De 33 mest læste festival-opslag 2018

To af Hitlistens opslag - på en henholdsvis 18. og 20. plads bestod næsten kun af fotos.

Derfor er to af Hamdi Jamas fotos fra mødet med Somalia gengivet først og sidst her.

 

 

132.000 FB-læsere har fulgt festivalens opslag. Det er vildt!

Det har fået mig til at lave en hitliste, for hvad er det som så mange mennesker søger og er mest interesseret i? Her er svaret!

For eftersom jeg har en FB-page/erhvervsside, har jeg også en tæller så jeg faktisk ved, hvor mange der har fulgt med, og derfor har jeg regnet mig frem til at de 33 mest læste opslag tilsammen er nået ud til mere end 132.000 FB–læsere!! De første FB-opslag betalte jeg for at få vist viden om, men det holdt jeg hurtigt op med, da jeg så at det gik helt af sig selv. Men jeg har kun indregnet de opslag, der er set af flere end 1.500, og det er selvfølgelig kun toppen af isbjerget, tallet er reelt meget højere, men det har jeg altså ikke regnet ud (så meget bogholder er jeg trods alt heller ikke...).

 

Men her er

 

HITLISTEN - over de 33 mest læste festivalopslag 2018:

 

1: ”10 år med festivaler” (video): 8.403

https://vimeo.com/266688904

 

2: Pia Sigmund (podcast): 7.266

https://svennevig.podbean.com/e/det-er-sadan-et-liv-skal-ende/

 

3: Khalid Albaih (reportage): 6.788

http://msvennevig.blogspot.com/2018/04/md-kbenhavns-nye-friby-kunstner.html

 

4: Vibeke Marx ”En god flygtning” (anmeldelse): 5.979

http://msvennevig.blogspot.com/2018/06/anmeldelse-en-god-flygtning-af-vibeke.html

 

5: Mads Nygaard (FB-opslag): 5.741

 

6: Khalid Albaih (podcast): 5.545

https://svennevig.podbean.com/e/20-the-rest-is-to-come/

 

7: Paul Birkholm (podcast): 5.218

https://svennevig.podbean.com/e/5-lysten-til-relationer/

 

8: Pia Sigmund (uddrag festivalbog): 5.161

http://msvennevig.blogspot.com/2018/08/den-kraft-som-fortllingerne-har-md-pia.html

 

9: Ulla Henningsen/Stig Dalager/Mika Filborne (podcast): 5.140

https://svennevig.podbean.com/e/18-jeg-kunne-ikke-fort%c3%a6lle-min-historie/

 

10: Kristian Husteds ”Vahid” (anmeldelse): 5.120

http://msvennevig.blogspot.com/2018/08/anmeldelse-vahid-af-kristian-husted.html

 

11: Alan Pary (boguddrag, 2014): 4.724

http://msvennevig.blogspot.com/2018/07/mens-vi-venter-samtale-med-alan-pary.html

 

12: Depp Mattock & Dorte Witting (uddrag festivalbog):4.451

http://msvennevig.blogspot.com/2018/08/om-muligheder-og-venskab-depp-mattock.html

 

13: Trisse Gejl “Ulvekvinten” (anmeldelse): 4.425

http://msvennevig.blogspot.com/2018/06/anmeldelse-ulvekvinten-af-trisse-gejl.html

 

14: Bent Melchior, (podcast, 1. del): 4.365

https://svennevig.podbean.com/e/22-jeg-synes-at-det-er-fantastisk-at-blive-gammel/

 

15: Qaali Schmidt-Sørensen (podcast): 4.283

https://svennevig.podbean.com/e/den-usynlige-krig/

 

16: Festivalpræsentation & trailer (video): 4.275

https://vimeo.com/270663580

 

17: Alfred Tamakloe (ghanesisk dødemode, blog): 4.235

http://msvennevig.blogspot.com/2014/09/begravelser-i-ghana.html

 

18: Hamdi Jama (FB-foto-opslag, 1): 4.211

 

19: Paul Birkholm (uddrag festivalbog): 4.180

http://msvennevig.blogspot.com/2018/08/lysten-til-relationer-md-paul-birkholm.html

 

20: Hamdi Jama (FB-foto-opslag, 2): 3.572

 

21: Aleksandar Sajins ”Ivan Blank” (anmeldelse): 3.329

http://msvennevig.blogspot.com/2018/07/anmeldelse-ivan-blank-af-aleksandar.html

22: HEGN (video): 3.314

https://www.youtube.com/watch?v=Sz4T1ouMhT8

 

23: Sune Skadegaard Thorsen (podcast): 3.269

https://svennevig.podbean.com/e/3-for-at-g%c3%b8re-en-forskel/

  

24: Birgitte, Strandlund (podcast): 2.350

https://svennevig.podbean.com/e/10-man-bliver-aldrig-helt-f%c3%a6rdig-med-sin-egen-indre-rejse/

 

25: Jytte Abildstrøm (podcast, 1. del): 2.344

https://svennevig.podbean.com/e/7-om-natur-og-b%c3%a6redygtighed-og-om-at-holde-fast-i-g%c3%b8gleriet-1-del/

 

26: Niels Hav/Salim Abdali (FB-opslag): 2.245

 

27: Louise Issi Nyrup Jensen (blog): 2.030

http://msvennevig.blogspot.com/2018/07/tag-dig-sammen-louise.html

 

28: Madame Garborg (podcast): 2.019

https://svennevig.podbean.com/e/9-alt-var-kun-en-dr%c3%b8m/

29: Efter Jubilæumsfestivalen - et tilbageblik (blog): 1.964
https://msvennevig.blogspot.com/2018/08/efter-jubilumsfestivalen-et-tilbageblik.html

 

30: Anne Hansen (podcast): 1.902

https://svennevig.podbean.com/e/begejstringen-g%c3%b8r-det-hele/

 

31: Claus Flygare/Mille Dalsgaard (dobbeltanmeldelse): 1.850

http://msvennevig.blogspot.com/2018/04/dobbeltanmeldelse-habet-er-lysegrnt-pa_22.html

 

32: Michael Svennevig & Thulla Wamberg (podcast): 1.774

https://svennevig.podbean.com/e/et-ideelt-samarbejde/

 

33: Ulla Henningsen & Stig Dalager (FB-opslag): 1.709

  

 

----------------------------

 

 

To af Hitlistens opslag - på en henholdsvis 18. og 20. plads bestod næsten kun af fotos.  
Derfor er to af Hamdi Jamas fotos fra mødet med Somalia gengivet først og sidst her.

 

 

Alle links er også lagt ud på hjemmesidens ”Alt om”-siderne,

hvor festivalens 5 dage er lagt ud - dag for dag:

 

 

Jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV:

ÅBNINGEN på Vesterbro:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-1-dag.html

2. dag på Amager:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-2-dag.html

3. dag i Vanløse:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-3-dag.html

4. dag på Østerbro:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-4-dag.html   

AFSLUTNINGEN på Christianshavn:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-5-dag.html

 

                                                                                  

   ***

Efter jubilæumsfestivalen - et tilbageblik

Uglen flyver igen. Vinden var voldsom, men det lykkedes alligevel at få uglen op.

Shohreh Shahrzad er "ugle-mager" og billedet er fra festivalens 2. dag på Amager.

 

 

Sidste dag i august. Nu er både sommeren og festivalen ovre. Her er de 5 links til hver af de 5 festivaldage, hvor alle film, fotos og lydoptagelser er lagt ud. Endnu en festivalrejse er hermed ovre - og alt festivalmateriale er hermed lagt frem til dem, der måtte have lyst til at dykke ned i det. Det er samtidig også et årti, der er gået. Jeg kigger mig sjældent tilbage. Der er altid så meget andet forude. Jeg er mere spændt på alt det kommende. På de fjerne bjergtinder, der skal bestiges - og alligevel kan et sådant tiår ikke bare ignoreres, for det har været en fantastisk færd fuld af så mange oplevelser og møder med mennesker, der har bragt mig så meget - og det er noget af det jeg har gjort mit bedste til at give videre på festivalerne siden 2008.

 

 

Hamdi Jamas selfie fra hendes første møde med Somalia og familien der - 23 år efter at hun forlod landet. Det fortalte hun om på festivalens afrikanske arrangement: Afrikanske billeder af liv".

 

Vi har alle mønstre, der kan være styrende for os. Selv havde jeg det sådan som dukkemager og dukkefører (det føles næsten som om det var i et andet og tidligere liv) at jeg nåede et punkt, hvor jeg syntes at jeg beherskede mediet og havde indfriet det som jeg havde sat mig for. Jeg har da været lidt ængstelig for at jeg skulle nå det samme punkt som festivalarrangør, men det er heldigvis ikke sket. Måske fordi jeg er blevet klogere (??) eller i hvert fald bedre til at passe på det jeg holder af. For mig er det fx. vigtigt at jeg de næste måneder overhovedet ikke nærmer mig noget, der bare smager af festival og arrangementer, for netop at sikre at jeg evner og igen har mod, lyst og energi til at tænde ilden i den fakkel som festivalarbejdet er for mig. Det er noget med at leve et andet liv i mellemtiden, og være langt mere privat og ikke have nødig at opleve verden og livet gennem festivalbriller.

 

 

Ulla Henningsen fremførte Stig Dalagers monolog "Jeg kunne ikke fortælle min historie" til festivalåbningen. Mika Filborne havde komponeret og spillede musikken til.

Foto: David  Blazek

 

De sidste 12 dage har jeg lavet absolut ingenting, og det vil jeg blive ved med lang tid endnu, mens jeg langsomt gør mig parat til at møde mennesker - igen. For det er noget af det mest værdifulde - denne lysten til relationer. Jeg håber, at den altid vil være der, for den kræver intet og giver alt. Så tak for denne runde - en ring er sluttet.

Nogle år har jeg lavet flere festivaler, så gennem årene har der nok være omkring 1.000 kunstnere, der har givet alt, hvad de har i sig. Det har været som at stå i en gaveregn. Det er den smukkeste regn jeg nogensinde er blevet gennemblødt af.

Tak for de 10 år til alle der har medvirket, hjulpet og været med til at arrangere.

Tænk, hvad det er blevet til gennem årene.

Bent Melchior medvirkede til festivalafslutningen. Ingen kan afrunde og sammenfatte en festival med varme og værdighed som han. Foto: Majka Bjørnager 

Links til Jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV:

ÅBNINGEN på Vesterbro:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-1-dag.html

2. dag på Amager:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-2-dag.html

3. dag i Vanløse:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-3-dag.html

4. dag på Østerbro:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-4-dag.html   

AFSLUTNINGEN på Christianshavn:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-alt-om-5-dag.html

 

 

***

PRISOVERRÆKKELSE

 

                                    

Foto: Majka Bjørnager

 

 

                           PRISOVERRÆKKELSE                                                                               

                                                             

af
                                             

                "Jubilæumsfestivalens Altruistiske Pris 2018"
                                                                             

       til
                                                         

     lyrikeren, maleren og musikeren
          Ole Bundgaard 

 

 

                                      

Foto: Majka Bjørnager

 

Mads Nygaard​ overrakte Jubilæumsfestivalens Altruistiske Pris 2018 til Ole Bundgaard​ på festivalens 2. dag i HF Prøvestenen. Jeg motiverede prisoverrækkelsen til den mildest talt forundrede prismodtager med at den gives til en kunstner, der uden at kny stiller op - og gør det gang på gang - og er den mest benyttede kunstner på festivalen BILLEDER AF LIV, hvor han med ord og toner understøtter og supplerer fire forskellige kunstnere. Her sammen med Lotte Arnsbjerg:

 

 

Foto: Hanne Karin Garborg

 

 

​

                                           Sammen med Hans Tyrrestrup:

 

Foto: Majka Bjørnager

 

 

Sammen med Madame Garborg​ (hele to gange):

 

 

 

hvor ordene fra Garborgs spritnye debut-kortprosa-udgivelse "Alt var kun en drøm" blandes med Oles saxofonspil, sådan som det kunne høres efter prisoverrækkelsen - og kunne opleves dagen efter i Global Art Galleri i Vanløse på festivalens 3. dag, hvor temaet bl.a. var teater og engagement.

 

 

Men også sammen med undertegnede. Derudover stiller han også op solo og reciterer haiku - og har også bidraget med sine Haiku til festivaludgivelsen: "Billeder af liv. Samtaler & digte". Så Ole er med hele vejen rundt.

 

Ole gør det på en uegennyttig måde, og gør det med en beskedenhed og varme, der er en stor inspiration på festivalen, hvor han stiller op med såvel garvede kunstnere som med en helt uprøvet debutant - og gør det med smittende glæde og overskud.

Æren ledsages af festivalens maleri "The Tree and the Sea" (se foto) malet af Anne-Mette Nyland​.

 

 

                                                      

           Anne-Mette Nyland: "The Tree and the Sea"

 

 

Et maleri som Anne-Mette skænkede til kunstauktionen på Borups Højskole til fordel for de uledsagede flygtninge, hvor jeg købte det - og nu synes at det må være det eneste rigtige at forære videre i denne fine anledning.

 

 

TILLYKKE TIL OLE BUNDGAARD!

 

Foto: Majka Bjørnager

 

Her fra festivalafslutningen, hvor Ole Bundgaard havde komponeret musik til Hans Tyrrestrups digte - i baggrunden maleriet som er skænket til Ole Bundgaard som tak for hans store uegennyttige indsats under Jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018.

Anmeldelse: TYREPOSE af Cecilie Rosdahl

 

 

Jonas er vinduespudser. Især kan han godt lide at pudse andres soveværelsesvinduer. Når ingen ser det fotograferer han de tomme soveværelser, og forsøger at opsnuse alle de skjulte tegn på liv, der er efterladt der. Der er en lejlighed overfor, hvor han holder øje med et bøssepar. Han pudser også deres vinduer – og låner en af deres film med mænd. Selv er han gift med Karina og de har teenagedatteren Astrid. Datteren er som hendes navn også antyder – strid. Karina forsøger at holde sammen på stumperne af deres samliv. Men de passer ikke længere sammen, og deres samliv er som et pudsespil, hvor der altid mangler nogle brikker.

Jonas leder efter det, der mangler. Han befinder sig ved en afgrund. Det hele startede ellers så godt:

”Jeg kunne være blevet arkitekt eller opfinder. Legoklodserne, da jeg var barn, kunne blive til hvad som helst, og de tårne, jeg byggede, stablede jeg med hengivelsen til nuet, bygningerne var ikke fiktion, jeg boede i de huse, mens de blev til, jeg var bilerne og hænderne, der kørte dem. Jeg var drengen med de små legomænd. Min mor læste op af guidebøger, for at jeg skulle falde i søvn, og for at jeg skulle drømme om noget større end Vanløse. Jeg drømte om bygninger af Pringles-rør. Lennart sagde: Han har for mange ideer, den knægt. Jeg holdt op med at skabe store ting og begyndte i stedet at pudse. Det blev en hobby for mig at fjerne pletter.” (s.13)

 

 

Han pudser alt muligt, som om han forsøger at fjerne alt det grimme, men der er mere end han kan fjerne med en klud og Ajax. Barndommen med en eftergivende og svag mor og en dominerende stedfar, som han både hadede og elskede, har sat sine spor og har placeret ham der – ved foden afgrunden. Nu spejder han rundt efter noget, der kan redde ham fra sig selv.

På tanken falder han i snak med Adrian, der er alt det han ikke selv er. De er sammen og han knytter sig til ham, og vil gerne opgive alt for hans skyld, men den anden er ikke interesseret nok i ham og trækker sig. På det tidspunkt har Jonas allerede kastet sig ud og befinder sig i frit fald. Som han selv beskriver det:

”Hvorfor skal det altid føles som glas, når jeg føler noget? Glas, der går i stykker inden i mig.” ( s. 187)

Cecilie Rosdahl er en ferm skildrer af den intethed han befinder sig i, og af de tanker han tænker i sit frie fald . Det er på én gang rørende, og samtidig er det ikke til at holde ud at læse, for vi er med Jonas i det frie fald direkte mod afgrunden. Han lander både hårdt og nådesløst, for der er ingen nemme løsninger i Cecilies roman.

Strindberg hævder ”at det er synd for menneskene” i ”Et Drømmespil”, men Cecilie har ingen medlidenhed med Jonas. Hun følger ham nysgerrigt på vejen videre. Det er nærmest et dødsrige han bevæger sig igennem, men et meget fysisk ét, hvor pinslerne i mørket også er lystfyldte sådan som de er fuldt på vej af pisk, læder og urin.

Der er stærke skildringer af momentvise øjeblikke af lykke:

”Det er, som om alting giver mening nu. At jeg ved, hvorfor jeg er et menneske. Lad bare alting ske eller ikke ske. Det gør ingen forskel. Citronerne er pink og græsset rødt. og det røde findes også i øjet, ligesom det gule og brune og den dør, jeg gik ind ad, da jeg kom, er den dør, jeg går ud ad. Der er en anden dør. Jeg behøver ikke bekymre mig. Jeg behøver ikke nå noget. Der er musik, et valhorn eller en fløjte. Noget fra et orkester, der har spillet i en anden tid, også den tid indtager jeg nu, som om jeg blot er et øre, en krop, men ren perception. Jeg flyder hen over Sahara, ude af mig selv, Route 66 for fuldt drøn. Jeg kan dykke ned i vandet, hvor Titanic sank, uden at synke. Det er en drøm, jeg ikke drømmer. Det er noget, der sker. Her er jeg for første gang den, jeg er, ét med alt, og for første gang fyldes jeg af tillid til, at jeg kan elske mere, end jeg selv er elsket. Skønheden i altings væsen åbenbarer sig som flakkende natsværmere, der kaster regnbuefarver ind i mit ansigt, mine lukkede, åbne øjne uden øjenlæg, uden væv og pupiller.” (s. 150)

Cecilie Rosdahl er også billedkunstner og det fornægter sig ikke, for hun skriver på en gang udsyret og nøgternt, men også med et forfriskende komisk glimt i øjet. Som da Jonas er i Matas for at købe barberblade for at gøre en ende på det hele og ekspedienten forsøger at få ham meldt ind forretnings kundeklub. Eller samtalen med blomsterekspedienten om en bårebuket. Det er urkomisk, men det gør ondt at le.
Lige under overfladen luer komikken som sultne krokodiller. Og der er mange krokodiller i Cecilies bøger. Jeg har læst Cecilies to første romaner, der også på samme måde udmærkede sig ved at være befriende mærkelige, men væsentligt mere vidtforgrenede og forvoksede, for hun er siden blevet mere klar og transparent i sit sprog og i sin måde at fortælle på, men hvad der stadig løber som en dyb flod igennem hendes fortællinger er lysten til at dykke ned i det mørkeste vand. Hun er som fortæller nysgerrig. Nysgerrig efter, hvad der driver mennesker og meget fordomsløs i sin beskrivelse af det. Det er befriende. Hun lader sin hovedperson forvilde sig helt derud, hvor det er umuligt at bunde – også for læseren.

Da jeg nærmede mig bogens slutning blev jeg grebet af tristhed. Den tristhed der griber én, når det ikke er til at bære at om få sider, træder man uigenkaldeligt ud af det selskab og det univers som bogen har inviteret til.

 

TYREPOSE, Herreværelset 2013, 217 s.

 

*

 

Mød Cecilie til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

 

***

 

Anmeldelse: VAHID af Kristian Husted

Fotograf: Mikkel Bache

Man sidder både oprørt og forvirret tilbage efter læsningen af Kristan Husteds VAHID – men på den gode måde. Der er nogen, der siger at man aldrig er den samme efter at have læst en bog – og det gælder i høj grad romanen VAHID.

Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
 
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."

Først og fremmest er det en vild ide – og en endnu vildere udfoldelse af ideen.

"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)

Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.

For Kristian Husted er det tilfældet i ekstrem grad, for han tager til flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland, hvorfra han rejser – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort med det, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og ikke mindst skildre det  - indefra.

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:

"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.

"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).

Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.

Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!

 

 

*

Mød Kristian til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Kristian Husted fortalte om arbejdet med romanen på festivalen JA TAK, TIL KAFFE i VerdensKulturCentret i 2016. Se optagelsen derfra:

 

 

 Romanen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof i februar 2018.


*

Læsningen af "Vahid" vækker mange tanker, og halvvejs gennem den 400 siders roman nedskrev jeg nogle af dem, som en slags refleksioner over læsningen af bogens første halvdel, der foregår inden Vahid kommer til Danmark. Det kan læses her.


***