søndag den 10. juli 2022

Anmeldelse: PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir (roman)

 


”Tænk, hvis man kunne blive så lille igen, så kunne man måske slippe for at tænke så meget.” (s. 26). Det er sådan PIGEN I VERDEN tænker. ”…hun ved med sig selv, at faren også er forelsket i moren, det kan hun mærke på ham. Og derfor har moren og faren brug for at være alene sammen. De har brug for ikke hele tiden at have et barn på slæb. De ved det bare ikke selv.” (s. 34).

Pigen bor med sine forældre i Tórshavn, men er på sommerferie hos sin mormor og morfar, moster og tante, der alle bor under samme tag i en lille bygd langt fra hovedstaden. Vi hører om hendes ophold og især om de tanker hun gør sig over det hun hører de voksne sige. Hun er et genert barn, der helst helt vil forsvinde og bare være der uden at blive lagt mærke til.

Det er kun drypvist, at vi hører om hendes dagligdag i Tórshavn med forældrene. Det er nærmest fortielser, der slipper ud i bogens tankespor, når hun uforvarende kommer til at nævne forældrene 15 gange i løbet af den 289 siders lange roman. Til gengæld lægger man som læser vitterlig mærke til det, når vi i små bidder bliver præsenteret for det, hun er rejst fra. Hun trænger tydeligvis til en pause, men hvor meget pause hun får under ferien på landet, er spørgsmålet, for huset er sat på den anden ende. Morfarens temperament har sat sig på næsten alle i familien.

Ikke mindst moren, der er så humørsvingende, at det er svært ikke at få medlidenhed med faren, der vitterlig skal lægge ryg til meget. Men allermest er det nok hovedpersonen, datteren, der skal trække det store læs, ligegyldigt hvor hun er henne. Det er ikke let at være barn i den verden hun lever i.

Hun tænker meget på at hjælpe andre, det er dét, hendes liv består af. Hun skal få de voksnes verden til at fungere – og det kan hun, men bliver der overhovedet noget til overs til hende selv? Noget tyder på, at det ikke kan være meget. Da hun i bogens slutning rejser tilbage til forældrene, er det da også med blandede følelser, for hun vil både blive og væk derfra.

Det er ikke mindst menneskers følelsesliv, der fylder i hendes tanker. Morfaren elsker tanten, der elsker morfaren, men han er lærer og degn, så det går ikke. Da tante forlader familien for en mand oppe nordpå, falder familien næsten fra hinanden. Snart efter forlader også mosteren familien. Og da pigen i slutningen kører af sted med ”Stubbekøbing” (som den lokale bus bliver kaldt), står mormoren og morfaren tilbage som to ensomme mennesker forladt af alle. Men måske tager de hinanden i hænderne, da de går hjem. Så et lille håb bliver vi trods alt efterladt med. Men det er også alt vi har at klamre os til.

Det hyper sensitive barn har svært ved at klare sig igennem verden, for hun bliver hele tiden væltet omkuld af bølgerne fra andre mennesker. Allerhelst vil hun give slip og blive til havskum, der bare føres væk af bølgerne, men så let går det ikke for menneskene.

”Om lidt bliver det blide og lune vand blandet sammen med det salte havvand. Til sidst vil det forsvinde helt og blive til et svagt minde om sig selv i det kolde, dystre hav, der omfavner hele verden. Hun synes, at verden er alt for stor. Hun kan bedst lide, når verden er som nu, lige nu: til at rumme, til at forstå for en lille pige i en bygd på Færøerne. Hun vil ikke lade sig opsluge af verden på en gang, hun vil kun opdage et lillebitte stykke ad gangen.” (s. 73)  



Katrin Ottarsdóttirs første roman på dansk er udgivet på Lindhardt & Ringhof sidste år. Den er umiddelbart let læselig, men at fortælle så gennemført i børneperspektiv er ingen let opgave. Det er følelsesmæssigt hårdt og krævende, når hovedpersonen er så reflekterende. Det giver mulighed for mange sjove funderinger over livet og sproget, men mest over menneskenes mystiske adfærd over for hinanden. Som læser synker man let ned i historien og vugges i starten til ro i den tilsyneladende fredsommelige fortælling, men det skal man ikke lade sig narre af, siden blæser det op til orkan, livet er ikke for nybegyndere.

Romanen er en ny genre for forfatteren, der tidligere har skrevet både digte, noveller og kortere prosatekster. Den forrige udgivelse, den spændende ”43 Bagateller”(Torgaard, kortprosa, 2018), har fungeret som bro for romandebuten. Katrin Ottarsdóttir (født 1957) er også uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i København, og har været pioner som den første færøske filmskaber, der har sat færøsk film på det internationale filmlandkort. Debuten var med spillefilmen, ”Atlantic Rhapsody” (1989), siden fulgte ”Bye bye Bluebird”(1999), den første færøske roadmovie og den opnåede at blive vist i biograferne  herhjemme. Senest fulgte den intense spillefilm ”Ludo” (og den vender vi tilbage til). Derudover er det blevet til tre filmiske kunstnerportrætter: ”Ingen kan lave det perfekte” (2008) om billedhuggeren Hans Pauli Olsen. ”En linje om dagen må være nok!” (2008) om digteren og multikunstneren Tóroddur Poulsen. Den tredje om forfatteren Jóanes Nielsen havde premiere i 2009.

Spillefilmen ”Ludo” (2014) er baseret på Katrin Ottarsdóttirs først digtsamling, ”Er der kobberrør i himlen”(Torgaard, 2016). Det er de samme stemninger, der går igen i romandebuten. Vi er tilbage i en nådesløs verden, hvor et barn er prisgivet de voksnes skalten og valten. Det er Katrin Ottarsdóttir en smertelig, men meget præcis skildrer af. ”Ludo” er et kammerspil for to voksne og deres datter. Den virker meget Bergman-inspireret, og er næsten ordløs, men stærkt understøttet af stærke billeder og spændstig musik. I PIGEN I VERDEN er der hverken musik eller billeder, men til gengæld fortælles der med brede stærke strøg fra en meget følsom pen. Det kan umiddelbart virke som naive beretninger. Men lige bag det dagligdags gemmer der sig en barsk verden for en sårbar barnesjæl. Det er en meget lovende romandebut.

 

PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir

Lindhardt & Ringhof, 2021

289 sider. Roman.

 

 

 

torsdag den 7. juli 2022

21: Tina Vehage Lorien: "Skulpturerne har kun godt af at blive rørt ved!"


Foto: Michael Svennevig.

Mød Tina Vehage Lorien
(Offentliggjort den 8. juli).
Kan også høres på YouTube.
Men hør allerede et uddrag fra den nu på den 4. præsentationspodcast, der blev offentliggjort i sidste weekend.


Foto: Michael Svennevig.



Tina Vehage Lorien viser rundt i Gallerie Lorien på Frydendalsvej på Vesterbro. Hun er i gang med at restaurere en bronzeskulptur. Med voks fjerner hun alt det snavs, der har sat sig på skulpturen: 
”Faktisk har en bronzeskulptur kun godt af fingerfedt. Kunstnerne vil gerne have, at deres skulpturer bliver berørt. Her i galleriet må man røre ved dem alle!” 


Jens-Flemming sørensen
Gallerie Lorien


Sin viden om bronzestøbning har hun fået gennem samararbejdet med den store danske billedhugger Jens-Flemming Sørensen (1933-2017), der boede i den italienske marmor-by Pietrasanta, hvor Tina var assistent for ham gennem 25 år: 
”Jeg har altid følt mig forkert i Danmark. Alt for larmende, for gestikulerende, for begejstret og blev alt for let forelsket. Da jeg kom til Italien, følte jeg at det var fuldstændig normalt at være sådan. Det gjorde at jeg straks følte mig hjemme der.” Da hun kom tilbage til Danmark, startede hun to gallerier, dels på Bornholm og dels i København. Tina fortæller om sit syn på kunst. Hvad det er kunst kan, og hvorfor den er så nødvendig – og om nogle af de kunstnere hun præsenterer på galleriet bl.a. den dansk/iranske/amerikanske billedkunstner Behnaz Larsen: 

Foto: Michael Svennevig.

Hør også selvstændig Behnaz-podcast den 27.7.

*

Musikken på podcasten er
en liveoptagelse af trioen
Rosenvinge, Christensen & Svennevig
optaget i april 2022.


*



Mød Tina Vehage Lorien 
til festivalafslutningen,
i Gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,
Dronningensgade 14, på Christianshavn.
I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet afholdt
 et par gader derfra 
i Dansk Forfatterforenings lokaler,
Strandgade 6.
Læs mere om festivalen

*


tirsdag den 5. juli 2022

"At home with Difference". Samtale mellem Nicol Savinetti & Mads Nygaard

 

Foto: Michael Svennevig & Majka Bjørnager.

Mød Nicol Savinetti & Mads Nygaard til festivalafslutningen til en samtale, der tager udgangspunkt i ude og hjemme. Om at føle sig meget farvet eller meget bleg. Om udlængsel eller om at være en hjemmefødning. Om at være en brun person i en nordisk region. Om forskelle og variationer.

*





Foto: Michael Svennevig

Nicol Savinetti er født i London og opvokset i Southend-on-Sea, med forældre fra Jamaica og bedsteforældre fra Indien, er italiensk gift - og initiativtager til kunstnerorganisationen IMMART, der samler herboende kunstnere fra ind- og udland. Et samarbejde, der er inkluderende uden at være ekskluderende. Selv har Nicol akademisk baggrund. Efter sin bachelor, fortsatte hun med en Master indenfor europæisk samfundspolitik. For tiden er hun særligt optaget af og interesseret i menneskelige forskelle eller variationer som hun overvejer om hun skal kalde det. Hør hendes forklaring på, hvorfor det det er vigtigt. Læs hendes oplæg. Som sparringspartner har hun denne dag:



Foto: Majka Bjørnager

Forfatteren Mads Nygaard er lige så meget hjemmefødning som Nicol ikke er det. Mads beskriver selv sin opvækst som noget, der foregik inden for landsbyens snævre rammer. I stedet var det i fantasien, at han sprængte alle rammer, for rent geografisk har han aldrig rykket sig særligt lang, og han fik i mange år nervøse trækninger, når han skulle længere væk end Aalborg. Mød Nicol og Mads i en samtale om nær og fjern, om forskelle og variationer. Fælles for dem begge er deres utrolige flair for at række ud efter mennesker og forbinde mennesker på kryds og tværs.


Det hele tager udgangspunkt i en tekst som Nicol har skrevet. 

Her er et uddrag:


NICOL SAVINETTI: At home with Difference

Skriv noget om,

hvordan det er at være en brun person,

der bor i den nordlige region!

(… write something about, how it is to be a person of colour living in the Nordic region).

Her er et uddrag af, hvad jeg skrev tilbage i 2008, hvor der ikke var så mange brune personer, der søgte ind på de finske universiteter, hvor jeg endte med at skrive min PhD om privilegeret udvandring.

*

The question Where are you from? is not a simple one for people like me to answer: born in England, a different skin colour, living in Denmark and studying in Finland. I no longer have an instinctive response, but rather a process of thoughts: my immediate thought is What difference do they want to know about? In mathematics the concept of difference is clear: the difference between eleven and seventeen is six. If only difference among human beings were so easily understood and, more importantly, accepted. In coming up with my answer there are three further steps in my thought process: First of all I consider the country we are located in when the question is asked. Then I make an evaluation and conclusion (be it right or wrong) as to whether the person is asking where I was born, where I grew up, where I live, or what my ethnic origins are. Finally I respond with an answer to one of the aforementioned, often qualified by an answer to one or two of the others. This must sound like a drawn out process, but I have been doing it for many years now so it is pretty much second nature to me. If the question is being asked by someone who is English, they are usually asking about where I grew up; then my response is born in London, grew up in Essex (and live in Copenhagen). This is usually followed up with banter about Essex girls (in the rest of Europe, the jokes are often about blonde girls) and my ‘hometown’ Southend-on-Sea. Brits are usually quite direct if they want to know about my cultural heritage or skin colour and simply ask where my parents are from. Finns, when they ask where I am from, are usually asking what country I have come from, i.e. where I live, so I respond with live in Copenhagen and am from England. I love the Finns for their need-to-know basis for conversation. I have good friends who have never asked me where my parents are from. When I lived in Germany, the experience was similar to that of Finland: my heritage was not a common topic of conversation. Danes are a little tricky: most want to know about my skin colour, but many want to know what part of England (or even the US) I am from. So, in Denmark I usually respond with from Essex in England and then I wait for them to ask about my skin colour if that is their interest. At some point early on in the ensuing discussion I usually also have to mention that I have not lived in England full-time for about 12 years as many people start referring to TV programs and other decidedly British stuff. When I was in Australia I responded with from Essex in England and was often confronted with “No, where are you really from?” which made me laugh at first and then horrified me when I would reply that my parents are Jamaican and the proceeding conversation would be about reggae music, Bob Marley and the sun, sea and sand of the Caribbean, which I have only visited twice for a total of 4 weeks. What is even more horrifying is that I have similar conversations with highly educated and welltravelled people in Denmark as well. This conversation was more of a surprise to me in Denmark because I couldn’t understand how people could be so uninformed in Western Europe, a relatively small area of land with a multitude of diverse cultures, languages and histories where the vast majority of people have good access to education, media and travel. I cannot say so much about my Finnish experiences because I do not speak Finnish and am only ever in academic environments when I am there. But, I can say that I have never had that conversation.

Different perspectives

Having lived here in Copenhagen now for almost a decade, I realize that many Danes have such an enormous sense of pride and strong affiliation to their national identity that it may be difficult to comprehend that not everyone is as patriotic or nationalistic, and that we don’t actually need to be. Here, it is almost expected that I express the same feelings of affiliation to a place, be it Jamaica or England (but not Denmark) no matter how long I have lived here for, which leads us to another common question: “So, do you think you are going to stay here?” Imagine being asked that question every single time you meet a new person – that is the reality of being foreign in Copenhagen.

In the Danish media when an incident occurs involving someone with an ethnic background that is not 100% Danish, they are commonly referred to as having a ‘foreign’ appearance (a Danish synonym for different colour skin). The use of the word ‘incident’ is intentional - when it is an ‘event’ that difference is barely given a mention. As has been well advertised in recent years, Danes are some of ‘the happiest people in the world’. I nickname the World Happiness Survey the Nothing to Complain About Survey, as if you have ever lived in Denmark you would know that on a day-to-day basis, Danes are not considered to be the happiest bunch by foreigners who live here. They do on the other hand have the capacity when speaking to foreigners and journalists to be proud of, and fully appreciate, the fact that they are fortunate to have more opportunities open to them than most people in the world and live in a relatively safe, secure, well-functioning environment. Life as a foreigner is a different story: the windows of opportunity are few compared to many other European countries, but the attraction is that the lower level of that window is very high. High basic incomes, good welfare and social provisions, good access to education, more sense of equality between the sexes and a moderate climate altogether make for an attractive place to stay, in spite of the racial insensitivity and tension.

Being different

All said and done, I absolutely love being a foreigner. I always have been one and I always will be wherever I live or travel. I was fortunate to be a middle child and that my parents gave me the start in life that allowed me to explore people and places with a calm, inner confidence about who I am and what I represent. It may simply be for that reason that I have not ever regarded difference as negative or something to be afraid of. Being a foreigner in Scandinavia is not much different from being a foreigner anywhere else in these times; the challenges simply change depending on the location. Being a woman here on the other hand is something special and totally unique to Scandinavia.

 

*

Mød Nicol og Mads til festivalafslutningen, 

søndag den 14. august 2022

i Gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,
Dronningensgade 14, på Christianshavn.
I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet afholdt
 et par gader derfra 
i Dansk Forfatterforenings lokaler,
Strandgade 6.

Læs mere om festivalen

*


 


mandag den 4. juli 2022

Mest lyttede podcasts i 2022 - og TOP10 over alle 151 podcasts

 



        Podcast TOP 3 (2022)

1)     1) Harald Havsteen-Mikkelsen: 

        ”Bare et hvæs” (læs mere)

 

2)      2) Ida Krabbe: 

        Skovbadning  (læs mere)

 

3)     3)  Gustav Foss 

        om frådende raseri og kulsort humor  (læs mere)

 

 

Podcast TOP 10 (over alle 151 podcasts)

1)

1)     Pia Raug   

       på Omø  (læs mere)

 

2)

2)     Mikas Lang: 

       «Melanin»  (læs mere)

 

3)

3)     Thulla: 

       «Mit hoved er et radioteater”  (læs mere)

 

4)

4)     Cecilie Rosdahl: 

       «Kolonihave»  (læs mere)

 

5)

5)     Salim Abdali: 

«      «Alfebetmageren»  (læs mere)

 

6)

6)     Jannik Hastrup,

        Cirkelines far  (læs mere)


7)

7)     Bent Melchiors 

       sidste festivaltale  (læs mere)


8)

8)     Cindy Lynn Brown, 

       digter og småkagekunstner  (læs mere)


9)

9)     Christina Svennevig,  

       maskintekniker og klanger  (læs mere)


10)

10     Alice Faber & Anette Wolthers: 

«"    «Kvindelige kunstnere gennem 100 år i Odsherred” (1:2) (læs mere)


Fotokreditering: 

Bent Melchior er fotograferet af Niels Larsen.

Alle øvrige fotos er af Michael Svennevig (på nær fotoet af Gustav Foss)


*

OM ARBEJDET:

Det er en stor glæde at lave alle disse podcasts.

De intense møder med de mange medvirkende kunstnere, der tilbyder at fortælle noget om det, der betyder mest for dem, er som at arbejde med ild. Det forpligter.

Hvordan skal det præsenteres?

Hvilken lydspor eller lydkulisse passer til den enkelte historie?

Og hvad med den fortællende stemme?

Kan den stå alene eller skal jeg supplere med spørgsmål?

 Jeg er inspireret af Radioteatret/Radio Drama og de mageløse montager som DRs montagegruppe producerede som menneskelig dokumentation over levet liv. Det når jeg slet ikke nærheden af, men de stigende lyttertal giver mig alligevel en fornemmelse af, at jeg er på rette vej.

151 podcasts er det blevet til siden starten i 2018. Der kommer 25-35 nye hvert år. Det er helt berusende. Jeg elsker også den efterfølgende redigering, hvor jeg i timevis er lukket inde sammen med den stemme som jeg forsøger at finde det rette lydmæssige ”hus” til.

Hvad kræver det at huse alle disse historier?

Jeg gør det gerne – og kan slet ikke lade være.

Nogle siger at det er en overfladisk tid vi lever i, men jeg har aldrig følt mig omgivet af så meget ild før. Så for mig er jeg på det helt rigtige sted – og sammen med de rette mennesker.

Forleden offentliggjordes den sidste af 4 præsentationspodcasts

med uddrag fra årets 5 sidste podcasts.



Hør den 4. præsentationspodcast - se opslag.

*

Her kan du høre uddrag fra de 15 første:

1. præsentationspodcast med uddrag fra de første 5 samtaler med de festivalmedvirkende. Se opslag.
​2. præsentationspodcast - se opslag,
​3. præsentationspodcast - se opslag.

*


fredag den 1. juli 2022

Anmeldelse: ASTA på Sophienholm

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Asta Nielsen (1881-1972) indleder sin erindringsbog "Den 10. muse" med at skrive: "Når jeg kaster et blik tilbage på mit liv, ser jeg en smal, solbeskinnet vej bugte sig igennem det. Den er myldrende fuld af små bitte blomster i yndige, sarte farver, en smal, hvid hånd blev aldrig træt af at beplante den, her står alle gode tings blomst side om side, de nikker til hinanden i varm forståelse, inderlige følelser, blideste tanker og dyb harmonisk glæde." (Gyldendal, 1945/46) Hendes datter, Jesta, er skrevet helt ud af bogen, men nævnes kærligt og undskyldende i efterordet, da bogen blev genudgivet i 1966.  


Foto: Per Morten Abrahamsen.

I Det Flydende Teaters opsætning (under Teatergrad), skrevet af Julie Petrine Glargaard, og instrueret af Pelle Nordhøj Kann, spilles Die Asta (som blev hendes tyske tilnavn) af Nana Cecilie Bang. Jannik Elkær har koreograferet den dansende forestilling, hvor handlingen bindes sammen af dans og musik, hvilket virker passende, når det er en af de største - og ikke mindst første - internationale stumfilmstjerner, der skal hyldes og skildres. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.

Julie Petrine Glargaard skrev sidste år Det Flydende Teaters stykke "Valkyriens Kamp" baseret på Thit Jensens liv og virke. Året før gjaldt det "Annas verden" baseret på Anna Anchers liv og levned. Derudover har hun skrevet "Under Huden"(Mærkværk, 2020), der handlede om unges forhold til døden, og i 2018 skrev hun en af Teatergrads allerbedste og kuntnerisk stærkeste forestillinger ,"Udvandrerne" (der var i samarbejde med dansk/dansk).

Med rækken af stærke danske kvindeskikkelser gennem de sidste 100-150 år er Glargaard inde på mere roligt vand. Det er sommerforestillinger, der skal kunne trænge gennem træernes løv i den gudesmukke park ved Sophienholm. Det er underholdende, frisk og fyrigt.


Foto: Per Morten Abrahamsen.

"Afgrunden" fra 1910 er Asta Nielsens store gennembrudsfilm, instrueret af Urban Gad, som hun senere giftede sig med og blev skilt fra igen. Filmen varer 35 minutter og lider af fugtpletter, hvor filmstrimlens emulsion er gået i opløsning, så nogle af scenerne kan være vanskelige at orientere sig i. Mest berømt er gaucho-dansescenen med Poul Reumert. Asta Nielsen er nær 30 år, men ser meget yngre ud i filmen. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Når forestillingen om Asta Nielsen er bedst, er den både gribende og meget musikalsk. Elkær og Nordhøj Kann er gode til at oversætte og erstatte ord med handling og fysiske optrin. De medvirkende slanger sig ud og ind af kostumeskift, sangnumre og en scenografi (af Lisbeth Burian), der forbinder det hele - og også giver mulighed for at spille oppe fra den bagvedliggende bro, der forbinder begge sider af indsejlingen, hvor scenen er anbragt i midten på et hævet ovalt plateau omgivet af vand. Bagved kan man se ud over søen. Et par endnu uudsprungne åkander bryder vandkanten, mens roere af og til glider forbi længere ude. Det er lutter idyl.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


På trods af det indledende citat fra hendes erindringsbog, var Asta Nielsens liv ingen dans på roser. Det gør hendes kunstneriske opstigen endnu mere imponerende. Det er tydeligt, at stykket også nyder at hylde hende for hendes sejhed og stærke kvindelighed - i stil med teatrets lige så store hyldester til Anna Ancher, Thit Jensen og Grevinde Danner. Det er klart at sådanne historiske dramaer altid vil blive bærere af nutidige ideer. Således også denne, hvor Glargaard har indlagt en tale, hvor Asta Nielsen taler om, hvordan det vil være om 100 år. Det er selvfølgelig skrevet mere til os end det er skrevet om Asta Nielsen. På den vis bliver det en lidt skarp karakteristik af hende, men det er en rapfodet forestilling, der bevæger sig smukt afsted, mens Karen Duelund Gustavino, der har skrevet og komponeret musikken, selv fremfører den suppleret af spillerne. Især "Stumme læber" og nummeret til datteren blev fremført såre rørende og følsomt.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


De er dejlige sammen, de tre skuespillere: Janus Elsig og Rolf Hansen flagrer rundt om Die Asta, som Nana Cecilie Bang får til at ligne Sally Bowles fra "Cabaret" (Eller rettere Liza Minnellis i rollen på film). Janus Elsig ligner selv en af figurerne fra en gammel stumfilm, som han står der med en lille moustace og med sommerlig stråhat. Som Urban Gad bliver han helt fysisk overtaget af Die Asta. Det er vældig morsomt. Rolf Hansen er fast genganger i teatrets forestillinger - og han er altid en glæde at opleve. Han er en god modsætning til Janus Elsigs Urban Gad, når han som den stolte og flotte russiske skuespiller Gregoric sætter Die Asta stolen for døren - og yder hende et reelt modspil - i forestillingens skarpeste scene, hvor det hele tilspidses, da Asta efter et møde med Hitler er klar over, at hendes storhedsdage i Tyskland er talte, for hvilke muligheder har hun så? 

Tidligre kunne ældre danske kunstnere få en biografbevilling på deres ældre dage. Sådan som filminstruktøren Carl Th. Dreyer fik, da han blev direktør for Dagmar Biograf. 13 ansøgninger skrev Asta Nielsen, men uden at det lykkedes for hende.   

Der er så meget at glæde sig over i forestillingen, der lever i sommervarmen og passer perekt til Sophienholm. Det er en smuk udflugt til dette grønne sted, hvor teatret kun gør det hele endnu bedre.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


ASTA
Det flydende Teater
på Sophienholm
fra den 1.7.-6.8.2022


På og bag scenen:

Medvirkende: 
Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig, Karen Duelund Guastavino
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist og sangtekster: Karen Duelund Guastavino
Scenograf: Lisbeth Burian
Koreograf: Jannik Elkær
Lyddesigner: Janus Jensen
Lysdesigner: Flora Pelle Brandt
Kreativ producent: Christine Worre Kann

Produktionsleder: Josefine Hoejberg Bitsch
Instruktørassistent: Line Sofie Nilsson
Afvikler og lyddesigner på turné: Kiki Skovmand
Bygger: Nikolaj Heiselberg Trap
Skræddere: Maria Teudt + Sara Steen Andersen
Regnskabsfører: Jette Nielsen, JN Regnskab

Grafiker & PR: Nethe Ellinge
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Presse-, billet- & turnéansvarlig: Liv Hvalkof


*

Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen over de øvrige 117 teateranmeldelser.

*