Anmeldelse: VENUS IN FUR i Huset

 

”Venus in fur” har en lang forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew, romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning. Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i 2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.

Ives´ stykke handler tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det som mænd ønsker at se og drømmer om. Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er vitterlig en prøvesituation.

 

Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis

Strindbergs ”Kreditorer” og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt, dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af forskydninger.

Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
 

Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis

Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.

Hver aften kan man se én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler. Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.

Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.

 

Spilleperiode:

8. - 25. februar 2017: Tirsdag - lørdag kl. 19. Søndag kl. 14.

Medvirkende:

Vibeke Nielsen/Vanessa Poole - som Vanda

Jens Blegaa /Alex Lehman - som Thomas

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Lysdesign: Paul Damage

Instruktør-assistent: Angelique Giroir

Spillested: House of International Theatre (HIT),

Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Hjemmeside & billetter

Producent: Down the Rabbit Hole Theatre

Varighed: knap 2 timer (uden pause).

Anmeldelse: ET MÆRKELIGT SKIB på Teater Vestvolden

 

Som han står der med sit skateboard, virker Elo glad og fuld af ideer. Han har en plan og gør alt for at det skal lykkes. Med kejtet charme forfører han en nytilflyttet familie. I starten lader de sig charmere, for det er jo sjovt, men noget føles også forkert, for allerhelst vil han gerne overtage familien og gøre den til sin egen. Forestillingens drama holdes tæt ind til kroppen i Jane Raschs dramatisering af Anita Krumbachs roman ”Et mærkeligt skib” fra 2009. Teater Vestvolden spiller stykket, der er folkeskolepensum i 5./6. klasse. Skoleeleverne sidder helt stille. Flere gange kigger jeg rundt for at se om de stadig er der. Historien har direkte adresse til alle der har prøvet at være udenfor. Den fortælles ligetil, men diskret. Det er ikke svært at spejle sig i hovedpersonens længsel efter noget andet og bedre, for det han har, kan han ikke bruge. Måske er det alle teenageres længsel efter at undslippe sig selv og det, de sidder fast i – det som vi alle sidder fast i, hvad enten vi lader os forføre eller selv forfører, for det er jo ikke kun noget der sker i teenagerårene. Det er et så fint billede på det der sker omkring os, og det er ikke svært at føle en genkendelse og forbundenhed med historien, mens den langsomt fortærer os med blid råhed.

 

Vi kender historien: en fremmed flytter ind. Det er en gyser, men på Teater Vestvolden er de teatralske virkemidler doseret meget fint af Anders Lundorph og Milad Alami. Den understøttende musik er komponeret af Mathias Nielsen. Andreas Berg Nielsen er med sin drengede charme både rørende og såre let at identificere sig med. Når han raser, ser vi i glimt, hvem han også er. Bagefter griner han undskyldende, for det var ikke meningen at vi skulle se det. Det er sprækkerne, der fascinerer, som når han råber ad familiens lillebror. I korte glimt kortslutter det for ham. Er han udspekuleret eller bare sat til vægs af tilværelsen? Offer eller bøddel – eller begge dele? Det er forestillingens styrke, at vi kommer til at forstå noget, der er svært at forklare. Vi forstår noget om baggrunden, der får mennesker til at handle som de gør. Om hvordan man, når man har for lidt, opfører sig som om man har for meget. Noget om at være menneske, og berige sig på andres bekostning, men også at det har omkostninger, når vi ikke bremser os selv og hinanden i tide.

 

Selv om Andreas Berg Nielsen er alene på scene i 45 minutter, er han i god dynamisk dialog og sammenspil med præoptaget film, der ledsager fortællingen visuelt på den rundbuede bagskærm. Næsten som et videospil, hvor vi ser det hovedpersonen ser. Vi suges ind i fortællingen og bliver ét med hans krop og tanker. Det forfører os til en nærhed og en intimitet som vi måske ellers ville have vægret os imod i denne fortælling om hvor langt vi er villige til at gå i kærlighedens og fællesskabets navn. Især når vi står udenfor.

 

 

MEDVIRKENDE

Andreas Berg Nielsen

 INSTRUKTION

Anders Lundorph og Milad Alami

 KOMPONIST: Mathias Nielsen

DRAMATIKER: Jane Rasch 

IDE & KUNSTNERISK LEDER: Stephan Pollner 

        TEKNISK OPSÆTNING: Obscura 

SPILLEPERIODE

24.1.-25.2.2017

SPILLEDAGE

Tirsdag kl. 10.30,  

Onsdag kl. 10.30 & 13.00,

Torsdag kl. 10.30, 

Lørdag kl. 17

 ALDER

Fra 11 år

 VARIGHED

45 min.

Hjemmeside 

Trailer

Billetter

                                                                                            

Anmeldelse: DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE på Takkelloftet

 

Foto: Thomas Petri

Diktatoren i Mériam Bousselmis tunesiske monolog "Det som diktatoren ikke sagde" er i eksil, hvorfra han fortæller om, hvem ham virkelig er. Eller hvem vi tror at han er. Eller hvem han tror at vi er, siden vi opfatter ham sådan. Det er på en gang en meget enkel og meget kompliceret historie med tydelig adresse – også til os, et vestligt publikum, diktatorer er ikke bare noget, der findes langt væk i Mellemøsten, for forestillingens pointe er, at vi vælger om vi enten styrer eller lader os styre.

Holland House og Jacob F. Schokking har som altid et stærkt og fejende flot scenografisk greb om fortællingen. Når det fungerer så godt, som det gør her, er det en visuel betagende oplevelse. Faren er altid at teknikken/maskinparken tager over og skuespilleren reduceres til marionet i en teknisk spidsfindig masterplan. Det kræver en kompetent og stålsat skuespiller som Joen Bille for at sikre balancegangen. Joen Bille er alene på scenen i 5 kvarter. Hans integritet og sceniske nærvær skærer igennem en tekst der skiftevis kærtegner og sparker.

 

Foto: Thomas Petri

Det er fabulerende og visionært stærkt revolutionsteater, der rækker ud efter publikum i sin direkte henvendelse, men det er ikke en tekst der flytter sig. Det er både en svaghed og en styrke, for det er teater som Speakers Corner, men kan man lide at blive fastholdt, klemt op i et hjørne og få sat stolen for døren i en krævende og intelligent opsætning, er det den rette forestilling. For det er både tankevækkende og pågående teater om alle diktatorer - også om dem inde i os selv.

Joen Bille kan fremsige en tekst så det er en fryd. Allerede fra åbningsreplikken: ”Vær nu ikke for ivrige efter at få mig til at sige noget.” kan man høre, hvilken sproglig og velintoneret oplevelse det bliver. Han er velvalgt som ”den svage stærke mand”, han er ikke bare diktator, men også menneske. Ikke hverdagsmenneske, for han er et undtagelsesmenneske, et uhyrligt menneske, men fremstilles nuanceret og det gør ham interessant.

 

Foto: Thomas Petri

 

Dramatikerens egen fransksprogede speak åbner og lukker forestillingen, og placerer den i en nødvendig sammenhæng med ordene: ”Han vil bekæmpe alle sine løgne, selv om alle tilhørerne vil flygte fra teatersalen.” Men diktatoren er ikke til at blive klog på, for han er udspekuleret og snu, og ved udmærket godt at uanset hvad han siger, vil vi ikke tro på ham. Vi er først og fremmest kommet for at dømme ham. Men det er han vant til. Efter 23 år som enehersker er han vant til det.

Det arabiske forår spredte sig fra Tunesien og videre ud til resten af Mellemøsten i 2010-11. Selv var jeg på årsdagen for oprøret i Tunesien med på et teaterprojekt om identitet i kulturhuset i Karthago i 2013, tæt på stedet hvor det hele begyndte. Vi var der, mens uroligheder igen brød ud. Børn demonstrerede i gaderne, for de var for unge til at blive fængslet. De passerede stedet hvor vi øvede, og fortsatte videre ud mod præsidentpaladset, efterfulgt af efterretningstjenestens sorte biler med mørktonede ruder. Teksten mindede mig om det, men også om hvor stor længslen efter frihed og medindflydelse kan vokse sig i et folk, der har ventet så længe. Oplev Joen Bille i en stærk præstation som den sidste diktator på Takkelloftet.

 

Foto: Thomas Petri

     DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE  
(”Ce que le dictateur ne pas dit”)

                                         Gæstespil af Holland House på Takkelloftet, operaens intimscene 

fra den 6. - 17. december 2016

Tekst: Mériam Bousselmi
Medvirkende. Joen Bille
Iscenesættelse & scenografi: Jacob F. Schokking
Oversættelse: Per Aage Brandt
Bearbejdning: Jon Bille & Jacob F. Schokking
Komponist: Gert Sørensen
Lysgraffiti: Wael Toubaji
Lysdesign: Malte Hauge
Tonemester & lyddesign; Troels Bech
Scenemester & dekorationsbygger: Søren Romer
Instruktørassistent: Rebecca Victoria Lund Olsen
Videoproduktion: Alexander Fog
Producent: Traudi Palsbøll
 

 Læs mere på Det kongelige Teaters hjemmeside.

Læs mere på Holland Houses hjemmeside.

Se interview med Jacob F. Schokking & Mériam Bousselmi

Særarrangement "Taletid til teatervisioner"
Artist talk efter forestillingen 14. december 2016.
Arrangementet begynder kl. 21, er gratis og varer ca. 50 minutter.   

 

Digt-anmeldelse: DEN TYNDE VÆG af Stig Dalager

 

 

En digter er nødt til at være enten en fri sjæl eller så fastlåst at vi alligevel sættes fri af dennes digte. Stig Dalager er blandt de første. Han opererer frit i tid og rum. Geografisk tager han os med hele jorden rundt. Fra Tetuans mørke bazargader, lokket af en marokkansk sang, til den hjemlige Håbets Allé i Vanløse.   

Foto: David Blazek (fra MED OG UDEN SMYKKER, VerdensKulturCentret, 2016)

Jeg faldt rokkende i søvn med ansigtet mod nord/foran det åbentstående vindue./Jeg var isbryderens knaldhårde køl,/huggede som en dåre panden ind i natten.

Hans digteriske favntag er lige så bredspektret som hans øvrige udgivelser, og alligevel er der noget der går igen, uanset genre og format, for Dalager er en glødende humanist og menneskekender. Han kigger på sig selv og os andre og fastfryser sine skarpe iagttagelser i firestrofede digte.
 

 

En skulptør arbejder i det stille på vores minder, mens vi/lever andre liv. I et periskop står det lysende:/ Den gådefulde første dag, hvor han fik øje på hendes nakke, og/hun hørte hans skridt og tog ikke fejl af dem …

Der er et frit fald man som læser skal forholde sig til. For der er mange digte som jeg ikke forstår, men jeg lader mig glide med alligevel. Jeg ønsker heller ikke at forstå det hele, så længe jeg oplever et læsemæssigt sug i maven. Det kan være en betagende rytme, en duft, en sansning – eller bare en følelse af stor forløsning. Det er ikke alt, der kan forstås. Det er der bare og tager os med, hvis vi tør at give slip – og lade os falde. Det er i og for sig sikkert og trygt nok, for Dalager er en passioneret rejsefører, der forstår både at udfordre og skabe tryghed. Digtene er tilbud som vi frit kan vælge eller fravælge. Det er små færdige historier eller anslag til historier. Det er prægtige sansninger, menneskemøder, geografiske øjebliksbilleder eller sjæleligt fremkaldte snapshots af livet og de mennesker, der farer forbi, men i Dalagers selskab fastholdes det. I en brøkdel af et sekund standser det hele og vi bliver hængende med digtene – holdt oppe af dem – og kan føle os vægtløse så længe det varer. Han giver os virkelighed og drøm og kaster begge til os og observerer hvilken vi formår at gribe først fat i.

 

Jeg tænker på drengen fra Judengasse, der en decemberdag/ som denne, midt under ”afhentningen”, begyndte at lede/ efter sin ene sko. Han glemte at se efter sine forældre/ og så dem aldrig mere.

”Den tynde væg” er meget andet end det som digtsamlingens titel-specifikke næstsidste digt handler om. Det er den tynde væg imellem mennesker. Det er væggen imellem verden som den er og vores opfattelse af den. Det er væggen mellem fornuft og drøm, mellem drøm og virkelighed. Væggen mellem drømmene og det i os der higer efter at blive ét med de samme drømme. Digtene er meget personlige, men aldrig private. De er gennemarbejdet med et sikkert håndelag. Det er ikke alt der når i havn, men alt er præget og podet med den største higen.

 

Der er så mørkt herinde, at jeg drømmer, at jeg sover med åbne øjne./ Jeg kunne være hvem som helst, død eller levende. Der er ikke mere/ brød. Her er ingen farver, hverken okkergule eller koboltblå, kun mørket/ i floden under huset, lyden fra en dryppende hane, krystaller af tid og Gud.

 

Selv om jeg er en stor beundrer af Dalagers værker, så var det med en vis gysen at jeg åbnede denne fuldvoksne digtsamling, for Dalager er en overordentlig ordrig, ordelskende sproglig ekvilibrist, men digtningen er en særlig følsom genre, der nærer sig af en stor sproglig økonomisering af ord og udtryk, men det holder kun så længe at form og indhold afbalancerer hinanden. Der må ikke være hverken for meget eller for lidt af noget. Det gælder om at finde en balance og holde den fast. Det er en balance på en knivsæg - og det lykkes. De enkelte digte er stramt komponerede. Betragtet som et samlet hele er digtsamlingen ganske overvældende. Der er uforståelige, kryptiske og underlige digte, men der er ingen ligegyldighed, intet fravær - og ingen tomgang. Digtene er som flammer fra et stort bål, der lyser igennem mørket. Det er godt at varme sig ved et så vidtvoksende og livsbekræftende bål.

 

*

 Digtsamlingen "Den tynde væg"
er udgivet på det århusianske forlag EC Edition.

Forsideillustration: Peter Brandes.

Redaktion: Birgitte Møller Balladone.

142 digte - 142 sider

Læs mere på forlagets hjemmeside.

*

Dalagers seneste romanudgivelse er Raul Wallenberg-romanen ”Rejse uden ende” (2015), der tager afsæt i det faktum at den svenske hovedperson er forsvundet ud af historien. I hvert fald for så vidt at man intet ved om, hvad der siden skete og om hvor og hvordan han døde. Den uvished har Dalager orkestreret på fineste vis i den fabulerende roman. 

Læs samtalen med Dalager fra den nyudgivne ”Med og uden smykker, samtaler & digte” (Epigraf, 2016).

Forud for arrangementet ”Hvor blev tolerancen af?” (2015) i Apostelkirken skrev Stig Dalager om tolerance. Oplev Stig Dalager i en filmet samtale med Kirsten Thorup forud for deres medvirken ved samme arrangement .

CD-Anmeldelse: DER ER KUN ÉN VEJ af Heidie Clemens

Titelnummeret på Heidie Clemens første cd-udspil ”Fragile Butterfly” (Gateway, 2011) sætter sig på lytteren blidt som en sommerfugl. Set-uppet er enkelt: akkompagnementet består af Rasmus Steenberg på klaver og Poul Erik Jørgensen på bas. Der er en tilbagelænet stemning, der smyger sig om én og hensætter én i en blød sprød stemning. På efterfølgeren ”Der er kun én vej” får åbningsnummeret mig til at tænke på Poul Henningsens cykelpiger i hans københavnersang. I starten irriterede teksten mig og virkede en anelse søgt, men den falder mere på plads efter flere lytninger. Det er kækt og frækt at indlede det nye cd-udspil med ”Tag mig som jeg er”, men andet er der heller ikke at gøre. Stilen føres videre i den Benny Andersenske ”Hvad nu hvis”, der er finurlig og munter, men selv er jeg mere til den efterfølgende ”Regnbuen”, der er et af cd´ens stærkeste udspil, hvor der stryges på kontrabassen, så dens varme forplanter sig. Det er smukt sunget og spillet, men endnu flottere skrevet og komponeret. Det bliver sunget tindrende og videreføres i det løbende og legende klaverakkompagnement. Akkompagnementet er igen med Rasmus Steenberg på klaver (og smukt sunget kor på ”Regnbuen”) og Poul Erik Jørgensen på bas. De gør det begge glimrende.

”Hvis jeg skulle holde en tale” er det musikalsk flotteste nummer. Sang og akkompagnement går her op i en højere drillende enhed, selv om teksten langt fra er for sjov. Her er der noget på spil. Det er der også i den efterfølgende ”Hvis sandheden skal frem”, der er cd´ens mest vemodige og måske også smukkeste nummer, der slutter med de manende ord: ”…at hvis sandheden skal frem er jeg bange for at de fylder for meget i stuen”. ”Forladt” er stærk, direkte og sårbar sang om at kigge tilbage på en kærlighed der er ovre. Det er ikke let at synge ordene: ”Jeg elsker dig”, men her gøres det med en smertende gysen, der gentages flere gange. ”Sofies sidegade” er et af de frejdige hurtige numre, der selvfølgelig giver en vis rytme til det samlede billede, men når rytmen sætter ind, går inderligheden fløjten, selv om der stadig arbejdes hårdt for at holde balancen. Men det er alligevel det langsomme melodiske drive, der er det stærkeste og som bærer igennem cd´ens fine sangkompositioner. Jimmy L. Webbs ”The Moon´s a harsh Mistress” er cd´ens eneste komposition som ikke er skrevet af Heidie Clemens selv. Det er en velvalgt sang, der viser hendes stærke vokale greb om ikke mindst balladerne. Her sunget med afslappet elegance. Musikken falder helt til ro og rammer én som en bølge. Det er rørende uden at virke anmassende.

Jeg har det sværere med afslutningsnummeret ”Smilets by”, der er en hyldest til… Århus. Hvor resten virker ægte og renhjertet, så bevæger teksten sig her ud i det postulerende og søgte. Det er synd, når resten er så flot. Ikke bare flot, men imponerende flot og ærligt.

Clemens´ stemme er sprød med en tindrende klar tone i højden og alligevel er der en iboende klang af mol, der trænger igennem og fascinerer, og som går i en betagende samklang med klaveret og bassen. Samspillet virker legende og smyger sig omkring sangene.

Der er kun én vej. Vel er der ej, der er mange. Uendelig mange. 

Ligesom det fremgår af cd´ens cover, hvor der grafisk er angivet hvor mange veje der egentlig findes. Det beviser cd´en til fulde.

Udgivelse:  23.11.2016.

                                                                    --------------------

Hjemmeside

Kommende koncerter: 

               29.01.2017. Kl. 15. Værket. Randers

19.03. 2017. Kl. 14. Holbæk Bibliotek 

25.03.2017. Kl. 13. Musikhuset Aarhus  

22.04.2017. Kl. 14. Bent J. Den gamle By. Aarhus     

23.04.2017. Kl. 14. Bent J. Den gamle By. Aarhus

CD´erne ”Fragile Butterfly” og ”Der er kun én vej” forhandles via 

Gateway  og iTunes 

Anmeldelse: EUROPÆERNE på Teaterøen

 

Foto: Ingrid Bugge

I ”Europæerne” er vi tilbage i Wien i 1683, hvor osmannerne (eller muslimer/arabere som vi ville kalde dem i dag) er tæt på at erobrere Wien, der på det tidspunkt var symbol på hele den vestlige verden, for havde vi tabt det slag, havde vi også tabt Europa – og den fælles følelse af europæisk sammenhold, der siden har været en naturlig og underforstået sammenhængskraft. Men som ikke længere med samme naturlighed binder os sammen. Barkers monumentale værk er på én gang nostalgisk og visionært og tilbyder en rejse frem og tilbage i den europæiske bevidsthed og selvforståelse. Den nulevende, 70-årige engelske dramatiker, Howard Barker (født 1946 i Camberwell) kaldes for vor tids Shakespeare. Det er store ord, men netop det som Shakespeare mestrede så fint, gør Howard Barker ham efter. Evnen til på én gang at skrive for høj og lav, evnen til både at jonglere med komedie og tragedien på samme tid, men først op fremmest den fabulerende evne til at (gen)skabe verden foran os på scenen via ord, der på én gang både svier og fryder. Som publikum kan vi bade i ordstrømmene. De lægges for os som vellystige kødlunser, der grilles over eksistensens flammer og bliver til i vellystne ordorgier på liv og død. Ordene er på én gang både lette og tunge. Dansende og valsende borer de sig ind i kroppen som missiler eksploderende af vellyst.

Foto: Ingrid Bugge

”Gud knock-outede Allah, denne gang...” 

(Kejserinden af Østrig, 1. akt, 1. scene)

Allerede da Klaus Risagers musik til forestillingen afspilledes i bussen til Teaterøen, var det tydeligt at der var lagt op til noget ganske særligt. Musikken er på én gang inviterende rummelig og vemodig, og ideel som akkompagnement til et så gigantisk visionært og vidtforgrenet teaterværk som Howard Barkers EUROPÆERNE. Risagers musik giver mig lyst til at græde, for han formår – ligesom Barker - at invitere indenfor i en verden, hvor alting er i bevægelse og samtidig er frosset fast i et vibrerende nu.

Foto: Ingrid Bugge

”De fattige har hverken ord eller underbukser.” 

(Katrin, 1. akt, 2. scene)

I den 3½ time lange forestilling ledes publikum indledningsvis udenfor og samles omkring en stortromme, der brager gennem mørket og gør det ud for tumlen på slagmarken, da vi møder Thomas Kirk som den evigt poserende kejser, der træder ud af mørket med ordene: ”Jeg ler. Jeg ler.” Han afslutter med de samme ord – og hele teksten kan ses som et stort vidnesbyrd om Europas selvdestruktion og genfødsel. Liv og død, krig og fred, rædsel og fryd, kærlighed og had. Alt bydes op til dans af den leende kejser. Uden mikrofonforstærkning lykkes det spillerne at råbe os op med stemmer, der stiger frem af mørket, mens de langsomt bevæger sig frem mod os og ind i lyset.

Foto: Ingrid Bugge

De leder os videre indenfor, da handlingen fortsætter i afmagnetiseringsstationens yderste flådestation før havet, hvor det er den voldtagne og maltrakterede i skikkelse af Tilde Knudsen, der afgiver sin beretning til referat i en af den store forestillings prægtigste scener. Ordene sidder fast i hende og vristes langsomt ud fra kroppens indre mørke til lyden af det inciterende akkompagnement af Klaus Risager, der musikalsk binder aftenen sammen. Det gør han bl.a. live på et opretstående præpareret klaver, hvorfra lydene glider umærkeligt ind imellem ordene på scenen. Scenen skildrer den evigt voldtagne og maltrakterede. På samme måde som scenerne mellem kejseren og maleren (Martin Ammundsen), tager afsæt i ønsket om at fastgøre billedet af det skete til papir og senere lærred i den evige jagt på dokumention – på at fastholde historien i ord og billeder, for hvad skete der - og hvordan? Det er en allegori over alle krige og alle civilisationer. Det bliver historien om menneskets overlevelse, destruktion og genkomst – intet mindre. Netop på samme måde som Shakespeare gør det i sine store dramaer. Det lyder pompøst og bombastisk, og det er det også, men ikke kun, for den store og sprudlende ordkunstner tager os hele tiden ind i sproglige rum, hvor vi møder nye overraskende selvforståelser.

Foto: Ingrid Bugge

”Ja de gode manerer vender tilbage lige så snart butikkerne åbner.” 

(Suzanna, 1. akt, 2. scene)

Barker har været opført på nationalscenen flere gange. ”Scener fra en henrettelse”(1996) med Kirsten Olesen og "Rædsel for natten" (1997) med Jørgen Reenberg. Senere også i Holland Houses "Stalingrad" (2002) og "Død, død og meget død" (2008). Odense Teater fulgte efter med ”12 møder med et vidunderbarn” (2008). Peter Kirk har tidligere arbejdet med teksten og har ud over Asterions Hus´ egen stab allieret sig med stærke ordjonglerende skuespillere som Susanne Storm (som kejserinden af Østrig) og Charlotte Munck (som den uforsonlige og stålsatte Starhemberg). Derudover medvirker Jacob Stage som liderlig og ugudelig præst og Gry Guldager som Susannah, Katrins søster, men er også særdeles overbevisende som døden selv i skikkelse af ”Anden Moder”.
 

Foto: Ingrid Bugge

Barker skriver som en beåndet digter og bander som en slagter. I en blanding af ekskrementer og ædelsten begraves tilskuerne i et ordrigt søle. Men vigtigst er at ord og menneske genopstår ud af destruktionen. Det er et vitaliserende og forfriskende Howard Barkersk syrebad. Det er klassisk teater på en helt ny måde. Derfor kræver det også en instruktør, der kan billedsætte det stærkt, direkte, frådende og poetisk – og det formår Peter Kirk til fulde. Kostumer og scenografi er skabt visuelt spektakulært af Maria Lau Krogh, der formår at forene det enkle med det overdådige. Til premieren blev spilletiden overskredet med 45 min. Det betød at den samlede spilletid blev alt for lang, men det er det, der sker når publikum samtidig skal bænkes, bespises og føres gennem utallige lokaliteter og nyde mange gastronomiske oplevelser samtidig. Dygtigt og gastronomisk overraskende kokkereret og serveret af Martin ‘Guf’. Det er så at sige den menneskelige faktor, men når det bliver rettet ind, vil de vigtige og afsluttende orddueller sikkert heller ikke virke så lange, men falde på plads i den enorme masterplan, der er ligger til grund for ”Europæerne”, hvor vi som publikum føres fra lokalitet til lokalitet, fra spise til spise, fra ord til ord. Men Howard Barker er altid for lang - eller rettere lige som han skal være. For det der er, skal være der, hvor det er. Der er ikke noget at betænke sig på. Tag ud og oplev det, men gør det hurtigt for forestillingen spilles kun 10 gange for et begrænset antal tilskuere. Det er storslået, mageløst og meget Howard Barkersk. Ligesom livet og døden, ligesom krigen og freden – ligesom livet og kærligheden er, når alting falder fra hinanden og finder sammen på nye overraskende måder i det Barkerske univers.

Foto: Ingrid Bugge

EUROPÆERNE

Medvirkende: Martin Ammundsen, Gry Guldager, Thomas Kirk, Tilde Knudsen, Charlotte Munck, Jacob Stage, Klaus Risager og Susanne Storm

Instruktør: Peter Kirk

Kok: Martin ‘Guf’

Scenograf: Maria Lau Krogh

Scenografisk konsulent: Hasse Selvig Sandell

Kostumedesigner: Maria Lau Krogh

Dramatiker, forfatter: Howard Barker

Komponist: Klaus Risager

Spilleperiode: fra den 16.-26. november 2016 kl. 18.30

Teatrets bus kører fra Christianshavn Torv en ½ time før hver forestilling – og tilbage igen efter forestillingen.

  Læs mere,

Billetter.

Trailer.

Dramatikerens hjemmeside.

Andre anmeldte forestillinger på Teaterøen:

Leonardo (Asterions Hus, 2015)

Mit rum (Asterions Hus, 2013)

Teaterfestivalen Asteroiden (2012)

Minotauros (Asterions Hus, 2010 )

------

Instruktør Peter Kirk beskriver i forestillingens program sit første møde med Howard Barkers katastrofiske teaterunivers, hvor det gælder om at tage publikum alvorligt og fortælle dem historier som de ikke forstår:

”Howard Barkers dramatiske tekster og hans teaterfilosofi har været inspirationskilde for mig i hele mit professionelle teaterliv. Jeg stødte på hans ”The Power of the Dog”, ved et slags tilfælde på mit 3. år på skuespillerskolen. Vi var allerede i gang med prøveforløbet, og lidt desperate uden en tekst, ledte vi efter et passende stykke. I en vild læsning af masser af stykker hoppede vi ombord i dette stykke, uden egentlig overhovedet at forstå hvad det handlede om, mens vi løbende oversatte den. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. På nær en enkelt forestilling 15-20 år tidligere var vi elever fra Odense Teaterskole de første, der spillede Howard Barker i Danmark. Efterfølgende fik jeg fat i flere stykker af ham og åd dem begærligt. Her var en stemme, jeg aldrig havde hørt før og som har inspireret mig dybt i mit virke som skuespiller og instruktør.”