Indgår i serien ET ANDET BLIK.
Oman er et gammelt land, så gammelt, at man finder spor
tilbage til 6.000-5.000 år f.Kr. hos Samarierne, som kaldte landet Magan,
hvilket betyder landet af skibe og kobber. Dette kan stadig ses ved kysten, og
når man går forbi de glitrende rødlige bjerge. Det er ikke kun skibe og kobber,
som kaldte på kolonimagter, såsom portugiserne, englænderne, perserne og
ottomanerne, men også “Luban”, en mælkehvid saft, som tappes fra røgelsestræet,
der på gammelt dansk kaldtes “virak og olibanum”, og som de europæiske
kirkelige ceremonier ikke kunne være foruden. Omans strategiske beliggenhed har
også været tiltrækkende, idet det er knudepunktet mellem Golfen, Det Arabisk
Hav og Det Indiske Ocean. Heldigvis lykkedes det ikke kolonimagterne at
assimilere Oman i deres kultur, sådan som det lykkedes i andre lande. I Oman har
man bevaret kulturen og været i stand til at udvikle den i en retning, som
tilgodeser landet. En evne, jeg ellers troede kun gjaldt kineserne.
I det 16. og 17. århundrede var Oman et imperium, der
kunne overtage landet fra portugiserne og udvide riget, så det samlede begge
sider af Golfen, hele den sydlige del af den arabiske halvø, Østafrika samt
øerne Comorerne og Madagaskar. Men selv om landet undertiden er skrumpet takket
være den engelske kolonisme, er det stadigt stort og med varierende landskaber
som bjerge, ørken og den lange kyststrækning med udsøgte strande, laguner og
grotter, hvor sjældne havdyr som store skildpadder lever i deres naturlige
omgivelser. Landet er meget grønt, selv i ørkenen er der en del græs og palmer.
Hvis der er noget som kendetegner forskellen mellem
folk fra storbyer og dem fra mindre byer og landsbyer, er det tolerance og
gæstfrihed. Generelt finder jeg folk fra storbyer mere tolerante, men mindre
gæstfri og med en vis arrogance over for fremmede, mens dem fra landsbyerne er
mindre tolerante med større gæstfrihed uden storbyernes arrogance. Dette møder
man ikke i Oman på trods af stor variation i geografi, klima og livsstil, og om
man møder bønder, fiskere, beduiner eller moderne byfolk, er det noget man
oplever overalt, på kryds og tværs i Oman, nemlig det jeg ikke kan finde bedre
betegnelse for end “Omani”, kendetegnet ved ubetinget tolerance, accept af og
respekt for andre, samt en ivrighed efter at hjælpe andre uden at forvente
noget til gengæld!
Det har jeg ikke tidligere oplevet, før jeg mødte det i Oman. Om det er i en bank, på gaden, i butikkerne, i et offentligt eller privat sted, eller bare da jeg under middagssiestaen ikke kunne finde vej. Jeg stoppede ved en taxaholdeplads, hvor taxachaufførerne havde forladt deres vogne og sad samlet på fortovet med deres te og kaffe. Men da de ikke kunne enes om at udpege retningen for mig, tog en af dem mig med i sin bil. Efter nogle kilometrer udpegede han stedet, og satte mig af der, uden at forlange eller forvente noget til gengæld. Og som om det ikke var nok, tilbød han os frokost hjemme hos sig, da “alle restauranter lukker om eftermiddagen”, som han sagde. I butikkerne er der sat store fade frem med varer, som man kan prøvesmage, uden mindste købekrav, ligegyldigt om det er nødder, søde sager, brød, frugt, eller lignende. I butikken, hvor der sælges sim- og taletidskort, overførte en Omaner taletid til min mobil, eftersom det blev for kompliceret at betale med mit kreditkort. Igen uden at forvente noget til gengæld.
På en tur gennem en mindre by, vel nærmest en
landsby, vinker en kvinde til os, da hun får øje på vores nysgerrige blikke, og
inviterer os til at kigge indenfor i sit hus, for stolt at fremvise hvordan en
omanifamilie bor. Vi blev budt på dadler og omanikaffe, noget man bør vænne sig
til, da det sker overalt i Oman, selv på politistationen bliver man budt på
dadler og kaffe! Under hele vores ophold oplevede jeg ikke et eneste slagsmål
eller tiggeri, tyveri eller forsøg på at snyde, heller ikke dyttende biler,
nabolarm, politimagtdemonstrationer, på trods af at mere end halvdelen af
befolkningen er udlændinge med forskellig kulturel baggrund, hovedsagelig fra
Bangladesh, Indien, Thailand, Iran, Østafrika og de arabiske lande. Der er også
en del vesterlændinge, men de bor i deres ghetto i hovedstaden Muscat på trods af
alverdens frihed og frem for alt stor sikkerhed, eftersom Oman har
verdensrekord i lav kriminalitet og en meget høj grad af sikkerhed for borgerne.
Jeg kunne blive ved med at fortælle anekdoter om alle de steder,
vi, jeg og min europæiske medrejsende, har besøgt i Oman og om, hvordan vi blev modtaget på trods af vores udseende som afslører, at vi kommer fra en meget anderledes
kultur og også har en anden religion. Selv på de hellige steder blev vi mødt
med venlighed og hjælpsomhed, som efterlod os målløse, forbavsede og uden ord som
tak. Vi måtte tro, at Omanerne kom fra en anden planet! Eftersom
vi, med vores liv og historiske baggrund automatisk betvivler andres venlighed
og deres intentioner, fandt vi det naturligt at udspørge
immigranterne, som vi stødte på i basaren, på restauranterne og på caféerne, om
livet i Oman og om, hvordan de blev behandlet. Uden undtagelse fortalte de om
det gode liv SAMMEN med omanerne. Nogle havde endda oplevet, mens andre følte,
at loven i Oman satte en immigrant højere end en indfødt. Vi hørte, at der er
ligestilling på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder, og det er lov, at børn
følger med moren i tilfældet af skilsmisse, og at kvinder kan gå klædt som de
ønsker. Tolerancen mærkes stærkt overalt i samfundet, og i alle mulige
aspekter, såsom religion, i forhold til kvinderne, beklædningen og vigtigst
accepten af den anden.
Om jeg ved, hvorledes et sådan arabisk-islamisk samfund er blevet
til, og hvorfor det er så anderledes end mange andre lignende samfund i
området, kan jeg ikke med sikkerhed sige. Dog ved jeg, at de underviser i
tolerance og accept allerede i børnehaverne, og at religionen i Oman adskiller
sig fra andre steder i verden, også fra andre islamiske lande. Oman er det
eneste land, der praktiserer Abadhi-islam, en tredje gren af islam, som er meget
mindre end hovedgrenene for Sunni- og Shia-muslimer, og som hviler på et andet
fundament. Selv Det Danske Forsvarsakademi beskriver Oman som præget af
“tolerance og accept”. Jeg tror også, at deres evne til at bevare og udvikle
deres egen kultur kræver af dem, at de skal værdsætte hinanden uanset herkomst,
ophav eller normer. Oman er i dag uden tvivl et moderne land, dog går alle
omanere, både mænd, kvinder og børn, rige som fattige, klædt i traditionelle klæder
og dragter, helt anderledes end resten af verden… de fremstår rene, smukke og
velduftende! Jeg har oplevet Oman, som et land med emotionelt og materielt
overskud.
