Anmeldelse: SANGE OM MOR på Teater Får302

Foto: Thomas Cato

Der er en anelse af røg i luften, da vi bliver budt indenfor. Han står i silhuet i døråbningen bagest på scenen, cowboyen. Står i klassisk westernfilm-positur med hatten på skrå. Det er ikke en leg. Det er ren overlevelse. Det var sådan han var, faren, indtil han en dag var væk igen. I fjernsynet så de McCloud, der var storbyscowboy, ligesom faren. Moren maler et lille overskæg på drengen og streger ved øjnene som rynker. Han er en rigtig cowboy, ligesom McCloud – og faren. De er altid sammen de to, moren og drengen. Til hverdag og i ferierne. Indtil moren møder grønlænderen Lot. Han var som en indianer med kniv. Han lagde aldrig hånd på drengen. Han var nærmest ligeglad med ham, men han gjorde ham ikke noget. Men moren lagde han hånd på - og tæskede. Alligevel gav moren ham altid lov til at komme tilbage. Drengen forstod ingenting og fantaserede om, hvordan han kunne slå Lot ihjel. For han ville have sin mor tilbage. De flyttede fra Amager til Måløv, hvor kommunen bød alle velkommen, men nissen flyttede med, og Lot holdt kun en uge derude i forstæderne, så var han væk. Og de var igen de to alene sammen. Moren begyndte at arbejde som hjemmehjælper. De havde det godt, drengen og moren. Først på måneden, når lønnen var gået ind, festede de, og når pengene slap fik de ikke så meget at spise, men de klarede sig, for de havde hinanden. Men det var et hårdt miljø derude, hvor volden talte sit pågående fysiske sprog. Det lærte drengen, da han voksede op som teenager. Men en dag var moren væk. Hun havde lånt penge af alle, og skyldte til højre og venstre. Hun kom tilbage efter noget tøj. Drengen stod og kiggede efter hende, indtil hun var forsvundet igen. Han blev og hun gik. En dag var hun forsvundet for evigt.

 Foto: Thomas Cato

Det er en opvæksthistorie for to. Drengen beretter om sit liv med moren. Altid sammen. Uadskillelige, og så alligevel adskilt og udskilt til sidst. Vi hører om deres liv sammen. Om moren, der er så ung at livet stadig spirer i hende og hun vil have hele verden. Om drengen, der på små trætte ben følger efter moren gennem byen og ser de samme film som hende i tv, uden at forstå meget af det.

Foto: Thomas Cato

Det er Peter Frank Khouris autofiktive beretning, og det er ham selv der fortæller. Han har et skønt kropssprog. Langlemmet og flot som han er. I Mia Lipschitz´ fine instruktion formår han at give krop til den lille bange dreng, lige såvel som til den vrede teenager og den voksne mand, der står tilbage, når forestillingen slutter. Han er fascinerende at kigge på. Og det gør man, for der er så meget han ikke fortæller. På scenen er der bare de to mænd, hvoraf den ene fortæller og den anden spiller guitar og synger. Alt er sortmalet. Scenerummet brydes af de to gynger. Gennem det sortmalede rum lyner lysbaner i loftet og på væggene gennem mørket. I stedet for egentlig scenografi er det snarere lyset, der fungere som scenografi, for den ferme lyssætning af Sonja Lea digter fint med på historien. Musikken spilles live og rapt af guitaristen Anders Birk, der står for det musikalske arrangement, der med lyddesign af Jes Thee er et lydspor, der går gennem barndommet og som består af "elektrisk guitar, loops og lydflader, inspireret af skramlet rock, westerns, amerikanske tv-serier og det ydre rum", som der står i teatrets pressemateriale.

 Foto: Thomas Cato

Kronologisk ruller historien langsomt op igennem 70´erne og 80´erne. Hvis netop ikke scenegangen og instruktionen var så smuk og helstøbt ville det være en hurtig oplæst monolog, der på papiret slet ikke ville ligne en teaterforestilling, men så klart og insisterende som forestillingen afvikles bliver den til meget mere. Det bliver et billede på en barndom, der var alt andet end kærlig. Men OGSÅ kærlig. Det der er det fascinerende omdrejningspunkt i historien er måden som den bliver fortalt på: undersøgende, tilbageholdende og forundret. Med lige dele nysgerrighed og barnlig naivitet. Det er en barsk, men kærligt fortalt historie. En kærlighedshistorie med dødelig udgang. Enten er det moren der dør eller også er det moren inde i den voksne dreng der dør. Vi får det aldrig at vide, men historien slutter afklaret.

 

 Foto: Thomas Cato

Det er en umådelig sympatisk musikalsk forestilling fortalt med stor charme. Det er ingen stor historie, men den er hvad den er, og berettes med stor følsomhed og ærlighed. Det er en opvæksthistorie om en mor, der både var festlig, spændende, umulig og grænseløs, men mest er det historien om, hvordan det former sønnen. Det er en fin lille forestilling om hvordan man bliver menneske, trods alt.

 Urpremiere og gæstespil på TEATER FÅR302 af Teater Kamikaze

MED: Peter Frank Khouri og guitarist Anders Birk

FORFATTER: Peter Frank Khouri

LYDSPOR & MUSIKALSK ARRANGEMENT: Anders Birk

INSTRUKTØR: Mia Lipschitz

LYSDESIGN: Sonja Lea

LYDDESIGN: Jes Theede

SCENOGRAFKONSULENT & KOSTUMEDESIGNER: Rebekka Bentzen

Læs mere om forestillingen.

Spilleperiode: 16.3.- 11.4.2015. Mandag til fredag kl. 20.00. Lørdag kl. 17.00

Varighed: 70 min.

Teater FÅR302, Toldbodgade 6, 1253 København K.

 

Anmeldelse: CATERING af Mammutteatret på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

I Mammutteatrets seneste forestilling ”Catering” er der en engel. Det er englen, der er forestillingens formildende omstændighed. Det er englen der gør at forestillingen er til at holde ud, for det er ubærligt at skæbnen er så ond, som den skildres for hovedpersonen Lilja (Nanna Skaarup Voss). Lilja er 17 år og opvokset midt i Estlands intethed. Faren er for længst forsvundet og moren (Tina Gylling Mortensen) er rejst til USA med sin nye mand (Ken Vedsegaard). Det er meningen at Lilja skal følge efter senere, men hun hører ikke mere fra moren. En tante tager sig af hende, selv om de ligger i åben strid. Liljas veninde (Josephine Park) lokker hende til at prostituere sig.  Sammen sniffer de lim. Vennen Volodja (Morten Holst) drømmer om at blive kæreste med Lilja, og da hun redder ham fra at springe ud fra en bro knyttes der bånd i mellem dem, og Volodja bliver ved med at gentage at nu er det ham, der skal redde hende. Men der er ingen redning. Heller ikke selv om Lilja oplever en smuk forelskelse i lokkeprinsen Andreas (Joachim Fjelstrup). Scenerne de to imellem kommer til at fremstå som en oase midt forestillingens mørke. Men det er kold beregning, for det er blot for at lokke hende med til Danmark, hvor hun prostitueres i endnu værre grad. Derved sluttes den cirkel, der indledes ved at Nicolas Bro i forestillings begyndelse onanerer til gratis sexfilm med Lilja på nettet. Til sidst er han blot en af de mange, der selv køber sig tid hos Lilja. En blandt mange mænd. Så mange at hendes underliv bliver så ødelagt at hun skal sys sammen. Det er det man kan se på plakaten til forestillingen, der bærer undertitlen: ”Vi leverer dine fantasier”. Nogle fantasier er andres mareridt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Mammutteatret har eksisteret i over 30 år. Mammutten er husvild og omflakkende. Måske er det en af grundene til at dens produktioner altid er skræddersyet til de skiftende lokaliteter, hvor de spiller. På billetten stod der ”Edison, Siloen”. Siloen er for mig et nyt spillested. Jeg antager at det er Edisons lille prøvesal, der med stor opfindsomhed og enkelhed bruges i forestillingen med scenografi af Katrine Gjerding, effektfuldt belyst af Mads Nielsen.

Mammutten er en Mercedes indenfor dansk teaterliv. Det er ensembleteater, selv om det aldrig er samme spillere. Men ofte med de bedste skuespillere – og så er der altid mange med i forestillingerne. Her er ingen monologer eller opsætninger med to på scenen. Der spilles på hele klaviaturet. Den kunstneriske fane er blevet holdt højt gennem hele teatrets historie. Mammutten formår at give livet tilbage til teatret. Den er et pejlemærke i en tid, der bliver stadig mere overfladisk.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Historien om Liljas liv og undergang er en slags moderne Lulu-skildring. Den planter en issyl midt i panden på publikum, men formår at gøre det med så stor og rig kunstnerisk forløsning, at det løfter sig. Det er et under at det kan lade sig gøre, for temaet er kulsort, men endnu engang formår mammutten at trampe lige ind i hjertet af problematikken. ”Catering” er skuespillernes teater, der viser hvad en god tekst kan forvandles til, når den gives videre til de bedste spillere i den dygtige instruktør Maria Kjærgaard-Sunesens hænder. Det er forbløffende, hvordan forestillingen løfter sig. Volodja, der dør, bliver til englen, der fører både publikum og Lilja væk fra den barske virkelighed. Han bliver selve forløsningen i historiens trøstesløse univers selv om han i Mortens Holsts skikkelse, engel eller ej, aldrig bliver til andet end en omvandrende smertebærer. Det flot og smertefuld spillet, og helt i pagt med historiens iboende trøstesløshed.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Alt vi ser er lavet så enkelt som overhovedet muligt. Her er ingen smarte eller billige teatertricks og effekter. Historien er forløst med stor teknisk kunnen. Alting er stramt og så fint styret, at det aftvinger respekt. Det er svært at tale om forestillingens humor, men den glimter og lyner forløsende  i det kulsorte univers og kaster på nogle måder et forsonligt skær over forestillingen. Det gør at man som publikum kan holde det ud og står det igennem.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Catering” er en tour de force i hvad teatret formår, når det er lagt i hænderne på de bedste både foran og bag ved scenen. ”Catering” er en grum, men kunstnerisk meget vellykket og smukt forløst forestilling om udløsning og mennesker der er kommet i klemme i livet. En nødvendig og kulsort forestilling nedsunket i sit eget mørke.

Se den, hvis du tør!

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil på Edison fra den 12.3.-1.4.2015.

Medvirkende: Josephine Park, Nanna Skaarup Voss, Joachim Fjelstrup, Morten Holst, Ferdinand Glad Bach, Ken Vedsegaard, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro og Claus Flygare.

Med tekster af: Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen samt Maria Kjærgaard-Sunesens bearbejdelse af LILJA 4-EVER af Lukas Moodysson (Teaterforlag: Nordiska Aps – København)

Idé og koncept: Mammutteatret
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenografi: Katrine Gjerding
Lyddesign: Ida Jacobsen
Lysdesign: Mads Nielsen
Korarrangement: Rosa Lux
Instruktørassistent: Nicole Johansen

Mammutteatrets kunstneriske ledelse: Nicolas Bro, Maria Kjærgaard-Sunesen, Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare.

Læs mere om forestillingen: http://www.mammutteatret.dk/forestilling/catering/
Køb billetter: http://www.teaterrabat.dk/index/eventdetails/eventno/44015

Forestillingens trailer:
ttps://vimeo.com/120463181

Foto: Per Morten Abrahamsen

Anmeldelse: O, FOR THE LOVE OF SHAKESPEARE i Kongernes Lapidarium

 

 

 

Så snart de tre skuespillere – Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers og Barry McKenna - åbnede munden og lod de rimende engelske Shakespeare-vers glide gennem de kolde lokaler i Kongernes Lapidarium, begyndte jeg at smile. Ikke allerførst, for jeg nåede at tænke: ”Øv, det er så mange ord jeg ikke helt forstår. Så meget underforstået, så mange spidsfindigheder, ord og enderim, som går hen over hovedet på mig” Men så kom overraskelsen, for det gør ikke noget, fordi Shakespeares sprog er så rigt og smukt, sproget så musikalsk og velklingende, skuespillerne så eminente gode til at udtale hver en stavelse og hver en sproglig nuance, at jeg ikke gik glip af noget. Men det er lutter illusion, for selvfølgelig gør jeg det, MEN DET GØR IKKE NOGET! Hank op i det varme tøj, slå ørene ud og gør klar til en stor oplevelse. For det er en fornøjelse som man skal unde sig. Det er koldt, det ER det, men trods kulden og mød op til de resterende opførelser af: ”O, for the love of Shakespeare” af Why Not Theatre Company.

 

Foto: Sarah Coghill

 

Sjældent har det engelske Shakespeare-sprog klinget og lydt så forførende. Det er svært ikke at blive grebet af de tre skuespilleres smittende formidlingsglæde. Det forjager kulden, når deres præcise og velanbragte betoninger og pointer træfsikkert suser gennem lokalet. Ordene svirper gennem luften og det er umuligt ikke at føle sig truffet, sådan som de tre skuespillere turnerer teksten, der består af sonetter og uddrag fra en lang række af Shakespeares mest elskede skuespil. Det er en lystvandring. Ikke bare imellem de smukke, vilde, mastodontiske og rørende aflagte skulpturer, der står opmagasineret side om side. Som forrevne og overrevne livstråde står de stivnede i alskens positioner, og fungerer glimrende som staffage for uddrag fra ”Romeo og Julie”, ”Stor ståhej for ingenting”, ”Trold kan tæmmes”, ”Købmanden i Venedig”, ”En skærsommernatsdrøm” og ”Othello” m.fl.

 

Foto: Sarah Coghill

Ganske vist er Niels Brunse i fuld gang med sin oversættelse af Shakespeares samlede værker, men det er nu dejligt at der også er mulighed for at møde teksterne (eller uddrag af dem) på originalsproget. Det fortjener de. Fra Why Not Theatre Company´s side er det et eksperiment, og meget vellykket. Teksterne er sammensat med et stort gehør og det er båret igennem med stor lethed og enkelhed. Det er i form af en ”staged reading”, så teksterne bliver læst op, og spillerne inviterer os på skift til at følge efter dem, for det er walking Shakespeare. Med sang, recitation og skuespil lokkes vi indenfor i en fortryllet verden. En verden der både er bedre og smukkere end vores, men som også styres af had og kærlighed, af sorg og glæde, af nedtrykthed og ekstase. Shakespeare rummer det hele – og det er en fryd at følge efter de veloplagte skuespillere på en fængslende odysse af vellyd og klingende blankvers.

 

Foto: Sarah Coghill

Måske lyder det ikke spor lokkende, men prøv det. Prøv det! Det er det hele værd. Tidligere har The Why Not Theatre fængslet og fortryllet publikum på Bådteatret. Først med ”The City” og senest med ”Wit”. Det har været store oplevelser hver gang. Så hvis nogen spørger mig om jeg er interesseret i teater på engelsk i Danmark, vil jeg normalt svare blankt NEJ, men sådan er det ikke længere, for i hænderne på Why Not Theatre Company sker der noget. Noget som pirrer min interesse og som vækket mine sanser og krydrer min nysgerrighed. Deres entusiasme er så smittende, og jeg hænger på hvert et ord, Også selv om det er på engelsk. Ja, måske især fordi det er på engelsk.

 
Forestillingen, der varer knap én time, opføres frem til den 8. marts 2015:
27./28. februar kl. 13:00 & 15:00
1./3./4./6./7./8. marts kl. 13:00 & 15:00

Sted:
Kongernes Lapidarium, Christian IV’s Bryghus
Frederiksholms Kanal 29
1220 København

Entré:
Voksne: 100 kr.
Studerende: 80 kr.
Børn (4-17 år): 50 kr.

 Om Why Not Theatre Company:
Why Not Theatre Company was established in 2007. We provide audiences in Denmark with small-cast, professional theatre performed in English. Our productions are carefully selected to appeal to a diverse audience, cutting across international and cultural barriers. We only work with professional, English speaking actors. We love the English language, are proud of it and want you to enjoy it at its very best.

Læs mere på teatrets hjemmeside: http://www.whynottheatre.dk/o-for-the-love-of-shakespeare/

 

Leksikalt: lapidarium kommer af det latinske lapis, så det betyder stenenes sted.

Alle fotos - af Sarah Coghill - er fra teatrets forrige forestilling REMEMBRANCE (september 2014), der også foregik i Kongernes Lapidarium.

Anmeldelse: TURISTER på Får302

Fotograf: Thomas Cato

Hvor er jeg? Hvem er jeg – og hvad laver jeg her? Måske er jeg her slet ikke? Måske er jeg stadig på arbejde. Det føles som om jeg stadig er på arbejde. Måske er jeg her slet ikke?

De fire personer i Magnus Dahlströms ”Turister” er to par der er taget ud på en ferieø, der er alle steder og ingen steder. Der er ingen lokalbefolkning på øen. Ingen skoler, ingen fødeklinikker. Intet lokalliv. Øen er kun beboet af turisme. Men den er svær at fotografere. Der er altid skidt på linsen eller også er det virkeligheden der er blevet uvirkelig og grim.

Fotograf: Thomas Cato

De fire personer kunne ligeså vel have været med i Sartres ”Lukkede døre”, for tiden er ophørt. De befinder sig i limbo, og hænger og spræller i eksistensens tynde tråd. Kun deres ord holder dem i live. Ordene stiger op til vandoverfladen som iltbobler fra swimmingpoolens dyb. Det gælder om at komme ned i god tid, hvis man vil sikre sig en liggestol omkring poolen. Med deres lyserøde armbånd er de all-inclusive-rejsende, der er ved at glide i eksistensen. ”Turister” er en komedie om dem der lægger sig på håndklæder ved siden af katastrofen 

Fotograf: Thomas Cato

Dahlström viser det sprogligt ved at lade personerne konsekvent tale forbi hinanden. De er sammen og alligevel aldrig sammen. Uden at ænse hinanden borer de sig ind i sig selv. Dahlstrøm er ingen glædesprædikant, og var det heller ikke i de to forrige forestillinger, der har været opført på dansk: ”Jernbyrd” og ”Passage” ”(Mammutteatret 1992 og 1997). Hvor de første var som mentale dødedanse, er "Turister" nærmest en tragisk komedie. Vi har med en dramatiker at gøre som lytter sig ind i sproget og krænger vrangen ud på det – og os. Det gør ondt, for der er ikke meget håb for menneskeligheden. Måske er det når alvoren bliver begsort at humoren indfinder sig som katarsis. For vi ler, selv om der ikke er noget at le af. Det gør ondt at le af figurerne, for de er billeder på os selv og vores egen ubehjælpsomhed. Men der i mørket brillerer dramatikeren med at sende personernes ord ind over publikum som ildfluer, der korvarigt lyser op, før de dør ud. Sproget er så flot, selv om det er uhjælpeligt filtret ind i sig selv, og deraf udspringer humoren. Men hvordan kan det være så morsomt, når det er så tragisk? Under deres ferie høres lyde fra oprørerne, fra bådflygtningene, fra alle dem udenfor, der holdes ude. Det kan være svært at afgøre om de selv er holdt inde og beskyttet eller slet og ret er er holdt fanget. For fanget er de i hvert fald midt i en iscenesat uvirkelighed.

Fotograf: Thomas Cato

Rent fysisk er Charlotte E. Munksgaard den af de fire, der mest fysisk får udtrykt sit ubehag i forhold til den stikkende palme som hun hele tiden forholder sig til, og som hun også ender med at forsøge at fotografere. Men uden at være i stand til at fange den på et fotografi. Motiverne forsvinder, flyder ud, ligesom virkeligheden, der for længst er blevet erstattet af en pseudoverden, hvor alting er all-inclusive og alligevel helt tomt for væsentligt indhold. Ligesom maden er uden særpræg, luften er dårlig og udsigten er grim. Vandet er for koldt til at bade i, og livet er for længst gledet de fire af hænde.

 

 Fotograf: Thomas Cato

Måske er det meget betegnende at en af stykkets mest fængslende scener nærmest er en ikke-scene mellem de to kvinder, mellem Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard. De står og venter og forsøger at konversere hinanden, for at få tiden til at gå, men det bliver bare værre og værre. Det er eminent spillet, og foregår næsten på et ikke-sprogligt plan.

Fotograf: Thomas Cato

 Fotograf: Thomas Cato

 

Teksten tumler rundt inde i kroppen og sætter mange tanker i gang. Den er så overmåde veloplagt spillet af de fire på scenen. Samspillet er fint, selv om det understreger, hvor adskilte og alene de faktisk er. Det er flot spillet af Pauli Ryberg, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Morten Hauch-Fausbøll. Lydhørt Instrueret af Kamilla Bach Mortensen, der endnu engang har et fast greb om teksten, ligesom hun havde på teatrets opsætninger af ”Sex. vold. blod. snask” og ”Sympati for djævelen” (samt ikke mindst ”Ondt blod” på Edison). Vidunderlig scenografi af Carsten Burke Kristensen i en fin lyssætning og lyddesign af henholdsvis Sonja Lea og Thomas Matyjasik. Men teksten virker uforløst. Ligesom livet er for de fire personer på scenen. Det lille drama i det store går ikke op. Genkendelsen/ikke genkendelsen de to kvinder imellem virker tåget og uklar, og hvor det er en styrke at resten af historien foregår udenfor tid, rum og sted, så går det dramaturgiske  regnestykke ikke op i forhold til den del af fortællingen, der kulminerer og afslutter forestillingen. For hvad er meningen med det? Heller ikke ved et gensyn blev jeg klogere. Til gengæld havde forestillingen i mellemtiden fundet sit publikum, og var gået fra at være tragisk til at blive komisk. Og det er ikke så ringe, så det faktisk endte med at blive en slags komedie. Det er faktisk imponerende. Med den tekst.

Fotograf: Thomas Cato

  

Danmarkspremiere
MEDVIRKENDE:

Morten Hauch-Fausbøll,
Birgitte Prins,
Charlotte E. Munksgaard,
Pauli Ryberg

DRAMATIKER: Magnus Dahlström

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN:Thomas Matyjasik
LYSDESIGN: Sonja Lea
 

Forestillingen spiller 16.2 - 7.3 2015, ma. - fr. kl. 20.00. Lø. kl. 16 & 20.

Varighed: 1 t. og 40 min inkl. pause.

                  Læs mere: http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=422
                                         
Billetbestilling: http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/42830

 

Anmeldelse: LEONARDO af Asterions Hus på Teaterøen

 

Vi træder ind i en magisk verden i Asterions Hus´ nyeste forestilling ”Leonardo”, der er bygget på Leonardo da Vincis videnskabelige opdagelser. Det er uddrag af hans tekster, der ligger som speak på forestillingens lydspor, mens der fra scenen ikke lyder et eneste ord. Der bevæger vi os via dans, billeder og musik stadig dybere ned i renæssancekunstnerens uendelige nysgerrighed. Det er hans opdagelse af de menneskelige dimensioner, der visualiseres. Peter Kirk og Tilde Knudsen er det visuelle midtpunkt. Han klædt i et ulasteligt hvidt jakkesæt anno 1800. Hun iført sin krop, der kun lejlighedsvist er dækket af ostelærred. Det er Tildes muskler og sener, der er forestillingen. Med Klaus Risagers forførende musik åbnes der med kirurgisk præcision ind til sansninger, der får mig til at flyde med på en varm bølge af billeder, der glider hen over scenen og efterlader mig med blottede sanser og pirret nysgerrighed.

Der er to runde plateauer, henholdsvis forrest og bagest i scenerummet. Tynde lag af transparente slør inddeler scenerummet. Rundt i siderne og på bagvægge projiceres Leonardos skitser og malerier. Det sker på kryds og tværs gennem rummet. Tilde danser med lysets billedstråler, der aftegnes på det tynde stof før det rammer væggene. Det er lysets vej gennem rummet vi følger. Men også hvordan farverne indvirker på hinanden. Kroppenes anatomiske dimensioner. Fuglens vinger og menneskets arme. Det er et multitalentets uendelige opdagelser af mennesket og naturen vi inviteres til at overvære. Det sker i et smukt samspil mellem bevægelse, musik og billeder.

Vi får via forestillingens frit fabulerende og virtuost visuelle stil mulighed for at tilegne os noget af det entusiasme, der må have bemægtiget sig hovedpersonen og drevet ham frem fra opdagelse til opdagelse, fra detalje til detalje, fra skitse til skitse. Fra skitse til billede. For en stund skrælles civilisationen af os. Som en tyndt lag hud blotlægges kroppen og vi bliver som publikum ét med den afsøgning af verden omkring os, og den verden indeni som vi selv består af. Den krop, hvor alting er skabt og kreeret lige så gennemtænkt og virtuost som i den omgivende natur.

 

 

Vi inviteres til at træde ind i en underfuld verden, hvor hver en tomme af kroppen undersøges og optegnes. Vi trænger gennem kroppens opbygning, der på nærmest pedantisk vis endevendes og undersøges metodisk og minutiøst. Det er opdagelser fra en tid, hvor man gik fra at tro at jorden var flad og til at den var rund. Det var en tid, der oplevede et paradigmeskift. Alting blev taget op til vurdering og undersøgt og fik en ny placering i rummet. Det var opdagelsen af mennesket og rummet. Og mennesket i rummet. Alting blev målt og vejet. Ligesom det bliver i Asterions Hus.

Den legende og undersøgende forestilling gør os til børn igen. Vi opdager at vi intet ved og derfor må sidde med åbne øjne og mund og lade os undervise af de to hovedpersoner, der begge er Leonardo. Han, den undersøgende, bliver til hende, den undersøgte og den undersøgte selv bliver den undersøgende. Der er kun ét tidspunkt, hvor de to smelter sammen og får kontakt, da den undersøgende og den undersøgte i et tæt og nøgent øjeblik selv bliver værket, da han begynder at male på hendes krop.
 

 

Endnu engang har Asterions Hus lavet en forestilling, der formår at bygge bro mellem viden og oplevelse. Der går en lige linje fra teatrets tidligere forestilling ”Absinth”, der var en danset skildring af alkoholens tåger, glæder og skader, til den mere introverte, men meget bevægende ”Mit rum”, der dykkede ned i private dagboger og undersøgte hvor formende og dannende de var for hovedpersonen, til den foreløbige kulmination med ”Leonardo”. Genskabelsen af den kendte nadverscene skal opleves. Så let og enkelt kan en af kunsthistoriens store værker genopstå for vores øjne. Eller luk øjnene, glid med på musikken og gå baglæns gennem lyset. Alt er muligt i Asterions Hus. Vi er verden - og den er til undersøgelse i Asterions Hus, der er et hus med mange døre, der leder ind til endnu flere rum. Så smid hvad du har i hænderne og tag med teaterbussen, der afgår fra Christianshavns Torv (en ½ time før hver forestilling) og gå på opdagelse med Peter Kirk og Tilde Knudsen.

Medvirkende: Tilde Knudsen og Peter Kirk

Instruktør: Peter Kirk

Lyddesigner: Klaus Risager

Kostumedesigner: Camilla Lind

 Spilleperiode: 19.2. - 14.3.2015.

Læs mere/ billetbestilling:

  http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/43301