Anmeldelse: SLAG på Bådteatret

Fotograf: Miklos Szabo

Det kommer krybende og pludselig slår det til. Som et lyn slår det ned – og med ét ligger vi der. Det berøver os førligheden, talens brug og efterlader os lammede. Såvel fysisk som psykisk. Men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der.... I løbet af et års tid...

I forestillingen SLAG med undertitlen ”Når hjernen bløder”, der er et gæstespil på Bådteatret, præsenteres vi for hvad der sker, når lynet slår ned, og mennesker rammes af en blodprop i hjernen og får en hjerneskade.

Det sker for 40.000 årligt i Danmark. Det er ikke noget rart emne. Ligesom døden er det ikke noget, der er mange teaterstykker om.  Bådteatrets gæstespil skal have ros for denne utraditionelle satsning. Det er ikke let at lave teater om noget som alle allerhelst undgår.

Fotograf: Miklos Szabo

 

Bådteatret har tradition for at lave dukketeater, og det er på mange måder en dukketeaterforestilling. Og måske en af de mest vellykkede – bare uden dukker, hvor instruktøren Rolf Heim fører de to medvirkende, Helene Kvint og Jacob Stage, som var de viljesløse dukker i et spil som ingen af dem kan kontrollere. Forestillingen er stærkest i de ordløse scener, hvor hverdagsagtige scener gennemspilles i ”loop” i en uendelighed. Scener, hvor afmægtigheden udstilles knivskarpt. Det er hjælpeløse fald ud af sengen. Påklædningsseancer, der går én lige til hjertet.  Helene Kvint og Jacob Stage er på scenen nogle gange alene, andre gange sammen. Ofte sammen uden alligevel at være det, mens hjælpeløsheden breder sig imellem dem som en adskillelse som det synes umuligt at overskride.

I forestillingen fremstår de som et ægtepar. Han er sig selv, hun er forandret. Scenerne fra deres samliv afløses af scener fra et dukkehus, hvor mini-kameraer filmer alt det vi godt ved, men ikke ser udspille sig på scenen. Det mixes med drømmende og klaustrofobiske videooptagelser af Helle Lyshøj. Dukkehus-scenerne bliver billeder på det indre liv, der langsomt opløses og forsvinder. Som små mus, der æder sig gennem underbevidstheden. Til sidst forvandles de to medvirkende til mus (med livagtige musemasker af Camilla Lind). Det virker på én gang rørende og forfærdeligt nøgent.  

Skuespilleren Helene Kvint har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser som nærmeste pårørende. SLAG er ikke historien om hendes egen far, men den bygger på virkeligheden. For hvem er vi, når hjernen krakelerer? Hvad gemmer sig bag personlighedens facade?

Fotograf: Miklos Szabo

 

Under en stor del af forestillingen sad jeg musestille med tilbageholdt åndedræt. Det virkede så voldsomt, fordi det vi oplevede på scenen ikke var det. Jo, selvfølgelig var det voldsomt, men det var orkestreret så tilbageholdt og så underspillet, at det forplantede sig direkte til os. Det virkede som et SLAG, som noget det var umuligt ikke at forholde sig til. Heldigvis varede forestillingen ikke meget længere end en times tid, for det havde heller ikke været muligt at opholde sig i stemningen længere. På sin vis er det uudholdeligt – ligesom sygdommen, men alligevel er forestillingen fuld af håb. Fuld af billeder, overraskende scener og endda humor. Hvem skulle have troet det? Ovenikøbet sluttede den håbefuldt med en lang poetisk dans, hvor parrets raske lemmer blev bundet sammen med de lammede, og derved gjorde en vals mulig. På samme måde som når der danses med en fastbundet kludedukke, der viljesløst bare følger med. Men forestillingen har en sødme og et stille indre liv, der virker så meget desto stærkere i al sin tysthed. Der er heldigvis ingen store armbevægelser, men i stedet megen akrobatik, megen slapstick-komik, for parret kaster rundt med hinanden – eller rettere er det den store mand, der kaster rundt med den syge kvinde. De er forbundsfæller, men også modstandere, når der skal genoptrænes, og vi forstår at begge er ramt, når slaget falder. Det er mesterligt at lave en forestilling om et så tabubelagt emne, som alle helst undgår at tale om – og forholde sig til, og endda gøre det med så få ord, så megen varme og en så afvæbnende glød.

Det er frygteligt, men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der... I løbet af et års tid...

Fotograf: Miklos Szabo

SLAG

Når hjernen bløder

Spilleperiode: 24. august – 14.- september 2017

Gæstespil

Efter idé af Helene Kvint i co-produktion med Bådteatret

Instruktion: Rolf Heim

Medvirkende: Helene Kvint og Jacob Stage

Video: Helle Lyshøj

Scenografi/kostumer: Camilla Lind

Lysdesign: Jón Gelting

Hjemmeside og billetter

 

 Fotograf: Miklos Szabo

Anmeldelse: DRØMME OG NYE SANGE af Iben Hasselbalch

 

”Tilværelsen er så fornyende smuk”, synger Iben Hasselbalch på sangen ”Skoven står majgrøn” fra hendes cd-udgivelse fra sidste år, der er hendes nr. to. Jeg kan godt lide viser, og er især glad for Birgitte Grimstads ”Din vise - min sang” og der er noget i Ibens måde at foredrage sangene på, der minder mig om den anden store visesanger. Der er en frisked og et vemod, der går hånd i hånd ... ad skovens stier.

Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig, og ellers er de gengivet som baggrund for de optrykte tekster i det tilhørende lille hæfte. Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme. Det er sange, der egner sig til at blive sunget udendørs til hendes eget guitarakkompagnement, selv om det sagtens også går an indendørs, så smukt som det er tonesat på cd´en af Stanley Samuelsen, der spiller guitarer, bas, harmonika, mundharpe og keyboard, mens Iben synger.

At rime ”forvokset” med ”kokset” er ikke særlig elegant. I sangen ”Den knaldrøde hat” bliver det fine i cd´ens to første sange lidt mere plumpt. Så er der mere swung over linjerne ”Jeg er kun et støvgran, en lille brik/i verdenshistoriens grammatik./Et helt univers af fjerne galakser/påvirker alle mit livs syntakser” fra den efterfølgende sang : ”Skabelsen”.

 

 

I ”Jeg har et hus ved havet” kan man høre bølgerne. Det sprøde guitarfingerspil klinger og funkler som solstrejf i havet. Det er smukt med verset: ”Og her i guders nærvær/vil vi sidde på klippens rand/og tale med vore kære/om alt det vi vil og kan,/og digte os til visioner/om den verden, vi synes er bedst” og endnu bedre når sangen sluttes med ordene: ”Jeg har et hus ved havet/det er mit livssalt, mit hjertested/Jeg bliver selv velkonserveret/og har altid salt til mit æg!”

Det er i sådanne sange, når det storladne og humoren går hånd i hånd, at Iben er allerbedst.

Den meget melodiøse ”Godt og skidt” er fuld af livsvisdom og endda med et velklingende omkvæd – og virker meget (bonde)dansk i modsætning til den efterfølgende ”Under Paris´ broer”, der både synges på fransk og på dansk (i Ibens egen fine oversættelse).

”...når forårets brise bliver livsfarlig storm” er sidste linje i sangen ”Slipsene sidder præcis som de skal”. En sang om at ”Man kan ikke længere regne med vejret,/Vi trækker det dagligt, men er det det værd?”

Faktisk er det noget af det som Iben er dygtig til, netop at skrive sange, der langsomt bliver politiske og sandelig kan slå til, selv om det stadig lyder så gemytligt.

Min favorit er ”Brev til mor”. Den skal høres. Den vil jeg ikke citere fra her. Men den er fuld af overraskelser og djævelsk sjov.

Humoren blomstrer videre i ”En super investering”, der måske ikke er den allerbedste investering alligevel.

”Bellevue” er en fint skrevet og smukt sunget sang om alderens glemsel. Og morsom er den.

”Jeg vil ha´” er den perfekte afslutningssang på denne fine samling sange fra Iben Hasselbalch og hendes cd ”Drømme og nye sange”.

 

Fotos : Anna Holte

Læs mere på Iben Hasselbalchs hjemmeside.

Iben Hasselbalchs første cd "Tankens magt" udkom i 2009 og bestod også af 14 sange som hun selv havde skrevet tekst og musik til. Den var ligeledes et samarbejde med Stanley Samuelsen, men hvor også Jens Madsen (harmonika) og  Nicolai Engstrøm (guitar) medvirkede. Hør titelnummeret.

 

Anmeldelse: SKJULT NUMMER af Cantabile 2 & Teatergrad

Fotograf: Karoline Lieberkind

Du befinder dig i en sanselabyrint, hvor alle veje fører frem mod dig selv. Du er din egen rejsefører, og rejsen er en livsrejse, hvor du først og fremmest møder dig selv og dine drømme, håb og ønsker. For hvem er du og hvad ønsker du af livet? Hvilken vej vælger du? Du starter med at møde dig selv – i døden. Du gravsættes, kastes tilbage i mindernes hus og bliver bagefter giftet væk – med dig selv. Du er dit eget teaterstykke. Du er arenaen for den forestilling som Cantabile 2 ledet af Nullo Facchini, fra Vordingborg, iscenesætter sammen med københavnske Teatergrad rundt om dig.

Hvorfor går vi i teatret? Velsagtens for at møde os selv og hinanden. For at nå ind til de rum indeni, hvor alting startede. Dengang, hvor vi dannedes. Dengang, hvor livet var så skrøbeligt, at alting var så svært. Det er den tilstand vi søger tilbage til. Det er den livsrejse som forestillingen opfordrer os til at følge. Selve titlen lægger op til det mobilnummer som den telefon vi får med på rejsen ringer op fra. Måske er livet at følge nogle af de opfordringer vi får fra de ”ukendte numre” omkring os.

Selve begyndelsen er vi fælles om, da vi mødes på en skole på Duevej på Frederiksberg. Senere deles vi op i grupper og besøger tre steder i byen. Men inden vi når så langt, gennemlever vi et fælles ritual. Der bliver taget meget venligt imod os. Det føles hjemligt, men også som porten ind til det ukendte, og det er den vej vi guides videre ad, da vi via en smal trappe ledes op ovenpå, hvor vi to og to føres ind i et smukt lokale, hvor vi splittes op og placeres foran en anden publikummer som vi får overdraget ansvaret for. Det er dét menneske som vi skal lære at kende. Det er dét forestillingen handler om, men også om at lære os selv bedre at kende. Vi udstyres med en farvet paraply og på et givent signal starter vores rejse rundt i byen, for udenfor venter en taxa med en chauffør på hver af de 3-4 mand store grupper, der derefter transporteres frem mod for os ukendte destinationer i København. Med lukkede øjne fragtes vi hen til første sted. Ingen af rejserne er ens, for ingen vil antagelig tilbagelægge samme rejse, og selv om de gør, vil de opleve noget forskelligt. Sådan er det også med de liv vi hver især lever.

Vi mødte ”Kvinde & Døden”, ”Manden i Familien” og ”Kvinden i Kirken”. Det første og andet sted blev vi guidet igennem af en enkelt person, mens det tredje sted var der flere personer til at lede os gennem oplevelsen, der trængte stadig dybere ind i os og i hinanden. For der var flere forløb, der kørte sideløbende, for samtidig med at vi selv var på en personlig mission frem mod os selv, handlede det også om at knytte bånd til hinanden. Om at opbygge tillid til hinanden, men først og fremmest handlede det om åbenhed, hjertelighed og om at bygge bro til det i os, der hver især holder os sammen. Om at turde. For hvad er det, der holder et liv sammen, hvad er det for en virkelighed som vi har bygget om os selv og hinanden? Hvor er vi på vej hen, og hvad er det for en virkelighed vi lever i? Hvad er det som gør os til det vi er? Hvordan finder vi nøglen til at nå det inde i os selv? At følge anvisningerne fra ”Skjult nummer” var en udfordrende sjælevandrende måde at forsøge at få det afdækket på. Tak for opfordringen – den er hermed givet videre. Hvis du tør?

Fotograf: Karoline Lieberkind

SKJULT NUMMER

Cantabile 2 & Teatergrad

Medvirkende Anna Bove Eiler, Loa Carlslund, Nullo Facchini, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Al Seed, Steffen Sommerstedt, Maria Stoyanova, Sandra Yi Sencindiver, Angela Østergaard, Natali Khokhlova
Instruktør Nullo Facchini
Scenograf Paola Serafini
Teknisk chef & lysdesigner Allan Hansen (Det Kinesiske Lysthus: Malte Hauge)

Scenografiske assistenter Lui Angelini, Vilde Jensen
Ide & Koncept Cantabile 2
Fotograf Karoline Lieberkind (fra Vordingborg-udgaven)
Forestillingsleder Delia Trice
Projektleder Karen Zenia Hai Hermansen
Frivilligkoordinator Kiki Stybe
Administrator Helle Luel
Producent Gavin Charles Clarke
Arrangør Teatergrad
 
Spilleperiode 1.-11. juni 2017 – kl. 18.45
Varighed ca. 3 timer
Mødested Skolen på Duevej, Gymnastiksalen, Duevej 63, 2000 Frederiksberg
Indgår i CPH Stage 2017

Om Cantabile 2: Egnsteater i Vordingborg. Skaber Human Specific Performing Art, hvor non-fiktion og publikumsinteraktion er centralt.

Om Teatergrad: Københavnsk byrumsteater. Skaber nye teaterrum i alle byens rum. Ude og inde.

Hjemmeside & billetter

Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:
En landsby på højkant
Forført
Husker du?

 

Anmeldelse: MR TESLA PLAYED af Why Not Theatre Compagny

Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg

Forestillingen starter på gaden. Vi samles uden for Knabrostræde 23 i indre by, før vi ledes ind igennem porten til en lille gård, hvorfra en smal spiraltrappe leder os op på 1. sal. The New Yorker Hotel står der på skiltet. Alene trappeopgangen signalerer hotel. Det er pænt og ordentligt på en gammeldags måde. Det er som at gå tilbage i tiden til 1943, hvor monologen tager sin begyndelse.

Vi bliver bænket omkring et stort rundt solidt bord, der er placeret ved siden af køkkenet. Det er en 1-værelses lejlighed. Den grønne farve på væggen virker beroligende. Sådan føler Mr. Tesla det givet også, for han er der hele tiden og forlader sjældent lejligheden, det er der han bor og nu lever sit liv. Han kommer ind i pyjamas og uldne sokker. Der er en robust følsomhed over ham. Han beretter sin historie, mens han færdes hjemmevant rundt i den lille lejlighed. Fra tid til anden beretter han direkte til os.

Det hele startede, da han som dreng stryger katten over pelsen og mærker den statiske elektricitet knitre. Det vækker noget i ham. Det er det her, han vil undersøge, for hvad er elektricitet? Mest af alt lå det i kortene, at han skulle blive præst. Han er familiens og landsbyenes eneste dreng. Hans bror dør i en rideulykke, som han overværer. Det sidder stadig i ham. På en måde har livet også sat sig fast i ham. Han er en vild dreng, der på grund af gale streger kunne have være død mange gange. Lægen giver op under et af de gentagne sygelejer. Sønnen spørger faren, om han ikke nok må læse til ingeniør, for så skal han nok komme sig... og faren svarer at han vil sende ham til den bedste skole, der overhovedet findes, hvis han overlever. Det gør han: overlever og bliver sendt til den bedste skole - i Graz. Men hans studier er økonomisk en byrde for forældrene, så han tager bagefter arbejde i et telefonselskab. Han opholder sig senere i Paris før han rejser videre til New York, hvor han møder Thomas Edison, Rudyard Kipling og Mark Twain. Han samarbejder i starten med Thomas Edison, men vil meget mere og ikke bare stille sig tilfreds med de opdagelser han gør, men hele tiden videreudvikle dem, og får en ny og bedre samarbejdspartner i George Westinghouse, der inspirerer og udfordrer ham i det videre arbejde. Det er den samme, der mange år efter stadig betaler for hans hotelværelse. Mr. Tesla er ikke særlig social, men ønsker brændende at yde sit bidrag til menneskeligheden som forsker. Han opdager noget så elementært, men livsvigtigt som den vekselstrøm vi dagligt tapper direkte fra stikkontakten. Ikke for at vinde rigdom og berømmelse. Man kan sige at det er godt gjort at han helt undgår det, mens han er i live, for hans opfindelser bliver epokegørende og bestemmende for den fremtid vi lever i i dag.

 

Nikola Tesla (1856-1943). Fysiker, opfinder og elektroingeniør.

Filmen "The Secret of Nikola Tesla" med Orson Welles fra 1980 er frit tilgængelig på nettet. Også i "The Prestige" af Christopher Nolan fra 2006 er der skildringer af Nikola Tesla (i filmen spilles han af David Bowie!!). 

Titlen "Mr Tesla played" går på Teslas legende forhold til sin forskning. Monologen er skrevet af den dansk-serbiske dramatiker Tanja Mastilo, blandt andet på baggrund af Nikola Teslas erindringer, og lanceres som en Why Not Pop-Up production. Det er historien om en opfinder, en stor humanist og altruist. Et kammerspil, mesterligt spillet af den herboende new zealandske skuespiller Nathan Meister, der allerede har medvirket i en af teatrets tidligere forestillinger "Secrets" af samme dramatiker. Han spiller med en afvæbnende naturlighed. Der er ikke én unødvendig bevægelse. Hans diktion er flot og klangfuld. Ikke ét ord går tabt. Han er allestedsnærværende i den meget poetiske forestilling, der forløses med stort kunstnerisk overskud. Det er som Teslas sidste del af sit liv stille, intimt og tyst. Men båret af stor nysgerrighed og både af lyst og vilje til at yde sit for det fælles bedste.

 

Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg

 

Spilleperiode: 18. - 20. & 24. - 26. april 2017 kl. 18 og kl. 20

Spillested: Knabrostræde 23, København

Dramatiker: Tanja Mastilo

Nikola Tesla: Nathan Meister

The Tesla Team: Tanja Mastilo, Nathan Meister, Sue Hansen-Styles og Barry Wesil

Musik: Louise Hjorth Hansen

Forestillingen spilles på et letforståeligt engelsk

Hjemmeside og billetter.

Trailer

 

Anmeldelser af teatrets tidligere produktioner:

The City (2013)
WIT (2014)
A Tender Thing (2015)
O, for the love of Shakespeare (2015)
Love And Money (2016)

 

 

Anmeldelse: ET HUS PÅ SAND OG HÅB på Teater Får302

Fotograf: Thomas Cato

 

Da vi kommer ind i teatersalen er den første overraskelse at alt er bygget om, så scenen nu er blevet placeret på langs ud for de lange bænkerækker. Det der tidligere var en af byens mindste scener, fremstår nu i sin ombyggede form som væsentlig større. Næste overraskelse er forestillingens sprudlende spillestil. Den er dikteret og orkestreret af den ferme og iderige instruktør, Egill Pálsson. Men det undrer ikke, for hans seneste forestilling er Mammutteatrets både gribende og passionerede ”De danser alene”. Tredje overraskelse er Lucas Svenssons poetiske tekst, hvilket heller ikke overrasker efter hans to tidligere forestillinger skrevet specielt til Teater Får 302: ”Smerten” og ”Sympati for djævelen” – der begge har været blandt teatrets store successer inden for de sidste år. I tilgift kan man opleve to af teatrets faste skuespillere, Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard, der frydefuldt jonglerer sig igennem den knap 3 timer lange forestilling. Med på scenen er Mette K. Madsen og Jesper Hyldegaard. De fire yder en glimrende og overdådig indsats i et meget stramt arrangement, der kun lykkes fordi det er muligt at holde det høje tempo oppe hele vejen igennem, og alligevel falder både teksten og arrangementet til ro i hænderne på de dygtige skuespillere.

 

Fotograf: Thomas Cato

Faktisk er teatrets 30 års jubilæumsforestilling med underteksten ”En samtidsdiagnose fortalt over 100 år” smukt, smukt teater. Det fremstår enkelt, men er det langtfra. Egentlig burde det være umuligt at lave en tæt og sammenhængende historier om de sidste 100 år – og især om et særligt hus i Toldbodgade. Nærmere betegnet huset, hvor teatret har haft til huse siden starten i 1987.

 

Fotograf: Thomas Cato

Forestillingen er som ét stort myldre-billede, hvor skæbner og personer tegner de forgangne 100 år. Der er den enfoldige pige fra landet, Dea, der kommer i huset hos Torkild Therkildsen. Han er journalisten, der starter hos Information, men ender hos Ekstra Bladet. Der er sønnen, Lars Axel, opkaldt efter politikeren Aksel Larsen. Han forsøger at få moren til at sælge deres lejlighed i huset, for at tækkes en entreprenant spekulant som han er hemmeligt forelsket i. Han dør samme dag som Simon Spies, og de mødes samme dag på stranden i Rungsted. Spies er gode venner med Mogens Glistrup. Trådene knyttes sammen på kryds og tværs på mange finurlige måde. Rammefortællingen er Henrik Mandrake, der kommer tilbage fra USA i 2016, netop som Donald Trump vinder over Hillary Clinton. Han kommer tilbage til datterens bryllup, der er lagt på årsdagen for det skæbnetræf, der binder mange af forestillings historier sammen.

Fotograf: Thomas Cato

Hele forestillings tidsramme skrives undervejs ind på én lang kridtstreg, der strækker sig fra den ene side af bagvæggen til den anden. Det kan sine steder være svært at holde de mange personer ude fra hinanden, men det sker når et århundrede skal fortælles, for så glider personer og begivenheder sammen i tidens malstrøm, og alligevel fremstår forestillingen som en yderst elegant leg med historien og husets historie. Det er en fornøjelse at overvære, så stig ombord i tidsmaskinen og nyd rejsen tilbage gennem de forgange 100 år. Det er som at vandre ned igennem historien. Store og små oplevelser, kærlighedshistorier, livshistorier blandes med politiske begivenheder og er med til at tegne et fascinerende tidsbillede at livet som det er blevet levet i det hus, hvor forestillingen udspiller sig den dag i dag.

Grafik: Maibritt Amsler

 

ET HUS PÅ SAND OG HÅB

Spilleperiode: 27.3. – 28.4.2017

Medvirkende: Charlotte E. Munksgaard, Mette K. Madsen, Jesper Hyldegaard, Birgitte Prins

Instruktør: Egill Pálsson

Dramatiker: Lucas Svensson

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lysdesigner: Sonja Lea

Lyddesigner: Jes Theede

Kostumier: Camilla Lind

Assisterende instruktør: Tine Byrdal Jørgensen

Oversætter: Johanne Lykke Holm

Scenografassistent: Nynne Larsen

Bygger: René Frisch

Hjemmeside og billetter

Forestillingstrailer

Anmeldelse: MIN ODYSSÈ på Teaterøen

Fotograf: Ingrid Bugge

Yderst ud mod vandet ligger Magneten, der tidligere har fungeret som afmagnetiseringshal. Lige der mellem vand og land. Man kan høre vandet slå imod huset. Asterions Hus har eksisteret i 15 år, hvoraf de fleste har været ude på Teaterøen. Asterions Hus består af Peter Kirk, Martin Ammundsen og Tilde Knudsen. I ”Min Odyssé” er Tilde alene på scenen. Forestillingerne ”Minotauros” og ”Asterions Hus” var teatrets første dyk ned i det græske gudeunivers, mens ”Min Odyssé” er den seneste. Den ligger direkte i forlængelse af Tildes første soloforestilling ”Mit Rum”, der på samme måde var en afsøgning af rum og muligheder i jagten på at indkredse sig selv. Siden har der været den lige så betagende ”Leonardo”. Før det en perlerække af forestillinger, hvoraf ”Iliaden”, som teatret har spillet gennem 15 år, trak på samme mytiske stof fra det gamle Grækenland.

”Min Odyssé” er en genfortælling af Homers klassiske græske helteepos ”Odyssén”, men også en beretning om fire år med et europæisk støttet omkringsejlende teaterprojekt, “Meeting the Odyssey”, bestående af kunstnere fra en lang række europæiske lande, der mødtes og lavede forestillinger, der blev spillet rundt om i Europa, fra Skt. Petersborg til Lesbos.

Tilde Knudsen er kropslig ekvilibrist, der er lige så velfunderet i et rent sprogligt univers, hvilket hun beviste i teatrets stort opsatte opsætning af Howard Barkers ”Europa” tidligere på sæsonen. Tilde er enestående i sine skarpe kunstneriske valg, ikke mindst sekunderet af Peter Kirk, der har kigget med undervejs og støttet under forestillingens tilblivelse. Det er en dobbeltfortælling, der genfortæller den klassiske myte indlejret i fortællingen om en gruppe kunstnere om bord på et skib på rejse igennem et moderne Europa. På jagt efter den gamle myte, men også på rejse efter sig selv og de punkter, hvori de to fortællinger spejler sig i hinanden. Det bliver i Tildes optik en gnistrende fortælling om mennesker og steder, men mest og alt en forestilling om at være til i det nu som omgiver os. Det er en kropslig fortælling, der tager tilhørerne med ud på en farefuld færd. Ud over havet og dybt ind i fortællingen om 20 års udlændighed.

Publikum sidder i en kreds rundt om hende. Tilde satser det hele. Ikke mindst sig selv. Aldrig har hun taget en større chance, for her er intet til at redde hende. Af rekvisitter har hun et glas vand og et ur som hun kan orientere sig efter. Alt andet sejler – og vi tager gladelig med hende og mønstrer straks ombord på det skib, der sejler hende og Odysseus ud på jagten efter eventyr.

Som Tilde siger, ser deres fotos fra turen betagende ud. Meget mere betagende end virkeligheden egentlig var. Sådan er det altid. Det lyder så godt i referat, men består også af endeløse rundkredsdiskussioner mellem de medvirkende om, hvor forestillingen skal bevæge sig hen. En diskussion om at være og ville. Men også om forskellige måder at være menneske og kunstner på. Forestillingen er en kalejdoskopisk menneskeberetning, hvor Tilde i korte elektriske øjeblikke spiller og agerer, så vi taber vejret. Forestillingen er bundet sammen af uendelig mange små optrin og scener båret igennem af en stærk og smittende spilleglæde. Det er på én gang både medrivende, morsomt, rørende og alvorligt.

”Min Odyssé” er fortællingen om at finde sig selv, om at tage bolig i sig selv. Om hjemløshed og udlængsel. Om at tage på rejse igennem et moderne Europa, hvor mytens druknede mænd bliver til nutidens druknede flygtningebørn. Odysseus er inde i os alle, og det er Tildes fortjeneste, at det bliver den bevidsthed som vi tager med hjem.

 

 Fotograf: Ingrid Bugge

Medvirkende: Tilde Knudsen

Koncept: Tilde Knudsen

Dramatiker, forfatter: Tilde Knudsen

Producent og arrangør: Asterions Hus

Varighed: 1 time, uden pause.

Spilleperiode: 22. marts – 8. april 2017

Tid: Hverdage kl. 20.00. og lørdage kl. 17.00.

Sted: Magneten, William Wains Gade 18.

 

Teaterbussen kører ikke længere.

Der er nu kun 10 min. på cykel ud til teatret, via den ny inderhavnsbro,

alternativt kører bus 37 fra Chr. Havns Torv.

Hjemmeside og billet

Anmeldelse: SLEEPING WITH THE LIGHTS ON i Dansekapellet

 

Fotograf: Søren Meisner

På det kvadratiske dansegulv i Dansekapellet er der tegnet en cirkel, sort på hvidt. Publikum sidder hele vejen rundt om og kigger hypnotiseret på de to dansere og koreografer Kasper Ravnhøj (DK) og Stian Danielsen (NO), da de mødes inde i cirklen og udfordrer hinanden til at begynde et stort kosmisk ragnarok, den store episke finale, ved at danse.  De er inspireret af fysikeren Lord Kelvins termodynamiske teori om universets varmedød, hvor energiudladninger fører til verdens undergang. Den vil de prøve at danse frem. Egentlig er det en dødedans, en dance macabre, men når man danser ud mod den sidste og dybeste afgrund, bliver det også en sidste dans for livet. Det er livet og døden, der mødes, når de to dansere mødes i en dansende brydekamp. De tager hårdt fat i hinanden og svinger hinanden rundt, så det også bliver en overlevelsesdans. Om de er partnere eller modstandere skifter. Som partikler kredser de om hinanden. De er hele tiden sammen – også når de ikke er det. Deres fysiske brydekampe bringer mindelse om Pina Bausch´ ”Le Sacre du Printemps”, for der er en befriende råhed, der paradoksalt nok giver plads til en ligeså stor inderlighed. For nok er dansen rå og kropslig fysisk, men den er også varm og hengiven.

 

Fotograf: Søren Meisner

Dansen akkompagneres af dybe basrungende klange, der bliver stadig højere og bredere. Er det toner eller stemmer? Lyden kredser de to dansere ind. Deres stødvise åndedræt går i ét med musikken af Thomas Elfstadius, og spænder en bue hen over deres bestræbelser på at danse verden sammen, altimens lyset langsomt tændes rundt om cirklen. Mens der fra tid til anden sendes røg ind over danserne.

Mute Comp. Physical Theatres forestillings verbale indledning er kedelig og uinspirerende, og lever på ingen måde op til den store danseglæde, der udfoldes senere i forestillingen. Ud over introduktionen er der ingen fortalt historie. Det er på én gang både forestillingens styrke og svaghed. Men det er overvældende, hvad der fortælles med de to medvirkendes kroppe. De skiftevist giver og tager energi fra hinanden. Nogle gange kysser de energien og luften ud af hinanden. Andre gange banker og slår de den ud af hinandens kroppe. Kroppene glider sammen til et bevægeligt energifelt, der vokser og pulserer.   Det er utroligt, hvad de formår at udtrykke i denne historie uden nogen linje eller handling. Intensiteten holder hele vejen igennem. Det er rent ud sagt overvældende som der kommunikeres i denne ordløse beretning.
 

Kasper Ravnhøj skrev nytårsdag 2016 et brev til den norske koreograf og danser Stian Danielsen, hvor han udfordrede ham til, at de på 60 minutter skulle splintre universet med deres kroppe. ”Jeg vil ikke længere have dårlig samvittighed over at være i live. I nat sover jeg med lyset tændt, og i morgen danser vi til vi falder om.”   

Fotograf: Søren Meisner

 

 

SLEEPING WITH THE LIGHTS ON

KOREOGRAFI / DANS:
Kasper Ravnhøj (DK) og Stian Danielsen (NO)

DRAMATURGI:
Thomas Schaupp

ORIGINAL MUSIK / MIX:
Thomas Elfstadius

LYS DESIGN/PRODUKTIONS KOORDINATION:
Martin Myrvold

KOSTUME DESIGN:
Line Maher

PRODUCENT:
Annette Max Hansen (Mute Comp. Physical Theatre) og Lene Bang (Lenebang.org)

PRODUCERET AF:
Mute Comp. Physical Theatre og Lenebang.org

CO-PRODUKTION MED:
Regional Arena for Samtidsdans (NO),
Bærum Kulturhus - Regionalt Kompetensesenter for Dans (NO),
Dansareana Nord (NO),
Regionteater Väst (SV)

Spillested:
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode:
Fredag den 3. marts til lørdag den 11. marts 2017

Spilletid:
tir-lør kl. 20, søn kl. 17

Varighed:
60 minutter

Alder:
12 år +

Billetter og hjemmeside.
 

Turnéplan:

MARTS 17 - Regional Arena for Samtidsdans, Sandnes (NO)

APRIL 17 - Regionteater Väst, Borås (SV)  

JUNI 17 – CPH STAGE, København (DK)  

NOVEMBER 17 - Teater Nordkraft, Aalborg (DK)