torsdag den 15. juni 2023

Anmeldelse: DEN SIDSTE UDFLUGT med Det Olske Orkester

Foto Miklos Szabo.

"Dav, jeg hedder Hans - og jeg er Hans´ medhjælper. Han sidder inde ved siden af og er blevet lidt genert over det store fremmøde..."

DEN SIDSTE UDFLUGT er en vandretur gennem Vesterbro og Frederiksberg, hvor Hans, siddende i en kørestol, bliver kørt tilbage gennem sit liv, med stop undervejs ved nogle af de steder, hvor der skete ting i hans liv, som nu rummer de minder han sidder tilbage med.



Jeg er vild med de 4 forestillinger, jeg har set med Det Olske Orkester, der slet ikke er noget orkester, men en teatergruppe, der holder til på Forsøgsstationen på Sdr. Boulevard, hvorfra vandreturen starter: "Hvem er det der banker?" (2020), "Det førerløse menneske" (2021), "Det kontaktløse forhold" (2022) og nu "Den sidste udflugt". De tre sidste udgør trilogien Overlevelse i nyere tid. "Det førerløse menneske" var en komedie om at miste livet, mens "Det kontaktløse forhold" var en syret udgave af H. C. Andersens "Nattergalen", og "Den sidste udflugt" er en smuk, lidt vemodig og kunstnerisk imponerende afslutning på en stor tænkt trilogi, der spænder over et helt livsforløb. Lotte Faarup har skrevet og instrueret. Øyvind Kirchhoff spiller medhjælperen Hans. På vandreturen har han en plejer med fra Hans´ plejehjem, spillet af Katrien van der Velden, der også spillede med i "Det kontaktløse forhold", selv om hun her bare danner bagtrup. 


Foto Miklos Szabo

Hvor trilogiens to første dele var meget stramt koreograferet og instrueret, er vandreturen gennem byen anderledes blødt og gemytligt lagt an. Øyvind Kirchhoff er perfekt som medhjælperen, der - som han siger - næsten kender Hans´ historier bedre end Hans selv gør, eftersom han har hørt dem så mange gange.

Rolf Søborg Hansen har bygget den legemsstore dukke, der er så livagtig, at hans blik kigger direkte på én, hvis man fanger hans blik. Der er en højtaler nederst på kørestolen, der gør, at vi går indsvøbt i et lydspor tilbage gennem Hans´ liv. Det starter med free jazz, fortsætter med lyrisk klassisk musik og slutter med løsluppen dansemusik.



Hans har egentlig ikke levet noget usædvanligt liv. Han har levet et almindeligt liv, men ved at insistere på hans livs historie, får vi fornemmelsen af, at ethvert liv har sin egen logik og sin egen musik. Mødet med Hans er som at sætte sig på en bænk ved siden af et fremmed mennesker, der fortæller sin livshistorie. Det er det samme, der sker, når mennesker mødes tilfældigt.


Foto Miklos Szabo

Det hele er grebet an med stor nænsomhed. Det er en vigtig historie, det her. Alle liv er vigtige - alle livshistorier har deres egen betydning. Dette er Hans´ historie. Denne tilsyneladende skødesløse måde at fortælle historien på fungerer, eftersom det modsvares af Øyvind Kirchhoff naturlige, afslappede sceniske autoritet. Han har den smukkeste stemme, der bærer fint igennem til de 20 publikummer, der er taget med på denne sidste udflugt.


Foto Miklos Szabo

Hans blev født på Sdr. Boulevard 106 i 1942. I nr. 107 boede kusinen, der blev dræbt under englændernes bombardement af Shellhuset i 1945, hvor Gestapo havde deres hovedkvarter. En af flyverne kom ud af kurs, og bomberne ramte i stedet ejendommen, hvor kusinen boede. Det var ved samme lejlighed, at Den Franske Skole fejlagtigt blev bombet. Hans ønskede at lægge en blomst ud for husets mindeplade. 11 af husets beboere døde dengang.


Foto Miklos Szabo


Derfra gik turen videre til en fodboldbane, hvor Hans spillede fodbold som dreng og ung. Det var et råt kvarter dengang. Hans var mønsterbryder. Han kom i gymnasiet og fik derved mulighed for at bevæge sig op i samfundet. En studenterfest afholdtes i en af de smukke store ejendomme bag Carlsberg bryggerierne. Godt nok fik de ikke lov til at komme ind i selve huset, men måtte nøjes med at feste ude i garagen. Turen slutter i Søndermarken, hvor Hans mødte sin tilkomne, Ella. Det blev hans livs kærlighed. Han drømte om at blive kunstner, men endte alligevel på et kontor. Det var slet ikke det, han ville, og alligevel var de en gruppe unge mennesker, der mødtes i Søndermarken, hvor de sad under træerne og læste digte højt for hinanden. Både deres egne og andres. Ligesom vi gjorde på denne sidste udflugt.

DEN SIDSTE UDFLUGT er noget at det varmeste og smukkeste, der kan opleves for tiden. Der er et stort bankende hjerte, der ligger bag en respektfuld teaterentusiasme. Det er lige teater efter mit hjerte.


Foto Miklos Szabo


DEN SIDSTE UDFLUGT

– en poetisk vandreforestilling om at tage afsked

15.-30. juni 2023

2½ time

med afgang fra Forsøgsstationen, 

Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V.

Koncept: Det Olske Orkester
Skuespiller og dukkefører: Øyvind Kirchhoff
Instruktør og dramatiker: Lotte Faarup:
Dukkemager: Rolf Søborg Hansen
Lyddesign: Jonas Jørgensen
Pr & formidling: Art Attack
Adm. og salg: Charlotte Rindom (tlf: 25373083)



*

Se oversigten over de 

253 andre anmeldelser

Cecilie Rosdahl: Kærlighed til motorcykler i kunstform

 

Fotos: Michael Svennevig.

Kom med til Cecilies motorcykelreception!

”Det er en gravid motorcykel… eller en gravid kvinde med en motorcykelbaby!”

Cecilie Rosdahl slår ud med hånden og peger på et af sine store malerier, der er placeret i motorcykelværkstedet på Sofievej i Hellerup. Der er maleri-reception med overskriften: ”Kærlighed til motorcykler i kunstform”.


Fotos: Michael Svennevig.

Det er aldrig til at vide, hvad der kommer fra Cecilie. Hun har bl.a. skrevet romanerne ”Tyrepose” (2013) og ”Pink” (2014), ungdomsromanen ”Skælvinger” (2017) og kortprosasamlingen ”Kolonihave” (2021).

Alle kunstnere har deres egne agendaer. Nogle beskæftiger sig med kærlighed, ytringsfrihed eller menneskerettigheder. Andre vil gerne udvide grænserne for, hvad vi kan forstå og acceptere. Nogle er modige. Andre er underholdende. Nogle kan begge dele. Ligesom Cecilie Rosdahl, der er en af de modige. I bog efter bog skildrer hun mennesker, der er ude på kanten. Mennesker, der ofte befinder sig i et frit fald. Hun er en eminent skildrer af disse frie fald inde i mennesker, når virkeligheden kolliderer med billederne, de har af sig selv og hinanden.


Fotos: Michael Svennevig.

Cecilie er omgivet af historier. Hun suger dem til sig. Til fest ender det altid med at alle de rå fyre sidder rundt om Cecilie, mens hun fortæller historier. Det er ikke til at vide, om hun egentlig ved, hvad det er, hun fortæller. Hun har ikke noget filter. Det er de vildeste historier. Det er svært ikke at bliver suget mod hende. For både i sine værker, hvad enten det er film, malerier eller bøger, og når hun fortæller historier, skildrer og fortæller hun så frejdigt, at det er umuligt ikke at blive overvældet og overrumplet af hendes ligefremhed. Hun er på én gang både genert og fandenivoldsk. Det er altid afvæbnende ligefremt.


Cecilie Rosdahl 

er desværre ikke  med 

til festivalåbningen.

Så heldigvis kan man i stedet 

opleve hende på podcasten her . 

  *


Hør også
med uddrag fra de første 5 podcasts.

med uddrag fra de næste 5 podcasts.

med uddrag fra de kommende 5 podcasts


*

  Næste uges podcast:

23/6/2023


Fotos: MØLLER, Kasper Rebien og Claus Lynggaard.

  4. præsentationspodcast

med uddrag fra de sidste 5 podcasts 

Mød Lean Pejtersen, der debuterede sidste år med prosasamlingen, "Her er der ingen, der græder om fredagen", der består af andre folks tanker og ord, betroelser og refleksioner om deres forhold til det arbejde, de har. Billedkunstneren Rithva Landler fortæller i samtalen: "Dance first. Talk later!" om et liv med kunst, tegning og maling. Om genbrugskunst og om at aflære alt det, man har lært, for at finde ind til det egentlige. Forfatteren og illustratoren Hanne Kvist fortæller om sine to seneste bogudgivelser: billedbogen, "Blomsten der elsker mig", er for børn og "Cold Hawaii" er for unge. Bøgerne handler om at holde fast i sine rødder - og om at finde et ståsted i livet. Forfatteren Vicky Devi Smidt fortæller om serien: "Ramlas verden", der handler om Ramlas møde med Danmark. Det er skildret med varme og nysgerrig undren. Der er 4 bøger i serien, der er illustreret af Susanna Hartmann, der også er med på festivalen. Den 5. og sidste podcast er en overraskelse! Offentliggøres den 23. juni 2023.

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

 

fredag den 9. juni 2023

Anmeldelse: HIDDEN SPACES i Ørestaden

 

Foto: Lars Lindegaard Gregersen.

Mødestedet er over for Vestamager Metrostation. William Schou Yazaki tager imod med et stort varmt smil. Han er forestillingens afvikler, men det er tydeligt, at han er mere end det. Til sidst er han også med på guitar og sang. Men han er først og fremmest vores vejviser på turen gennem Ørestadens arkitektur og natur. Han går forrest med cykelanhængeren og den sender, der forbinder vores høretelefoner med det lydlige landskab vi bevæger os igennem.

Allerførst vægrer jeg mig ved at tage høretelefonerne på, men jeg ved jo heller ikke, hvad jeg går ind til. For det viser sig at være det smukkeste og lyrisk musiske landskab, som lydscenografien i høretelefonerne lokker os stadig dybere ind i. Det er en lav dæmpet og blød lyd, der bølger os i møde.


Foto: Jonas Persson

William og den inciterende musik lokker os dybere ind i Ørestadens arkitektur. I starten er det legende børn, der ligger så lavt i lydbilledet, at det får os til at vende os for at se, om det er faktiske børn eller bare en del af den lydmæssige scenografi, vi er omgivet af. Vi vænner os hurtigt til, at det er lyde, der lægger sig blidt oven på den virkelige lyd, der samtidig er om os. Det ene udelukker ikke det andet, men samarbejder. Det er netop det raffinerede, for vi er både med i virkeligheden og helt uden for den. Det er et charmerende rum at befinde sig i, hvor alle lyde og sansninger kaster os i mange forskellige retninger. Ja, det virker så godt, at da der vitterlig er en cyklist, der ringer advarende med cykelklokken for at komme forbi, er der ingen, der flytter sig, for alle tror, at det er bluf.

En varm træfløjte lokker os med videre. Det hele er holdt i afslappende, nærmest meditative lyde og melodier, der flyder hen over os som en blid strøm. Camila Sarrazin har instrueret med varm og kærlig hånd.


Foto: Lars Lindegaard Gregersen.

Pludselig står hun foran os, Linette Stamp Christensen, iklædt en blodrød kappe. Men hun er meget høj, og det viser sig at være to i én, for pludselig kommer et par mandeben til syne. Hun bølger frem mod os, som en menneskelig orm, der undersøgende nærmer sig. Hun er nærgående og nysgerrig. Og mindst lige så nysgerrig som os. Min ledsager oplever hende som en krøbling, der tiggende rækker ud efter os. Mens jeg oplevede hende mere som foruroligende animalsk.

Tre ring på cykelanhængerens klokke, og vi bevæger os videre.

Da vi drejer omkring et hjørne, ser vi dem. Helt hvidklædte og med en snor imellem sig, der både forbinder dem og vikler dem uløseligt sammen. De cirkler omkring hinanden i en koreografi, der både er dansende og legende. Jakob Schnack Krog og Linette Stamp Christensen bevæger sig rapfodet omkring, mens Henriette Groth først bare sidder lidt afsides på en bænk i nærheden, klædt helt i sort med en påsat krave af fjer, der udgør en dramatisk kontrast til de hvidklædte dansere. Det er først lidt senere, at jeg ser, at hun er miket op og opdager, at sangen jeg hører, kommer fra hende. Hun har også komponeret den inciterende musik.


Foto: Lars Lindegaard Gregersen.

Det hele smelter sammen til en lydvandring i tid og rum. De hvidklædte dansere ifører sig senere hvide kapper og kommer til at ligne tyrkiske Dervish-dansere, sådan som de snurrer rundt. Og der er også lidt af samme spirituelle lyriskhed over dem.

I en forsænket revne midt i gaden, trænger naturen igennem, og der er anbragt små og store stenforhøjninger. Det ligner græske tempelrester, og så står de der igen, hvidklædte  som trådt lige ud af et græsk drama. Det er så enkelt og stilrent. Også når de på vejen ned til søen løber frem og tilbage mod hinanden, eller når de hvirvlende løber ind imellem os. Det er gennemført med en legende tilgang, der gør, at det får publikum til at smile. 


Foto: Jonas Persson


De er dejligt til stede i det, de gør. Det er noget, de laver sammen med os. De inviterer os med. Ikke mindst, da de på et tidspunkt lader snoren imellem sig glide rundt om de 20 publikummer, og begynder at springe rundt imellem os. Det er glædesdans - og det smitter.

Vi følger stierne ud af Ørestaden, hvor by og natur mødes. Pludselig er der er sø og græssende køer. Vi fortsætter videre endnu og ender oppe på en bakke med udsigt ud over det hele. Deroppe foregår den afsluttende dans, der ender i et tableau, hvor alle fire medvirkende står stille, indtil vi er klar over, at det er slut. Desværre. Det måtte gerne have fortsat  meget længere, for det var en fornøjelse at blive ført rundt i Ørestaden til dette lyriske akkompagnement af dans, lyd, arkitektur og natur.



Foto: Hjalte Gregersen.

HIDDEN SPACES

en iscenesat lydvandring

 i Ørestad og Naturpark Amager

af GLiMT Amager


SPILLEPERIODE 8. – 24. juni 2023 ·

Onsdag – søndag kl. 19:00 og 21:00

MØDESTED Vestamager Metrostation

VARIGHED 60-70 min – ruten er ca. 1,6 km

ALDERSGRUPPE Fra 14 år

Husk varmt tøj og godt fodtøj!

*

Medvirkende: 
Jakob Schnack Krog, Henriette Groth, 
Linette Stamp Christensen, William Schou Yazaki
Lyddesigner og dramaturgisk konsulent: 
Lars Lindegaard Gregersen
Instruktør: Camila Sarrazin
Komponist Henriette Groth
Producent: Anne-Maria Dobsa & GLiMT Amager
Arrangør: GLiMT Amager

Hjemmeside & billetter


*

Se oversigten over de 

253 andre anmeldelser

torsdag den 8. juni 2023

Karin Feit Almberg: TOMRUM

 

Selvportræt af Karin Feit Almberg, der også har fotograferet forsidefotoet på "Tomhed" (Eksistensen, 2016).

Hør podcast

YouTube

 

Et pludseligt og for tidligt dødsfald er noget af det sværeste at komme sig over, fortalte præsten. Man er i chok. Man forstår ikke. Man fik aldrig sagt farvel. Og man savner ud i det ekstreme. Karin krammede sin ægtefælle om morgenen, og han sagde ”Jeg glæder mig til i eftermiddag,” fordi de to havde planlagt en tur sammen. Men selvsamme eftermiddag fik hun hans vielsesring og ur i en plasticpose af sygeplejersken på hospitalet. Det er nu 8 år siden Karin Feit Almberg oplevede det, som hun året efter skildrede i den essayistiske bog ”TOMRUM. I chok – og tiden efter et dødsfald” (Eksistensen, 2016).

Forsidefoto: Karin Feit Almberg (Eksistensen, 2016).


På podcasten fortæller Karin om mødet med kærligheden, døden, sorgen og tomrummet, som hun faldt ned i. Sorgen tager den tid, den tager, men pludselig en dag begynder livet igen, og man kan langsomt afføre sig sorgen som ”en tung, våd overfrakke”. Det resulterede i den efterfølgende bog ”MOD til livsglæde efter sorgen” (Eksistensen, 2018).


Selvportræt af Karin Feit Almberg.




Klaversonaten nr. 14 i cis-mol, op. 27, nr. 2, med tilnavnet ”Måneskinssonaten” af Ludwig van Beethoven kæder oplæsning og samtale sammen på podcasten. Et symbolsk stykke musik, som Jørgen spillede for Karin som en del af hans bryllupstale. Kragerne fra træerne ved Humlebæk station blander sig med klaverets toner.

 Mød Karin Feit Almberg på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 23 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery, Skalbakken i Vanløse


 *


Hør også
med uddrag fra de første 5 podcasts.

med uddrag fra de næste 5 podcasts.

med uddrag fra de kommende 5 podcasts


*

  Næste uges podcast:

16/6/2023


Foto: Michael Svennevig.

Cecilie Rosdahl:

Tag med til motorcykelreception!

”Det er en gravid motorcykel… eller en gravid kvinde med en motorcykelbaby!”

Cecilie Rosdahl slår ud med hånden og peger på et af sine store malerier, der er placeret i motorcykelværkstedet på Sofievej i Hellerup. Der er maleri-reception med overskriften: ”Kærlighed til motorcykler i kunstform”. Det er aldrig til at vide, hvad der kommer fra Cecilie. Hun har bl.a. skrevet romanerne ”Tyrepose” (2013) og ”Pink” (2014), ungdomsromanen ”Skælvinger” (2017) og kortprosasamlingen ”Kolonihave” (2021).  Cecilie er omgivet af historier. Hun suger dem til sig. Det er de vildeste historier hun kommer med. Hun er på én gang både genert og fandenivoldsk. Det er altid afvæbnende ligefremt. Offentliggøres den 9. juni 2023.

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

tirsdag den 6. juni 2023

ALVERDENS KÆRLIGHED - ny digital festivalserie

 Som noget nyt bliver festivalen udbygget med to digitale serier i år.

 

Den første serie hed ET ANDET BLIK og bestod af tekster og podcasts, der handlede om at se verden fra en ny vinkel – eller om at se det, vi allerede kender, på en ny måde. Det er et åbent vindue ud til den omgivende verden. Det er den anden serie også. Den har overskriften ALVERDENS KÆRLIGHED og består af tekster om kærlighed fra andre kulturer og verdensdele, eller set fra andre vinkler og med andre øjne.


 ALVERDENS KÆRLIGHED

Serien består bl.a. af disse tekster:


Reza Farmand: 

"Det er blodet der elsker"

Den dansk/persiske digter Reza  Farmand introducerer sin nyudkomne digtsamling, der udkom på Brændpunkt. Der vil være oplæsning fra digtsamlingen på hver af de 5 festivaldage. Korte uddrag vil hver dag blive læst op af forskellige skuespillere. Læs mere.

Offentliggjort den 28.  juni 2023.



Trine Andersen: 

"Fire fortællinger om kærlighed"

Den danske forfatter Trine Andersen fortæller i bogens fire fortællinger om kærlighed. Historierne foregår nogle få åretag ude i fremtiden og handler om helt almindelige mennesker i en helt almindelig, forandret verden. Læs mere.

Offentliggjort den 20. juli 2023.



Bente Høegh: 

"Jord, giv mig vinger" 

I ungdomsromanen "Jord, giv mig vinger" møder vi  Rebecca fra Færøerne, der kommer fra en kristen bygd på Færøerne, og Mihai, der kommer fra en storby i Rumænien. Hun ser på grindedrab og spiser hvalkød, han vil redde hvalerne. Hvad sker der, hvis de to møder hinanden i København? Hvis de forelsker sig? og hvis der kommer en sansevækkende romadreng imellem dem? Læs mere. Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 20. juni 2023.



Ehmede Xani :  

”Mem og Zin”

Det poetiske værk ”Mem og Zin”, der er nedfældet på skrift af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani i 1692, er en kurdisk klassiker på 2656 kupletter, som udgør den største kulturelle fællesnævner for kurderne, der i dag udgør et undertrykt, splittet og forfulgt folkeslag, der er spredt i næsten alle verdenshjørner. Oversætteren Orhan Dogru introducerer sin oversættelse, der lige er udkommet. Læs mere.

Offentliggjort den 19. juli 2023.




Karin Feit Almberg:
"TOMRUM
I chok - og tiden efter et dødsfald"

Måske er kærligheden aldrig større end når man lige har mister den?
Et pludseligt og for tidligt dødsfald er noget af det sværeste at komme sig over, fortalte præsten. Man er i chok. Man forstår ikke. Man fik aldrig sagt farvel. Og man savner ud i det ekstreme. Karin krammede sin ægtefælle om morgenen, og han sagde ”Jeg glæder mig til i eftermiddag,” fordi de to havde planlagt en tur sammen. Men selvsamme eftermiddag fik hun hans vielsesring og ur i en plasticpose af sygeplejersken på hospitalet. Det er nu 8 år siden Karin Feit Almberg oplevede det, som hun året efter skildrede i den essayistiske bog ”TOMRUM. I chok – og tiden efter et dødsfald” (Eksistensen, 2016). Læs mere. Hør podcast (YouTube). Offentliggjort den 9. juni 2023.



Jakob Hero: 
KUN NÅR DET BRÆNDER

"Dina får konstateret cancer. Den er terminal. Det unge par, midt i 20´erne skulle have nydt livet og alt det de var stillet i udsigt, men i stedet bliver det til at de langsomt skal opleve og forlige sig med – eller forsøge at forlige sig med, at det bliver deres sidste måneder sammen. 
Romanen er velkomponeret og spændende som en krimi. Den er MEGET voldsom, men også voldsomt god. Meget inciterende og umådelig klog. Den er næste uudholdelig, men de største læseoplevelser kræver ofte at man må bevæge sig ud over egne grænser. Det er en invitation som det er værd at tage imod. Det er grumt, men det er svært at give slip på Jakob Heros romandebut KUN NÅR DET BRÆNDER." Læs resten af festivalanmeldelsen. Offentliggjort den 27. juni 2023.



Foto: Alan Pary. Forsidefoto: Rodolph Geraci.

Rodolph Geraci:
LES AMÉTYSTHES

Rodolph Geraci har tidligere været holdkaptajn på festivalens petanque-turneringer (som en del af festivalen på Amager), men i år er han med som forfatter. Rodolph blev født i 1953 af en fransk mor og en italiensk far, og har boet i Danmark siden 1981. Han udgav i 1973 sin første digtsamling og har siden skrevet noveller og romaner. ”Prinsen og jeg” (mellemgaard, 2015) var hans første danske udgivelse. Det er en blomstrende kærlighedserklæring til danskhed og franskhed, når de torpederer hinanden allerkærligst på tværs af de dansk/franske kulturelle grænser. Til festivalopvarmningen læser Rodolph novellen, ”Regnvejret”. Hans nyeste roman er indtil videre kun udkommet på fransk, ”Les Améthystes”, der er en kærlighedshistorie mellem Tilde, en ung kvinde og en franskmand, men på grund af sprogbarrieren og Tildes normale udseende, ved han ikke, at hun er udviklingshæmmet. Til festivalafslutningen fortæller Rodolph om romanen. Rebecca Langley Jensen læser uddrag fra den. Læs mere:  

*

Læs de øvrige opslag i serien

ET ANDET BLIK

*

mandag den 5. juni 2023

Apropos kærlighed: om et møde med fortiden og en gammel dansklærer

 
Fuglsang Herregårdspark.


Som 14-årig, da jeg begyndte i 7. klasse, efter at have skiftet skole, fik jeg en dansklærer, der hed Birgitte Steen. Hun talte direkte til mig. Når hun fortalte, følte jeg, at hun talte direkte ind i min sjæl. Jeg havde aldrig været ude for noget lignende. Jeg spiste af hendes hånd i timerne, mens jeg skrev en masse notater. Hun åbnede døren til ukendte universer. Ting jeg aldrig havde hørt om og derfor ikke anede eksisterede. Til kunst, til teater, film og rejser. Til mødet med verden - og ikke mindst mødet med andre mennesker og ikke mindst kunstnere. Det var som om jeg fik lov at låne hendes blik på verden. At se hele verden med hendes øjne.


Maribo Domkirke. Det er Birgitte i midten.


Hun var ikke særlig høj, havde en lille opstoppernæse, briller og kort hår. Hun var meget energisk. Ofte løb hun rundt i klasselokalet, vildt gestikulerende. Mine kammerater syntes, hun var for meget og mildest talt irriterende, fordi hun hele tiden vækkede dem. De ville hellere bare sidde uforstyrret, mens de ventede på at det ringede til frikvarter, så de kunne slippe væk igen.


Alléen fra Kippinge Kirke.


Jeg blev fuldstændig fængslet og betaget af hende. Jeg havde aldrig mødt noget lignende.  Det var som om døren til lærdom gik op i mødet med hende. Jeg begyndte at læse, jeg begyndte at lave lektier og blev aktiv i timerne. Hun vækkede mig op af min ungdom og fik mig til at se mig omkring. Jeg fik øje på verden og hendes entusiasme smittede af på mig. Jeg havde hende i 7., 8. og 9. klasse. Det gjorde en verden til forskel for mig. Jeg følte, hun gav mig verden.


Kippinge Kirke.


Jeg blev ved med at holde kontakt med hende mange år efter, og så hende sidste gang for 5-6 år siden. Hun interesserede sig for Island, og gav mig en bog om landet. Af og til har hun sendt mig en fødselsdagshilsen. Vi er venner på Facebook.  


Birgitte viser rundt i Kippinge Kirke.


For et par uger siden så jeg så et opslag, der fortalte om en bustur fra Sct. Nikolai Kirke i Holbæk ned til 2 kirker med kalkmalerier, Maribo Domkirke, Fuglsang Kunstmuseum sluttende med Dodekalitten nede på Lolland-Falster ved Guldborgsund. 12 store 7 meter høje stenfigurer med udhuggede ansigter anbragt i en rundkreds. Lidt á la figurerne på Påskeøerne eller stenkredsen ved Stonehenge i England. Og hvor der kom musik fra hver enkelt figur. Det fremgik ikke helt tydeligt, men jeg kunne ud af teksten læse, at det var min gamle dansklærer, der ville vise rundt, så jeg tilmeldte mig og lokkede min søster med. I fredags var vi afsted.


Fuglsang Herregårdspark.


Det, at møde hende 45 år efter, var vildt. Jeg blev på en måde pludselig den 14-årige dreng igen, jeg var dengang. Den der helt unge knøs, der var fuldstændig åben, men også usikker og søgende. Midtvejs på turen kom jeg lidt senere tilbage i bussen end de andre, og hun kiggede strengt på mig og sagde: "Kender du ikke klokken?" Lige pludselig talte hun til den 14-årige dreng igen. Det var på en måde skønt.



Fuglsang Kuntsmuseum.


Det er utroligt, at hun stadig kan holde dampen oppe. Hun virker alderløs, selv om jeg godt kunne høre, at hendes stemme var blevet dybere. Hun havde meget af samme energi, samme entusiasme og begejstring. Hun holdt hele bussen i ånde i de samfulde 10 timer, turen varede.

Vi spiste frokost i "Landsbyen", som forsamlingshuset i Våbenslev hed, hvor vi fik oksesteg, brun sovs og kartofler med agurkesalat og grønne bønner. Min sidekammerat spurgte, hvilken sammenhæng jeg kom fra og jeg fortalte, at det var på grund af Birgitte. Jeg lænede mig over mod Birgitte, der sad skråt over for mig, og sagde: "Alting startede med dig, Birgitte! Det er sjældent, at man kan sige det om et andet menneske. Alting startede med dig! Men sådan var det for mig!"


Én af de 12 figurer der udgør Dodekalitten. Kunstner: Thomas Kadziola.


*

De indsatte fotos er mine fra turen i fredags, der gik fra Holbæk til Kippinge Kirke, Brarup Kirke, Maribo Domkirke, Fuglsang Kunstmuseum og sluttede ved Dodekalitten, før vi kørte tilbage igen.