Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Mød forfatter/manuskriptforfatter Cecilie Rosdahl, der byder indenfor i sin kolonihave. Kortprosasamlingen "Kolonihave" beretter om det vildtblomstrende liv i en kolonihave. Om fællesskab og grænser for fællesskab, når behovet for at være alene er størst.
Uddrag fra "Kolonihave":
"Første gang jeg skal tømme dasset, kommer jeg til at skylle låget med ud. Et nyt låg koster lige så meget som et nyt das. Det tager 14 dage at få leveret det nye låg med Post Nord. Indtil da må jeg bruge fællestoilettet i det lille hus. Men jeg har lidt klaustrofobi og kan bedst lide at sidde med åben dør."
*
"Sneglene lægger æg, der ligner små, hvide solftgunkugler som fra min søns gevær. Jeg drømmer om snegle, hvordan de kravler ind og ud af ørerne. Det hjælper ikke at tænke på øresneglen, der anatomisk set er et tre centimeter langt knoglerør, spiralformet i det indre øre, som sætter lyd til nerveimpulser. Der er snegle overalt."
Læs festivalanmeldelserne af Cecilie Rosdahls tidligere romaner:
"Alle forfattere har deres egne agendaer. Nogle beskæftiger sig med kærlighed, ytringsfrihed eller menneskerettigheder. Andre vil gerne udvide grænserne for hvad vi kan forstå og acceptere. Nogle er modige. Andre er underholdende. Nogle kan begge dele. Ligesom Cecilie Rosdahl, der er en af de modige."
"Martin elsker at gå til begravelser. Andres begravelser. Klædt som kvinde. Så sidder han der og græder for de ukendte i kisterne, eller også græder han over sit eget liv. I hvert fald lader han følelserne få frit løb."
Skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard er far og datter, og udgør Limbus Teatret. Deres forestilling "Kære far" handler om selvmord, men også om liv og fraværet af liv. Hør dem fortælle om baggrunden for stykket og deres arbejde med forestillingen. Læs mere. Hør podcast.
Han står der, da vi kommer ind. Foran scenen. Ret op og ned. Han står ubevægelig. Fornemmer og sanser os, men reagerer ikke. Da forestillingen starter, tager han en mobiltelefon op af inderlommen. En anden mand kommer ind og sætter en metalbøtte foran ham, som han lader mobilen dumpe ned i. Han har yderligere fem telefoner, der går samme vej. Den anden mand peger bare. For der er endnu én i inderlommer. Bagefter går han et par skridt frem mod publikum med bøtten, som en stum opfordring til at vi skal gøre det samme.
Der køres et stativ frem med et ur øverst. Der er en lampe i den ene side, som han stiller sig under. I den anden side er der et håndtag. Han siger farvel og vinker til os som for at tage afsked, hiver i håndtaget, der får lampen til at lyse ned over ham, som om han beames ind i en anden virkelighed. I hvert fald træder vi med ham ind på scenen, ind i en lejlighed, hvor alt er tildækket med plastik. Under plastikken kommer der en lænestol og en lampe til syne. Et lille bord og en skrivemaskine. Et skab og en dør. Hele tiden er der lyden af urets tikken. Han sætter sig med en gammeldags radio i favnen. Blid og blød klassisk musik strømmer ud. Musikken er hans med- og modspiller gennem forestillingen. Der siger kun ét ord, og det er HELLO! - og det råbes ud igennem brevsprækken i døren, men uden at nogen svarer.
Det er en forestilling, der er helt sin egen. En mand i en lejlighed og opdagelsen af tingene i lejligheden, der alle er ham fremmede. På en måde kender vi situationen fra Charlie Chaplins ”Guldfeber”, hvor vagabonden etablerer en hverdag i et hus, der er ved at falde sammen. Men selv om stemningen er varm og munter, er den omgivende verden fjendtlig og uforsonlig. En snestorm lukker ham inde, han er sulten og ender med at spise sin ene skosål. Øyvind Kirchhoff er ikke Charles Chaplin. Han er heller ikke Josef K i Franz Kafkas ”Processen”, og alligevel er han til stede i en ny verden som han forsøger at orientere sig i. Han er måske både vagabonden og Josef K, men også HC. Andersens ”Skyggen”, for på et tidspunkt udspalter han sig og bliver til to personer. Han finder en maske, et ansigt, der fuldstændig ligner hans eget. Han finder en krop og en badekåbe med påsatte arme og fingre. Det er både ham og ikke ham. På et tidspunkt er det ham plus en anden.
Det er dejligt at kunne få lov til at åbne teatersæsonen på dette underlige tidspunkt med forestillingen ”Det førerløse menneske” af Det Olske Orkester. Især efter dagen forinden at have set en aldeles overflødig og ligegyldig forestilling på Bådteatret, som jeg vil lade forsvinde i glemslen uden navns nævnelse.
Øyvind Kirchhoff er alene på scenen. Meget alene, faktisk. Hans ensomhed er rørende. Der er ikke ét kedelige øjeblik i forestillingen. Jeg sidder som på nåle hele vejen igennem, for jeg vil gerne forstå, hvad der sker, og sikre mig, at jeg får alting med. Det en ideel forestilling. For mig er teater et ønske om at blive taget med ind i en anden verden, en anden virkelighed og blive efterladt i et landskab, hvor jeg skal prøve at orientere mig. Teatret er en måde at forstå verden på, en måde at gribe ud efter verden på, og efter det seneste år er det en stor fornøjelse at opleve ”Det førerløse menneske”, men det er også skræmmende. For hvor fører det os hen? For er vi et ført menneske eller er vi et førerløst menneske? Øyvind Kirchhoff i forestillingen virker som et ført menneske, som om der sidder en dukkefører et sted og styrer ham. Han er hele tiden i gang med at opdage verden. Vi fornemmer, at han forsøger at flytte ind i verden, at bebo verden for at blive en del af den. Han er iagttageren, der træder i karakter, men det er først, da han møder sin dobbeltgænger, SKYGGEN, at han mister sin ensomhed. Eller også er det først dér, at han virkelig bliver alene og overladt til sig selv.
På et tidspunkt ringer telefonen, og han leder i sine tomme lommer. Han løfter den gammeldags telefon med drejeskive og lægger øret til bunden, som om han ikke ved, hvordan han besvarer et opkald. Røret er faldet af og hænger og dingler. Vi hører svagt og utydeligt en stemme: ”Kan du høre mig?” Ja, vi hører stemmen, men forstår stadig ikke noget. Der er kontakt, og så alligevel ikke.
Da det ringer på døren, går han ledende rundt i lejligheden, uden at kunne retningsbestemme lyden, som om han aldrig før har hørt en dørklokke. Da der efterfølgende dumper et brev ind ad brevsprækken, åbner han det uden at vide, hvad det er, han står med. For hvordan åbner man et brev? Hvad er et brev?
Da han ser en bog, sætter han sig ned, åbner og trykker, fordi han tilsyneladende tror, at det er en computer, men ingenting sker.
Musikken opbløder dramaet på scenen. For det ér et drama, der handler om overlevelse på mange planer, men hvad sker der egentlig? Min ledsager forstår intet af det, men måske er der ikke så meget at forstå. Måske handler det bare om at opleve – og overleve. Men vi er enige om, at vi har oplevet noget, der har betaget os. Noget, der har flyttet os til en anden virkelighed. Vi har – ligesom resten af publikum – siddet fuldstændig opslugte af underet for vores øjne.
Teknisk er det en fornøjelse. Der er ikke en finger at sætte nogen steder.Scenegangen er skarp og præcis. Tankerne og intentionerne bag forestillingen er klare og tydelige. Spillet er eminent godt. Er det en kold eller en varm forestilling? Den befinder sig nok lige midt i mellem, og er mest af alt et spørgsmål. Jeg har ikke svaret, men er fascineret af, at jeg overhovedet bliver spurgt. Det er modigt og ambitiøst. Det er en forestilling jeg vil bære med mig videre, fordi jeg ikke forstår den. Men hvad forstår vi egentlig? Forstår vi livet? Jeg gør ikke, men bliver hele tiden forundret og beriget, slået omkuld og samlet op igen. Præcis som i forestillingen som angiveligt skulle handle om at miste livet. Men måske er det netop i det øjeblik, at vi forstår det hele?
Det er imponerende teaterkunst, der får os til at tænke. Tillykke til dramatikeren og instruktøren Lotte Faarup. Skuespilleren Øyvind Kirchhoff. Dukkemageren (og scenografen) Rolf Søborg Hansen – og til resten af holdet bag ”Det førerløse menneske”.
DET FØRERLØSE MENNESKE
Af Det Olske Orkester
På Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V.
Romanen virker næsten royal med den guldtrykte bort i siden
og ned langs ryggen. Selv når smudsbindet kommer af, er det en gedigen sag med
en guldfarvet snor som bogmærke. Den omfangsrige roman er på hele 862 sider. Vi
er tilbage i 1528, og hopper derefter yderligere 26 år tilbage, hvor vi møder Kristin som
12-årig. Hun bliver gift med Steen Sture, og da han dør, overtager hun selv
kongemagten. Det er en tid præget af politisk uro – unionen med Danmark vakler.
Danmarkshistorien bliver vakt til live i romanen med store håndbevægelser. Det
hele opleves med Kristins blik. Hun regerer fra Stockholms slot.
Det er som at træde direkte ned i historien, og selv om jeg allerførst
havde svært ved at finde ind i den, blev jeg hurtigt opslugt af den
passionerede fortælling, og det fik mit læsetempo til at stige betragteligt.
Det lå længe og murede i baghovedet på mig, for jo – det er lige præcis det, som
er romanens store omdrejningspunkter: blodbadet i Stockholm.
Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig
omkuld, for det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især
fordi det skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er
hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der
er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der
overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke,
men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen,
og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige
med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad
der sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt
temperament, men hvilken kvinde. Som fx i afsnittet her:
”Der var en glædesløs anspændthed over ham, som gjorde hende
bange, og hun vidste, at hendes angst kun ville svække ham. Uvist hvorfor
virkede han oplivet og snakkede med sig selv hele vejen tilbage til slottet og
ville så drikke og spise og diktere breve sammen. Indimellem kom han hen og
stod lidt fraværende og kærtegnede hendes ansigt. Som om han først nu, efter
otte års samliv, havde opdaget, hvad hun havde at byde ham. Og havde brug for.”
(s. 207)
Det skildres fra hjemmet, fra borgen, fra fængslet – altid
indefra. Først senere bliver vinduerne lavet, så de kan åbnes. Derfor er det
indelukkede stemninger, der skildres, men Kristin er ikke bange for at træde i
karakter og tage skridtet ind i handlingens midte. Det er et fascinerende
kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vor samtid. Der er mange fødsler og veer hen
over siderne, men der er også et fast blik på det, der betyder noget. Det er
relationerne mellem personerne, der skildres. Det er kærligheden og dens vilkår
– og det er magten, som den går og kommer. Kristin er tæt på magtens korridorer
hele vejen gennem romanen, hvis hun da ikke selv befinder sig i dens midte. Der er
ikke noget at sige til, at hun ofte er et fascinerende midtpunkt for de forsamlede
mennesker. Men selv om hun udmærket godt ved, hvem hun er, er hun klædelig
overrasket, hver gang det sker.
Naturen og årstiderne følger hinanden. Ligesom liv og død synes
at være vævet af samme tråd, der ofte finder sammen i store forunderlige mønstre gennem
fortællingen: ”Døden kom som et venligt vindpust, og Sigrid gik villigt ud af
sin krop og til himmels, fra nu af usynlig og tilsvarende utilgængelig for sorg
og ulykke. Kristin havde forventet sjælerystelse, angst og gråd, men hendes
mors gamle hunds død året forinden havde rørt hende dybere. Sigrid havde gjort
sit arbejde færdigt, hun havde efterladt sit eneste overlevende barn i tryghed
og glæde. Det var rette tid at give sig selv den gave at træde ud af tiden.”
(s. 630)
Det er en tid, hvor de store beslutninger træffes hen over
hovedet på menigmand. De fleste forvandles til forsvarsløse bønder, som
historiens hjul kværner henover. Den gejstlige magt og kongemagten står stejlt
over for hinanden. Kommunikationen sker ved budbringere og brevskrivning. Det
får alting til at ske langsomt, og alligevel er tiden overvældende og ganske
uoverskuelig. Jeg funderer over, om det ikke altid er sådan – at nutid synes
overrumplende? Riger og hære rejses for atter at synke i grus. Det er som at befinde
sig i et af Shakespeares kongedramaer. Der dannes alliancer og sværges
troskabsløfter på kryds og tværes. Hvem er ven og hvem er fjende? Alting
skifter og ændres, og midt i beretningen står romanens hovedperson og ser ind i
tiden, som hun selv kommer til at tegne og regere over på flere måder. Det er
som træk i et gigantisk skakspil. Træk for træk. Bønnerne er bare kanonføde. Det
er kongen og dronningen, det handler om. Alle andre retter ind – lige indtil
de så ikke gør det længere.
Sproget er let løbende og malende: ”Hun var som en udslidt
hest på sin sidste vandring mod hammerslaget i panden.” (233). Det er ligeledes flot, når Helleberg skriver:
”Der blæste en frisk vind, og tre udtørrede, grå kroppe hang i galgen, som
tørfisk stivnet i frost.” (s. 533), så det er let at tilgive, når det også
falder hende i pennen med det mere klodsede billede: ”…han svømmede som en glad
and rundt i sin egen mæthed.” (501)
Indledningen, hvor psyke og naturkræfter slår sammen i
hovedpersonens indre, er noget af det mest velskrevne i romanen. Det er en
prolog, der næsten fungerer som en selvstændig monolog. Det bliver til ren
tragik og er en flot introduktion til en fuldstændig grænseløs beretning, der
strækker sig fra 1502-1555.
Alle bogens afsnit bliver indledt med årstal. For læseren
kræver det sit at holde styr på det meget store persongalleri, så jeg tør slet
ikke tænke på, hvordan det har været for forfatteren undervejs. Det er
ærefrygtindgydende research, der ligger til grund for denne selvstændige 3. del
i en trilogi, der indledtes med ”Stormene” (2017) og efterfulgtes af ”Sommerfugl”
(2018). Alle tre kan læses selvstændigt og uafhængigt af hinanden.
Alting er i opbrud, og alligevel falder det til ro på en
forunderlig måde. Meget betegnende slutter romanen med ordene: ”Intet var sket.
Solen skinnede fra en skyfri himmel.” (s. 862)
Maria Helleberg: "Min Kristin, Gyldendal 2020, 862 sider.
Bogtrailer:
Lyt til festivalpodcasten, hvor Maria Hellerberg fortæller om romanen "Min Kristin".
Podcasten er i to dele - og offentliggøres den 7. & 9. maj 2020.
søndag den 15. august 2021 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretatiat, Dronningensgade 14. I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.
I Maria Hellebergs roman "Min Kristin" træder vi direkte ned i historien, og tilbage til det stockholmske blodbad i 1520. Det er et stærkt og fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vores samtid. Podcasten er i to dele.
*
Uddrag fra anmeldelsen:
"Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig omkuld, for
det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især fordi det
skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er
hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der
er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der
overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke,
men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen,
og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige
med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad
det sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt
temperament, men hvilken kvinde."
"Maria Helleberg fortæller om, hvorfor man ikke skrev med store fjerpenne i 1600-tallet". Maria Helleberg har selv prøvet at skrive med fjerpen og fortæller her om, hvor omstændelig brevskrivning har været. Produceret til DR Læseklubber i forbindelse med nomineringen til Årets Roman 2014. Se den her.
Desuden er der uddrag fra musikken til teaterstykket "Stormene" fra teatertraileren. Urpremiere 20. februar 2020 på Vendsyssel Teater.
Den øvrige musik er en rekonstruktion af musikken fra den tid, efter at man for nogle år siden fandt noderne til den musik, der blev spillet ved det svenske hof.
søndag den 15. august 2021 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretatiat, Dronningensgade 14. I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.
*
Næste podcast:
17: Cecilie Rosdahl: "Kolonihave"
Mød forfatter/manuskriptforfatter Cecilie Rosdahl, der byder indenfor i sin kolonihave. Kortprosasamlingen "Kolonihave" beretter om det vildtblomstrende liv i en kolonihave. Om fællesskab og grænser for fællesskab, når behovet for at være alene er størst. Offentliggøres den 21. maj.
Mød musikeren og komponisten Mika Filborne, der fortæller om, hvad musikken betyder for ham, men også om hvordan han efter en svær sygdom har genfundet musikken.
Podcasten er et genhør fra 2019 i anledning af udgivelsen af det nye album "Between Elements", men opdateret med nummeret "Forest Dance" fra det nye album, der udkommer i dag. Læs mere.
Denne podcast er nr. 6 på listen over de mest hørte podcasts.
”Musikken symboliserer naturen i den mørke tilgang, hvis man kan sige det på dén måde. Når solen går ned og tågen lægger sig. Min musik bæres meget af elementerne, der er i naturen. Det er noget jeg kombinerer, når jeg skriver musikken, og hjemstedet er skoven og naturen. Hvor man end er henne i verden, spiller ingen rolle, for i grunden er det den samme natur. Om det er varmt eller det er koldt. Om det er vinter eller sommer, efterår eller forår, så giver det en helt speciel følelse. Det er en historie, der snakker og som jeg tager til mig, og så finder jeg toner, som jeg kan svare igen med.”
I Maria Hellebergs roman "Min Kristin" træder vi direkte ned i historien, og tilbage til det stockholmske blodbad i 1520. Det er et stærkt og fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vores samtid. Podcasten er i to dele.
Mød musikeren og komponisten Mika Filborne, der fortæller om, hvad musikken betyder for ham, men også om hvordan han efter en svær sygdom har genfundet musikken. Det er et genhør fra 2019 i anledning af udgivelsen af det nye album "Between Elements", men opdateret med nummeret "Forest Dance" fra det nye album. Se video. Offentliggøres på udgivelsesdagen, den 30. april.
Foto: Robin Skjoldborg
15 & 16: Maria Helleberg: "Min Kristin"
I Maria Hellebergs roman "Min Kristin" træder vi direkte ned i historien, og tilbage til det stockholmske blodbad i 1520. Det er et stærkt og fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vores samtid. Podcasten er i to dele. Læs opslag og anmeldelse. Hør podcast (1. & 2. del). 2. del offentliggøres den 9. maj.
Foto: Selfie
17: Cecilie Rosdahl: "Kolonihave"
Mød forfatter/manuskriptforfatter Cecilie Rosdahl, der byder indenfor i sin kolonihave. Kortprosasamlingen "Kolonihave" beretter om det vildtblomstrende liv i en kolonihave. Om fællesskab og grænser for fællesskab, når behovet for at være alene er størst. Læs mere. Offentliggøres den 21. maj.
Foto: Michael Svennevig
18: Limbus Teatret: "Kære Far"
Skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard er far og datter, og udgør Limbus Teatret. Deres forestilling "Kære far" handler om selvmord, men også om liv og fraværet af liv. Hør dem fortælle om baggrunden for stykket og deres arbejde med forestillingen. Offentliggøres den 21. maj.
Foto-grafik: Michael Svennevig
19 & 20: Thulla & Svennevig: "I FRIT FALD"
Nej, jeg var ikke bange, da jeg gik til lægen, for alting gik så hurtigt. Følte mig som en ørken. Al næring løb ud i sandet. Ligesom solen udtørrer sandet, løb al væden igennem mig og forsvandt uden at slukke min tørst. Sådan begyndte min nye tilværelse som diabetiker. Tekst & indtaling: Michael Svennevig. Lyddesign & redigering: Thulla. 1. del offentliggøres den 28. maj. 2. del offentliggøres den 4. juni.
Iben Hasselbalch fortæller om, hvad der inspirerer hende til at skrive sange, og om hvordan sangene er blevet til på hendes to cd-udgivelser: ”Tankens Magt”(2009) og ”Drømme og nye sange”(2012). Men også om, hvor vigtig humoren er, når man optræder som visesanger.
Uddrag fra festivalanmeldelse:
”Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig... Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme.”
Musikken på podcasten er fra "Tankens magt" (2009) og ”Drømme og nye sange”(2012). Hør også Iben Hasselbalchs nyeste offentliggjorte vise "Min gode engel" som også omtales på podcasten.
Iben Hasselbalch har medvirket utallige gange på festivalerne gennem årene. Her er hun fotograferet i Dansk Forfatterforening til festivalafslutningen af MØD VERDEN (2019).
Foto: Majka Bjørnager.
Mød Iben Hasselbalch på 2. festivaldag,
lørdag den 7. august kl. 12-21 i HF Prøvestenen på Amager.
Iben Hasselbalch er en skattet gæst i HF Prøvestenen. Se klip med et lille uddrag fra sangen ”Bellevue” fra cd´en: ”Drømme og andre sange” (2016). Filmet af Irma Clausen i HF Prøvestenen i 2017.
