Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Scenografien
er en stor spejlflade, der skråner ind mod midten. Den er griset sådan til, at den kun pletvist afspejler de to hovedpersoner, der først er sider af
samme person for siden at blive en veninde og senere en kæreste.
TATOVERING
er fuld af ungdommelig energi. Den er hårdtslående og gør intet for at indynde
sig. Attituden er ... take it or leave it. En gennemgående og tilbagevendende passage
handler om den døende far, der har skrevet sig ud af hovedpersonens liv. Der er
ikke megen familiefølelse, der spejler sig i de tilgrisede spejlblanke flader
i scenografien af Simone Bartholin. Der bliver råbt og sparket til teksten af Anna
Malze, der også har instrueret de to på scenen: Sara Fanta Traore og Nana Morks.
Som om der skal sparkes og råbes igennem til noget. Som om virkeligheden er
noget, der bare skal sparkes og råbes hul i.
Fotograf: Catrine Zorn
Allerførst
virker det som et overfald. Det bliver kun mere presserende, da hovedpersonen
stiller sig frem forrest på scenen og taler direkte til publikum. Det er en
forestilling, der er i øjenhøjde med publikum. Men i starten vokser der ligefrem en
fjendtligt stemning frem på tilskuerrækkerne. Et ægtepar på rækken foran rasler
og hoster demonstrativt, men forestillingen bliver ved og ved, og det lykkes at
slå hul på den fremspirende modstand, så det ender med et varmt og stærkt
bifald. Et velfortjent bifald, for der arbejdes hårdt for det.
Det
er barfodsteater. Det er et direkte blik ned i en forrået verden, hvor livet er
som en brugt krop, der slynges hid og did. Smukt er det ikke. Det er det
aldrig, når liver ender i en sygeseng, sådan som det sker for den omtalte far.
Fotograf: Catrine Zorn
Inden
forestillingen blev vi budt velkommen fra baren og fik at vide, at der ville
være meget røg i forestillingen. Det var ingen underdrivelse, for på et
tidspunkt bliver teatret fyldt med så meget røg, så det vælder ud i hovedet på
publikum. Det er så massivt, at vi forsvinder helt ind i
røgen. Det er faktisk et godt billede på det, der på samme måde vælter lige ud
i hovedet på os i forestillingen. Det er voldsomt, men når man først
befinder sig inde i røgen, ophører alting. Jeg gribes af en tilskyndelse til at
ville ud og væk. Til at redde mig selv i land. Ganske langsomt opløstes røgen igen,
lidt efter lidt, men gennem røgtågen træder personerne på scenen frem som af en
drømmedis. De står tæt sammen midt på scenen og taler ind i mikrofonen, som de
holder imellem sig. Det er hovedpersonen, der taler med fyren, der skal
udsendes som FN-soldat.Fyren, der staver
som en 10-årig. Det er bare et af hovedpersonens mange møder med en anden
virkelighed.
Helt
på samme måde som i DE HOVEDLØSE, teatrets seneste forestilling, hvor det også
var forskellige virkeligheder, der tørnede sammen i en kamp om at finde eller
genfinde en mening i en verden, der er faldet fra hinanden.Måske er det noget af det, som teatret er
allerbedst til, når vi møder os selv og hinanden via stedfortrædere på scenen. Dette
møde mellem de uforenelige kræfter i os, der kæmper for at nå over på den anden
side – for at fravriste verden en mening.
Fotograf: Catrine Zorn
Anna
Malze beretter om forestillingen: ”TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men
temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten
for to måneder siden, lige efter min egen far døde for tidligt. Den handler
ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den
nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle
steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt
i en krise.”
Det
er flot og kompromisløst teater. Med en
ny ung teaterleder er der sket et generationsskift, og som min ledsager
bagefter bemærkede: ”Det varer vist længe, inden Fritz Hansen kommer på scenen
igen”. Det er rigtig set, for teatret er siden rykket helt andre steder hen.
Det startede med maner med forestillingen DE HOVEDLØSE, der fint formåede at
slå bro mellem det gamle og det nye. Mellem før og nu. Med TATOVERING har Mungo
Park bevæget sig over broen og er gået i land på den anden side. Det bliver spændende at følge teatret videre frem.
*
Fotograf: Alexander Kaiser Lauritzen
TATOVERING
Spilleperioden:
Mungo Park i Allerød: 28.feb-11.
marts, og 29. spril-1. maj på
I The Why Not Theatres produktion af Peter Asmussens ”Dance
with me” instrueret af Solbjørg Højfeldt, er Sue Hansen-Styles alene på scenen
i over en time, men det føles ikke, som om der er meget tekst. Jo, der er tekst
hele tiden, men der er så meget MERE end tekst. Det er et rigt stykke, et
voksent stykke. Et stykke, der handler om at være menneske. Peter Asmussen (1957-2016)
var ingen hyggespreder som dramatiker. Han går til biddet og skildrer eksistensens
svære vilkår. Han går ind i de mørke rum, og åbner døre til de mørke sider i
vore indre og lader lyset strømme ind, og vigtigst tager os, sit publikum, med. Noget af det sværeste er at holde
energien oppe i en monolog, men også det lykkes. Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk,
at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I
og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til
engelsk for at opføre det i København, men det
giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance
with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens
meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring.Det er overordentlig flot.
Foto: Bjarne Stæhr
Lyssætningen
er smuk og kærtegner ordene på scenen.
Instruktionen af Solbjørg Højfeldt er formidabel og Sue Hansen-Styles er
enestående som den forsmåede kvinde, hvis mand forsvinder og bliver erstattet af alkoholen, der i
stedet bliver hendes faste dansepartner. I hænderne på en skuespillerinde af mindre format kunne teksten være blevet statisk, for ordene er ikke
store i sig selv. Teksten er nærmest ydmyg og tilbageholdende, så det gælder om
at få den til at leve uden at overspille. Netop det er Sue Hansen-Styles utrolig
god til, for enhver stavelse er hørbar på bageste række. Det er en stor præstation - og kunstnerisk er det fremragende forløst. For ordene og betydningen
bliver båret frem for os. Det er en tekst, der bliver delt med publikum som en
betroelse. Teksten er som poesi, så fin og skrøbelig i al sin tilbageholdenhed - og samtidig har den både saft og kraft. Det er en fascinerende
kontrast.
Foto: Bjarne Stæhr
Der
er mange stemmer i forestillingen. Der er spørgsmål og svar. Spørgsmål, der både
besvares og ikke besvares. Og svar på spørgsmål, der aldrig stilles. Det hele
stilles til skue i en fortrinlig scenografi af den scenografdebuterende
instruktør, Solbjørg Højfeldt, der også selv er en ferm skuespillerinde. På sin vis er det en ikke-scenografi
på en sort scene, hvor lyssætningen af Lasse Svarre bliver en passiv samtalepartner. Tre legemshøje skabe er det
eneste på scenen. Et slankt højt skabt i hver side og et større i midten bagest. De to
forreste kan åbnes forfra, men man kan gå igennem dem fra alle sider. De kan
både illudere den lukkede dør ind til soveværelset og det lukkede rum inde i
hovedpersonen. Eller, som det er tilfældet med det tredje skab i midten, være
beklædt med spejlende plader, der åbner ind til hovedpersonen og lover, at
der også findes veje ud af mørket. Sidste del af monologen er meget
overraskende, og skal ikke røbes her. Men det er en afslutning, der er endnu
mere visuel end det øvrige. Pludselig sker der et skift, og som publikum aner
vi ikke, hvor vi er henne. Umiddelbart virker det som om illusionen brydes, men
der er i forvejen så mange lag i teksten, så det føjer blot endnu et lag til resten.
Sue Hansen-Styles´ meget tydelige diktion projiceres ud fra scenen og sendes mod
en imaginær dartskive bag sidste tilskuerrække, og er som skabt til Asmussens tekst, der som lyriske strofer og lysstråler funkler gennem mørket. Asmussens tekst minder os om at livet skal
leves, selv om det er hårdt. Derfor slutter det også med en invitation til
dans. Både rent visuelt på scenen, men også som en udstrakt hånd – come dance
with me!
*
Foto: Robin Skjoldborg
DANCE WITH ME
Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 28. februar – 21. marts 2020
Varighed: 65 minutter
Dramatiker: Peter Asmussen
Instruktør & scenograf: Solbjørg Højfeldt
Skuespiller: Sue Hansen-Styles
Oversættelse (til engelsk): Solbjørg Højfeldt
& Sue Hansen-Styles
Lys- og lyddesign & bygning af scenografi:
Lasse Svarre
»Jeg
har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være
lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er
totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men
det må man jo bare overleve på en eller anden måde.«
fra Jeppe Bangsgaards fremragende
portrætartikel: ”Døden har altid været meget levende for mig” i Berlingske Tidende,
den 2.9.2015 - 9 måneder før Asmussens alt for tidlige død som 59-årig.
Peter Asmussen: »Det er meningsløst, men det at noget er
meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle
de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er
det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er
det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«
Selv
opsummerer Asmussen sin gerning med ordene:
»Det er mere ligesom en blyant, man
lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et
kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser
det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre,
og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«
Hvad
angår at finde svar på livets meningsløs, bringer Asmussen Franz Kafka på banen:
»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«.
Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han
skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver
dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et
vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at
leve og en lille smule nemmere at dø.”
danskdansk er en teatergruppe under Teatergrad. De har altid følt sig hjemløse, men nu virker det som om at har taget bolig i denne hjemløshed. Det har ændret deres fokus, for fra at skælde ud på danskerne, er blikket gledet hen på dem selv, sådan så de nu fortæller historier om sig selv.
QUEENS er historien om tre unge kvinder og deres ankomst til livet, sådan som det er set fra hver deres perspektiv. Det er tre danskeres historier om at være i live, i splid med sig selv og hinanden, og om de begrænsninger som de oplever at det giver. Først og fremmest er det et indblik i at være dansker, sådan som det ser ud, når man har afrikansk, kurdiske eller egyptisk familiebaggrund.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Selv om Danmark og danskernes liv ser moderne ud på overfladen, er vi et traditionelt bondesamfund. Det betyder at tilflyttere aldrig kommer til at høre til, hvis de ikke er født ind i den by, hvor de nu bor. Fremmede er dem, der ikke er født samme sted altid, så derfor er tilflyttere fra andre kulturer dobbelt fremmede. Det er den dobbelthed som forestillingen tager afsæt i.
Rent sprogligt kan vi afhjælpe det ved at kalde dem, der bor i Danmark for danskere (ligesom fransmænd, der bor i Frankrig, er franskmænd - så enkelt er det!). Det fjerner ikke de problemer, der er ved at høre til og ved at føle at man bliver set ned på og diskrimineret. Men vi er bondske i vor optik, og selv om vi lever moderne liv, er vi stadigvæk bondske og enøjede. Sådan er det bare. En for alle og alle for en!
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Nia (Marie-Lydie Meloni Nokouda) er queer og aktivist. Hun arrangerer aktioner og demonstrationer - og arbejder med børn og unge. Hun er også edderspændt rasende og har en direkte adgang til et nedarvet had, der for hende hænger sammen med at være sort og føle sig udenfor. Det giver hende en identitet, selv om hun mest af alt ønsker sig at være den foruden.
Aisha (Amira Jasmina Jensen) har en master i økonomi, og har forældre, der har nurset hende og hendes faglige ambitioner fra barnsben af. Hun er privilegeret, og er vokset op i velstand med en støttende familie, men har ikke set så meget af livet som sine to veninder.
Det er i hvert fald det som den tredje veninde, Imen (Ellaha Lack), klandrer hende for, for selv er hun opvokset med forældre som hun har måttet tage sig af. Hun er tidligt blevet voksen og er spiret op af en barsk social baggrund. Hun er splittet mellem sit musikalske talent og nødvendigheden af at give tilbage til den mor, der har ofret alt for hende, og som ikke mindst har givet hende en dansk opdragelse, selv om familien oprindelig er kurdisk. Hun har valgt at læse medicin, for at brødføde familien. Et sabbatår er ingen mulighed for hende.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
I Camara Lundestad Joofs QUEENS er der plads til det hele, men i de tre veninders venskaber er der mindst lige så meget social kontrol som de oplever udenfor. For de er meget ømtålelige og fintfølende, og hvert ord imellem dem bliver vejet og målt. For så meget søstersolidaritet er der heller ikke. I Sandra Yi Sencindivers skarpe instruktion bliver det pres de hver især føler, ikke anderledes end det alle føler, selv om det er dobbelt op for dem. Den eneste identitet som de føler, er én som de ikke kan være i. Det med at finde sig selv er noget vi alle skal igennem og det kan tage mange år, for nogle er det et livslangt projekt. Det er faktisk noget af det der først melder sig – og det tager tid. Sådan er det for alle.
Forestillingen har en fin balance mellem alvor og humor. Teksten er god og fyrig, og de tre giver ordene både krop og sjæl. De danser, skriger og hvisker. Det er stærkt spillet. Hvis man kan undgå at slå sig på de skarpe kanter, er det vidunderligt at blive skiftevist underholdt med sang og musik, og sat til vægs af forestillingens mange fine monologer. Bagefter til premieren blev der budt på lyserøde bobler og flødeboller. Det burde måske snarere have været jordmoderkaffe og honningmåne, for det er nødvendigt med noget at stå imod med, for det er svært at være dansker og menneske. Men skål og velkommen i klubben!
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
danskdansk´s achilleshæl er, og har altid været (siden starten i 2009), at de er i krig med omverdenen. De er i krig med sig selv og deres omgivelser. Det er den krig, der er deres brændstof, og det falder tilbage på dem selv, for den anderledeshed som de ønsker at blive kvit, er samtidig deres berettigelse for at have en stemme og bruge den til at kreere teater med. Det er uholdbart i længden. For hvem laver de egentlig teater for? Jeg synes, at det nu må være på tide at komme ind i kampen. For det er aktivistisk teater, men det fastholder dem samtidig i deres egen ekskludering af sig selv. Det er ikke nok at stå og råbe fra en scene. Men det er en begyndelse og en overgang, men jeg synes at det må være på tide at komme videre. Det skylder de både sig selv og publikum, for det er teater med saft og kraft, der bobler med fantasi og talent. Der er en frodighed over det, der burde kunne bruges til meget andet end denne protest, for det bliver statisk og er udtryk for stagnation, når teater nu på 11 år drager i krig, for tænk på, hvad al denne talentmasse kunne bruges til, hvis det ikke bare skulle bruges til protest. Der er en tid til protest, og der er en tid til at bygge op og bygge nyt. Men nu skal vi videre. Det må være på tide... hvis ellers teatret tør!
QUEENS
Tre kvinder * Tre liv * Én aften
70 minutter
4.-22. februar kl. 19.00 i Osramhuset
*
Dramatiker:Camara Lundestad Joof
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Skuespillere: Marie-Lydie Meloni Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack
Det er ganske få kunstnere
forundt at få et begreb opkaldt efter sig, sådan som det er sket med den engelske
Nobelprisbelønnede forfatter og dramatiker Harold Pinter (1930-2008). At noget
er ’pintersk’ betyder, at det er gådefuldt, tåget og uigennemskueligt. Han var
uddannet skuespiller og instruerede mange af sine egne forestillinger.Pinter var også arvtager til absurdisten
Samuel Beckett, for Pinters dramatik er lige så krævende. På overfladen ser det
hele idyllisk ud, men under overfladen gemmer der sig et mylder af dødelige
følelser. Personerne i hans dramatik kæmper mod hinanden og ofte for deres egen
overlevelse. Virkeligheden ophører, og vi er steget ned i en underverden, hvor
alle civilisationens begrænsninger er gledet af os. Som i Sartres ”Lukkede døre”
befinder vi os i et limbo, hvor tiden er ophørt og hvor vi er fastholdt i et
frysende nu. Hvad der gør hans dramatik enestående, er samtidig stykkernes
achilleshæl, for modsat naturalistisk dramatik, hvor hovedpersonen oplever en (ny)
indsigt og derefter kan træffe et (bedre) valg, er personerne i Pinters
dramatik fastholdt og ude af stand til at vælge. De har ikke valgets muligheder.
Det har dramatikeren taget fra dem. Det betyder, at der ikke er mulighed for at
lære noget. Der er ikke mulighed for at blive klogere. På den måde bryder det
med den erkendelse, som er omdrejningspunktet i det meste af al dramatik siden de
græske dramaer. Det er et særkende, men selvfølgelig også en begrænsning. Det
vil sige, at vi på en måde allerede er fordømt, at vi allerede har spillet vore kort, og egentlig ingen indflydelse har på udfaldet. Det gør hans univers
uforsonligt. Det er med andre ord ikke noget rart sted at befinde sig – og alligevel
kan han som ingen anden udfordre os, og vise os sider af vores verden og os
selv som vi knap anede eksisterede. Eller måske ved vi det godt, men vil helst fortrænge
det. Pinter er fortrængningernes mester.
Fotograf: Rolf Konow
Men hvad er det egentlig, der sker i hans dramatik? Menneskene er på nærmest Strindbergsk maner kun ude på at
rive hinanden psykisk i stykker. Det er djævelsk. Men samtidig
en tilstand, hvor de simpleste ord får den største betydning. Derfor er de
også indbegrebet af teater – og det er skønt, at House of International Theater
i København serverer den ene Pinter-opsætning efter den anden. Al ære og
respekt for det!
”Old Times” er fra 1971. I Jeremy
M. Thomas´ meget fine instruktion møder
vi Kate, der er gift på 12. år med Deeley, og stykket begynder lige efter ankomsten
af et telegram fra Anna, der er Kates veninde. Det er i hvert fald, hvad vi først
forledes til at tro. Men ingenting er som det umiddelbart ser ud hos Pinter.
Veninderne har ingen kontakt haft gennem de sidste 20 år, og på husbondens
spørgsmål om det er hendes bedste veninde, svarer Kate affejende, at man vel
ikke kan tale om den bedste, når man ikke har haft andre. Men Kate fortæller, at
der også var noget underligt ved Anna, fordi hun stjal hendes undertøj. Men
det var selvfølgelig muligt, fordi de boede sammen. Deeley studser: ”I boede
sammen?”. ”Ja, selvfølgelig gjorde vi det!” Da Anna dukker op, er det tydeligt
at hun – allerede inden hun overhovedet har sagt noget – er Kates diametrale
modsætning. Det er fristende at se dem begge som to sider af samme person og sind, men det vil også være en begrænsning i forhold til resten af stykket. Hvor
Kate, spillet af Jana Pulkrabek, er katteagtig, afsondret,
sfærisk og svær at fastholde, for der er ikke rigtig noget, der bider på hende,
så er Anna, spillet af Dina Rosenmeier, lige modsat. Anna er intimiderende,
lidt vulgær og oser af sex. Andreas Lyon spiller Deeley. Det er ingen nem rolle
at være splittet mellem de to kvinder. Med de tre i rummet starter der en kamp
om deres fælles fortid, om deres minder. Det er stærkt spillet. For hvem af dem tog egentlig Kate med
i biografen til Carol Reeds ”Odd man out” (1946). Det var Reed, der også instruerede
”Den tredje mand” med Orson Welles. I ”Odd man out” er det James Mason, der er
den jagede. I ”Old Times” er det selve erindringerne, der bliver jaget rundt på
scenen. For hvad skete der egentlig? Var det Deeley, der blev forelsket i Kate,
da de mødtes i biografen, eller var det Kate og Anna, der fulgtes ad i biografen. Hvem så "Odd man out" sammen med Kate? Det står åbent.
Fotograf: Rolf Konow
Det engelske
sprog er som skabt til Pinters dramatik. Det er en fornøjelse at høre det
spillet på engelsk.
Publikum
sidder i to rækker hele vejen rundt om scenen. Vi kan ikke komme
tættere på. Det er simpelthen en oplevelse. Gulvet er dækket af et rundt
hjertebestrøget tæppe. På scenen er der i 1. akt en chaiselong, en lænestol og
to små borde med drinks og kaffe. En standerlampe og to bordlamper gør det meget
fint og enkelt ud for belysningen. Det er en smuk og enkel scenografi til
et meget komplekst stykke.
Det er mere en regel end en undtagelse, at tæppet hives væk under publikum. I
2. akt ryger vi direkte ned i underbevidstheden, hvor vi må kæmpe med
uvisheden. For er det hele blot noget, der foregår i underbevidstheden? Hvem er
døde og hvem er levende?For når Kate siger
til Anna: ”Jeg så dig død!”, åbner det for endnu flere fortolkninger. Hvor er det at personerne bevæger sig hen, og
hvem er det egentlig, der kender hvem? Er det Deeley og Kate, eller Kate og Anna
eller måske Deeley og Anna? Hvem har en forhistorie sammen, for slet ikke at tale om,
hvem der har været i seng sammen? Er det dem alle – eller er vi blot
tilskuere til et skyggespil, hvor ingen af dem er i live, men blot skygger på et
teater, der gentager samme skyggespil om og om igen? Gå på opdagelse i det
pinterske univers, og start for eksempel med ”Old Times” i Krudttønden. Det er
en stor, livgivende og intens dødelig oplevelse.
Fotograf: Rolf Konow
OLD TIMES
af Harold
Pinter (spilles på engelsk)
Krudttønden:
29.1-2.2.2020
Matrikel 1:
5.-15.2.2020
Instruktion:
Jeremy M. Thomas
Alternerende
medvirkende:
Andreas
Lyon,Tom Hale, Camilla Søeborg, Dina Rosenmeier, Jana Pulkrabek
