Anmeldelse: EN STIKLING AF MIN KÆRLIGHED af Orhan Dogru, digtsamling (2024)

 

Forsideillustration: Kirkan, İlos İlyas Elias. Layout og grafik: Dizgimizanpaj.com

I Orhan Dogrus debuterende digtsamling, ”En stikling af min kærlighed”, slås temaet fast allerede i de første indledende linjer:

"Jeg tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom mine digte også udfoldes på alle disse sprog. For mig er det største håb at væve en verden af drømme på disse fire sprog og en dag at kunne drømme på alle disse fire sprog i den samme drøm."

Nydanskerens dilemma er at drømme på ét sprog, tale på et andet og skrive på et tredje, så det hele ramler sammen i et fjerde sprog – sådan som det sker i teksten i denne digtsamling, hvor sproget klinger med en fremmed eksotisk tone, der måske nok skurrer lidt på dansk, men samtidig tilfører det også det danske sprog nogle tiltrængt nye dufte og følelser. Jo, det humper lidt, men det eksotiske giver det vinger, og så er det en smagssag, hvor langt man som læser har lyst til at gå med, men jeg synes, at det er en sproglig berigelse, selv om der også slås nogle skærver undervejs.

Det er som at lytte til lyrik læst op på dansk af andre tungemål. Det ærgrer, når der er noget, der lyder så fremmed at det kan være svært at tyde og forstå, men samtidig er det også en fornyelse af sproget. Jeg mener, at det er en tiltrængt fornyelse, for sproget er en levende størrelse og når det stivner, bliver følelserne også for glatte, for pæne og nogle gange også ganske ligegyldige. Det er en smagssag, men jeg tager imod de fremmede digte med stor og åben favn:

Mine digte er et fletværk 

mit sprog er vævet af trævlede tråde

 mine øjne græder tårer og blod, 

min forladte hjemby stiger op i øjnene

 min sjæl er splittet i tusind stykker. 

HIMLENS PIGTRÅD

Alt, der berøres på jorden, er ejet,

 Selv månen og Mars er underlagt ejerskab

 Men himlen, den er endnu ikke ejet, 

spontant fri, ville jeg sige, men; 

selv den er ejet af dem, 

der har trukket pigtråd hen over vores hoveder.

FRA TRÆKFUGL TIL STANDFUGL er et digt om trækfuglens længsel og om at finde til hvile fjernt fra hjemlandet, måske fordi det nye land er blevet til et nyt hjemland.

Alvoren slår ned i digtet:

TIL MIN PLAGEÅND    

Nok kan du flytte dit blik 

fra mit trælsomme slid som kuli 

men du kan ikke undgå 

at lugten af min sveds duft 

siver ind i din sorte samvittighed

I digtet SLÅ ROD gøres det nye tilhørsforhold endnu tydeligere.

MINE ØJNE ER PÅ HIMLEN handler om lykken og drømmen. Både om hele himmelrummet, men også specifikt om Damhussøen.

” at omfavne mangfoldigheden i regnbuens farver.” fra digtet VIDSTE DU DET, PALUDANUS? Om at føle sig som dansker i hjertet, meget mere end ”Paludanus” gør, når han ikke evner at omfavne mangfoldigheden. Det er en fin pointe.  

Jantes nyformulerede 10 bud kradser, men er meget præcise og sådan må det unægtelig virke for en udenforstående. Det er et hårdt, men retfærdigt blik på den verden vi lever i i Danmark - i hvert fald for majoritetens vedkommende.

Orhan Dogru er en produktiv herre. For to år siden roman-debuterede han med EN NYDANSKERS KONTRABOG. Ordene flyver skriften forbliver”. Sidste år gjaldt det oversættelsen og gendigtningen af kurdernes lyriske nationalepos, ”Mem og Zin” (1692) af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani. Nu er cirklen fuldbragt med dette tredje værk, der hylder de mange sprog som vi befatter os med. Tillykke med det!

 

Forsideillustration: Kirkan, İlos İlyas Elias. Layout og grafik: Dizgimizanpaj.com

 Orhan Dogru

 EN STIKLING AF MIN KÆRLIGHED  

(Digtsamling, TSDK Forlag, 2024)

Udkommer til festivalopvarmningen,

hvor Orhan Dogru og skuespiller Lise Kamp Dahlerup

læser op fra digtsamlingen,

torsdag den 1. august 2024 kl. 16-21 i Salonen, 

Østerbrogade 222, Østerbro

 *

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

 

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

 Læs mere. 

 

Anmeldelse: DEN AFRIKANSKE ARV af Jim Højberg, roman (2023)

 

”Den, der ikke har tid til at hjælpe en, der er død, har ikke forstand på at leve.” (s. 41)

Jim Højbergs DEN AFRIKANSKE ARV er en slægtshistorie, hvor vi møder Mads Munk, der er i Ghana på en studietur som lærer. Hans far, Jens Christian Munk, har også været i landet, og lidt efter lidt går det op for sønnen, hvor vigtig landet har været for deres familie. Det gentager sig på en ny måde, da Mads´ datter sammen med en veninde får arbejde på et børnehjem. Også i Ghana. Det er tre generationers historie, der sættes op imod hinanden med Ghana som omdrejningspunkt. De tre fortællinger fortælles forskudt. Det kræver, at man som læser skal holde tungen lige i munden for ikke at blive slynget af i farten.

Forfatteren Jim Højberg er børnebibliotekar og har rejst meget i Afrika.  

I ”Den afrikanske arv” handler den ældste del af historien om Jens Christian Munk, der kommer til Ghana sammen med hustruen. Vi møder dem, lige efter at hustruen, Nina, har født sønnen Mads. Men barnepigen, Hannah, er meget bedre til sønnen end den nybagte mor. Hun er vist også bedre til at håndtere Ninas danske mand. I hvert fald bliver hun gravid og flytter væk, og overlader pladsen til sin efterfølger, Cathrin, der bliver som en anden mor for Mads.

I den sideløbende historie er Mads blevet voksen og kommer tilbage til Ghana, hvor han hvirvles ind i en masse, som ender med, at han uretfærdigt bliver beskyldt for et mord, dog lykkes det ham på et hængende hår at få bevist sin uskyld.

I den sidste af de tre parallelle historier møder vi Mads´ datter Stine, der sammen med en seminariemedstuderende, Sofie, er kommet dertil for at arbejde på et børnehjem.

Det er tre forskellige blikke på landet og kulturforskellene. Vi får tre forskellige førstegangsindtryk af Ghana fra henholdsvis 1964, 2009 og 2010. Men det handler også om logik og overtro. Om liv og død og forskellige måder at nærme sig det på. Det er ganske tankevækkende.

Forfatteren har tydeligvis et dybt kendskab til kulturen og fortæller med et glimt i øjet. Det hele spindes sammen til en historie, hvor der ofte fokuseres på forskellene mellem den europæiske/hvide måde og den afrikanske tilgang til mange ting. Det er fortalt kækt. Sproget er godt og melodiøst, men der fortælles så rapt, at teksten egentlig ikke rigtig når at falde til ro. Det er et spændende afrikansk ridt. Vi er hele tiden på farten. Det går over stok og sten. Det handlingsorienterede sker på bekostning af de mere karakterdrevne beskrivelser, men spændende fortalt er det.

 

”Hvordan går det med…”

”Fint”, afbrød hun inden han fik færdiggjort sætningen. ”Hun har det helt fint. Skal vi komme afsted?”

Han nikkede og kastede et blik på Maria. Pludselig stivnede han. Der var noget galt. Hun var bleg på en meget speciel måde.

”Tror du ikke…?”

”Hold fingrene for dig selv”, hvæsede Abinar. ”du passer kørslen, så passer jeg Maria! Okay?”

”Jo, men...”

”Lad os nu komme afsted”, bad hun.

Trods Abinars protester bøjede han sig ned over Maria og mærkede på hendes pande. Hun var helt kold! Han hev hånden til sig.

”Jamen…”

”Vil du ikke bare køre?”

Han forsøgte at finde hendes puls. Der var ingen! Hanså vantro på Abinar. Han mærkede angsten brede sig. Han kørte rundt med en død. Der lå et lig bag i bilen.

”Hvad foregår der. Hun er jo død?»

(side 12-13)

 

Forfatteren Jim Højberg debuterede som forfatter i 1981 med ”Kampen for et frit land”, hvor han beskriver frihedskampen i Guinea-Bissau oplevet fra et barns synsvinkel. Siden har han udgivet over 100 børnebøger, hvoraf flere af er inspireret af hans rejser, heriblandt ”Min farfar er høvding i Ghana”, og ”Hvis livlinen brister” om gadebørn i Portugal.

 

Jim Højberg

DEN AFRIKANSKE ARV

Roman

Brændpunkt, 2023.

  

*

Mød forfatter Jim Højberg  

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: KÆRLIGHEDENS SPØGELSER af Stig Dalager, roman (2024)

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller.

En roman om Franz Kafka, Bind I

På omslaget af 1. bind af Stig Dalagers flerbindsværk med titlen, KÆRLIGHEDENS SPØGELSER, kigger Franz Kafka ud på beskueren. Det er et næsten hypnotisk foto, hvor han er en ganske indtagende ung mand. Hans hvide skjortekrave og slips indikerer, at han måske er ældre, end man først ville tippe ham til. Der er et lille smil i mundvigene, men det er øjnene, der har denne næsten hypnotiske virkning. På én gang både et naivt, infantilt blik, men også øjnene på et gammelklogt barn, der har set det hele. Det gør næsten ondt at holde hans blik fangen. Det virker forpligtende. Det virker, som om man kan se lige ind i sjælen på ham. Og det kan man måske også.

I romanens første bind griber Stig Dalager fat i Franz Kafka (1883-1924) og fastholder blikket. Fortællingen er inddelt i korte 1-2-3 siders afsnit, hvor der hele tiden springes i tid. Hans første erindringer blandes med, hvad der formodentlig er nogle af de sidste, for han blev kun 40 år. Det udspiller sig før og efter forrige århundredeskifte. En tid, hvor verden var i opbrud, og hvor den nye og gamle verden tørnede sammen, frem mod 1. verdenskrig videre frem mod det, der senere kulminerede med 2. verdenskrig.

I starten virker det overvældende så hurtigt og voldsomt at blive slynget ind i hans liv, men det er skrevet, så han som menneske og kunstner står tydeligt for os. Centralt skildres kampen for at nærme sig kunsten, der bliver det gennemgående for Kafka, der følte sig spændt ud mellem sit kontorarbejde som jurist i dagtimerne og hans arbejde som forfatter bagefter. Det var svært for ham at få de to sider af tilværelsen til at smelte sammen. Ikke mindst eftersom han var en så langsom og omhyggelig forfatter. Tilmed var han umådelig selvkritisk, og havde det ikke været for vennen Max Brod, der gemte hans udkast og historier, havde vi antagelig slet ikke haft hans forfatterskab i dag.

I dag befinder Kafka sig blandt de forreste på det litterære parnas, men det var ganske anderledes i samtiden. Det forstår vi tydeligt, alt som hans familiære og skolemæssige baggrund rulles op for os. Let har det ikke været, og alligevel tegner romanen nye sider af Kafka, så vi har mulighed for at møde en Kafka, der trods sin enspændernatur stadig rækker ud efter os, hvilket står i kontrast til det næsten stereotype billede af ham vi har i dag. For alting ved ham var ikke ”Kafkask”.

”Han er en fabelagtig blindeskriftslæser. Jeg skylder ham meget. Han ved alt om det at forvandle sig til noget andet end det som omgivelserne forventer af en, og samtidig holde fast på sig selv, selvom man må betale en pris.” (side 38)

”Hans egen grimhed forvandler selv en skræddersyet jakke til en las, også af hensyn til det fine tøj, som en skrædder måske har brugt al sin flid og dygtighed på at sy og fabrikere, nægter han nu at tage nyt tøj på for i stedet at iklæde sig sit sædvanlige lurvede tøj, der går i et med hans utiltalende udseende.” (side 64)

”Spændetrøjen har han følt sig tvunget til at vælge efter at have gjort op med sig selv, at jurastudiet er det studium, der bedst korresponderer med den ligegyldighed over for et valg af profession, som han lige siden barndommen har haft en forudanelse om. På dette område er han fortabt og forventer sig ingen redning, blot at hans forfængelighed ikke bliver alt for såret.” (side148)

Det nære og meget varme venskab med Max Brod står centralt i beretningen. Det virker stærkt og ubrydeligt, indgået tidligt og ungdommeligt forstærket, mens de begge står på spring, mens voksenlivet tårner sig op foran én – og venskaber kan have en særlig tendens til at tegne og rumme alt. Det er det eneste, der er at holde fast i, eftersom alt andet er så svært at gribe om. Mødet mellem dem er rørende beskrevet. Som den første bestøvning. Den første kontakt med en ven, en forbundsfælle i livet. Desuden er det Max Brods skyld, at vi over hovedet beskæftiger os med Kafka i dag. Uden hans brud på Kafkas ønske om at alt skulle destrueres, når han døde, ville vi ikke have værkerne. Men dette er at foregribe begivenhedernes gang, for så langt strækker første bind sig slet ikke.
Personligt interesserer jeg mig ikke for diskussionerne om zionisme kontra socialisme, der indgående drøftes, men til gengæld er jeg glødende interesserer i portrættet, som Dalager formår at give af den sammensatte hovedperson.

Det har selvsagt være en udfordring for Stig Dalager at skulle gribe om Kafkas liv og værk, for Dalager er den store humanist, det har han bevist gennem et langt og mangefacetteret litterært liv, hvor håbet om noget bedre er gennemgående, hvad enten det handler om romaner, essays, digte eller drama eller mere dagsaktuelle kronikker. Mens Kafka var meget mere dyster, men samtidig også en rendyrket drømmer, og det er drømmen som begge forfattere har til fælles. Men det er netop også noget af det spændende og dragende ved første del af flerbindsværket, for i romanen brydes temperamenterne, og det er tydeligt at Dalager går langt for at møde Kafka, der har efterladt sig mange dagbøger, der inkorporeres i teksten ligesom Kafkas andre værker. Det hele centrifugeres og ud af dette kommer der dette dragende første bind af KÆRLIGHEDENS SPØGELSER.

 

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller.

Stig Dalager

KÆRLIGHEDENS SPØGELSE

Roman om Franz Kafka, Bind I, 366 s.

EC Edition, 2024

Redaktion: Birgitte Møller Balladone

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller

Grafisk tilrettelæggelse: Per H. Jacobsen

*

Mød forfatter Stig Dalager  

på 3. festivaldag

torsdag den 8. august kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222

 på Østerbro

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: SPEJLTRÆET af Hans Henrik Rasmussen, roman (2023)

 

Foto: Anders Rye Skjoldjensen. Omslag: Simon Lilholt/Imperiet 

”…da jeg var yngre, løb jeg næsten hele tiden. Nogle gange sammen med min far, som også løb meget, men som regel alene og altid ude i skoven.”

Sådan starter en af historierne i Hans Henrik Rasmussens debutroman SPEJLTRÆET, indtil det slutter brat, da en knagerække knuser en nerve ved øjet. Løb bliver til læsning og en helt enorm læseappetit. Arturo er 19 og kæreste med brugtvognsforhandlerens datter, Maria, og de har et frodigt seksuelt samliv. Maria er den tredje han er sammen med, men hans første store forelskelse.

”Og som du kun ved alt for godt, kommer den følelse kun én gang. Eller også kommer den flere gange, men det er kun første gang, den får lov til at stå så alene, så rent og klart som et råb i natten, uden at blive forstyrret af alle de ting, som vi kalder erfaring, og som på en måde er meningen med livet, men som kommer med en pris. En høj pris, kunne man sige, måske endda for høj. Man risikerer med andre ord at få mindre, end man har betalt for.” (side 13)

Sproget er friskt og frejdigt. Det er lidt som at kigge op imod lyset gennem et prisme. Der er fine beskrivelser og sansninger. Bogen har et broget og farverigt persongalleri. Historien er drevet frem af en glæde ved verden og en tristhed over, at glæden ikke varer ved. Ilden i faklen er ungdommelig. Romanen er båret af en intens søgen efter mening, men også en stor desillusion over, at det er så svært at finde lykken. Det lykkes faktisk for bogens mange personer – på en måde. Mere skal ikke afsløres her, men der er mange fællestræk mellem de parallelle historier. Arturo møder Sabina på slagteriet, og senere igen hos bageren. Arturos far har efterladt en roman til ham, da han pludselig dør, og sønnen tager det som et tegn. Der er mange tegn og varsler i romanen, der gnistrer af fortælleglæde, men igen denne dobbelthed. Lidt som børn, der kan kigge på én med et så klogt og vidende blik, at man helt forstummer.

Personernes livsbaner vikler sig ind og ud af hinanden. En filmparrallel kunne være Robert Altmanns «Short Cuts» eller Paul Thomas Andersons «Magnolia». Det er gjort med charme, og er bundet godt og grundigt sammen.

Gennem læsningen får jeg en smag på tungen af dybt, varm solskin sidst på sommeren. Det kan have en overvældende, insisterende melankoli over sig. Vi ved godt, at det lakker mod mørkere tider, men bliver alligevel siddende på bænken lidt endnu, for når vi går, går vi vinteren i møde. Romanen kaster mig ind i den billedmetafor, for der kæmpes hele vejen igennem med at aftvinge livet en betydning. Som om livet er noget vi kan anråbe, og hvis vi kalder længe og højt nok, får vi svar. Det insisterer romanen på, og så er det op til læseren at beslutte sig for at blive siddende på bænken i det sidste solskin, eller at gå videre – og måske gå vinteren i møde.

Romanen beskriver en evig venten. En slags afventende utålmodighed efter at give sig livet i vold og at træde ud i det. Efter at blive ét med det og endelig finde en form, et mål og en tone i livets enorme symfoni.

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 

Hans Henrik Rasmussen

SPEJLTRÆET

Roman, 376 s.

Grønningen 1, 2023

 

*

Mød forfatter Hans Henrik Rasmussen

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

VERDEN ER FULD AF VEJE: Digteren Reza Farmand

Fotos: Ole V. Wagner og Michael Svennevig.

HØR PODCAST

Den iransk/danske digter Reza Farmand har været med på festivalen flere gange. Sidste år blev hele hans digtsamling, ”Det er blodet der elsker” læst op af 4 forskellige skuespillerinder på festivalens 6 dage, og fire af dagene blev den akkompagneret henholdsvis af Tom Sonntag og Rubens Ballade.

Inspireret af det gode samarbejde har de to hold af skuespillere og komponister arbejdet videre med teksterne fra Rezas kommende digtsamling, ”Verden er fuld af veje” – en digtsamling, der har navngivet årets festival

Reza Farmand fortæller om sin digtning:

"Jeg skriver på persisk. Jeg skriver frie vers eller moderne poesi som også bliver kaldt den nye poesi. Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichér ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. Jeg er ikke optaget af rim og versmål når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund, og den trækker som en magnet de passende ord til sig.”

Rubens Ballade/Ruben Engelhardt, der i år medvirker på festivalen sammen med skuespilleren Lise Kamp Dahlerup, fortæller om sit møde med Reza digte:

”Jeg er fascineret af Rezas måde at skrive på. Ofte skal jeg tygge lidt på hans tekster - det kan jeg godt li’! De kreative, skæve og underfundige sammensætninger af ord og billeder vækker til eftertanke og undren. Mange af hans tekster er meget opfordrende, carpe-diem-agtige: “du skal ….” Det kan jeg godt lide, selvom det kan virke påtrængende, men jeg fornemmer altid en kærlighed til mennesker og livet i hans tekster. Jeg har selv dyrket lidt af det samme i min egen sangskrivning. Jeg glæder mig til samarbejdet med Lise og er spændt på, hvor vi ender med vores fortolkninger, som vi eksperimenterer os frem til i fælles improvisation og afprøvning og delvis fastlæggelse. Vi er netop gået i gang med de seneste digte, vi har fået af Reza fra hans kommende nye digtsamling, "Verden er fuld af veje" og som vi skal præsentere på festivalen i GLOBART ART Gallery i Vanløse og i Salonen på Østerbro. Det glæder vi os til.”

Skuespiller Lise Kamp Dahlerup supplerer: 

”Digtene er fantasifulde, de gør noget fysisk ved mig, jeg er vild med kontrasterne i billederne, de er lette, sanselige og fuld af undren over og kærlighed til verden og menneskene.

Jeg kan godt li´ sprogbruget "du bør begribe tiden", ”Bliv i takt med tiden", ”Tro på dig selv” .... - det er opfordringer, som grænser til krav, det er jeg vild med. Og hans udråbstegn gør noget rytmisk ved mig. "Hold dine ord evigt grønne". Og eet af højdepunkterne for mig er et af de nye digte, hvor der står:

Digt dit nu sådan

At fremtiden hører det

Nuet er fremtidens kongevej.

Det er suveræn digtning, han formår dét, som er rigtig svært for mange: at begribe og fange NU`ET, og sætte det i perspektiv til fremtiden.”

Skuespilleren Mette Frank, der medvirker til festivalopvarmningen - og festivalåbningen sammen med Tom Sonntag på klaver, fortæller:

”Mit eget møde med Reza Farmands poesi og Tom Sonntags musik har præsenteret mig for et helt særligt univers. Med det stærke visuelle, persiske sprog som grundlag i en sublim dansk oversættelse, åbner Rezas ord op for et kreativt arbejdsrum i mødet med Toms frapperende improvisationer på klaver. Det er et inspirerende sted at befinde sig, et sted, der udvikler sig hver gang, vi mødes. Evnen til at gribe nuets kraft er en forudsætning for samarbejdet, og det er særligt at opleve, at når det sker, opløses tid og rum ind i et fælles, pulserende åndedrag, der favner også det usagte og uskrevne.”

Selv fortæller Reza Farmand om, hvad det betyder for ham, at andre kunstnere lader sig inspirere og arbejder videre med hans digte.

”Det er dejligt at høre genklang af sine værker Et værk skabt i enerum, rejser, går rundt og viser sig i forskellige fællesrum Det er rart at opleve, at andre kan relatere til ens værker Det giver en følelse af åndeligt fællesskab Jeg er meget taknemlig over for de kunstnere, der bruger tid til at recitere og fortolke min poesi.”

Mette Frank & Tom Sonntag til festivalåbningen, 2023.

Foto: Tina Lindop.

Lise Kamp Dahlerup & Rubens Ballade i Salonen, 2023,

Foto: Tina Lindop.

Læs mere om Reza Farmand 

og de medvirkende kunstner, 

der kan opleves på denne podcast:

REZA FARMAND

"Jeg skriver på persisk. Jeg skriver frie vers eller moderne poesi, som også bliver kaldt den nye poesi. Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning, både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichéer ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. Jeg er ikke optaget af rim og versmål, når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund, og den trækker som en magnet de passende ord til sig. I mine seneste digtsamlinger, som jeg har oversat til dansk, har jeg arbejdet tematisk. Sådan at jeg dvæler ved et emne, laver en slags poetisk brainstorm og udforsker det i fred og ro. Digtsamlingerne ”Min mor blev ikke smuk”, ”Parisiske digte”, ”Polardigte” og ” Duas stening” er således tematiske. Dette gælder også min digtsamling ”Det er blodet der elsker”. Gnisten, der tændte bålet, var en forelskelse, så begyndte jeg langsomt at udforske kærlighedens synlige og usynlige aspekter." ”Det er blodet der elsker” indgår i den digitale festivalserie ALVERDENS KÆRLIGHED. Læs mere. Festivalens overskrift er inspireret af Reza Farmand nyeste digtsamling, der endnu ikke er udgivet: ”Verden er fuld af veje”.

METTE FRANK

Skuespilleren Mette Frank læser uddrag fra Reza Farmands nyeste digtsamling "Verden er fuld af veje”, der endnu er uudgivet. Mette læste op sidste år på festivalen fra Reza Farmands digtsamling, ”Det er blodet der elsker” akkompagneret af Tom Sonntag. I år har de fortsat deres frugtbare samarbejde. Mette har tidligere på festivalen læst op fra "De Fire Djævle" eller "Les Quatre Diable", som Herman Bangs roman oprindelig hed - som Mette sammen med Petrine Agger omdannede til teaterforestillingen "Bang Unplogged". Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

TOM SONNTAG

”The man who sleeps under trees”er titlen på Tom Sonntags seneste cd. Naturen spiller en stor rolle for Tom, der er opvokset på en gård i en lille sydfinsk landsby. Allerede som 9-årig fik han konstateret muskelsvind, hvorfor hans far sørgede for, at Tom i stedet fik musikalske muligheder og udfordringer. De spillede sammen til fester og baller, og da Tom mange år senere kom til København, blev han betaget af alle de muligheder, som den musikalske tilværelse i København kunne tilbyde ham. Tom er inspireret af naturen, og der er et ekko af de finske skove til stede i hans musik. Tom maler, filmer, komponerer, spiller og synger. Selvfølgelig giver sygdommen begrænsninger, men Tom lever et meget aktivt liv - med mange rejser. Læs mere. (YouTube).

Foto: Tina Lindop

​

LISE KAMP DAHLERUP

Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup har gennem 13 år været fast underviser på AFUK – Akademiet For Utæmmet Kreativitet. Lise har allerede medvirket på festivalen gennem flere år i samarbejde med forfatteren Birte Kont. Det har blandt andet resulteret i en stærk fremførelse af ”Ingen har ordet” – en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. Sammen har de i 2021 fremført ”En refleksion over tiden”. Lise læser i Vanløse digte af Reza Farmand fra digtsamlingen: "Det er blodet der elsker" og uddrag fra Ahlam Kassems romanmanuskript "Fra Beirut til København", samt en monolog af Irene Pedersen, "Den første sne". Lise er en dreven oplæser og indlæser. Det har hun de sidste sæsoner bevist på utallige festivalpodcasts. Blandt andet på den indledende podcast med festivaltekster, OM KÆRLIGHED. Læs mere.

Foto: Ole V. Wagner

RUBENS BALLADE

er kunstnernavnet på den syngende og guitarspillende Ruben Engelhardt. Ruben har altid beskæftiget sig med musik. Det er gennem musikken, at han orienterer sig i verden. Til daglig er han musiklærer i folkeskolen, og derudover komponist og tekstforfatter. Udover hans soloprojekt “Rubens Ballade” spiller han i to andre bands og skriver sange om både stort og småt, men har gennem de sidste år skrevet sange, der er båret frem af hans engagement i kampen for en mere human flygtningepolitik, næret af kontakten med flygtninge og mødet med Bedsteforældre for Asyl. Hør nummeret han har skrevet til festivalen sidste år, og som var med på den indledende podcast med festivaltekster. Se filmklip fra festivalen i 2021.

*

Reza Farmands digte

kan opleves på 4 festivaldage:

Mette Frank

til festivalopvarmningen

fredag den 1. august kl. 16-21

i Salonen på Østerbro

Se program.

Mette Frank & Tom Sonntag

til festivalåbningen,

lørdag den 3. august kl. 12-20

i HF Prøvestenen på Amager.

Se program.

Lise Kamp Dahlerup & Rubens Ballade

på 2. og 3. festivaldag

i Vanløse den 6.8. kl. 15-21

og på Østerbro den 8.8. kl. 19-21

Se program

for Vanløse og Østerbro.

*

Læs mere.

MORTEN GOLL fortæller om Yusras Køkken

Fotos: Morten Goll.

Kære bloglæsere.

Michael har bedt mig præsentere Yusras Køkken for jer, og jeg håber, at I derfor I vil finde min beretning relevant!

Jeg mødte Yusra, mens jeg arbejdede for Crossing Borders, hvor jeg var projektleder. Projektet jeg skulle lede hed Migrantours, og gik ud på at uddanne expats og flygtninge til tourguides på Nørrebro i København. Konceptet kommer fra Italien og er smukt tænkt: ved at uddanne migranter til at fortælle lokale københavnere om deres fælles by, kan man åbne danskernes øjne for den diversitet, der er mellem byens borgere, og de kan måske få et glimt af byen fra en helt anden vinkel. Yusra var en af mine bedste elever på kurset, men da det lakkede mod enden, og vi skulle til at lave guidede ture for turister, trak hun mig til side og sagde: jeg skal ikke være tourguide. Jeg vil lave en restaurant. Men du skal komme med mig. Jeg ønsker, at du giver vores fremtidige ansatte det samme kursus som jeg lige har været på. Det kursus hun talte om, var en blanding af drama, kreativ skriveworkshop og kulturforståelse med fokus på det danske samfund, byhistorie, velfærdsstaten, jobcentrene og integrationspolitik. Jeg tænkte: wouw, det lyder spændende! Jeg har i mange år arbejdet for Trampolinhuset, som var en NGO, konstant var afhængig af fondsmidler. Hvilket stress at skulle rapportere alt hvad man foretager sig… Hvis vi starter en virksomhed og tjener vores egne penge, så kan vi lave en kombination af et meningsfuldt integrationskursus og en arbejdsplads, hvor man altså både kan få vigtig viden og indsigter om det samfund man bor bor i som tilflytter, og ovenikøbet gøre sig uafhængig af integrationsydelse, fordi man får et arbejde i restauranten! What’s not to like!  

 

Foto: Morten Goll.

Virksomheden kom til at hedde Yusras Køkken ApS. Og vores første job var at lave mad til min datters 18 års fødselsdag. De unge mennesker var begejstrede: “Det er det bedste vegetarmad jeg nogensinde har smagt” og “Hvor er det sygt at en forældrearrangeret middag kan være så fantastisk!”. Det der havde ramt gymnasieeleverne var Yusras Køkken og den levantinske madkultur. Levanten udgøres af Syrien, Jordan, Libanon og Palæstina. Det er et område som er blevet splittet op af vestlig kolonisering, men som huser en fælles tusindårig gammel kultur, som også blandt andet omfatter et fantastisk middelhavskøkken. Pasta-salaten er afløst af lækre Mezze, Dawood basha, Maqloupe, Frekeeh, Kebbe og Fattoush… 

 

Foto: Morten Goll.

Noget af det sværeste ved at starte en virksomhed i dag er hvidvaskningsloven, som gør det næsten umuligt for et nystartet firma at få en bankkonto. Det er ironisk, for den skandale som har ført til at politikerne har strammet lovgivningen er lavet af danske bank, som hvidvaskede milliarder af rubler for Putin og den russiske mafia i deres bankfilial i Estland. Nu skal bankerne føre så meget kontrol med deres kunders transaktioner at de nægter at åbne konti til de små fisk. Det er simpelthen for omkostningsfuldt i forhold til den begrænsede omsætning der må forventes i et lille firma. De store kunder, som for eksempel den russiske mafia, kan det selvfølgelig stadig betale sig at handle med, og de har også råd til at betale jurister og advokater, som kan hjælpe dem med at omgå lovgivningen. Også Yusras Køkken var nødsaget til at hyre et konsulentfirma, men efter 8 måneder lykkedes det at oprette en bankkonto i en dansk bank, hvilket gør bogføringen ulige meget lettere. Det er sgu ret vildt…

 

Foto: Morten Goll.

Men i dag laver Yusras Køkken mad. Vi har endnu ikke en restaurant, men leverer catering til selskaber over 12 personer. Vi har endnu ikke en omsætning der tillader os at ansætte personale på fast basis, så derfor er integrationskurset ikke kommet i spil endnu. Men til gengæld knokler vi for at få omsætningen op på et niveau der kan gøre Yousra økonomisk uafhængig, og dernæst hendes medsøstre, som også har flygtningebaggrund… og som også bliver misforstået af sagsbehandlerne på jobcentrene og integrationskonsulenterne, der kun ser en flygtning der taler mere eller mindre dansk, og som ikke har en relevant uddannelse til det danske arbejdsmarked, og som derfor skal ud og svinge en kost og en moppe.

 

Foto: Morten Goll.

Det der med at have en komplet irrelevant arbejdserfaring til det danske arbejdsmarked er faktisk noget jeg forstår! Som billedkunstner har jeg levet af mange forskellige ting gennem de sidste 40 år. Jeg har sågar været direktør i Trampolinhuset, som jeg startede sammen med 55 andre mennesker, aktivister, kunstnere, asylansøgere og flygtninge med alle slags erhvervsmæssige erfaringer, som heller ikke var særligt relevante. Men en kunstner er og bliver en ufaglært arbejdskraft, og hvis man vil være direktør som kunstner, så må man starte sit eget og holde jobcentret på en armslængdes afstand. Det danske arbejdsmarked er faktisk et ret eksklusivt sted… 

Foto: Morten Goll.

Det er det vi vil lave om i Yusras Køkken. Vi vil skabe en virksomhed som kan bruge den erfaring som mange flygtninge fra Levanten ellers brænder inde med. Det er så heldigt at det levantinske køkken er en uudnyttet ressource i Danmark, som simpelthen bare er for lækker til at ignorere. Yusra er en moden dame, mor til en masse børnebørn, familiens ukronede overhoved, og hendes hjerte og hjerne er et skatkammer af opskrifter, know-how og fantasi. Hun laver mad som man kun får det ude på landet, før krigen, når storfamilien samles på gården med de 300 oliventræer, for at fejre en familieforøgelse.

 

Mød Morten Goll

på 3. festivaldag

torsdag den 8. august kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro

*

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.