykkedes at mane sangene så krystalklart frem, at tiden nærmest står stille, hvorfor er den samme ægthed og tilstedeværelse så ikke tilstræbt i replikkerne? Den del af musikforestillingen bliver aldrig andet end blot et vedhæng til sangene. Historien har alt, hvad der skal til. Der er så meget tragedie og levet liv bag de smukke sange, men efter pausen lykkedes det kortvarigt, for der smelter fortællingen og sangene sammen, og det bliver muligt at fornemme, hvad det kunne have været, hvis skuespillet og teksten var taget lige så alvorligt som udførelsen af sangene er det. Den sammenkædende båndede interviewstemme lyder som en bilreklame, og det er synd. Især fordi den fungerer fint, når den efter pausen udspørger broren og bliver helt nærværende i spørgsmålet: ”Var hun nogensinde rigtig lykkelig?” Det må være et af de spørgsmål, som vi sidder tilbage med. Var det hele kun en drøm? Men musikken bliver stående og overstråler det hele. Det er imponerende, hvad de to hovedrolleindehavere formår med dem. Tiden kalder på musikkens lethed, det er noget vi har brug for i en tid som denne.

CLOSE TO YOU

Medvirkende: Linda Olofsson og Lars Oluf Larsen

Manuskript: Lars Oluf Larsen

Instruktør & scenografi: Troells Toya 

Musik & Tekst: Carpenters 

Lyddesign: Søren Kyed

Idéoplæg: Erling Mølgaard 

*

Hjemmeside  

- er pt. på turné rundt i landet til og med 14.11.20

 

Foto: Benny Thaibert

HARRY CLARKE i Bøssehuset

Det er simpelthen en god historie, og hvis det virker genkendeligt, skyldes det måske, at det er en ofte fortalt fortælling, men det bliver den ikke ringere af. Philip Brugglestein i David Cales monolog er som Matt Damon i The talented Mr. Ripley. De er begge noget som de ikke ønsker at være, og antager derfor en anden persona. En bedre, en større og en mere glamourøs. De forsøger at lægge fortiden bag sig for at slippe fri af sig selv.  I Cales HARRY CLARKE er Philip genert og bliver allerede fra barnsben af faren beskyldt for ikke at være dreng nok. Efter endnu én af farens overhalinger sker der noget uventet, for Philip slår sig i tøjret, og slipper noget gemt løs inde i sig. Hvor det kommer fra er der ingen der ved, for Philip begynder pludselig at tale med en fin engelsk accent. Han er kun glad og lettet over at slippe af med sin tøvende svaghed, for den nye persona kan alt det han ikke selv tør. Mange år efter manifesterer det sig igen, og bemægtiger sig ham endnu mere. Han bliver en anden, og det ene ord tager det andet, og pludselig er det stærkere end ham selv. Han har begivet sig ud på en glidebane, og det er umuligt at stoppe - og han løber linen ud. Det, der startede som en lille hvid løgn, vokser sig stadigt større. Derved er det også en fortælling om fortabelse. Om at give slip på sin sjæl - og sig selv. Det er med andre ord også en Faust-historie. Der er alt at vinde - og tabe. 

Foto: Benny Thaibert

Alene hans nye navn: Harry Clarke. Det rimer lidt på Harry Lime. Carol Reeds hovedperson i ”Den 3. mand” spillet af Orson Welles, der på samme måde laver mange forskellige beretninger om sig selv, så man bagefter må spørge sig selv: hvem var egentlig Harry Lime?

Det samme kan man som tilskuer spørge sig om efter monologen, opført i Bøssehuset på Christiania. Jody Fish gør Philip/Harry umådelig sympatisk, og i og med at vi får indblik i, hvordan det er startet, nærmest for at beskytte sig og undslippe sin barndom, giver vi ham længere snor end hvad godt er, for da han møder den rige familie Schmidt, indynder han sig og begynder at forføre hele familien fra en ende af. Det er fortalt så neddæmpet, at vi næsten tilgiver ham, men uhyrlighederne bliver vildere og vildere, og det moralske kompas er for længst slået i stykker, hvis det overhovedet nogensinde har virket. Det er intenst og dygtigt instrueret af Joseph Sherlock.

Det er der kommet en betagende monolog ud af, der ikke overraskende også handler om generthed, og hvad der sker, når generte mennesker giver slip og slår sig løs. Det lyder måske harmløst, men det er skræmmende og meget forståeligt i denne engelsksprogede monolog.

HARRY CLARKE

Monolog

Spillested: Bøssehuset, Christiania

Datoer: 15th, 21st, 23rd, 24th, 27th, & 29th at 20:00 hrs + 17th and 31st at 17.00 hrs

Dramatiker: David Cale (UK)

Medvirkende: Jody Fish

Instruktør: Joseph Sherlock

 *

Hjemmeside  og billetter 

Teatertrailer (via FB)

 

THE SHY MANIFSTO i Bøssehuset

Det er en djævelsk velskrevet monolog af Michael Ross og instrueret af Jeremy M. Thomas, der senest også har instrueret den vellykkede nattevandring, Nattens Pibere. Teksten er vidunderlig, og den bliver leveret frisk og pågående af Daniel Neil Ash. Egentlig er det en trist fortælling, men den engelske humoren er så skarp og finslebet at det er oplagt at tænke at det kun fungerer, fordi det foregår på engelsk. Det gør næsten ondt at le, men det er også en overlevelsens latter. Den er der plads til mange gange undervejs. Callun er en bogorm, der meget hellere vil være alene med sine bøger end omgivet af mennesker. Han er ikke på Facebook, for det fordrer, at man har venner. Eller i hvert fald digitale venner, men han har ingen, hverken digitale eller virkelige. 

Foto: Benny Thaibert

Historien oprulles kun langsomt, og det er let at fatte sympati for denne indadvendte unge mand, der nærmest har gravet sig ned i sig selv. Selvfølgelig er det også et råb om hjælp, for ingen graver sig så dybt ned frivilligt, men det er også morsomt. På den der særlig engelske rå måde. Man skal holde ørene stive, for det går over stok og sten. Monologen er bygget op som en samtale med en filmende mobiltelefon. Det giver fin mening, for det ville næsten være for nøgent, hvis fortællingen skulle fortælles direkte til publikum, der er placeret hele vejen rundt om scenen. Tragikomisk er hans beskrivelser af, hvor oprørt han bliver, da Gil hilser på ham, for hvorfor gør han mon det? Der er aldrig nogen, der har hilst på ham før. Han er ikke sådan én man hilser på. Han beskriver at hans sidekammerat efter flere år stadig ikke ville kunne genkende ham ved en lineup efter en forbrydelse. Det er noget, som Callun for længst har affundet sig med. Det er bare en konstatering. Sådan er det at være ham. Det bliver værre endnu, da Gil, som alle er vilde med, næste gang hilser på ham med den meget mere familiære forkortelse: Call. Det er aldrig sket før. Det er mildest talt oprørende for Callun... For er der slet ingen grænse for, hvad man skal finde sig i?

Kort tid efter får han en mail, hvor Gil spørger om han kommer til hans fest, og eftersom Callun ikke kan finde ud af at melde fra, er han nødt til at tage med. Han vågner op dagen efter i Gils seng kun iført underbukser, som han har taget omvendt på. Eller rettere har andre givet ham dem - omvendt - på, for alt det generte er tilsyneladende gået fløjten til festen. Efterhånden som Callun får refereret det han har gjort til festen, mister han fodfæstet. Selv kan han ikke huske noget, men det kan alle andre. OM de kan!

Uden nogen yderligere overgang er vi sprunget 15 år frem i tiden, og møder personerne igen. Callun går på Bournemouth strand og samler skrald op. Han er blevet til absolut ingenting, og konstaterer tørt: ”Er det ikke det, alle drømmer om... at gå rundt og samle lort op på Bournemouth Beach.”

Foto: Benny Thaibert

THE SHY MANIFSTO 

Monolog

Spillested: Bøssehuset, Christiania

Datoer: 16th, 17th, 20th, 22nd, 28th, 30th, & 31st at 20:00 hrs 

+ 24th at 17.00 hrs

Dramatiker: Michael Ross (UK)

Medvirkende: Daniel Neil Ash

Instruktør: Jeremy M. Thomas

Hjemmeside og billetter 

Anmeldelse: FRONTLØBERNE på Teater Grob

 

Klimakampen udkæmpes tappert på Teater Grob, hvor Mærkværk gæstespiller med Alexandra Moltke Johansens FRONTLØBERNE. Alexandra er uddannet som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Men allerede flere år inden oplevede jeg en reading på hendes monolog ”Menneskekongen” som Jens Jørn Spottag fremførte i Vesterbro Naturværksted. Det var på teaterfestivalen Teater i Træstubben i 2012. Allerede dengang var det tydeligt, at Alexandra havde en stærk og direkte stemme, der passede godt til teatret, men også en fandenivoldskhed, der slår igennem i FRONTLØBERNE, der er skræddersyet til de unge. Jeg oplevede forestillingen sammen med en 7. og en 9. klasse, og det er ingen let sag at holde de 13-15 åriges opmærksomhed fanget.

FRONTLØBERNE er teater til teenagere og skabt til ”teenagerne og de voksne omkring dem” og er blevet til i et samarbejde mellem dramatikeren og holdet. Optakten til forestillingen var en aktion på Kongens Nytorv, hvor den ene af forestillingens medvirkende lænkede sig fast til en båd på bedste klimakamps vis.

Både Jacob Teglgaard og Anne Gry Henningsen er iført guldtøj, og omgivet af skrald og plastik (scenografien er af Siggi Óli Pálmason). Næppe er de gået i gang, før de stiller spørgsmål til de unge i salen, om de overhovedet er interesseret i andet end sig selv og hinanden, og om det ikke bare handler om bumser og menstruation i disse år? De satser hele butikken på at engagere de unge – og det lykkes flot. Det sker i 10 forskellige scener, intenst instrueret af Petra Adlerberth-Wik. Anne Gry Henningsen er kunstnerisk leder af Mærkværk og var også på scenen i den lige så vellykkede STRÆBER, der ligeledes spillede på Grob i 2017.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Selv når klodens status bliver skitseret, som var det en fortælling fra en børnebog, går pointerne rent ind. Måske netop derfor. Stærkt er det, da de fremskriver hele debatten og opfører scener fra en nær fremtid, om hvordan det snart kan komme til at se ganske anderledes ud end det gør i dag. De involverer de unge ved gentagne gange at udvælge enkelte blandt publikum, som de billedligt drager ind i forestillingen (bare ved at bruge deres navne eller henvise til dem) og foregive, at de spiller med på scenen, og det sikrer  en stor genkendelighed for de unge. Det er temmelig slidte teatertricks, men netop slidte, fordi de virker – og det gør det også denne dag på Teater Grob.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange brud og skift, der giver forestillingen en stand-up-form. Et dygtigt og velkvalificeret overspil får de unge til at snappe efter vejret i en scene om klimadepression, hvor Jacob Teglgaard spiller klimadeprimeret, mens Anne Gry Henningsen  er kapitalismen, der har kortvarige løsninger på det hele. Aleksandras absurde greb om klimakampen virker skræddersyet til problematikken.

Det er i løbet af de næste fem år, at vi stadig har mulighed for at gøre noget, hvis vi skal nå det. Der er ingen tvivl om forestillingens aktualitet. Efter forestillingerne er der hver dag en ny ung repræsentation for en af de mange miljø(ungdoms)bevægelser, der fortæller om deres engagement, og hvad der er mulighed for at gøre, når man står sammen. Denne dag var det Terese fra Extinction Rebellion.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Alexandra Moltke Johansens FRONTLØBERNE er ligesom Line Knutzons LIVSTIDSGÆSTERNE to aktuelle teaterbud på, hvordan vi gennem det absurde kan genfinde og genopdage os selv midt i en brydningstid. Begge forestillinger formår at etablere teatret som det sted, hvor kampen udspiller sig. Det er som at begive sig ind i tidsmaskiner, der tager os alle steder og ingen steder. Det er som at nå ind til det, der virkelig batter, mens alt det øvrige skrælles af. Det beviser stærkt, at teatret som kommunikationsmiddel er ganske unikt og forførende, når det bliver lagt i hænderne på originale dramatikere, der formår at slå os i hovedet og at vække os op til os selv, hinanden og samtiden.

Vi må ofte helt ud på overdrevet – som det sker i de to forestillinger – for at komme tæt på det egentlige. I FRONTLØBERNE sker det også i en afsluttende dødeligt ironisk scene, hvor hovedpersonerne bogstavelig æder sig ihjel af lutter velvære, mens verden forfalder og går under omkring dem, uden at de opdager det.

FRONTLØBERNE

En forestilling om at gå forrest imens isen smelter

Teater Grob

30. september – 9. oktober 2020.

60 minutter

Medvirkende: Jacob Teglgaard & Anne Gry Henningsen 
Instruktør: Petra Adlerberth-Wik
Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen & holdet
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lyddesigner: Inuk Thomsen
Lysdesign: Jari Matsi
Dramaturg & instruktørassistent: Signe Regitze Berg
Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen
Konsulent i bæredygtigt teater: Whitney Byrn
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Grafiker: Robin Neil Hart
PR, presse og turnésalg: Janne Hovmand Storm
Producent: Karoline Michelsen 
Idé: MÆRKVÆRK

*

Hjemmeside  og billetter  

Læs også anmeldelsen af Mærkværks tidligere forestilling STRÆBER.

Se oversigten over de øvrige 117 teateranmeldelser

*