Ingrid Tranum Velásques:"Vi er norden" & "Unfinished Tales"

Foto: Michael Svennevig.

Mød Ingrid Tranum Velásques 
på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse,

Ingrid fortæller om at rejse ind i koloni-kroppens følsomme landskab. Om at arbejde med sceniske formater, der stiller sig til rådighed og faciliterer lokale og nordiske debatter. Om at skabe rum, hvor fortællinger mødes på tværs. Om at bryde tavsheden. Om unge, der skal finde deres identitet mellem de uskrevne sider i historiebøgerne og de sorte huller i samvittigheden. Om sårbarhed og anspændthed. Om at træde varsomt.

Foto: Julie Støp Husby. Fra Dramatikkens Hus i Oslo.

Mød Ingrid 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse, 

hvor hun fortæller om sit arbejde som koreograf og danser

- og om sine mange undersøgelser af verden omkring sig igennem kroppen, der filtrerer det hele til form og udtryk. Jeg mødte Ingrid, da jeg sidste år anmeldte forestillingen HERFRA MIN VERDEN GÅR, der var en undersøgende forestilling om, hvordan vi til alle tider har flyttet os rundt - og stadig gør det. Om flugt og forsøg på at finde hjem. Ikke mindst for dem, der er blevet fordrevet fra deres hjem. Hør mere på denne podcast med Ingrid Tranum Velásques fra sidste år.

I år på festivalen fortæller Ingrid, at arbejdet sker gennem embodiment, koreografi, film og performance via den nordiske kolonialismes foruroligende fodspor og arkiverer som afslutning det visuelle, koreografiske, skriftlige og auditive materiale i et udstillingsformat, målrettet skoler og uddannelsesinstitutioner."

Foto: Julie Støp Husby. Fra Dramatikkens Hus i Oslo: Ingrid Trannum Velasques 

Også i Norden handlede vi med menneskekroppe på tværs af kontinenter. Også i Norden splittede vi familier og lande i civilisationens navn. Også i Norden forbød vi sprog og kulturel praksis, og tvangsfjernede børn til racebiologisk forskning. Og vi har lært at håndtere det kollektive arvæv med tavshed. Vi overhører dagligt de postkoloniale traumer i Grønland og på Færøerne, lukker øjnene for den foruroligende aktuelle kolonisering af Sápmi og reproducerer den transatlantiske slavehandels sociale positioneringer. 

I værkerne VI ER NORDEN og Unfinished Tales, det sidste målrettet 13-18 årige, undersøger vi den nordiske kolonialismes nutidige skikkelse. I VI ER NORDEN søger vi gennem et dekoloniserende ritual at opløse kolonialismens nedarvede koreografier. Værket rejser rundt i nordens forskellige koloniale og postkoloniale terræner og stiller sig til rådighed som performativ situation i den lokale debat om dekolonisering. I Unfinished Tales mødes koreografer og unge fra hele Norden, Jomfruøerne og Ghana i udarbejdelsen af et tre-årigt værk. 

Foto: Julie Støp Husby. 

Fra Dramatikkens Hus i Oslo: Ingrid Trannum Velasques  og Camara Lundestad Joof. 

Begge værker produceres og iværksættes af NextDoor Project og kunstnerisk leder, koreograf og danser Ingrid Tranum Velásquez i tæt samarbejde med kunstnere fra Grønland, Sápmi, Ghana, Jomfruøerne, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Finland.

Foto: Michael Svennevig.

Læs mere på nextdoorproject.dk

Mød Ingrid Tranum Velásques 
på  3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anmeldelse: SNIPER af Kasper Hoff

Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)

”Jeg hedder Christopher. Christopher Leboucher Larsen, men folk kalder mig Stoffer.”

 15-årige Christopher bor alene med sin mor. Han har to venner, Hassan og Emil. De mødes nede på pladsen bag idrætscentret, hvor de mest laver ingenting eller slås for sjovt, men det er nu mest Emil og Hassan. Christopher er varm på Petra fra klassen, men det er langt fra gengældt. Det længste Christopher kan drive det til, er at låne en blyant af hende. Men en dag får han et brev, der inviteret ham til et møde med en advokat, der overrækker ham en konvolut med en nøgle. Nøglen passer til en garderobeboks i lufthavnen, hvor der også befinder sig et gevær og et charteque med mordplaner. Christopher og hans to venner prøveskyder med geværet nede i den nærliggende mose, og da en afrikansk politiker med en blakket fortid kommer på besøg i København, tager Christopher med til klassens moddemonstration, men tager også geværet med – og går i aktion. Politikeren bliver dræbt. Det gælder også den næste på listen i chartequet. Da Christopher mødes med den 3. på listen, viser det sig at være hans forsvundne fars tidligere elskerinde. Den forsvundne far, som måske alligevel ikke er helt så død som han først troede.

I skolen prøver klasselæren at undervise i etik, og forsøger at anskueliggøre forskellen på at gøre noget godt, fordi man er nødt til det, eller fordi man vælger at gøre det. Christopher er i tvivl om man må slå ihjel, for hvis det nu tjener et større og højere formål?

På et tidspunkt konstaterer han: ”Retfærdighed er sgu noget mærkeligt noget”.

Bogen slutter med ordene: ”I virkeligheden tror jeg, de fleste er enig med mig i, at verden er et bedre sted uden mennesker som dem. Folk tør bare ikke sige det højt.”

Ligesom i Hoffs efterfølgende roman, ”Rygtet om hendes død” (Modtryk, 2016) er det igen en dreng med en manglende far, der udsættes for mangt og meget. Det er igen større etiske dilemmaer, der sættes i spil. Hvad kan man? Hvad skal man? Hvordan skal man leve bedst muligt? Hvordan gør man det på den bedst mulige måde?

Begge sønner i de to romaner presses ud i absurde situationer, men figurtegningen er så fin, at det ikke skorter på indre motivation. Hoff satser det hele og vinder, for han træffer den 15-årige pubertære knægt lige på kornet. Det er en fornøjelse at følge ham gennem bogens etiske dilemmaer, der er ekstra presserende i lige netop den alder, hvor alting skal stå sin prøve. Det giver et ekstra spændingslag til bogen.

Den umulige historie ender faktisk godt, og det er ikke synd at afsløre, for det er vejen dertil, der er det vigtige. Ikke udfaldet i sig selv. Det er en regulær spændingshistorie, der samtidig kommer til at fungere som en lære i etik. Det er flot håndteret.

Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)

Mød Kasper Hoff til festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Erik Trigger: "svajende som et flyttelæs"

Foto: Peter Langwithz Smith.

Mød Erik Trigger på festivalafslutningen

Tidligere havnearbejder og skolelærer, men altid digter og erklæret anarkist. Nu også forlægger, redaktør og omslagsdesigner på mit eget forlag ANARKI. Debuterede på fornemme Brøndums Forlag i 1991 og er pt. ansvarlig for 15 værker i genrerne digte, børnebøger, roman, noveller, koncerttekster og spoken word cd og sceneshow, sammen med illustratorer, musikere og billedkunstnere. Har internationalt deltaget i Struga Poetry Evenings (Makedonien) og (som første danske forfatter i øvrigt) ved Internacional festival de poesia en Medellin (Colombia). 

Her er et digt Erik Triggers nyeste samling, 

MØRKETS JOURNALER 

Du er en journal jeg bladrer i

en sen forsoning jeg synker igennrm

for at klæbe mig til dine cellevægge

og gøre hver af dine tanker

til en undergrund

Nordstjernen glimter

i kønshårenes tunge dråber

det susr i havstokkens strå

og der er ingen ende på dig

Atomerne forlader os

for at finde nye former

og havet skraber imod molen

som hjemløse katte

Jeg prøver at krydse dagen

balancerer over afgrunden

med skiftende mål i munden

svajende som et flyttelæs

imens mine hænder metodisk

foretager deres oceanografiske kortlægning

af det der afskiller os

drevet af befolkningstilvækstens vedvarende snuren

i nosserne

                         Mød Erik Trigger på festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Linne Windfeldt Valling Rasmussen på Mosegården

Mød Linne Windfeldt Valling Rasmussen

til festivalafslutningen på Christianshavn

Sidste år fortalte Linne på festivalen om 
at hun ville ud og arbejde i landbruget.

Hør hvordan det er gået siden da. 
Linne fortæller: 

"Siden sidst er jeg flyttet på landet. Jeg bor i et kollektiv, der driver et lille jordbrug, som leverer grøntsager til 85 husstande. Det hedder Mosegården. Jeg synes, landet er smukt og fascinerende og anderledes fra alt, jeg kender. Jeg kan virkelig godt lide det praktiske arbejde, at udrette noget konkret hver dag, der giver mennesker mad på bordet. Jeg kan også godt lide at blive klogere på planter og at bruge min krop og blive stærkere. At jeg er kommet på landet, er kommet i stand gennem en højskole, og på den måde har jeg mødt et hold af mennesker, jeg kan nørde landdrømme, planter, lugning og politik med."

Hør podcasten fra sidste år, hvor Linne fortælle om de valg hun står over for som ung, og det ansvar som hun også føler - og de tanker hun gør sig i den anledning.

Linne på festivalafslutningen i 2019. Foto: Majka Bjørnager

Mød Linne Windfeldt Valling Rasmussen

til festivalafslutningen på Christianshavn

Læs mere om festivalen
HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anmeldelse: PARISISKE DIGTE af Reza Farmand

PARISISKE DIGTE  (Forlaget BoD, 2020)
er oversat af digteren selv fra persisk til dansk.

Under overskriften ”Nogle ord om de Pariske Digte” skriver Reza Farmand: ”Pariske Digte” er et poetisk aftryk af Paris, og et forsøg på at komme tæt på det der kendetegner byen og dens særlige ånd. Det er en hyldest til Byernes By, der altid har plads og rum til vildskab, anarki og stor poesi. Digtsamlingen er blevet til under inspirationsrejser til Paris i årene 2004-06.”

Allerede i det første digt, ”Poesiens rejse” bliver vi ledt blidt på vej, for vi står på tærsklen til en forunderlig rejse, når den dansk-iranske digter skriver: ”Vil jeg føre en biflod/ ind i min poesi”.

I digtet ”Pigalle” er ”dens sexede hud... for evigt frisk”. Mens der på Montmartres kirkegård ”Falder visne smil ned over min tavshed/ Imens jeg bladrer i Pigalles røde bog”.

Sideløbende med digtene er der er et faglitterært rejsebogsspor, hvor der er indføringer i byen med forklaringer for den nytilrejsende.

De to spor: digtene og det forklarende faglitterære spor falder forunderligt nok sammen, så det ene uddyber det andet. Det er en lidt underlig kombination, men det fungerer, og selv for en garvet pariserfarende er der inspiration at hente både fra digtene og fra det forklarende spor

I digtet om ”Rue Saint Denis” er det digterens persiske baggrund, der taler med, når han skriver: ”Alligevel,/ Dette at de føler sig trygge/ I deres nøgenhed er smukt/ Dette at ingen religion kan/ fra sine ørkener kaste med sten/ Mod disse kvinder er smukt.”

I digtet ”Montmartre” står der: ”Det føles som om min poesi og jeg/ er trådt ind i en kæmpe fest...”

I ”Belleville” er der tale om ”forglemte indvandrere”, men at anføre i en note: ”I Belleville-kvarteret bor mange med indvandrerbaggrund”, virker ganske overflødigt. Til gengæld er det dejligt belærende at kunne komme til at kende meget af baggrunden til meget af det, der normalt bliver taget for givet. Det betyder at det er et godt sted at begynde – og for dem, der har deres faste gang i Paris, gælder det bare om at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg har allerede bestemt mig for min næste rejse. Godt animeret af Reza Farmands fine og meget appetitlige franske digte.

Bogens titel kunne også have været” En perser i Paris”, for det er, hvad det er. Det er netop grunden til, at digtene giver et andet og måske mere åbent blik på byens sind og tone. Som Hemingway skrev: "Der er ingen ende på Paris”. Men måske er det alligevel at spænde buen for hårdt for en dansk læser, når der medtages en hyldest til Mahvash, der var en iransk sanger, danser og skuespillerinde, for det er svært at relatere til uden kendskab til hendes successer i hjemlandet.

At Paris også er andet end et fysisk sted, mærkes tydeligt i afslutningsdigtet, hvor byen snarere bliver til en poetisk tilstand:

Rejsens sidste nat

Jeg er ved Gambettas station/ De ledige borde omkring mig/På fortovscaféen er optaget af poesien/ Mit hjerte er tungt som tusinder af spørgsmål/ I denne rejsens sidste nat

O, rejse!/ Du, min fine, du min milde!/ Du, min fuglerigets veninde!/ Du, min berusende stille hastighed!/ Dig kysser jeg /Dig tilbeder jeg /Du har gjort mine gloser lykkelige

Måske kan det hele opsummeres i det første af de ”Korte pariske digte”, hvor der står:

I Paris drikker min poesi/ Hvad den vil, hvor den vil/Jeg siger den aldrig imod

I det tilbagevendende omkvæd i digtet ”Rue de Seine” står der: ”Vågnede Baudelaire op/Ville han tro at være trådt ind/I sin poesi, og forundret/Ville han sætte sig ned ved et bord”

Reza Farmand: PARISISKE DIGTE 

Læs også digterens tre andre nye digtudgivelser:

"Duas stening" , "Polardigte" og "Min mor blev ikke smuk"  

(alle tre på Forlaget BoD, 2020). 

Mød Reza Farmand på 4. festivaldag på Østerbro

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Kirsten Thorup: "Indtil vanvid, indtil døden"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 25. festivalpodcast med Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  (uddrag):

”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)

Uddrag fra anmeldelse:

"Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem." Læs  hele festival-anmeldelsen.

Foto: Michael Svennevig.

Kirsten Thorup: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  (uddrag):

”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)

Lyt til den 25. festivalpodcast med Kirsten Thorup.

På podcasten er der brugt et lydcitat fra 

prologen til Lars von Triers film "Europa" (1991).

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

 Lyt også til de fire præsentationspodcasts

med uddrag fra festivalens øvrige 24 festivalpodcasts.

1. del, 2. del, 3. del og 4. del.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anmeldelse: NÅR SOLEN IKKE SKINNER af Esther Enig

Esther Enig: NÅR SOLEN IKKE SKINNER 

af Esther Enig (Forlaget Brændpunkt, 2019)

Den svære unge kærlighed er temaet for Esther Enigs romandebut.

Det er en frisk fortalt historie om at stå ved sin kærlighed – også når den er svær at favne. Andrea er 17 år og forvirret. Det er hun ikke ene om, og forvirringen bliver endnu værre, da hun forelsker sig i den 18-årige Solveig. Det er en kærlighed, der slår hende helt omkuld, for hvordan fortæller man det til omgivelserne? Hvordan bekender man kulør? Hvordan springer man ud af skabet uden at gå i stykker i hoppet? Andreas bedste ven, Lukas, er også homoseksuel. Han har taget hoppet og har betalt med at blive ekskluderet af sine gamle drengevenner, så nu holder han til sammen med pigerne. Andrea er bange for at skulle igennem den samme udstødelse, men heldigvis har hun en god familiebase, og både 3 brødre og én søster, der kan støtte hende. Da hun har taget mod til sig og får fortalt det samlet til dem, havde hun nok troet at himlen faldt ned - eller at der bare skete et eller andet. Men der skete ikke noget, og hun bliver nærmest skuffet over, at de ikke reagerer mere på det end som så. Det går knapt så ubemærket hen, da hun under en diskussion i klassen om homoseksuelles ret til at gifte sig og få børn, føler sig trængt op i en krog, og i et anfald at vrede fortæller hun det til hele klassen, hvorefter hun skynder sig ud af klasselokalet, lige før hun begynder at græde.

Det er en meget moden beretning om følelser og hormoner, selv om den er skrevet af den debuterende Ester Enig, der selv bare er 17 år. Det er en fint skrevet og indsigtsrig fortælling om tvivl, skam og kærlighed. Om at være ung og om at orientere sig og finde vej gennem tilværelsen – ikke mindst seksuelt.

”... hun ved ikke, om det er noget, hun bilder sig ind, men hun mener, hun kan høre sig selv knirke og knage – lyden af hendes knogler, der jamrer og klager sig. Hun har på fornemmelsen, at hvis hun prøvede at rejse sig, ville hun falde sammen, følelsen af uduelighed må simpelthen have overtaget styringen af hendes lemmer og invalideret hende. Det sortner lidt for hendes øjne, og det hjælper ikke på skyldfølelsen, at hun ikke ved, hvad hun skal sige. Det er ikke meningen, at hun skal være panisk, det er ikke hendes luftrør, der burde have snurret sig rundt om sig selv.” (side 170)

Esther Enig: NÅR SOLEN IKKE SKINNER 

af Esther Enig (Forlaget Brændpunkt, 2019)

Mød Esther Enig på 2. festivaldag på Amager.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*