"Det er helt perfekt og mere relevant end du måske lige tror: For den 7. august har jeg 20-års jubilæum som forældreløs, og jeg er i gang med at lave en bog. Som lige præcis hedder tændstik." Sådan skrev Karen Siercke, da jeg gensendte vores ubrugte samtale til hende fra 2016, hvor den skulle have været med i festivalbogen MED OG UDEN SMYKKER, men nu er kontakten genoprettet - og Karen fortæller til festivalafslutningen om den kommende bog, om Poesiens Hus (som hun nu er leder af), om tændstikker, poesi og sorg. Her er teksten, der aldrig nåede med i bogen!
Foto: Jacob Boserup.
Én
gang pirat – altid pirat!
Karen
Siercke i samtale med Michael Svennevig
om at forfølge sine drømme og få dem realiseret.
Om tændstikæsker og piratklapper
Vi kendte ikke hinanden på
forhånd. En fælles ven havde foreslået, at vi skulle mødes. Karen havde skrevet, at hun var i København den og den dag, og vi aftalte at mødes, og så stod jeg
der i et stort fælleslokale tilhørende et arbejds- og kontorfællesskab kaldt
KLUB i indre by ved Torvehallerne. Af nogen beskrevet som en ”skandinavisk
countryclub for stræbsomme og ambitiøse mennesker”. Jeg vidste ikke, hvordan
Karen ville se ud, men da jeg så én sidde ved et lille bord i det ellers
hyggelige rum, var jeg ikke i tvivl, om at det var hende. Vi var begge iført
trøjer med striber. Her er vores stribede samtale om at møde mennesker og få
dem til at fortælle deres historier – og lave bøger om det.
Karen Siercke (KS): En dag
lå der bare sådan en tom tændstikæske i min lomme. Det var i 2002, at jeg fandt denne her lillebitte tændstikæske i lommen på min vinterjakke. Den gik mine
fingre og fnuldrede lidt med i det efterår, og jeg begyndte også at komme små
ting ned i den.
Michael Svennevig (MS): Hvad
kunne der være i den?
KS: Der kunne lige være otte
labre larver og en tot vat eller forskellige ting jeg fandt. Jeg blev helt fascineret
af dette lillebitte tomrum, som jeg kunne finde ud af at fylde ud og fik ideen
om at ville lave 100 stk. 100%-hjemmelavede tændstikæsker i julegave til alle, jeg kendte. Derfor gik jeg hele tiden i Netto for at købe flere. De må have
troet, at jeg var pyroman, for jeg skulle have 400 æsker, men var studerende og
havde ikke råd til alle de her tændstikæsker, så jeg bagte boller og inviterede
alle mine venner – og bad dem om at tage tændstikæsker med til mig. Hele
lejligheden var fyldt op med de hersens ting, som jeg fyldte de her små æsker op
med. Filt og strikkepinde m.m. Det var dengang, at jeg begyndt at kalde det for hyggefactory.
MS: Hvad var det for noget
med det tomrum?
KS: Det lillebitte tomrum
var det eneste, jeg kunne overskue og rumme, for jeg var blevet slynget ind i et
kæmpemæssigt tomrum, da min mor var død i august. Det var det tomrum, jeg
overhovedet ikke kunne finde ud af at fylde, og så føltes det som en lille
foræring med et klart afgrænset tomrum, som jeg var i stand til at fylde ud. Det
gav på ingen måde nogen mening - i rigtig lang tid, eller rettere var det det
eneste, der gav mening for mig. Men hele
tiden blev jeg spurgt, om det var det, jeg havde taget min uddannelse for?
Michael Svennevig (MS): Hvad
er du uddannet som?
KS: På det tidspunkt var jeg
ikke færdig endnu. Nu har jeg en bachelor i antologi, og så har jeg læst Børne-
og ungdomsformidling på bibliotekarskolen, eller EVO som det hedder nu. Jeg har
en totalt krøllet uddannelse. Jeg havde gået på universitetet ét år, da min mor
døde den sommer. Jeg følte mig helt blæst og tænkte, at hvis jeg skulle læse
alle de her store tykke bøger, måtte jeg i hvert fald også give mig selv lov
til at læse skønlitteratur, så en gang om ugen købte jeg en bog, der bare var
til mig. Den september, hvor jeg fandt den her tændstikæske i lommen, læste jeg: ”A hard working book of a staggering genius” eller
”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet”, som den hedder på dansk af
Dave Eggers, der som 22-årig mistede begge forældre inden for 28 dage, og som havde
en lillebror på 8 år, som han skulle tage sig af. Den landede i mine hænder, da
jeg som 22 årig blev forældreløs og havde en lillesøster på 16 år. Det var den
absolut største læseroplevelse, jeg nogensinde har haft. Det kan jeg slet ikke
på nogen måde vurdere andet end rent subjektivt. Jeg læste den helt uden at
blinke. Der var en kæmpe energi i bogen, der ramte mig som livslyst. Det var
det, jeg først og fremmest mærkede. Det var som at blive mødt af et sorgfyldt
blik.
MS: Hvad mener du med det?
KS: Jeg havde oplevet det
værst tænkelige, og det var forfærdeligt, men der var ingen, der turde gå ind i
det og tale om det. Der var ingen, der tog sig af, at jeg havde det sådan og
spurgte, om jeg ikke ville tale om det. Det føltes, som om alle min sanser befandt
sig på ydersiden af huden, og det gjorde, at jeg mærkede og fornemmede alting
med en knivskarp intensitet. Lidt som at se og opleve verden i technicolor.
MS: Som når man er overtræt, og alle sanserne er ekstra vakte og pirrelige?
KS: Ja, præcis. Det er både
alt det værste og alt det bedste, der forstærkes. På en mærkelig måde var det
den største gave i mit liv. Automatpiloten blev fuldstændigt afmonteret. Fra at
gå i min egen verden af skole og opgaver, føltes det, som om mit blik blev
kastet langt, langt ud i universet. Jeg kan ikke forklare det bedre, end ved at
det var en fornemmelse af, at der var noget der gav mening, og der var også meget, der ikke gjorde. Det, der gav mening, var tændstikæskerne. Det var det modsatte
blik jeg fik af dem omkring mig, der funderede og undrede sig over, hvad jeg mon lavede
med de der tændstikæsker. Men i dag er det netop det jeg laver.
MS: I dag giver det logik?
KS: Ja, i dag er der en lige
vej til det, jeg gør for de her unge mennesker. Men der er ikke så mange, der ved
det her med tændstikæskerne…
MS: Hvad handlede det om?
KS: Jeg ønskede bare at få
alt det her forfærdelige rod ud og væk. Jeg ville forsøge at skabe et eller
andet med det. Det eneste jeg tænkte var, at jeg ville skabe noget smukt med
det, for jeg tænkte, at der må være noget afsindig smukt, der kan komme ud af
det. Det var drivkraften.
MS: Hvad gjorde du så?
KS: Jeg var super flittig
med tændstikæskerne, og jeg begyndt at male, fotografere og tegne. Jeg havde papir, så jeg kunne lave tændstikæsker, der var så store, at jeg kunne stå i en af
æskerne sammen med en af mine venner.
MS: Hvad kunne du?
KS: Jeg lavede dem så store, at jeg kunne stå i dem sammen med en af mine venner. De var meget store. Jeg lavede dem i et rum, der var endnu større. Det kræver plads, for man
skal folde papiret med kroppen og lægge sig på gulvet og bruge
kroppen til at få det foldet.
MS: Hvordan bar du dig ad med det?
KS: Jeg brugte tapet, som jeg
havde klistret sammen, for ellers kan man slet ikke få papir i så stort format.
Og så tror jeg bare at jeg tænkte, om der ikke snart kom nogen og ”opdagede” det
her? For hvor er de, som jeg skal lave det her sammen med? Jeg gik jo bare rundt
sammen med dem, jeg laver ting sammen med i min egen lille lejlighed – i min
egen lille verden. Det var som om jeg faldt lidt ved siden af, for hvor var mit
miljø?
MS: Hvad gjorde du så?
KS: Jeg rejste meget, for
jeg følte mig ankerløs. Jeg tog til Island, San Francisco og Paris. I alle mine
20´ere har jeg boet i udlandet. Men mens jeg boede på Island sendte en af mine
venner mig med posten sådan en piratklap, man kan have for øjet. Og skrev, at Dave
Eggers lavede det her skriveværksted i San Francisco for børn og unge og solgte
de her piratklapper. Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hang
sammen. Og så tog jeg derover.
MS: Bare sådan!
KS: Ja, der var sket det, da
bogen blev en international bestseller, så han fik mange flere penge og derfor også mange nye muligheder end han havde haft før. Han havde et forlag, der havde hovedkontor i
hans køkken, og det var i nogle lokaler, hvor han tænkte, at det kunne give
mening at flytte ud i nogle andre lokaler, det gav mening at arbejde videre med
noget. Hans ide var, at der skulle være forlag fra kl. 9-14, og derefter blev
alle børn og unge i kvarteret inviteret til at få skriveundervisning. Så om
eftermiddagen holdt forlaget op med at være forlag, og så rykkede børn og unge
ind, så de kunne få hjælp og støtte til at skrive. De fik hver tilknyttet en
mentor og fik hjælp én til én. Hans lokaler lå i en slags latino-kvarter, hvor
der er mange, der har amerikansk som andet sprog. Så det gav god mening med
skriveundervisningen. Lokalerne vi fik, lå i et ’retail’-område, hvor der var
den klausul på lejemålet, at man skulle
sælge et eller andet, så det var grunden til piratklapperne. Det havde tidligere
været et gammelt lægekontor, hvor der var linoleum på gulvene og skabe på væggene
fra gulv til loft, og da vi fjernede alt, åbenbarede der sig store tykke
træplanker på vægge og gulve og solide træbjælker i lofterne. Det fik én til at
tænke, at man befandt sig inde i bugen på et sørøverskib. Det var et komplet
piratunivers, man kom ind i, og jo altså længe inden ”Pirates of Carribien”-filmene.
Alle tog ud og købte svuppere og lavede dem om til træben. Tilgangen var meget
enkel: Hvad har vi – og hvad kan vi finde på?
MS: Hvad er det man ser, når
man kommer ind udefra?
KS: Ja, så kommer man først
igennem piratdelen og ind til et stort rum med en masse plankeborde, og det er så
der man sidder og skriver. Nu er det siden vokset godt til, og der er vist otte
forskellige locations nu.
MS: Hvad gjorde opholdet ved
dig?
KS: Jeg arbejdede der i 2008
og var med til at udgive bøger af børn og unge - og også med i skriveprocessen.
For mig gav det god mening at være med. Det var samtidig sidste år af min
uddannelse, og kom til at indgå i den, så da jeg kom tilbage, havde jeg et halvt
år til at skrive en rapport om det til min skole. Gid jeg dog kunne lave det
her hver dag! Men jeg tænkte også: Hey, hør lige… jeg skal være ’voksen’ om et
halvt år, når jeg er færdig, så jeg kan da sagtens fortsætte med at lave det
her. Så jeg tog tilbage til San Francisco og tænkte, hvordan kan jeg gøre det
her? Det er så det, der er blevet til ORDSKÆLV og på mange måder noget helt andet
og på andre måder netop det samme. Noget af det jeg elsker ved mit arbejde er, at man kan dykke ind i det enkelte menneske og folde deres historie helt ud og opdage at de rummer så meget mere, end man lige umiddelbart kan se. Sådan er
det også med mig selv. Og med alle andre mennesker.
MS: Jeg tror også, at det
handler om at flytte sig og møde andre mennesker og miljøer. Det er vigtigt, at
få andre impulser end bare dem fra vandkanten, hvor man er vokset op.
KS: Ja, for mig ville det
bare have været så let og så godt at have været blevet hos gruppen i San
Francisco, for det var det helt rigtige for mig. Jeg havde det som en fisk i
vandet, for der var mit miljø. Men der manglede også noget.
MS: Det er vigtigt at gøre
det der, hvor man hører til.
KS: Ja, det er vigtigt at
stampe noget op af sin egen muldjord.
MS: Og hvis man har åbne
hænder, så kan man gribe.
KS: Det er den store øvelse,
at turde give slip og være åben for verden.
MS: Det er i hvert fald en
god inspiration at give videre til andre, for det kan måske inspirere til at
slappe lidt af i de knyttede hænder. For når man har travlt, så er det let at
tillægge sig en slags sammenknyttethed. Det kan godt være, at man lige akkurat
når det man vil, men man når måske ikke der, hvor det ville kunne gøre én godt.
KS: Ja, det handler også om
at turde gå ind i noget uden at vide, hvad det er man går ind til.
MS: En helt anden ting…
hvorfor foreslog du, at vi mødtes her? Er du en af dem, der bruger det som
arbejdsplads?
KS: Næe, det er jeg ikke.
Jeg startede med at have hovedkontor i mit køkken på Nørrebro, men så flyttede
jeg ud på landet for 2 år siden. Nu er ORDSKÆLV flydt lidt over sine bredder,
så nu er vi 3-4, der arbejder med det. En af dem mødes jeg med her rundt om i
byen. Vi er en totalt krøllet fabrik, der ikke rigtig findes noget sted, men er
lidt overalt. I hele norden – og ingen steder.
MS: Men hvad laver ORDSKÆLV?
KS: Alt muligt forskelligt. Det
er skriveværkstedet og non-profitforlaget, der har udgivet ”I morgen er aldrig
en ny dag”, der udkom den 29.11.2016 og som er en samling af nordiske unges
livsberetninger.
MS: Men hvad med dig selv?
KS: Jeg er lige startet på
forfatterskolen for børne- og ungdomslitteratur. For nu har jeg haft så travlt
med at skabe skriverum og rammer for alle mulige andre, nu er det min tur. For
det er noget, som jeg har svært ved at få gjort, i hvert fald når det gælder mig
selv, men nu skulle det være.
MS: Når du animerer andre til
at skabe deres egne skriverum, lægger du så også mærke til, hvilke rum de skaber
og hvordan de skaber dem? Har det inspireret din egen skrivelyst?
KS: Ja! Når man puster til
børn og unges fortællelyst og kreativitet, får det dem til at tro på, at de kan
gøre noget. At de kan skabe og få magten over deres eget liv.
MS: Og det forpligter! Men
hvad er sprog for dig, og er du selv ved at skrive noget?
KS: Ja, det er jeg. Men jeg
ved endnu ikke, hvilken slags forfatter jeg er. Sprog har altid fyldt i
min hverdag og været polyfillaen i mit liv.
Foto: Jacob Boserup.
-----------
Mød Karen Siercke til festivalafslutningen,
søndag den 14. august 2022 kl. 13-16
i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,
Dronningensgade 14 på Christianshavn.
I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet flyttet til
Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6
- et par gader derfra.
Læs mere om festivalen
FORVANDLING eller ej.
----------
.JPG)
