”Tænk,
hvis man kunne blive så lille igen, så kunne man måske slippe for at tænke så
meget.” (s. 26). Det er sådan PIGEN I VERDEN tænker. ”…hun ved med sig selv, at
faren også er forelsket i moren, det kan hun mærke på ham. Og derfor har moren
og faren brug for at være alene sammen. De har brug for ikke hele tiden at have
et barn på slæb. De ved det bare ikke selv.” (s. 34).
Pigen
bor med sine forældre i Tórshavn, men er på sommerferie hos sin mormor og
morfar, moster og tante, der alle bor under samme tag i en lille bygd langt fra
hovedstaden. Vi hører om hendes ophold og især om de tanker hun gør sig over det
hun hører de voksne sige. Hun er et genert barn, der helst helt vil forsvinde
og bare være der uden at blive lagt mærke til.
Det
er kun drypvist, at vi hører om hendes dagligdag i Tórshavn med forældrene. Det
er nærmest fortielser, der slipper ud i bogens tankespor, når hun uforvarende
kommer til at nævne forældrene 15 gange i løbet af den 289 siders lange roman.
Til gengæld lægger man som læser vitterlig mærke til det, når vi i små bidder bliver
præsenteret for det, hun er rejst fra. Hun trænger tydeligvis til en pause, men
hvor meget pause hun får under ferien på landet, er spørgsmålet, for huset er
sat på den anden ende. Morfarens temperament har sat sig på næsten alle i
familien.
Ikke
mindst moren, der er så humørsvingende, at det er svært ikke at få medlidenhed
med faren, der vitterlig skal lægge ryg til meget. Men allermest er det nok hovedpersonen,
datteren, der skal trække det store læs, ligegyldigt hvor hun er henne. Det er
ikke let at være barn i den verden hun lever i.
Hun
tænker meget på at hjælpe andre, det er dét, hendes liv består af. Hun skal få
de voksnes verden til at fungere – og det kan hun, men bliver der overhovedet
noget til overs til hende selv? Noget tyder på, at det ikke kan være meget. Da
hun i bogens slutning rejser tilbage til forældrene, er det da også med
blandede følelser, for hun vil både blive og væk derfra.
Det
er ikke mindst menneskers følelsesliv, der fylder i hendes tanker. Morfaren
elsker tanten, der elsker morfaren, men han er lærer og degn, så det går ikke.
Da tante forlader familien for en mand oppe nordpå, falder familien næsten fra
hinanden. Snart efter forlader også mosteren familien. Og da pigen i slutningen
kører af sted med ”Stubbekøbing” (som den lokale bus bliver kaldt), står
mormoren og morfaren tilbage som to ensomme mennesker forladt af alle. Men
måske tager de hinanden i hænderne, da de går hjem. Så et lille håb bliver vi
trods alt efterladt med. Men det er også alt vi har at klamre os til.
Det
hyper sensitive barn har svært ved at klare sig igennem verden, for hun bliver
hele tiden væltet omkuld af bølgerne fra andre mennesker. Allerhelst vil hun
give slip og blive til havskum, der bare føres væk af bølgerne, men så let går
det ikke for menneskene.
”Om
lidt bliver det blide og lune vand blandet sammen med det salte havvand. Til
sidst vil det forsvinde helt og blive til et svagt minde om sig selv i det
kolde, dystre hav, der omfavner hele verden. Hun synes, at verden er alt for
stor. Hun kan bedst lide, når verden er som nu, lige nu: til at rumme, til at
forstå for en lille pige i en bygd på Færøerne. Hun vil ikke lade sig opsluge
af verden på en gang, hun vil kun opdage et lillebitte stykke ad gangen.” (s.
73)
Katrin
Ottarsdóttirs første roman på dansk er udgivet på Lindhardt & Ringhof
sidste år. Den er umiddelbart let læselig, men at fortælle så gennemført i
børneperspektiv er ingen let opgave. Det er følelsesmæssigt hårdt og krævende,
når hovedpersonen er så reflekterende. Det giver mulighed for mange sjove funderinger
over livet og sproget, men mest over menneskenes mystiske adfærd over for
hinanden. Som læser synker man let ned i historien og vugges i starten til ro i
den tilsyneladende fredsommelige fortælling, men det skal man ikke lade sig
narre af, siden blæser det op til orkan, livet er ikke for nybegyndere.
Romanen
er en ny genre for forfatteren, der tidligere har skrevet både digte, noveller
og kortere prosatekster. Den forrige udgivelse, den spændende ”43 Bagateller”(Torgaard,
kortprosa, 2018), har fungeret som bro for romandebuten. Katrin Ottarsdóttir
(født 1957) er også uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i
København, og har været pioner som den første færøske filmskaber, der har sat
færøsk film på det internationale filmlandkort. Debuten var med spillefilmen, ”Atlantic
Rhapsody” (1989), siden fulgte ”Bye bye Bluebird”(1999), den første færøske
roadmovie og den opnåede at blive vist i biograferne herhjemme. Senest fulgte den intense spillefilm
”Ludo” (og den vender vi tilbage til). Derudover er det blevet til tre filmiske
kunstnerportrætter: ”Ingen kan lave det perfekte” (2008) om billedhuggeren Hans
Pauli Olsen. ”En linje om dagen må være nok!” (2008) om digteren og
multikunstneren Tóroddur Poulsen. Den tredje om forfatteren Jóanes Nielsen
havde premiere i 2009.
Spillefilmen
”Ludo” (2014) er baseret på Katrin Ottarsdóttirs først digtsamling, ”Er der
kobberrør i himlen”(Torgaard, 2016). Det er de samme stemninger, der går igen i
romandebuten. Vi er tilbage i en nådesløs verden, hvor et barn er prisgivet de
voksnes skalten og valten. Det er Katrin Ottarsdóttir en smertelig, men meget
præcis skildrer af. ”Ludo” er et kammerspil for to voksne og deres datter. Den virker
meget Bergman-inspireret, og er næsten ordløs, men stærkt understøttet af stærke
billeder og spændstig musik. I PIGEN I VERDEN er der hverken musik eller
billeder, men til gengæld fortælles der med brede stærke strøg fra en meget
følsom pen. Det kan umiddelbart virke som naive beretninger. Men lige bag det dagligdags
gemmer der sig en barsk verden for en sårbar barnesjæl. Det er en meget lovende
romandebut.
PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir
Lindhardt & Ringhof, 2021
289 sider. Roman.
.jpg)
.jpg)
