Anmeldelse: TÆNKER ALTID PÅ DIG af Teatergrad

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Premieren foregik i solskin ved Kastaniehusene i De Gamles By på Nørrebro. Stolene var placeret med den rette corona-afstand, men alt andet var meget tæt på. Ikke mindst følelserne. For TÆNKER ALTID PÅ DIG handler først og fremmest om følelser. Eller rettere det handler om schlagere eller musikalske landeplager, der har aflejret sig i kroppen på os gennem generationer. De vil sikkert tale til os altid, men efter en corona-periode, hvor vi har været dømt til adskillelse, rammer det lige i hjertekulen. Ikke bare som rar genkendelighed, for det stikker dybere end som så. Det er simpelthen det, der gør os til mennesker og giver os vor menneskelighed tilbage. Den menneskelighed som vi i en periode på det nærmeste har måttet frasige os.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Trekløveret på scenen, DE VILDE HJERTER bestående af Kaj, Ditte og Linda, spillede og sang og charmede sig igennem forestillingens sange og historier, der handlede om fællesskab og kærlighed. Om at møde kærligheden og sige den ret farvel igen. Kærligheden kan have så mange aftryk og udtryk. Det er broren og søsteren, der er uadskillige og ved, at de altid skal være sammen, men da de alligevel kommer til at bo i hvert sit land, er savnet og kærligheden der hele tiden, men også det lærer man at favne. Eller det er sønnen, hvis far er ude på søen det meste af tiden. Faren forklarer, at han vil visne, hvis han skal blive på land, men at han ikke elsker sønnen mindre af den grund. Men først og fremmest er der fortællingen om Kaj, Ditte og Linda, der holder så meget af hinanden, at de som et trekløver først bliver hele, når de er sammen og spiller musik. Det er den fortælling, som jeg nynnende tager med mig hjem bagefter.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sangene kender vi: TÆNKER ALTID PÅ DIG (Flemming BAMSE Jørgensen), FRK. HIMMELBLÅ (Kim Larsen), SUSANNE, BIRGITTE OG HANNE (Otto Brandenburg), STILLE FØR STORM (Lis Sørensen) og mange, mange flere.

I 2015 stod Teatergrad også bag den vellykkede erindringsforestilling HUSKER DU? Den var lige så vellykket som deres nye forestilling, og er skabt af stort set de samme folk for og bag scenen.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Under forestillingen sad jeg og vred mig, for jeg tudede fra start til slut, og måtte atter og atter tørre tårerne væk, der blev ved med at pible frem. Selv om forestillingen følelsesmæssigt er tæt og ligepå, er den samtidig så varm og så hjertelig, at der på ingen måde bliver taget førergreb på følelserne. Slet ikke - og så alligevel, men det var på den fineste måde, og uden at det på nogen måde virkede anmassende eller manipulerende.  De tre på scenen, Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann, fint instrueret af Pelle Nordhøj Kann, tog sangene og fortællingerne rent til sig, uden nogen forstillelse, og formidlede dem videre til os med en smittende uskyld og renfærdighed. Netop det som sangene i sig selv rummer. Derved gik det hele op i en højere enhed. Tillykke til Teatergrad. Der er stor grund til at glæde sig over TÆNKER ALTID PÅ DIG.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 TÆNKER ALTID PÅ DIG

- en musikalsk hyldest til de mennesker vi hver især savner og holder af

Medvirkende: Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Christine Worre Kann

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Tekst & musikalsk arrangement: holdet

Konsulenter: Jannik Elkjær & Nikolaj Heiselberg Trap

Junior producent: Anna Sofie Rimestad

Ide & koncept Teatergrad

*

Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:

2020: 

Queens

2019: 

Beatroots

Dødsdansen 3.00

2018: 

Udvandrerne

Ikke uden min mor

2017: 

Skjult nummer 

(sammen med Cantabile 2)

2016: 

En landsby på højkant 

(sammen med Familien)

 Forført

2015: 

Husker du?

*

Se også fortegnelsen

over de øvrige 117 teateranmeldelser.

Anmeldelse: TATOVERING på Mungo Park

Fotograf: Catrine Zorn.

Scenografien er en stor spejlflade, der skråner ind mod midten. Den er griset sådan til, at den kun pletvist afspejler de to hovedpersoner, der først er sider af samme person for siden at blive en veninde og senere en kæreste.

TATOVERING er fuld af ungdommelig energi. Den er hårdtslående og gør intet for at indynde sig. Attituden er ... take it or leave it. En gennemgående og tilbagevendende passage handler om den døende far, der har skrevet sig ud af hovedpersonens liv. Der er ikke megen familiefølelse, der spejler sig i de tilgrisede spejlblanke flader i scenografien af Simone Bartholin. Der bliver råbt og sparket til teksten af Anna Malze, der også har instrueret de to på scenen: Sara Fanta Traore og Nana Morks. Som om der skal sparkes og råbes igennem til noget. Som om virkeligheden er noget, der bare skal sparkes og råbes hul i.

Fotograf: Catrine Zorn

Allerførst virker det som et overfald. Det bliver kun mere presserende, da hovedpersonen stiller sig frem forrest på scenen og taler direkte til publikum. Det er en forestilling, der er i øjenhøjde med publikum. Men i starten vokser der ligefrem en fjendtligt stemning frem på tilskuerrækkerne. Et ægtepar på rækken foran rasler og hoster demonstrativt, men forestillingen bliver ved og ved, og det lykkes at slå hul på den fremspirende modstand, så det ender med et varmt og stærkt bifald. Et velfortjent bifald, for der arbejdes hårdt for det.

Det er barfodsteater. Det er et direkte blik ned i en forrået verden, hvor livet er som en brugt krop, der slynges hid og did. Smukt er det ikke. Det er det aldrig, når liver ender i en sygeseng, sådan som det sker for den omtalte far.

Fotograf: Catrine Zorn

Inden forestillingen blev vi budt velkommen fra baren og fik at vide, at der ville være meget røg i forestillingen. Det var ingen underdrivelse, for på et tidspunkt bliver teatret fyldt med så meget røg, så det vælder ud i hovedet på publikum. Det er så massivt, at vi forsvinder helt ind i røgen. Det er faktisk et godt billede på det, der på samme måde vælter lige ud i hovedet på os i forestillingen. Det er voldsomt, men når man først befinder sig inde i røgen, ophører alting. Jeg gribes af en tilskyndelse til at ville ud og væk. Til at redde mig selv i land. Ganske langsomt opløstes røgen igen, lidt efter lidt, men gennem røgtågen træder personerne på scenen frem som af en drømmedis. De står tæt sammen midt på scenen og taler ind i mikrofonen, som de holder imellem sig. Det er hovedpersonen, der taler med fyren, der skal udsendes som FN-soldat.  Fyren, der staver som en 10-årig. Det er bare et af hovedpersonens mange møder med en anden virkelighed.

Helt på samme måde som i DE HOVEDLØSE, teatrets seneste forestilling, hvor det også var forskellige virkeligheder, der tørnede sammen i en kamp om at finde eller genfinde en mening i en verden, der er faldet fra hinanden.  Måske er det noget af det, som teatret er allerbedst til, når vi møder os selv og hinanden via stedfortrædere på scenen. Dette møde mellem de uforenelige kræfter i os, der kæmper for at nå over på den anden side – for at fravriste verden en mening.

Fotograf: Catrine Zorn

Anna Malze beretter om forestillingen: ”TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten for to måneder siden, lige efter min egen far døde for tidligt. Den handler ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt i en krise.” 

Det er flot og kompromisløst teater.  Med en ny ung teaterleder er der sket et generationsskift, og som min ledsager bagefter bemærkede: ”Det varer vist længe, inden Fritz Hansen kommer på scenen igen”. Det er rigtig set, for teatret er siden rykket helt andre steder hen. Det startede med maner med forestillingen DE HOVEDLØSE, der fint formåede at slå bro mellem det gamle og det nye. Mellem før og nu. Med TATOVERING har Mungo Park bevæget sig over broen og er gået i land på den anden side. Det bliver spændende at følge teatret videre frem.

*

Fotograf: Alexander Kaiser Lauritzen

TATOVERING

Spilleperioden:

Mungo Park i Allerød: 28.feb-11. marts, og 29. spril-1. maj på

Satellitscene i Gladsaxe: 2.-4. april

Teater Republique i København: 22.-29. maj

Varighed: Ca. 1 time

Medvirkende: Sara Fanta Traore og Nana Morks

Instruktør & dramatiker: Anna Malze

Tekst-og instruktionskonsulent: Mikkel Flyvholm

Scenograf: Simone Bartholin

Lysdesign: Mikkel Givskov

Lyddesign: Emil Bøll

Hjemmeside

Billetter

Trailer

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:

De hovedløse

Fejring af et godt menneske

Manning er fri

Faust

Fritz Hansen Folket

Uledsaget

Nordskoven

De Stuerene

(Mungo Park Kolding)

*

Se også fortegnelsen

over de øvrige 117 teateranmeldelser.

Anmeldelse: DANCE WITH ME på Teatret ved Sorte Hest

Foto: Bjarne Stæhr.

Gæstespil af The Why Not Theatre

I The Why Not Theatres produktion af Peter Asmussens ”Dance with me” instrueret af Solbjørg Højfeldt, er Sue Hansen-Styles alene på scenen i over en time, men det føles ikke, som om der er meget tekst. Jo, der er tekst hele tiden, men der er så meget MERE end tekst. Det er et rigt stykke, et voksent stykke. Et stykke, der handler om at være menneske. Peter Asmussen (1957-2016) var ingen hyggespreder som dramatiker. Han går til biddet og skildrer eksistensens svære vilkår. Han går ind i de mørke rum, og åbner døre til de mørke sider i vore indre og lader lyset strømme ind, og vigtigst tager os, sit publikum, med. 

Noget af det sværeste er at holde energien oppe i en monolog, men også det lykkes. 
Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk, at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til engelsk for at opføre det i København, men det giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring.  Det er overordentlig flot.

Foto: Bjarne Stæhr

Lyssætningen er smuk og kærtegner ordene på scenen. Instruktionen af Solbjørg Højfeldt er formidabel og Sue Hansen-Styles er enestående som den forsmåede kvinde, hvis mand forsvinder og bliver erstattet af alkoholen, der i stedet bliver hendes faste dansepartner. I hænderne på en skuespillerinde af mindre format kunne teksten være blevet statisk, for ordene er ikke store i sig selv. Teksten er nærmest ydmyg og tilbageholdende, så det gælder om at få den til at leve uden at overspille. Netop det er Sue Hansen-Styles utrolig god til, for enhver stavelse er hørbar på bageste række. Det er en stor præstation - og kunstnerisk er det fremragende forløst. For ordene og betydningen bliver båret frem for os. Det er en tekst, der bliver delt med publikum som en betroelse. Teksten er som poesi, så fin og skrøbelig i al sin tilbageholdenhed - og samtidig har den både saft og kraft. Det er en fascinerende kontrast.

Foto: Bjarne Stæhr

Der er mange stemmer i forestillingen. Der er spørgsmål og svar. Spørgsmål, der både besvares og ikke besvares. Og svar på spørgsmål, der aldrig stilles. Det hele stilles til skue i en fortrinlig scenografi af den scenografdebuterende instruktør, Solbjørg Højfeldt, der også selv er en ferm skuespillerinde. På sin vis er det en ikke-scenografi på en sort scene, hvor lyssætningen af Lasse Svarre bliver en passiv samtalepartner.  Tre legemshøje skabe er det eneste på scenen. Et slankt højt skabt i hver side og et større i midten bagest. De to forreste kan åbnes forfra, men man kan gå igennem dem fra alle sider. De kan både illudere den lukkede dør ind til soveværelset og det lukkede rum inde i hovedpersonen. Eller, som det er tilfældet med det tredje skab i midten, være beklædt med spejlende plader, der åbner ind til hovedpersonen og lover, at der også findes veje ud af mørket. Sidste del af monologen er meget overraskende, og skal ikke røbes her. Men det er en afslutning, der er endnu mere visuel end det øvrige. Pludselig sker der et skift, og som publikum aner vi ikke, hvor vi er henne. Umiddelbart virker det som om illusionen brydes, men der er i forvejen så mange lag i teksten, så det føjer blot endnu et lag til resten. Sue Hansen-Styles´ meget tydelige diktion projiceres ud fra scenen og sendes mod en imaginær dartskive bag sidste tilskuerrække, og er som skabt til Asmussens tekst, der som lyriske strofer og lysstråler funkler gennem mørket.  Asmussens tekst minder os om at livet skal leves, selv om det er hårdt. Derfor slutter det også med en invitation til dans. Både rent visuelt på scenen, men også som en udstrakt hånd – come dance with me!

*

Foto: Robin Skjoldborg

DANCE WITH ME

Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest

Spilleperiode: 28. februar – 21. marts 2020

Varighed: 65 minutter

Dramatiker: Peter Asmussen

Instruktør & scenograf: Solbjørg Højfeldt

Skuespiller: Sue Hansen-Styles

Oversættelse (til engelsk): Solbjørg Højfeldt & Sue Hansen-Styles

Lys- og lyddesign & bygning af scenografi: Lasse Svarre

Lystekniker: Beáta Kublik

Instruktørassistent: Sarah Stephens

*

Hjemmesider:

Teatret ved Sorte Hest

& The Why Not Theatre

Billetter:

Se videoer om forestillingen:

 *

Sagt af Peter Asmussen:

»Jeg har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men det må man jo bare overleve på en eller anden måde.« 

fra Jeppe Bangsgaards fremragende portrætartikel: ”Døden har altid været meget levende for mig” i Berlingske Tidende, den 2.9.2015 - 9 måneder før Asmussens alt for tidlige død som 59-årig.

Peter Asmussen: »Det er meningsløst, men det at noget er meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«

Selv opsummerer Asmussen sin gerning med ordene: 

»Det er mere ligesom en blyant, man lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre, og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«

Hvad angår at finde svar på livets meningsløs, bringer Asmussen Franz Kafka på banen: 

»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«. Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at leve og en lille smule nemmere at dø.”

Mere om Peter Asmussen på Wikipedia.

Samt om hans filmmanuskriptarbejde.

*

Tidligere anmeldte forestillinger 

af The Why Not Theatre:

2019:

Mairead:

2017:

Mr. Tesla Played

2016:

Love and Money

A Tender Thing

2015

O, for the love of Shakespeare

2014:

WIT

2013:

The City

*

Se også fortegnelsen 

over de øvrige 117 teateranmeldelser.

Anmeldelse: QUEENS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en teatergruppe under Teatergrad. De har altid følt sig hjemløse, men nu virker det som om at har taget bolig i denne hjemløshed. Det har ændret deres fokus, for fra at skælde ud på danskerne, er blikket gledet hen på dem selv, sådan så de nu fortæller historier om sig selv.  

QUEENS er historien om tre unge kvinder og deres ankomst til livet, sådan som det er set fra hver deres perspektiv. Det er tre danskeres historier om at være i live, i splid med sig selv og hinanden, og om de begrænsninger som de oplever at det giver. Først og fremmest er det et indblik i at være dansker, sådan som det ser ud, når man har afrikansk, kurdiske eller egyptisk familiebaggrund.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Selv om Danmark og danskernes liv ser moderne ud på overfladen, er vi et traditionelt bondesamfund. Det betyder at tilflyttere aldrig kommer til at høre til, hvis de ikke er født ind i den by, hvor de nu bor. Fremmede er dem, der ikke er født samme sted altid, så derfor er tilflyttere fra andre kulturer dobbelt fremmede. Det er den dobbelthed som forestillingen tager afsæt i.

Rent sprogligt kan vi afhjælpe det ved at kalde dem, der bor i Danmark for danskere (ligesom fransmænd, der bor i Frankrig, er franskmænd - så enkelt er det!). Det fjerner ikke de problemer, der er ved at høre til og ved at føle at man bliver set ned på og diskrimineret. Men vi er bondske i vor optik, og selv om vi lever moderne liv, er vi stadigvæk bondske og enøjede. Sådan er det bare. En for alle og alle for en!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Nia (Marie-Lydie Meloni Nokouda) er queer og aktivist. Hun arrangerer aktioner og demonstrationer - og arbejder med børn og unge. Hun er også edderspændt rasende og har en direkte adgang til et nedarvet had, der for hende hænger sammen med at være sort og føle sig udenfor. Det giver hende en identitet, selv om hun mest af alt ønsker sig at være den foruden.

Aisha (Amira Jasmina Jensen) har en master i økonomi, og har forældre, der har nurset hende og hendes faglige ambitioner fra barnsben af. Hun er privilegeret, og er vokset op i velstand med en støttende familie, men har ikke set så meget af livet som sine to veninder.

Det er i hvert fald det som den tredje veninde, Imen (Ellaha Lack), klandrer hende for, for selv er hun opvokset med forældre som hun har måttet tage sig af. Hun er tidligt blevet voksen og er spiret op af en barsk social baggrund. Hun er splittet mellem sit musikalske talent og nødvendigheden af at give tilbage til den mor, der har ofret alt for hende, og som ikke mindst har givet hende en dansk opdragelse, selv om familien oprindelig er kurdisk. Hun har valgt at læse medicin, for at brødføde familien. Et sabbatår er ingen mulighed for hende.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I Camara Lundestad Joofs QUEENS er der plads til det hele, men i de tre veninders venskaber er der mindst lige så meget social kontrol som de oplever udenfor. For de er meget ømtålelige og fintfølende, og hvert ord imellem dem bliver vejet og målt. For så meget søstersolidaritet er der heller ikke. I Sandra Yi Sencindivers skarpe instruktion bliver det pres de hver især føler, ikke anderledes end det alle føler, selv om det er dobbelt op for dem.  Den eneste identitet som de føler, er én som de ikke kan være i. Det med at finde sig selv er noget vi alle skal igennem og det kan tage mange år, for nogle er det et livslangt projekt. Det er faktisk noget af det der først melder sig – og det tager tid. Sådan er det for alle.

Forestillingen har en fin balance mellem alvor og humor. Teksten er god og fyrig, og de tre giver ordene både krop og sjæl. De danser, skriger og hvisker. Det er stærkt spillet. Hvis man kan undgå at slå sig på de skarpe kanter, er det vidunderligt at blive skiftevist underholdt med sang og musik, og sat til vægs af forestillingens mange fine monologer. 
Bagefter til premieren blev der budt på lyserøde bobler og flødeboller. Det burde måske snarere have været jordmoderkaffe og honningmåne, for det er nødvendigt med noget at stå imod med, for det er svært at være dansker og menneske. Men skål og velkommen i klubben!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk´s achilleshæl er, og har altid været (siden starten i 2009), at de er i krig med omverdenen. De er i krig med sig selv og deres omgivelser. Det er den krig, der er deres brændstof, og det falder tilbage på dem selv, for den anderledeshed som de ønsker at blive kvit, er samtidig deres berettigelse for at have en stemme og bruge den til at kreere teater med. Det er uholdbart i længden. For hvem laver de egentlig teater for? Jeg synes, at det nu må være på tide at komme ind i kampen. For det er aktivistisk teater, men det fastholder dem samtidig i deres egen ekskludering af sig selv. Det er ikke nok at stå og råbe fra en scene. Men det er en begyndelse og en overgang, men jeg synes at det må være på tide at komme videre. Det skylder de både sig selv og publikum, for det er teater med saft og kraft, der bobler med fantasi og talent. Der er en frodighed over det, der burde kunne bruges til meget andet end denne protest, for det bliver statisk og er udtryk for stagnation, når teater nu på 11 år drager i krig, for tænk på, hvad al denne talentmasse kunne bruges til, hvis det ikke bare skulle bruges til protest. Der er en tid til protest, og der er en tid til at bygge op og bygge nyt. Men nu skal vi videre. Det må være på tide... hvis ellers teatret tør!

QUEENS

Tre kvinder  *  Tre liv  *  Én aften

70 minutter

4.-22. februar kl. 19.00 i Osramhuset 

*

Dramatiker:  Camara Lundestad Joof

Instruktør:  Sandra Yi Sencindiver

Skuespillere: Marie-Lydie Meloni Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack

Scenograf: Sir Grand Lear

Lyddesigner: Karen Duelund Guastavino

Kreativ producent: Christine worre Kann

Co-producent: Teatergrad

Ide & koncept: danskdansk

*

Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 Kbh. N.

Metro: Skjolds Plads

Øvrige spillesteder

*

Teatergrad-hjemmeside

danskdansk-hjemmeside

Billetter

*

*

Øvrige anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019: 

Beatroots

Dødsdansen 3.00

2018:

Udvandrerne

2017:

Skjult nummer

2016:

Forført

2015:

Husker du

*