Jeremy Wilson & superheltene

Foto: Michael Svennevig.

                                     Lyt til denne 8. festivalpodcast med Jeremy Wilson.

Hvem drømmer ikke om at være en superhelt?

Peter Parker (eller Spiderman) er som teenagere er flest – og dog. Det er noget som Jeremy Wilson kan genkende og spejle sig i. For Jeremy er heller ikke som de fleste.

21 år, 4. semester på miljøingeniørstudiet DTU, praktikant ved Dansk Tegnefilm, 1. filmpris til ”Ibrahim & Andreas” på Thenextfilm Filmfestival for unge under 21, der betød 5.000 kr i produktionsstøtte til det næste filmprojekt.

Dummere end Ku Klux Klan (2014)

”Det har været en lang dag i skole, og Jeremy vil bare gerne hjem for at holde weekend med sine venner. Hans venner er tre personer med afrikansk baggrund. Af en eller anden grund har de en holdning til, hvordan sorte mennesker skal opføre sig. Og da Jeremy selv har afrikansk baggrund, så bliver han selv udsat for deres latterlige fordomme, som Jeremy ikke gider at leve op til, og så begynder balladen......”

Valentinstegnefilm 

Don´t fight - make love and peace (2017)

Jeremy Wilsom Animation Studios 
præsenterer med sorg...

Ibrahim & Andreas (2019) 

FB: ”Min tegnefilm Ibrahim & Andreas er i øvrigt blevet inspireret af en af Tom & Jerry-kortfilmene (Ja, den er god nok - min tegnefilm om homoseksualitet i et religiøst minoritetsmiljø har taget lidt inspiration fra Tom & Jerry) ”.

“Til dem af jer, der har følt, at jeres seksuelle frihed og udfoldelse er blevet undertrykt af en stærk religiøs baggrund, så har jeg lavet denne specielt til jer. Gid den må gavne fremtiden. Jeremy Wilson” 

”Det der tæller er kærlighed af enhver slags.”

Awardshow 2019, Thenextfilm Filmfestival for unge under 21

Kommende projekter:

FB, 1.2.20: ”Jeg føler, at jeg er ved at være færdig med mit manuskript til mit næste projekt, Stjerneskud. Jeg har dog forkortet manuskriptet til snart 3 sider, der primært er domineret af en kvindelig monolog, fordi den ligesom Primatdrengen burde være en simpel superheltefortælling, hvor hovedpersonen bare får en introduktion til, hvem hun er etc., der kan åbne for et potentiale for, hvilke større historier hun kan bruges til senere. Jeg skal selvfølgelig sende den til testpersoner, så jeg kan få konstruktiv feedback. Jeg begynder også at tænke, at jeg er blevet meget mere kreativ og ivrig efter at tegne alt muligt, fordi jeg i virkeligheden er lidt deprimeret. Det er sjovt, at man pludselig bliver langt mere kreativ, når man ser nogle problemer i sin hverdag, som man kan blive inspireret af, ift. når ens hverdag har lidt bedre balance, men måske er det meget naturligt, at det er den største drivkraft siden kunstnere som Michael Jackson, Eminem, 2pac m.m. har lavet rigtig mange sange, der er funderet på sociale problemer, raceproblemer, sult osv. Siden jeg er blevet diagnosticeret med OCD, og der er mange ting som jeg ser tilbage til, som jeg også deler her, kunne det være, at det er ligeså vigtigt at lave noget om den slags ting og prioritere det mere end en simpel superheltefortælling, som jeg glæder mig til at begive mig ud i. Ensomhed og sociale udfordringer har jeg trods alt stået overfor en del gange, som mange andre, og det kræver også et væsentligt spotlys.”

Lyt til denne 8. festivalpodcast med Jeremy Wilson

Mød Jeremy Wilson på festivalens 
4. dag i Salonen påØsterbro.

Lyt også til de to præsentationspodcasts med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 1. del og 2. del.

Læs mere om festivalen 
HVOR REGNBUEN ENDER.

Søren Valente Ovesen: Gæstespil i Mongoliet

Teatergruppen BATIDA.  

Det er Søren Valente Ovesen med tubaen i midten. 

Foto: Ditte Valente.

Lyt til denne 7. podcast

med Søren Valente Ovesen 
fra Teatergruppen BATIDA 

”Sjældent har en rejse været så bøvlet og meningsfuld på en og samme tid. I slutningen af oktober rejste vi mod øst med 3 forestillinger i 19 store kufferter med udsigten til et tætpakket program i Mongoliet. Vel ankommet viste det sig dog, at kun 2 af de 19 kufferter havde rejst samme vej som os, og en længere bureaukratisk tovtrækning og tidspresset truede med at gøre os arbejdsløse de næste 8 dage. Men lykken og Aeroflot tog sig sammen, og vi nåede at lave 5 workshops og spille 17 forestillinger i børnehaver, på skoler, i shelters for udsatte børn, langt ude på landet og endeligt hos vores nu endnu bedre venner og kolleger på Bamboo Theatre i Ulan Bator. En uforudsigelig og uforglemmelig tur.” 

Søren Valente Ovesen (Teatergruppen Batida)

medvirkede blandt andet på festivalen MED OG UDEN SMUKKER 

i august 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. Foto: David Blazek

Det var hvad teatret Batida skrev i deres nyhedsbrev, der var den direkte anledning til denne 7. festivalpodcast med skuespiller, instruktør og dramatiker Søren Valente Ovesen.

”Vores udgangspunkt er i virkelighed musikken, og vi synes, at musikken manglede teatret, for musikken er en del af et meget stærkt udtryksmiddel, og det er en del af en forestillings åndedræt. Vi har gjort det til vores opgave at integrere den levende musik og teatret, og det betyder, at vore skuespillere alle kan et eller andet med musik, og især kan vi noget sammen med musik.”

Oplev Søren Valente Ovesen (Teatergruppen Batida)

 på festivalen MED OG UDEN SMUKKER 

i august 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. 

"Jeg har haft alt, alt for travlt til at finde på noget begavet og originalt, og nu er det vist langt over deadline. Men disse linjer faldt  mig ind i morges, mens jeg børstede tænder og betragtede mig eget ansigt. Måske kan du bruge dem.

"Drømmer jeg, eller er jeg vågen"

("Jeppe på bjerget")

"Jeg er vågen, og jeg drømmer"

(Søren Valente Ovesen)"

Søren Valente Ovesen (1950), 

instruktør, dramatiker, skuespiller, musiker og aktivistisk dagdrømmer

(Fra antologien "117 stemmer om drømme og visioner, Forlaget Epigraf, 2013).

*

Lyt til denne 7. podcast

– og mød Søren Valente Ovesen 
fra Teatergruppen BATIDA til festivalafslutningen.

Lyt også til de to præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 

1. del  og 2. del.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

HVOR REGNBUEN ENDER. 2. præsentationspodcast

Teatergruppen BATIDA. Foto: Ditte Valente.

Forud for festivalen HVOR REGNBUEN ENDER offentliggøres en lang række samtaler med festivalens medvirkende som podcasts. De første 12 er klar til offentliggørelse og vil blive lagt ud løbende.

For at give et overblik over samtalerne, er der lavet to præsentationspodcasts  med uddrag fra de 12 første samtaler - 6 på hver. 

Her er den 1. præsentationspodcasten .

Lyt med, når den 2.præsentationspodcast offentliggøres i dag.

Her er korte uddrag med:

1) Søren Valente Ovesen: ”Batida i Mongoliet”

Sjældent har en rejse været så bøvlet og meningsfuld på en og samme tid. I slutningen af oktober 2019 rejste teatergruppen Batida mod øst med 3 forestillinger i 19 store kufferter med udsigten til et tætpakket program i Mongoliet. En uforudsigelig og uforglemmelig tur. Skuespiller, instruktør og dramatiker Søren Valente Ovesen fra Teatergruppen Batida fortæller.

Læs mere & hør podcast. 

Foto: Michael Svennevig

2) Jeremy Wilson og superheltene

Hvem drømmer ikke om at være en superhelt? Det er noget, som Jeremy Wilson kan genkende og spejle sig i. For Jeremy er heller ikke som de fleste: 21-årig animator, der går på 4. semester på miljøingeniørstudiet DTU, og som i efteråret vandt filmpris for tegnefilmen ”Ibrahim & Andreas”, der handler om homoseksualitet i indvandrermiljøet.

Læs mere & hør podcast. 

Foto: Michael Svennevig

3) Cindy Lynn Brown: Digter og småkageopfinder

Cindy Lynn Brown fortæller: ”Jeg er født i Århus og opvokset i en dansk/amerikansk familie, og har altid været et skrivende menneske og vidste allerede som 6-årig, at jeg ville være forfatter. Eller rettere forfatter og småkageopfinder.”

Læs mere & hør podcast. 

Foto: Michael Svennevig

4) Birgitte Bregnedal: Fra økonom til børnebogsforfatter

”- Jeg troede, at jeg skulle være så klog og skrive voksenromaner. Det var først, da jeg gav slip, at der kom børneromaner. Og så var det befriende ikke at skulle lyde så klog, som jeg skulle som økonom. Det var mere tæt på følelser, siger Birgitte Bregnedal”.

Læs mere & hør podcast. 

Foto: Michael Svennevig

5) Margrethe Tjalve: ISESKROG

Magrethe Tjalve skulle på studietur til Grønland, og begyndte at læse om Grønlands missionshistorie – og om det særlige, som knytter Grønland og Danmark sammen. Margrethe læste om Hans Egede og Gertrud Rask, men der var noget som hun ikke kunne få til at passe, og det fik hende til at skrive romanen ”Iseskrog”.

Læs mere & hør podcast. 

Foto: Michael Svennevig

6) Madame Garborg: Et styrtdyk tilbage til barndommen

Det er et styrtdyk tilbage til barndommen, når Madame Garborg i sin nye monolog ”Bare en skål – hurtigt!” tager os med tilbage til dengang hvor der ingen hjælp var at hente.  Men når det gør allermest ondt, kommer humoren og forløser det hele.

Læs mere & hør podcast. 

Lyt til denne 2. præsentationspodcast.

Lyt også til den 1. præsentationspodcast.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER

*

Mikas Lang: "MELANIN"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 6. festivalpodcast med Mikas Lang.

Mikas Lang debuterede på forlaget Sievers med digtsamlingen MELANIN i 2019. Melanin er mørkfarvet pigment, der findes i huden. Og det er ikke for ingenting, at podcasten indledes af trompetfanfaren fra Billie Holidays ”Strange Fruit”, for Mikas Lang skriver:

”der hænger stadig slaver/i mit stamtræs grene” ( s. 21)

menneskeskoven ligger lige for/hvor vi mærkelige frugter hang/og rådnede i træerne”( s. 23) 

Det bliver endnu tydeligere, når man læser digtene, der også er som en rystende fanfare, der går gennem marv og ben. Men det er også en samtale om, hvordan vi er blevet farveblinde, men uden at det gør det bedre. Som digter vrider og vender Mikas sproget. Ryster og chokerer det for at fraviste det nye betydninger. Sproget giver sig og giver igen. Det er flot, overvældende pågående og ordsmidigt, men det er også en tekst, der nærmest detonerer. Det giver brandsår at læse den.

”jeg defineres af det/jeg næsten ikke er/ og jeg er ikke andet”

Mikas Lang taler i digtsamlingen om historieløshed og om ikke at kunne få vejret, og skriver:

”jeg er barn af angsten”,

men også om at varme sig ved undergangens bål, når han skriver:

”det bliver uden tvivl et prægtigt bål”

for

”vi må starte forfra”.

Det er som om teksten som en anden Fugl Fønix gang på gang tilintetgøres, for bagefter at genopstå af asken.

”der er noget med mine øjne/ de fleste vinkler er blinde”  (s. 18)

”sort skam – køn kannibal”

”sorte huller/ i historien/ sorte huller i sproget” (s. 22)

Foto: Michael Svennevig

Podcasten er optaget inden Black Lives Matter-demonstrationerne tog fart både herhjemme og i udlandet i kølvandet på politidrabet på George Floyd. Efterfølgende har jeg spurgt Mikas:

-Hvordan oplever du tiden og den ånd, der er over os nu, for det har jo ændret sig siden du og jeg optog podcast-samtalen?

Mikas Lang: ”Black Lives Matter har fra sin begyndelse i 2013 for mig været en kilde til både glæde og inspiration, sorg og styrke. Sådan har jeg også haft det i den senere tid. Meget intenst. (Jeg har skrevet en lille tekst om det her). Alting sker jo også i en vekselvirkning, og det gør mig uendeligt trist med det brutale racistiske mord på Bornholm for nylig – og jeg bliver rasende over, at vi har et politi og nogle medier, som kategorisk nægter at forholde sig til virkeligheden. Omvendt forsøger jeg at holde fast i, at sådan noget sker som reaktion på, at tingene faktisk er ved at forandre sig til det bedre.”

 Lyt til den 6. festivalpodcast med Mikas Lang.

Mød Mikas Lang på festivalens 4. dag i Salonen på Østerbro 

Lyt til festivalens 1. præsentations podcast  

        med uddrag fra de 6 første festivalspodcasts.                                                                                             

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN  ENDER

Anmeldelse: ANNAS VERDEN på Sophienholm

I gudesmukke omgivelser udspiller forestillingen ANNAS VERDEN sig i disse dage i parken ved Sophienholm. Smukkere sted kan ikke tænkes til beretningen om Skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935), der blev født som datter af Brøndums Hotel i det, der skulle blive til en af de mest fejrede kunstneriske perioder i dansk malerhistorie. Hun blev født til at være kunstner i en tid, hvor kvinder stadigvæk ikke havde adgang til Kunstakademiet. Til gengæld gik hun på Vilhelm Kyhns malerskoler for kvinder i København, men det var først da hun giftede sig med den unge fremadstormende Akademi-uddannede maler Michael Ancher, at hendes egen karriere kom igang, men det var samtidig også tidspunktet, hvor hun blev mest presset til at skulle vælge mellem at være mor, hustru og kunstner, for hvordan udfylde alle tre roller samtidig med, at hun blev udråbt til at være midtpunkt for alle de malende mænd, der slog sig ned på Skagen omkring forrige århundredskifte? Det er her at forestillingen træder i karakter. Især i mødet mellem Anna Ancher og P.S.Krøyers tilkommende Maria Triepcke. Tydeligvis er Marie blot én blandt mange kvinder i Krøyers liv, mens Anna er en ener blandt kunstnerne på Skagen. 

Foto: Per Morten Abrahamsen

I forestillingen skrevet af Julie Petrine Glargaard og itonesat af Nanna-Karina Schleimann er der spændende kønspolitiske udvekslinger mellem de to malende kvinder, for som Marie siger, så ville hun være mindst lige så god som Krøyer, hvis hun havde samme muligheder som ham. Men i stedet så forventes det at hun som kvindelig kunstner højest beskæftiger sig med motiver fra hjemmelivet. Netop det som Anna Ancher bliver en så stærk formidler og skildrer af. Og farverne. Farverne synger, og Anna synger sammen med dem. Hendes skildringer af lys og farvernes spillen i lyset på en væg bliver hendes bidrag til den danske kunsthistorie. Stadig i dag sitrer hendes palet og hendes motivkreds virker så vedkommende som altid, og mens de malende mandlige Skagensmaleres motiver af stedets fiskere nu fremstår bedagede og gammeldags, så er det som om lyset stadig står og sitrer i Anna Anchers billeder. 

 Foto: Per Morten Abrahamsen

Oprindelig skulle forestillingen have akkompagneret den nyligt afsluttede udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK), men den er stærk nok til at stå alene. Udstillingen vender tilbage til hovedstaden til november, og indtil da kan den opleves på Skagen Museum.

Som malerparret Anna og Michael Ancher er Julie Riis og Pelle Nordhøj Kann skønne og dejlige at se på - og godt instrueret af Jennifer Vedsted Christiansen. Julie Riis har flest nuancer i sit spil, men til gengæld er Pelle Nordhøj Kann umådelig charmerende, og det falder i hans lod at skulle skildre mange af de begrænsninger som Anna møder, og det slipper han godt fra. De har begge noget djærvt og jordbundent over sig, der forplanter sig direkte til publikum. De er elskelige med denne higen efter det kunstneriske og lyset. Ikke mindst lyset. Luise Kirsten Skov har flere roller, og hun er en køligere og smukkere spiller, der skiftevist skal være Marie og P.S. Krøyer, men også Alba Schwartz, der flirter og skriver på en bog om Skagensmalerne, baseret på Michael Anchers dagbogsoptegnelser.  Nanna-Karina Schleimann leverer en festlig lydscenografi til forestillingen. Mens Sir Grand Lear står for den faktiske scenografi. Ikke mindst er den indledende præsentation af Anna Ancher som statue af Astrid Noack imponerende og visuelt overdådig.

                                                                  Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er blevet til en ujævn forestilling med store højdepunkter. 

Det er en hårfin balance, for godt nok er skildringen af de kvindelige begrænsninger i forrige århundrede det, som vi formodentlig har lettest ved at identificere os med idag, men det er samtidig også i brudfladerne mellem de to ægtefæller, at forestillingen flere steder bliver mest triviel. Det er selvfølgelig et dilemma. I forestillingen fungerer smerten bare ikke, men det gør glæden til gengæld dobbelt så godt, som fx. i scenen, der nærmest formidles som en dans, hvor Anna Ancher maler og lever som aldrig før og tydeligvis føler sig meget bedre tilpas end ægtemanden Michael Ancher, da de besøger verdensudstillingen i Paris. Disse scener bobler af glæde og livslyst. Det er også en fornøjelse at se en kærlighedshistorie udspille sig på den hvide bro oven over scenen. Smukkere kunne det ikke gøres. Mens smerten ikke forplanter sig og heller ikke bliver skildret med samme følelsesmæssige dækning.

                                                                   Foto: Per Morten Abrahamsen

Måske er det bare en skildring af glæden og de begrænsninger, som den mødes med for en kvindelig kunstner - og måske stadig gør det? Mens smerten stadigvæk er sværere at favne. 

Så nogen helstøbt forestilling er det ikke, men i stedet formår den som det farvemættede lys på Anna Anchers malerier at besætte tilhørerne med en let perlende rus, og det er i grunden ikke så dårligt.

ANNAS VERDEN

af Julie Petrine Glargaard

Det Flydende Teater og Teatergrad

1. juli - 12. august 2020

Sophienholm, Nybrobej 401, 2800 Kongens Lyngby

75 min.

Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann + Nanna-Karina Schleimann

Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard

Komponist: Nanna-Karina Schleimann

Scenograf: Sir Grand Lear

Lysdesign turné: Martin Danielsen Barnung

Skrædere: Maria Ipsen, Katrine Bunton, Marie Teudt + Sara Steen Andersen

Bygger: Nikolaj Heiselberg Tarp

Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen

Junior producent & forestillingsafvikler: Anne Sofie Rimestad

Kreativ producent: Christine Worre Kann

Hjemmeside og billetter

*

_{Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:}

_2020:

_{Tænker altid på dig}

_Queens

_2019:

_Beatroots

_{Dødsdansen 3.00}

_2018:

_Udvandrerne

_{Ikke uden min mor}

_2017:

_{Skjult nummer}

_{(sammen med Cantabile 2)}

_2016:

_{En landsby på højkant}

_{(sammen med Familien)}

_Forført

_2015:

_Husker du?

_*

_{Se også fortegnelsen}

_{over de øvrige 117 teateranmeldelser.}

Visesangeren Iben Hasselbalch

Foto: Majka Bjørnager. 

Iben Hasselbalch fra festivalen MØD VERDEN (2019) 

til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening.

Iben Hasselbalch har været med på festivalerne flere gange. Første gang var i 2014, hvor hun medvirkede til festivalafslutningen i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat på Christianshavn, hvor hun dels fortalte om en af sine mange spanske litterære oversættelser og dels spillede et par viser. Siden har hun været med flere gange. Ikke mindst i HF Prøvestenen, hvor hun var med i 2017 og 2019 – og i år er hun det igen. 

Se videoen med et lille uddrag fra Iben Hasselbalchs sang ”Bellevue” 

fra cd´en: ”Drømme og andre sange” (2016). 

Filmet af Irma Clausen i HF Prøvestenen i 2017. 

Hele indslaget kan høres her.

Ibens første cd, ”Tankens magt”( 2009) består ligesom efterfølgeren, ”Drømme og andre sange”(2016) af sange, der er skrevet og komponeret af Iben selv. Ofte er det viser, der både har et varmt, men også satirisk blik på livet omkring os.

Hør titelnummeret fra ”Tankens Magt”

Uddrag fra festivalanmeldelse:

”Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig, og ellers er de gengivet som baggrund for de optrykte tekster i det tilhørende lille hæfte. Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme. Det er sange, der egner sig til at blive sunget udendørs til hendes eget guitarakkompagnement, selv om det sagtens også går an indendørs, så smukt som det er tonesat på cd´en af Stanley Samuelsen, der spiller guitar, bas, harmonika, mundharpe og keyboard, mens Iben synger.”

 Læs hele festivalanmeldelsen af ”Drømme og andre sange” (2016). 

Mød Iben Hasselbalch 
på festivalens 2. dag i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen 
HVOR REGNBUEN ENDER