Anmeldelse: SKETCH SJOV på Teater V.

Jeg har det svært med morskabsteater. Sidst jeg så en forestilling som løftede mig og fik mig til at tænke nye tanker, var da jeg så Flemming Jensens ”Mogens & Mahmoud” på Folketeatret. Forestillingen fik mig til at le af mig selv og verden, og af de mange underlige måder vi behandler hinanden på. Det samme skete til den vellykkede premiere i aftes på Teater V i Valby.
Latteren frigjorde noget i mig.

Alene titlen, SKETCH SJOV, er dejlig uprætentiøs. De tre skuespillere: den selvsikre og stilbevidste Gordon Kennedy, den fjumrede Kristian Holm Joensen og den smukke Filippa Suenson startede med at komme ind på scenen i tynde, sorte figursyede jakkesæt.

Der er en planlagt og kalkuleret elegance og skødesløshed over dem, som de står der parate til at træde ned i en tradition, der rummer andet end dans og sjov.
Det er befriende gakket i den efterfølgende sketch ”Hos fiskehandleren” om de to jyder, hvor den finurlig Kristian Holm Joensen iført tophue og munter humør kommer ind og spørger Gordon Kennedys fiskemand om, hvad han har i sit net i dag. Derfra udvikler det til noget, der ikke giver nogen mening i referat. Det sjove ligger ikke i teksten, men i spillet. Det kunne ligeså vel være Keld & Dirch. Det er så bekendt. Vi kender formen. Timingen er knivskarp. Dette med at få det til at se så let og legende ud, er det sværeste. Det er de vanvittig gode til, de to.

I ”Svæv med Lars & Lone” arbejdeer to afdankede småfuskende gøglere (Holm Joensen og Suenson) hårdt for at opretholde illusionen om at hun kan svæve. Men Lone er fra Rødovre, og ingen af dem er særligt æteriske i deres meget lidt glamourøse svævenummer. Lars fortæller om deres sidste optræden, at Lones trikot sprak. Kristian Holm Joensen er fantastisk til at spille disse håbløse typer.
Også i nummeret ”Pigen fra Fyn”, hvor han lige er ankommet til hovedstaden med 4-toget, og hvor han som ung uskyldig pige (ja, med paryk og høje hæle) fra Fyn møder en sælger fra Nyboder Rejser, der vil vise hele verden frem – på et hotelværelse i Nyhavn, viser det sig. I bund og grund forudsigeligt fra start til slut, og selvfølgelig ender de to i kanen sammen. Pigen fra Fyn får aldrig set verden, men dog Nyhavn.
Det er en svær balance, for spilles det ikke overbevisende nok, fungerer det ikke, og spilles det for manieret (som pige), falder det til jorden - både sketchen, potensen og den lovede rejse. Men alting ender som det skal, selv om uskylden ryger. Men det skal den også i en rigtig revy, for det er ikke kun for sjov.

Gordon Kennedy og Filippa Suenson er i ”Fungerer ikke” enige om at Kristian Holm Joensens solonummer ”Edderkoppen” slet ikke fungerer. De gentager det gang på gang, og lige meget hjælper det. Kristian Holm Joensen er udstafferet som edderkop iført Lars Lykke-maske. Alene den måde han krumbøjet står på overfor deres smarte figursyede jakkesæt, opsummerer hele revyen. Det går som dramatisk akse gennem flere numre. For Kennedy og Suenson kan det med at være smarte, trendy og checkede, mens det er lige modsat med Joensen, for han kan ikke, har det ikke i sig - og vi elsker ham for det. Alligevel forstår vi det godt, for det er kikset og for meget af det gode med det politiske satirenummer med edderkoppen. Men netop i vægringen af det politiske til fordel for det ublu publikumsbejleri med hjernedøde showrutiner og falbelader, som vi klapper af, kommer vi også til at klappe af vores egen hjerteløshed – og det gør ondt. Det er flot at ramme os i dette vores mest bløde punkt. Derved giver det hele mening, og vi får noget at tænke over – hvis vi altså tør.

Filippa Suenson går lige i kødet på publikum med sin tekst ”Au Pair”, der er en grum beretning om den danske familie med det kæmpestore hus, hvor pladsen er så trang, at der kun er plads til pigen på et ganske lille hummer nede i kælderen, hvor der lige akkurat kan stå en seng. Ja, pladsen er så trang i huset at ægtemanden, når konen er på forretningsrejse, kommer ned for at sove i au pair-pigens seng. Hvordan det ender, skal ikke røbes her. Der må man tage til Valby, for at opleve det.

Suensons godnatsang, ”Det er så få det kommer til at ramme”, er nok ikke let at falde i søvn til, men den afleveres med så stor sødme og charme at det varer noget, inden man mærker brodden – og føler stikket. Også ”Sociologisk have” har brod og bid.

Sangnumrene ”Respæk” (om Grønlandsk spæk og guld), ”Do Dhat Shit” (jo, det er rigtigt stavet - og har tydelig indisk inspiration) og ”Danmarks dejligst” er skønne. Måske er det kun nummeret ”Praktikanterne”, der rammer helt ved siden af, men understreger også, hvor godt resten er.

Gordon Kennedy og Kristan Holm Joensen er formidable i sketchen ”Tips for enlige mænd”. Vi har set det 100 gange før, og alligevel er deres timing så fin, at det får os til at le, selv om teksten er lige så ølvommet som personerne. Vi ler af deres uduelighed, og af vores egen menneskelighed. For det er noget af det fine ved revyen, at humoren både er ramsaltet og varmhjertet. Teksterne, skrevet af de medvirkende selv, er en pose blandede bolsjer og der er også syrlige drops imellem. Men det mavesure afleveres så smilende, at vi først opdager den bitre bismag, når den begynder at brede sig indeni.

Aftenens sjoveste og mest udgakkede nummer var Kristians Holm Joensens ”Danser med kylling”, hvor han udførte en fænomenal dans med en plukket hovedløs kylling. Det var på én gang makabert, morsomt og sært poetisk. Som revyen i Valby er, når den er allerbedst. For den er både dybt håbløs, rablende morsom og tindrende veloplagt. Nærmest som en forelskelse.
Tag til Valby og bliv forelsket!

 

 

Premiere:
lørdag den 25. maj 2013
 

Medvirkende:
Gordon Kennedy, Kristian Holm Joensen og Filippa Suenson

Revyens tekster er skrevet af de medvirkende

Instruktion: Pelle Koppel

Teater V. i Valby.

Læs mere her

Se forestillingen "Bag de blå bjerge" på Bornholm 2013

Mød DIGNITY på Folkemødet på Bornholm  

 

DIGNITY går tæt på tortur, overgreb og følgerne deraf på tre forskellige arrangementer 14. og 15. juni.

Er du også på Bornholm 13.- 16. juni, har du mulighed for at møde DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur, der deltager for første gang med egne arrangementer på Folkemødet. Her vil vi sætte fokus på tortur og ovegreb fra forskellige vinkler. Fredag d. 14. juni taler talsmand og pressechef Anders Bernhoft om den seneste tids torturdebat og svarer på spørgsmålene: Hvad er tortur, hvad gør det ved ofrene, og hvordan virker det som afhøringsværktøj? Er der tidspunkter, hvor tortur vil være i orden at bruge? Hvem skal i givet fald udføre tortur, hvis vi valgte at indføre det i Danmark, og er vi villige til at betale prisen for torturen i det danske samfund? Foredraget vil inddrage cases bl.a. fra kampen mod terror, kriminalitetsbekæmpelse og DIGNITYs arbejde. Det er muligt at stille spørgsmål under hele arrangementet, som finder sted i Amnesty Internationals telt på Ydermolen (Y19).

Bag de blå bjerge
Lidt senere på dagen mellem kl. 16.00-17.00, indtager skuespiller Elisabeth von Rosen scenen i Amnesty Internationals telt. Hun fremfører en monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution skrevet af Michael Svennevig på baggrund af Aihua Yans personlige historie. Aihua Yan voksede op under den kinesiske kulturrevolution. Hun blev uddannet civilingeniør og kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger ni år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid, og især opvæksten under kulturrevolutionen, fortalte hun sin historie til forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig, der har skabt en gribende monolog fuld af poesi baseret på hendes beretning. Dette er hendes historie. Et stærktog hudløst portræt af kampen for overlevelse i et totalitært regime. Om at blive rykket op med rode og skabe sig et nyt liv i eksil. Og om at leve med traumer fra overgrebene, som Aihua Yan har været i behandling for hos DIGNITY -Dansk Institut Mod Tortur.

 

 

Isolationsfængsling
Det sidste arrangement finder sted lørdag d. 15. juni mellem kl. 14.00-15.00. Her sætter Amnesty International i en debaldebat fokus på brugen af varetægtsfængsling, der er faldet støt siden 1970'erne. Også brugen af varetægt i isolation er reduceret. Derimod viser alle statistikker en ny tendens, hvor isolation i enerum bruges oftere og oftere enten som straf eller som forebyggende foranstaltning. Desuden vælger stadig flere indsatte selv at komme i isolation af frygt for overgreb fra andre fanger. Men hvad betyder det for de indsatte? Hvordan påvirker det afsoningen og afsoneren - og personalets situation?
Paneldeltagere: John Hatting, Landsformand, Kriminalforsorgsforeningen. Jens Modvig, Overlæge, Dignity - Dansk Institut mod Tortur. Claus Juul, Juridisk Konsulent, Amnesty International

Se opslaget på DIGNITY - Dansk Institut Mod Torturs hjemmeside.

Anmeldelse: UNG BLOND PIGE på Bådteatret

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil af Teatret st. tv.

Scenerummet er nøgent og tomt. Det er indrammet af en hvid firkantet trækonstruktion, der bærer det meste af lyssætningen. Rekvisitter er der ingen af, medmindre man medregner de to instrumenter, violinen og guitaren. Kostumeringen er begrænset til kropsfarvet trikot, to hvide nederdele og to par hvide læderbukser. Bagest på scenen står en computer eller et keyboard, hvorfra en af de tre medvirkende kan starte det bagvedliggende beat, der fungerer som akkompagnement til deres sang. Midt på scenen er to podier, der kan skubbes sammen til ét. Når de stables oven på hinanden illuderer de en lukket toiletdør og vinduet som den ene af de tre medvirkende kravler ud af, for at slippe ud og væk. Ellers er der intet. Men der er lige præcis det, der skal til for at forløse historien om de to søstre, April og Maj, der har lavet en sang sammen, der er blevet bevægelsens slagsang. Det er en sang om sommersol, kvidrende fugle, ren luft - og rent blod. Musiklæreren synes at den er ekskluderende og vil ikke lade dem fremføre den til skolens forårskoncert. Klassens nye pige, Frida, vil gerne hjælpe med at ændre teksten til en kærlighedssang, så de kan optræde med den sammen. Pigernes mor og bevægelsens leder ønsker ikke nogen ny tekst. Og slet ikke den kærlighedstekst som Frida har skrevet, men hun får musiklæreren til nølende at gå med til at de tre kan fremføre sangen med den nye tekst.  

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er meningen at søstrene skal fremføre sangen til bevægelsens næste møde, men April stikker af for at mødes med Frida, og de to forelsker sig. Maj sladrer til moren, og helvede bryder løs. April låser sig inde på toilettet og kravler ud af vinduet og flygter over til Frida. Maj forsøger forgæves at få hende med hjem. På skrømt lader hun som om hun vil være med til at de alle tre skal synge kærlighedssangen sammen, men da de cykler hen for at mødes med April, stikker Maj violinbuen ind i Fridas forhjul, så hun vælter. Maj slår Frida i hovedet med en sten. Slår og slår, og efterlader hende blødende og døende, mens hun cykler videre til koncerten. Forgæves forsøger hun at overtale søsteren til at synge den originale tekst. Men uden Frida nægter April, så Maj synger den alene. Efter sangens sidste toner løfter hun som hilsen til bevægelsen en knyttet næve ud mod publikum.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Her er intet overflødigt. Hvert et ord er, hvor det skal være. Hver bevægelse er koreograferet ned til det mindste. Hver tone og betoning er afstemt efter hinanden. Det er så skarpt og så enkelt, at det sætter historien fri.  Det var lige så det isnede ned af ryggen på mig. Det er en udadtil meget smuk lille mini-musical af Line Mørkeby, hvor pigerne smilende afsynger deres nazistiske slagsang. De smiler og smiler så det gør ondt i maven. Det er discount-drama. Teksten er vidunderlig stram og tæt. Instruktionen af Rolf Heim er ypperlig, og de tre piger spiller og synger så det er en fryd. Det er en fornøjelse at opleve dette fuldstændigt afpillede stykke, der har det hele. Det er så enkelt at det egentlig slet ikke burde kunne lade sig gøre. Det er som en drøm – en ond drøm, der holder sig oppe fordi de medvirkende spiller det så stærkt og overbevisende hjem. Forestillingen er lavet af nødvendighed, og som en kniv finder den vej lige ind i hjertet, hvor den hugger til. Så enkelt og godt kan det gøres!

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Instruktør: Rolf Heim

Dramatiker: Line Mørkeby

Komponist/santekter: Sune Skuldbøl Vraa

 

Medvirkende:
Kitt Maiken Mortensen
Betina Grove Ankerdal
og
Marianne Søndergaard Madsen

Scenograf: Ingvild R. Grande

Lysdesigner: Raphael Solholm

Gæstespil
af
Teatret st. tv
på
Bådteatret
fra den
25.4.-8.5.2013

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=76

Anmeldelse: THE CITY på Bådteatret.

Gæstespil med Why Not Theatre Company.

Det ligger i betoningen af det usagte. I starter er det bare enkelte ord, der klinger forkert. Ægteparret taler til hinanden, men aldrig med hinanden. De er så tæt på, at de ville kunne række hånden ud og røre hinanden, men gør det ikke. Snart er det et par ord, der falder ud af munden på den ene, og lander ned på havegangen foran den anden og splintres. Og en nøgle, der bliver væk. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er sådan noget, der sker. Selv i de bedste familier, sker det. Det er tilsyneladende ingenting.

Parret bor i en idyl. Deres lille have midt inde i byen er den perfekte ramme omkring deres samliv. Kvinden er oversætter. De mødes efter arbejde og udveksler tanker om dagen, der er gået. Hun, Clair (Sue Hansen-Styles) fortæller ham om mødet med en mand, der beretter om sin forsvundne datter. Hun har allerede set hende. Datteren blev hjulpet bort af en sygeplejerske. Den fremmede mand viser sig at være forfatter. En af dem, der aldrig giver interviews og som nøder kvinden til at høre sin beretning. Det viser sig at hans fortid rummer en torturhistorie, men også at pigen ikke bare er forsvundet, for hun er død. Dræbt af hans ligegyldighed og uformåen som far. Senere inviterer forfatteren oversætteren med til en konference i Spanien. Hun kommer glædesstrålende hjem og beretter om den til sin mand.

De får besøg af naboen, Jenny (Vanessa Poole). Hun spørger om der dog ikke er mulighed for at de kan låse børnene indenfor, for deres råb og skrig gør det umuligt for hende at sove, når hun kommer træt hjem fra arbejde. Men børnene leger ikke længere udenfor. De har leget med dørens lås, og har låst sig inde. Og de er ikke de eneste i stykket, der har smidt nøglen væk.

Manden, Chris (Andrew Jeffers), der imellemtiden er blevet arbejdsløs, beretter om mødet med en gammel skolekammerat. Der skete henover køledisken i det lokale supermarked. Skolekammeraten er slagter. Han insisterer på at Chris skal huske deres fælles fortid. Han var den de andre lagde for had og drillede. Især Chris.

Clair er vant til at bruge ord, og lever af dem. Måske er det det daglige arbejde med andres tekster, der giver hende lyst til at skrive sine egne, så hun begynder at skrive sig selv. Hun opfinder virkeligheden omkring sig. Det er det hun skriver, som vi oplever på scenen.  

”The city” er et konversationsstykke, der umiddelbart virker såre tilforladeligt. De fire medvirkende kæmper for at opretholde ro og orden, og alligevel bliver sprækkerne mellem dem stadig større. Ligesom byen, der er gengivet på teaterplakaten og som pryder scenens bagvæg. Det er et nærmest futuristisk bylandskab. Det lyner med ild fra himlen, og flammer slikker hen over bygningerne i forgrunden. Det er jo en storby, og selvfølgelig er der ild. Der er vel altid lidt ild i en storby. Men der kan også være ild i mennesker. Inde i byen. Midt inde i den. Det er det, vi oplever i ”The city”, mens ilden tager fat og vi hygger os med en lille passiar efter arbejdstid. Hvad er virkelighed og hvad er fantasi? I byens smeltedigel ophæver det ene det andet.

”The city” er fermt skrevet dramatik, om at være menneske. Det er godt instrueret og velspillet. Hvor kan det engelske sprog dog lyde smukt, sådan som det ligger i munden på stykkets fire medvirkende. Bådteatrets grå indre er som skræddersyet til denne grå fortælling om at være menneske omspændt af byens flammer. Lukket inde i skroget af en båd. Omgivet af koldt vand, der ville kunne oversvømme hele sceneriet hvert øjeblik det skulle være. Når man som tilskuer bagefter træder ud på dækket og skuer ud over byens lys, virker stykket endnu mere som en grum fortælling fra byens indre, om mennesker der sætter ild til sig selv og deres omgivelser.

 

Manuskript: Martin Crimp

Instruktion: Barry McKenna

Lys: Katja Andreassen

Scenografi: Andrew Jeffers/Barry McKenna

Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Vanessa Poole og Emilia Poole Jönsson

Spilleperide: 2.-20. april 2013

Gæstespil på Bådteatret af Why Not Theatre Company

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=79

Anmeldelse: ”George Kaplan” på Husets Teater

Opstilling til gruppebillede. Men der er noget galt. De oplæste paroler klinger ikke rigtigt. En af de fem, en kvinde, hiver sin maske af, for det er umuligt både at se teksten og læse den højt, mens man har maske på. Hun insisterer på at enten skal man have maske på eller også skal man læse. Det er umuligt at læse med maske på. Det udvikler sig til tumult. Det er svært at få ørenlyd og endnu sværere at blive enige om noget. For hvad laver de egentlig sammen og hvorfor? Hvorfor skal de altid mødes i det afsides beliggende sommerhus? Er det en aktion eller en manifestation - og er det del af et oprør? Hvad er det egentlig de vil?
 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Der leges kispus med publikum lige fra starten. Snart narres vi til at tro det ene og snart det andet. Vi deler rådvildheden. I referat lyder det ikke som meget at være fælles om. Men teksten er så fermt skrevet af den unge franske dramatiker FRÉDÉRIC SONNTAG at den veksler mellem det morsomme og det bidende sarkastisk og balancerer dygtigt imellem det karikerede og det sandsynlige. En fornemmelse af noget snigende breder sig. Det er snedigt udtænkt og djævelsk velskrevet. Vi er så tæt på at forstå, hvad det drejer sig om, og alligevel smutter betydningen os af hænde hele tiden. Hvad sker der når idealismen bliver skinger, og når visionen bliver sløret og virkeligheden ikke længere hænger sammen? Hvad betyder det, når vi ophæver virkeligheden og træder ind i vores egen selvskabte verden? Hvad sker der, når idealisme bliver aktivisme, der munder ud i terrorisme? Hvem er George Kaplan? Hvad er George Kaplan? Er vi alle George Kaplan?

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Forestillingen er inddelt i tre akter, der spilles uden pause. I 1½ time sidder vi på pinde. Ordene galoperer gennem luften. Første akt, i sommerhuset, fungerer som ekspositionsdelen, hvor temaet præsenteres og gennemspilles som var det et stykke musik, der langsom foldes ud og gennemspilles i forskellige intervaller og tempi. I anden akt overværer vi en workshop, hvor højtbetalte og velkvalificerede manuskriptfolk byder ind på opbygningen af senarier omkring oprør, angreb og terrorisme. Det er det samme, der gennemspilles i nye omgivelser med andre mennesker. Teksten er bygget ind i samme konstruktion, sådan så man som publikum begynder at ane en større sammenhæng. For hvad er det egentlig vi er vidne til? Hvad er det der foregår? Det er ikke som det ser ud. Slet, slet ikke. Det samme gentager sig i tredje akt, hvor vi har bevæget os ned af magtens korridorer og hvor påklædningen er stramme habitter og figurskårne spadseredragter. Nogle af manuskriptforfatternes vilde ideer er blevet virkelige.
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?

 



 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Stykket er som en kinesisk æske, hvor scener og ord er pakket ind i hinanden. Efter den afsluttende black out er der især en replik fra 2. akt, der står tilbage og klinger gennem mørket, og som måske siger noget om George Kaplan og ikke mindst om denne seværdige forestilling:

”… det handler ikke om at fortælle historier.... Det handler om at fremkalde det man ikke kan se. Det man aldrig før har set. At skabe billeder som foruroliger og forstyrrer vores drømme og erindring. At fremkalde skyggerne, spøgelserne. Det handler om at kaste lys over netop det udsnit af mørket, som giver skyggerne liv.”

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Måske er det hele vores menneskelighed, der står på spil, for hvad er der tilbage, hvis vores fælles fortælling ophører? Det er spørgsmål som forestillingen rejser. Det er illusionsløst teater, der gør ondt langt inde i sjælen. Vi er magtesløse i hænderne på det glimrende skuespilhold bestående af Mads Wille, Henrik Prip, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Sarah Boberg. Den unge begavede franske dramatikers tekst er svær at spille og endnu sværere at få til at leve. Det er faktisk bemærkelsesværdigt at det lykkes så godt. Instruktøren Christoffer Berdal har orkestreret stemmerne på scenen, så vi krymper os. Spillerne opbyder det fineste ensemblespil. Det er forrygende. Kun Henrik Prip er det forundt at træde ud af ensemblet og have en monolog i slutningen af 2. akt. Det sker så uigenkaldeligt at stykket for en stund lægger sig til hvile, og giver en slags lindring, lige der hvor smerten er stærkest. Det er knugende uhyggeligt, men der rummes også poesi i tomrummet mellem liv og død, hvor håbet folder sig sammen og tilintetgører sig selv. Det er svært at komme til live efter forestillingen. Det er svært at finde tilbage i sig selv. Efter dette teaterstykke er man en anden.  

 

 

GEORGE KAPLAN

 EN THRILLERKOMEDIE OM KAFFE, KONSPIRATIONSTEORIER OG CLIFFHANGERS

MED: MADS WILLE, HENRIK PRIP, ELLEN HILLINGSØ, OLE LEMMEKE, SARAH BOBERG

MANUSKRIPT: FRÉDÉRIC SONNTAG OVERSÆTTELSE: MAJ BOVIN OG CATHERINE LISE DUBOST

INSTRUKTION: CHRISTOFFER BERDAL SCENOGRAFI: PETER SCHULTZ

 

 

Husets Teater fra d. 9. marts til 13. april 2013.

 http://www.husetsteater.dk/side.asp?side=9&id=391

Anmeldelse: VILDANDEN i Skuespilhuset

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Forestillingen indledes med et skud og slutter med et. Det er historien om en vildand. Om at ofre sig for det man har kært, men også om, hvad der sker, når man ofrer sig forgæves. Teksten er god. Det er en klassiker, der handler om livsløgne og om ”den ideelle fordring”. Om idealer og livsløgne. Gregers Werle, rigmandssønnen, og hans gamle skolekammerat Hjalmar Ekdal, hvis far er gået i hundene, mødes igen efter mange år. Tidligere var de to sønners fædre kompagnoner, men den ene kom i fængsel og den anden blev frifundet. Den ene fik sig snoet udenom på grund af manglende beviser, mens den anden blev fængslet, for noget som de vist begge havde været lige gode om. Rigmandssønnen har det godt på fornemmelsen, og for at råde bod på det, gør han det til sin livsopgave at åbenbare hele sandheden for sin gamle skolekammerat.

Sønnernes roller er fra Ibsens hånd slet ikke så lette at gå til, for hvis de spilles for entydige, bliver stykket uinteressant, så det står og falder med skuespillerne i sønnernes roller. I Thomas Bendixens lydefri iscenesættelse spilles de fuldt dækkende af Morten Suurballe og Kristian Halken. Det er et godt greb at lade Surballes rigmandssøn fremstå nervesvækket og manieret, for det gør hele hans forsæt med ”at ville gøre en forskel” endnu mere skingert. Især i mødet med Kristians Halkens elskelige familiefar.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Halken spiller så afvæbnende menneskeligt, at vi føler med ham, selv om han er påfaldende svag og ude af trit med omgivelserne og sig selv. Hans hængende skuldre og sjokkende gangart. Vi genkender hans sårbarhed, hans glæde og forladthed. Hans lykke er så lille og så skrøbelig, at den er dømt til at gå under, og det er det, der sker i mødet med rigmandssønnen Gregers.

Selv ikke datterens rolle, Hedvig (Neel Rønholt), der på papiret virker gammeldags og ude af trit med en ung pige af i dag, falder igennem, når den bliver spillet så begavet og hengivent som det sker her.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Bodil Jørgensen, der spiller hans kone, Gina, slår ikke ud efter ham, for hun ved alt for godt at han vil styrte ved den mindste modgang. I stedet støtter hun ham, og hjælper ham ind i det lykkeland han søger mod, indtil det hele ramler sammen. Bodil Jørgen er noget ganske særligt, for ingen kan som hun være sitrende. At sætte hende op mod Werle-familiens stålsatte nye husbestyrerinde i skikkelse af Camilla Bendix er en fornøjelse at iagttage. Det er kun en ganske lille scene de to har i 4. akt, men den svier helt ind i sjælen. Rollebesætningen er mere end fin. Den er kongelig.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er svært at skabe intimitet på Skuespilhusets kæmpestor scene. Opsætningen er stor og spektakulær, men det er stadigvæk et kammerdrama, der ville kunne spilles lige så godt, hvis ikke bedre på en ganske lille scene og næsten uden rekvisitter. For vi ser aldrig vildanden. Det hele ligger lige under overfladen og bobler. Ibsen formår at hage sig fast i de sprækker, der er i de menneskelige forsvarsværker. Han ridser og kradser, indtil den første mursten løsner sig. Så nok én og én til. Til sidst er det hele væk.

Hvis Ibsen har en morale, er det at vi skal vogte os for ”den ideelle fordring”. I stykket viser han os hvorfor. Der er mange, der vil tale vores sager - på vores vegne. Det er de farligste.

Dog gør strygninger i tekstens begyndelse, hvor 3 mindre roller er skåret væk, at Gregers Werles slutbemærkning om ”at være den 13. til bords” delvist falder til jorden. De strøgne passager i starten, relaterer sig til det. Det fjerner noget af det ildevarslende, der foregriber slutreplikkens pointe. Historien er så fint orkestreret fra Ibsens hånd, at det griber forstyrrende ind, når man forkorter og derved ændrer, for det er i starten at der bygger op til slutreplikken. Udeladelsen gør at Gregers kommer til at fremstå dæmonisk, som om han med vilje har villet være ond, men det er netop Ibsens pointe, at hans ærinde er det modsatte. Han vil det gode og det ideelle, selv om det kun er det onde han opnår.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Iscenesættelse:  Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen

http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2012-2013/skuespil/vildanden

Anmeldelse: "Mit Rum" af Asterions Hus

 



På forscenen er der en masse kasser. Store og små i mellem hinanden. I mange størrelser og i forskellige farver. Kasser indeni kasser. Der bygges med kasser, leges med kasser og lukkes ord og toner ud af kasser. En sort gammeldags kuffert er fuld af gamle dagbøger. Måske er vi oppe på loftet, hvor kufferter og mannequindukker står opmagasineret side om side med gamle standerlamper. Eller også er vi midt i en fantasi, hvor de gamle ting får liv og begynder at tale sammen - som i et HC. Andersen-eventyr.

Kufferten tømmes ud ved siden af kasserne. Flere publikummer bliver inviteret op for at udpege en dagbog, som de læser passager højt fra. Tilfældige udsnit fra tilfældige dage. Punktnedslag i et liv. En passage handler om at sove til klokken 15 for at være klar til næste dags fest. En anden passage er fra en udlandsrejse i et fjernt land. Andre passager handler om at bo i kollektiv og gå på teaterskole. Om at stå syngende oppe på en kørende gaffeltruck, der ved et uheld kører ind i en container. Det handler om at være udsat - og om overlevelse. Om at være alene hjemme og bygge huler. Om at være eddersplittende arrig, ville have lov til at prøve alt og leve det ud. Om at være et utæmmeligt barn. Om forundring og begejstring, og ikke mindst om raseri. Men hvad handler det egentlig om, livet? Vi skriver side op og side ned i dagbøger om det, for at finde ud af det. For at få det på det rene og få det afsløret, mysteriet. For hvad gemmer der sig derinde? Hvorfor nøjes med at være kvinde, når man også kan være mand? Om at blive voksen, eller ikke at blive det. Om at lege med lys og lyd. Om at være i en så fantastisk fysisk form, at kroppen bruges som et smidigt instrument, der evner at gennemspille de mest inderlige melodier og de mest hæsblæsende desperate tanker fra dengang, hvor verden blev til omkring os. For kroppen er det instrument i Tilde Knudsens soloforestilling, ”Mit Rum”, som hun spiller mest mesterligt på. Men det allermest forunderlige er, at ved at gå ind i sit eget rum, går man ofte direkte over i andres også. Især når det bliver gjort med så stor dygtighed og oprigtig insisterende interesse som det er tilfældet i ”Mit Rum” ude på teaterøen, på Refshaleøen, hvor Asterions Hus endnu engang formår at lave en forestilling, der som i mange af deres øvrige forestillinger, i udgangspunktet er så såre enkelte at det dårligt nok kan kaldes en forestilling. Netop derfor bliver resultatet så mange-facetteret, som i denne portrætforestilling af et mærkeligt barn. Et barn, der er stadig er der, indeni.   

Det er barnets skæve og forunderlige blik på verden, der fascinerer og minder os om, at ligegyldigt hvor gamle vi bliver, er børnene stadigvæk de klogeste. De leger med kasser og de bygger verdener op. De stabler kasserne op ovenpå hinanden og får det til at blive til erindringer om tidlige morgner i New York, hvor det føles som om solen står op for os alene. Kasserne er fulde af historier. Historier om morfaren, der fortalte historier. På en båndoptagelse hører vi hans stemme. Han får krop og mæle og bliver levende for os. Det er det, der er forestillingens styrke, for den handler om at blive til det vi er. At blive til os selv. Og det er langt fra så enkelt som det lyder

Midt i den voldsomme leg er der en sprød sårbarhed. Den opstår spontant som en lille hemmelighed, der slipper fri. Den holdes frem mod publikum. Den drejes i lyset, og står i silhuet mod baggrunden. Den begynder at danse med sin egen skygge. Den rækker ud efter os og griber fat i os. Den giver ikke slip, og der er ikke noget bedre end at blive taget alvorligt og holdt fast, når vi er omgivet af hemmeligheder. Forestillingen spilles på det, for hvad får vi at vide? Vi er inde i en fantasi, der er virkelig. Deri ligger en stor del af forestillingens styrke, for hvem vil ikke gerne høre en hemmelighed? Hvem vil ikke gerne høre en andens hemmelighed? Det frisætter noget indeni. Vi higer efter hemmeligheder, for det siger noget om at være menneske. Det siger noget om at være barn, og om hvordan det er at blive voksen. Og ikke mindst fortæller det os noget om at være i live. At være til.

Tilde Knudsen, der er alene på scenen, sammen med alle kasserne, alle dagbøgerne, rækker ud efter os og holder fast. Vi sidder tryllebundne og kan ikke komme væk - og vil heller ikke. For godt nok er det hele én stor leg. Men det er en leg med ilden. Den ild og den flamme fra et lille stearinlys, der får skyggerne til at blive kastet frem mod os. Det er så forunderligt, og den stopfyldte sal sad dødstille til premieren og fulgte optrin på optrin, som om vi selv kravlede op ad en stige, der ledte os højere og højere op mod noget som forestillingen satte fri i os. Trin for trin. I en bestandig bevægelse hen imod det, der står med ganske småt i vores dagbøger - og imellem linjerne.
 

 

På scenen: Tilde Knudsen  Instruktør: Peter Kirk 
Kostumer: Camilla Lind  Instruktørassistent: Susan Gritzman 
Sceniske konsulenter: Emil Hansen, Jacob Stage, Sara Topsøe-Jensen og Caroline McSweeney

Asterions Huser et unikt teater, der har til huse helt ude på Refshaleøen. Så langt ude at teateret har taget konsekvensen af deres geografiske afsondrethed, og har købt en bus, der kører i fast rutefart til og fra deres forestillinger, fra Christianshavns Torv en halv time før hver forestilling.

http://www.asterionshus.dk/korridor/index.htm