Anmeldelse: CANADA på Bådteatret

Grafik: Søren Meisner

Det er altid en glæde at opleve Livingstones Kabinet. Denne gang på Bådteatret med forestillingen ”Canada”. Igennem årene har jeg lært at sætte pris på det fald ud af virkeligheden, som deres forestillinger inspirerer til. Abstraktionsniveauet er stort og altopslugende. At opleve kabinettets forestillinger er et tilbud om at give slip og lade sig glide med, for det er en teatermæssig billedstorm. Det er som at betragte Magrittes malerunivers. Alt er genkendeligt, men taget ud af sin vante sammenhæng, før det bliver præsenteret i nye og overraskende sammenhænge.

Fotograf: Søren Meisner

I Kabinettets seneste forestilling gjaldt det en parafrase over ”Kejserens nye klæder”. På Teater V havde forestilingen slet og ret fået titlen ”Kejseren”. Også i ”Canada” gælder det en faktuel person: Nina Kareis, der udgør en fast del af Livingstones Kabinet, og som også har instrueret. Det er historien om hendes opvækst, men også forældrenes historie. Med en jødisk baggrund er det en slægtshistorie, der snor sig rundt om farfarens koncentrationslejrophold. Mormoren undslipper kun samme skæbne på et hængende hår. Var krigen ikke ophørt, var hun også blevet interneret, for hun stod allerede opført på de kommende afhentningslister.

Fotograf: Søren Meisner

Det hele anslås allerede i prologen, læst af Nina Kareis selv, hvor vi bydes indenfor i et ret konkret univers, men stadigvæk  befinder vi os i kabinettet. Så mere konkret er det heller ikke.

Nina Kareis, der oprindelig også hed Petersen, smed senere efternavnet væk og holdt fast ved det smertelige mellemnavn, der signalerede, at hun alligevel ikke rigtigt hørte til og dermed kunne blive en del af det blonde fællesskab, som hun så inderligt higede efter at  blive fuldblodsmedlem af. Men det var svært – og det sved, når det alligevel ikke lykkedes, for hendes baggrund er jødisk.

Fotograf: Søren Meisner

Canada bliver i forestillingen lig med alle de håb og drømme, som den flygtende drømmer om at få indfriet ude i det fremmede. Som hænder der rækkes ud mod alt det nye og forhåbentlig meget bedre, der ventede ”over there”. Hænderne i forestillingen bliver rakt frem af de tre medvirkende: Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Calsson. Scenografien er af Johan Kølkjær og belyst af  Martin Danielsen Barnung. Erik Christoffersen er lyddesigner, mens Jörn Burmester Wium har været dramaturgisk konsulent på forestillingen. 

Pete Livingstones vokal smyger sig rundt om historien. Ja, nærmest rammer den ind. På de dramatisk helt rigtige steder går den op i den karakteriske falset, og det slipper noget frit inde i mig, når det sker. Den menneskelige stemme er forunderlig. Så præcis og så nøgen som i forestillingen på Bådteatret, hvad enten det gælder Nina Kareis´ egen indtalte speak eller Pete Livingstones ledsagende falset. Sammen giver de liv og mæle til drømmen om ”Canada” på fineste vis. Om drømmene indfries i det nye land, må man selv konstatere. Men rejsen dertil, gennem det teatralske univers som forestillingen bevæger sig ubesværet igennem, er en oplevelse i sig selv. 

Grafik: Søren Meisner

CANADA

af Livingstone Kabinet

*

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København

23. 1 – 8. 2. 2020.

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed 60 min. u/pause

*

Medvirkende: 

Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Carlsson

Fortællerstemme og iscenesættelse: Nina Kareis

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Pete Livingstone

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung 

Lyddesign: Erik Christoffersen

Dramaturgisk konsulent: Jörn Burmester Wium

*

Hjemmeside og billetter  

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Klip (2012)

Kejseren (2019)

*

Anmeldelse: DE HOVEDLØSE på Mungo Park

Fotograf: Jon Kort

REVOLUTION PÅ MUNGO PARK

Dramatikeren Nanna P. Tüchsen har været på fransk research, og det er der kommet en fransk familieskildring ud af. Bernard (Henrik Prip) er den 65-årige alenefar. Han er tidligere bokser, men bor nu i garagen hos sin ældste søn, Philippe (Jonas Munck Hansen), der er politibetjent. Den yngste søn, Marcel (Kasper Dalsgaard) arbejder på Burger King, er fodboldfan ligesom storebroren og søsteren, Manon (Malin Rømer Brolin-Tani), der indfanges af TV og, nærmest mod sin vilje, bliver en af de første der giver De Gule Veste et menneskeligt ansigt. Hun er god til ord, og det giver hende nogle muligheder, som hun aldrig har haft før, da TV efterfølgende følger hende for at lave en TV-dagbog over hendes liv og hverdag.

Fotograf: Jon Kort

Men allerførst bydes vi indenfor af Marie-Antoinette (1755-1793), der i 1770 blev gift med den franske kronprins, der senere blev til Ludvig den 16. Hun forsøgte at få kongen til at modarbejde de revolutionære, og det rejste et folkeligt had mod hende, der i sidste ende endte med at både hun og kongen blev guillotineret i 1793. Den historiske optakt fungerer fint som ramme for den franske nutidshistorie.

Fotograf: Jon Kort

Familiemedlemmerne omtaler sig selv i 3. person. Det virker overraskende godt, og giver samtidig en nødvendig humoristisk distance. Sproget er rapt og fyldt med overraskelser – ligesom forestillingen. Scenografien af Frederikke Dalum fungerer dækkende både som historisk og nutidig ramme, der med enkle greb kan forvandles fra fortid til nutid. De to bagvedstående storskærme bringer os tæt på De Gule Vestes forstæder og de senere optrin i Paris´ gader, hvor de to brødre kommer til at stå på hver sin side af konflikten, men da de bygges op som personer, der er lette at identificere sig med, kommer det ikke til at virke så skematisk som det lyder, for forestillingen balancerer elegant mellem det fortællende og det revolutionerende, uden at det på noget tidspunkt krænger over.

Fotograf: Jon Kort

Efter en maveplasker med teatrets seneste forestilling er Mungo Park tilbage i topform. DE HOVEDLØSE om Frankrigs Gule Veste har både hoved og krop – og fuld førlighed. Det er svært og vovet at skabe teater om noget, der foregår her og nu. Så meget desto større respekt for Mungos vellykkede samtidsforestilling.

Fotograf: Jon Kort

Det er en flot ensembleforestilling, der er godt og tæt instrueret af teatrets nye leder Anna Malzer i samarbejde med Johan Sarauw. Virkeligheden banker på, og Mungo Park lukker den ind. Vivaldis ”Fire Årstider” kæmper med virkeligheden på scenen. Hvem der vinder, må man selv opleve i den aktuelle forestilling på Mungo Park eller efterfølgende på Teater Republique i København.

*

Citat fra den flotte A3-teateravis, hvor teatrets leder, Anna Malzer, skriver i lederen:

"For et par måneder siden var jeg i radioen og tale om forestillingen, og før jeg havde sagt mere end en enkelt sætning, så ringede en lytter ind og sagde "Hvad rager det mig i Randers?"... det er teatrets og fiktionens fornemmeste opgave at engagere jer gennem historiefortælling. Så hvad rager det jer i Randers, Allerød eller Gladsaxe? Jamen I bebor, ligesom De Gule Veste, vores globale verden og det demokratiske Europa, som de nu stiller spørgsmålstegn ved om bør eksistere! Bryder Europa sammen, vedrører det sgu da os i Danmark. Stopper den fri handel, vedrører det os. For når franskmændene at vælte en præsident, fordi de smadrer shoppingcentrene og stormer regeringsbygningerne, kommer det samme til at ske i Danmark 10 år senere. Sådan har det altid været. De store lande inspirerer de små. Racespørgsmålene og bilafbrændingerne, der hærgede de franske provinser i 90´erne, er overalt i Malmø nu. Lad os komme ind i den globale kamp, for helvede da!"

Fotograf: Jon Kort

DE HOVEDLØSE

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

og Teater Republique, Øster Fælled Torv 34 og 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: Mungo Park 22. 1.- 4. 2. 2020 og Teater Republique 7. 2.-18. 2. 2020. (indgår derefter i Mungo Parks faste repertoire i Allerød).

Varighed: 90 minutter

Dramatiker: Nanna Tüchsen

Instruktør/co-instruktør: Johan Sarauw & Anna Malzer. 

Instruktørassistent: Tamara Mathiesen

Medvirkende: 

Malin Rømer Brolin-Tani, Kasper Dalsgaard, Jonas Munck Hansen og Henrik Prip

Scenografi & kostumer:  Frederikke Dalum

Syerske: Amanda Mallung

Draperi: Lone Friis & Mathilde Scharz

Rekvisitør: Therese Jensen

Bygger: Theis Witzel

Lyddesign: Nanna Schleimann

Videodesign: Mikkel Givskov & Frederikke Dalum

Lysdesign: Mikkel Givskov 

*

Hjemmeside og billetter 

Trailer (via FB)

*

 Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:

Fejring af et godt menneske

Manning er fri 

Faust 

Fritz Hansen Folket 

Uledsaget

Nordskoven 

&

De Stuerene 

(Mungo Park Kolding)

Fotograf: Jon Kort

Anmeldelse: DRØMME OM NOGET ANDET på Får302

                                                                                     Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

Det er noget af det bedste jeg længe har set. 
Man er fortumlet og mærkelig lykkelig efter forestillingen. Al dens sammentrykkede ulykke sætter noget frit i beskueren. Det burde være lige omvendt, men latteren kommer overraskende snigende og frisætter det hele. Alt det forkrampede bliver på forunderligvis løst op. På samme måde som sangene også åbner for en ordløs og dybere forståelse af det at være menneske. 
Det er mesterligt - og helt uforståeligt. 
Det er netop det som teatret kan, når det er allerbedst. Det får os til at forstå det uforståelige. Det gør os klogere – og redder os fra os selv.  Det er ikke noget bedre, end når det hele lykkes, sådan som det gjorde til repremieren i aftes på Teater Hund & Co.s ”Drømme om noget andet” på Teater Får302 i Toldbodgade, bag Nyhavn. 
Forestillingen er i denne genopsætning flyttet fra en meget stor til en meget lille scene. Det kræver selvfølgelig en helt ny scenegang. I den oprindelige opsætning fra 2017 på Rentemestervejens Bibliotek, var der så megen luft og plads omkring spillerne, at ensomheden føltes endnu mere knugende. I genopsætningen udligner det ene det andet, for publikum rykker til gengæld så tæt på, at vi SUGES ind i personernes hverdag og uforvarende bliver en del af deres tragedier.  Det er magisk.

Her er den oprindelige anmeldelse fra 2017.

Fotograf: Agnete Schlichtkrull

Karin Bang Heinemeier modtog i 2017 en Reumert for Bedste Kvindelige Emsemblerolle for hendes præstation i DRØMME OM NOGET ANDET.

*

MEDVIRKENDE 
Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier & 
Morten Brovn

IDÉ & ISCENESÆTTELSE 
Petrea Søe

MANUSKRIPT 
Julie Maj Jakobsen & Petrea Søe 
– i samarbejde med holdet

SCENOGRAFI & KOSTUMER 
Lisbeth Burian

PIANIST & MUSIKALSK ARRANGØR 
Niels Søren Hansen

LYDDESIGNER 
Emil Assing Høyer

KOSTUMIER 
Camilla Lind

DRAMATURGISK KONSULENT 
Trine Wisbech

PRODUCENT 
Kenneth Gall

*

Hjemmeside og billetter

Trailer (via Facebook)

Spilleperiode: 

30. november til 21. december 2019.

Læs mere om Teater Hund & Co., 

der siden er blevet Østerbros nye bydelsteater 
med forestillinger i Krudttønden.

Anmeldelser: THE SANTALAND DIARIES og CHAPPERS DECEMBERØNSKE

Skæve, men dejlige juleforestillinger uden sne

To charmerende soloforestillinger på Teater Vestvolden med Tomas Lagermand Lundmes ”Chappers decemberønske” og David Sedaris´ ”The Santaland Diaries” i Krudttønden tager begge livtag med julen på utraditionelle måder. ”Chappers Jul” er for de 5 årige og deres forældre, mens ”The Santaland Diaries” er en gay comedy, for de voksne. I den første kommer vi så langt væk fra julen som muligt, mens vi i den anden kommer meget tæt på. Det er flotte præstationer af de to skuespillere, der begge investerer betydelig varme og charme i de to meget forskellige roller, der begge bæres igennem af deres ligefremme nærvær og tilstedeværelse. For vi befinder os i yderzonerne, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til nogen hvid jul, men det bliver der måske alligevel. Både i Hvidovre og på Østerbro, hvor historierne gled ned med henholdsvis lagkage og gløgg til de to premierer.

CHAPPERS DECEMBERØNSKE 
på TEATER VESTVOLDEN

Chapper ønsker sig slet ikke noget til jul. Han ønsker sig ingenting. Da han efter flere år alligevel ikke har fået det han ønsker sig, tager han konsekvensen af det og boycotter julen. Hans mor er mere nærværende og tilstede i de evindelige og uendelige samtaler med veninden, end hun formår at være i forholdet til sønnen. I hvert fald har han fornemmelsen af slet ikke at blive set. Han forsøger at tegne sin ønskeseddel for moren, men hun forstår ikke hans tegninger og interesserer sig heller ikke for dem, og vil meget hellere tale i telefonen med veninden. Chapper fantaserer om, hvordan han lader hendes mobiltelefon forsvinde. For grunden til at han ingen ønsker har, er, at han drømmer om selv at føle sig ønsket. Tomas Lagermand Lundme er en god, varm og loyal skildrer af den menneskelige varme, der går som en åre gennem hans værker. Han er god at holde i hånden, for han har hjertet på rette sted – også i Chappers decemberønske.

                                                                                                                  Fotograf: Søren Meisner

Chapper spiller rollen med stort nærvær. Vi er med ham på fodboldbanen, og bagefter da han trækker sig ind i sig selv og opsøger ingentinghuset, hvor han med kridt tegner sig til noget af alt det, han ikke har. Han er nøjsom og stærk i sine fravalg, og fremtryller en forunderlig verden fuld af ingenting i ingentinghuset. Det er en leg med de muligheder som vi stadigvæk har, selv med tomme hænder, for fantasien har vi altid – og den er rigere end alt andet. Det er en sød og charmerende pointe i en juleforestilling, der er befriende fri for sne og jul, og som gør en dyd ud af at fortælle en nødvendig historie om nærvær og fællesskab. Det handler ikke om ønskesedler, men om selv at være ønsket.

Historien udfolder sig i en stemningsfuld scenografi af Annika Nilsson smukt lyssat af Gert Christoffersen. Anders Lundorph har instrueret Chapper og fået det hele til at virke hjemligt og rart – selv i ingentinghuset.

Fotograf: Søren Meisner

Hjemmeside og billetter

Spilleperiode: 24,11-15.12.2019

Spilledage: 
Tir. – fre. kl. 9.30 & 11.30, 
lør. – søn. kl. 10 & 12.

5 år og opefter

45 minutter

MEDVIRKENDE
Chapper

ISCENESÆTTELSE
Anders Lundorph

MANUSKRIPT
Tomas Lagermand Lundme

SCENOGRAF
Annika Nilsson

MUSIK/SANG
Chapper og Pharfar

LYD
Jonas Jørgensen

LYS
Gert Christoffersen

VÆRKSTED/AFVIKLING
Mikkjal Galan

IDÈ, KONCEPT OG PRODUKTION
Teater Vestvolden Hvidovre

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teater Vestvolden:

Et mærkeligt skib (2017)

*

THE SANTALAND DIARIES af HIT i KRUDTTØNDEN

Der er kun én ting, der er værre end at blive ansat som fulltime alf i stormagasinet Macy, og det er ikke at blive det. For som voksen at skulle være klædt ud som alf er ydmygende. Forestillingen falder i to dele, for først kommer vi med til den skarpe udvælgelse af de kommende julemænd og alfer, der skal igennem flere interviews og en drugtest, før de ”heldige” kommer i juletræning som julemænd og alfer. David Barrett er rørende både i sit normale tøj, men endnu mere i sit alfe-outfit. Hans overdrevne gestik passer fint til caféforestillingen, hvor han i højt tempo bevæger sig rundt foran scenen, mens han beskriver sin transformation fra arbejdsløs kunstner til alf.  Hans imitationer af de øvrige ansøgere er umådelig morsomme. Selv er han tillidsvækkende og opnår hurtig en fin kontakt til publikum, der bærer monologen igennem.  I anden del bliver scenetæppet trukket fra, og vi befinder os sammen med ham i Santaland i stormagasinet Macy, hvor ydmygelserne ikke bliver mindre.

Det er et forfærdeligt sted, hvor det vrimler med plastikjul, julemænd og alfer. Det er enhver julehaders mareridt. Samtidig er det den perfekte måde at udstille menneskeligt armod på. Teksten er skrevet af David Sedaris ud fra egne alfe-supermarkedserfaringer, og scenisk bearbejdet af Joe Mantello. Det er gribende beretninger om julekunder, udklædninger og skingre børn, der føles som om det er ydmygelsernes yderste holdeplads for de fastansatte alfer og julemænd, men alt som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligt, at der ingen grænser er for ydmygelserne.  De er uendelige – og uhyrlig morsomme.

David Barrett tager både børnene og publikum ved hånden og fører os gennem juleræset med afvæbnende charme og højt tempo.  At det bliver iblandet struttende hormoner de mandlige alfer og julemænd imellem gør det kun endnu mere festligt. Det balancerer på kanten uden at tippe over. Det er dygtigt og godt instrueret af Jeremy M. Thomas, der sørger for at historien eller rettere den menneskelige deroute formidles ligetil og rørende, for vi befinder os i en menneskelig yderzone, eftersom de ansatte alle er arbejdsløse kunstnere og drop-outs med drømme om det store kunstneriske gennembrud, selv om de dagligt må kæmpe sig gennem deres egne menneskelige nederlag frem mod julen, alt mens de hærges af hektiske børn med udslidte fotograferende forældre. Det gør de, mens strømmen af børn og forældre bliver stadig større, mere intens, skinger og hektisk alt som julen nærmer sig. Det MÅ ende galt...

Ofte undervejs tænkte jeg på den vidunderlige anti-julefilm BAD SANTA (2003) med Billy Bob Thornton, der også er ansat som julemand i et stormagasin. BAD SANTA 2 (2016) skulle eftersigende være mindst lige så god – og grovkornet. God Jul!

Billetter

Facebook:

Spilleperiode: 28.11.-1.12.2019

Spilledage: Fredag kl. 20, lørdag kl 12 (ekstra forestiling) & kl. 20, søndag kl. 17.

15 år og opefter

Engelsksproget forestilling af HIT, House of International Theatre

80 minutter

David Barrett as Crumpet

Karl Heding on guitar

Lakeisha Salto on vocals

Directed by: Jeremy Thomas-Poulsen

Playwright: David Sedaris, adapted by Joe Mantello

Produced by: HIT

Co-producer: Down the Rabbit Hole Theatre

*

 Tidligere anmeldte HIT-forestillinger:

The Lover (2019)

Sex and betrayal (2018)

Venus in Fur (2017)

Else and Norms Macbeth (2016)

 *