Festlig mad og drikke på Sommerfestivalen 2025

 

  Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse vil der være den karakteristiske festivaldrik, den kølige, iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.

Til åbningen er det Lena Gemzøe (fra nabohaveforeningen, Nokken), der sørger for  hjemmebagte økologiske brownies med valnødder - og for kaffe og te. 

Der vil også være hjemmebagte nøddeboller med smør og ost.

På 2. festivaldag i Vanløse, vil det være Christine Imbert, der bager gulerodsmuffins med kanel og nødder til kaffen i  pause før den  afsluttende teaterforestilling.

Aftensmaden - både til åbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse - vil enten være den kolde spanske tomatsuppe, GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen med hjemmebagte nøddeboller til. Eller også vil det være BOMBAY-gryde, alt efter hvor inspirationen fører det hen. Det er undertegnede, der står for maden sammen med en håndfuld hjælpere.

Mille Rode. Foto: Michael Svennevig.

Til afslutningen på Christianshavn er der - traditionen tro - min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.

Der vil også være noget at nyde til Festivalens Nachspiel - et hemmeligt sted i Husum, der først offentliggøres dagen før - men det er en dag, hvor alt kan ske, så derfor bør det ikke afsløres før. Men Jens er rigtig god til bagværk...

Så, velkommen på festivalen, der starter med åbningen på lørdag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.

Her er det Lena (til venstre) sammen med Benedicte (Tante Andante). 

Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Uden de mange ildsjæle kunne det ikke lade sig gøre at lægge op til så mange drømme og så meget fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcasts med Lena Gemzøe, 

hvor hun fortæller om arktisk inspiration 

til sine akvareller 

og om hvordan hun fik sit hus på Nokken.

Se og læs også om Christine Imberts fotos af marokkanske døre.

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcast med Christina Svennevig, 

hvor hun fortæller om det, der aldrig blev talt om 

- og om nepalesiske syngeskåle.

Det er Jens Christensen i midten. Foto: Lise Rønnebæk.

Jens Christensen udgør en tredjedel af trioen,

Rosenvinge, Christensen & Svennevig.

Lyt med på den seneste optagelse.

*

 

Læs mere om festivalen. 

*

Anmeldelse: IS I MAVEN! 156 dage som kirurg i Nuuk af Marie Louise Malmstrøm

På forsiden er der en formation, der nærmest falder ned fra midterryggen og breder sig ud nedefter. Som et isbjerg eller en isformation i blågrønne farvenuancer. Det går igen inde i bogen, hvor det danner en slags opdeling af bogen, hvor der flere steder er indsat dobbelte opslag med udviskede grålige, isgrønne farver, der glider ind over hinanden som isfrosne overflader. Det er smukt og meget poetisk. Det understøtter bogens poetiske tone, der samtidig punkteres af den ramsaltede humor. Det er en fin kombination.

”Da det røde Air Greenland propelfly stadsede sine motorer på landingsbanen i Nuuk, blev der stille. Helt stille. Min familie og jeg havde længe drømt om at prøve kræfter med en anderledes hverdag. Nysgerrigheden havde placeret mine to drenge på tre og fire år samt min kæreste og mig foran den lille ankomstterminal, som akkurat stod frem i snestormen knap 100 meter fra os, den mandag i 2019. Med dørenes åbning fulgte stormen og begyndelsen på et eventyr.” (uddrag fra bogens forord, side 4).

Teksten, der både er på grønlandsk og dansk, er på samme måde anelsesfuld og lidt gådefuld. Den beskriver i små passager forfatterens ”156 dage som kirurg i Nuuk” (som også er bogens undertitel). Teksten er flertydig, og det er tydeligt, at forfatteren gør sig store anstrengelser for at undgå stereotyperne, der ligger lige for.

”KRISTI HIMMELFART DEN 30. MAJ

Et dødsfald på grund af botulinumtoksinforgiftede søkonger efter fermentering i sælovertræk, fordi fermenteringsprocessen slog fejl. Botulisme kan ikke smages. Til kaffemikken efter begravelsen blev serveret søkonger. Afdødes egenproduktion. Yderligere tre dødsfald og to på intensiv.” (uddrag fra bogen, side 70).

Det bliver til en dans hen over tynd is, for hvordan møde alt det nye, når man kommer udefra – og fra Danmark? Det bliver derfor til billeder og skildringer af mødet med et folk, der i bund og grund er meget anderledes end det, vi er vant. Teksten er spændende, og den åbner ind til alt det anelsesfulde, der ligger bag de anderledes måder at gebærde sig på, når vind og vejr bestemmer liv og skæbne, men også en indre og ydre natur, der er drevet af noget helt andet end det, vi kender til.

”Fredag den 12. april.

En læge ringer om en patient fra en bygd. Hun har et fastsiddende stykke moskuskød i sit spiserør – på andet døgn. Alvorlig tilstand, kan være livstruende. Hun skal overflyttes inden for få timer med fly, men det aflyses grundet voldsom turbulens. Næste flyvelejlighed viser sig at være to dage senere.” (uddrag fra bogen, side 20).

Marie Louise Malmstrøm er nysgerrig og forholder sig åbent til det, hun møder på sit arbejde. Hun træder forsigtigt i sine skildringer af det grønlandske, og det hun ikke forstår. Hun er tydeligvis ikke ude på at indgå i en politisk diskussion, men vedbliver gennem bogen at insistere på sin ret til blot at være iagttager og en forsigtig skildrer af det, hun oplever i mødet med den grønlandske natur omkring hende, og i de mennesker hun møder.

Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

”Onsdag den 24. april.

Der findes utallige ord for is: ”ilog”(isblomst på et vindue), ”tullut”(sammenfrosne isklumper sammenført af blæst eller strøm), ”nutarneq”(nyis i en revne), ”sikusiaq”(is, man har observeret). Men for en inuit er dét at beskrive karakteren af sine mavesmerter nærmest umuligt. Her er ingen ordrigdom.” (uddrag fra bogen, side 32).

Det er en svær kunst at forholde sig åben. Det er så let at forfalde til hurtige slutninger og konklusioner, men det holder hun sig for god til, og derved sikrer hun sig også, at læseren heller ikke gør det samme. Hun har en nysgerrig poetisk åre, der trives i mødet med det uvisse i det grønlandske. 

”Grønland er hundespand, der fornemmer revner i isen og undviger. Grønland er mos i alle nuancer af gulligbrun. Grønland er synet af pukkelhvalsblåst fra altanen. Grønland er en eftermiddagstur i jollen og fire torsk på linen ved første kast. Grønland er at plukke søpindsvin og tang til aftensmaden.” (uddrag fra bogen, side 52).

Som en kirurg lægger hun dybe snit gennem beretningen, så hendes skildringer hele tiden balancerer på en knivsæg og undgår derved at bekende sig til hverken det ene eller det andet. Måske kan man sige, at læseren efter endt læsning ikke er blevet meget klogere, men har til gengæld fået en meget bredere viden og måske også har forstået, at dette ikke lader sig aflæse med vores normale, danske øjne. Det kræver mere end det. Det skal opleves på en helt andet måde – og den måde er det smukt at blive gelejdet hen imod. Det er bogens fortjeneste, at det lykkes så fint.  Verden har flere nuancer og facetter end det vi umiddelbart møder. Vi skal meget længere ned i historien og beretningerne. Malmstrøm lægger det ene snit efter det andet og skære alt fedtet væk for at blotlægge nogle af de sandheder, der ligger bag. Eller forsøger i hvert fald at gøre det. Det er op til læseren selv at regne resten ud. Det er et flot udsyn, hun med bogen skaber for os. Vi er på herrens mark. Måske kan vi slet intet andet konkludere, end at vi ved så forsvindende lidt og forstår endnu mindre, men måske er vi blevet lige så bjergtagne og nysgerrige som Marie Louise Malmstrøm selv – og det er faktisk ikke så ringe. Det er i hvert fald en spændende bog, der ingen nemme svar og konklusioner lægger frem. Forfatterens åbenhed er det hele værd.

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

”EFTERSKRIFT

-          Som en tidligere anæstesiologisk kollega plejede at sige:

”I Grønland overgås fantasien kun af virkeligheden”.

Øjving Rosing

KIRURGISK OVRLÆGE

NUUK”

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Marie Louise Malmstrøm:

IS I MAVEN!, 156 dage som kirurg i Nuuk

Frydendal, 2022

170 sider. 

Forlagsredaktion: Henning Lund

Korrektur: Hanne Lund

Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Oversættelse fra dansk til grønlandsk af Paornánguaq Helene Kleist

Fotos: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

 

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Marie Louise Malmstrøm medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: BLOMSTERBØRN. Livet i landkollektiverne af Bernt Stubbe Østergaard

 

 Der er tale om en udgivelse af en betydelig volumen. Både rent vægtmæssigt, men også indholdsmæssigt. De første afsnit kridter banen op – og de er beskrivende og nøgterne, men langsomt glider denne underfundige varme tone ind i sproget, der ofte accentuerer de mange muntre episoder, der aftegnede sig i strømmen på de oplevelser, som bogen centrerer sig omkring.

Undertitlen, Livet i landkollektiverne, rammer fortællingen ind. Det er et enormt researchmateriale som udgivelsen bygger på. Vi får hele forløbet fra start til slut. På de første 150 sider ridses forudsætninger op – eller snarere de manglende forudsætninger og hvad det resulterede i. I bogens anden halvdel ridses samarbejdet op med Solvognen og aktionen i Rebild Bakker, men også alle de øvrige aktioner og aktiviteter. Der er mange bolde i luften, men der jongleres kompetent mellem bevægelsens historie og Bernt Stubbes Østergaards egne personlige erfaringer.  Det har indlejret sig smukt i teksten. Derved bliver det både en fælles beretning, men samtidig også en personlig beretning, fortalt af en af prionerne.

Humoren er ikke til at komme udenom. Det er drømmen bag det hele, der var det bærende, men det er især i de sidste afsnit med møderne med bevægelsens mange forgreninger i de andre dele af verden, at det bliver tydeligere, hvor de danske blomsterbørn var og ikke var. Det skildrer Østergaard på en både varm og nøgtern måde.

Der har ligget mange valg bag beslutningen om at formidle denne stor og vigtige historie på den rette måde. Både så der bliver plads til visioner, drømmene og de indhøstede erfaringer, men også om alt det der ikke fungerede. Det hele er fortalt varmt og kærligt i bevidstheden om at denne dokumentation er vigtig. Måske kan næste generation, der nu er bedsteforældrenes børnebørn arbejde videre på sagen. For der er nok at tage fat i. Stadigvæk.

I stedet får det mig til at trække på smilebåndet, for jeg tænker at det blot er en enkelt svale. Men en enkelt svale gør ingen sommer, men her bliver det i Bernt Stubbe Østergaards BLOMSTERBØRN både til vinter, forår, sommer og efterår.

Det viser sig at blive til en betagende beretning, der balancerer smukt mellem det ideologiske højpandede og det det mere kunstnerisk eksperimenterende visuelle til det dagligdags komiske. De tre strømme blandes smukt i fortællingens dybe vand.

Hele beretningen er tydeligvis båret af en drøm. Den drøm, der også drev blomsterbørnene. Mange brændte sig på ilden, deres egen og andres, men Bernt Stubbe Østergaard er tydeligvis en af dem, der formåede at tage det bedste med fra tiden, og finde en ny muld at omplante det i. Han har tilsyneladende aldrig fået ilden slukket i faklen – og tak for det, for derved er han en værdig kronikør over tiden der er gået – og som nu måske er klar til at inspirere børnebørnene. Hvorfor egentlig ikke? Verden bevæger sig i cirkler. Måske er tiden kommet til den næste håbefulde generation, der har fået nok og som afsøger nye vinde og retninger og visioner. Denne udgivelse vil være et smukt sted at starte.

God opdeling, rigt og farverigt illustreret. Det hele er grebet meget struktureret og disciplineret an, men uden at slutresultatet er blevet kedeligt eller stift af det. Snarere virker det som om at strukturen har giver mulighed for at den varme og underfundige fortælletone har fået mange steder, hvor den kan trænge igennem fortællingen. Det er med andre ord ingen akademisk udgivelse, selv om den metodiske tilgang lægger op til det.

 

BLOMSTERBØRN

Livet i landkollektiverne

af Bernt Stubbe Østergaard

Indblik Egolibris, 2019.

295 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  Bernt Stubbe Østergaard medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE af Katrin Ottarsdóttir

 

Katrin Ottarsdóttir (født 1957 i Tórshavn) skrev romanen SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE, der udkom på færøsk i 2023. Året efter udkom den på dansk, oversat af Anya Mathilde Poulsen. Det er den selvstændige fortsættelse til PIGEN I VERDEN fra 2021. I den første roman følger vi hovedpersonens opvækst på Færøerne. Det er en knugende skildring af en opvækst i en familie, der kaster lange skygger hen over de første barneår. Det virker som om det ordløse er en særlig inspirationskilde for forfatteren, der er en stærk skildrer af det uudsagte. Af det levede liv, der leves på trods af omstændighederne. Det virker særlig stærkt i PIGEN I VERDEN og knapt så stærkt i SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE. Det er der ikke noget underligt i, eftersom det nok gælder for de fleste, at det er de første ordløse tildragelser, der møder os i livet, der sætter sig stærkest i os. Ja, nærmest uudsletteligt, sikkert fordi de er ordløse og meget følelsesfulde stemninger. I denne efterfølgende roman er hovedpersonen blevet en ung voksen. Hun er på det sidste år i gymnasiet, da hun møder den danske dreng, der pludselig dukker op på gymnasiet. Han er tilsyneladende ikke bange for noget og har meninger om mangt og meget.  

 

”Moren kan vist ikke lide døtre, der er ved at blive unge kvinder, døtre som forstår, forstår alt, døtre som en sjælden gang tillader sig at svare igen, at have en anden mening. Derfor er det lettere for ende, at lade som om hun ikke har nogen mening om noget som helst.” (uddrag fra romanen, s. 25).

 

Alt andet omkring hovedpersonen er meget færøsk: det er regnfuldt, vådt, tungt, vemodigt og storladent på en lidt skræmmende måde - og ind i det træder pludselig drengen.

En taxachauffør, der til sidst i romanen hjælper hende med at flygte fra det hele, spørger hende ligefrem om det var hendes plan at blive gravid med ham, så hun derved havde det bedste påskud til at komme væk – og rejse til Danmark?

Sådan oplever hun det langt fra. Morens skiftende humørsyge, som hun og faren dækker minutiøst over, sikrer at det forbliver en tavs hemmelighed for alle andre. For lige så vel som moren ved alt om alle andre, så må man formode, at de andre også ved alt om vilkårene hos dem.

 

”Men sommeren varer ikke hele året længere. Og tante er heller ikke den samme længere, tantelatteren ikke lige så klingende, øjnene ikke lige så livfulde, Hun sukker, Nu sidder hun her, uden for Statshospitalet, og venter på moren, prøver ikke at bekymre sig, ikke for noget, heller ikke for at gå i stykker, at miste sig selv. Det kan hun ikke tillade sig. Moren kommer snart.” (uddrag fra romanen, s. 47).

 

At hovedpersonen bliver gravid som 17-årig er endnu et svigt, som moren føler er rettet mod hende. Ja, at datteren ikke blev en dreng er et andet kiks. De har også få gode øjeblikke, men de bliver straks overskygget af frygten for der forventelige omslag, når moren igen erklærer alt og alle krig. Ikke mindst faren og datteren.

 

”Natten går langsomt. Hvorfor hører hun ingenting fra forældrenes værelse på den anden side af væggen? Ingen gråd, ingen skælden, ingenting som går i stykker, ingen høj hviskehvæsen, ingen farmumlen. Stilheden råder i natten, den frygtelige stilhed.” (uddrag fra romanen, s. 182).

 

Katrin Ottarsdóttir er en stærk skildrer af alt det usagte. Romanen er ikke lige så stærk og koncentreret som forgængeren. Det er synd, for det gode er rigtig godt, men det kæmper mod meningsløsheden i resten, dog er det også den meningsløshed, som hovedpersonen kæmper med. Det er svært for hovedpersonen at overleve. Det lykkes hende at skjule en graviditet, lige indtil veerne sætter ind. Vi er med hele vejen. Læseren holdes i et jerngreb. Skrive, dét kan Katrin Ottarsdóttir. Det har hun tydeligt bevist ikke mindst i den tidligere udgivelse: ”43 bagateller”. Hun kan også digte – og ydermere er hun uddannet – som den første færing – på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole. Som instruktør har hun bl.a, instrueret debutfilmen, ATLANTIC RAPSODY (1989) og den færøske road movie BYE BYE BLUEBIRD (1999). Indimellem er det også blevet til bl.a.  LUDO (2014), der er en helt bergmansk skildring af den tyste vold i en familie. Tematisk er den meget lig SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE.

Katrin Ottarsdóttir: 

SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE

på dansk ved Anya Mathilde Poulsen, r

oman, 311 s., Jensen & Dalgaard, 2024.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Katrin Ottarsdóttir medvirker til

Festivalafslutningen på Christianshavn 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: PIGEN BAG SMILET af Birgitte Bregnedal

Romanen PIGEN BAG SMILET er en selvstændig fortsættelse af Birgitte Bregnedals fine debutroman ”Pigen med sherifstjernen” fra 2021. Hendes tætte og underspillede måde at formulere sig på, fornægter sig ikke. Hun kryber helt ind under huden på den delvist selvbiografiske pige, der i bogen er skildret som ”pigen bag smilet”. Hun er altid glad, og når hun ikke er det, lader hun som om. Forældrene er blevet skilt, og hun forsøger at finde ligevægten sammen med søsteren, hunden og moren i det nye hus, hvor de er flyttet hen efter skilsmissen. Faren ser de kun sjældent, når han ellers husker aftalerne med dem. I stedet er moren begyndt at se Ejnar, som fortælleren ikke synes om. Det lader til, at Ejnar også er gladest for hunden. Alting fortælles underspillet og indirekte. Det virker godt, men er også meget forstemmende. Sproget er meget enkelt, og virker som om det er skrevet næsten uden nuancer, men det skal man ikke lade sig narre af, for lige bag det enkle ordvalg, er det et bundløst hav af uudtalte følelser og usagte sandheder. Det er det dyb, som læseren uvægerligt falder ned i – og derfra er der ingen vej op.

 

”Jeg forsøger at slippe ud, men jeg kan ikke.” (indledende sentens fra ”Pigen bag smilet”)

 

Morens fødselsdag nærmer sig og hun glæder sig til de gaver døtrene vil overraske hende med. Storesøsteren Kamilla har syet en toiletpung, hvori hun har lagt duftende sæbe, men hovedpersonen, Line, har ingen penge og ved kun at moren bliver glad, hvis hun får en stor gave. Hun låner af søsteren, ”låner” også en enkelt seddel fra mores pung, samler flasker – og da der alligevel mangler lidt, er der en af farens venner, der forbarmer sig og spæder til i Brugsen og betaler differencen, så der alligevel bliver råd til den store gryde. Dog viser det sig, at moren hellere ville have haft kasserollen. På den måde kommer vi helt tæt på familien og de forventninger, der knytter sig til fødselsdagen, moren og de to døtre – og ikke mindst den fraværende og savnede far.  Det er ikke den store verdenssituation, der ridses op i fortællingen, men de helt nære relationer. Men et eller andet er uhjælpeligt gået i stykker imellem dem. Noget der heller ikke kan repareres med den perfekte fødselsdagsgave, men det tror Line.

 

”Alt var sjovere, når min mor var i godt humør.” (s. 18, fra ”Pigen bag smilet”)

 

Det er godt skrevet og set. I historien bringes vi så tæt på personerne, at det er ved at tage pusten fra læseren. Det er en teknik og en måde at fortælle på, der virker knugende. Det hele foregår så at sige uden de store falbelader, men barnesindet får det ene slag efter det andet. Det er ikke let at være barn, og det er dét, forfatteren minder os om. Nogle ting er det bedst at glemme. Men her huskes det hele.

 

”De var venner på kryds og tværs og havde været det siden børnehaven. Jeg var ikke ven med nogen og sagde ikke så meget, efter at vi var flyttet fra far.” (s. 22, fra ”Pigen bag smilet”)

 

Line har ingen veninder, men da der kommer en ny pige i klassen, håber hun inderligt på at de kan blive veninder, for hun ønsker sig brændende en veninde. Men sådan går det ikke. Slet ikke. Alligevel lykkedes det til sidst. Det er den eneste forløsning som historien bringer med sig – og det er lige akkurat nok til, at jeg som læser kan løfte hovedet efter endt læsning. Historien om den pony som hun lige så brændende ønsker sig, ender heller ikke godt. Til gengæld er det svært at slippe universet efter endt læsning. Historien er ikke lang, og den er hurtig læst, men barndommen skildres som en slagmark, og det er tungt og forstemmende, og alligevel er det en stor, omend tung fornøjelse, at læse ”Pigen bag smilet”.

”Du er en klog pige, og du er altid så glad.” (side 128, fra ”Pigen bag smilet”)

Birgitte Bregnedal: 

”Pigen bag smilet”, 

Fru Nysgerrig, 2025, 

132 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  Birgitte Bregnedal medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: DEN LILLE BLÅ af John Doe Shelley

 

John Doe Shelleys DEN LILLE BLÅ er en poetisk fortælling for børn og voksne.

”Som bitte små sølvstænk pibler de ud genne mørket og brænder hul i natten, med et lys så klart og skarpt som en isblå diamant.” 

Tonen er forunderlig og overjordisk. Vi er langt ude i galakserne. Fjernt fra alting og samtidig befinder vi os også i en verden, der er skøn og pudsig. Fortællingen skaber sit helt eget univers med egne regler og dogmer. Så slip jordkontakten og tag tilløb ind i denne særegne verden, hvor alting vi kender, er vendt på hovedet eller helt holdt op med at eksistere. Vi er taget med ud på en rumrejse til et ukendt land, hvorfra der ingen vej tilbage er. Tyngdekraften er ophævet og som læser er man frit svævende. Jeg synes, at det er skønt, men det er alt efter lyst og behov. For nogle vil det være for meget af det gode, mens jeg selv elsker at være flyvende. Det er simpelthen vanedannende.

Ingenting hører sammen – eller alt hører sammen.

Historien åbner med en lille bitte prolog, hvorefter vi glider ind i historien om de små rumbørn – blåbitterne og deres rejse mod den lille blå, der viser sig at være vores planet.

Det er en planethistorier fuld af stjerneregn og mirakler, men også en fundering over, hvorfor vi gør, som vi gør – om hvorfor vi ikke lærer af vores erfaringer og igen og igen gentager vores adfærd, selv om den er destruktiv. Men først og fremmest er det en glimrende himmelsendt beretning om uendelige horisonter og søgen efter svar i stjernevrimlen.

Historien er sjov og underfundigt konstrueret. Da den først er kommet i gang, går den tilbage til begyndelsen og igen lidt frem og slutter på samme sted som den kunne have begyndt. Det er meget forvirrende og vældigt charmerende.

I en beretning om månebørn og blåbitterne skal alting vendes på hovedet og tæppet hives væk under os – for at holde os flyvende. Det går over stok og sten. På den ene side hænger det slet ikke sammen, og alligevel er der noget aldeles charmende over dette roderi. Det virker som om det er i fuld overensstemmelse med historiens ånd. Det hele roder, og alting er flydende. Eller rettere flyvende – og alligevel bliver det holdt på plads i denne charmerende, men også meget mærkelige bog, der har sin helt egen charme – og rummer en meget ivrig invitation til at rejse ud i rummet – og hvem kan sige nej til det?

John Doe Shelley: 

”Den lille blå”, 

Doe Workz, 2019. 

Illustrationer: Nikki Starostka og Tanja Aldebot. 

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  John Doe Shelley medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

Updatering:

John Doe Shelley er desværre blevet forhindret, 

og medvirker ikke på Sommerfestivalen i år, 

men forhåbentlig ved en senere lejlighed.

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: ZOMBIEJAGT af Sinus Reuss

 

Foto: Michael Svennevig. Forsideillustration: Kristian Flodgaard Bach.

 

Efter at have anmeldt Sinus Reuss´ ”CPH under vand” og ”Den vigtigste rolle” var jeg spændt på ”Zombiejagt”. Forfatterens vidtspændende greb på anderledes miljøer og situationer fornægter sig ikke i ”Zombiejagt”. Den er specielt skrevet for de 12-årige drenge, der slet ikke er læsende. Eller i hvert fald er så uvante med det, at der skal noget særligt til at få dem til at blive hængende i bogens univers.

I starten vægrede jeg mig. Hvad skulle jeg med en zombiefortælling – og hvad kunne denne genre overhovedet? Jeg kan godt lide vampyrfilm og har set mange af dem. Alligevel vendte jeg de første mange sider uden at føle noget for det. Jeg ledte nærmest efter en undskyldning for at lægge bogen fra mig, og så skete det forunderlige, dette særlige som Sinus Reuss er så god til. Han får alligevel bidt sig fast, så jeg umuligt kunne ryste bogen af mig og bare MÅTTE læse videre. Det er svært at sige, hvad det er, der sker, men alle læsende kender det punkt, hvor fiktionen løfter sig fra bogen og har direkte adgang til ens indre. Man må bare følge med, for man er selv blevet bidt af bogen, af universet og stemningen. Det ER en bog med bid i.

”Mit blik glider ned på drengen igen. Han må være tretten eller deromkring. Ligesom jeg var, da jeg fik feberen. Pandehåret hænger halvt ned over øjnene. Rystelserne er blevet værre. Det sker om lidt.” (”Zombiejagt”, side 10.)

Handlingen er henlagt til en nær fremtid, hvor menneskene jager zombierne. Halvlingerne er de nybidte, der i starten overhovedet ikke evner at styre deres blodtørst. De andre zombier forsøger at holde dem i skak. Det gør de ved tankens kraft, det er den måde de kommunikerer på. De behøver ikke længere at sige noget. Det giver personerne et ekstra kommunikerende spor. Det er i bogen gengivet i versaler (store bogstaver), og det er fascinerende at læse om, hvordan de når hinanden med tankens kraft alene.

”Drengen åbner øjnene, men menneskene har ryggen til ham, så de ser ham ikke. Han er halvling nu, og jeg kan mærke hans sind. Han hedder Adam.” (”Zombiejagt”, side 11.)

Vi bliver suget ind i et nyt univers, hvor zombierne er de klogeste og mest forstandige. Hvis de kunne, ville de udelukkende leve i overensstemmelse med jordens økosystem. Uden at forurene jorden og drive rovdrift på de sparsomme ressourcer, de grådige mennesker har efterladt sig. Det er svært at holde af menneskene efter at have læst ”Zombiejagt”.

”Vi løber gennem skoven. Adam vælter afsted mellem Lydia og mig. Vi kan ikke være lydløse med en halvling på slæb. Han er stadig lige så klodset som et menneske, og trangen til at bide gør ham svær at styre. Men efter noget tid er lydene fra menneskeflokken langt væk. Vi standser og står ubevægelige. Undtagen Adam.” (”Zombiejagt”, side 15.)

Sinus Reuss er ferm til at vende den genkendelige virkelighed på hovedet i sine boguniverser, hvilket gør, at vi som læsere får et nyt syn på det, vi oplever. Det er fornemt. Det betyder, at vi som læsere kommer derfra med en ny indsigt eller i hvert fald nye perspektiver på den verden vi lever i. Det er netop noget á la det, jeg ønsker mig at få ud af mødet med et andet (bog)univers.

På den ene side er stemningen i bogen dystopisk og mørkt undergangsladet, mens det på den anden side er en slags omvendt optimisme. Der ER håb, men det er et meget anderledes håb. Alting bliver vendt på hovedet, men er alligevel genkendeligt, fra et helt nyt perspektiv. Det er forfriskende og overraskende. ”Zombiejagt” er en dejlig overraskende læseoplevelse, der bider fra sig og hvæser! 

ZOMBIEJAGT af Sinus Reuss

Forlaget Heimdal, 2024.

Forsideillustration: Kristian Flodgaard Bach

79 sider.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Sinus Reuss medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*