”Bogen er resultatet af 10 års skrivearbejde. Men det er min 5. bogudgivelse. Snart kommer den også på engelsk. Det er et meget stort skridt for mig med udgivelsen af denne nye novellesamling”, fortalte Murshida Zaman.
Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
"SorgFuglen" er en forestilling, der er så såre smuk og så nænsom, at den fortjener at få flere ord med på vejen og også er repræsenteret på festivalen. Siden jeg første gang så forestillingen, er den blevet til et tvær-europæisk community-projekt om sorg, der sammenknytter København, Athen, Granada, Budapest og Moskosel.
*
Bente Clods 418 siders roman “EMILY DICKINSON. Skrift og drift” er baseret på digteren Emily Dickinson (USA 1830-1886) og hendes efterladte digte. Emily Dickinson skrev hele tiden og synede nærmest hen, mens hendes efterladte digte vidner om en umådelig kraft og fylde. På mange måder diametralt modsat af de ydre tegn hun satte sig i livet. Hendes omkreds endte med at være begrænset til Amherst, Massachusetts, hvor hun var mere i kommunikation med naturen end med menneskene. På mange måder et begivenhedsløst liv, men sådan er det ikke gengivet i Clods roman, der i sig selv er skrevet med liv og sjæl. Det er på mange måder en besjælet roman. Teksten river sig løs fra siderne og svæver omkring læseren. Det er en fryd at læse. Selv om den ydre handling er meget begrænset, er den indre skildring af det levede liv i og omkring Emily glødende. På de 200 første sider er det en fryd, men så træder trivialiteten ind og så varer det 100 sider, før læsningen igen bragte mig tilbage på sporet. Intensiteten holder så til gengæld hele bogen ud. Den ender trist. Eller gør den?
For selv om
det skildrede liv ikke var rigt på glæder, var det umådelig rigt på sansninger.
Emily sværmer for Sue, der senere til hendes store fortrydelse bliver gift med Emilys
bror, Austin. Men sidst i romanen finder Emily glæde og kærlighed i mødet med
dommer Phillip, men det er en kortvarig lykke. Hvis Emily bliver foreviget med
nogen eller noget, må det være naturen, der stråler i hendes digte. De indgår
brudvist og er indvævet i romanen.
Romanen er en
hyldest til en stor digterinde. I hvert fald har eftertiden givet hende den
trone hun aldrig kom i nærheden af, mens hun levede, hvor kun enkelt anonyme
gengivelser af hendes digte blev publiceret i diverse blade og aviser.
Det er
skildring af en stolt sjæl. Der er noget majestætisk over hende. Hendes ånd
forbliver i Bente Clods roman strunk til det sidste. Men der er en pudsig
kontrast mellem alt det trivielle i tilværelsen som Emily befattede sig med og
som vi føres meget minutiøst igennem. Og så hendes sanselige skriftlige leben.
På sin vis levede hun nærmest som eremit og alle døre omkring hende lukkedes én
for en. Til sidst var der ikke meget andet end døden. Slet ikke da den lille
nevø dør af tyfus. Han, der bragte så meget liv og glæde i deres liv. Før det
dør dommeren og så moren. Det er den enes død efter den anden.
Hvis livet
består af lutter afsked og afslutninger, så er romanen også rig på dem. Romanen
har en utrolig insisteren på nødvendigheden af hverdagens små sysler og som
kronen på værker er selvfølgelig alle de efterladte digte. Til sidst var der så
mange, så de nærmest var overalt. Man kan sige, at hun døde omgivet af sine
digte. Digte, der forblev en offentlig hemmelighed, mens hun levede, kun spredt
ret mådeholdent rundt via en flittig korrespondance.
Men sproget
står syngende tilbage efter endt læsning. Det er det hele værd.
Bente Clod
EMILY DICKINSON. Skrift og drift
Roman, 418 s.
Forlaget Gladiator, 2023
Red. Jakob Sanvad & Hans Otto
Jørgensen
Omslag: Josefine Bøgh Lassen
*
Læs flere af festivalens boganmeldelser:
Læs mere.
*
Hør podcast
BENJAMIN EGEBRO & JENS DAM
Når Benjamin (Roskilde, 17 år) og Jens (Havnsø, 18 år) optræder til festivalåbningen, er det første gang de optræder, siden de forlod Tølløse Private Efterskole, hvor de mødtes på musiklinjen. Det er musikken, der knytter dem sammen. Mange af deres musiknumre ligger allerede på diverse digitale platforme. De drømmer om et liv som rappere, omgivet af musik - og er godt på vej.
Musikken på podcasten:
BENTE CLOD & EMILY DICKINSON
43 år har forfatter Bente Clod (født 1946) tilbragt sammen med Emily Dickinsons digtning. Det har ført til oversættelsen af Dickinsons digte med udgivelsen "På min vulkan", (2005/2016) og romanen "Emily Dickinson. Skrift og Drift" (Gladiator, 2023). Emily Dickinson (USA 1830-1886) levede i Amherst, Massachusetts, men hendes digtning har siden spredt sig til store dele af verden. Musik: Sophus Rosenvinge (flygelimprovisation).
BENTE CLOD & EMILY DICKINSON
43 år har forfatter Bente Clod (født 1946) tilbragt sammen med Emily Dickinsons digtning. Det har ført til oversættelsen af Dickinsons digte med udgivelsen "På min vulkan", (2005/2016) og romanen "Emily Dickinson. Skrift og Drift" (Gladiator, 2023). Emily Dickinson (USA 1830-1886) levede i Amherst, Massachusetts, men hendes digtning har siden spredt sig til store dele af verden.
Uddrag fra festival-anmeldelsen:
Bente Clod: "EMILY DICKINSON. Skrift og drift"
LAURA BACH SKOU & SALONEN
For 1½ år siden overtog billedkunstner Laura Bach Skou Salonen på Østerbro. I sine multidimensionelle værker illustrerer hun universets orden og skønhed, men virkeligheden lader sig ikke helt ordne og arrangere på samme vis. Eller måske gør den alligevel? Hør Lauras fortælling om arbejdet og glæderne ved kunsten i galleriet i Salonen. Og ikke mindst alle menneskemøderne, der er det mest inspirerende af det hele. Musik: Michael Svennevig.
Offentliggøres fredag den 28. juni 2024.
3 fortællinger om sorg og savn. I den første møder vi Otto og Vera. Vera bliver indlagt med terminal kræft. Der er ikke noget at gøre, og efter kemobehandling kan hun kun gå ved hjælp af rollator.
Otto møder
også Solveig, der går til boksning og tager Otto med til træningen, hvor han
bliver boksepartner med Filip. Otto forsøger at bokse smerterne væk. Det går ud
over en plastikvæg i badet hjemme, hvor de bor. Han skraber knoerne mod en mur
og blodet farver det hele. Under et vintermotionsløb ved mosen, føles hans krop
brændende. Han smider tøjet og hopper i mosen, men Solveig og Filip vinker ham
ind igen.
Fortællingen
er holdt i korte sætninger og små afsnit krydret med overraskende billeder, der
gør teksten nærværende og rørende. Der er ingen sentimentalitet, men blot en
skildring af, hvad det gør ved et menneske, når døden rykker stadigt nærmere.
I den næste fortælling er danske Kajsa rejst til Kenya for at bestige Kilimanjairo. Tilbage i Danmark havde Stella og Bjørn, der var et forældreløst par, taget hende til sig som deres egen, selv om hun stadig havde begge sine biologiske forældre. Hun havde selv en gang besteget Kilimanjairo og ønskede, at Kajsa gjorde det samme. Bjørn døde i en trafikulykke og efterlod en pengeopsparing, som hun brugte på rejsen.
Om Katsa står
der: ”Hun kunne også bare forsvinde og aldrig vende hjem. Hun kunne lade vandet
slutte sig om hende, så sandbunden under hende til sidst ville forsvinde. Kun
hende og det mørke hav.” Fortællingen slutter med ordene: ”Vi ebber ud som
havet, bølgerne.”
I den tredje
fortælling vil moren skilles. Både moren og faren finder nye kærester, men 4
måneder efter får moren kræft og kæresten forlader hende, da kræften har ædt
sig ind på hende og deres forhold. Tilbage er deres børn, Agnes, Carl og
jeg-fortælleren. Det bliver dem, der skal leve videre med sorgen og forsøge at
finde nyt fodfæste. Der er en tråd tilbage til den første fortælling, for de
møder Otto på hospitalet, der i den første fortælling mister sin kæreste, Vera,
til kræften. og dør.
Forfatteren
har selv malet de indsatte tegninger og malerier i bogen. De optræder som
malede, ordløse fortolkninger af særligt svære øjeblikke, når døden kommer
tættest på, og er indsat netop der, hvor ordene sjældent slår til.
De tre
fortællinger er centreret omkring smerten ved at miste. Om sorgen, der slet
ikke passer ind nogen steder. Hvor går man hen med den. Der er ikke plads til
den mellem mennesker. Vi er bange for den – og med god grund, for hvordan skal
vi tackle den?
Fortællinger
rummer ingen svar, men stiller mange spørgsmål i Freja Bøgh Lassens stærke
debut-udgivelse. Den er udgivet på Forlaget Gladiator. Og er redigeret af Otto
Jørgensen og Jakob Sandvad.
Uddrag fra
bogen:
”Om natten
vågnede jeg ved, at Vera lå og hev efter vejret. Hun var febervarm.
Du skal befri
mig fra de sultne insekter, sagde hun.
Ja, sagde
jeg.
Vi siger det
ikke til nogen, sagde Vera.
Jeg holdt
bare om hende, så badede vi begge i sved.”
(s. 20)
”Kom så,
råbte træneren gennem lokalet.
Nu skulle vi
løbe runder. Øvelsesslagene var også bare en del af opvarmningen. Filip satte
hæl efter hæl i gulvet og løb i ring. Jeg løb efter ham. Træneren talte ned. Så
skulle vi slå på sandsækkene.
Jeg var
makker med Filip. Sveden var piblet frem på hans pande.
Nu skulle vi
slå på hinanden.
Jeg lod Filip
ramme mig flere gange i brystet.
Det er din
tur nu, sagde han.
Så gik jeg
stille og roligt i gang med at slå. Varmen dunkede rundt i mig. Med slagene
slog jeg tankerne ihjel. For en stund. Veras tynde hår. Hospitalslugten. Den
tomme mørke lejlighed derhjemme. Jeg erstattede billederne i korte øjeblik med
mine slag. Med det lyse dampende lokale. Med musikken. Jeg fik lov at slå og
slå.
Tid, råbte
træneren.”
(s. 29)
FOR AT GÅ MED
DIG
Freja Bøgh
Lassen
201 sider, Gladiator,
2023
Redigeret af
Hans Otto Jørgsense og Jakob Sandvad
Læs flere af festivalens boganmeldelser:
*
Christine Imbert, der er pensioneret folkeskolelærer, tog til Marokko, hvor hun tog de illustrerende fotos og beskrev det med disse ord:
”Jeg har tre gange været en uge i Marokko med “Marokko Indefra”.
Rejsearrangørerne Marianne og Abdel, der organiserer rejser med forskellige
temaer, bor dels på Sydfyn og dels i en lille landsby øst for Agadir - den
største kendte by i nærheden er Taroudant.
På vejen ind i landet mod Oulad Tema ser man et skilt,
hvorpå der står LAHMADATE. For enden af vejen ligger landsbyen, som mange andre
i det sydlige Marokko. Det er her vores opholds base er midt i dette helt
almindelige og helt ualmindeligt fantastiske, i Dar Lahmadate mellem marker med
græskar, argantræer og tjørnebuske. I Soussdalen, mellem to forgreninger af
Atlasbjergene, leves livet fra den ene dag til den anden, som man i
generationer har gjort det. Der kaldes til bøn – et æsel skryder – lyden af børn,
der er på vej til skole. I nabohuset bor Saadia, det er Abdels søster. Saadia
har travlt i køkkenet, sammen med Malika og andre kvinder – de er ved at
tilberede næste måltid, de flade brød bages over åben ild.
Jeg var været på grafikholdet og med mixed media. I 2017
satte vores kursusleder Ann Kerstina Nielsen os først på en opgave i landsbyen.
Vi skulle både samle skrald op, dvs. papir af forskellig slags, der flød som affald,
og som senere skulle indgå i kreativt arbejde, men vi skulle også fotografere stedets
mange farver. Der var mange motiver, især mure og døre. Det var der min fascination
af døre begyndte, men også af mure, trapper og vinduer. Jeg kunne ikke holde op
igen og fortsatte med at fotografere, når vi var på ture eller ude ved havet.
Billederne jeg tog, er en vandring af de stier og veje jeg
fulgte på rejserne i Marokko. Nogle gange går rejserne videre ud i verden og
andre gange længere ind i én selv. Det var nok begge dele, der skete for mig,
da jeg begyndte at fotografere i Marokko.”
*
Christine Imbert er en af festivalens hjælpende ånder, der allerede sidste år skrev og takkede for det hun havde oplevet på festivalen, og tilbød at hjælpe, hvis hun kunne. Christine foreslog selv, at hun gerne ville bage, så derfor er det hendes bagværk, der kan nydes på
2. festivaldag i GLOBAL ART Gallery i Vanløse
Faktisk er vi så heldig at også Madame Garborg har meldt sig på bagefronten, så der bliver hjemmebag både om eftermiddagen og om aftenen. Hvor heldig kan man være! Stor tak til jer begge!
Som altid er er også fælles aftensmad kl. 18.00.