MOON på Teaterøen
”Vi er som den klare måne, alle har vi en mørk side.”
Kahlil Gibran.
Hvad
nu, hvis vi kunne lande på månen med et sejlskib og sejle fra Stilhedens Hav
til Grænsehavet? Hvordan ville månestøvet ændre sig på rejsen? Svaret får du i
denne evigtsmukke, forunderligt vægtløse og magiske månekabaret.
”I will tell
you the story of how the sun loved the moon so much he died every night, to let
her breathe. It all started in ancient times…” Den sungne engelske sangtekst har inkorporerede citater
og uddrag af bl.a. Jorge Luis Borges og Rainer Maria Rilke. Hver af kabaretens
14 sange er allokeret et månehav og dets koordinater, der vises på bagvæggen.
Vi
møder en verden, som vi aldrig har mødt før, for hvad sker der egentlig på
månens bagside? Hvad sker der, når vi giver slip og lader os lokke med på denne
inciterende og grænseløse rejse til ukendte dybder bag på månen og dybt inde i
os selv?
Forestillingen
er både poetisk højtidelig og vidtløftig. Jeg griber mig i at spænde i kroppen, for det er så forbløffende at blive inviteret med på denne overrumplende, vægtløse og betagende månerejse, men det ændres markant med sangen ”Mare
ingenii” (Opfindelsernes Hav), hvor det burlesk groteske bryder ud i lys lue,
og giver rum til humoren. Det er herligt overraskende.
Enkelhed
er det sværeste, og forestillingen er proppet med den. Vi præsenteres ikke for
meget mere en bunke sand, et lille bitte papirfoldet skib, en sølvring, to
balloner, et spejl, et par lommelygter og en lyskæde. Ud af det er der opstået
en utrolig forestilling, hvor hele verden er i spil, da astronauten i skikkelse
af Klaus Riisager møder månen, personificeret af Tilde Knudsen – i husbonden,
Peter Kirks suveræne instruktion.
Tilde
Knudsen og Klaus Riisager er to kompromisløse kunstnere på hvert deres felt.
Tilde Knudsen er skuespiller og danser samt leder af Teater Asterions Hus, der holder
til på Teaterøen. Klaus Riager er komponist og sanger. Det er ikke første gang Klaus
står på scenen, for hans måde at synge på ER indbegrebet af teater. Han er
inspireret af Kurt Weill, Berliner-cabaret og tysk ekspressionisme. Gennem den
gentagne opremsning af længde- og breddegrader klinger et ekko fra Kate Bush´ titelnummer fra albummet ”50 Words for Snow” fra
2011.
Efter
at have set MOON, genhører jeg forestillingens musik på Spotify. Det giver god mening, for det var sådan forestillingen blev til. Klaus Riisager
komponerede og indspillede de 14 sange, der ligger som backtrack, og som han
synger live til. Derfra voksede forestillingens visuelle side frem. Hvordan han
formår at synge så smukt, så vildt, så hæst og så ømt, selv om han samtidig
ligger på ryggen eller snor sig i de underligste fordrejede positioner, går
over min forstand. Men mindre kan nok heller ikke gøre det i selskab med Tilde
Knudsen, der med sin krop synger med. Det er en kropslig sang uden
ord, men så meget desto mere talende. De har lavet mange forestillinger før, hver
for sig og sammen, men som oftest er musikken først blevet koblet på sent i
processen. En lysende undtagelse var ”Europæerne”, der var Teaterøens imponerende Howard Barker-forestilling i 2016,
hvor Klaus også var med på scenen. Men i MOON var det musikken, der startede
det hele.
Der
er tale om en trio-forestilling. Instruktøren, Peter Kirk, sørger for at det
hele lander smukt og præcist. Det er samtidig Peter, der står ved lyd- og lyspulten.
For selv om setup´et er yderst enkelt, er forestillingen teknisk set yderst
kompliceret, alt skal fungere som smurte tandhjul for at magien bevares. Musikken
er komponeret og indspillet af Klaus Riisager, assisteret af Asbjørn
Kjærgaard Pedersen. Det er en fryd at lytte til. De inkorporerede filmprojektioner af Søren Dø gør det endnu mere magisk og forførende.
Resultatet
på scenen er frugten af mange års teater- og musikarbejde, som de tre involverede
har afsøgt og udviklet på hver deres måde. Det er en stor glæde og et endnu større
privilegie at få lov til at se denne prægtige og sjældne måneblomt springe ud lige
der foran os, hvor den indfanges af Klaus´ sære og fortryllende hæse vokal, mens
Tilde indfanger det kropsligt med sine bevægelse. Det er et under! Der er ingen
tvivl, bedre månelandinger fås ikke. Og det er heller ikke for ingenting, at det
sidste nummer hedder: ”Casa Asterion, House of Asterion”.
”This end is
the end of all ends
It happens to
us all
…my friend.”
MOON
Teater Asterions Hus
på Teaterøen
16.
- 21. november 2021 på Teaterøen
23.
- 28. november på Teater Møn
60
min.
--------
Månen:
Tilde Knudsen
Astronauten: Klaus Riisager
Instruktør:
Peter Kirk
Komponist/Librettist:
Klaus Riisager
Koreografi:
Tilde Knudsen
Scenografi,
lys, kostumer, grafik, teknik – og meget mere: Holdet
Video/Foto:
Søren Dø
Sound
Mastering: Asbjørn Kjærgaard Pedersen
Varighed:
1 time
Hør musikken på:
*
Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:
2020:
2017:
Min Odyssé
Rodin
2016:
Europæerne
2015:
Leonardo
2013:
Mit Rum
2012:
Asteroiden
SMASK
Mungo Park
i Allerød
I
teatrets foyer er der opsat en kasse med et hjerte:
”Hvis
du har et spørgsmål og er lidt ked
Så er du
kommet til det rette sted
Læg
et brev og håb på svar
Så vil vi gi´
den visdom vi har
Hvis
du lidt gode råd af os vil nasse
Så
stil et spørgsmål til vores
Kærlighedsbrevkasse”
De sidder allerede i en sofa på scenen, da vi kommer ind. Yderst Nana Morks, i midten Sara Fanta Traore, halvvejs skjult bag et bjerg af bamser, og yderst Henrik Prip. De sidder så tæt, at Prip må læne sig til siden for at kunne være der. Han rejser sig og går over til en automat med drikkelse, men kan ikke få den til at virke. Da Morks lidt efter gør det samme, virker den igen. Et grønt lys tændes over døren og signalerer, at det er den næstes tur. Prip kommer for sent, og det er i stedet Morks, der igen kommer først. Da de begge er væk, er der Traores Miriam tilbage. Hun vikler sig ud af bamserne, der er syet sammen til en kæmpemæssig bamse-poncho. Manden er gået fra hende og har fundet en anden. Sammen har de datteren, som nu bor på skift hos dem. Miriam er ved at gå i spåner over det. Hun spiller rollen som Hella Joof ville have gjort det. Underspillet og tilbageholdt, med momentvise vulkanske udbrud. Vi forstår hende godt, for hun er ved at gå til af jalousi, og der er ingen enkel vej ud af det, når man befinder sig i følelsernes vold. I sin desperation taler hun med en af bamserne, og den svarer hende kækt og frejdigt. For datteren er som snydt ud af næsen på faren. Det er det alle siger, og hun kan næsten ikke have det. Det er som at få salt gnedet endnu længere ned i det i forvejen betændte kærlighedssår. Det hele får en ganske overraskende ende. ”Med venlig hilsen din ekskone”, skrevet af Zakiya Ajmi, er den første ud af tre forvredne kærlighedshistorier, der sammen udgør Mungo Parks SMASK, der er instrueret og bearbejdet af Anastasia Nørlund. Det er hun sluppet godt fra.
”Svedeture,
grædeture, søvnløshed, udslæt på arme og hals, ømme muskler og led,
synsforstyrrelser, svimmelhed, stirren op i det blanke loft, ligge i timevis,
dagevis og se edderkopper trække tråde på kryds og tværs hen over dit hoved,
som fælder. Net, der langsomt strammer ind om din krop. At blive ondskabsfuld
af kærlighed. En oplevelse af fission: at dit hjerte er radioaktivt, at for
mange atomer spaltes på én gang, at det vibrerer i dit bryst. At gå og vente på
en ulykke. Og paranoia.” (fra ”Med venlighed hilsen din ekskone”af Zakiya Ajmi -
den første af SMASKs tre dele)
I
Rasmus Krones ”Allehelgensaften” kommer døden på besøg, klædt ud som et blomsterbesmykket Halloween-spøgelse.
Henrik Prip har lige vinket farvel til konen, der er kørt afsted med sin
halvdel af deres indbo. Han smiler forceret, for herregud… Men smilet falder
længere og længere ned, mens virkeligheden langsomt går op for ham, da han
finder ud af, hvem han har fået på besøg.
I
”Klubben”, der er den sidste af de tre fermt sammenvævede historier, deviset og
bearbejdet af Anastasia Nørlund efter en ide af Marie Bjørn, møder vi den
ulykkeligt forelskede datter og faren, der har startet en latterklub for at dulme
smerten efter sin egen skilsmisse. Men latteren er forceret, og hver gang han
ler, græder datteren. Det er ur-komisk, fordi det i bund og grund er så desperat og tragisk. De er begge anspændt og kærlighedsramte på hver deres
måde, og det giver en komisk kontrast, som de begge udnytter til det
yderste. Nana Morks´ og Henrik Prips gråd og latter veksles
til frydelig latter hos publikum. Dertil kommer Prips maniske latterøvelser,
der forplanter sig til publikum, og vi går sørme med på spøgen, for det er
udført så overbevisende. Også selv om det er langt ude
i hampen. Forestillingen balancerer på en knivsæg mellem det morsomme og
det tragiske. Det er en svær balance, der lykkes.
SMASK er velfungerende og meget morsom på en pinagtig,
overvældende måde. Vi
bliver simpelthen charmeret og vundet over af den fine iscenesættelse og det
gode spil i de tre roller, og får lyst til at le med, når der grædes mest
intenst på scenen.
SMASK
Mungo
Park
På
repertoiret fra den 16. november 2021
Medvirkende:
Sara Fanta Traore/Rikke Westi, Nana Morks og Henrik Prip
Iscenesættelse og bearbejdelse:
Anastasia Nørlund, ”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi ”Allehelgensaften”: Rasmus Krone ”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn. Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund
Scenografi: Frederikke Dalum
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Mikkel Givskov
Teatertrailer (via Facebook)
*
