Anmeldelse: EUROPÆERNE på Teaterøen

 

Foto: Ingrid Bugge

I ”Europæerne” er vi tilbage i Wien i 1683, hvor osmannerne (eller muslimer/arabere som vi ville kalde dem i dag) er tæt på at erobrere Wien, der på det tidspunkt var symbol på hele den vestlige verden, for havde vi tabt det slag, havde vi også tabt Europa – og den fælles følelse af europæisk sammenhold, der siden har været en naturlig og underforstået sammenhængskraft. Men som ikke længere med samme naturlighed binder os sammen. Barkers monumentale værk er på én gang nostalgisk og visionært og tilbyder en rejse frem og tilbage i den europæiske bevidsthed og selvforståelse. Den nulevende, 70-årige engelske dramatiker, Howard Barker (født 1946 i Camberwell) kaldes for vor tids Shakespeare. Det er store ord, men netop det som Shakespeare mestrede så fint, gør Howard Barker ham efter. Evnen til på én gang at skrive for høj og lav, evnen til både at jonglere med komedie og tragedien på samme tid, men først op fremmest den fabulerende evne til at (gen)skabe verden foran os på scenen via ord, der på én gang både svier og fryder. Som publikum kan vi bade i ordstrømmene. De lægges for os som vellystige kødlunser, der grilles over eksistensens flammer og bliver til i vellystne ordorgier på liv og død. Ordene er på én gang både lette og tunge. Dansende og valsende borer de sig ind i kroppen som missiler eksploderende af vellyst.

Foto: Ingrid Bugge

”Gud knock-outede Allah, denne gang...” 

(Kejserinden af Østrig, 1. akt, 1. scene)

Allerede da Klaus Risagers musik til forestillingen afspilledes i bussen til Teaterøen, var det tydeligt at der var lagt op til noget ganske særligt. Musikken er på én gang inviterende rummelig og vemodig, og ideel som akkompagnement til et så gigantisk visionært og vidtforgrenet teaterværk som Howard Barkers EUROPÆERNE. Risagers musik giver mig lyst til at græde, for han formår – ligesom Barker - at invitere indenfor i en verden, hvor alting er i bevægelse og samtidig er frosset fast i et vibrerende nu.

Foto: Ingrid Bugge

”De fattige har hverken ord eller underbukser.” 

(Katrin, 1. akt, 2. scene)

I den 3½ time lange forestilling ledes publikum indledningsvis udenfor og samles omkring en stortromme, der brager gennem mørket og gør det ud for tumlen på slagmarken, da vi møder Thomas Kirk som den evigt poserende kejser, der træder ud af mørket med ordene: ”Jeg ler. Jeg ler.” Han afslutter med de samme ord – og hele teksten kan ses som et stort vidnesbyrd om Europas selvdestruktion og genfødsel. Liv og død, krig og fred, rædsel og fryd, kærlighed og had. Alt bydes op til dans af den leende kejser. Uden mikrofonforstærkning lykkes det spillerne at råbe os op med stemmer, der stiger frem af mørket, mens de langsomt bevæger sig frem mod os og ind i lyset.

Foto: Ingrid Bugge

De leder os videre indenfor, da handlingen fortsætter i afmagnetiseringsstationens yderste flådestation før havet, hvor det er den voldtagne og maltrakterede i skikkelse af Tilde Knudsen, der afgiver sin beretning til referat i en af den store forestillings prægtigste scener. Ordene sidder fast i hende og vristes langsomt ud fra kroppens indre mørke til lyden af det inciterende akkompagnement af Klaus Risager, der musikalsk binder aftenen sammen. Det gør han bl.a. live på et opretstående præpareret klaver, hvorfra lydene glider umærkeligt ind imellem ordene på scenen. Scenen skildrer den evigt voldtagne og maltrakterede. På samme måde som scenerne mellem kejseren og maleren (Martin Ammundsen), tager afsæt i ønsket om at fastgøre billedet af det skete til papir og senere lærred i den evige jagt på dokumention – på at fastholde historien i ord og billeder, for hvad skete der - og hvordan? Det er en allegori over alle krige og alle civilisationer. Det bliver historien om menneskets overlevelse, destruktion og genkomst – intet mindre. Netop på samme måde som Shakespeare gør det i sine store dramaer. Det lyder pompøst og bombastisk, og det er det også, men ikke kun, for den store og sprudlende ordkunstner tager os hele tiden ind i sproglige rum, hvor vi møder nye overraskende selvforståelser.

Foto: Ingrid Bugge

”Ja de gode manerer vender tilbage lige så snart butikkerne åbner.” 

(Suzanna, 1. akt, 2. scene)

Barker har været opført på nationalscenen flere gange. ”Scener fra en henrettelse”(1996) med Kirsten Olesen og "Rædsel for natten" (1997) med Jørgen Reenberg. Senere også i Holland Houses "Stalingrad" (2002) og "Død, død og meget død" (2008). Odense Teater fulgte efter med ”12 møder med et vidunderbarn” (2008). Peter Kirk har tidligere arbejdet med teksten og har ud over Asterions Hus´ egen stab allieret sig med stærke ordjonglerende skuespillere som Susanne Storm (som kejserinden af Østrig) og Charlotte Munck (som den uforsonlige og stålsatte Starhemberg). Derudover medvirker Jacob Stage som liderlig og ugudelig præst og Gry Guldager som Susannah, Katrins søster, men er også særdeles overbevisende som døden selv i skikkelse af ”Anden Moder”.
 

Foto: Ingrid Bugge

Barker skriver som en beåndet digter og bander som en slagter. I en blanding af ekskrementer og ædelsten begraves tilskuerne i et ordrigt søle. Men vigtigst er at ord og menneske genopstår ud af destruktionen. Det er et vitaliserende og forfriskende Howard Barkersk syrebad. Det er klassisk teater på en helt ny måde. Derfor kræver det også en instruktør, der kan billedsætte det stærkt, direkte, frådende og poetisk – og det formår Peter Kirk til fulde. Kostumer og scenografi er skabt visuelt spektakulært af Maria Lau Krogh, der formår at forene det enkle med det overdådige. Til premieren blev spilletiden overskredet med 45 min. Det betød at den samlede spilletid blev alt for lang, men det er det, der sker når publikum samtidig skal bænkes, bespises og føres gennem utallige lokaliteter og nyde mange gastronomiske oplevelser samtidig. Dygtigt og gastronomisk overraskende kokkereret og serveret af Martin ‘Guf’. Det er så at sige den menneskelige faktor, men når det bliver rettet ind, vil de vigtige og afsluttende orddueller sikkert heller ikke virke så lange, men falde på plads i den enorme masterplan, der er ligger til grund for ”Europæerne”, hvor vi som publikum føres fra lokalitet til lokalitet, fra spise til spise, fra ord til ord. Men Howard Barker er altid for lang - eller rettere lige som han skal være. For det der er, skal være der, hvor det er. Der er ikke noget at betænke sig på. Tag ud og oplev det, men gør det hurtigt for forestillingen spilles kun 10 gange for et begrænset antal tilskuere. Det er storslået, mageløst og meget Howard Barkersk. Ligesom livet og døden, ligesom krigen og freden – ligesom livet og kærligheden er, når alting falder fra hinanden og finder sammen på nye overraskende måder i det Barkerske univers.

Foto: Ingrid Bugge

EUROPÆERNE

Medvirkende: Martin Ammundsen, Gry Guldager, Thomas Kirk, Tilde Knudsen, Charlotte Munck, Jacob Stage, Klaus Risager og Susanne Storm

Instruktør: Peter Kirk

Kok: Martin ‘Guf’

Scenograf: Maria Lau Krogh

Scenografisk konsulent: Hasse Selvig Sandell

Kostumedesigner: Maria Lau Krogh

Dramatiker, forfatter: Howard Barker

Komponist: Klaus Risager

Spilleperiode: fra den 16.-26. november 2016 kl. 18.30

Teatrets bus kører fra Christianshavn Torv en ½ time før hver forestilling – og tilbage igen efter forestillingen.

  Læs mere,

Billetter.

Trailer.

Dramatikerens hjemmeside.

Andre anmeldte forestillinger på Teaterøen:

Leonardo (Asterions Hus, 2015)

Mit rum (Asterions Hus, 2013)

Teaterfestivalen Asteroiden (2012)

Minotauros (Asterions Hus, 2010 )

------

Instruktør Peter Kirk beskriver i forestillingens program sit første møde med Howard Barkers katastrofiske teaterunivers, hvor det gælder om at tage publikum alvorligt og fortælle dem historier som de ikke forstår:

”Howard Barkers dramatiske tekster og hans teaterfilosofi har været inspirationskilde for mig i hele mit professionelle teaterliv. Jeg stødte på hans ”The Power of the Dog”, ved et slags tilfælde på mit 3. år på skuespillerskolen. Vi var allerede i gang med prøveforløbet, og lidt desperate uden en tekst, ledte vi efter et passende stykke. I en vild læsning af masser af stykker hoppede vi ombord i dette stykke, uden egentlig overhovedet at forstå hvad det handlede om, mens vi løbende oversatte den. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. På nær en enkelt forestilling 15-20 år tidligere var vi elever fra Odense Teaterskole de første, der spillede Howard Barker i Danmark. Efterfølgende fik jeg fat i flere stykker af ham og åd dem begærligt. Her var en stemme, jeg aldrig havde hørt før og som har inspireret mig dybt i mit virke som skuespiller og instruktør.”

Anmeldelse: D´ARC i Dansehallerne

Fotograf: Mirko Borscht

Oven over os troner en hvidklædt kvinde med et rødt flag: Jeanne D´Arc. Tror først at hun er en voksfigur, men det er den levende Jeanne D´Arc. Hun er placeret oven på et glasbur midt i rummet. Lige under hende – i glasburet – sidder en nøgen mand: Gilles de Rais. Han sidder på en forhøjning. Måske er han vanvittig, for fra tid til anden slår han en knytnæve ind i de tykke vægge så det gungrer, og de nærtstående gisper og flytter sig.

 

Fotograf: Mirko Borscht

Mens Jeanne D´Arc flager og musikken tordner imod os, rejser de to hovedpersoners stemmer sig som to kakafoniske tårne omkring os. Men pludselig bliver der stille. Ganske lette toner smyger sig gennem rummet. Det er en billedstorm. Det regner ned over os med stærke billeder. Der er en mand, hvidpudret, der bevæger sig langsomt gennem rummet som en vandrende smerte. Hans ansigt er forvredent. En sortklædt tilsløret kvinde smyger sig også rundt. Hun bærer en tilknappet kjolefrakke med slæb, hat, handsker og paraply. Alt sammen sort. Fra tid til anden krydser den hvidpudrede mand og den sortklædte kvinde hinanden som tavse kommentarer til de to talende hovedpersoner.

Både Jeanne D´Arc og Gilles de Rais skifter tøj og vandrer op igennem historien, hvor de indtager helt andre roller, der alligevel er de samme – i nye forklædninger. De fører os glidende fra deres egen tid og op til vores – og videre. Vi bevæger os via Afrika, via Auschwitz, Aleppo og videre op til nye pigtrådsindhegninger. Der står ikke længere ”Arbeit macht frei” over lejrens indgang, men i stedet ”Gammeldags og hygge”. Forestillingen slutter med en fest og en sang – men stadig er vi bag indhegningen, så det er svært at sige om vi er frie eller tilfangetagne. Eller som Jeanne D´Arc siger – nu iført pailletter og festkjole: Hvad har meningen egentlig været med det hele?

 

 Fotograf: Mirko Borscht

Det er de store meningers teater. Det handler om at være menneske – og om at overleve. Om forskellige måder at være menneske og overleve på. Men også om Europa og om vores blodige fortid. Om alt det, der har gjort os til det vi er i dag. Det er ingen glorværdig fortælling. Vores rejseførere på rejsen er en idealist og en krigsforbryder: Jeanne D´Arc og Gilles de Rais. De var samtidige og våbenbrødre - og endte begge på bålet.

Forestillingen spørger:

"Er du klar til at dø for det, du tror på? Og er det rigtigt at gå i døden for sin tro? Hvorfor bliver et ungt menneske radikaliseret og tror på, at sagen helliger alle midler?"

Med udgangspunkt i myten om Jeanne D’Arc har Teater Nordkraft og Sydhavn Teater sammen skabt en fabulerende teatralsk refleksion over et Europa i opbrud. Det er et udsagn, der rammer som en knytnæve midt i vor europæiske selvforståelse. Det er en bedrift.

Fotograf: Mirko Borscht

 

Undervejs er det ens egen interesse og nysgerrighed, der styrer hvad man ser og oplever, og hvor tæt man vælger at placere sig. Hvis det lyder anstrengt og ubehageligt, så føltes det faktisk lige omvendt. Publikumsinvolvering er næsten altid kunstig og kun sjovt for dem, der ikke selv bliver udvalgt, men i D´ARC lykkes det, fordi vi allerede er med i kraft af at vi bevægede os rundt mellem skuespillerne – og det gør kun forestillingens pointer tydeligere.

På et tidspunkt står jeg og stirrer ind i glasburet, hvor Jeanne D´Arc er fanget og menneskeligt er ved at gå i opløsning. Hun er tilsølet og gennemvædet. Hun fanger mit blik, eller også fanger jeg hendes, men hun fastholder det. Det er et vildt blik, et desperat blik som fra et såret dyr, for hun er reduceret til instinkt – rent overlevelsesinstinkt. Det er det eneste der er tilbage af hende. Det er det sidste hun er og har. Det er det blik som jeg tager med mig hjem.

 

 Fotograf: Mirko Borscht

Det er en forestilling som det tager lang tid at fordøje. Den er så tætpakket med ord, billeder, tableauer og sansninger, at den tvinger én i knæ. Den er på én gang prægtig og aldeles ufordøjelig. Ligesom sit emne, der er umuligt at komme til livs. Det vil ikke fastholdes, men leve sit eget liv – ligesom forestillingen, der umulig kan falde til ro, sådan som en provokation skal være, når den samtidig er et kunstnerisk pletskud, der rammer midt i dødens hjerte – og derved på en sær omvendt måde netop vækkes til live igen. Som fugl Fønix genopstår forestillingen/installationen, når den basker op fra det bål, der endte med at fortære både Jeanne D´Arc og Gilles de Rais. Den så at sige tilintetgør sig selv og tager tilskuerne med i faldet. Det er et gigantisk fald – som skal opleves.
Instruktion, installation, skuespil, billedsætning, musik, lys og video - alt arbejder sammen på fineste vis i denne imponerende opsætning. Også selvom indledningen og afslutningen sagtens kunne forkortes lidt.  

*

Som en indgang til forestillingens univers er at det godt at vide lidt om de to hovedpersoner:

Jeanne d'Arc (1412-1431) også kaldt "Jomfruen fra Orleans" var en fransk helgeninde og hærfører fra Hundredårskrigens sidste fase. Hun blev brændt på bålet som kætter i Rouen. Hun blev rehabiliteret i 1456 og er en fransk national heltinde.

Gilles de Rais (1405-1440) var en fransk adelsmand og Jeanne d'Arcs soldaterkammerat. Han blev dømt for at tortere, voldtage og myrde snesevis, hvis ikke hundredvis af små børn, hvoraf hovedparten var drenge.

*

Dansehallerne, København, fra den 4. – 19. november, man-fre kl. 20, lør kl. 18.

 

 Iscenesætter:

Mirko Borscht

 Medvirkende:

Mille Maria Dalsgaard, Olaf Højgaard, Malik Grosos, Jørgen Callesen, Carlo Størup og Christian van Schijndel

Scenograf:

Christian Beck

 Musik:

Carlo Størup

 Kostumer:

Elke von Sivers

Videodesigner:

Hannes Hesse

 Scenografassistent:

Alberte Husted Larsen

Forestillingsleder:

Sasja Ekenberg

 

Forestillingen D’ARC er en co-produktion mellem Teater Nordkraft i Aalborg og Sydhavn Teater og er støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Spar Nord Fonden, Dansk Skuespillerforbund

Læs mere. Se trailer.

                                                                                                              

Her er 2 citater fra forestillingens pressemateriale:

”For at forstå hvad der sker lige nu i Europa er vi nødt til at se tilbage på den europæiske historie. Vi må se på de krigsdramaer, der har været og forstå vores egen rolle i dem for at kunne lægge dem bag os. Og skabe en ny fremtid sammen…

”Vi har en bekvem evne til at se europæeren som humanist og menneskerettighedsforkæmper: Frihed, lighed og broderskab! Men under dække af rationalitet og under en tynd fernis af medmenneskelighed lurer en sadistisk, magtsyg kontrolfreak m/k. Og det er dette menneske, der stikker sit hæslige fjæs frem i D’ARC.”

 

Anmeldelse: DER SKAL MOD TIL på Edison

 FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

”Et af de hårdeste tider i mit liv var før jeg blev indlagt på Psykiatrisk Center Amager. Jeg følte mig alene. Jeg forstod ikke, hvad der foregik inden i mig. Hvorfor har jeg angstanfald? Hvorfor har jeg selvmordstanker, når jeg i virkeligheden elsker  livet?”

Laura

Forestillingen ”Der skal mod til” består af selvoplevede beretninger fra 14 unge, der med livet i hænderne står frem og fortæller om det, der hidtil har været deres største hemmelighed.

Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?

”…jeg synes ikke rigtig jeg minder om nogen. Jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg går i behandling med, og jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg ikke går i behandling med.”

 Emil

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

De er alle bange for ikke at være gode nok, for ikke at passe ind og for at miste den sidste rest af samhørighed, de har med andre. Den rest som måske udgør den yderste og eneste forbindelse som de har med omverdenen. De har altid spillet teater for at passe ind. Flere taler om den evige teaterforestilling, de hver især er nødt til at spille for deres omgivelser, for det er simpelthen for svært at bryde igennem og fortælle om, hvordan de virkelig har det. Så på den måde er de vant til at spille teater, men nu er det første gang at de spiller sig selv – sådan som de er.
 

 

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Flere gange lyder det fortrøstningsfuldt fra scenen, at de slet ikke ville undvære deres lidelser og diagnoser. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at tro på det, men derfor kan det godt være en sandhed med modifikationer. For de ville utvivlsomt foretrække at være ’normale’, hvis det begreb overhovedet findes. Men måske er det bare en skrøne - det, med den normalitet?

”Jeg går ud i virkelighedens verden. Jeg tager min maske på. Masken hvor den glade Laura, den energiske Laura, den overskudsrige Laura dukker frem. Ingen må opdage hvordan jeg i virkeligheden har det.”

Laura

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Forestillingen giver et smukt, stærkt, foruroligende, men også præcist billede af, hvad det vil sige at være uden for det fællesskab som vi higer så stærkt efter, men som igen og igen slider os i stykker, når vi ikke kan passe ind i det.

Der var flere gange undervejs, hvor jeg ikke orkede at høre mere, hvor det blev for meget, hvor jeg ikke kunne rumme mere. Det bliver for meget kaos, for meget ulykke, for meget af alt det som vi til dagligt skubber fra os, for at bevare illusionen om livet som vi helst vil se det. Så meget desto mere grund er der til at høre deres beretninger til ende. For det har en ende. En smuk én, oven i købet. For fortællingerne knyttes sammen og er drevet af håb og fortrøstning. Ja, ligefrem forløsning. Ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Men sådan er det ikke altid i livet.

”Hele besøget hos lægen er meget sløret. Men jeg husker klart, da hun ser på mig og siger: ”Svær depression.” De første tyve sekunder troede jeg ikke på det selv. Men så var det som om hun brast en boble, og jeg blev overvældet af flere års indre smerte.”

Anna

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

 

Tak til de medvirkende for deres nærvær og fortællinger - og ikke mindst folkene på C:NTACT med Peter Dupont Weiss i spidsen som ferm instruktør og med Donna Cadogans musik og Lasse Hoeg von Essens koreografi, der gav god rytme og tempo til forestillingen. Tak til C:NTACT for endnu engang at føre os hen et sted, hvor det slet ikke er behageligt at være, men ikke desto mindre bliver det stadig vigtigere at blive mindet om, at ingen er ens og vi alle er forskellige – og at vi skal vide at kunne rumme denne forskellighed. Men det skal der mod til…

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

DER SKAL MOD TIL 

 

MEDVIRKENDE: Anna, Cille, Isabella, Jessica, Karoline, Laura, Louise, Mark, Magnus, Nicklas, Nanna, Natacha, Selma og Trine                                                                      MANUSKRIPT: Peter Dupont Weiss  og de medvirkende
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen
LYD: Signe Hendel Møller 
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann                                             

"Der skal mod til" er støttet af VELUX FONDEN.             

                      Forestillingen spiller på Edison,                         
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Spilleperiode: 25.10.-18.11. 2016

Læs mere.  

Bestil gratis billetter via hjemmesiden.
Men det gælder om at være hurtig!

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Se forestillingens undervisningsmateriale.

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

Anmeldelse: JEG, HÄNDEL på Teater Får302

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

Svensk/norsk gæstespil.

Hvad pokker er det der sker?

Jeg havde sat mig på 1. række i Teater 302s lille teater i Toldbogade ved Nyhavn. Der var en stank uden lige. Tænker instinktivt at det kan jeg ikke holde ud. Skal jeg gå eller holde mig for næsen eller bare trække vejret gennem munden? Men man kan vænne sig til meget, for bare 10 minutter senere har jeg glemt alt om det – eller i hvert fald affundet mig med det. Måske fordi det der foregik på scenen var så grænseoverskridende.

Det er en glidende overgang fra fascination til væmmelse, fra liv til død og fra had til kærlighed. Nogle gange lapper det over – ligesom på scenen i ”Jeg, Händel”.

 

Soloforestillingen JEG, HÄNDEL er baseret på Carl-Michael Edenborgs roman ”Mitt grymma öde”, der er en historisk fantasi over den tyske komponist Georg Friedrich Händels liv (1685-1759). Forestillingen har romanen som sit forlæg, og er destilleret ned i fire tekstfragmenter.

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

 

Det er ulækkert. Det er FANTASTISK ulækkert, men jeg sad også som naglet til min plads, mens fortællingen om den store komponists møde med den første kastratsanger blev fortalt i al sin skønne gru. Vi bliver ikke sparet for noget. Her er ingen fine fornemmelser. Eller rettere er der en masse fine fornemmelser, for det er dem, der gør det grotesk. Ja, vulgært og bizart. Her skal ikke røbes for meget om selve handlingen, for den er spinkel som en pølsepind. Men hvilken pølsepind! Den har både smag og bid.
 

Scenisk er det forløst optimalt af instruktøren Henriette Pedersen. Caisa-Stina Forssberg er overdådig som Händel. Stor, svulmende, vulgær og alligevel rørende. På én gang både skrøbelig og grotesk. Olav Ryland Myrtvedts scenografi er overvældende og kvalm (inklusiv de to spande med tapetklister, der hældes ud på gulvet!), mens den flimrende flotte lyssætning af Tilo Hahn næsten gør én svimmel. Musikken er orkestreret og brugt optimalt af Katrine Ganer Skaug og bygget op omkring ”Lascia che´io Pianga (fra operaen Rinaldo, 1711) sunget af Cecilia Bartoli (ligesom på optagelsen her).

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

 

Vi møder dødens engel i starten. Kastratsangen virker så berusende og overjordisk, at Händel er bange for at dø af det. Vi gyser. Især når man - som han - er viklet ind i skønne klæder skabt af Kjell Nordström, men det ser ud som om de er dækket af indtørret bræk. Forestillingen er fysisk påtrængende. Den sætter sig på én, på tøjet – og bliver siddende.
Senere følger vi Händels møde med englemageren og ikke mindst Idomino, den unge dreng, der som 6-7 årig ender i englemagerens blodige hænder, der med sin kniv gør ham til kastratsanger. Da Händel mange år efter igen møder Idomino, er han blevet en fuldvoksen kastratsanger, og det er mødet med ham, der får Händel til at udbryde at han er en af Satans yngel. Det mest guddommelige er også det mest djævelske. Skønhed og gru går hånd i hånd.

 

Der er et ekstra lag i historien, for Händel spilles af Caisa-Stina Forssberg – en kvinde i mandeklæder. Samtidig tvinges hovedpersonen til at iføre sig kvindeklæder i den afsluttende seksuelle fornedrelsesscene – og det er jo altså en mand, der spilles af en kvinde klædt ud som mand, der lader sig klæde ud som kvinde – og ender med at stå helt nøgen over for os og kaste sin store krop lige ud i øjnene på os. Det er stærkt – og flot.
Det er med andre ord en forestilling, der er åben for mange fortolkninger. Faktisk siges der ikke meget, selv om der artikuleres så meget desto mere. Som i en opera – af Händel.

Måske er det netop grunden til at det virker så stærkt.
For forestillingen er uafrystelig. Ligesom musikken. Den skal opleves, hvis du tør!

 

Foto: Sveinn Fannar Jóhannsson 

 

JEG, HÄNDEL

 

Instruktion: Henriette Pedersen

Tekst: Carl-Michael Edensborg

Skuespiller: Caisa-Stina Forssberg

Scenografi: Olav Ryland Myrtvedt

Kostume: Kjell Nordström (aka Baron von Bulldog)

Lys: Tilo Hahn

Musikudvalg, ide & koncept: Katrine Garner Skaug

Musikredigering: Anja Tietze Lahrmann

Dramaturgi: Kai Johnsen

Producent: Morten Kippe

Barok inspiration: Elizabeth Svarstad

Svensk/norsk gæstespil på Teater Får302

Spilleperiode: 20.-22. oktober 2016

Læs mere.

 

Anmeldelse: ROMANTIKER i Poesiens Hus

 

Klædt helt i sort bliver deres vingeaftegninger på ryggen så meget desto tydeligere. Måske er de engle fra det hinsides, men i så fald med meget kødeligere efterliv. De fører os gennem aftenen, natten og frem mod morgenen. Morti Vizki, Michael Strunge og Lene Henningsen har lagt ord til, og de er fermt sammenkædet af sidstnævnte. Marianne Grønnow har lavet den installation, der lægger sig omkring de tre skuespilleres ord. På scenen er det Mia Lerdam, Mette Frank og Ulver Skuli Abildgaard, der elegant og veloplagt fyrer ordene ud over os som en blanding af skud og konfetti. Når vi tror at det bare er for sjov, skydes der med skarpt så ordprojektilerne gennemhuller luften over os, og når vi garderer os er det konfetti og lystne ord der regner ned over os. Mia Lipschitz har koreograferet ord og bevægelser – og har gjort det med så stort nærvær, at både tempo og intensitet holdes oppe i de knap 5 kvarterer som forestillingen varer. Eller måske er det i højere grad en fremstilling? For vi befinder os i grænselandet imellem de to. Musikken er leveret af Martin Hall.

 

 

Vi befinder os midt i en flodbølge af ord. Ordene hiver og slider i os. Vizki og Strunge trækker os lokkende og frådende gennem aftenen og natten. Deres ord fra det hinsides supplerer fint hinanden og lapper over hinanden, for lige der mellem de to, imellem aftenen og natten, sker der uendeligt meget mere end når det bliver morgen. Måske er morgenen slet ikke tænkt som nogen forløsning. Måske er aftenen og natten bare mere intens og interessant, for morgenen har ikke karakter af at vi kommer et andet sted hen, der er ingen opvågning. Det er som om at drømmene er så meget stærkere, men sådan er det selvfølgelig for en romantiker. Det handler meget mere om at være end at blive. Om at være til stede i glødende og frysende øjeblikke fulde af ord og liv. Og slet ikke om at vågne, for det er drømmene der alligevel er de stærkeste og mest livgivende. For drømmene næres af levet liv.

Fotograf: Henrik Friis
På billedet: Mette Frank, Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard.

Vi er slet ikke i nærheden af nogen fremadpulsende dramaturgi, snarere tværtimod, for det er netop i de flygtige øjeblikke at alting frisættes. Det er lige der, hvor ord og liv holdes frem mod publikum som knytnæver og blomsterbuketter. Det er først og fremmest stærkt engagerende og ladet med (natte)liv, sved og tårer. Det skal der til, for at ordene bider sig fast og holdes i live så flot som det sker i Poesiens Hus på Oslo Plads.

 

Foto: Lene Henningsen

Instruktion: Mia Lipschitz

Skuespillere: Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard og Mette Frank

Ord: Morti Vizki, Michael Strunge og Lene Henningsen

Installation: Marianne Grønnow

Musik: Martin Hall

Spilleperiode: 15.-20. oktober i Poesiens Hus
Genopsætning : 28.1. -2.2.2017 

Billetbestilling

Læs mere på hjemmesiden og på FB.

*

Læs også samtalen med Mia Lipschitz fra den nyligt udgivne festivalbog MED OG UDEN SMYKKER (Forlaget Epigraf, 2016), hvor hun netop fortæller om at ville gå mere poetisk til værks, sådan som hun gør med forestillingen/fremstillingen ROMANTIKER. I samarbejde med netavisen Sameksistens.dk blev samtalen offentliggjort forud for bogudgivelsen og festivalen.