FORVANDLING: Karen Siercke: Om tændstikker, poesi - og sorg

 "Det er helt perfekt og mere relevant end du måske lige tror: For den 7. august har jeg 20-års jubilæum som forældreløs, og jeg er i gang med at lave en bog. Som lige præcis hedder tændstik." Sådan skrev Karen Siercke, da jeg gensendte vores ubrugte samtale til hende fra 2016, hvor den skulle have været med i festivalbogen MED OG UDEN SMYKKER, men nu er kontakten genoprettet - og Karen fortæller til festivalafslutningen om den kommende bog, om Poesiens Hus (som hun nu er leder af), om tændstikker, poesi og sorg. Her er teksten, der aldrig nåede med i bogen!

Foto: Jacob Boserup.

Én gang pirat – altid pirat!

            Karen Siercke i samtale med Michael Svennevig                           

om at forfølge sine drømme og få dem realiseret.                  

Om tændstikæsker og piratklapper

Vi kendte ikke hinanden på forhånd. En fælles ven havde foreslået, at vi skulle mødes. Karen havde skrevet, at hun var i København den og den dag, og vi aftalte at mødes, og så stod jeg der i et stort fælleslokale tilhørende et arbejds- og kontorfællesskab kaldt KLUB i indre by ved Torvehallerne. Af nogen beskrevet som en ”skandinavisk countryclub for stræbsomme og ambitiøse mennesker”. Jeg vidste ikke, hvordan Karen ville se ud, men da jeg så én sidde ved et lille bord i det ellers hyggelige rum, var jeg ikke i tvivl, om at det var hende. Vi var begge iført trøjer med striber. Her er vores stribede samtale om at møde mennesker og få dem til at fortælle deres historier – og lave bøger om det.

Karen Siercke (KS): En dag lå der bare sådan en tom tændstikæske i min lomme. Det var i 2002, at jeg fandt denne her lillebitte tændstikæske i lommen på min vinterjakke. Den gik mine fingre og fnuldrede lidt med i det efterår, og jeg begyndte også at komme små ting ned i den.

Michael Svennevig (MS): Hvad kunne der være i den?

KS: Der kunne lige være otte labre larver og en tot vat eller forskellige ting jeg fandt. Jeg blev helt fascineret af dette lillebitte tomrum, som jeg kunne finde ud af at fylde ud og fik ideen om at ville lave 100 stk. 100%-hjemmelavede tændstikæsker i julegave til alle, jeg kendte. Derfor gik jeg hele tiden i Netto for at købe flere. De må have troet, at jeg var pyroman, for jeg skulle have 400 æsker, men var studerende og havde ikke råd til alle de her tændstikæsker, så jeg bagte boller og inviterede alle mine venner – og bad dem om at tage tændstikæsker med til mig. Hele lejligheden var fyldt op med de hersens ting, som jeg fyldte de her små æsker op med. Filt og strikkepinde m.m. Det var dengang, at jeg begyndt at kalde det for hyggefactory.

MS: Hvad var det for noget med det tomrum?

KS: Det lillebitte tomrum var det eneste, jeg kunne overskue og rumme, for jeg var blevet slynget ind i et kæmpemæssigt tomrum, da min mor var død i august. Det var det tomrum, jeg overhovedet ikke kunne finde ud af at fylde, og så føltes det som en lille foræring med et klart afgrænset tomrum, som jeg var i stand til at fylde ud. Det gav på ingen måde nogen mening - i rigtig lang tid, eller rettere var det det eneste, der gav mening for mig.  Men hele tiden blev jeg spurgt, om det var det, jeg havde taget min uddannelse for?

Michael Svennevig (MS): Hvad er du uddannet som?

KS: På det tidspunkt var jeg ikke færdig endnu. Nu har jeg en bachelor i antologi, og så har jeg læst Børne- og ungdomsformidling på bibliotekarskolen, eller EVO som det hedder nu. Jeg har en totalt krøllet uddannelse. Jeg havde gået på universitetet ét år, da min mor døde den sommer. Jeg følte mig helt blæst og tænkte, at hvis jeg skulle læse alle de her store tykke bøger, måtte jeg i hvert fald også give mig selv lov til at læse skønlitteratur, så en gang om ugen købte jeg en bog, der bare var til mig. Den september, hvor jeg fandt den her tændstikæske i lommen, læste jeg:  ”A hard working book of a staggering genius” eller ”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet”, som den hedder på dansk af Dave Eggers, der som 22-årig mistede begge forældre inden for 28 dage, og som havde en lillebror på 8 år, som han skulle tage sig af. Den landede i mine hænder, da jeg som 22 årig blev forældreløs og havde en lillesøster på 16 år. Det var den absolut største læseroplevelse, jeg nogensinde har haft. Det kan jeg slet ikke på nogen måde vurdere andet end rent subjektivt. Jeg læste den helt uden at blinke. Der var en kæmpe energi i bogen, der ramte mig som livslyst. Det var det, jeg først og fremmest mærkede. Det var som at blive mødt af et sorgfyldt blik.

MS: Hvad mener du med det?

KS: Jeg havde oplevet det værst tænkelige, og det var forfærdeligt, men der var ingen, der turde gå ind i det og tale om det. Der var ingen, der tog sig af, at jeg havde det sådan og spurgte, om jeg ikke ville tale om det. Det føltes, som om alle min sanser befandt sig på ydersiden af huden, og det gjorde, at jeg mærkede og fornemmede alting med en knivskarp intensitet. Lidt som at se og opleve verden i technicolor.

MS: Som når man er overtræt, og alle sanserne er ekstra vakte og pirrelige?

KS: Ja, præcis. Det er både alt det værste og alt det bedste, der forstærkes. På en mærkelig måde var det den største gave i mit liv. Automatpiloten blev fuldstændigt afmonteret. Fra at gå i min egen verden af skole og opgaver, føltes det, som om mit blik blev kastet langt, langt ud i universet. Jeg kan ikke forklare det bedre, end ved at det var en fornemmelse af, at der var noget der gav mening, og der var også meget, der ikke gjorde. Det, der gav mening, var tændstikæskerne. Det var det modsatte blik jeg fik af dem omkring mig, der funderede og undrede sig over, hvad jeg mon lavede med de der tændstikæsker. Men i dag er det netop det jeg laver.

MS: I dag giver det logik?

KS: Ja, i dag er der en lige vej til det, jeg gør for de her unge mennesker. Men der er ikke så mange, der ved det her med tændstikæskerne…

MS: Hvad handlede det om?

KS: Jeg ønskede bare at få alt det her forfærdelige rod ud og væk. Jeg ville forsøge at skabe et eller andet med det. Det eneste jeg tænkte var, at jeg ville skabe noget smukt med det, for jeg tænkte, at der må være noget afsindig smukt, der kan komme ud af det. Det var drivkraften.

MS: Hvad gjorde du så?

KS: Jeg var super flittig med tændstikæskerne, og jeg begyndt at male, fotografere og tegne. Jeg havde papir, så jeg kunne lave tændstikæsker, der var så store, at jeg kunne stå i en af æskerne sammen med en af mine venner.

MS: Hvad kunne du?

KS: Jeg lavede dem så store, at jeg kunne stå i dem sammen med en af mine venner. De var meget store. Jeg lavede dem i et rum, der var endnu større. Det kræver plads, for man skal folde papiret med kroppen og lægge sig på gulvet og bruge kroppen til at få det foldet.

MS: Hvordan bar du dig ad med det?

KS: Jeg brugte tapet, som jeg havde klistret sammen, for ellers kan man slet ikke få papir i så stort format. Og så tror jeg bare at jeg tænkte, om der ikke snart kom nogen og ”opdagede” det her? For hvor er de, som jeg skal lave det her sammen med? Jeg gik jo bare rundt sammen med dem, jeg laver ting sammen med i min egen lille lejlighed – i min egen lille verden. Det var som om jeg faldt lidt ved siden af, for hvor var mit miljø? 

MS: Hvad gjorde du så?

KS: Jeg rejste meget, for jeg følte mig ankerløs. Jeg tog til Island, San Francisco og Paris. I alle mine 20´ere har jeg boet i udlandet. Men mens jeg boede på Island sendte en af mine venner mig med posten sådan en piratklap, man kan have for øjet. Og skrev, at Dave Eggers lavede det her skriveværksted i San Francisco for børn og unge og solgte de her piratklapper. Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hang sammen.  Og så tog jeg derover.

MS: Bare sådan!

KS: Ja, der var sket det, da bogen blev en international bestseller, så han fik mange flere penge og derfor også mange nye muligheder end han havde haft før. Han havde et forlag, der havde hovedkontor i hans køkken, og det var i nogle lokaler, hvor han tænkte, at det kunne give mening at flytte ud i nogle andre lokaler, det gav mening at arbejde videre med noget. Hans ide var, at der skulle være forlag fra kl. 9-14, og derefter blev alle børn og unge i kvarteret inviteret til at få skriveundervisning. Så om eftermiddagen holdt forlaget op med at være forlag, og så rykkede børn og unge ind, så de kunne få hjælp og støtte til at skrive. De fik hver tilknyttet en mentor og fik hjælp én til én. Hans lokaler lå i en slags latino-kvarter, hvor der er mange, der har amerikansk som andet sprog. Så det gav god mening med skriveundervisningen. Lokalerne vi fik, lå i et ’retail’-område, hvor der var den klausul på lejemålet, at man skulle sælge et eller andet, så det var grunden til piratklapperne. Det havde tidligere været et gammelt lægekontor, hvor der var linoleum på gulvene og skabe på væggene fra gulv til loft, og da vi fjernede alt, åbenbarede der sig store tykke træplanker på vægge og gulve og solide træbjælker i lofterne. Det fik én til at tænke, at man befandt sig inde i bugen på et sørøverskib. Det var et komplet piratunivers, man kom ind i, og jo altså længe inden ”Pirates of Carribien”-filmene. Alle tog ud og købte svuppere og lavede dem om til træben. Tilgangen var meget enkel: Hvad har vi – og hvad kan vi finde på?

MS: Hvad er det man ser, når man kommer ind udefra?

KS: Ja, så kommer man først igennem piratdelen og ind til et stort rum med en masse plankeborde, og det er så der man sidder og skriver. Nu er det siden vokset godt til, og der er vist otte forskellige locations nu.

MS: Hvad gjorde opholdet ved dig?

KS: Jeg arbejdede der i 2008 og var med til at udgive bøger af børn og unge - og også med i skriveprocessen. For mig gav det god mening at være med. Det var samtidig sidste år af min uddannelse, og kom til at indgå i den, så da jeg kom tilbage, havde jeg et halvt år til at skrive en rapport om det til min skole. Gid jeg dog kunne lave det her hver dag! Men jeg tænkte også: Hey, hør lige… jeg skal være ’voksen’ om et halvt år, når jeg er færdig, så jeg kan da sagtens fortsætte med at lave det her. Så jeg tog tilbage til San Francisco og tænkte, hvordan kan jeg gøre det her? Det er så det, der er blevet til ORDSKÆLV og på mange måder noget helt andet og på andre måder netop det samme. Noget af det jeg elsker ved mit arbejde er, at man kan dykke ind i det enkelte menneske og folde deres historie helt ud og opdage at de rummer så meget mere, end man lige umiddelbart kan se. Sådan er det også med mig selv. Og med alle andre mennesker.

MS: Jeg tror også, at det handler om at flytte sig og møde andre mennesker og miljøer. Det er vigtigt, at få andre impulser end bare dem fra vandkanten, hvor man er vokset op.

KS: Ja, for mig ville det bare have været så let og så godt at have været blevet hos gruppen i San Francisco, for det var det helt rigtige for mig. Jeg havde det som en fisk i vandet, for der var mit miljø. Men der manglede også noget.

MS: Det er vigtigt at gøre det der, hvor man hører til.

KS: Ja, det er vigtigt at stampe noget op af sin egen muldjord.

MS: Og hvis man har åbne hænder, så kan man gribe.

KS: Det er den store øvelse, at turde give slip og være åben for verden.

MS: Det er i hvert fald en god inspiration at give videre til andre, for det kan måske inspirere til at slappe lidt af i de knyttede hænder. For når man har travlt, så er det let at tillægge sig en slags sammenknyttethed. Det kan godt være, at man lige akkurat når det man vil, men man når måske ikke der, hvor det ville kunne gøre én godt.

KS: Ja, det handler også om at turde gå ind i noget uden at vide, hvad det er man går ind til.

MS: En helt anden ting… hvorfor foreslog du, at vi mødtes her? Er du en af dem, der bruger det som arbejdsplads?

KS: Næe, det er jeg ikke. Jeg startede med at have hovedkontor i mit køkken på Nørrebro, men så flyttede jeg ud på landet for 2 år siden. Nu er ORDSKÆLV flydt lidt over sine bredder, så nu er vi 3-4, der arbejder med det. En af dem mødes jeg med her rundt om i byen. Vi er en totalt krøllet fabrik, der ikke rigtig findes noget sted, men er lidt overalt. I hele norden – og ingen steder.

MS: Men hvad laver ORDSKÆLV?

KS: Alt muligt forskelligt. Det er skriveværkstedet og non-profitforlaget, der har udgivet ”I morgen er aldrig en ny dag”, der udkom den 29.11.2016 og som er en samling af nordiske unges livsberetninger.

MS: Men hvad med dig selv?

KS: Jeg er lige startet på forfatterskolen for børne- og ungdomslitteratur. For nu har jeg haft så travlt med at skabe skriverum og rammer for alle mulige andre, nu er det min tur. For det er noget, som jeg har svært ved at få gjort, i hvert fald når det gælder mig selv, men nu skulle det være.

MS: Når du animerer andre til at skabe deres egne skriverum, lægger du så også mærke til, hvilke rum de skaber og hvordan de skaber dem? Har det inspireret din egen skrivelyst?

KS: Ja! Når man puster til børn og unges fortællelyst og kreativitet, får det dem til at tro på, at de kan gøre noget. At de kan skabe og få magten over deres eget liv. 

MS: Og det forpligter! Men hvad er sprog for dig, og er du selv ved at skrive noget?

KS: Ja, det er jeg. Men jeg ved endnu ikke, hvilken slags forfatter jeg er. Sprog har altid fyldt i min hverdag og været polyfillaen i mit liv.

Foto: Jacob Boserup.

-----------

Mød Karen Siercke til festivalafslutningen,

søndag den 14. august 2022 kl. 13-16

i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,

Dronningensgade 14 på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet flyttet til 

Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 

- et par gader derfra.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej.

----------

23: Milas Storm: "Jeg går mine egne musikalske veje"

 

Foto: Michael Svennevig.

Mød Milas Storm

på denne 23. festivalpodcast

(Offentliggøres den 15. juli).

Kan også høres på YouTube.

Men hør allerede nu et uddrag på den 4. præsentationspodcast, der blev offentliggjort i forrige weekend.

Foto: Michael Svennevig.

Kom med i studiet, hvor Milas Storm er ved at indspille sit dansksprogede debutalbum, der udkommer til efteråret. Studiet er indrettet hos Steppeulven Stig Møller, der også er med på podcasten. De første 6 sange er allerede indspillet, men der mangler endnu nogle tekster, og undertegnede får et tilbud, der er umuligt at sige nej til. Det resulterer i to af teksterne til det nye album. Men primært handler podcasten om, hvordan man indspiller sit debutalbum, når man er Milas Storm.

Foto: Michael Svennevig.

 ”Jeg har lavet musik siden jeg var 4 år. Ingen af mine forældre var musikere, men min farfar var koncertpianist. Der er en del klassiske musikere på min fars side. Det ligger i blodet. Men jeg har gået mine egne veje. ” 

Foto: Michael Svennevig.

På podcast er der uddrag fra flere af de kommende sange fra debutalbummet, der udkommer til efteråret. Bl.a. er der uddrag fra sangen: "Kære politiker", der allerede nu kan høres på YouTube. Musikken er indspillet i Stig Møllers studie på Jagtvej - og Stig Møller medvirker også på podcasten.

"Kære Politiker" fra Milas Storms kommende  debutalbum.

Foto: Michael Svennevig.

Mød Milas Storm til festivalåbningen,

lørdag den 6. august kl. 12-21

i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

Festival-opvarmning: Mød Zigola Pioppo - Workshop & Koncert med blomstermusik

 

Festival-opvarmning: 

Mød Zigola Pioppo

Workshop & Koncert med blomstermusik, 

fredag den 5. august kl. 15-18 og kl. 19-20

 i HF Prøvestenen på Amager

Hør denne 22. podcast med Zigola Pioppo

Kan også høres på YouTube.

Kan man høre græsset gro - og blomsterne synge?

Kan man spille musik sammen med blomsterne?

Find ud af det til festivalopvarmningen.

Hollandske Zigola Pioppo, der bor og arbejder i Italien, beskæftiger sig med planter, kreativitet, healing, musik og teknologi. Sideløbende med en karriere som tech-konsulent har Pioppo arbejdet professionelt som jazz- og soulsangerinde, healer og visuel kunstner og har udviklet musikalske storytelling performances. Hun lader sig inspirere af de nye generationer og udviklingen af fremtidens planet og beboere. 

Nu er hun tilbage i Holland - og jeg har lavet en podcast med hende, mens hun sidder under det hollandske kastanjetræ, som hun voksede op med.

Hun er så småt begyndt rejsen mod Danmark, hvor hun står for årets festivalopvarmning i HF Prøvestenen på Amager, hvor hun laver workshop  & koncert med blomstermusik, fredag den 5. august kl. 15-18, så slå ørene ud og åbn dine sanser. Det bliver vildt!

Det er for både professionelle musikere og almindeligt interesserede. Man behøver ikke spille på et instrument, for at være med. Alle er hjerteligt velkomne.

Der er fællesspisning kl. 18 - og kl. 19-20 er der workshop-koncert med deltagerne på workshoppen - og en masse planter.

Du tror det ikke, det skal opleves.

Det er ganske gratis. Bare mød op!

På podcasten er der musikalske uddrag 

fra tre af Zigolas YouTube-videoer:

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

Anmeldelse: PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir (roman)

 

”Tænk, hvis man kunne blive så lille igen, så kunne man måske slippe for at tænke så meget.” (s. 26). Det er sådan PIGEN I VERDEN tænker. ”…hun ved med sig selv, at faren også er forelsket i moren, det kan hun mærke på ham. Og derfor har moren og faren brug for at være alene sammen. De har brug for ikke hele tiden at have et barn på slæb. De ved det bare ikke selv.” (s. 34).

Pigen bor med sine forældre i Tórshavn, men er på sommerferie hos sin mormor og morfar, moster og tante, der alle bor under samme tag i en lille bygd langt fra hovedstaden. Vi hører om hendes ophold og især om de tanker hun gør sig over det hun hører de voksne sige. Hun er et genert barn, der helst helt vil forsvinde og bare være der uden at blive lagt mærke til.

Det er kun drypvist, at vi hører om hendes dagligdag i Tórshavn med forældrene. Det er nærmest fortielser, der slipper ud i bogens tankespor, når hun uforvarende kommer til at nævne forældrene 15 gange i løbet af den 289 siders lange roman. Til gengæld lægger man som læser vitterlig mærke til det, når vi i små bidder bliver præsenteret for det, hun er rejst fra. Hun trænger tydeligvis til en pause, men hvor meget pause hun får under ferien på landet, er spørgsmålet, for huset er sat på den anden ende. Morfarens temperament har sat sig på næsten alle i familien.

Ikke mindst moren, der er så humørsvingende, at det er svært ikke at få medlidenhed med faren, der vitterlig skal lægge ryg til meget. Men allermest er det nok hovedpersonen, datteren, der skal trække det store læs, ligegyldigt hvor hun er henne. Det er ikke let at være barn i den verden hun lever i.

Hun tænker meget på at hjælpe andre, det er dét, hendes liv består af. Hun skal få de voksnes verden til at fungere – og det kan hun, men bliver der overhovedet noget til overs til hende selv? Noget tyder på, at det ikke kan være meget. Da hun i bogens slutning rejser tilbage til forældrene, er det da også med blandede følelser, for hun vil både blive og væk derfra.

Det er ikke mindst menneskers følelsesliv, der fylder i hendes tanker. Morfaren elsker tanten, der elsker morfaren, men han er lærer og degn, så det går ikke. Da tante forlader familien for en mand oppe nordpå, falder familien næsten fra hinanden. Snart efter forlader også mosteren familien. Og da pigen i slutningen kører af sted med ”Stubbekøbing” (som den lokale bus bliver kaldt), står mormoren og morfaren tilbage som to ensomme mennesker forladt af alle. Men måske tager de hinanden i hænderne, da de går hjem. Så et lille håb bliver vi trods alt efterladt med. Men det er også alt vi har at klamre os til.

Det hyper sensitive barn har svært ved at klare sig igennem verden, for hun bliver hele tiden væltet omkuld af bølgerne fra andre mennesker. Allerhelst vil hun give slip og blive til havskum, der bare føres væk af bølgerne, men så let går det ikke for menneskene.

”Om lidt bliver det blide og lune vand blandet sammen med det salte havvand. Til sidst vil det forsvinde helt og blive til et svagt minde om sig selv i det kolde, dystre hav, der omfavner hele verden. Hun synes, at verden er alt for stor. Hun kan bedst lide, når verden er som nu, lige nu: til at rumme, til at forstå for en lille pige i en bygd på Færøerne. Hun vil ikke lade sig opsluge af verden på en gang, hun vil kun opdage et lillebitte stykke ad gangen.” (s. 73)  

Katrin Ottarsdóttirs første roman på dansk er udgivet på Lindhardt & Ringhof sidste år. Den er umiddelbart let læselig, men at fortælle så gennemført i børneperspektiv er ingen let opgave. Det er følelsesmæssigt hårdt og krævende, når hovedpersonen er så reflekterende. Det giver mulighed for mange sjove funderinger over livet og sproget, men mest over menneskenes mystiske adfærd over for hinanden. Som læser synker man let ned i historien og vugges i starten til ro i den tilsyneladende fredsommelige fortælling, men det skal man ikke lade sig narre af, siden blæser det op til orkan, livet er ikke for nybegyndere.

Romanen er en ny genre for forfatteren, der tidligere har skrevet både digte, noveller og kortere prosatekster. Den forrige udgivelse, den spændende ”43 Bagateller”(Torgaard, kortprosa, 2018), har fungeret som bro for romandebuten. Katrin Ottarsdóttir (født 1957) er også uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i København, og har været pioner som den første færøske filmskaber, der har sat færøsk film på det internationale filmlandkort. Debuten var med spillefilmen, ”Atlantic Rhapsody” (1989), siden fulgte ”Bye bye Bluebird”(1999), den første færøske roadmovie og den opnåede at blive vist i biograferne  herhjemme. Senest fulgte den intense spillefilm ”Ludo” (og den vender vi tilbage til). Derudover er det blevet til tre filmiske kunstnerportrætter: ”Ingen kan lave det perfekte” (2008) om billedhuggeren Hans Pauli Olsen. ”En linje om dagen må være nok!” (2008) om digteren og multikunstneren Tóroddur Poulsen. Den tredje om forfatteren Jóanes Nielsen havde premiere i 2009.

Spillefilmen ”Ludo” (2014) er baseret på Katrin Ottarsdóttirs først digtsamling, ”Er der kobberrør i himlen”(Torgaard, 2016). Det er de samme stemninger, der går igen i romandebuten. Vi er tilbage i en nådesløs verden, hvor et barn er prisgivet de voksnes skalten og valten. Det er Katrin Ottarsdóttir en smertelig, men meget præcis skildrer af. ”Ludo” er et kammerspil for to voksne og deres datter. Den virker meget Bergman-inspireret, og er næsten ordløs, men stærkt understøttet af stærke billeder og spændstig musik. I PIGEN I VERDEN er der hverken musik eller billeder, men til gengæld fortælles der med brede stærke strøg fra en meget følsom pen. Det kan umiddelbart virke som naive beretninger. Men lige bag det dagligdags gemmer der sig en barsk verden for en sårbar barnesjæl. Det er en meget lovende romandebut.

 

PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir

Lindhardt & Ringhof, 2021

289 sider. Roman.

 

 

 

21: Tina Vehage Lorien: "Skulpturerne har kun godt af at blive rørt ved!"

Foto: Michael Svennevig.

Mød Tina Vehage Lorien

på denne 21. festivalpodcast

(Offentliggjort den 8. juli).

Kan også høres på YouTube.

Men hør allerede et uddrag fra den nu på den 4. præsentationspodcast, der blev offentliggjort i sidste weekend.

Foto: Michael Svennevig.

Tina Vehage Lorien viser rundt i Gallerie Lorien på Frydendalsvej på Vesterbro. Hun er i gang med at restaurere en bronzeskulptur. Med voks fjerner hun alt det snavs, der har sat sig på skulpturen: 

”Faktisk har en bronzeskulptur kun godt af fingerfedt. Kunstnerne vil gerne have, at deres skulpturer bliver berørt. Her i galleriet må man røre ved dem alle!” 

Jens-Flemming sørensen

Gallerie Lorien

Sin viden om bronzestøbning har hun fået gennem samararbejdet med den store danske billedhugger Jens-Flemming Sørensen (1933-2017), der boede i den italienske marmor-by Pietrasanta, hvor Tina var assistent for ham gennem 25 år: 

”Jeg har altid følt mig forkert i Danmark. Alt for larmende, for gestikulerende, for begejstret og blev alt for let forelsket. Da jeg kom til Italien, følte jeg at det var fuldstændig normalt at være sådan. Det gjorde at jeg straks følte mig hjemme der.” Da hun kom tilbage til Danmark, startede hun to gallerier, dels på Bornholm og dels i København. Tina fortæller om sit syn på kunst. Hvad det er kunst kan, og hvorfor den er så nødvendig – og om nogle af de kunstnere hun præsenterer på galleriet bl.a. den dansk/iranske/amerikanske billedkunstner Behnaz Larsen: 

Foto: Michael Svennevig.

Hør også selvstændig Behnaz-podcast den 27.7.

*

Musikken på podcasten er
en liveoptagelse af trioen
Rosenvinge, Christensen & Svennevig
optaget i april 2022.

*

Mød Tina Vehage Lorien 

til festivalafslutningen,

søndag den 14. august 2022

i Gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,

Dronningensgade 14, på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet afholdt

 et par gader derfra 

i Dansk Forfatterforenings lokaler,

Strandgade 6.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

"At home with Difference". Samtale mellem Nicol Savinetti & Mads Nygaard

 

Foto: Michael Svennevig & Majka Bjørnager.

Mød Nicol Savinetti & Mads Nygaard til festivalafslutningen til en samtale, der tager udgangspunkt i ude og hjemme. Om at føle sig meget farvet eller meget bleg. Om udlængsel eller om at være en hjemmefødning. Om at være en brun person i en nordisk region. Om forskelle og variationer.

*

Foto: Michael Svennevig

Nicol Savinetti er født i London og opvokset i Southend-on-Sea, med forældre fra Jamaica og bedsteforældre fra Indien, er italiensk gift - og initiativtager til kunstnerorganisationen IMMART, der samler herboende kunstnere fra ind- og udland. Et samarbejde, der er inkluderende uden at være ekskluderende. Selv har Nicol akademisk baggrund. Efter sin bachelor, fortsatte hun med en Master indenfor europæisk samfundspolitik. For tiden er hun særligt optaget af og interesseret i menneskelige forskelle eller variationer som hun overvejer om hun skal kalde det. Hør hendes forklaring på, hvorfor det det er vigtigt. Læs hendes oplæg. Som sparringspartner har hun denne dag:

Foto: Majka Bjørnager

Forfatteren Mads Nygaard er lige så meget hjemmefødning som Nicol ikke er det. Mads beskriver selv sin opvækst som noget, der foregik inden for landsbyens snævre rammer. I stedet var det i fantasien, at han sprængte alle rammer, for rent geografisk har han aldrig rykket sig særligt lang, og han fik i mange år nervøse trækninger, når han skulle længere væk end Aalborg. Mød Nicol og Mads i en samtale om nær og fjern, om forskelle og variationer. Fælles for dem begge er deres utrolige flair for at række ud efter mennesker og forbinde mennesker på kryds og tværs.

Det hele tager udgangspunkt i en tekst som Nicol har skrevet. 

Her er et uddrag:

NICOL SAVINETTI: At home with Difference

Skriv noget om,

hvordan det er at være en brun person,

der bor i den nordlige region!

(… write something about, how it is to be a person of colour living in the Nordic region).

Her er et uddrag af, hvad jeg skrev tilbage i 2008, hvor der ikke var så mange brune personer, der søgte ind på de finske universiteter, hvor jeg endte med at skrive min PhD om privilegeret udvandring.

*

The question Where are you from? is not a simple one for people like me to answer: born in England, a different skin colour, living in Denmark and studying in Finland. I no longer have an instinctive response, but rather a process of thoughts: my immediate thought is What difference do they want to know about? In mathematics the concept of difference is clear: the difference between eleven and seventeen is six. If only difference among human beings were so easily understood and, more importantly, accepted. In coming up with my answer there are three further steps in my thought process: First of all I consider the country we are located in when the question is asked. Then I make an evaluation and conclusion (be it right or wrong) as to whether the person is asking where I was born, where I grew up, where I live, or what my ethnic origins are. Finally I respond with an answer to one of the aforementioned, often qualified by an answer to one or two of the others. This must sound like a drawn out process, but I have been doing it for many years now so it is pretty much second nature to me. If the question is being asked by someone who is English, they are usually asking about where I grew up; then my response is born in London, grew up in Essex (and live in Copenhagen). This is usually followed up with banter about Essex girls (in the rest of Europe, the jokes are often about blonde girls) and my ‘hometown’ Southend-on-Sea. Brits are usually quite direct if they want to know about my cultural heritage or skin colour and simply ask where my parents are from. Finns, when they ask where I am from, are usually asking what country I have come from, i.e. where I live, so I respond with live in Copenhagen and am from England. I love the Finns for their need-to-know basis for conversation. I have good friends who have never asked me where my parents are from. When I lived in Germany, the experience was similar to that of Finland: my heritage was not a common topic of conversation. Danes are a little tricky: most want to know about my skin colour, but many want to know what part of England (or even the US) I am from. So, in Denmark I usually respond with from Essex in England and then I wait for them to ask about my skin colour if that is their interest. At some point early on in the ensuing discussion I usually also have to mention that I have not lived in England full-time for about 12 years as many people start referring to TV programs and other decidedly British stuff. When I was in Australia I responded with from Essex in England and was often confronted with “No, where are you really from?” which made me laugh at first and then horrified me when I would reply that my parents are Jamaican and the proceeding conversation would be about reggae music, Bob Marley and the sun, sea and sand of the Caribbean, which I have only visited twice for a total of 4 weeks. What is even more horrifying is that I have similar conversations with highly educated and welltravelled people in Denmark as well. This conversation was more of a surprise to me in Denmark because I couldn’t understand how people could be so uninformed in Western Europe, a relatively small area of land with a multitude of diverse cultures, languages and histories where the vast majority of people have good access to education, media and travel. I cannot say so much about my Finnish experiences because I do not speak Finnish and am only ever in academic environments when I am there. But, I can say that I have never had that conversation.

Different perspectives

Having lived here in Copenhagen now for almost a decade, I realize that many Danes have such an enormous sense of pride and strong affiliation to their national identity that it may be difficult to comprehend that not everyone is as patriotic or nationalistic, and that we don’t actually need to be. Here, it is almost expected that I express the same feelings of affiliation to a place, be it Jamaica or England (but not Denmark) no matter how long I have lived here for, which leads us to another common question: “So, do you think you are going to stay here?” Imagine being asked that question every single time you meet a new person – that is the reality of being foreign in Copenhagen.

In the Danish media when an incident occurs involving someone with an ethnic background that is not 100% Danish, they are commonly referred to as having a ‘foreign’ appearance (a Danish synonym for different colour skin). The use of the word ‘incident’ is intentional - when it is an ‘event’ that difference is barely given a mention. As has been well advertised in recent years, Danes are some of ‘the happiest people in the world’. I nickname the World Happiness Survey the Nothing to Complain About Survey, as if you have ever lived in Denmark you would know that on a day-to-day basis, Danes are not considered to be the happiest bunch by foreigners who live here. They do on the other hand have the capacity when speaking to foreigners and journalists to be proud of, and fully appreciate, the fact that they are fortunate to have more opportunities open to them than most people in the world and live in a relatively safe, secure, well-functioning environment. Life as a foreigner is a different story: the windows of opportunity are few compared to many other European countries, but the attraction is that the lower level of that window is very high. High basic incomes, good welfare and social provisions, good access to education, more sense of equality between the sexes and a moderate climate altogether make for an attractive place to stay, in spite of the racial insensitivity and tension.

Being different

All said and done, I absolutely love being a foreigner. I always have been one and I always will be wherever I live or travel. I was fortunate to be a middle child and that my parents gave me the start in life that allowed me to explore people and places with a calm, inner confidence about who I am and what I represent. It may simply be for that reason that I have not ever regarded difference as negative or something to be afraid of. Being a foreigner in Scandinavia is not much different from being a foreigner anywhere else in these times; the challenges simply change depending on the location. Being a woman here on the other hand is something special and totally unique to Scandinavia.

 

*

Mød Nicol og Mads til festivalafslutningen, 

søndag den 14. august 2022

i Gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,

Dronningensgade 14, på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet afholdt

 et par gader derfra 

i Dansk Forfatterforenings lokaler,

Strandgade 6.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

 

Mest lyttede podcasts i 2022 - og TOP10 over alle 151 podcasts

 

        Podcast TOP 3 (2022)

1)     1) Harald Havsteen-Mikkelsen: 

        ”Bare et hvæs” (læs mere)

 

2)      2) Ida Krabbe: 

        Skovbadning  (læs mere)

 

3)     3)  Gustav Foss 

        om frådende raseri og kulsort humor  (læs mere)

 

 

Podcast TOP 10 (over alle 151 podcasts)

1)

1)     Pia Raug   

       på Omø  (læs mere)

 

2)

2)     Mikas Lang: 

       «Melanin»  (læs mere)

 

3)

3)     Thulla: 

       «Mit hoved er et radioteater”  (læs mere)

 

4)

4)     Cecilie Rosdahl: 

       «Kolonihave»  (læs mere)

 

5)

5)     Salim Abdali: 

«      «Alfebetmageren»  (læs mere)

 

6)

6)     Jannik Hastrup,

        Cirkelines far  (læs mere)

7)

7)     Bent Melchiors 

       sidste festivaltale  (læs mere)

8)

8)     Cindy Lynn Brown, 

       digter og småkagekunstner  (læs mere)

9)

9)     Christina Svennevig,  

       maskintekniker og klanger  (læs mere)

10)

10     Alice Faber & Anette Wolthers: 

«"    «Kvindelige kunstnere gennem 100 år i Odsherred” (1:2) (læs mere)

Fotokreditering: 

Bent Melchior er fotograferet af Niels Larsen.

Alle øvrige fotos er af Michael Svennevig (på nær fotoet af Gustav Foss)

*

OM ARBEJDET:

Det er en stor glæde at lave alle disse podcasts.

De intense møder med de mange medvirkende kunstnere, der tilbyder at fortælle noget om det, der betyder mest for dem, er som at arbejde med ild. Det forpligter.

Hvordan skal det præsenteres?

Hvilken lydspor eller lydkulisse passer til den enkelte historie?

Og hvad med den fortællende stemme?

Kan den stå alene eller skal jeg supplere med spørgsmål?

 Jeg er inspireret af Radioteatret/Radio Drama og de mageløse montager som DRs montagegruppe producerede som menneskelig dokumentation over levet liv. Det når jeg slet ikke nærheden af, men de stigende lyttertal giver mig alligevel en fornemmelse af, at jeg er på rette vej.

151 podcasts er det blevet til siden starten i 2018. Der kommer 25-35 nye hvert år. Det er helt berusende. Jeg elsker også den efterfølgende redigering, hvor jeg i timevis er lukket inde sammen med den stemme som jeg forsøger at finde det rette lydmæssige ”hus” til.

Hvad kræver det at huse alle disse historier?

Jeg gør det gerne – og kan slet ikke lade være.

Nogle siger at det er en overfladisk tid vi lever i, men jeg har aldrig følt mig omgivet af så meget ild før. Så for mig er jeg på det helt rigtige sted – og sammen med de rette mennesker.

Forleden offentliggjordes den sidste af 4 præsentationspodcasts

med uddrag fra årets 5 sidste podcasts.

Hør den 4. præsentationspodcast - se opslag.

*

Her kan du høre uddrag fra de 15 første:

1. præsentationspodcast med uddrag fra de første 5 samtaler med de festivalmedvirkende. Se opslag.
​2. præsentationspodcast - se opslag,
​3. præsentationspodcast - se opslag.

*