Anmeldelse: GUDS LAM på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

Vordingborg Teater har til huse i byens gymnasie, men det er søndag og gymnasiet er tømt for elever, men fyldt med teatergæster. Nullo Facchini, stifter og leder af Cantabile 2, har instrueret teatrets 30 års jubilæumsforestillng, ”GUDS LAM. Det vi elsker. Det vi frygter”. Om Gents altertavle.

Forestillingen blev opført første gang i Gent i Holland. Cladio Morales og Siri Facchini  Haff er forestillingens to professionelle skuespillere, men deres opgave er denne dag blot at præsentere forestillingens medvirkende lokale borgere. Vi møder Vordingborgs borgmester og instruktøren fra Gent, der vises på bagvæggen, der er inddelt i de samme felter som altertavlen fra Gent, der er udgangspunktet for forestillingen. Først præsenteres vi for altertavlen, førend de nutidige borgere indtager rollerne fra det oprindelige maleri. Det gør de dels på scenen, og dels opprojiceret på bagvæggen i samme felter som personerne fra altertavlen.

Fotograf: Per Rasmussen

Det er Samuel Barbers 9 minutter lange ”Adagio for strings opus 11”, der musikalsk sammenkæder forestillingens mange beretninger. Det er et af de smukkeste og mest rørende strygerstykker, der løfter sig op over tid og rum med en helt egen overjordisk tone og klang. Musikken slynger sig beskyttende og forsonende rundt om fortællingernes skarpe hjørner. Det giver fin mening at bruge det i en forestillinger, der lader op mod 30 borgere mødes på scenen, hvor de nok spiller rollerne som de oprindelige borgere på den gamle altertalte, men mest af alt er de der for at fortælle deres egne livhistorier. For det er dét vi er inviteret ind til. Det er dramaturgisk lagt til rette, så den ene beretning passer sammen med den næste og på den måde kommer til at udgøre stemmerne i et folkekor, der synger en hel bys fortælling om deres levede liv, men som i lige så høj grad bliver en smuk og vidtfavnende hyldest til Cantabile 2´s 30 årige virke i byen.

 

Yderst i hver sin side af altertavlen er Adam og Eva afbildet. De forsøger at dække deres nøgenhed. Det er efter syndefaldet. Efter at Eva er blevet fristet af slangen og har spist af det forbudte æble fra kundskabens træ. Nutidens unge par beretter om, hvorfor de selv mener, at de egner sig som forestillingens moderne Eva og Adam. Eva fortæller om sin tilknytning til naturen, og at hun har det godt i sin nøgenhed, også der i lyset midt på scenen. Mens Adam beretter, at hans Eva i stedet må blive en anden Adam.  Det er bare én af forestillingens mange små overraskelser. Det næste er, da Adam og Eva nøgne gensidigt begynder at kærtegne hinanden, og snart efter forenes i en fysisk formæling, der i enhver anden sammenhæng ville have virket lummer og på grænsen til det pornografiske, men børnekoret er inden da rykket helt tæt over til parret, og er med til at gøre det til endnu ét af forestillings mange smukke øjeblikke. For smukt er det. Enkelt – og gennemført.

Fotograf: Per Rasmussen

Selvfølgelig er der en hårfin balance mellem udlevering og portrættering, men Siri Facchini Haffs værdige, varme, men alligevel afmålte og tilbageholdte præsentation af fortællingerne udgør en smuk ramme for det fortalte. Hun lader beretninger stå, ukommenteret, og det giver en stor værdighed. Men der er to, der ikke kan være med, denne dag. Den ene er den kun 6 uger gamle baby. Moren fortæller om fødslen i et vandbassin, og vi er med på storskærmen under fødslen. Det sker i løbet af et øjeblik, og så er underet født, og et lille nyt menneske er kommet til verden – og dukker op af vandet. Det er på én gang både gribende og overvældende. Den anden er den ældre mand, der er kommet tilbage til sit hjem for at dø der efter to hospice-ophold. På storskærmen fortæller han om, hvordan han forholder sig til det. Siri Facchini Haff stiller spørgsmål til ham som han besvarer, mens hun kigger op på filmen til ham. Han fortæller om konen og sønnerne, der snart ikke har ham længere - og som han skal sige farvel til. På spørgsmålet om, hvilken melodi han kunne tænke sig at høre, vælger han ”Dejlig er jorden”. Kameraet hviler på ham, mens vi lytter til salmen. Det virker som om vi lytter til den sammen, også selv om han døde måneden forinden, for det ophæver tid og rum, og får os til at træde indenfor i teatrets virkelighed, hvor altid bliver til her og nu. På den måde bliver det to fortællinger om liv og død, om livets begyndelse og afslutning.

Fotograf: Per Rasmussen

En anden af forestillingens gribende beretninger er moren til den 15-årige autistiske søn, der fortæller om dengang, hvor sønnen begynder at opføre sig ”anderledes”. Hans helt ændrede spisevaner får hende til at spørge, om han faster og holder ramadan? -Ja, svarer han. Hun er selv ateist, men vil gøre alt for sønnen, og understøtter ham i hans konvertering. Hun har ingen problemer med islam eller med religion i det hele taget. Men da sønnen bliver radikaliseret og stikker af hjemmefra, bliver hun frygtelig urolig. Da hun får beskeden om, at han er blevet slået ihjel under et droneangreb i Syrien, bryder hendes verden sammen. Hun sætter sig ind i, hvad det vil sige at være troende, for at forstå sønnen. Det er rørende at høre hende fortælle om den fredselskende religion, for hun vil gerne forstå sønnen. Det er som om hun rækker ud efter ham og nærmer sig ham, via sin forståelse. Som om de på den måde stadig er sammen. For at bearbejde sorgen og savnet begynder hun at lave smykker: bedekæder. Katolske og islamiske. Hendes udlægning af ’jihad’ er anderledes, men også forbløffende. For, som hun fortæller, er det kun en lille del af det, der betyder ’hellig krig’. Resten - som vi sjældent hører om - er de dyder der knytter sig til at tro, hvor man er forpligtet til at tage sig af andre og til at yde det bedste man kan - og jo, så er der også den del om hellig krig. Men det er den mindste. Det er som om hun har indadopteret smerten i sig for at kunne udholde den. Det er en menneskelig beretning, der gør indtryk. Det er også en af de få gange, hvor Siri Facchini Haff selv kommenterer det: ”... den form for udlægning har jeg aldrig hørt før!” Men det bliver sagt anerkendende og med respekt. En anden beretning, i forbindelse med altertavlens felt med de troende, fortælles af en ISIS-sympatisør, der beskriver sit had til de vantro og det sekulære. Det er en oprørende tale, men flot spillet af skuespilleren, der læser ordene som er hentet fra internettet, for det var ikke muligt at finde nogen i Vordingborg, der ville læse teksten fra scenen.

Fotograf: Per Rasmussen

Der er andre fremmede stemmer med. To herboende syriske flygtninge fortæller om deres flugt. Faren er tjener på den lokale restaurant nede ved havnen, men drømmer om engang at få sin egen. Ægteparret fortæller på skift om flugten hen over Middelhavet. De beretninger har jeg efterhånden hørt mange af, men det er hver gang stadigvæk lige oprørende og forfærdende. 

Fotograf: Per Rasmussen

Og så er der fårene, eller rettere Guds Lam. Det bliver ikke slagtet live på scenen, men vi ser det gengivet på skærmen, mens et får bliver klippet på scenen. På det oprindelige alterbillede står offerlammet stolt knejsende i midten, mens en blodstråle vælder frem fra halsen. Betagende var det at følge klipningen, der bliver foretaget af den lokale fåreavler. Fåret blev klippet på få minutter. Fåreavleren fortalte, at han havde taget tre får med, da får er flokdyr, og at de føler sig trygge, når de ikke er alene, så det er meget lettere at have tre med end bare ét. Forestillingen indledtes da også med at de tre får løb henover scenen fulgt af fårehyrden og hans hund. Efterfulgt af det børnekor, som Siri Facchini Haff dirigerede, der sang glade Halfdan Rasmussen-agtige sange i løbet af forestillingen.

Det er en fantastisk forestilling, der fortæller en gribende beretning om borgere i Vordingborg, men ikke mindst om mennesker i vor tid. Mange af de medvirkende og publikum i salen kendte garanteret hinanden i forvejen. I hvert fald af udseende, men hvor mange kendte egentlig hinandens historier? Det gør de nu takket være GUDS LAM. 
Det er en mindst lige så spændende fortælling for andre uden kendskab til byen og dens borgere. 
Tillykke til Vordingborg og til Cantabile 2 med de første 30 år.

Fotograf: Per Rasmussen

GUDS LAM

Cantabile 2

Vordingborg Teater

24.-28. januar 2020

Performere: 

Siri Facchini Haff og Claudio Morales

Lokale medvirkende på scenen: 

Karolina Dam, Anna Bove Eiler, Malik Facchini Haff, Frank Hansen, Maren Mille Henckel, Tuk André Henckel, Merle Lauenborg Hyrup, Mynte Lauenborg Hyrup, Ester Betak Lund, Julie Nielsen, Morgan Finke Nygaard, Kathleen C. A. Poblete, Shirin Samir, Ahmad Sarkojak, Fadi Sarkojak, Sofie Therese Margareth Sillemann, Sofia Elisa Sommerstedt-Rasmussen, Jens Ulvedahl, Lulu Rose Koppel Aamand

Lokale medvirkende i videoprojektioner: 

Kalle Lund-Nielsen, Bjarne Mortensen, Julie Nielsen, Mohamed Ali Osman, Milo Rau, Anders Roland, Mikael Smed, Flemming Rasmussen – Nybyskov Økologi

Originalkoncept: Milo Rau, NTGent
Instruktion: Nullo Facchini

Dramaturgisk assistent: Barbara Rousset
Produktionsleder: Karolina Pietrzykowska
Teknik og lysdesign: IMULTO
Lydteknik: Peter Koch
Videoteknik: Stijn Pauwels

Konstruktion af ramme: Nyby Sceneteknik
Sangtekster børnekor: Marc Facchini
Arrangement børnekor: Anders Roland
Lyddesign: Daniela Bretes Maciel Elneff
Videodesign: Christine Hvidt
Visuelt design: Charlotte Grum
Teatermaler: Charlotte K. Dethlefsen
Scenografiassistent: Morten Juhl

Overordnet børneansvarlig: Siri Facchini Haff
Produktionsassistent og børneansvarlig: Kai Petra Vriesema
Assisterende børneansvarlig: Emmely Linnebjerg

Research: 

Klaus Geisler, Charlotte Grum, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Barbara Rousset

Videobilleder i altertavleramme og pressefotos: Per Rasmussen
Videoer – undtagen af slagtning: Per Rasmussen
Video af slagtning: Jesper Truelsen

Praktikant: Emmelie Jønsson
Grafisk design: Lone Fomsgaard
Producent: Maria Westh Hage
Administration: Helle Iuel
PR & presse: Helle Bøgelund
Produktion: Cantabile 2

*

Hjemmeside:

Det trykte program (som PDF)

*

Tidligere anmeldte forestillinger med Cantabile 2:

På mørkets bund (2019)

Skjult nummer (2017)

 *

Om forestillingen og altertavlen:

”Den belgiske altertavle fra 1432 er malet af brødrene Hubert og Jan van Eyck og placeret i St. Bavo katedralen i Gent. Det store kunstværk ­ (3,5 x 4,6 m) billedliggør menneskehedens skabelse og udvikling i et kristent perspektiv med Adam og Eva som ur-forældrene, der sammen med to englekor flankerer midterfeltet med Gud Fader omgivet af Jomfru Maria og Johannes Døberen, og under dem korsfarere, de retfærdige dommere, pilgrimme og eremitter; og i det helt centrale billedfelt Helligånden og det tilbedte offerlam inden ofringen. Denne tavle inspirerede instruktør Milo Rau, leder af nationalteatret NTGent, til en nutidig iscenesættelse med lokale borgere fra Gent, og hans forestilling ’Lam Gods’ havde premiere i 2018. Denne forestilling har inspireret Nullo Facchini, kunstnerisk leder af Cantabile 2, til GUDS LAM, alt det vi elsker, alt det vi frygter.”

Anmeldelse: NATTERGALEN på Takkelloftet

Fotograf: Søren Meisner

Dobbeltforestilling af Dansk Danseteater

Et forudgående 3 års arbejdsforløb resulterede i de to værker med udgangspunkt i henholdsvis HC.Andersens ”Nattergalen” (1843) og Oscar Wildes ”Nattergalen og Rosen” (1888). Dansk Danseteaters nye leder, Pontus Lidberg, der tog over efter Tim Rushton, gav opgaven til koreograferne Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Det er der kommet to spændende værker ud af. Kloberg har forholdt sig til HC.Andersens ”Nattergalen”, mens Pereira har ladet sig inspirere af både Andersen og Wilde.

Sebastian Kloberg

I den første og længste, af Kloberg, er der 7 dansere på den ellers tomme scene på Takkelloftet. Bagest står scenografien af den dansk/ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko, der i råt udskårne træplader illuderer abstrakte træer og roser, som kan køres frem og tilbage på scenen – og også bliver det. Ikke mindst i den sidste af de to værker. Den meget enkle scenografi er mere kunstnerisk end køn, men passer fint sammen med musikken af Den Sorte Skole, der opførtes live til Københavnerpremieren. Og hvilken musik! Samplede lyduniverser kastedes imod hinanden, smeltede sammen for straks efter igen at forvandles til noget fin og sart. Det gav danserne et stort, kraftfyldt, men også inderligt afsæt for at udfolde sig i de to nye værker.

Sergei Sviatchenko

HC.Andersens ”Nattergalen” handler, ligesom hans kortere historie ”Klokken”, om det ægte sat overfor det kunstige. Scenisk blev det i den første ballet visualiseret ved kejseren omgivet af sine underdanige hoffolk, der konstant affnuggede hinanden og ikke mindst kejseren med røde affnugningsbørster, der som kulørte pletter flyttede sig rundt i det ellers sort/hvide sceneunivers. Deres gentagne manøvrer blev til en lidt trættende gimmick. Til gengæld var den lange pas de deux mellem kejseren (Lukas Hartvig-Møller) og nattergalen (Elin Andersen) vidunderlig smuk, langstrakt og indtagende. I den efterfølgende scene havde hoffolkene fanget nattergalen ind, og fastgjort stramme sorte bånd, så den blev til en marionetdukke, der styredes af hoffolkene. Den indfangne nattergal blev derved til den mekaniske nattergal i buret. Altså historien om friheden, der bliver sat i bur og mister sin glød og sin frie sang.

Dansk Danseteaters dansere er dejligt individuelle. De er alle forskellige. Den smukke, lidt androgynt-udseende kejser var mindst 1½ hoved højere end de tre kvindelige dansere, og kom dermed til at understrege det ophøjede og kejserlige.

Alessandro Sousa Pereira

Efter pausen kom scenografien først rigtigt i spil og også med en meget større farvepalet i det kun halvt så lange værk af brasilianske Alessandro Sousa Pereira. På mange måder havde værket et mere glidende, gennemstrømmende kropsligt udtryk. I hvert fald følte jeg mig meget hurtigere fanget ind, for jeg var med fra den første bevægelse af. Det var også her, at musikken i endnu højere grad intensiveredes, for til sidst at kulminere i en næsten ulidelig, men også frisættende eksplosion. Samtidig med at de tre dansere rykkede helt frem på forscenen, og derved nærmest kastede eksplosionen ud over publikum.  

Det var et værk, der handlede om opofrelse, om at vie sit liv til kunsten eller kærligheden, men med fare for at miste sig selv. Om dedikation og forførelse. Jeg lod mig gladelig forføre.

Fotograf: Raphael Frisenvænge Solholm

NATTERGALEN

Det Kgl. Teater, Operaens Takkelloft

21.1.-1.2.2020

21., 22., 23., 24. kl. 20 & d. 25. jan. kl. 17 & 20,

31. jan. kl. 20 og 1. feb.kl. 17 & 20

Varighed: 80 minutter

*

Koreografi: 

Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira
Dansere: Dansk Danseteaters dansere:

Maxim-Jo Beck McGosh, Emily Nicolaou, Milou Nuyens, Lucas M. Threefoot, Taner Van Kuren, Bradley Waller,  Elena Peschechera, Joe George, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Merete Hersvik, Edward Pearce, Elin Anderson

Scenograf: Sergei Sviatchenko
Kostumer: Sergei Sviatchenko og Maria Ipsen
Musik: Den Sorte Skole
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Dramaturg: 

Amanda Linnea Ginman og Sosha Teperowska

Sponsorer: Expopartner, Nørhaven A/S og AN IVY.

*

DetKongelige Teater & billetter

Dansk Danseteater & billetter

Trailer

*

FAKTA
Urpremiere: Musikhuset Aarhus/ 17. januar 2020 kl. 20.00
Spilleperiode: Takkelloftet, Det Kgl. Teater / 21.-25. jan./ 31. jan. 2020
DK- turné fra d. 1. februar - 6. marts 2020

Der vil være gratis introduktioner til forestillingen

30 minutter før forestillingsstart på både Takkelloftet og turneen.

*

Anmeldelse: CANADA på Bådteatret

Grafik: Søren Meisner

Det er altid en glæde at opleve Livingstones Kabinet. Denne gang på Bådteatret med forestillingen ”Canada”. Igennem årene har jeg lært at sætte pris på det fald ud af virkeligheden, som deres forestillinger inspirerer til. Abstraktionsniveauet er stort og altopslugende. At opleve kabinettets forestillinger er et tilbud om at give slip og lade sig glide med, for det er en teatermæssig billedstorm. Det er som at betragte Magrittes malerunivers. Alt er genkendeligt, men taget ud af sin vante sammenhæng, før det bliver præsenteret i nye og overraskende sammenhænge.

Fotograf: Søren Meisner

I Kabinettets seneste forestilling gjaldt det en parafrase over ”Kejserens nye klæder”. På Teater V havde forestilingen slet og ret fået titlen ”Kejseren”. Også i ”Canada” gælder det en faktuel person: Nina Kareis, der udgør en fast del af Livingstones Kabinet, og som også har instrueret. Det er historien om hendes opvækst, men også forældrenes historie. Med en jødisk baggrund er det en slægtshistorie, der snor sig rundt om farfarens koncentrationslejrophold. Mormoren undslipper kun samme skæbne på et hængende hår. Var krigen ikke ophørt, var hun også blevet interneret, for hun stod allerede opført på de kommende afhentningslister.

Fotograf: Søren Meisner

Det hele anslås allerede i prologen, læst af Nina Kareis selv, hvor vi bydes indenfor i et ret konkret univers, men stadigvæk  befinder vi os i kabinettet. Så mere konkret er det heller ikke.

Nina Kareis, der oprindelig også hed Petersen, smed senere efternavnet væk og holdt fast ved det smertelige mellemnavn, der signalerede, at hun alligevel ikke rigtigt hørte til og dermed kunne blive en del af det blonde fællesskab, som hun så inderligt higede efter at  blive fuldblodsmedlem af. Men det var svært – og det sved, når det alligevel ikke lykkedes, for hendes baggrund er jødisk.

Fotograf: Søren Meisner

Canada bliver i forestillingen lig med alle de håb og drømme, som den flygtende drømmer om at få indfriet ude i det fremmede. Som hænder der rækkes ud mod alt det nye og forhåbentlig meget bedre, der ventede ”over there”. Hænderne i forestillingen bliver rakt frem af de tre medvirkende: Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Calsson. Scenografien er af Johan Kølkjær og belyst af  Martin Danielsen Barnung. Erik Christoffersen er lyddesigner, mens Jörn Burmester Wium har været dramaturgisk konsulent på forestillingen. 

Pete Livingstones vokal smyger sig rundt om historien. Ja, nærmest rammer den ind. På de dramatisk helt rigtige steder går den op i den karakteriske falset, og det slipper noget frit inde i mig, når det sker. Den menneskelige stemme er forunderlig. Så præcis og så nøgen som i forestillingen på Bådteatret, hvad enten det gælder Nina Kareis´ egen indtalte speak eller Pete Livingstones ledsagende falset. Sammen giver de liv og mæle til drømmen om ”Canada” på fineste vis. Om drømmene indfries i det nye land, må man selv konstatere. Men rejsen dertil, gennem det teatralske univers som forestillingen bevæger sig ubesværet igennem, er en oplevelse i sig selv. 

Grafik: Søren Meisner

CANADA

af Livingstone Kabinet

*

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København

23. 1 – 8. 2. 2020.

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed 60 min. u/pause

*

Medvirkende: 

Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Carlsson

Fortællerstemme og iscenesættelse: Nina Kareis

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Pete Livingstone

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung 

Lyddesign: Erik Christoffersen

Dramaturgisk konsulent: Jörn Burmester Wium

*

Hjemmeside og billetter  

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Klip (2012)

Kejseren (2019)

*

Anmeldelse: DE HOVEDLØSE på Mungo Park

Fotograf: Jon Kort

REVOLUTION PÅ MUNGO PARK

Dramatikeren Nanna P. Tüchsen har været på fransk research, og det er der kommet en fransk familieskildring ud af. Bernard (Henrik Prip) er den 65-årige alenefar. Han er tidligere bokser, men bor nu i garagen hos sin ældste søn, Philippe (Jonas Munck Hansen), der er politibetjent. Den yngste søn, Marcel (Kasper Dalsgaard) arbejder på Burger King, er fodboldfan ligesom storebroren og søsteren, Manon (Malin Rømer Brolin-Tani), der indfanges af TV og, nærmest mod sin vilje, bliver en af de første der giver De Gule Veste et menneskeligt ansigt. Hun er god til ord, og det giver hende nogle muligheder, som hun aldrig har haft før, da TV efterfølgende følger hende for at lave en TV-dagbog over hendes liv og hverdag.

Fotograf: Jon Kort

Men allerførst bydes vi indenfor af Marie-Antoinette (1755-1793), der i 1770 blev gift med den franske kronprins, der senere blev til Ludvig den 16. Hun forsøgte at få kongen til at modarbejde de revolutionære, og det rejste et folkeligt had mod hende, der i sidste ende endte med at både hun og kongen blev guillotineret i 1793. Den historiske optakt fungerer fint som ramme for den franske nutidshistorie.

Fotograf: Jon Kort

Familiemedlemmerne omtaler sig selv i 3. person. Det virker overraskende godt, og giver samtidig en nødvendig humoristisk distance. Sproget er rapt og fyldt med overraskelser – ligesom forestillingen. Scenografien af Frederikke Dalum fungerer dækkende både som historisk og nutidig ramme, der med enkle greb kan forvandles fra fortid til nutid. De to bagvedstående storskærme bringer os tæt på De Gule Vestes forstæder og de senere optrin i Paris´ gader, hvor de to brødre kommer til at stå på hver sin side af konflikten, men da de bygges op som personer, der er lette at identificere sig med, kommer det ikke til at virke så skematisk som det lyder, for forestillingen balancerer elegant mellem det fortællende og det revolutionerende, uden at det på noget tidspunkt krænger over.

Fotograf: Jon Kort

Efter en maveplasker med teatrets seneste forestilling er Mungo Park tilbage i topform. DE HOVEDLØSE om Frankrigs Gule Veste har både hoved og krop – og fuld førlighed. Det er svært og vovet at skabe teater om noget, der foregår her og nu. Så meget desto større respekt for Mungos vellykkede samtidsforestilling.

Fotograf: Jon Kort

Det er en flot ensembleforestilling, der er godt og tæt instrueret af teatrets nye leder Anna Malzer i samarbejde med Johan Sarauw. Virkeligheden banker på, og Mungo Park lukker den ind. Vivaldis ”Fire Årstider” kæmper med virkeligheden på scenen. Hvem der vinder, må man selv opleve i den aktuelle forestilling på Mungo Park eller efterfølgende på Teater Republique i København.

*

Citat fra den flotte A3-teateravis, hvor teatrets leder, Anna Malzer, skriver i lederen:

"For et par måneder siden var jeg i radioen og tale om forestillingen, og før jeg havde sagt mere end en enkelt sætning, så ringede en lytter ind og sagde "Hvad rager det mig i Randers?"... det er teatrets og fiktionens fornemmeste opgave at engagere jer gennem historiefortælling. Så hvad rager det jer i Randers, Allerød eller Gladsaxe? Jamen I bebor, ligesom De Gule Veste, vores globale verden og det demokratiske Europa, som de nu stiller spørgsmålstegn ved om bør eksistere! Bryder Europa sammen, vedrører det sgu da os i Danmark. Stopper den fri handel, vedrører det os. For når franskmændene at vælte en præsident, fordi de smadrer shoppingcentrene og stormer regeringsbygningerne, kommer det samme til at ske i Danmark 10 år senere. Sådan har det altid været. De store lande inspirerer de små. Racespørgsmålene og bilafbrændingerne, der hærgede de franske provinser i 90´erne, er overalt i Malmø nu. Lad os komme ind i den globale kamp, for helvede da!"

Fotograf: Jon Kort

DE HOVEDLØSE

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

og Teater Republique, Øster Fælled Torv 34 og 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: Mungo Park 22. 1.- 4. 2. 2020 og Teater Republique 7. 2.-18. 2. 2020. (indgår derefter i Mungo Parks faste repertoire i Allerød).

Varighed: 90 minutter

Dramatiker: Nanna Tüchsen

Instruktør/co-instruktør: Johan Sarauw & Anna Malzer. 

Instruktørassistent: Tamara Mathiesen

Medvirkende: 

Malin Rømer Brolin-Tani, Kasper Dalsgaard, Jonas Munck Hansen og Henrik Prip

Scenografi & kostumer:  Frederikke Dalum

Syerske: Amanda Mallung

Draperi: Lone Friis & Mathilde Scharz

Rekvisitør: Therese Jensen

Bygger: Theis Witzel

Lyddesign: Nanna Schleimann

Videodesign: Mikkel Givskov & Frederikke Dalum

Lysdesign: Mikkel Givskov 

*

Hjemmeside og billetter 

Trailer (via FB)

*

 Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:

Fejring af et godt menneske

Manning er fri 

Faust 

Fritz Hansen Folket 

Uledsaget

Nordskoven 

&

De Stuerene 

(Mungo Park Kolding)

Fotograf: Jon Kort