Ørkendrømme

onsdag den 24. juni 2020

Ruban Arockiam: ”At give morgenmad til sin nysgerrighed”

Foto: Michael Svennevig.

Ruban Arockiam ankom til Danmark fra Indien for 10 år siden. Om kort tid får han dansk statsborgerskab, og det er i den anledning, at han på denne 3. festivalpodcast fortæller om, hvad det betyder for ham. Ruban er tamiler fra det sydlige Indien, men har altid følt sig som del af et mindretal, men bliver nu for første gang en del af et flertal - i hvert fald rent sproglig. Han ved egentlig godt, at han aldrig bliver rigtig dansker, og alligevel glæder han sig over, at han for første gang nogensinde selv kan forstå statsministeren - uden at skulle have det oversat. Sådan var det ikke i Indien.

Ruban er delvist opvokset hos sin mormor og delvist på børnehjem. Børnehjemmet lærte ham noget om fællesskab og sammenhold. Det er noget han har taget med sig, og som han har kunnet bruge i mødet med danskerne.

Det fælles og interessen for andre har fulgt ham siden. Et af hans første jobs i Danmark var som avisbud. På podcasten fortæller han bl.a. om mødet med en ældre dame, der kom ud og tog imod avisen ved 03-tiden om natten, og som gerne ville tale med ham og interesseret spurgte til, hvad han lavede i Danmark. Da de skiltes gav hun ham 100,- kr.

Som Ruban fortæller: ”Jeg havde ikke brug for pengene, for jeg fik jo løn for arbejdet, men jeg tog alligevel imod pengene, fordi det glædede hende. Det havde gjort hende ked af det, hvis jeg havde afslået det.”

Foto: Michael Svennevig

Senest har han haft andre og helt anderledes jobs, som da han i forbindelse med sit RUC-studie i EU Lovgivning & Forvaltning var guide på DEO´s rejser til Strassbourg, hvor han viste danskerne rundt og fortalteom EU.

Se samtalen med Ruban Arockiam fra festivalen MED OG UDEN SMYKKER

fra VerdensKulturCentret på Nørrebro i august 2016 (samtalen begynder ved 9:36)

Ruban har altid syntes, at det har været interessant at tale med andre. Det kan man ikke undgå at mærke, for det lyser ud af ham, så det var nok også grunden til et af hans første danske dilemmaer, da han ikke vidste, hvad han skulle juleaften. Ikke fordi han ikke havde nogen steder at gå hen. Snarere tværtimod, fordi han havde flere invitationer og ikke vidste, hvilken han skulle vælge...

Ruban medvirkede i portrætsamtalebogen

JA TAK, TIL KAFFE (Epigraf, 2017)

- og har selv bidraget med tekster til bøgerne:

LIVETS GANG I HF PRØVEKLUDEN (Epigraf, 2019)

GAMMELBOGEN II (Epigraf, 2014)

117 DRØMME OG VISIONER (Epigraf 2012)

Læs Rubans bidrag: "Fra Indien til Danmark"

Lyt til Rubans fortælling fra cd´en

22 STEMMER FRA SOMMERFESTIVAL OM DRØMME OG VISIONER 2013

Musikken til denne 3. festivalpodcast
er komponeret og spillet af Mika Filborne.

”Stille blomst” er fra den kommende cd "Between Elements".

Både Mika og Ruban kan opleves til festivalåbningen,

fredag den 7.8.20 kl. 19-22 i Apostelkirken på Vesterbro.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

mandag den 22. juni 2020

Benedicte Riis & Mogens Godballe: ”Den lille spurv

Privatfoto. Benedicte Riis & Mogens Godballe.

Om inspiration, leg og læring – og om mødet mellem to meget forskellige mennesker, hvor den ene krydser verdenshave, mens den anden end ikke kan svømme. Men sammen kan de det hele.

Lyt til denne 2. festivalpodcast.

Benedicte Riis:

”Jeg startede med alle de der lyde, som jeg elskede som barn, og det blev senere til musicals. Efter seminariet, hvor alle rejste til Afrika, var jeg meget mere interesseret i vore egne sange og fortællinger, men da de andre så kom tilbage, var det min tur til at drage til Afrika. Bagefter kom jeg til Brasilien. Vores lysunivers er jo enormt, og oppe i mit hoved koger det hele sig sammen. Alle de der lyde af trommer og af sommerfuglestøv blander sig og bliver til eksplosioner af lyd.”

Benedicte fortæller på denne 2. festivalpodcast om TANTE ANDANTE, der blev udviklet i slutningen af 1980-erne, da hun som ung lærer havde besøgt Astrid Lindgren i Stockholm og bagefter haft kontakt med Thorbjørn Egners søn, som havde bygget Kardemommeby i Norge. Halfdan Rasmussen leverede figuren TANTE ANDANTE samt en hel række fantasifulde venner: Askefis, Charles og Charlotte, Kvinkelinkefuglen, Bolsjedyret, Mariehønen Evigglad og mange flere. Benedicte satte musik til hans digte, samlede nogle gode musikere, og TANTE ANDANTE BAND var skabt. TANTE ANDANTE er oprindelig en ide om skandinavisk kreativ og innovativ læring. De spillede hundredvis af skolekoncerter, og i 1994 blev det første TANTE ANDANTE HUS oprettet i Ebeltoft som et skørheds- og læringshus.

”I dag er det flyttet til Lemvig, hvor folk virkelig er skøre!”, siger Benedicte Riis og ler.

I de efterfølgende 10 år lavede de TANTE ANDANTE HUS-projekter i mange lande: England, Norge, Tyskland, Island, Grønland, Bulgarien, Ungarn, Wisconsin, Iowa i USA, Uganda, Madagaskar og Sydafrika. Og da de skulle være længere tid i Sydafrika, købte Benedicte en lille sejlbåd, de kunne bo på.

Gennem 25 år arbejdede de som tossede. Spillede med TANTE ANDANTE BAND, udgav CD og bøger, rejste og skrev artikler og organiserede økonomi, struktur, information og PR. Til sidst besluttede Benedicte at give lederskabet videre til næste generation og begynde på nye eventyr, bøger og foredrag. Det fortæller hun om på denne podcast. Men også om mødet med Mogens Godballe.

Benedicte har skrevet en bog om HC.Andersen, mens Mogens har skrevet én om Grundtvig.

Benedicte Riis & Mogens Godballe. Foto: Henrik Larsen

Mogens Godballe:

”Jeg mødte flygtninge fra Chile og Iran i Uppsala. Ja, fra hele verden. Sverige har altid været forbillede, hvad det angår. Jeg kom fra statskundskab i Århus, der var meget universitetsagtigt, og jeg var så træt af det, så det var derfor at jeg tog derop. Jeg gad ikke gå på statskundskab i Århus, hvor alting stod fuldstændig stille. Det var godt nok de første år, men så kom fredsbevægelsen, og så sad vi som i et Babelstårn, mens alting skete uden for universitetet. Jeg boede på kollegie i ét år i Sverige, og det var en øjenåbner for mig.”

Mogens fortsætter:

”Jan Öberg fra Lund Universitet blev mit store forbillede, han havde skrevet en doktordisputats på svensk om myter omkring vores sikkerhed, der kritiserede militærindustrien sønder og sammen. Det blev min bibel. Han var jaget vildt i de år først i 1980´erne og helt central i debatten dengang. I dag har han sit eget institut i Lund.”

Selv har Mogens skrevet om Grundtvig, og om en helt ny måde at tænke fællesskaber på, så det også kan være en pejling fremad. Det er det, han fortsat arbejder med på Nordfyns Højskole i Bogense, hvor kursister fra Kina og Japan flokkes for at høre og lære om Grundtvig og HC.Andersen. Det er også det, som har bragt Benedicte Riis og Mogens Godballe sammen – og det er det, de fortæller om på denne 2. festivalpodcast.

Mød Benedicte Riis, når hun synger Tante Andante-sange og brasilianske sange på festivalens 2. dag i HF Prøvestenen på Amager, og når hun sammen med Mogens Godballe fortæller om deres fælles eventyr omkring leg og læring til festivalafslutningen på Christianshavn.

”Verdens fremtid er jo børnenes drømme," siger Benedicte Riis, og fortsætter: "Meget bliver så forkrampet. Noget med, at man er bange for at miste sin identitet og sit danske sprog, bange for at lukke fremmede ind i vort land. For tænk, hvis vi skulle holde op med at være danske. Det er noget frygteligt vrøvl. Vi bevarer netop vores identitet ved at være åbne."

Lyt til denne 2. festivalpodcast.

Hør uddrag fra de første 6 podcasts på denne
1. præsentationspodcast

Læs mere om den kommende festival
HVOR REGNBUEN ENDER

tirsdag den 16. juni 2020

Charlotte Strandgaard: ”Måske er det bare ikke så godt med mig og den der lykke”

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til podcasten med Charlotte Strandgaard.

Forfatteren Charlotte Strandgaard (født 1943) fortæller på denne podcast om solidaritet, om mødet med mennesker og om den pris det koster at beskrive andres smerte:

-Det har den pris, at man bliver meget opmærksom på andres smerter, men på den anden side er det vigtigt, fordi man bliver så ensom med smerte, så hvis jeg eller andre kan og tør skrive noget og gå ind i smerten, så den der læser det siger: ’Aha, jeg er ikke alene i verden om at have det så dårligt.’ Det synes jeg er vigtigt, men det har selvfølgelig en pris. Og prisen er jo nok, at smerten kan virke tung på én, så der prøver jeg at bruge sort humor, så man kan le ad det sammen.’

I samtalen fortæller Charlotte Strandgaard om, at det er ude på kanten, vi møder mennesker og deres fortællinger, og at det som forfatter ikke gælder om at blive klogere, men rettere at stille de rigtige spørgsmål, for det er vigtigere at spørge end at svare, og tilføjer: ’Det er svært at finde svar på de store spørgsmål, men det er vigtigt at stille spørgsmål, som læseren måske kan finde sit eget svar på.’

På spørgsmålet om, hvad der er HVOR REGNBUEN ENDER, svarer Charlotte Strandgaard: ’... at der er en skat, og jeg har tit tænkt på, at de mennesker vi møder, som ser forfærdelige ud og virker ravende sindssyge, har noget at fortælle os som ER den skat. De har altid en historie, der er vigtig og omfavnende - og som vi kan lære noget af. Deres historie vipper ude på kanten - mellem liv og død.’

Foto: Michael Svennevig

Under samtalen er der uddrag fra erindringsromanen ”Drømte mig en drøm” (Lindhardt & Ringhof, 2014), filmen ”Ang. Lone” (inst.: Franz Ernst. Manus: Charlotte Strandgaard, 1970), digtromanen ”Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame” (Gladiator, 2019), Gammelbogen II (Epigraf, 2014), portrætsamtalebogen ”Ude på kanten” (Epigraf, 2014) og festivalbogen ”Ja tak, til kaffe” (Epigraf, 2017).

Se filmklip fra ”Ang. Lone” (med Kim Larsen)

og fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet (”Alderdommen, rollatoren og mig”). Uddrag fra begge lydspor indgår i podcasten.

Oplev Charlotte Strandgaard i en optagelse fra Gammelfestivalen II (starter ved 1:00:47)

Samtalen er den første i den række af podcasts, der offentliggøres forud for årets festival HVOR REGNBUEN ENDER, fra den 7.-16. august 2020. Podcasten rummer også uddrag fra en nyskrevet fabulerende monolog om børnene i Syrien, som Charlotte Strandgaard har skrevet og læser til festivalåbningen i Apostelkirken, fredag den 7. august 2020 kl. 19-22.

Lyt til podcasten med Charlotte Strandgaard.

Fotos: Michael Svennevig

søndag den 14. juni 2020

HVOR REGNBUEN ENDER. 1. præsentationspodcast

Forud for festivalen offentliggøres en lang række samtaler med festivalens medvirkende som podcasts.

De første 12 er klar til offentliggørelse og vil blive lagt ud løbende.

For at give et overblik over samtalerne, er der lavet to præsentationspodcasts med uddrag fra de 12 første samtaler - 6 på hver.

Lyt med, når den første præsentationspodcast offentliggøres i dag.

Lyt til præsentationspodcasten her.

På den første er der korte uddrag med:

Foto: Michael Svennevig

1) Charlotte Strandgaard

Forfatteren Strandgaard fortæller om at svæve mellem liv og død, om den seneste digtroman og om at blive ved med at kæmpe mod social uretfærdighed. På podcasten er der bl.a. uddrag fra filmen ”Ang. Lone” (1970, Inst.: Franz Ernst. Manus: Charlotte Strandgaard). Musikken er af Kim Larsen(fra filmens lydspor). Der er også klip fra Charlotte Strandgaards medvirken på Gammelfestivalen 2014, uddrag fra den nyeste udgivelse, digtromanen: ”Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn ældre dame” (Gladiator, 2019) samt fra den monolog, som Charlotte Strandgaard har skrevet til - og læser - til festivalåbningen af HVOR REGNBUEN ENDER, fredag den 7.8.20 i Apostelkirken på Vesterbro.

Læs mere & hør podcast.

Foto: Henrik Larsen

2) Benedicte Riis & Mogens Godballe

Eventyrer, forfatter og komponist Benedicte Riis fortæller om at rejse jorden rundt, men også om et møde med lederen af Nordfyns Højskole i Bogense. Benedicte havde taget Mogens med, da vi skulle optage podcasten, men ikke sagt andet end at han var chauffør, og jeg sad derfor og ventede på at han skulle gå igen, så vi kunne begynde optagelsen. Men han blev - og blev derved også en del af podcasten, for det skulle vise sig, at han var så meget andet og mere end bare chauffør. For det blev derved også en beretning om mødet mellem to meget forskellige mennesker, men som begge var fælles om fascinationen af leg og læring. Den éne havde krydset Atlanten i en lille båd, mens den anden ikke kunne svømme og karakteriserede sig selv som en” landkrabbe”. Hør beretningen om hvordan de erobrer verden sammen. Musikken er komponeret af Benedicte Riis (”Windbreaker”).

Læs mere & hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

3) Ruban Arockiam

Ruban Arockiam mødte jeg for 10 år siden, da han ankom til Danmark fra Indien. Ruban er tamiler fra det sydlige Indien. Om kort tid får han dansk statsborgerskab, og det er i den anledning at han fortæller om, hvad det betyder for ham. Ruban har altid følt sig som del af et mindretal, men bliver nu for første gang en del af et flertal – i hvert fald rent sproglig. For første gang nogensinde har Ruban mulighed for at forstå statsministeren – uden at skulle have det oversat. Sådan var det ikke i Indien. Musikken er af Mika Filborne. Nummeret ”Stille blomst” er venligst udlånt fra en kommende cd. Både Mika og Ruban kan opleves til festivalåbningen, fredag den 7.8.20 kl. 19-22 i Apostelkirken på Vesterbro.

Læs mere & hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

4) Eva Billesbølle Tworek

Vi mødtes tilfældigt til en teaterforestilling, der var bygget op som en sølvbryllupsfejring, hvor vi kom til at sidde ved siden af hinanden. Vi havde ikke talt længe sammen, før jeg fornemmede, at Eva havde en særlig historie som hun brændte for at fortælle.

Eva er billedkunstner og fortalte på sidste års festival om processen med udstillingen, ”Øjeblikket bag Glasdøren”, der centrerer sig om datteren Lea, der er født med et kromosom for meget. Eva medvirker på festivalens 3. dag i Global Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 11.8. kl. 15-21. Musikken er spillet og komponeret direkte til podcasten af Leas far, Benny Tworek.

Læs mere. Hør podcast.

Foto: Camilla Hey

5) Nynne Billesbølle Tworek

Nynne Billesbølle Tworek har skrevet digtsamlingen ”Glasdøren”, der tager afsæt i forholdet til søstern Lea. Digtene skal akkompagnere malerierne på udstillingen ”Øjeblikket”, der snart er på trapperne ( - og ja, Eva og Nynne er mor og datter). Digtet ADSKILT lyder sådan: ” Hver dag/ lever vi/ hver for sig/ ligesom da vi var børn./ Jeg er i mit hjem/ hun er i sit./ Nogle gange/ knyttes vi/ hos vores forældre/ hos hinanden/ andre gange/ i fremmede omgivelser./ Hver gang/ starter hun/ med at flette sine arme/ om min ryg og hyle/ ind i mit hjerte.” Musikken er spillet af Nynne selv.

Nynne medvirker i et duosamspil med Marie Holm Hansen til festivalåbningen, fredag den 7.8. kl. 19-22 i Apostelkirken på Vesterbro. Desuden læser Nynne op fra digtsamlingen til festivalafslutningen, søndag den 16.8.20 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn (i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokaler).

Læs mere. Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

6) Mikas Lang

Mikas Lang er 31-årig digter, der debuterede på forlaget Sievers med digtsamlingen MELANIN i 2019. Melanin er mørkfarvet pigment, der findes i huden. Og det er ikke for ingenting, at podcasten indledes af trompetfanfaren fra Billie Holidays ”Strange Fruit”, der handler om hængte sorte mennesker i sydstaterne. For selv om det foregår langt væk, så foregår det også inde i Mikas. Det bliver endnu tydeligere, når man læser Mikas digtsamling, der er som en rystende fanfare.

Læs mere. Hør podcast.

Lyt til 1. præsentationspodcasten
Lyt også til 2. præsentationspodcast

Læs om festivalen på hjemmesiden & på Facebook

*

mandag den 8. juni 2020

Anmeldelse: TÆNKER ALTID PÅ DIG af Teatergrad

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Premieren foregik i solskin ved Kastaniehusene i De Gamles By på Nørrebro. Stolene var placeret med den rette corona-afstand, men alt andet var meget tæt på. Ikke mindst følelserne. For TÆNKER ALTID PÅ DIG handler først og fremmest om følelser. Eller rettere det handler om schlagere eller musikalske landeplager, der har aflejret sig i kroppen på os gennem generationer. De vil sikkert tale til os altid, men efter en corona-periode, hvor vi har været dømt til adskillelse, rammer det lige i hjertekulen. Ikke bare som rar genkendelighed, for det stikker dybere end som så. Det er simpelthen det, der gør os til mennesker og giver os vor menneskelighed tilbage. Den menneskelighed som vi i en periode på det nærmeste har måttet frasige os.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Trekløveret på scenen, DE VILDE HJERTER bestående af Kaj, Ditte og Linda, spillede og sang og charmede sig igennem forestillingens sange og historier, der handlede om fællesskab og kærlighed. Om at møde kærligheden og sige den ret farvel igen. Kærligheden kan have så mange aftryk og udtryk. Det er broren og søsteren, der er uadskillige og ved, at de altid skal være sammen, men da de alligevel kommer til at bo i hvert sit land, er savnet og kærligheden der hele tiden, men også det lærer man at favne. Eller det er sønnen, hvis far er ude på søen det meste af tiden. Faren forklarer, at han vil visne, hvis han skal blive på land, men at han ikke elsker sønnen mindre af den grund. Men først og fremmest er der fortællingen om Kaj, Ditte og Linda, der holder så meget af hinanden, at de som et trekløver først bliver hele, når de er sammen og spiller musik. Det er den fortælling, som jeg nynnende tager med mig hjem bagefter.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sangene kender vi: TÆNKER ALTID PÅ DIG (Flemming BAMSE Jørgensen), FRK. HIMMELBLÅ (Kim Larsen), SUSANNE, BIRGITTE OG HANNE (Otto Brandenburg), STILLE FØR STORM (Lis Sørensen) og mange, mange flere.

I 2015 stod Teatergrad også bag den vellykkede erindringsforestilling HUSKER DU? Den var lige så vellykket som deres nye forestilling, og er skabt af stort set de samme folk for og bag scenen.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Under forestillingen sad jeg og vred mig, for jeg tudede fra start til slut, og måtte atter og atter tørre tårerne væk, der blev ved med at pible frem. Selv om forestillingen følelsesmæssigt er tæt og ligepå, er den samtidig så varm og så hjertelig, at der på ingen måde bliver taget førergreb på følelserne. Slet ikke - og så alligevel, men det var på den fineste måde, og uden at det på nogen måde virkede anmassende eller manipulerende. De tre på scenen, Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann, fint instrueret af Pelle Nordhøj Kann, tog sangene og fortællingerne rent til sig, uden nogen forstillelse, og formidlede dem videre til os med en smittende uskyld og renfærdighed. Netop det som sangene i sig selv rummer. Derved gik det hele op i en højere enhed. Tillykke til Teatergrad. Der er stor grund til at glæde sig over TÆNKER ALTID PÅ DIG.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

TÆNKER ALTID PÅ DIG

- en musikalsk hyldest til de mennesker vi hver især savner og holder af

Medvirkende: Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Tekst & musikalsk arrangement: holdet

Konsulenter: Jannik Elkjær & Nikolaj Heiselberg Trap

Junior producent: Anna Sofie Rimestad

Ide & koncept Teatergrad

Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:

2020:

2019:

2018:

2017:

(sammen med Cantabile 2)

2016:

En landsby på højkant

(sammen med Familien)

Forført

2015:

Husker du?

Se også fortegnelsen

over de øvrige 117 teateranmeldelser.

mandag den 2. marts 2020

Anmeldelse: TATOVERING på Mungo Park

Fotograf: Catrine Zorn.

Scenografien er en stor spejlflade, der skråner ind mod midten. Den er griset sådan til, at den kun pletvist afspejler de to hovedpersoner, der først er sider af samme person for siden at blive en veninde og senere en kæreste.

TATOVERING er fuld af ungdommelig energi. Den er hårdtslående og gør intet for at indynde sig. Attituden er ... take it or leave it. En gennemgående og tilbagevendende passage handler om den døende far, der har skrevet sig ud af hovedpersonens liv. Der er ikke megen familiefølelse, der spejler sig i de tilgrisede spejlblanke flader i scenografien af Simone Bartholin. Der bliver råbt og sparket til teksten af Anna Malze, der også har instrueret de to på scenen: Sara Fanta Traore og Nana Morks. Som om der skal sparkes og råbes igennem til noget. Som om virkeligheden er noget, der bare skal sparkes og råbes hul i.

Fotograf: Catrine Zorn

Allerførst virker det som et overfald. Det bliver kun mere presserende, da hovedpersonen stiller sig frem forrest på scenen og taler direkte til publikum. Det er en forestilling, der er i øjenhøjde med publikum. Men i starten vokser der ligefrem en fjendtligt stemning frem på tilskuerrækkerne. Et ægtepar på rækken foran rasler og hoster demonstrativt, men forestillingen bliver ved og ved, og det lykkes at slå hul på den fremspirende modstand, så det ender med et varmt og stærkt bifald. Et velfortjent bifald, for der arbejdes hårdt for det.

Det er barfodsteater. Det er et direkte blik ned i en forrået verden, hvor livet er som en brugt krop, der slynges hid og did. Smukt er det ikke. Det er det aldrig, når liver ender i en sygeseng, sådan som det sker for den omtalte far.

Fotograf: Catrine Zorn

Inden forestillingen blev vi budt velkommen fra baren og fik at vide, at der ville være meget røg i forestillingen. Det var ingen underdrivelse, for på et tidspunkt bliver teatret fyldt med så meget røg, så det vælder ud i hovedet på publikum. Det er så massivt, at vi forsvinder helt ind i røgen. Det er faktisk et godt billede på det, der på samme måde vælter lige ud i hovedet på os i forestillingen. Det er voldsomt, men når man først befinder sig inde i røgen, ophører alting. Jeg gribes af en tilskyndelse til at ville ud og væk. Til at redde mig selv i land. Ganske langsomt opløstes røgen igen, lidt efter lidt, men gennem røgtågen træder personerne på scenen frem som af en drømmedis. De står tæt sammen midt på scenen og taler ind i mikrofonen, som de holder imellem sig. Det er hovedpersonen, der taler med fyren, der skal udsendes som FN-soldat. Fyren, der staver som en 10-årig. Det er bare et af hovedpersonens mange møder med en anden virkelighed.

Helt på samme måde som i DE HOVEDLØSE, teatrets seneste forestilling, hvor det også var forskellige virkeligheder, der tørnede sammen i en kamp om at finde eller genfinde en mening i en verden, der er faldet fra hinanden. Måske er det noget af det, som teatret er allerbedst til, når vi møder os selv og hinanden via stedfortrædere på scenen. Dette møde mellem de uforenelige kræfter i os, der kæmper for at nå over på den anden side – for at fravriste verden en mening.

Fotograf: Catrine Zorn

Anna Malze beretter om forestillingen: ”TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten for to måneder siden, lige efter min egen far døde for tidligt. Den handler ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt i en krise.”

Det er flot og kompromisløst teater. Med en ny ung teaterleder er der sket et generationsskift, og som min ledsager bagefter bemærkede: ”Det varer vist længe, inden Fritz Hansen kommer på scenen igen”. Det er rigtig set, for teatret er siden rykket helt andre steder hen. Det startede med maner med forestillingen DE HOVEDLØSE, der fint formåede at slå bro mellem det gamle og det nye. Mellem før og nu. Med TATOVERING har Mungo Park bevæget sig over broen og er gået i land på den anden side. Det bliver spændende at følge teatret videre frem.