Morialejren på Lesbos var Europas største flygtningelejr, indtil den i 2020 brændte ned til grunden. Gennem fem år besøgte dokumentaristen Michael Graversen lejren, og ønsker med filmen (og den tilhørende bogudgivelse) at sætte et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig. Både film ("Ghosts ogf Moria") og bog ("Moria in memoriam") er fortalt i ord og billeder af Michael Graversen med inddragelse af beretninger fra beboere han har mødt gennem årene i lejren. I bogen medvirker også frivillige NGO'er.
Måske orker vi ikke længere at høre om det, og er stiltiende kommet til at acceptere det. Sådan har det jo allerede været længe. Det har givet os hård hud på følelserne. Men filmen hjælper os til at finde tilbage ind til følelserne.
Det er en på én gang både dragende, betagende og oprørende film. Men på en stille inderlig måde. Det er mærkeligt at skrive det, for det er umådelige smukke filmklip. Dygtigt understøttet af Sune Køter Kølster følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der er ikke mange ord, men scenerne er forbundne med få forklarende tekster. Der bliver zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen Lesbos. Vi kommer helt tæt på dem og får mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag, hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr, som de sælger på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende skæbnehistorier. Det, de fortæller, bliver sagt konstaterende uden nogen form for føleri. Billederne i sig selv er – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke. Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstår nærmest poetisk, selv om der ikke er plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der må arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.
Med sin stille inderlige, indignerede fortælling gør den 25 minutter lange film noget ved én. Man er ikke den samme bagefter. Fortællingen borer sig ind i én. Man kan ikke gardere sig imod den, for filmens stille skrig gjalder imod os, og kommer derved til at virke så meget voldsommere, eftersom alt det voldsomme IKKE er taget med. Vi synker ned sammen med Khalil og Ayham og tager del i deres daglig arbejde for at overleve, midt i det, der nu fremstår som en afbrændt og afsveden spøgelseslejr. Der er intet tilbage. Alt det afsvedne og afbrændte hvisker sit eget stumme skrig som det er umuligt at ignorere. Det forkullede og tilsodede fortæller om alt det levede liv, der var her engang - det kryber ind under huden og bliver siddende som en uklar fornemmelse af ubehag, samtidig med at det kommer til at virke æstetisk smukt. Det er meget mærkeligt, og giver en forunderlig filmisk oplevelse, der adskiller sig fra alt andet.
Læs også om arrangementet forud for filmens premiere, hvor Margrete Auken (SF) inviterede til filmvisning og debat i GRAND om tilstanden for mennesker ved Europas grænser. Først viste Michael Graversen udvalgte scener fra sin og Florian Elabdis dokumentarfilm ”Ghosts of Moria”, som fik premiere året efter. Derefter modtog Michael Graversen, Margrete Auken, Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International) og Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser) spørgsmål fra salen og debatterede mulige løsninger. Læs mere.
.JPG)
.jpg)
