torsdag den 10. februar 2022

Anmeldelse: ANTIGONE i Retten på Frederiksberg

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Som hun står der dirrende af hvidglødende raseri kunne hun være spillet af den engelske skuespiller Tilda Swinton. Samme androgyne fremtræden. Samme "otherness". Antigone, personificeret af Lucia Vinde Dirchsen, virker sært dragende. Hun er ikke af denne verden. Eller også er det netop, hvad hun er. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Andreas Garfields gendigtning af Soflokles´ græske drama, om kongedatterens trodsige begravelse af broren, er fremrykket til år 2030, hvor verden er af lave. Naturkatastroferne har ramt os, der er krige og hungersnød. Alt det, der truer os i dag, er brudt ud i lys lue. Klimaet har slået tilbage og har straffet os for alt det, vi ikke har gjort i tide. Midt i dette træder Antigone frem som aktivist. Hun kysser sin nyfødte søn og hvisker ind i hans øre. Vi ved ikke, hvad hun hvisker, men det er et løfte, som hun vil holde for enhver pris. Gennem tre måneder har hun forberedt aktionen sammen med søsteren, men vælger alligevel at gennemføre den alene. Om morgenen har hun sagt farvel til sin mand. De er skiltes i vrede, men hun vender tilbage for at blive forsonet inden aktionen. Men hun bliver pågrebet og sigtet for terrorvirksomhed. I fængslet opsøges hun af udenrigsministeren, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Han udgør en værdig opdatering af rollen som kong Kreon. Han prøver at nå ind til hende,  og som to løver i bur kredser de om hinanden. Det er den nye verden mod den gamle. Det er den bestående samfundsorden mod det nye kaos. Han prøver alt, for han ved, at han kæmper mod kaos. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Antigone er kaos i egen person. De står dirrende over for hinanden. De er ganske jævnbærdige. Pelle Nordhøj Kann har instrueret dem højspændt og indædt. Rolf Hansen er rørende indfølt som søsteren og manden. Der er fuld dækning for hvert et ord. Ulver Skuli Abildgaard er altid en fornøjelse. Han fører sig med en naturlig autoritet, mens Lucia Vinde Dirchsen er glødende som en hævngudinde, der er på vej til at rasere det hele i den gode sags tjeneste.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Men hvad er godt og hvad er ondt? Dilemmaet overlades til publikum, der er indbudt som nævninge for at dømme i sagen, og afslutningsvist skal vi kaste vores uddelte lodder i vægtskålene - og dømme i sagen. Skal Antigone dømmes som skyldig eller frifindes? 

Sir Grand Lears betagende scenografi afbalancerer det fornemme retslokales egen stærke stemme, og den afsluttende store menneskelige vægt fylder hele lokalet. Det er sin opgave at hamle op med det rum, som retslokalet på Frederiksberg udgør.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Indledningsvist bliver vi bedt om at markere ved håndsoprækning, hvor mange af os, der tidligere har befundet os i et retslokale, og derefter hvor mange af os, der har været der frivilligt. Resultatet får os til at le, men straks efter tager alvoren fat i os, for der er ikke noget at le af i denne sag og i dette retslokale.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Teatergrad står for ide og koncept. Det særlige ved Teatergrad er, at alle deres forestillinger spilles alle andre steder end på teatrene. De træder ud af teatrene og blander sig i byen. De er også kaldt et byrumsteater, og det er meget opløftende og overraskende at møde dem og deres forestillinger rundt om i byen. Når der kommer invitationer fra teatret, smider jeg alt andet fra mig og iler derhen. Det er altid ulejligheden værd. Således også til premieren i Retten på Frederiksberg i aftes.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Marie Louise von Bülow har komponeret musikken. Hendes kompositioner indgår som en fast bestanddel i Teatergrads produktioner. Hendes musik fanger straks publikum ind. Også i denne forestilling.

Forestillingen udspiller sig på mange niveauer, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Den er stærkt stilliseret i de opstillede tableauer. Det virker manieret sådan at stille sig an i stram posittur som var det friser af Thorvaldsen, udhugget i marmor. Komplet med hvidt draperet klæde, men det er samtidig også dejlige brud  - og måske også nødvendige brud væk fra den naturalisme, der ellers præger både teksten og spillet. Jeg var både fascineret af det, dog syntes det at være lidt i overkanten. Men det gjorde indtryk.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der er mange lag i forestillingen. Måske også for mange. Vi er både i fortidens Grækenland, i samtiden med oprids af andre politiske retssager og i det fremrykkede drama i 2030. Først og fremmest befinder vi os i Retten på Frederiksberg. Det afspejler meget godt det vi har med at gøre, der er mange divergerende sider af sagen. Verdens enkelthed er forlængst gledet os af hænde. Det er svært at manøvrere igennem tiden og sagen. Hvem er de gode, og hvad er godhed?

Vær med til at kaste den første sten - eller rettere læg en sten i den vægtskål, som du mener er den rette. Til premieren faldt dommen ud til Antigones fordel, og hun blev frifundet. Men det var første gang det skete. Til de første prøveforestillinger blev hun dømt skyldig. Udfaldet afhænger af publikum.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


ANTIGONE
Sofokles´ græske drama gendigtet af Andreas Garfield
Retten på Frederiksberg
90 minutter
 10.-23. februar 2022 + efterfølgende turne.

Medvirkende: Ulver Skuli Abildgaard, Lucia Vinde Dirchsen + Rolf Hansen
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Andreas Garfield, med afsæt i Sofokles’ tragedie
Scenograf: Sir Grand Lear
Komponist: Marie Louise von Bülow
Produktionsleder: Anna Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Idé og koncept: Teatergrad


Forestillingen spiller bagefter på Københavns Rådhus, 
hvorefter den er på turné rundt i landet til den 2.4.2022.

*

Læs anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen over de øvrige 210 teateranmeldelser.

*

torsdag den 3. februar 2022

Anmeldelse: DEN FØRSTE DRÅBE BLOD på Teater V

 

Foto: David Trood.

Der er et bur midt på scenen, og selv om hovedpersonen, den 15-årige skolepige, er buret inde, stopper det ikke stemmerne i hovedet på hende. Faren vil ikke vide af hende og moren,  så moren finder i stedet en ny mand. Pigen har ikke lyst til at bo sammen med den nye stedfar, der styrer og kontrollerer dem begge, og betror sig til fysiklæreren, der bliver hendes eneste fortrolige på den nye skole. Han sørger for, at hun kan flytte hjemmefra, og at hun kommer i praktik på et dyrepensionat, hvor hun for første gang oplever, at hun kan noget – og bliver værdsat for det. På en rejse til Tyrkiet oplever hun den først forelskelse i en tjener, og bliver ført ind i en ny kultur, der tager varmt imod hende. For første gang føler hun sig rigtigt hjemme. Hun konverterer, da hun kommer hjem. Vennerne forsvinder, men som hun siger. ”…på et kvarter fik jeg nye venner” – de nye venner er alle muslimske.


Foto: David Trood.


Det er historien om en pige, der altid har haft svært ved at passe ind, men pludselig en dag oplever at blive hentet ind i et fællesskab, hvor hun for første gang føler sig hjemme. Det er en historie om menneskelig kulde og om, hvad det gør ved én, når alle døre lukkes.

På internettet ser moren, at ham datteren mødte i Tyrkiet nu er i tæt kontakt med endnu en ung hvid pige. En ny pige, som også lader sig påvirke, og som er villig til at lægge øre til en radikal muslim, der taler om hævn over de vantro.


Foto: David Trood.


Kundby-sagen*, som den omdiskuterede sag om en radikaliseret dansk skoleelev, er blev kaldt i medierne, førte til 8 års fængsel for pigen for at have planlagt et terrorangreb og udøvet grov vold.  Det er en ubehagelig sag, for hvad stiller man op med en ganske ung skoleelev, der vil udføre Jihad for at fremme Kalifatet og bringe død over de vantro ved et bombeangreb på sine klassekammerater? Forestillingen er en kunstnerisk bearbejdelse af, hvad der skete. Det er en fiktiv historie baseret på de reelle fakta. Hvis der er noget teatret er godt til, er det netop denne slags historier, hvor vi som publikum bringes helt tæt på noget, som vi helst vil være foruden.


Foto: David Trood.


Hannah Arendt (tysk-jødisk forfatter og filosof, 1906-1975), taler om, at vi skal anerkende, at andre kan være radikalt anderledes end os selv, og at vi skal bruge vores fantasi til at se verden gennem andres øjne. Tolerance handler om at turde forholde sig åbent til det, som man umiddelbart ikke forstår, og som muligvis byder en imod.  Arendt er god at have ved hånden, når man skal navigere gennem så mineret terræn som det, der omgiver Kundby-pigen.

For en gangs skyld har de sidste 2 år fået os til at flytte fokus væk fra udlændingedebatten. Udlændingene har længe nok været prygelknabe i den offentlige debat, hvor DF og Nye Borgerlige har kæmpet om at hænge dem ud på skift. Den nuværende regerings skamplet er netop udlændingepolitikken, men det har spillet 2. violin, mens pandemien har raset – og neddroslingen af emnet i de kommende vælgeres bevidsthed ser ud til at fortsætte frem mod næste regeringsvalg. Alt dette rusker forestillingen op i.


Foto: David Trood.


Det er en ganske enkel tekst om et uhyre kompliceret emne. Det er forestillingens store fortjeneste, at den holder sit sigte på det almenmenneskelige, og at den sceniske enkelthed går igen med buret, der kan åbnes på forskellige måder, og både kan illudere frihed og fængsel, men også pigens egen indre isolation, hvor hun hjemsøges af stemmerne i hovedet.

Robert Reinhold har skrevet den enkle, men meget virkningsfulde tekst. Robert Parr har dygtigt instrueret de tre på scenen: Charlotte Amalie Kehlet som Kundby-pigen, Penille Albæk Andersen som moren og Bo Carlsson som henholdsvis stedfaren, fysiklæreren og den tyrkiske tjener.  Især Charlotte Amalie Kehlets fremstilling af pigens sårede og alligevel viljefaste styrke brænder igennem. Scenografien er af Tanja Bovin. Esa Alanne har koreograferet. Jakob Ebbe har stået for lys og værksted, mens Robert Reinhold og Frans Hansen har stået for lyden. Forestillingen er produceret i 2019 af Teatret Fair Play fra Holbæk, der kun ligger 15 kilometer fra Kundby.


Plakat: Asako Kido Parr


DEN FØRSTE DRÅBE BLOD

Gæstespil på Teater V af Teatret Fair Play

60 minutter

2.-5. februar 2022

Medvirkende: 

Charlotte Amalie Kehlet, Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson

Manuskript: Robert Reinhold
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin
Lys og værksted: Jakob Ebbe
Lyd: Robert Reinhold og Frans Hansen
Koreografi: Esa Alanne
Fotos og trailer: David Trood
Plakat: Asako Kido Parr
Produceret af: Teatret FAIR PLAY

Hjemmeside og billetter

Læs mere om forestillingen på Fair Plays hjemmeside

Trailer:

Se undervisningsmateriale.

*Kort om Kundby-sagen (fra Wikipedia): 

”Kundby-sagen var en dansk straffesag, hvor en 17-årig pige fra Kundby blev idømt 8 års fængsel for at have planlagt et terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle Stationsby og Carolineskolen i København,[1] samt at have udøvet grov vold mod en pædagog på en lukket institution, mens hun var varetægtsfængslet.

Sagen fik stor opmærksomhed i den danske offentlighed, blandt andet fordi pigen tilsyneladende konverterede til islam og blev radikaliseret meget hurtigt. Derudover var det også første gang at en kvinde blev dømt under dansk terrorlovgivning. Sagen blev først behandlet ved Retten i Holbæk, hvor pigen blev idømt 6 års fængsel, herefter ved Østre Landsret hvor straffen blev ændret til 8 års fængsel.”

  *

Se oversigten over de øvrige 

 209  anmeldelser

*

søndag den 23. januar 2022

Anmeldelse: I STØVET FRA REGNEN på Teater V

Foto: Emilia Therese.

John Mogensen synger ”Så længe jeg lever” fra bodegaens jukebox. Der er et billardbord midt i rummet omgivet af barstole. To gamle soldaterkammerater mødes igen efter 7 års pause. Den ene har opsøgt den anden, for de er nødt til at mødes og tale om det, der er sket og om, hvordan de hver især har taklet deres krigstraumer. Lassen er sprogofficer, mens Quist er befalingsmanden, der bestemmer og straffer Lassen. Men de var også venner, og havde været det fra de mødtes til sessionen. Udsendelsen sammen til Afghanistan satte en spærring ned mellem dem selv og livet. Det smadrede det for dem begge, på forskellig vis.


Foto: Emilia Therese

Genforeningen mange år efter er skæbnetung og tynget af skyld og skam, men det varer længe, inden det bliver klart, hvad der egentlig skete. Lige under overfladen myldrer det med undertrykte følelser. Vi kommer med ned i et altomsluttende mørke, hvor styrkeforholdet mellem dem er uafklaret til det sidste.

Dramatikeren Magnus Iuel Berg snurrer behændigt historien omkring sine fingre og får publikum snart hid og did i den dygtigt orkestrerede tekst. Alting oprulles kun langsomt, altimens de to venner vædder og spiller billard, men først og fremmest gennemlever de deres venskab og det liv de delte under krigen. Det er også historien om en krig, der stadigvæk udspiller sig inde i dem, mens omverdenen synes at have glemt alt om den. De er blevet evigt kæmpende på en slagmark inde i dem selv. De har væsentlig mere tilfælles end vi først aner (men mere skal ikke røbes her).


Foto: Emilia Therese

Forestillingen er overordentlig nuancerigt instrueret af Per Scheel-Krüger.

Paw Henriksen og Martin Hestbæk er uforfærdede i deres udkrængning og afsøgning af sindets mørkeste sider. På overfladen er de venner. De er evigt forbundne, men også adskilt af det, de har oplevet. De er venner, men også hinandens bødler.  

Min kvindelige ledsager oplevede, at teksten også illustrerede mænds ofte meget afstumpede forsøg på at blotte sig, når vi vil berette om, hvad der går os på og hvad vi har svært ved, men det var ikke det, jeg selv tog med mig fra forestillingen.


Foto: Emilia Therese

Det overordnede politiske spil, de som udsendte soldater uvægerligt også blev en del af, er så nuanceret beskrevet at selv historien om Danmarks krigsdeltagelse og den manglende berettigelse af den, bliver gennem stykkets optik tilført nye aspekter og farver, der gør begge mænds historier meget mere troværdige og nærværende.

Det handler også om selvmord og om, hvordan man kommer videre trods alt, hvis det altså lykkes. Ikke at dø, men at overleve det, der er ved at slide én i stykker.


Foto: Emilia Therese

I STØVET FRA REGNEN blev i 2018 velfortjent belønnet med en Talent-Reumert til Magnus Iuel Berg for sit manuskript efter idé af Per Scheel-Krüger. Forestillingen havde urpremiere på Teater GROB.

Så velkommen til mørket, der ikke viger for noget. Det er nådesløst, men også forløsende, selv om verden truer med at gå under. Der er faktisk et håb eller et lille bitte liv, der spirer frem på trods af alt. For i det tætteste mørke lyser selv den mindste gnist op. Selv i støvet fra regnen.  


Foto: Emilia Therese


I STØVET FRA REGNEN

Gæstespil på Teater V

Fra den 21. – 29. januar 2022

75 minutter uden pause

Medvirkende: Paw Henriksen, Martin Hestbæk
Dramatiker: Magnus Luel Berg
Idé og Instruktion: Per Scheel-Krüger
Scenograf: Laura Rasmussen
Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung
Lyddesign: Weronika Andersen
 

Hjemmeside & billetter:

https://www.teater-v.dk/forestilling/i-stoevet-fra-regnen/


Trailer:


Læs også anmeldelsen af Magnus Luel Bergs HEROIN

 *

Se oversigten over de øvrige 

 208  anmeldelser

*

onsdag den 15. december 2021

Anmeldelse: GOLDBERGVARIATIONER på Teater Sort/Hvid






Store kloder svæver i rummet over os. Liggende på madrasser med puder og tæpper kigger vi op på dem, mens vi lytter til Johann Sebastian Bachs "Goldbergvariationer", der oprindelig er komponeret for cembalo, men som normalt spilles på klaver. Men ikke på S/H i Staldgade i Den Brune Kødby, hvor Andreas Borregaard spiller hele værket på akkordeon. Musikken suppleres af Ursula Andkjær Olsens lyriske ord, der slynger sig rundt om musikken. Rundt og rundt.  



Foto: Søren Meisner.


Ordene danner lange guirlander af  asymmetriske billeder om drømmen i drømmen, om at gå igennem spejlet og møde jordskælv nær Dybbølsbro Station. Vi er på én gang gående ad trapper og broer inde i drømme, der bevæger sig stadig længere væk fra os, og samtidig mens vi som "Alice i Eventryrland" falder gennem spejlet og lander i en anden virkelighed gælder det om at være tro mod de liv, vi ikke har levet. 



 


"Drømmene har en meget sindrig struktur, det hænger sådan sammen: Natten udgør i sig selv en enkel bue. Når man nærmer sig, ligner den en trappe ned. Imellem to dage. På afstand kan man se, at den fører opad. Det giver drømmene en stærk men usynlig sammenhængskraft og sætter dem samtidig fri.
(Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

Skuespilleren Annike Johannessen læser teksten indfølt og klangfuldt, mens hun bevæger sig rundt om os. Ordene danser rundt med musikken, selv om tekst og lyd er nøje adskilt og supplerer hinanden i 15 afsnit.





"Jeg lå i den seng, det hus, ved Dybbølsbro station, jeg sov, der kom et jordskælv, jeg vågnede, min seng rystede under mig./Gulvet rystede under min seng./Loftet nedenunder rystede under gulvet./Underboen rystede under loftet./Underboens seng rystede under underboen./Underboens gulv rystede under underboens seng./Husets fundament rystede under underboens gulv./Jorden rystede under det hele./Så lå det alt sammen stille igen. Jeg var vågen." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").


Vi ligger i mørke, omgivet af mørke, mens vi kigger op på de 13 hvide klodeformede 1½ meter store balloner, der hænger duvende over os. De oplyses af fotos og videoprojektioner. Sneglehusformede trappeopgange, krankonstruktioner og drivende formationer sejler hen over os til lyden af satinblå morgenkåber, mens vi lytter til Bach.



Foto: Michael Svennevig.



De første minutter ligger jeg og forsøger at forstå og gennemskue sammenhænge og paralleller, men siden sætter jeg af i tankerne og stævner ud mod det fremmede, ført af Bachs toner fra de 30 små musikstykker som "Goldbergvariationerne" består af. Det siges, at værket blev bestilt af en bøhmisk greve, som led af svær søvnløshed. Grevens hofmusiker, den unge Hr. Goldberg, kunne så divertere med de skønne variationer, når søvnen ikke ville indfinde sig. Måske er det bare en skrøne, men i så fald passer den godt til musikken, der med sin lange række af variationer skaber en tilstand, hvor tiden opløses og drømmene kan flyde frit. Det er dén tilstand, der er afsættet for Ursula Andkjærs Olsens  nyskrevne digtsamling "Morgenkåber" (der  samtidig udkommer på forlaget Herman & Frudit), og som danner bro mellem musikken og rummet vi ligger i.


Foto: Michael Svennevig.


På den nys overståede KLANG-festival fremførte Borregaard to nykomponerede værker  i Koncertkirken Blågårds Plads af Marcela Lucatelli/Kirstine Fogh Vindelev ("Drift") og Philip Venables/Ted Huffmann ("My favorite piece is the Goldberg Variations"). De viste med al tydelighed, at der er tale om en kunstnerisk begavelse, der ikke viger tilbage fra at træde ind i nye performative landskaber - og sådan er det også med forestillingen på S/H.  

Efter forestillingen fortalte Borregaard, at Bachs værk er så ensartet i sit udtryk, at han havde lyst til at bryde det op, eftersom samtlige 30 stykker er skrevet i G-dur. Og da teksten var skrevet, førte det naturligt videre til, at scenografen Julie Forchhammer skabte rammen om ordene og musikken. Det hele er lyssat af Mikkel Jensen.



Foto: Michael Svennevig.



Goldbergvariationernes mest kendte fortolker er den canadiske pianist, Glenn Gould, der indspillede dem som ung i 1955 i en flot og meget energisk 70 minutters udgave. 27 år senere - i 1982 - genindspillede han dem i en mere adstadig udgave. Han har et gnistrende sprødt anslag, og musikken står næsten stille. På én gang fastholdt midt i en statisk og alligevel  dynamisk fortolkning. Men spændende er det også at lytte til Christina Bjørkøes indspilning fra 2000, hvor jeg synes at høre en lille tøven. Der er plads til en lille pausering. En eftertanke, der klæder musikken og giver plads til lytteren. Det er tale om tre klaverindspilninger, mens Andreas Borregaard fortolker værket som akkordeonist. Instrumenteringen i sig selv gør noget. Når Borregaard spiller, hører man lyden af instrumentklapperne, og det gør musikken mere nærværende, og knapt så overjordisk drømmende. Anslaget er meget behageligt og klangen er rund og organisk. Det får musikken  tættere på os, og den træder os venligt i møde, og klinger godt sammen med Andkjær Olsens lyriske ordguirlander, der er drømmende ophøjede, men heller ikke mere end at vi hele tiden ved, hvor vi er. Eller næsten, for hvor falder vi hen, når vi falder ned i en drøm? Oplev det selv i "Goldbergvariationer".




Foto: Michael Svennevig.


GOLBERGVARIATIONER
Gæstespil på S/H
14. - 17.12.2021 + turné


Tekst: Ursula Andkjær Olsen
Musik: J. S. Bach
Medvirkende: Annika Johannessen (skuespiller),
Andreas Borregaard (akkordeonist)
Scenografi og video: Julie Forchhammer
Lysdesign:  Mikkel Jensen
Kunstnerisk ledelse: Andreas Borregaard, Julie Forchhammer
Foto: Søren Meisner
Støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, William Demant Fonden, Gangstedfonden. 


Sted: SORT/HVID, Staldgade 26-30, 1699 Kbh. V
14.12.2021 - 17.12.2021
Tirsdag-fredag kl. 20
Varighed: 90 min.


"Min veninde løber ind i stuen og ind igennem spejlet og ind på en anden legeplads, inde i spejlet. Jeg når ikke med derind, jeg løber efter min veninde ind i stuen, men jeg når ikke med ind i spejlet, hun løber derind, hun leger derinde på en anden legeplads, hvor jeg ikke længere kan være med, hvor jeg ikke længere kan være venner med hende. Det er sådan det er." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

 *

Se oversigten over de øvrige 

 207  anmeldelser

*

søndag den 12. december 2021

Anmeldelse: HEROIN på Teater Får302


Foto: Emilia Therese.

Vi træder direkte ind i sjælens mørke. Der er tåget, og scenen er kun svagt oplyst. Vi starter med en telefonsamtale mellem de to elskende, Martin og Markus. Deres navne er næsten identiske, og det er deres historier også, men som rumpartikler, der suser forbi i hver deres bane, mødes de hele tiden på forskudte punkter. De når aldrig rigtigt sammen. Jo, næsten, for de oplever øjeblikke af intens lykke og forelskelse, og så alligevel ikke. For de befinder sig hele tiden forskudt af hinanden. De tiltrækkes og afstødes af hinanden som magneter, der hele tiden higer efter at være sammen og som alligevel ikke formår det. Ikke i længden. 


Foto: Emilia Therese

Magnus Iuel Bergs stramme og stærke tekst er skarpt instrueret af Johan Sarauw. Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen spiller henholdsvis Martin og Markus. De er sidst i 20´erne og helt i drifternes vold. Selv om der også er stoffer i historien, er det kærligheden, der er det stærkeste stof i historen. Det er dét stof som de begge bliver høje på og afhængige af. Men med opturen følger nedturen. De er stærkt knyttet sammen af bånd, som de ikke kan kappe, men som de i længden heller ikke kan leve med. Efter 5 år slider de sig løs af hinanden, for selv kærligheden må give op - til sidst. 


Foto: Emilia Therese

Det spiller ikke den store rolle, at historien udspiller sig mellem to mænd, kærlighed er kærlighed, og min kvindelige ledsager sagde bagefter, at hun havde tænkt på sit eget kærlighedsliv, mens vi så forestillingen. For teksten og forestillingen formår at berøre os lige i hjertet. Den er pågående, rå, råbende, sparkende og elskende. Det er sådan kærligheden er. Den hiver i os, og hiver os ud over vore grænser. Vi griber ud og fanger hinanden, og kan måske bære hinanden i én time, ét døgn, én uge, én måned - eller et helt liv. Nogle hænder er skabt til at gribe og andre til at tabe. Eller måske er det noget, vi kan lære at blive bedre til? Men fælles for os alle er, at vi higer mod denne formæling, og mod mødet med den anden, den elskede. Det er dét, som lyser op i mørket. For mørkt er der - på scenen og i rummet, hvor kærligheden eller rettere forelskelsen foregår. 


Foto: Emilia Therese

Forelskelsen og kærligheden i stykket er en lysende gnist omgivet af mørke. Der er ingenting til at distrahere fra det egentlige. Sådan er det i kærlighedens rum. Gulvet, loftet og væggene er sorte. Gulvet er belagt med sort grus. Det ligner lava, og det ville passe godt symbolsk til stykket. Som skudt op af et krater og ejakuleret ud over de to spillere, der gør det imponerende godt. De er intenst og ubrydeligt låst sammen i de 75 minutter forestillingen varer. Der er kun dem og kærligheden. Intet andet. Det er alt. Men det er også nok. Mere end nok.  Alt i forestillingen er enkelt, skarpt og præcist. Der er intet unødvendigt. Det gælder både ordene, instruktionen, spillet, scenografien, lyden og musikken. 


Foto: Emilia Therese

Det hele er båret af en enkelhed, der kun er de færreste forundt at arbejde med. Alene dét er betagende og uhyre effektivt. At det tilmed fungerer så eminent og understøtter hinanden på fineste vis, gør det endnu mere fængslende. Det skal ses og opleves. 


HEROIN
Gæstespil af Zangenberg Teater
på Teater Får302
8. - 19. december 2021
75 min.

Dramatiker: Magnus Iuel Berg
Skuespillere: Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen
Instruktør: Johan Sarauw
Scenograf: Nina Helledie
Lysdesign: Sebastian Just Olsen
Lyddesign og musiker: Malte Nordtorp
Instruktørassistent: Theresa Lange

*

Aldersgruppe: 16 år og op
Varighed ca. 75 min.

HEROIN spiller kl. 20:00  mandag-fredag 
og kl. 17:00 lørdag og søndag.

HEROIN er støttet af Dansk Skuespillerforund og af Københavns Kommunes Scenekunstudvalg
Co-producent: Teater Zangenberg

Hjemmeside & billetter 

*

Læs også anmelelsen af Magnus Luel Bergs 

I STØVET FRA REGNEN

*

tirsdag den 7. december 2021

“Ghosts of Moria” af Michael Graversen og Florian Elabdi


Margrete Auken (SF) inviterede til filmvisning og debat i GRAND om tilstanden for mennesker ved Europas grænser. Først viste Michael Graversen udvalgte scener fra sin og Florian Elabdis dokumentarfilm ”Ghosts of Moria”, som får premiere i 2022. Derefter modtog Michael Graversen, Margrete Auken, Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International) og Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser) spørgsmål fra salen og debatterede mulige løsninger.


Paneldeltagerne (fra venstre mod højre): Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser), Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International), Margrete Auken og Michael Graversen. Foto: Rikke Lauritzen.

Margrete Auken indledte med at citere paven for hans ord om Moria, efter besøget der i sidste uge, og det fatale ved, at vi efterhånden har vænnet os så meget til at høre om flygtningenes umulige vilkår i de overfyldte lejre, at vi ikke længere orker at høre om det, og stiltiende er kommet til at acceptere det, for sådan har det jo allerede været længe.  At det har givet os hård hud på følelserne. Men at filmen hjælper os til at finde tilbage ind til følelserne.


 "Drømmen om Denmark" (2015) er Michael Graversens stærkt indignerede og prisbelønnede portræt af afghanske Wassiullah fra han kommer til Danmark som uledsaget flygtning som 15-årig og følger ham videre på flugten til Italen tre år senere, da han efter afslag på danske opholdstilladelse ender i et italiensk limbo stærkt svækket af PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse).

Det har hun meget ret i. For de udvalgte scener, som vi så, forud for den forestående premiere næste år, var både dragende, betagende og oprørende. Men på en stille inderlig måde. Det er mærkeligt at skrive det, for det var umådelig smukke filmklip. Dygtigt understøttet af Sune Køter Kølster følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der var ikke mange ord, men scenerne var forbundne af få forklarende tekster. Der blev zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen Lesbos.  Vi kom helt tæt på dem og fik mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag, hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr som de sælger på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende skæbnehistorier. Det, de fortalte, blev sagt konstaterende uden nogen form for føleri. Billederne i sig selv var – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke. Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstod nærmest poetisk, selv om der ikke var plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der måtte arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.


Foto: Michael Graversen

Bagefter var der mulighed for at fortsætte diskussionen med et glas hvidvin udenfor, men kulden afkortede den seance betragteligt.

Det bliver uden tvivl en stor oplevelse at få mulighed for at opleve filmen i sin helhed i 2022.


Mads Nygaard og Michael Graversen udgav i 2019 "De uledsagedes bog" (Jensen & Dalgaard).
Læs her Michael Graversens feriedagbog fra Samos samme år, hvor han med familien, efter færdiggørelsen af bogen, var taget ned for at hjælpene flygtningene på øen. 


Michael Graversen i den nedbrændte flygtningelejr Moria på den græske ø Lesbos.



Bogudgivelse forud for filmen:
Michael Graversen
"Moria in memoriam"
144 sider. Illustreret.
Forlaget Jensen & Dalgaard

"Morialejren på Lesbos var Europas største flygtningelejr, indtil den i 2020 brændte ned til grunden. Gennem fem år har dokumentarist Michael Graversen besøgt lejren, og med bogen ønsker han at sætte et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig. Moria in memoriam er fortalt i ord og billeder af Michael Graversens med inddragelse af beretninger fra beboere og frivillige NGO'er, han gennem årene har mødt i lejren.''

Ved køb af bogen i december 2021
går 100,- kr til Læger Uden Grænser, 
der er til stede på Lesbos. 
Læs mere her.

*