Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster

Foto: Christopher Mertz/Jonas Andersen/Louise Kirstine Danielsen.

Tekster inspireret af festivalens tema om FORVANDLING eller ej. 

Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om håb, fortabelse og forelskelse, som læses af Rebecca Langley. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om ”Forvandlingsmesteren”, som læses af Poul Storm. 

Hør podcast. 

Sheila Andersen. Foto: Jonas Andersen

Uddrag fra "FORVANDLING eller  ej", 

en eventyrlig fabel forfattet af Sheila Andersen:

"Kvinden lukkede øjnene for bedre at kunne lytte. Hun mærkede længslen, og havet hviskede til hende med sin stille melodi, eller måske var det bare blodet i hendes årer, der igen begyndte at løbe. Noget blev vakt til live, noget hun havde glemt, det var en musik, der lagde sig om hende. Kvinden blev urolig, hun frygtede det ukendte, og åbnede øjnene for at få det til at stoppe, skubbe det fra sig, for kvinden var forelsket. Hun stod og kiggede ud ad den lange badebro, der førte ud i havet. Hun kunne få blodet i årerne til at stoppe, hun kunne få længslens kalden til at drukne, hun kunne spurte ud ad broen og få det overstået, hun kunne smelte sammen med havet og forsvinde i dybet - alt ville blive forvandlet, og hun ville endelig få fred."

Sheila Andersen er talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog (Pædagogisk Diplomuddannelse inden for børn med et andet modersmål end dansk) og offentliggjorde her på bloggen i 2018 et essay om arbejdet, dengang som sprogpædagog for tosprogede børnehavebørn på Midtsjælland. Læs  KLODS DANSK. Arbejder i dag som talehørekonsulent i Ringsted Kommune. Sheila har bidraget til flere bøger: GAMMELBOGEN II  (Epigraf, 2014) og LIVET GANG I HF PRØVKLUDEN (Epigraf, 2019)  (indsamling af børne- og ungdomsstemmer). I forbindelse med sidste års festival ÆG & HÅB (2021) skrev Sheila ligeledes en eventyrlig fabel, der blev indlæst og udgivet på podcasten Apopos ÆG & HÅB og oplæst på festivalen af Trine Runge.

Foto: Christopher Mertz

Skuespilleren Rebecca Langley har indlæst teksten.

Rebecca har flere gange medvirket på festivalerne.

På festivalafslutningen af MØD VERDEN (2019) indledte Rebecca sammen med Wanjiku-Victoria Seest med at fremføre et udrag fra forestillingen "For Coloured Girls" af Ntozake Shange som teaterlederen Michael Omoke fortalte om. På festivalen HVOR REGNBUEN ENDER læste Rebecca 1. del af Qaali Schmidt-Sørensens historie "Den Snobbede Afrikaner". 2. del læser Rebbecca til sommer på 3.  festivaldag i Salonen.

Aleksandar Šajin

Læs Aleksandar Šajins digt, "Forvandlingmesteren",

som Poul Storm  har indlæst til podcasten:

Forvandlingsmesteren

I en vanddråbe ved havet på en strand, i en vandkugle blandet med salt og sand så jeg billedet af en have der  sagtens kunne være min. Og i haven så jeg ham sidde på en havestol med narrehat med fire bjælder på. Og hans navn var således Harlekin. Forglem mig ej lille have hvor vinden blæser gennem den nøgne bøgehæk med få tørre blade på, der forgæves forsøger at tildække forårets herligheder hist og her ved at skygge for de knopklare nøgne grene. Jorden vækkes til live af spirende løg af dorothealiljer og vintergækker. Og den lille strålende diskokugle der hænger i en sytråd fra den hvide bjælke i halvtagets trækonstruktion drejer i vinden rundt og rundt, frem og tilbage – en rund forvandlingsmester spændt i brynjen af små kvadratiske spejlglas, der med strålende lyspletter forblænder blikket, og lader solstrålens refleksioner vælte ind over nethinden, sammen med billeder af verden i opløsning og forvandling. Se den lille fattige Harlekin klædt i lysromber af glas, hvor verden spejles i en tidløs mosaik og hvor alle hemmeligheder råbes højt op i en spejlglat himmel i februars kulde. Forvandlingsmesteren, alfekongen og vor alles snedige tjener, hofnar og den sande digter, man hører ham recitere for os alle: Hvis du kan forvandle en banan til en mand, kære mave, så er du den sande gud, forvandlingsmestrenes håb og fryd.

Aleksandar Šajin har ligeledes medvirket flere gange på festivalerne. 

Sidste år på festivalen ÆG & HÅB (2021) med digtet "Festival" som han indlæste på podcasten "Apropos ÆG & HÅB"  (Læs uddrag). I 2020 skrev han digtet "Regnbuen" til festivalen HVOR REGBUEN ENDER (læs digtet). I 2018 var det med romanen "Ivan Blank" (læs anmeldelse). Aleksandar har også bidraget til flere festivalbøger: "117 Stemmer" (Epigraf, 2012), "Med og uden smykker" (Epigraf, 2016), "Ja tak, til kaffe" (Epigraf, 2017) og "Billeder af liv" (2018).

Poul Storm. Foto: Louise Kirstine Danielsen.

Skuespilleren Poul Storm har indlæst teksten.

Poul Storm har tidligre medvirket på festivalen  BILLEDER AF LIV (2018), hvor han sammen med skuespilleren Trine Runge fremførte en reading på Kenneth Krabats énakter ”Erling møder sin gamle flamme” fra ”Hårdt omtalte fjerkræ”, en samling af af 17 énaktere, der var Kenneth Krabats første udgivne samling af teatertekster. Se video. Hør podcast. Mød Kenneth Krabat på den kommende festival.

Mikkel Andersen. Foto:  Kennet Havgaard

Musikken på podcasten:

Heitor Villa-Lobos (1887-1959): "Mazurka-Choro""

indspillet af Mikkel Andersen

 fra cd´en: "Un Buen Día/One Fine Day" (Helikon, 2017).

Mød Mikkel Andersen på den kommende festival, 

hvor han medvirker på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse 

og på 3. festivaldag i Salonen på Østerbro.

Hør også podcasten med Mikkel fra sidste års festival. 

Det var en af de mest lyttede!

*

Næste uges podcast :

3) Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1977 bosatte forfatteren sig første gang i hovedstaden Maputo, som mange andre der ville støtte det fattige lands udvikling. I 1990 med Mandelas løsladelse falder nabolandets apartheid regime og fire år efter følger det første demokratiske valg i begge de to lande. Forfatteren er nu efter et par år i Danmark tilbage i Maputo. Hendes gamle hushjælp er stadig ledig. Hun styrer huset, mens forfatteren er på arbejde. Og hun styrer Capulana fabrikken i haven, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Det er der kommet en varm fortælling ud af. Se anmeldelse. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 19. marts 2022.

*

Foto & layout: Michael Svennevig.

Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.

Hver weekend er der en ny. Lyt med her

 #forvandling

*

Anmeldelse: HUDLØS på Mungo Park

 

Fotos: Zuhal Kocan.

 

Er vi fanget midt i vores egen belejring af virkeligheden?

Er vi selv evigt fortabte og grænseløst lykkelige midt i en endeløs ensomhed, der byder os op til en forførende dans?

HUDLØS er fuld af spørgsmål, der hele tiden kastes ud til os.

Mungo Parks leder så denne forestillng på en festival i Berlin for 4 år siden. Det er nu 4. forsøg - og denne gang lykkedes det - at gennemføre opsætningen af den palæstineniske iscenesætter og dramatiker Bashar Murkus´ værk på Mungo Park i Allerød - i hans egen instruktion.  

Det er dejligt at se en forestilling med et helt andet åndedrag, end det vi normalt har mulighed for at se. Som en fremmed fugle er forestillingen fløjet ind og har sat sig godt til rette på scenen i Allerød. Beckett og Ionesco har ikke levet forgæves - eller surrealisterne for den sags skyld.

Fotos: Zuhal Kocan 

Billedsproget er som hentet ud af en billedbog. Scenografien af  Majdala Khoury er betagende. En masse syltetøjsglas står bagest på den ellers tomme scene. Der er tændte lyskæder i nogle af dem. På bagvæggen er der et lærred, hvor der opprojiceres film undervejs, der styres fra en computer på scenen. Vi er alle steder og ingen steder. Måske er vi bare inde i hovedet på hovedpersonen, spillet af Sebastian Aagaard-Williams. Han er charmerende og spiller med et stort overskud. Han gør det godt i det forvoksede kæmpekostume af Maria Ipsen. Jacob Stages koreografi har gjort forestillingen til en hel rumballet. John Ivar Venneds poetiske lysdesign, baseret på Muaz Aljubehs originale design, gør universet drømmende, mens Emil Bølls lyddesign lægger sig lækkert rundt om den billedrige fortælling. Det hele er så forførende, og alligevel skriger det til himlen. 

Det er ikke en lykkelig historie, selv om vi befinder os i et billedbogsunivers. Det, der kunne have været en sød bamsehistorie, vil noget andet, for er vi selv den store uformelige mand, der kæmper for at komme op at stå? Er vi selv dansende flodheste på en sky, der sejler hen over krigens rædsler? Er vi selv bananelskende kæmper, der forsøger ikke at overspise, mens verden er ved at gå under?

Fotos: Zuhal Kocan 

Som han står der foran os, ligner han nærmest en skovtrold. Har har et stort kropskostume på, som han næsten forsvinder i. Eller rettere ser det ud, som om han er ved at eksplodere, så enorm er han. Han ligner mest af alt en oppustet ballon iført en trødternet skjorte, mørke bukser og sorte seler. Det er  fysikken, der bestemmer, hvordan han bevæger sig. Når han sætter sig, er det med fare for liv og lemmer. Man tænker uvægerlig, om den stakkels spinkle stol vil kunne klare vægten. 

Det er et surrealistisk og absurd billedværk om fustration, længsel, ensomhed og kærlighed - eller er det? Der bliver ikke sagt meget i forestillingen, der er oversat af Naja Bjørnsson. Det er en ekspressiv rumballet for en meget stor mand, der virker helt fortabt i sin egen verden.

Fotos: Zuhal Kocan 

Han har isoleret sig, og har indtalt et lydspor til sin ensomhed, der skal mobilisere  og  træne ham til kampen mod det udefrakommende.  Men der kommer ikke noget.  

Vi kommer faktisk til at holde af ham. Der er noget Mummitrold over ham, som han bokser rundt med sig selv.

Musikken får os til at slappe af og give os hen. Tango-inspireret akkordeontoner. Instrumentets gemytlighed giver mindelser om parisiske musetter, og samtidig så brøler han. Midt i smilet stivner vi. Han råber uartikuleret. Vi ler og skræmmes på samme tid - og forfærdes. 

Det er et værk, der er åbent for fortolkning, og som tidligere har været opført med succes i Frankrig, Belgien og England. Er det et politisk værk? Er det et poetisk værk? Eller er det en surrealistisk rumballet for en flodhest i et badekar? Der er noget klovneagtigt, drømmende og frisættende over billedfantasien, der både er afgrundsdyb, uforståelig og ganske fascinerende.

Fotos: Zuhal Kocan 

På togturen op til Allerød sad jeg omgivet af mennesker der, som manden i forestillingen, sidder i deres eget lille rum. Ingen er til stede i det fælles rum. Hver sidder i sin  egen verden. Nogle smiler - men ikke til mig. Alle kiggede opslugte ned på deres små skærme. De er alle til stede i deres egne små verdener. De sidder, som manden i forestillingen, og ser tilfredse ud. Men tilfredse med hvad? Ingen af dem er sammen. Ingen af dem er knyttet til det øjeblik, der binder dem alle sammen i kupéen. Alle er de ande steder. Jeg kan uforstyrret sidde og betragte dem indgående. Det virker så sølle. Afstumpet. Det virker som en stor løgn. Hvor er fællesskabet? Hvor er samhørigheden? Hvor er kærligheden? Fantasien - og nærværet? 

Det er de samme tanker jeg gør mig under forestillingen på Mungo Park til premieren i aftes. Men midt i desperationen er der denne drøm, der mærkelig nok næres så fint af afgrundsdybe forestillinger som HUDLØS.

Fotos: Zuhal Kocan 

HUDLØS

Mungo Park

Premiere: 9. marts 2022

Skrevet og instrueret af Bashar Murkus 

Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams 

Scenograf: Majdala Khoury 

Lysdesign: John Ivar Venned baseret på Muaz Aljubehs originale design 

Lyddesign: Emil Bøll 

Koreograf: Jacob Stage 

Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann 

Oversætter: Naja Bjørnsson 

Kostume-skrædder: Maria Ipsen 

Coverfoto: Jon Kort 

Forestillingsfotos: Zuhal Kocan 

Trailer: Rumle Tornhøj Skafte 

Dansende barn: Noah Sui 

Original produktion: (هـــــــشّ, 2017) Khashabi Theatre, Palæstina

Hjemmeside & Billetter

Trailer: Rumle Tornhøj Skafte 

Dramatiker & instruktør Bashar Murkus 

fortæller om sit teaterarbejde og om HUDLØS

(kun på Facebook)

Foto: Jon Kort 

Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:

SMASK

De hovedløse

Fejring af et godt menneske

Manning er fri 

Faust 

Fritz Hansen Folket 

Uledsaget

Nordskoven 

De Stuerene 

(Mungo Park Kolding)

 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: 3 URNER I STUEN på Sydhavn Teater & FETCH! på Teater V

Fotograf: Bjarne Stæhr/Lars Grundwald.

Absurd teater, hundeshow - og virkelighed

I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.

Foto: Lars Grundwald.

 3 URNER I STUEN

Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.

I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med. 

"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."

Foto: Lars Grundwald.

Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til. 

Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.

Foto: Lars Grundwald.

Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.

De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.

Foto: Lars Grundwald.

Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.

Foto: Lars Grundwald.

3 URNER I STUEN

3.-10 marts 2022 

Sydhavn Teaters P44-intimscene

75 min. 

MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg

SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard

PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen

SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels

SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

INSTRUKTIONS SPARRING: Rikke Stächer Christensen

TEKNISK SUPPORT: Brian Larsen

PRODUCENT: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:

Ditte Menneskebarn (2021)

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - Nej tak! (2018)

D´Arc (2016)

*

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

"I had a vivid dream one night... 

I dreamt

I was a dog."

"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde. 

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.

Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.

Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.

Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.

Fotograf: Bjarne Staehr.

Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker. 

Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.

De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af  Johan Kølkjær.

Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os. 

Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt. 

"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

5.-20. marts 2022

Gæstespil af Livingstones Kabinet

på Teater V

Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone

Instruktør: Nina Kareis

Scenograf: Johan Kølkjær

Komponist: Pete Livingstone

Dramaturg: Jörn Burmester Wium

Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon

Lyddesigner: Erik Christoffersen

Lysdesigner: Sonja Lea

FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.

Hjemmeside & Billetter

Trailer (via FB)

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Andre anmeldte Livingstones Kabinet-forestillinger: 

Canada (Bådteatret, 2020)

Kejseren (Teaer V, 2019)

KLIK (Bådteatret, 2012)

FORVANDLING: 1. Præsentationspodcast

Foto & layout: Michael Svennevig.

1.     PRÆSENTATIONSPODCAST

Uddrag fra de kommende 5 festivalpodcasts 

Lyt med her. 

 

Foto: Michael Svennevig.

         FORÅRSFORNEMMELSER: Lydbrev fra Paris 

Jeg rejste til Paris, og det var ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris. Tag med på rejsen – og lyt med på dette lydbrev fra Paris. For det handler om at åbne vinduet eller døren - og tage imod verden omkring os. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. februar 2021. 

Foto: Michael Svennevig.

              Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster

Tekster inspireret af festivalens tema om FORVANDLING eller ej. Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om håb, fortabelse og forelskelse, som læses af Rebecca Langley. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om ”Forvandlingsmesteren”, som læses af Poul Storm. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 12. marts 2022.

Foto: Michael Svennevig.

      Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1979 bosatte forfatteren sig første gang i hovedstaden Maputo, som mange andre der ville støtte det fattige lands udvikling. I 1990 med Mandelas løsladelse falder nabolandets apartheid regime og fire år efter følger det første demokratiske valg i begge de to lande. Forfatteren er nu efter et par år i Danmark tilbage i Maputo. Hendes gamle  hushjælp er stadig ledig. Hun styrer huset, mens forfatteren er på arbejde. Og hun  styrer Capulana fabrikken i haven, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Det er der kommet en varm fortælling ud af. 

Se anmeldelse.  Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 19. marts 2022.

Foto : Pia Hansen.

 Åbningen af Sønderbro Frugthave

Til åbningen af Sønderbro Frugthave fortalte Bente, Michael og Erik om initiativer og fællesskaber i en haveforening på Amager. Bente fortalte om, hvordan det hele er kommet i stand. Michael fortalte om etableringen af bålstedet, der ligger lige midt i frugthaven. Erik fortalte om sit tidligere arbejde i Nørrebro MiljøPunkt, der har førte til mange spirende initiativer, der nu gør at han som pensioneret arbejder videre med andre miljøinitiativer i HF Sønderbro på Amager. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. marts 2021.

                     Gustav Foss: om frådende raseri og kulsort humor 

Musik og ord blander sig sammen i Gustavs liv. Musikken var der først, og siden kom ordene til, der nu er resulteret i ”en skiveskåret rugbrødsroman i fire dele”. Universet i romanen er kulsort, men også kradsende morsomt. Alligevel skal der bare den mindste lille flamme til, for at mørket viger – og håbet alligevel vinder indpas. 

Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 2. april 2021.

 

Der offentliggøres en ny festivalpodcast hver weekend frem til august.

#forvandling

Festival 2022: Lydbrev fra Paris

 

Foto: Michael Svennevig.

Frem til august offentliggøres en ugentlig festivalpodcast, hvor man kan møde en lang række af de medvirkende. Den første bliver lagt ud i næste weekend. Men først dette lydbrev fra Paris!

 Lyt med her - og tag med på rejsen!

Jeg rejste til Paris, og  det var ikke ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris. 

Foto: Michael Svennevig.

Jeg længtes efter at synke til bunds i stemmernes klang på det lokale marked tirsdag og fredag formiddag. Jeg vidste, at de fremmedklingende stemmer ville trække mig ud af mig selv. Det er det, som jeg forsøgte at indfange på optagelserne fra Paris. 

Foto: Michael Svennevig.

Egentlig var det blot tiltænkt en af mine venner, der plejer at rejse med. I hvert fald i overført betydning, for jeg har ofte optaget lydene fra markedet og sendt til hende. Men når jeg alligevel var i gang, sneg der sig også nogle andre stemninger med. Blandt andet nogle gudsbenådede gademusikanter, der musicerede foran operaen. De fik os til at danse euforiske rundt til den gjaldende messingsuppe. 

Foto: Michael Svennevig.

Jeg sendte også lydbrevet til et par andre venner og opdagede, at lydene og forårsfornemmelserne forplantede sig videre rundt, og tænkte at lydbrevet også ville kunne bruges som festivalopvarmning. Eftersom det handler om at åbne vinduet eller døren – og træde verden i møde. Men se, om du kan mærke det selv?

Foto: Michael Svennevig.

Næste weekend er der uddrag fra de 5 første festivalpodcasts.

Læs mere.

Foto: Michael Svennevig.

Læs mere om tankerne forud for den 

kommende jubilæumsfestival 2022

og om nedtællingen til Festival 2022.

Foto: Michael Svennevig.

Foto: Michael Svennevig.

Foto: Michael Svennevig.

Foto: Michael Svennevig.

*

Lyt med på den 

1. præsentationspodcast 

med uddrag fra de 5 første podcasts,

når festivalens tema offentliggøres søndag den 6. marts 2022.

Læs mere. 

#forvandling

*