Anmeldelse: VILDANDEN i Skuespilhuset

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Forestillingen indledes med et skud og slutter med et. Det er historien om en vildand. Om at ofre sig for det man har kært, men også om, hvad der sker, når man ofrer sig forgæves. Teksten er god. Det er en klassiker, der handler om livsløgne og om ”den ideelle fordring”. Om idealer og livsløgne. Gregers Werle, rigmandssønnen, og hans gamle skolekammerat Hjalmar Ekdal, hvis far er gået i hundene, mødes igen efter mange år. Tidligere var de to sønners fædre kompagnoner, men den ene kom i fængsel og den anden blev frifundet. Den ene fik sig snoet udenom på grund af manglende beviser, mens den anden blev fængslet, for noget som de vist begge havde været lige gode om. Rigmandssønnen har det godt på fornemmelsen, og for at råde bod på det, gør han det til sin livsopgave at åbenbare hele sandheden for sin gamle skolekammerat.

Sønnernes roller er fra Ibsens hånd slet ikke så lette at gå til, for hvis de spilles for entydige, bliver stykket uinteressant, så det står og falder med skuespillerne i sønnernes roller. I Thomas Bendixens lydefri iscenesættelse spilles de fuldt dækkende af Morten Suurballe og Kristian Halken. Det er et godt greb at lade Surballes rigmandssøn fremstå nervesvækket og manieret, for det gør hele hans forsæt med ”at ville gøre en forskel” endnu mere skingert. Især i mødet med Kristians Halkens elskelige familiefar.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Halken spiller så afvæbnende menneskeligt, at vi føler med ham, selv om han er påfaldende svag og ude af trit med omgivelserne og sig selv. Hans hængende skuldre og sjokkende gangart. Vi genkender hans sårbarhed, hans glæde og forladthed. Hans lykke er så lille og så skrøbelig, at den er dømt til at gå under, og det er det, der sker i mødet med rigmandssønnen Gregers.

Selv ikke datterens rolle, Hedvig (Neel Rønholt), der på papiret virker gammeldags og ude af trit med en ung pige af i dag, falder igennem, når den bliver spillet så begavet og hengivent som det sker her.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Bodil Jørgensen, der spiller hans kone, Gina, slår ikke ud efter ham, for hun ved alt for godt at han vil styrte ved den mindste modgang. I stedet støtter hun ham, og hjælper ham ind i det lykkeland han søger mod, indtil det hele ramler sammen. Bodil Jørgen er noget ganske særligt, for ingen kan som hun være sitrende. At sætte hende op mod Werle-familiens stålsatte nye husbestyrerinde i skikkelse af Camilla Bendix er en fornøjelse at iagttage. Det er kun en ganske lille scene de to har i 4. akt, men den svier helt ind i sjælen. Rollebesætningen er mere end fin. Den er kongelig.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er svært at skabe intimitet på Skuespilhusets kæmpestor scene. Opsætningen er stor og spektakulær, men det er stadigvæk et kammerdrama, der ville kunne spilles lige så godt, hvis ikke bedre på en ganske lille scene og næsten uden rekvisitter. For vi ser aldrig vildanden. Det hele ligger lige under overfladen og bobler. Ibsen formår at hage sig fast i de sprækker, der er i de menneskelige forsvarsværker. Han ridser og kradser, indtil den første mursten løsner sig. Så nok én og én til. Til sidst er det hele væk.

Hvis Ibsen har en morale, er det at vi skal vogte os for ”den ideelle fordring”. I stykket viser han os hvorfor. Der er mange, der vil tale vores sager - på vores vegne. Det er de farligste.

Dog gør strygninger i tekstens begyndelse, hvor 3 mindre roller er skåret væk, at Gregers Werles slutbemærkning om ”at være den 13. til bords” delvist falder til jorden. De strøgne passager i starten, relaterer sig til det. Det fjerner noget af det ildevarslende, der foregriber slutreplikkens pointe. Historien er så fint orkestreret fra Ibsens hånd, at det griber forstyrrende ind, når man forkorter og derved ændrer, for det er i starten at der bygger op til slutreplikken. Udeladelsen gør at Gregers kommer til at fremstå dæmonisk, som om han med vilje har villet være ond, men det er netop Ibsens pointe, at hans ærinde er det modsatte. Han vil det gode og det ideelle, selv om det kun er det onde han opnår.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Iscenesættelse:  Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen

http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2012-2013/skuespil/vildanden

Anmeldelse: "Mit Rum" af Asterions Hus

 



På forscenen er der en masse kasser. Store og små i mellem hinanden. I mange størrelser og i forskellige farver. Kasser indeni kasser. Der bygges med kasser, leges med kasser og lukkes ord og toner ud af kasser. En sort gammeldags kuffert er fuld af gamle dagbøger. Måske er vi oppe på loftet, hvor kufferter og mannequindukker står opmagasineret side om side med gamle standerlamper. Eller også er vi midt i en fantasi, hvor de gamle ting får liv og begynder at tale sammen - som i et HC. Andersen-eventyr.

Kufferten tømmes ud ved siden af kasserne. Flere publikummer bliver inviteret op for at udpege en dagbog, som de læser passager højt fra. Tilfældige udsnit fra tilfældige dage. Punktnedslag i et liv. En passage handler om at sove til klokken 15 for at være klar til næste dags fest. En anden passage er fra en udlandsrejse i et fjernt land. Andre passager handler om at bo i kollektiv og gå på teaterskole. Om at stå syngende oppe på en kørende gaffeltruck, der ved et uheld kører ind i en container. Det handler om at være udsat - og om overlevelse. Om at være alene hjemme og bygge huler. Om at være eddersplittende arrig, ville have lov til at prøve alt og leve det ud. Om at være et utæmmeligt barn. Om forundring og begejstring, og ikke mindst om raseri. Men hvad handler det egentlig om, livet? Vi skriver side op og side ned i dagbøger om det, for at finde ud af det. For at få det på det rene og få det afsløret, mysteriet. For hvad gemmer der sig derinde? Hvorfor nøjes med at være kvinde, når man også kan være mand? Om at blive voksen, eller ikke at blive det. Om at lege med lys og lyd. Om at være i en så fantastisk fysisk form, at kroppen bruges som et smidigt instrument, der evner at gennemspille de mest inderlige melodier og de mest hæsblæsende desperate tanker fra dengang, hvor verden blev til omkring os. For kroppen er det instrument i Tilde Knudsens soloforestilling, ”Mit Rum”, som hun spiller mest mesterligt på. Men det allermest forunderlige er, at ved at gå ind i sit eget rum, går man ofte direkte over i andres også. Især når det bliver gjort med så stor dygtighed og oprigtig insisterende interesse som det er tilfældet i ”Mit Rum” ude på teaterøen, på Refshaleøen, hvor Asterions Hus endnu engang formår at lave en forestilling, der som i mange af deres øvrige forestillinger, i udgangspunktet er så såre enkelte at det dårligt nok kan kaldes en forestilling. Netop derfor bliver resultatet så mange-facetteret, som i denne portrætforestilling af et mærkeligt barn. Et barn, der er stadig er der, indeni.   

Det er barnets skæve og forunderlige blik på verden, der fascinerer og minder os om, at ligegyldigt hvor gamle vi bliver, er børnene stadigvæk de klogeste. De leger med kasser og de bygger verdener op. De stabler kasserne op ovenpå hinanden og får det til at blive til erindringer om tidlige morgner i New York, hvor det føles som om solen står op for os alene. Kasserne er fulde af historier. Historier om morfaren, der fortalte historier. På en båndoptagelse hører vi hans stemme. Han får krop og mæle og bliver levende for os. Det er det, der er forestillingens styrke, for den handler om at blive til det vi er. At blive til os selv. Og det er langt fra så enkelt som det lyder

Midt i den voldsomme leg er der en sprød sårbarhed. Den opstår spontant som en lille hemmelighed, der slipper fri. Den holdes frem mod publikum. Den drejes i lyset, og står i silhuet mod baggrunden. Den begynder at danse med sin egen skygge. Den rækker ud efter os og griber fat i os. Den giver ikke slip, og der er ikke noget bedre end at blive taget alvorligt og holdt fast, når vi er omgivet af hemmeligheder. Forestillingen spilles på det, for hvad får vi at vide? Vi er inde i en fantasi, der er virkelig. Deri ligger en stor del af forestillingens styrke, for hvem vil ikke gerne høre en hemmelighed? Hvem vil ikke gerne høre en andens hemmelighed? Det frisætter noget indeni. Vi higer efter hemmeligheder, for det siger noget om at være menneske. Det siger noget om at være barn, og om hvordan det er at blive voksen. Og ikke mindst fortæller det os noget om at være i live. At være til.

Tilde Knudsen, der er alene på scenen, sammen med alle kasserne, alle dagbøgerne, rækker ud efter os og holder fast. Vi sidder tryllebundne og kan ikke komme væk - og vil heller ikke. For godt nok er det hele én stor leg. Men det er en leg med ilden. Den ild og den flamme fra et lille stearinlys, der får skyggerne til at blive kastet frem mod os. Det er så forunderligt, og den stopfyldte sal sad dødstille til premieren og fulgte optrin på optrin, som om vi selv kravlede op ad en stige, der ledte os højere og højere op mod noget som forestillingen satte fri i os. Trin for trin. I en bestandig bevægelse hen imod det, der står med ganske småt i vores dagbøger - og imellem linjerne.
 

 

På scenen: Tilde Knudsen  Instruktør: Peter Kirk 
Kostumer: Camilla Lind  Instruktørassistent: Susan Gritzman 
Sceniske konsulenter: Emil Hansen, Jacob Stage, Sara Topsøe-Jensen og Caroline McSweeney

Asterions Huser et unikt teater, der har til huse helt ude på Refshaleøen. Så langt ude at teateret har taget konsekvensen af deres geografiske afsondrethed, og har købt en bus, der kører i fast rutefart til og fra deres forestillinger, fra Christianshavns Torv en halv time før hver forestilling.

http://www.asterionshus.dk/korridor/index.htm

Anmeldelse: " Ritualet" på Får 302

                                                                      Foto: Jacob Buchard

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.

Tre scenekunstnere, 2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.

                                                                                                             Foto: Thomas Cato

”Ritualet” er en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker, der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet. Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard. 

                                                                    Foto: Thomas Cato

Teatret Får 302 har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være teatrets 25 års jubilæumsforestilling.  Det er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling - og med det flotte jubilæum!

MEDVIRKENDE: Henrik Birch, Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman

INSTRUKTØR: Jens August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing

BEARBEJDELSE: Jens August Wille & Louise W. Hassing

 

Forestillingen spiller fra 7.-26. januar 2012.                            

http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=265&pic=266

 

Anmeldelse: "Circus of life" i Dansehallerne.

Foto: Natascha Tiara Rydvald/ Freddy Tornberg/ Line Riise. Grafik: Robin Neil Hart

En falleret cirkustrup tager os med i manegen og fortæller små humoristiske og groteske historier fra det virkelige liv om vores skyggesider og fejlbarligheder.

De to dansere er tydelige og klare som typer. Han er klædt i bukser og skjorte. Gemytlig og afbalanceret. Han kigger appellerende ud på os - sit publikum. Han stiller sig an, angler efter vores gunst og bejler til os efter forståelse og accept. Umiddelbart skjuler hans løse påklædning hans krop, og det varer lidt inden vi bliver klar over, hvor ekvilibristisk han formår at bevæge sig. Måske fordi både han og hun fra starten af gør alt for at nå os. Hun er lavere end han. Iført en trapezdragt med kavalergang. Mens han er den smilende, er hun den mutte. Han er den dygtige, mens hun er den, der forsøger at være det. Mens han opviser de smukkeste og mest graciøse ballettrin og positioner, følger hun lige i hælene på ham, og forsøger at gøre ham kunsten efter. Men hun er plump, det lykkes ikke for hende. Hun er fuld af vilje, men trækkes ned mod gulvet, når han svæver. Hun kan et par enkelte trin, og dem gentager hun igen og igen. Mens han svæver, hører vi lyden af hendes tyngde, når hun rammer gulvet. Hun ved det godt, og han ved det. Hun står også lidt for tæt på ham. Som om hun vil fortære ham. Men sådan er der jo så meget. Sådan er livet. I cirkus.

                                                                                                             Foto: Natascha Tiara Rydvald

Der er noget tilsyneladende umiddelbart og nærværende over deres tilsynekomst. Der i det hvide projektørlys på scenen foran os. Vi er der for at blive underholdt – i livets kabaret. Men det er os selv, der optræder. Vi er i livets kabaret eller cirkus, hvor vi skiftevist smiler og gyser. Vi ler fordi vi gennemskuer deres stillen sig an, fordi de to dansere for en stund ifører sig de roller vi selv har spillet og stadigvæk spiller - og det gennemskuer og genkender vi. Vi kigger ind i troldspejlet som de holder frem mod os og genkender det vi ser derinde. Men spejlet gengiver alting på en fortegnet og forvreden måde. Den introducerende og annoncerende sprechstallmeister stemme byder os indenfor til denne skueret, hvorefter der diskes op for vores øjne.

Vi kigger på dem - og ler af os selv. Vi fremstår groteske og karikerede sådan som vi bliver udstillet. Vi bevæger os rundt på en losseplads fuld af kasserede tirader og forslidte grimaser. Vi er forsvundne bevægelser og aflagte attituder som de to danserede elegant ifører sig og genopliver. De lyser kortvarigt op i mørket og efterlader os med glimt af levet liv – glimt af os selv. På en gang er der noget både storladent og sølle over det.  Det er kasserede drømme, der bliver vakt til live. De spjætter kortvarigt i lyset før de igen dør ud som nedbrændte håb, mens vi håber på noget bedre. Men vi har kun os selv og dette jordeliv. Det er et morads af ituslåede drømme og håb. Vi bliver ved med at håbe - og råbe. Bliver ved med at tro på noget andet og bedre. Ved med at tro at vi nok skal overleve det - livet.

                                                                                                         Foto: Natascha Tiara Rydvald

Danserne er stærke, autoritative, men også sølle og genstridige. De er bærere af vores drømme og også af vores mareridt, og det er svært at se, hvornår det skifter, men det sætter sig i kroppen som skrift. Forestillingen er garneret med virkelighedsbilleder, der er tilført som virkelighedsfragmenter, der som glasskår funkler på scenegulvet indtil de bliver trådt op i dansernes fødder, og gør det smukke grimt. Lige under forestillingens meget æstetiske og perfektionerede overflade gemmer der sig en besk civilisationskritik. Vi hører et hyldestbrev til Anders B.B. (alias Breivik) skrevet med en beundrerindes eget blod og om et kinesisk gadebarn hvis kvæstelser ingen tager notits af. Om en kvinde, der har sex med 23 mænd på én time. Vi hører så meget – og ved så lidt. Men i Pernille Gardes fermt konstruerede og dygtigt iscenesatte forestilling ser og oplever vi det hele. Det danses, mimes og fremføres flot og indbydende af Tiziana Fracchiolla og Alexandre Bourdat.

Vi bliver siddende til alt er ovre - og forestillingen slutter. Det efterlader os med en smag af savsmuld i munden. Jeg har svært ved at komme derfra. Bliver siddende som en af de sidste. Bagefter driver jeg rundt udenfor. Sætter mig i cafeen uden at kunne falde til ro. Jeg drikker en kop kaffe, mens jeg synker oplevelsen. Men den lader sig ikke så let affeje. Den bliver siddende i mig og jeg bærer løsrevne fragmenter med mig videre. Måske har nogle af dem sat sig på tværs, for jeg forsøger at få dem til at falde til ro. Prøver at få dem til at fylde mindst muligt, for igen at få plads til mig selv.

www.pernillegarde.dk 

www.dansehallerne.dk

Anmeldelse: "Ondt blod" på Edison

Gæstespil af C:NTACT

Man sidder der og bliver mere og mere tør i munden, for det er næsten ikke til at holde ud.  Jeg føler at jeg bliver udstillet på scenen, for jeg genkender det hele alt for godt. Det er frygten for det fremmede og ukendte, truslen om vold og spillet om den stærkes ret, selv om vi jo godt ved at volden er afmagtens sprog, men sådan føles det ikke.

    

I forestillingen ONDT BLOD, der i aftes havde premiere på Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene, kom teatret helt tæt på. Det blev truende, ligesom det også bliver for stykkets lærerinde, Fru Thomsen (Anette Støvelbæk), der taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, da hun kaster sig ud i et længere oplæg om Friederich Schiller og hans skuespil "Røverne", mens de halvvoksne elever skriver sjofle sexistiske smædeord på tavlen bag hende. Det går ikke. Slet ikke. Vi får indtrykket af at det har stået på sådan længe, men også at der alligevel er et tillidsforhold imellem dem. I hvert fald så længe hun holder sig på afstand og lader dem være, men det er netop det hun ikke vil, så hun bliver ved, og nægter at affinde sig med situationen. I et forsøg på at få eleverne til bare at overholde den mest elementære disciplin i klassen, griber hun fat i en taske som to af fyrerne skændes om. Da den går op, falder der en skarpladt pistol ud. Den lander på gulvet imellem dem, og bliver stykkets omdrejningspunkt. Fr. Thomsen får fat i pistolen før de andre, og med den i hånden fortsætter hun undervisningen. Det er optakten til den efterfølgende undervisningslektion i det lydisolerede undervisningslokale. Der er ingen udefra, der ville kunne høre affyrede skud. Der er ingen udefra, der vil blande sig. Læreren og eleverne er overladt til det spil, der er gået igang. De er overladt til den stærkes vilje og magt - og lige nu er det læreren, der har pistolen - og magten.  Fru Thomsen gennemfører nu undervisningen, og får for én gangs skyld eleverne fulde opmærksomhed. Hun genopretter ro og orden i klasselokalet. Vi tror på hende og sympatiserer med hende. Alligevel er hun ikke den hun giver sig ud for at være. Ingenting er som vi først tror. Det er det, der er stykkets store fortjeneste. Hun har ikke en chance, men tager den, da revolveren lander i hendes hånd. Hun stiller sig midt i klasselokalet og peger på dem en efter en med pistolen, og så er scenen sat for en lektion om den tyske forfatter og dramatiker Frederich Schillers "Røverne", hvor hun tvinger dem til at fremføre scener fra stykket for at få dem til at overskride deres egne grænser.

Musa (Hadi Ka-koush) er klassens leder, mens Hassan (Besir Zeciri) er syndebukken, mens Mariam (Siir Tilif) er tørklædepige, der ender med at smide tørklædet. Musa bliver undertvunget og Hassans sættes fri i stykkets epilog, hvor han så at sige affører sig rollen og taler til publikum som "præmieperker". Det afsluttende pistolskud rettet ud mod publikum er symptomatisk for stykkets konfronterende attitude. Der spilles helt ud til kanten, og det er det, der er med til at gøre at vi som publikum i lige så høj grad bliver kigget ud, mens vi kigger ind. Flere gange bliverer vi reduceret til uvidende betragtere, når fremmede tungemål som eder flyver gennem luften og tydeligvis er møntet på os - betragterne.

Det er en foruroligende og dybt skræmmende historie om at den der sår vind høster storm. Om vold, der avler vold og om magt og underkastelse. Det er en nødvendig historie, der som en bombe slår ned i skødet på os. Vi befinder os i et mineret område, hvor verden er præget af en opdeling af "dem" og "os".

Ud over et kateder og stole til læreren og de 7 elever er klasselokalet tomt. Det skråner ned mod publikum, og er afgrænset af en kant  hele vejen rundt med lys i. Bagvæggen, der også bruges som tavle, tårner sig op over dem.  Øverst er der et stort ur, der inddeler lektions skæbnesvangre minutter. Ellers intet. (Scenografi af Allan Frausing).

Spillet er overbevisende og nærværende. Anette Støvlebæk bærer forestillingen. Hun har en egen skrøbelighed, men giver ikke op. Selv når hun forsøger at råbe klassen op, hører vi det. Hører at hendes stemme ikke bærer igennem. Den drukner imellem de andres stemmer. Men det er netop Anette Støvlebæks usikkerhed og kraftesløshed, der gør figuren troværdig og interessant, og giver den balance til forestillingen, der gør at magtkampen bliver så nærværende og vedkommende.

Lyssætningen (af Christian Alkjær) er raffineret brugt som markering af overgangene fra scene til scene. I fire indlagte mellemspil rejser spillerne sig og stiller sig med front mod publikum og afsynger danske sange. Det virker afvæbnende, forsonende og understreger at dette angår os alle, at vi er sammen om det her - og at der er håb, hvis vi forstår hinanden bedre, og tør lytte til hinanden. Men straks efter er vi tilbage i klasselokalet, hvor kampen fortsætter. En kamp på liv og død - om de rette værdier.

Stykket spiller dygtigt på usikkerheden om, hvad der vil ske, når magtbalancen igen tipper. For det vil den uvægerlig gøre. Men de kræfter, der allerede er sluppet løs, fortsætter og giver hele forløbet et andet og meget overraskende udfald, der ikke skal røbes her. Forestillingen er i sit udgangspunkt umådelig enkel og spinkel, men samtidig uforudsigelig, selv om vi aner at det umuligt kan ende godt. Forestillingen skal ses og opleves. Den sætter sig i kroppen, og er ikke til at blive af med igen. Et premierepublikum er altid meget venligsindet, men det var ikke bare venlighed, der strømmede skuespillerne i møde ved den stående applaus efter forestillingen. Det var belønningen for en besættende og rystende teateroplevelse. Det var fuldt fortjent. Tillykke med den fine forestilling!

Teksten er skrevet af Nurkan Erpulat og Jens Hillje og kåret til årets skuespil i Tyskland i 2011. Det er fermt iscenesat af Kamilla Bach Mortensen, der med ligeså stor nerve iscenesatte "Sex. Vold. Blod. Snask" af Alfian Bin Sa’at på Får302.

Medvirkende:

Annette Støvelbæk

Hadi Ka-koush

Simon Stenspil

Zaki Youssef

Siir Tilif

Wahid sui

Zainab Ahrmed

Besir Zeciri

 

Scenografi og kostumer: Allan Frausing

 

Lys: Christian Alkjær

Anmeldelse: KLIP på Bådteatret

ANMELDELSE. Gæstespil på Bådteatret med Livingstones Kabinet.

Lige da vi har sat os begynder forestillingen. En skinke hejses ned fra loftet. En lille mand i et lidt for stort jakkesæt popper op på forscenen og kaster sig ud i en længere tirade. Det lyder sådan set fornuftigt nok. Eller næsten, for det er lige ved at give mening, det han siger, men hvis man som publikum tror at man senere forstår det hele og især sammenhængen, bliver man snydt. Rent faktisk bliver det mere og mere uforståeligt. Det er som om meningen suges ud af rummet og vi er ladt tilbage sammen med 4 spillere, der opfører fragmentariske stumper af levet liv for os. Som en surrealistisk drøm folder det sig ud foran os. Det er genkendelige elementer, der puttes ned i en saftpresser og det ene øjeblik genopstår med nye former og farver, for i næste at miste enhver form og farve. Det bliver til en cocktail, der hele tiden skifter smag og farve. Det er en drink i flere lag, hvor hvert lag er adskilt og knyttet sammen af forestillingens overvældende humor og gennemstrømmende musikalitet. Nogle lag er beske og bitre, mens andre er blide og forførende. Det er en sexet drink. Der er ikke tid til overvejelser, for afrejsen har allerede fundet sted, når den første tone er slået an til denne eventyrlige forstyrrede chokterapi af en forestilling, hvor det hele slår klik. Det er som et nykomponeret stykke klassisk musik, hvor enhver almindelig genkendelighed er fjernet. Vi er ladt tilbage i et univers, hvor alting er rykket fra hinanden, for vi er på en rejse, der ingen steder fører hen. Eller rettere er vi befriet for enhver mening, og befinder os, mens forestillingen varer, fritsvævende eller i hvert fald ophængt ligesom Pete Livingstone i forestillingens slutning, hvor han hejses op og hænger der på én gang sat fri og alligevel uhjælpeligt fastholdt i et konturløst landskab, hvor alting kan ske. Et sted, hvor alle grænser er brudt op og hvor al mening er brudt sammen. Et sted, hvor livet, som en gennemgående, evigt eksisterende mekanisme og pulserende organisme, banker sig igennem og opfører og skaber nyt liv på nyt liv. Det er intet ladt tilbage af verden omkring os. Ikke sådan som vi kender det. Vi forstår ordene, tonerne og bevægelserne, men de er brudt op, de forkramper og stødes væk fra hinanden. Adskilte og afklippede taber de deres oprindelige mening. Men det er forestillingens store fortjeneste at de i løbet af den time, som forestillingen varer, genopstår for øjnene af os. For hvad sker der inde i hovedet på en høne? Sker der noget? Noget overhovedet?

Forestillingens rytme er aggressiv og staccato, og alligevel er der også iblandet lyriske elementer og passager. Det hele er orkestreret med en knivskarp timing. For de fire spillere på scenen, der snart er skuespillere, snart dansere og snart sangere, er det ingen ringe bedrift at de evner at holde døren åben ind til et tordende lyrisk landskab. Vi bliver ført direkte ind i os selv. Vi møder en drøm, et mareridt, en utopi – og vi får lov til at flytte ind i et rige, der svøber sig om os som et stykke musik. Snart slynges vi rundt, kastes op i luften og daler ned som sne. Vi spises og fortæres af Livingstones Kabinet, men når al mening ophører, starter livet igen. Når hønen ryster hovedet, så ryster den også livet på plads. Inden det slår klik.

På scenen: Pete Livingstone, Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone i samarbejde med Erik Christoffersen. Tekster: Livingstones Kabinet, Patsy Cline, fakta. Scenografi: Julie Forschhammer. Koreografi: Adelaide Bentzon.

KLIP – en kakofonisk sort humoristisk scenekollage af og med LIVINGSTONES KABINET.

29. okt. – 10. nov. 2012.  Gæstespil på Bådteatret. www.baadteatret.dk  www.livingstoneskabinet.com

Anmeldelse: "Bang og Betty" på Hippodromen

Han sidder ventende – Herman Bang spillet af Ole Lemmeke. Stridslysten og parat, men også træt og udmattet af de mange kampe på vejen gennem det man kalder livet. Så træder hun ind – Betty Nansen spillet af Cecilie Stenspil. Det er instruktøren og primadonnaen. Det er katten efter musen. Det skifter hvem, der er efter hvem og hvorfor. De venter begge på Fritz Boesen, der skal spille overfor Betty i Strindbergs ”Frøken Julie”.  Frøken Julie og Jean.  Bang afbryder dem, tager nærmest over og ville allerhelst selv spille rollen som Frøken Julie overfor Fritzes Jean. Fritz er ren krop, ren drift. Både Bang og Betty ved det, mærker det og reagerer på det. Fritz har ikke lovet Bang noget, selv om Bang gerne vil love ham alt, også selv om det er tvivlsomt hvad han har af talent. Ind træder den unge Jensen: Johannes V. Jensen. Bleg, bebrillet og tilknappet. Hvad er hans ærinde? Er det så tilfældigt som han selv lader dem forstå, så tilfældigt at det er plausibelt at han lader sig indrullere som sufflør til dagens prøve på teatret?

Det virker usandsynligt, men det bringes så smukt og overbevisende i spil, at vi godtager det som forestillingens præmis. Det lykkedes fermt dramatikeren Jakob Weis at bringe de umage partnere på scenen i clinch. Han bliver hjulpet behændigt på vej af Christoffer Berdals lydefri iscenesættelse.

Hvad der fra første færd trætter i den manierede introduktion til figuren Bang, da han alene, ordløst gestikulerende går rundt inden dagens prøve, breder sig senere og giver fuld mening i den videre forestilling. Men jeg når at tænke, hvorfor skal vi endnu engang møde denne overdrevne feminine gestik, der tegner figuren? Hvornår får vi lov til at møde personen uden denne ydre karikatur – bare som menneske? Men næppe har jeg tænkt det, før jeg suges ind i det bagvedliggende drama, der udspilles mellem personerne til dagens prøve på Folketeatret. Og i denne prøven teksten og hinanden af, er der ingen blødsødenhed. Det er teatralsk veloplagt, men der er fuld indre dækning for det. Dog introduceres Fritzs figur lovlig stereotypt. Men også her er det blot det første øjet møder, for det blæses af de mange gange, hvor Fritz gentager overfor Bang: ”Jeg har ikke lovet Dem noget!”, hvortil Bang replicerer: ”Sig DU…!”. Så enkelt og dog så smertefuldt kan det hele opsummeres.

Selv om det er det rent ydre spil for galleriet som vi hele tiden møder i denne ”Tribadernes Nat” leveres den veloplagte og spændstige tekst, så psykologisk velmotiveret, at den sætter sig fast inde i beskueren. Det udspilles som en anden ”Klodernes Kamp”, men fremstår som et såre stærkt og tæt portræt af ikke mindst Bang og Betty. De to øvrige personer bliver aldrig til andet end skitser, selv om Johannes V. Jensens figur i slutningen får tilført noget af den fylde, der også lader den stå tilbage som en fint drejet karakteristik, men ellers er de to mindre eksponerende personer (hvoraf den anden som Fritz/Jørgen er en velfungerende dobbeltrolle) blot dem, der til stede for at bringe dramaet i spil, og fungerer godt som sådant.

Det er Bang og Betty som det handler om. Ole Lemmeke yder fornemt spil i rollen som Herman Bang. På én gang skrydende, men også med en fin sarthed, der går helt på tværs af figurens grovhed. Det er et rørende portræt. For vi kender det jo godt. Fra os selv. Finheden og grovheden, der går hånd i hånd. Ikke mindst kender vi det fra Bangs værker. Bang bor på teatret. Det er hans hjem. Dér føler han sig hjemme. Vi træffer ham både i 1. og 2. akt sovende på scenen, som om han aldrig har været derfra. Her er han tryg, og slipper for en del af den forfølgelse, der bliver ham til del udenfor. Han undslipper forfølgelserne ved at rejse væk – til Paris og Berlin. Men i Danmark er han udsat for den og her kan den indhente ham. Karikaturerne i Punch og Johannes V. Jensens perfide kronik i Politiken, hvor han scorer i samtiden, men samtidig laver selvmål. I stykkets oplæste epilog, hvor to breve imellem Johannes V. og Bang blotlægger at Johannes V. fortryder den smerte som kronikken har forvoldt Bang, tilstår han sit fejlgreb. Eller det gør han netop ikke, for han undskylder formen, men ikke indholdet. Samtidig anerkender han Bang som kunstner, på samme måde som Bang straks anerkendte ham som forfatter ved deres første møde på teatret.

 Jeg savner måske en optakt til denne afslutning, for den virker lidt abrupt, men det er næsten for intet at bemærke mod den tæthed og fine psykologi, der kendetegner resten af teksten. Det er imponerende, hvor godt det lykkedes at få en fængslende forestilling ud af dette materiale, der må have været svært og ikke mindst krævende at favne om. Det har krævet en bred favn.

Øverst hen over det smukke scenerum, flot indrammet af synlige scenespots i siderne, hvor omkring der spilles de tilstødende småscener, har scenografen Nina Flagstad anbragt ordene ”Ej blot til lyst”. Det er sjov ide, for netop ordet ”lyst” får i denne sammenhæng en helt ny og mere kødelig klang. På samme måde som det friskslagtede kød fra slagteren, der lægges på huggeblokken midt på scenen i 1. akt skal minde spillerne (og publikum) om, hvad dette handler om. Om råt kød, handler det. Om lyst, følelsesspektrum og om forløsningens gåde.

http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Bang%20og%20Betty.aspx?gclid=CMfnwpf-ibMCFVGhzAod0E8Amw