Lyt med på denne 27. festivalpodcast
med Benedicte Riis
- også kaldet TANTE ANDANTE.
Her er 1. del.
2. del offentliggøres den 30.7.2021.
Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Lyt med på denne 27. festivalpodcast
med Benedicte Riis
- også kaldet TANTE ANDANTE.
Her er 1. del.
2. del offentliggøres den 30.7.2021.
Lyt med på denne 26. festivalpodcast
med Anders Bircow.
INGEN HAR ORDET er en imponerende kortprosasamling
udgivet på Forlaget Brændpunkt i indeværende år. Undertitlen er en
pårørendefortælling.
Det starter med en lynlås, der har sat sig fast (s. 9) og
”som om ingen verdens ting.” Jeg-fortælleren skriver om sin syge mand, der er
læge: ”…jeg ville være flyttet med dig til verdens ende, hvis den fandtes.
Verdens ende findes.” (s. 10).
Det ordløse spiller en stor rolle i fortællingen, som når
der er ”flere undersøgelser, mere ventetid, mere uvished, alt for meget af det,
der har stukket sin kile ind imellem os.” (s. 13)
Det er tematisk for samlingen, når jeg-fortælleren
skriver: ”Jeg har ikke lært det endnu. Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.”
(s.17)
Verden har ændret sig fuldstændig: ”Døden er blevet
stamgæst til måltiderne nu…” (s. 21).
Næsten midtvejs inde i bogen vender verdens ende tilbage
igen: ”Jeg ligger i mørket og lytter til din søvn. Jeg har set verdens ende,
jeg vil ikke se det, men jeg kan ikke slukke for det, alle de tanker, en krig
indeni, jeg kæmper på alle fronter, drone, guerilla, skarpladt, jeg falder.”
(s. 26)
Humoren er sine steder ætsende. Den er både til gården og
galgen: ”Foran et udstillingsvindue med luksusdobbeltsenge på udsalg står jeg
helt stille, på skiltet står der, at der er femten års garanti.” (s. 27) eller
mere spiddende: ”Efter fem narkoser mere kan du snart bruges til sæbe, siger du
og overgiver dig til sondekost.” (s. 68)
Det er tematisk, når der står: «Hvor svært og ensomt det
kan være at være rask i parforholdet. Når den anden ikke er det.” (s. 35)
For hvad betyder det egentlig at være pårørende, og hvad
har man brug for som pårørende? Birte Kont illustrerer det, når hun om en anden
skriver ”at hun giver mig eksistens” (s. 37)
Hendes egen situation skildrer hun meget kortfattet med
ordene: ”… jeg er fuld af glasskår” (s. 41) eller ”jeg græder glasskår.” (s.
56)
Der er i det hele taget mange glasskår i fortællingen. De
glimter i solen og skærer sig ind. Ja, nogle af dem sætter sig fast og bliver
usynlige. Men de skærer sig hele tiden dybere ind.
Birte Kont mestrer den kortfattede fortælling. Det
destillerede og fortættede og især det usagte, der på smukkeste vis blev beskrevet
i gennembrudsromanen ”En by i Rusland” (Gyldendal, 2011). Det er stadigvæk den
jødiske identitet, der er tilstede, selv om skyldkomplekserne ikke længere er
tilstede som de var i afhandlingen, ”Skyldidentitet hos Franz Kafka” (Nansensgade
Antikvariat, 2002). Og alligevel er der en jødisk tone, der går gennem teksterne.
Ikke mindst i de opsummerende livsreflektoriske udsagn, som: ”Det er svært at
være ene om at være to, men det er sværere at være dig. Det er svært at være
menneske.” Det rimer lidt på det, som Primo Levi skrev, men er anderledes lyst
funderet, for der tros på, at der er håb forude, selv om det holder hårdt. Det
er der stadig, og der er udsigt til morgenluft. Men det har sin pris. Og den er
ikke billig.
Men der er også redningsplanker: ”I poesien finder jeg
øjeblikke af ro og kan føle mig som en del af menneskeligheden.” (s. 59). Netop
i dette citat kommer tekstens karakteristiske dobbelthed til udtryk, for rent
sprogligt er det hele beskrevet meget enkelt. Sådan ser det i hvert fald umiddelbart
ud, men enkelhed er altid noget af det sværeste. Enkelthed er det man kommer
frem til, når alt det øvrige er skrællet væk. Det er derfor en fornøjelse at
læse denne lysende tekst, der sine steder er sort som natten, men som alligevel
insisterer på lyset.
Bogen kunne let være et indlæg i det kommunale
forsøgsprojekt, som hovedpersonen omtaler og medvirker i, og det er gennem
arbejdet i den gruppe, at hun første gang får oplevelsen af, at al hendes
”forkerthed” endelig bliver ”rigtig”, fordi hun får bekræftet at der også skal
være plads til hende som pårørende på sine egne betingelser. Det beskrives med
ordene: ”Hvis jeg tager over nu, svigter jeg dig, men hvis jeg ikke gør det,
svigter jeg mig selv.” (s. 67)
I bogens sidste del er vi tilbage ved begyndelsen: ”Jeg
har set din verdens ende...” (s. 70) mens det mere profane: ”Men vi ved ikke en
skid…” står og runger ud over teksten, men som læser føler jeg mig meget
klogere efter endt læsning, og det takket være INGEN HAR ORDET af Birte Kont.
LÆS DEN!
INGEN HAR ORDET af Birte Kont
Forlaget Brændpunkt, 2021
83 sider.
Omslag: Søren Klok med et foto af Heléne Hernflo
Medredaktør: Christina Ingerslev
Hun er en hyæne, ja, nærmest et monster, som hun står der med sin sorte finger, som hun sætter på folk, når hun lyser dem i band. Det skæbnesvangre er også accentueret i kostumeringen med sorte fjer, som var hun en mægtig ulykkebringende krage. Der er noget plumpt over hende, hun er både storslået og nederdrægtig. I hvert fald fascinerer hun den 14 år yngre elsker, som hun gifter sig med. Hun er gådefuldt gnistrende, ildsprudlende og meget ulykkelig. Eller er hun nu også det? Livet vil hende på en måde ikke. Hun vælger mellem laurbær og roser, og det bliver laurbær. Men kunstnerisk blomstrer hun. Thit Jensen (1875-1957) blev aldrig lige så kendt og skattet som sin Nobelprisvindende lillebror Johannes V. Jensen (1873-1950), men så blev hun så meget andet. Og alt dette andet drager Julie Petrine Glargaard så fint frem i skuespillet og kunstnerportrættet, ”Valkyriens Kamp”. Hovedpersonens flertydighed har tydeligvis inspireret dramatikeren til en tekst, der er meget mere udfordrende end hendes kunstnerportræt af Anna Ancher i "Annas Verden" sidste sommer samme sted, selv om det også var en god forestilling. Men teksten er denne gang bare så meget stærkere og mere potent. Sikket fordi hun er en gåde, der ikke bliver løst. Vi tager hende med hjem i Ene Øster Bendtsens skikkelse. Hun går med os videre ud i livet. Scenografisk er det en smuk forløst forestilling af Nikolaj Heiselberg Trap. Omgivelserne ved Sophienholm er storslåede til udendørsforestillinger, men hvordan matche denne naturens egen maleriskhed? Det er gjort med en symmetrisk sceneopbygning, der kredser spillerne ind og åbner op til naturen med en stor skæbnesvanger fuglesilhuet oven på selve scenen, der på samme tid forbinder hav, jord og luft.
Teatergrads forestillinger har ofte en gnistrende musikalitet, der også denne gang synges og spilles velklingende af Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow, og hvor sidstnævnte også har komponeret musikken og skrevet sangteksterne. De tre spillere indgår på lige fod med de to musikere i forestillingens mange flerstemmige vokalarrangementer. Al lyd er forstærket med bærbare mikrofoner, der bringer skuespillernes stemmer og udtryk helt tæt på – og uden en eneste mislyd. Koreografen Jannik Elkær har tilført forestillingen nogle langsomme dansende bevægelser, der virkningsfuldt brat slår over i naturlig gang. Instruktøren Pelle Nordhøj Kann har anlagt spillet, så de tre skuespillere og to musikere fordeles rundt på scenen og oppe på den bagvedliggende hvide træbro som magtfulde silhuetter mod himlen. Det hele er arrangeret uanstrengt og legende.
Malin Rømer Brolin Tani har en smittende naturlighed, og så er hun rap. Søren Bang Jensen har et fascinerende ansigt med en skarp profil, der skærer lige igennem både som den berømte forfatterbror, der ikke kunne drømme om at hjælpe sin søster. Selv om hun var der for ham, da han før hende fandt sin forfatterstemme. Han er intens og troværdig både som broren og den unge elsker/husbond, og man forstår ham alt for godt, da han falder for Malin Rømer Brolin Tanis smukke tandlæge, der giver ham et meget intimt tandeftersyn. For Thit Jensen har ikke været let at holde af i privaten. For alt det hun stod for i offentligheden, praktiserede hun i hjemmet.
Musikken er så rørende, at den fik mig til at fælde en tåre. Den er brugt meddigtende, så den ikke bare binder forestillingen sammen. I det hele taget er Teatergrads forestillinger ofte så fine, fordi de som i "Valkyriens Kamp" er dansende smukt iscenesatte som en koreografisk dans hvor ord, musik, sang og bevægelser glider sammen til et organisk hele.
Jule
Petrine Glargaard har også skrevet "Udvandrerne" (Teatergrad & danskdansk, 2018), "Under huden"
(Mærkværk, 2020) og jo altså "Annas Verden" (Teatergrad, 2020). Men "Valkyriens
Kamp" har en særlig kampgejst, der bemægtiger sig publikum. For det er tale om
en hovedperson, der går til stålet. Man sagde sågar, at fødselstallene dalede i
de sogne, hvor Thit Jensen holdt sine flammende taler om prævention og kvinderet.
De
mørke slagskygger i hendes liv gør, at vi som publikum tager hende med hjem, når
vi vandrer ud fra Sophienholm. Hvis vi vender os om inden vi går ud af porten, er
det som en skygge af hende flagrer hen over Furesøens vand, mens den sidste
regn forsvinder ude i horisonten.
Lyt med på denne 23. festivalpodcast