torsdag den 10. marts 2022
Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster
onsdag den 9. marts 2022
Anmeldelse: HUDLØS på Mungo Park
Som han står der foran os, ligner han nærmest en skovtrold. Har har et stort kropskostume på, som han næsten forsvinder i. Eller rettere ser det ud, som om han er ved at eksplodere, så enorm er han. Han ligner mest af alt en oppustet ballon iført en trødternet skjorte, mørke bukser og sorte seler. Det er fysikken, der bestemmer, hvordan han bevæger sig. Når han sætter sig, er det med fare for liv og lemmer. Man tænker uvægerlig, om den stakkels spinkle stol vil kunne klare vægten.
Det er et surrealistisk og absurd billedværk om fustration, længsel, ensomhed og kærlighed - eller er det? Der bliver ikke sagt meget i forestillingen, der er oversat af Naja Bjørnsson. Det er en ekspressiv rumballet for en meget stor mand, der virker helt fortabt i sin egen verden.
Han har isoleret sig, og har indtalt et lydspor til sin ensomhed, der skal mobilisere og træne ham til kampen mod det udefrakommende. Men der kommer ikke noget.
Vi kommer faktisk til at holde af ham. Der er noget Mummitrold over ham, som han bokser rundt med sig selv.
Musikken får os til at slappe af og give os hen. Tango-inspireret akkordeontoner. Instrumentets gemytlighed giver mindelser om parisiske musetter, og samtidig så brøler han. Midt i smilet stivner vi. Han råber uartikuleret. Vi ler og skræmmes på samme tid - og forfærdes.
Det er et værk, der er åbent for fortolkning, og som tidligere har været opført med succes i Frankrig, Belgien og England. Er det et politisk værk? Er det et poetisk værk? Eller er det en surrealistisk rumballet for en flodhest i et badekar? Der er noget klovneagtigt, drømmende og frisættende over billedfantasien, der både er afgrundsdyb, uforståelig og ganske fascinerende.
På togturen op til Allerød sad jeg omgivet af mennesker der, som manden i forestillingen, sidder i deres eget lille rum. Ingen er til stede i det fælles rum. Hver sidder i sin egen verden. Nogle smiler - men ikke til mig. Alle kiggede opslugte ned på deres små skærme. De er alle til stede i deres egne små verdener. De sidder, som manden i forestillingen, og ser tilfredse ud. Men tilfredse med hvad? Ingen af dem er sammen. Ingen af dem er knyttet til det øjeblik, der binder dem alle sammen i kupéen. Alle er de ande steder. Jeg kan uforstyrret sidde og betragte dem indgående. Det virker så sølle. Afstumpet. Det virker som en stor løgn. Hvor er fællesskabet? Hvor er samhørigheden? Hvor er kærligheden? Fantasien - og nærværet?
Det er de samme tanker jeg gør mig under forestillingen på Mungo Park til premieren i aftes. Men midt i desperationen er der denne drøm, der mærkelig nok næres så fint af afgrundsdybe forestillinger som HUDLØS.
HUDLØS
Mungo Park
Premiere: 9. marts 2022
*
søndag den 6. marts 2022
Anmeldelse: 3 URNER I STUEN på Sydhavn Teater & FETCH! på Teater V
3 URNER I STUEN
Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.
I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med.
"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."
Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til.
Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.
Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.
De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.
Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.
*
Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:
Ditte Menneskebarn (2021)
Fjer//Majinski (2018)
Marienborg - Nej tak! (2018)
D´Arc (2016)
*
torsdag den 3. marts 2022
FORVANDLING: 1. Præsentationspodcast
1. PRÆSENTATIONSPODCAST
Uddrag fra de kommende 5 festivalpodcasts
Lyt med her.
FORÅRSFORNEMMELSER: Lydbrev fra Paris
Jeg rejste til Paris, og det var ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris. Tag med på rejsen – og lyt med på dette lydbrev fra Paris. For det handler om at åbne vinduet eller døren - og tage imod verden omkring os.
Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. februar 2021.
Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster
Tekster inspireret af festivalens tema om FORVANDLING eller ej. Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om håb, fortabelse og forelskelse, som læses af Rebecca Langley. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om ”Forvandlingsmesteren”, som læses af Poul Storm.
Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 12. marts 2022.
Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)
I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1979 bosatte forfatteren sig første gang i hovedstaden Maputo, som mange andre der ville støtte det fattige lands udvikling. I 1990 med Mandelas løsladelse falder nabolandets apartheid regime og fire år efter følger det første demokratiske valg i begge de to lande. Forfatteren er nu efter et par år i Danmark tilbage i Maputo. Hendes gamle hushjælp er stadig ledig. Hun styrer huset, mens forfatteren er på arbejde. Og hun styrer Capulana fabrikken i haven, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Det er der kommet en varm fortælling ud af.
Se anmeldelse. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 19. marts 2022.
Åbningen af Sønderbro Frugthave
Til åbningen af Sønderbro Frugthave fortalte Bente, Michael og Erik om initiativer og fællesskaber i en haveforening på Amager. Bente fortalte om, hvordan det hele er kommet i stand. Michael fortalte om etableringen af bålstedet, der ligger lige midt i frugthaven. Erik fortalte om sit tidligere arbejde i Nørrebro MiljøPunkt, der har førte til mange spirende initiativer, der nu gør at han som pensioneret arbejder videre med andre miljøinitiativer i HF Sønderbro på Amager.
Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. marts 2021.
Gustav Foss: om frådende raseri og kulsort humor
Musik og ord blander sig sammen i Gustavs liv. Musikken var der først, og siden kom ordene til, der nu er resulteret i ”en skiveskåret rugbrødsroman i fire dele”. Universet i romanen er kulsort, men også kradsende morsomt. Alligevel skal der bare den mindste lille flamme til, for at mørket viger – og håbet alligevel vinder indpas.
Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 2. april 2021.
Der offentliggøres en ny festivalpodcast hver weekend frem til august.
#forvandling
fredag den 25. februar 2022
Festival 2022: Lydbrev fra Paris
Frem til august offentliggøres en ugentlig festivalpodcast, hvor man kan møde en lang række af de medvirkende. Den første bliver lagt ud i næste weekend. Men først dette lydbrev fra Paris!
Lyt med her - og tag med på rejsen!
Jeg rejste til Paris, og det var ikke ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris.
Jeg længtes efter at synke til bunds i stemmernes klang på det lokale marked tirsdag og fredag formiddag. Jeg vidste, at de fremmedklingende stemmer ville trække mig ud af mig selv. Det er det, som jeg forsøgte at indfange på optagelserne fra Paris.
Egentlig var det blot tiltænkt en af mine venner, der plejer at rejse med. I hvert fald i overført betydning, for jeg har ofte optaget lydene fra markedet og sendt til hende. Men når jeg alligevel var i gang, sneg der sig også nogle andre stemninger med. Blandt andet nogle gudsbenådede gademusikanter, der musicerede foran operaen. De fik os til at danse euforiske rundt til den gjaldende messingsuppe.
Jeg sendte også lydbrevet
til et par andre venner og opdagede, at lydene og forårsfornemmelserne forplantede sig videre rundt, og
tænkte at lydbrevet også ville kunne bruges som festivalopvarmning. Eftersom det handler om
at åbne vinduet eller døren – og træde verden i møde. Men se, om du kan mærke det selv?
Næste weekend er der uddrag fra de 5 første festivalpodcasts.
Læs mere.
Læs mere om tankerne forud for den
kommende jubilæumsfestival 2022
og om nedtællingen til Festival 2022.