KLINT - ET STED INDENI
Forfatter Anne Nielsen skriver på sin 3. roman om opvæksten ved Klint i Odsherred, nær Nykøbing Sjælland. Vi tager med hende derop sammen med festivalarrangør Michael Svennevig og hans far, Erik Svennevig. Alle tre har haft Klint som et omdrejningspunkt i deres liv. De betræder sammen det gamle istidsformede landskab, mens minderne fører dem videre ad gamle veje og stier.
Det var som at gå i en levende, åben tunnel, ind mod en anden tid; deres Klinttid. Den gamle faldefærdige bygning, som hun aldrig rigtig havde vidst, hvad var, stod der helt uforståeligt uforanderligt, lænet ind mod jordskrænten, der hørte til Gunnar Vognmands grund henne på hjørnet af Skovløbervej. Hun passerede den hvide gård overfor, der lå lavere end vejen; dengang havde den lignet en, der var sunket i knæ og lukkede sig om sit uplejede selv, som om den ikke længere var en del af landsbyen og livet der. Men nu strålede den nymalet og istandsat. Nogen fra en nyere tid var tydeligvis kommet til med virkelyst og mod og havde givet den et helt nyt liv.
Så var hun henne ved Trommetræet for foden af Skovløbervej. Det store lindetræ, som havde været et centrum for det gamle bondeliv i landsbyen, hvor bønderne delte de kostbare markredskaber med hinanden og stillede dem omkring træet efter endt brug. Og endnu tidligere havde klinteboerne afholdt deres bystævner omkring træet med oldermand, tudehorn og hver gård sin sten at sidde på. Sten, som siden var blevet brugt i forbindelse med bygningen af en sluse et sted ude ved skoven og havet, så cirklen omkring træet var blevet brudt, og centrum for livet i landsbyen forflyttet til andre steder og tider.
Hun lagde hånden på den gamle, barkede stamme og så op i det grønne bladhang. Opdagede, at bladene var hjerteformede og så gennemlyste, at hun tydeligt kunne se deres trådtynde skelet. Hun plukkede tre og lagde dem forsigtigt ned i sin taske, så de ikke blev krøllede eller gik i stykker. Når hun kom hjem, ville hun lægge dem i pres i en bog. Siden måske sætte dem op i en trekløverformation i en billedramme. Et symbol på børnene og hende.
Mor er ovre på gården, siger mormor, så jeg løber over til hende. Mette og hun står og snakker sammen ude på gårdspladsen. Mette har briller på og gråt hår, som sidder i en knold på baghovedet. Hun har et langt forklæde uden på sit tøj i dag. Ved siden af hende står der en stor træblok. Den står lidt skævt, fordi der stikker runde sten op af jorden på gårdspladsen, så man skal passe på, at man ikke falder over en af dem, især hvis man løber.
Jeg står lidt på afstand af dem og kigger på Mette. Hendes hals er tynd, faktisk ligner hun lidt den høne, der går rundt og kagler og pikker i jorden. De holder op med at tale, Mette går hen og fanger hønen, som basker med sine rødbrune vinger og lyder, som om den skriger på sit hønesprog. Jeg kan se, at mor synes, det er spændende, at Mette lægger hønen oven på træblokken og holder den fast med den ene hånd, mens hun griber fat i noget, der ligger på jorden bag træblokken. Så løfter hun det op i luften og svinger det ned mod den skrigende høne. Mine hænder er fløjet op og har lagt sig hen over mine øjne. Ud mellem fingrene ser jeg, at det, hun svingede, nu sidder fast i træblokken. Hønens hoved ligger på gårdspladsen, stenene er blevet røde, hønens krop vælter ned af træblokken og giver sig til at løbe rundt på gårdspladsen, jeg forstår det ikke, Mette ler, jeg klamrer mig til en træstamme, jeg kan overhovedet ikke lide hende mere, og hvordan kan mor stå der så roligt og se på den stakkels hovedløse høne, der løber omkring? Træstammen bevæger sig, jeg ser op. Det er slet ikke en træstamme, men Krestens brune bukseben. Tårerne tværer det hele ud, jeg kan heller ikke sige noget, vil ikke vente på mor, vil hjem nu, løber hen mod porten og vil aldrig, aldrig over til Mette igen.
.jpeg)
.jpeg)
